Uddrag fra "Kanon i dansk. Tendens"

Kanon i dansk

Dansklærerforeningens Forlag

Kanon i dansk

Jan Aasbjerg Haugaard Petersen

Dansklærerforeningens Forlag

04 Forord

06 Hvad er kanon?

12 Kanonkriterier

18 Hvorfor kanon?

24 Kanon og dannelse

28 Kanon og læsekrise

32 Kanon til diskussion

36 Hvordan kanon?

38 Kanon i perioder og temaer

40 Kanon og læselyst

44 Kanon og biografisk læsning

46 Kanon i fysiske rammer

50 Invitation til eleverne

52 Kildeliste

Forord

Nogle tendenser er forbigående, mens andre er kommet for at blive. Det gælder også kanonlæsning, som vi bliver nødt til at forholde os til, når vi beskæftiger os med skole, uddannelse og undervisning. Efter lang tids debat, diskussion, udvalgsarbejde og litteraturdebat blandt elever, lærere, forskere og undervisningsministeren blev listen over de obligatoriske forfatterskaber alle unge skal møde på ungdomsuddannelserne offentliggjort den 25. september 2025. Den obligatoriske liste består af syv stærke stemmer spredt ud over litteraturhistorien – nu med tre kvinder frem for én. På den udvidede liste, bruttolisten, er der som noget nyt endnu flere kvinder og et nordisk perspektiv (Børne- og Undervisningsministeriet 2025a).

Selvom kanonlister per definition er bagudskuende, kulturbevarende og nogle vil måske endda mene konservative af natur, har litteraturundervisningen med den nye kanon fået en lille tiltrængt rystetur. Nogle lærere vil glæde sig over fagets nye litteraturhistoriske sokkel, mens andre ser kanon som ny ammunition i kampen for litteraturens rolle i dannelsen af fremtidens ungdom. Kanondebatten har været en gave til danskfaget og til de didaktiske refleksioner, der flytter faget fremad. Danskundervisningens hvad, hvorfor og hvordan er blevet aktualiseret i vores klasserum, men også i større offentlige cirkler. Debatten er i sig selv et spændende kulturpolitisk fænomen, men åbner endnu vigtigere op for nye perspektiver på danskfaget, dannelsespotentialer og litteraturpædagogik.

Det er vores håb, at vi med denne bog kan sætte gang i refleksioner om, hvad vi læser med vores elever (hvem der skal bestemme dette), hvorfor vi læser netop disse tekster, og hvordan man kan få eleverne til at gå i dialog om og med kanonforfatterne, så også de næste årtiers unge får gode læseoplevelser og spændende erfaringer med den danske litteraturs bedste værker.

Hvad er kanon?

Vi er sammen om det

Da danskerne i 2014 valgte stegt flæsk med persillesovs som dansk nationalret i en afstemning, var det arrangeret af den daværende fødevareminister Dan Jørgensen. Retten vandt over andre populære kandidater som fx dansk hakkebøf og smørrebrød. Han kaldte efterfølgende initiativet for ”[…] en folkeliggørelse af maddebatten i Danmark” (Weirsøe 2014), fordi det havde givet mulighed for, at vi kunne diskutere, hvad vi så som ægte dansk mad. Danmark havde ikke tidligere haft en egentlig nationalret. Det var nyt. Til gengæld havde vi allerede en nationalfugl, knopsvanen, som blev valgt i 1984. Før det havde det været sanglærken siden 1960. Vi har også en nationalfrugt, gråsten-æblet, og en nationalfisk, rødspætten. Man kan nemt få en oplevelse af, at vi vælter os i nationale udnævnelser.

Det virker til, at vi har et stort behov for at gøre os selv og hinanden opmærksomme på, hvad der binder os sammen. For når vi vælger noget som særligt ”nationalt”, hvad enten det er et dyr, en ret eller en frugt, så handler det først og fremmest om at vise, hvad vores danske fællesskab består af. Vi skaber derigennem et nationalt fællesskab. Det gør vi også, når vi til en landskamp synger nationalsangen, eller når vi udvælger forfattere til en dansk litteraturkanon.

Det nationale fællesskab er noget helt konkret. For eksempel er der nogle, der er danske statsborgere, og som derfor har særlige rettigheder i Danmark, andre er ikke. Det er et meget tydeligt fællesskab at være en del af. Men et nationalt fællesskab består derudover ikke mindst af idéer, tanker osv. – det, vi kan kalde kultur. Den er med til at definere, hvad der er særligt dansk. Historikeren Benedict Anderson kalder disse fællesskaber for Imagined Communities, på dansk forestillede fællesskaber, fordi deres eksistens afhænger af, at nogle ser sig som en del af fællesskabet og er enige om indholdet i det (Anderson 1983). Det betyder samtidig, at noget er til forhandling. For kultur kan ændre sig alt efter, hvem der bestemmer i fællesskabet. Hvad er nationalretten? Hvad er nationalfuglen? Og hvem er med på kanonlisten?

Anderson mener, at det nationale fællesskab på den måde er konstrueret. Han mener, at idéen om det nationale, nationalstaten, opstår og slår igennem i Europa i 1700- og 1800-tallet, hvor fokus er på at få opbygget en national identitet (ibid.). I Danmark blev vi i den periode enige om, hvad der var særligt dansk. Meget konkret beslutter man sig fx i 1800-tallet for at ville have en nationalsang. Derfor udskriver ”Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse” i Danmark en konkurrence, hvor man anonymt kan sende forslag ind. Det er den ukendte Juliane Marie Jessen, der vinder med sangen ”Dannemark, Dannemark, hellige Lyd!”, som ingen kender i dag. Senere bliver Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” valgt i stedet, selvom den slet ikke var en del af konkurrencen (Jensen 2023). Det er derfor den, vi i dag synger til landskampe.

Dem med magten

Når sangkonkurrencens resultat i 1819 omgøres, siger det noget om, hvem der har den kulturelle magt på det tidspunkt i Danmark. Det var upassende, at det ikke var en kendt digter, der skulle stå som forfatter af nationalsangen. Det var også upassende, at det var en kvinde. Derfor faldt valget på en af de største digtere i samtiden: Adam Oehlenschläger.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu mener, at der i et samfund altid foregår en forhandling om, hvem der har magten inden for forskellige områder. Han taler om forskellige former for kapital, som giver magt og status i et samfund (Prieur & Sestoft 2006). Det kan fx være kulturel kapital, som er uddannelse, viden og kulturel dannelse. Man kan opbygge sin kulturelle kapital ved at gå til koncert med de musikere, der er populære lige nu i det fællesskab, man er en del af, gå på de mest populære restauranter eller læse nogle bestemte forfattere, som fx er på en kanonliste. På den måde viser man, at man har god smag, og det vidner om kulturel

dannelse. Ifølge Bourdieu er der ikke nogen, der bestemmer, hvad der er god smag. Den opbygges og gives videre gennem social arv bl.a. via uddannelse. Ofte vil dem med den kulturelle magt også være dem, der har indvirkning på, hvad der ender med at være god smag, fordi disse kan påvirke, hvad der bliver set som den rette kulturelle dannelse.

Når Dan Jørgensen derfor ønsker sig en folkelig debat om madkultur, så er det, fordi han mener, at diskussionen om nationalretten skal være bredere. Det er ikke kun dem med kulturel kapital, der skal være med til at bestemme, hvad der hører til i det danske køkken. Det er folket. Det er dog meget vanskeligt at definere, hvad folket er, så derfor kan det nogle gange være nemmere at definere, hvem de i hvert fald ikke er. I 1800-tallet blev det danske ofte defineret som det, der ikke var svensk eller tysk. I dagens debat sættes dansk kultur i nogle kredse op imod mellemøstlig kultur. Hvad er egentlig dansk? Er hakkebøf og rødbeder mere dansk end pizza og kebab? Og hvem skal bestemme det? Det samme gælder inden for litteraturen. Når der kommer en ny dansk litteraturkanon, så er det også et eksempel på, hvordan den kulturelle kapital kommer til udtryk i samfundet. Det er en gruppe af eksperter, der har udvalgt, hvilke forfattere der skal indgå, og de skal repræsentere vores nationale litteratur – og denne gang hele rigsfællesskabet. Samtidig er det også et eksempel på magt, når undervisningsministeren Mattias Tesfaye efterfølgende justerer den kanon, som kanonudvalget havde forslået, og tilføjer Martin Andersen Nexø til kanonlisten (Børne- og undervisningsministeriet 2025b).

Kanon – en definition

Når vi i dag bruger ordet kanon, så er det som regel enten for at beskrive et tungt skydevåben med langt rør til affyring af fx granater eller for at sige, at noget er virkelig godt. Men det har også en tredje betydning. I

den sammenhæng stammer ordet kanon fra græsk og betyder rettesnor eller regel. Oprindelig blev ordet kanon brugt om de ældre religiøse skrifter. Det hed, at tekster var kanoniseret, når kirken havde godkendt teksterne og besluttet, at de var en del af Bibelen. Kirken havde brug for en kanon, fordi det var vigtigt, at de tekster, der indgik i Bibelen, gav udtryk for den rette forståelse af den kristne tro, fx at Jesus virkelig døde og genopstod. Når vi i dag taler om en kanon, så bruger vi det som oftest i forbindelse med kultur. Her er det ikke kirken, der har magten, men som oftest politikere, der nedsætter udvalg, som skal tage stilling til, hvad der skal kanoniseres; hvad der skal anses som særligt værdifuldt. På den måde har de magten til at bestemme, hvad der betragtes som kulturel kapital.

Magten ligger i særlig grad hos dem, der er med til at fastsætte kriterierne for en given kanonliste. Den amerikanske litteraturkritiker og litteraturprofessor Harold Bloom udgav i 1994 værket The Western Canon, hvori han argumenterede for, at en litterær kanon skal bygge på værkets æstetiske værdier (Bloom 1994). Blooms pointe var, at det kun kan være den æstetiske kvalitet, der er definerende for, om en forfatter skal være en del af en kanon, dvs. værd at læse for alle. Den æstetiske kvalitet handler både om originalitet, evnen til at belyse interessante sider af mennesket og den sproglige udformning. Æstetisk kvalitet for Bloom er altså ikke kun form, men i høj grad også indhold. Blooms kanon indeholdt 26 forfattere (bl.a. Shakespeare, Dante, Goethe, Ibsen, Kafka, Borges og Beckett), herunder 22 mænd og fire kvinder. Forfatterne på listen har det tilfælles, at deres tekster ifølge Bloom på en eller anden måde er med til at forstærke eller udvikle læserens menneskelighed. Til gengæld advarer Bloom imod at se på et værks sociale eller moralske budskaber for at afgøre om de skal være en del af en kanon, fordi det ifølge Bloom ikke siger noget om værkets æstetik.

Blooms udvælgelse af forfattere er i høj grad præget af den tid, som han levede i, og i endnu højere grad måske hans definition af, hvad der var god æstetik. Bourdieu ville nok her pege på, at Bloom i høj grad bruger sin kulturelle kapital som litteraturprofessor som magtinstrument til at sætte dagsordenen for, hvad der er god smag – og at alle kanonlister i det hele taget vil være udtryk for det. Blooms kanon er efterfølgende blevet kritiseret for at være for snæver og mangle flere relevante forfattere, herunder at den indeholder langt flere mænd end kvinder (Malik 2019). Men fordi det æstetiske er det vigtigste kriterium for Bloom, så er han ikke interesseret i, om en kanon er repræsentativ i forhold til fx køn. Det er værkerne i sig selv, der er vigtige, og ikke forfatterne. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved, om man historisk overhovedet har forholdt sig til kvindelige forfattere i en æstetisk kontekst, eller om kvinder i det hele taget har fået mulighed eller anerkendelse for at producere æstetiske tekster. Det viser dog en klar udfordring ved at fokusere så ensidigt på det æstetiske kriterium, fordi der er forfattere, der i deres samtid har haft stor betydning fx politisk eller socialt, men som kan siges at falde uden for tidens æstetiske kriterier.

Blooms kanon er et godt udgangspunkt for at overveje, hvad en kanon overhovedet er. Indeholder den forfattere, som alle i et samfund bør læse, fordi deres værker har en høj æstetisk kvalitet og kan røre os som mennesker? Eller er det en liste, der indeholder forfattere, som har haft en særlig betydning i deres samtid – eller i vores nutid? Det afhænger alt sammen af, hvordan man forstår en kanon og de kriterier, der skal ligge til grund for udvælgelsen af forfatterne.

Magten ligger i særlig grad hos dem, der er med til at fastsætte kriterierne for en given kanonliste.

Kanon i dansk

TENDENS

Af Peter Jensen, Jan Aasbjerg Haugaard

Petersen og Sune Weile

© 2026 Dansklærerforeningens Forlag

1. udgave, 1. oplag 2026

Forlagsredaktion:

Andrea Koefoed Friedrichsen

Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Helle Hjorth

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning – analogt og digitalt – af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst­ og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI ­ teknologi er ikke tilladt.

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S

Printed in Denmark 2026

For at mindske transport og CO 2 - aftryk mest muligt, er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO 2 -aftryk.

ISBN: 978 ­ 87­7211­ 585 ­ 6

www.dansklf.dk

Selvom kanonlister per definition er bagudskuende, kulturbevarende og nogle vil måske endda mene konservative af natur, er kanon og kanondebatter samtidig spændende kulturpolitiske fænomener, der åbner op for nye perspektiver på danskfaget, dannelsespotentialer og litteraturpædagogik. De erfarne undervisere og forfattere Peter Jensen, Jan Aasbjerg Haugaard Petersen og Sune Weile giver os her perspektiver på, hvad vi læser med vores elever, hvorfor vi læser netop disse tekster, og hvordan vi kan få eleverne til at gå i dialog om og med kanonforfattere.

TENDENS er korte bøger om centrale tendenser i undervisningen.

Bøgerne kombinerer teoretiske og didaktiske perspektiver med refleksioner om, hvordan disse kan sættes i spil i praksis. Serien er henvendt undervisere og studerende med interesse for didaktik, pædagogik og undervisningens indhold.

ISBN 978-87-7211-585-6

9 788772 115856