Bo Carlsson og Daniel Zimakoff
Bo Carlsson og Daniel Zimakoff
Den forsvundne skat
SLIKTYVEN
Klik.
Døren gled i bag ham. Theo sukkede. Han satte kurs mod mosen. Frisk luft, sol og ikke mere skærmtid, havde hans mor sagt. Men hun havde ikke taget hans telefon. Han gik ind i Netto.
Der stod en dreng, han ikke kendte. Ved tag-selv-slikket. Karseklippet, stritører og lidt større end Theo. Drengen hældte slik ned i sin hue!
Han tog huen på og grinte. Holdt en finger op foran sin mund.
Der var mange, der gik tur i mosen. Theos bænk var optaget. Han gik videre rundt om mosen. Der måtte være en ledig bænk. Hov. Var det ikke to piger fra klassen? De kom lige imod ham!
Theo trak hætten op. Dukkede sig. Iris og Dagmar så ham ikke. De havde travlt med at snakke. De talte om en ny dreng, der skulle starte i klassen. Så var de forbi. En ny dreng.
Nu ville hans mor og far håbe. Håbe, at deres eneste barn kunne få en ven i klassen. Men det ville ikke ske. Han duede ikke til det med venskab.
Han gik hjemad. På mandag kom hans mor og far over på skolen. De skulle mødes med en psykolog for at diskutere ham. Han bandede. Kunne de ikke bare lade ham være i fred? Være glade for, at han var den bedste til alle fag?
Han skulle aldrig have fortalt det. At han havde ondt i maven hver dag, når han skulle i skole.
Han hev telefonen frem. Gik ind i et spil.
Han valgte det nemme niveau. Sådan! Bane 1 klaret. Han så op. Stien gik mod venstre. Han gik ind i bane 2 …
Shit!
Theo lå på maven på stien. Han var faldet
over en stor sten. De sten, der var langs stien.
Han kom langsomt på benene. Børstede grus af sig. Hans venstre albue var øm. Hvor var telefonen? Den lå lidt fremme med glasset nedad. Sikkert smadret.
I det samme gik en dreng forbi ham. Han tog Theos telefon. Drengen med slik i huen.
“Er du okay?”
“Ja, jeg … det er min telefon.”
“Det er vist bare glasset.” Drengen rakte ham telefonen. Shit. Glasset var smadret.
“Du gik lige ind i stenen. Spillede du?”
Theo nikkede.
“Nedtur. Men det så skidesjovt ud.”
Theo begyndte at gå hjemad. Drengen fulgte efter. Kom op på siden af ham.
“Jeg hedder Mike.”
“Okay.”
“Tak fordi, du ikke sladrede.” Mike rakte huen frem.
“Nej tak.”
“Jeg havde lovet at tage noget slik med hjem.” Mike skar en grimasse af et smil. “Hvad hedder du?”
“Theo.”
“Din telefon skal bare have nyt glas. Jeg har sikkert et derhjemme.”
“Ellers tak. Jeg må hjem nu.”
Theo satte farten op. Mike var ikke fulgt efter ham. Hvor mon Mike boede? Theo havde aldrig set ham før. Næsten hjemme tog han sin telefon frem. Skærmen var ikke til at redde.
STUKKET AF
Lugten var altid den samme. Et mix af tis og kaffe. Oldemor boede på den sidste stue. De fandt hende i fællesrummet. Hun sad og sov med kaffe foran sig. De besøgte hende hver søndag.
“Jeg drømte lige om Flemming,” sagde hun. “Han var stukket af fra mig. Men så … Nå, nu har jeg glemt resten.”
“Flemming var en dejlig hund,” sagde Theos mor.
“Jo. Den lavede ballade til det sidste.” Oldemor smilte for sig selv.
De trillede hende tilbage til hendes stue. Hun havde beholdt sit eget gamle skab og bord fra villaen. Der havde hun og oldefar boet i mange år. Men så døde han, og hun kom på plejehjem.
Theo hjalp far med at hente kaffe og saft. Sød, rød saft. Og småkager.
“Går det godt i skolen, Theo?” Oldemor smilte til ham.
“Det går fint, oldemor.” Det spurgte hun ham om hver søndag.
“Hans telefon er gået i stykker,” sagde mor.
“Det er nok bare skærmen,” sagde far.
“Hvordan skete det, Theo?”
“Jeg faldt og tabte den.”
Far og mor snakkede med oldemor. Theo gabte. Normalt ville han sidde og spille på sin telefon.
“Går det godt i skolen, Theo?” spurgte oldemor igen.
“Det går rigtig fint, oldemor.” Han så på sin mor. Han kedede sig for sygt. Theo rejste sig op.
“Jeg går lige lidt ud.”
Han fandt en bænk. Plejehjemmet lå ret tæt på mosen. Hvor var det dumt, at han havde
smadret sin skærm. Og så var han stødt på ham Mike. To gange. Sikke en tyv. Mike havde grint ad ham.
To hvide kitler kom hen mod ham. De snakkede højt. En mand og en kvinde. Manden var helt ny. Oldemor ville ikke have hjælp af ham til vask og toilet.
“Han er bare væk.” Kvinden sukkede.
“Stukket af.”Hun så rundt.
“Han dukker nok snart op igen. Er han dement?”
“Nej, det er Alfred faktisk ikke. Han husker ikke vildt godt. Men hvem på 96 gør det?”
Theo hørte kvinden sige noget med politi. Så var de forbi.
Theo gik tilbage. Sejt at stikke af hjemmefra, når man var 96. Theo havde også lyst til at stikke af. Han orkede ikke det psykosnak i morgen. Måske kunne han sige, han var for syg til at gå i skole? Så kunne han game hele dagen i sin seng.
DEN SYGE KO
Theos mor tog sin hånd fra hans pande. Hun gav hans ene øre et klem.
“Du har ikke feber, Theo.”
“Men …”
“Det skal nok gå, min skat. Det er bare en snak.”
Theo opgav at spille syg. Han gik i skole med uro i maven. Den voksede, jo tættere han kom på skolen.
Mandag startede med to timer dansk. Han var den bedste i klassen til at læse. AM var skolens bedste lærer. Sød, men bestemt. Ikke til af fucke med. Hun kom altid til tiden. Men ikke i dag?
Så kom hun. Hun var ikke alene. Foran hende gik en dreng … Mike!
“Godmorgen, 6.b. Sig hej til Mike. Han er ny i klassen.”
Klassen sagde Hej Mike i kor.
Mike gik hen mod Theos bord. Det lige foran katederet. Theo begyndte at svede, men Mike blinkede til ham og gik videre. Han fandt et ledigt bord. Puha.
Theo var først ude af døren, da det ringede ud. Han gad ikke snakke med Mike. Flere af drengene løb forbi ham. De skulle spille fodbold. Der var også mange af pigerne, der spillede med. Theo stod og så på.
“Så mødes vi igen, Theo.” Mike stod pludselig lige bag ham.
“Ja.” Theo så væk. Kunne Mike ikke bare lade ham være i fred?
“Har du sladret hjemme? Om det i Netto?”
Theo rystede på hovedet.
“Godt. Min mor og far behøver ikke at få alting at vide. De har deres eget shit.”
Bolden kom hen mod ham. Theo gav
den et hårdt spark. Den røg helt ud af skolegården.
“Hvad laver du?” var der flere, der råbte.
“Sorry.” Theo tog nogle skridt væk fra banen. Mike fulgte efter.
“Godt spark, dude. Det er noget fuck med din telefon. Er det bare skærmen?”
“Det tror jeg.”
“Har du den med. Må jeg se den?”
Theo viste den til Mike.
“Jeg skal nok fikse det. Jeg har skærme derhjemme.”
“Okay.”
“Vi kan gå hjem til mig efter skole.”
“Det kan jeg ikke. Jeg skal … noget andet.”
“Nåh ja. Det skal jeg faktisk også.”
Det ringede ind.
Theo gik i hælene på sin far og mor ind på psykologens kontor. Det lå i et anneks til skolen. Hans far og mor så nervøse ud.
Psykologen hed Berit. Hun gav hånd til alle
og smilte til Theo. Han satte sig i en blå sofa mellem sin mor og far. Berit sad på en stol på
den anden side af et sofabord. Berit rettede på sine briller. Hendes stemme var blød og bestemt på en gang.
“Hvordan har du det, Theo?”
“Okay.”
“Hvordan er din klasse?”
“Den er vel okay.”
“Har du nogen venner i klassen?”
“Næ. Men heller ingen uvenner.”
“Det er godt. Har du andre venner uden for skolen?”
“Det har jeg vel ikke.”
“Går du til noget?”
“Jeg går til skole.”
“Ha, ha. Ja, det er fint. Jeg cykler. Året
rundt i al slags vejr. Du spiller ikke fodbold?
Eller håndbold eller …?”
“Jeg er ikke vild med sport.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi …” Det var svært at forklare. De
andre kom så tæt på, og de ville så gerne vinde. “Jeg vil nok helst bare passe mig selv.”
“Har du altid haft det sådan?”
“Så længe, jeg kan huske.”
“Han gik til bordtennis i de små klasser,” sagde hans mor. Hun gav hans hånd et klem.
“Okay. Bordtennis. Var det sjovt?”
“Det kan jeg ikke huske.”
“Hvorfor stoppede du?”
“Det kan jeg ikke huske.”
“Der var noget med en anden dreng,” sagde Theos far.
Berit så på Theos mor og far. “Theo kan vist godt snakke for sig selv.”
Theos far og mor nikkede i takt.
“Han snød,” sagde Theo.
“Okay. Og så stoppede du? Kunne du ikke have snakket med ham om det?”
“Det … det kunne jeg måske godt.”
“Hvis jeg siger, at pc-spil er spild af tid, hvad siger du så?”
Det gav et gib i Theo. Han så op. Direkte ind i Berits øjne.
“Jeg forstår ikke?”
“Nej. Men når man spiller meget, som du gør, så kan man ende med at isolere sig.”
“Det ved jeg nu ikke.”
Berit holdt en pause. Theo så på sin far og mor. Hans far nikkede. Hans mor smilte. Theo begyndte at trippe med fødderne.
“Man kan få angst.” Berit så ham ind i øjnene. “Man får ondt i maven. Det eneste, man tænker på, er at spille. Og man kan komme til at lyve ...”
“Lyve? Om hvad?” Theo så på sin mor.
“Sige til sig selv, at alt er fint,” sagde Berit med blød stemme. ”Fordi man gerne vil spille hele tiden.” Berit rettede på sine briller. De havde rødt stel.
“Jeg skal tisse.” Ordene røg ud af Theos mund. “Og jeg lyver ikke. Det skal jeg bare.”
Theo rejste sig. Han stod og rokkede lidt frem og tilbage.
“Er det ikke rart at tale om det her, Theo?”
“Nej, nej. Men skal man, så skal man.”
Berit så ned på sit ur. “Nåh ja. Du kan bare vente ude på gangen. Vi taler bare igen en anden dag. Uden din far og mor.” Hun sendte ham et smil.
Theo sad på en bænk på gangen. Hvad mon de snakkede om derinde? Om han skulle skifte skole? Eller indlægges?
Døren for enden ad gangen gik op. En kvinde kom ind. Bag hende gik en dreng. Mike!
“Det må være skæbnen.” Mike grinte. “Har du været inde hos den syge ko?”
“Syge ko? Nå, psykoen. Ja, mine forældre er derinde nu. Skal du også snakke med hende?”
“Nej, det er min mor. Hun har problemer.
Jeg er bare med for at støtte hende.” Mike grinte. Hans mor rystede på hovedet. Hun så meget træt og slidt ud.
I det samme gik døren op. Theos forældre kom ud. Mike gik hen til ham.
“Vi fikser det med telefonen i morgen. Efter skole,” hviskede han. Han gav Theos skulder et dask. ”Ses, dude.”
Theo nikkede.
Mike og hans mor gik ind til den syge ko. Theos mor så efter dem.
“Kender du den dreng, Theo?”
“Han er lige startet i klassen i dag.”
“Er det ham? Okay. Du snakkede med ham? Er han flink?” Theo kunne høre håbet i hendes stemme.
“Første skoledag og så allerede til psykolog,” mumlede hans far. Han holdt døren for dem.
Theo rystede på hovedet. Typisk hans far at sige sådan noget.
“Vi ved jo ikke, hvad det handler om.” Theos mor lød sur.
“Det er hans mor, der har problemer.” Theo sagde det roligt. “Mike er bare med for at støtte hende.”
Hans forældre så på ham med åbne munde.
LÆS MERE
Den forsvundne skat
Af Bo Carlsson og Daniel Zimakoff
Lix 13
© 2026 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2026
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Omslagsillustration: Claus Bigum
Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Grafisk Design
Ungekonsulenter: Mathilde Buch Rahbek, Benjamin Malmbak Görgen og Sofie Anna Sneum Feist Andersen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7211-545-0
Find gratis opgaver til bogen her
Theo duer ikke til det med venner, og hans forældre er meget bekymrede.
Men så en dag starter der en ny dreng i klassen. Mike. Han stjæler slik og skifter tit skole.
Sammen bliver de to drenge sat til at samle skrald i mosen. Ren natur hedder temaet. Dybt inde i mosen opdager de en hytte. Her bor Alfred, der er stukket af fra sit plejehjem. De drikker hvidtøl med Alfred, men så dukker en vred pige på deres egen alder op. Alfreds oldebarn, Liv.
De bliver venner med Liv, og sammen går de tre på jagt efter det tyske fly, som Alfred så styrte ned under 2. verdenskrig. Skattejagt.
Du skal læse
denne her bog, hvis … du godt kan lide eventyr.
Benjamin 13 år
Du skal læse denne her bog, fordi … det er en bog, du ikke kan stoppe med at læse, når først du er i gang.
Mathilde 11 år
Benjamin på 13 år, Mathilde på 11 år og Sofie på 13 år har været konsulenter på denne bog.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
En del af overskuddet fra salg af titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.