Jesper Wung-Sung
Idet jeg når til ”I have tried in my way to be free”, ryster min stemme ikke længere. Nu er det MIN sang, og jeg tænker: Mit navn er Cecilie. Jeg er lige begyndt i 1. g. Jeg er syg, men jeg vil leve.
CECILIE SIGER
I ti noveller skriver Jesper Wung-Sung om det at være anderledes, om ungdomsliv, om kommunikation, fællesskaber, kreativitet og om at blive voksen. Novellerne trækker mange tråde til Jesper Wung-Sungs forfatterskab; blandt andet er der et kært gensyn med flere karakterer fra hans romaner.
Noveller
Serien Frit for fantasi er skønlitterære værker af høj litterær kvalitet til værklæsning i danskundervisningen. Serien indeholder både romaner og novellesamlinger af en lang række velanskrevne, danske forfattere. Cecilie siger henvender sig til udskolingen og ungdomsuddannelserne.
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG Cecilie siger udskoling_omsl ok 9 mm ryg.indd 1
02/09/2026 14.36
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 2
11/09/2026 16.06
J E S P E R W U N G -S U N G
CECILIE SIGER Noveller
DA N S K L ÆR E R F O R E N I N G E N S F O R L A G
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 1
11/09/2026 16.06
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 2
11/09/2026 16.06
Indhold Dommeren 5 Cecilie siger 25 At fortælle fremmede 33 Den ene eneste 37 Plot twist 45 Rampen 57 Streger og prikker 63 Hvorfor skriver du så meget om død? 67 Enden på komedien 73 Asta siger 89
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 3
11/09/2026 16.06
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 4
11/09/2026 16.06
Dommeren 2 3,4 N O R M A L SI D E R
Dørene glider automatisk og lydløst til side. Jeg tøver, men træder så nogle skridt frem, er indenfor, og kan huske, at vi i skolen havde læst en analyse af, hvordan det skal være nemt at komme ind i et supermarked, men besværligt at komme ud. Hvordan de forsøger at forhindre, at man kan skyde genvej til den ene vare, man ønsker sig. At supermarkeder er designet, så man ikke kan overskue dem, men bliver ledt igennem en lang labyrint, ligesom en mus i et forsøg, hvor den udsættes for stadig større fristelser. Til sidst, strategisk anbragt lige før kassen, er hylderne med ugeblade og slik. Sladder og sukker. De må have regnet sig frem til, at det er de to ting, som vi mennesker har allersværest ved at modstå. Når man tænker over det, så har de måske ret, for hvem af os kan helt undvære gode historier og søde sager? Halvvejs nede ad gangens lyseblå linoleumsgulv stopper jeg op og lægger hånden på min ømme lårmuskel, som er det mig, der fejler noget. Et sted som dette – burde det så ikke være omvendt? Besværligt at komme ind, men nemt at komme ud. Og så giver det alligevel ikke rigtig mening. Måske tænker jeg bare ikke klart, fordi jeg ikke kan lide hospitaler, fordi jeg er for nervøs, og fordi jeg har fået øje på skranken, hvor man skal melde sin ankomst. Jeg siger hans navn. Receptionisten sukker og siger, at der er noget, som hedder besøgstider. Jeg siger, at jeg er hans søn, altså hans papsøn. Hun opgiver at opdrage på mig, meddeler afdeling og værelsesnummer, og det er først, 5
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 5
11/09/2026 16.06
da jeg bevæger mig videre, at jeg lægger mærke til, hvor høj min puls er, hvor tunge mine ben er. Det er værre, end da jeg skulle sparke det afgørende straffespark i pokalkampen i sidste sæson. Jeg når at tænke: Hvor er det længe siden. Jeg bliver stående foran den lukkede dør, usikker på om jeg skal banke på eller ej, men vælger til sidst at trykke håndtaget forsigtigt ned. Jeg har utvivlsomt set for meget skod på min skærm, når mine venner har været i byen, mens jeg blev hjemme, fordi en vigtig kamp ventede. Der ventede altid en vigtig kamp, og tiden skulle bare gå, indtil opgøret blev fløjtet i gang, jeg ville hverken til fest eller være sammen med Josefine; overholdt altid min sengetid og min regel om ikke at have sex før en kampdag. Jeg har ligget alene og set tusindvis af dårlige film og serier, og derfor forventer jeg en masse rør og ledninger, som fører fra patienten til en række maskiner og den der skærm, hvor hjerterytmen aftegner sig som en bjergkæde sammen med en regelmæssig bippen, der markerer den indlagtes meget langsomme, men stabile puls. Men intet af alt dette, han ligger i sengen, ikke forbundet til noget som helst, nærmest som er han død, med lukkede øjne, en hvid nakkekrave om halsen, ansigt og hænder mørkere mod alt det hvide. Til gengæld sidder en kvinde med ryggen til i en stol ved sengekanten, håret samlet i en knold på det foroverbøjede baghoved. Jeg vil lukke døren, men så har hun alligevel hørt noget, drejer ansigtet, ser op fra sin telefon, og hun er en pige på min alder, der spørger. “Skal du besøge min far?” Han har en familie, tænker jeg, idet jeg svarer. “Nej. Undskyld. Jeg er gået forkert.” 6
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 6
11/09/2026 16.06
Der er en bænk i parken, som støder op til hospitalet. Her sidder jeg og betragter en mand, der træner med sin hund, uden at kunne beslutte mig for, hvad jeg nu skal gøre. Manden kaster en pind, den roterer gennem luften, og dyret sætter af over plænen. Den når pinden, idet den rammer jorden, vender om og løber triumferende tilbage med pinden i munden, så de nedfaldne blade står som fartstriber efter den. Er jeg sådan en hund? tænker jeg. Har jeg i virkeligheden altid bare spænet af sted, hvis nogen kastede en pind? Har jeg gået og bildt mig selv ind, at jeg var åh så voksen og selvstændig, modsat mange af mine venner, der smadrede krop og hjerne ved at drikke sig i hegnet hver weekend, modsat Josefine, der ikke aner, hvad hun vil med sit liv, andet end at grine, kysse og spise is – mest muligt af alle tre. Jeg mærker igen den dårlige samvittighed, som sidder den og gnaver lige under ribbenene, men nu overdøves den af vreden, min store vrede, mit nedarvede temperament. Jeg bider tænderne alt for hårdt sammen, min højre hånd er lukket om en af bænkens lameller. Hvis jeg havde kræfterne, ville jeg rive den løs. Jeg forestiller mig, at det bliver godt, at alt bliver som før, hvis blot jeg kan flå lamellen fri af bænken. “Åh, hej.” Jeg må knibe øjnene sammen i den lave sol. Det er pigen, der sad ved sengen. Hans datter. Hun kan ikke gå til sport, tænker jeg, idet jeg siger hej, hun er ikke formet som en, der dyrker noget. Hun spørger: “Har du det også sådan?” “Hvordan?” Jeg er på vagt. Ærgrer mig over, at jeg ikke skyndte mig
7
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 7
11/09/2026 16.06
at tage toget hjem; konkluderede, at jeg havde forsøgt, men at han var optaget. “Kan du heller ikke holde lugten ud?” siger hun. “At det er, som om al den sygdom og medicin sidder i tøjet?” Hun nikker mod min jakke, som jeg har lagt over bænkryggen, fordi jeg fik det alt for varmt. Jeg slipper mit greb om lamellen og svarer: “Jeg hader hospitaler.” Det er rigtigt. Det gør jeg. Ikke fordi jeg har oplevet at miste nogen, jeg elsker, men fordi hospitaler har forekommet mig at være det eneste, som kunne stoppe mig. Min karriere. Hvis jeg blev rigtig skadet, fodboldinvalid. Pigen spørger: “Hvem har du besøgt?” “Min far,” svarer jeg og tænker på min far. Pigen spørger: “Hvad fejler han?” Og jeg svarer: “Kræft. Han har kræft.” “Okay,” siger hun. “Hvordan går det med ham?” Jeg trækker på skuldrene, mens jeg undrer mig over min løgn. I et glimt ser jeg min far ligge bleg og indskrumpet med flere rør og slanger stikkende ud af kroppen. “Det svinger,” svarer jeg. “Han er meget optimistisk, men tallene siger noget andet. Hvad med din far?” Jeg siger det for at undgå at skulle uddybe løgnen, men mærker, hvordan hele mit ansigt brænder, hvordan jeg sveder selv uden overtøj. Pigen vifter en hårtot væk fra ansigtet og ser ned ad stien. Hun trækker skuldrene op og ryster, som om hun med ét fryser. Så forstår jeg, at hun græder. Jeg 8
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 8
11/09/2026 16.06
rejser mig, og hun siger undskyld. Vi sætter os på bænken. Hendes jakke lugter af røg. Hun undskylder igen, at hun græder, når min far har kræft, og hendes far er rask. “Det er mest chokket,” siger hun. “Han kan ikke sove om natten. Men han har det fint. Det er bare en hjernerystelse. De beholder ham kun til observation.” Hun fortæller, at han er blevet slået ned. I en fodboldkamp. Mens han var dommer. Hun siger: “Jeg fatter ikke, at man kan gøre sådan noget på grund af en gang skide sport!” Hun ser på mig, og et øjeblik er jeg overbevist om, at hun ved alt. At hun har overværet kampen, at nu kommer der en anklage mod mig, et sagsanlæg mod min familie. Jeg spænder sindssygt i kroppen, da hun løfter armen, men det er kun for at tørre sig i øjenkrogen med en pegefinger. Så åbner hun igen munden. “Men jeg tuder nok mest, fordi jeg er vred på min far,” siger hun. “Fordi jeg ikke forstår ham. Især da jeg var mindre. At han hellere ville ud og dømme kampe end at være sammen med mig. Hver evig eneste weekend. Også tirsdag og onsdag aftener. At han kom hjem, når jeg var lagt i seng. Jeg tror også, at det er derfor, at mine forældre blev skilt, i hvert fald en stor del af årsagen.” Det går op for mig, hvor vred jeg er på min far, men at jeg er fuldstændig ordløs, modsat den pige, der sidder ved siden af mig og taler. “Jeg tog af og til med,” siger hun. “Bare for at være sammen med ham. Jeg kan slet ikke lide fodbold, men jeg fik lov til at prøve hans fløjte i bilen, og jeg uddelte røde og gule kort til de biler og cyklister, vi kørte forbi. Der kunne være 9
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 9
11/09/2026 16.06
børn blandt tilskuerne, som jeg legede med. Jeg husker en pige, der var kommet fra Estland, at vi kravlede op på taget af boldrummet.” Hun tager en pakke cigaretter op af jakkelommen og holder den i hånden, mens hun taler. Jeg betragter hende fra siden. Hendes næse buer en lille smule opad, hun har runde kinder og et lille, hvidt ar på hagen. Først troede jeg, det var på grund af solen, men hun har meget smalle øjne, og den ene fortand går ind over den anden som en forsvarer, der dækker på den rigtige side af angriberen. Hun siger: “Sidste gang jeg var med ham – det må være i hvert fald tre år siden – gik jeg hen til boden for at købe slik. Samtidig skete der noget på banen, som fik tilskuerne til at hidse sig op. De råbte og bandede, helt røde i ansigterne og med klam ølånde. Der gik lidt, inden jeg forstod, at det var min far, de råbte ad. At det var ham, der var en idiot. Ham, der burde hænges.” Jeg tænker på Josefine. Sammenligner pigen med Josefine, hvor forskellige de er. Min kæreste, der er anfører på sit håndboldhold. At hun også kaldte ham en idiot, da jeg kom ud til sidelinjen, efter at kampen var blevet afbrudt. “Jeg stod der med mit slik og fik det dårligt,” siger pigen. “Jeg har ikke købt den samme slags slik siden. Jeg var flov over min far. Hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have nægtet, at manden i det sorte tøj ude på banen var min far. Men det jeg blev mest flov over, var mig selv. At jeg stod der og tænkte: De har ret. Min far er en idiot. Jeg har ovenikøbet bildt folk ind, at min far var dommer – altså den slags dommer, der dømmer forbrydere i en retssag.” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og da hun ser på mig 10
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 10
11/09/2026 16.06
med sine smalle øjne, rammes jeg igen af en følelse af at være gennemskuet og må vende blikket væk. Manden og hunden er forsvundet. Et par fugle er landet på plænen. De går rundt i græsset, som om de leder efter noget. Jeg siger: “Det er godt, din far har det godt.” “Undskyld,” siger hun. “Undskyld, at jeg er så selvoptaget. Hvad med din far? Hvor længe har han været syg?” Jeg er lige ved at svare hele livet, men tager mig i det. “De opdagede det for tre år siden,” svarer jeg og overvejer, hvordan vores liv ville være, hvis det var sandt. Hvem der ville være træner, og hvad det alt sammen ville betyde for mig. “Det må være hårdt,” siger hun. Jeg trækker på skuldrene. Hun læner sig lidt frem og ser alvorligt på mig. “Jeg tror, det er bedst, hvis du indrømmer, at det er hårdt.” “Okay,” svarer jeg. “Det er hårdt.” Da jeg siger det, er jeg mærkeligt nok lige ved at tude. Jeg sparker i gruset og trykker på lårmusklen for at lede opmærksomheden et andet sted hen i kroppen. En af fuglene letter fra plænen, flyver videre. Ud af øjenkrogen registrerer jeg, at pigen fisker en cigaret op af pakken, og jeg bliver klar over, at jeg aldrig har forestillet mig, at han var andet end dommer. At jeg ikke har skænket det en tanke, at han også kunne have et liv, en familie. Som var han bare et væsen, der boede alene i en hule under fodboldbanen, eller noget, der udelukkende materialiserede sig i midtercirklen, når en kamp skulle begynde. Det får mig til at spørge: “Hvad hedder du?” * 11
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 11
11/09/2026 16.06
Jeg står bagest i lokalet, op ad væggen med hænderne i lommerne, så jeg kan overskue, hvad der sker. En sidste rest af kontrol. Jeg har læst så meget om fodbold, blandt andet at i gamle dage havde man noget, der hed en libero, som lå og styrede spillet, én, der ikke havde bestemte opgaver på banen og var fri til at gå med frem. I bogen stod der sidst i kapitlet: Det var dengang, man troede på både Gud og generaler. Jeg har gennemgået det i hovedet igen og igen. Det første, jeg lagde mærke til, var tyggegummiet i luften. Det måtte være røget ud af min fars mund som så ofte før, når han blev engageret, alt for ophidset ude på sidelinjen. Da vi var lilleputter, havde holdet foræret ham en kasse tyggegummi ved sæsonafslutningen; han var hverken blevet vred eller fornærmet, men havde leet højt. Det var også ustandseligt gået ud over mig. Hans temperament. Både fordi jeg var hans søn, og fordi jeg var en af dem, der skulle bære holdet. Det hjælper ikke at pakke tingene ind. Ikke hvis man vil være den bedste. Vil du det? Vil du nå noget? Vil du være den bedste? Jeg havde svaret ja hver gang. Det er et temperament, som jeg har arvet. Derfor reagerede jeg, som jeg gjorde, da han ikke dømte straffe. Jeg blev nærmest savet midtover, men var hurtigt på benene, var helt oppe i ansigtet på ham, da han ikke fløjtede. Jeg var et halvt hoved højere end ham. Skubbede jeg til ham? Jeg husker det ikke, jeg aner det virkelig ikke, det hele gik så stærkt. Det er ellers det, som jeg holder allermest af ved fodbold, hvis nogen skulle finde på at spørge mig. I disse dage har jeg forsøgt at præcisere det for mig selv. Alt det, der udelukkende sker, fordi det går så stærkt. Hvor man slet ikke når at tænke. Det er ikke en beslutning som sådan, ikke et facit 12
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 12
11/09/2026 16.06
eller en mening, man regner sig frem til, boldens bane gør bare, at man drejer kroppen og pludselig hænger i luften – hovedet nedad og benene oppe – og forsøger sig med et saksespark. Jeg så det røde kort i hans hånd. Opfangede, at mine holdkammerater skændtes med modstanderne. En eller anden havde taget fat i kraven på min trøje. Spillerne klumpede sig sammen. Midt i tumulten var min far stormet ind på banen. Han kom i klammeri med dommeren, jeg kunne ikke rigtig se, hvad der skete, måske traf han ham med en albue eller med hånden. Dommeren faldt uheldigt. Slog nakken. Han har ikke lagt sag an. Så der bliver ikke nogen retssag, ikke nogen dom. Der bliver kun en fodboldmæssig straf. De taler om, at vi kan blive fratrukket 9-12 point. Måske 15. Det bliver først besluttet i næste uge. Jeg har besluttet mig for at drikke 15 genstande. Jeg ved ikke, om det er derfor – om det er symbolsk – men jeg er over halvvejs, kan ikke huske, om det er nummer 8 eller 9. Musikken er så høj, at den dunker op gennem fodsålerne. Skærmen på min telefon lyser op, men det er ikke hende. Det er min far. Jeg afviser opkaldet, men ved, han vil indtale eller sende en besked efterfulgt af en skov af udråbstegn. Jeg blev siddende i hospitalsparken med Vilma, indtil solen gik ned mellem træerne. Det hedder hun. Vilma. Vi har aftalt at mødes på dette diskotek. Måske vidste hun, at de ikke ville spørge om id. Jeg har gjort det forbi med Josefine. Det giver stadig et sug i maven bare at tænke på hende. Hvorfor? Det er, ligesom om jeg bliver nødt til at tage stilling til alt i mit liv, om det så er de sko, jeg har taget på. Jeg bestiller en drink hos 13
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 13
11/09/2026 16.06
en bartender, der har fået gjort noget ved sine læber og har en bamse tatoveret på underarmen. Det får mig til at tænke på min farfar. Han var læge, men endte med selv at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Han døde af forkert eller for meget medicin, da jeg gik i børnehaven, så jeg husker ham ikke rigtig. Andet end, at der findes et foto af os, hvor vi sidder sammen på en trehjulet cykel. Jeg er ikke vant til at drikke, og hvis politiet stoppede mig nu på en trehjulet cykel, ville jeg få frataget det kørekort, som jeg ikke har. Min blære er presset, og jeg overvejer at tage hjem. Jeg ved ikke engang, om jeg synes, at hun er pæn. Vilma. Eller hvorfor jeg vil mødes med hende. Er det, fordi jeg gerne vil fortælle hende, hvad jeg ikke fik sagt på bænken? Nu hvor hendes far ikke har lagt sag an, behøver jeg hverken tale med ham eller hende. Ønsker jeg alligevel at få hendes … hvad? Tilgivelse? Eller er jeg tiltrukket af hende, fordi hun er så anderledes? Hun spiller på cello og læser bøger, men må altså også godt kunne lide diskoteker. Jeg har aldrig været her og kanter mig forbi folk, mens jeg leder efter toilettet. Faktisk har jeg kun været i denne by en gang for mange år siden, hvor vi spillede en turnering på deres anlæg, jeg husker, at fodboldbanen lå op mod nogle høje træer. Hun arbejder på en café, og vi har aftalt at mødes, når hun får fri. Jeg er kommet i god tid, fordi jeg ikke ville være derhjemme, men også med den plan at drikke mig fuld, hvilket sidst skete i en sommerferie i Italien for over to år siden, hvor jeg fik et par sodavand med alkohol af nogle hollandske fyre. Jeg mærker igen vreden, men får fat i en anden bartender, han er skaldet og bygget som en udsmider. Jeg er holdt op med at tælle, men lige idet jeg er sikker på, 14
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 14
11/09/2026 16.06
at hun ikke kommer, prikker Vilma mig på skulderen. Jeg er næsten et hoved højere end hende, også selv om hun har håret sat op i knold. Hun smiler, og jeg lagde mærke til det i parken, hvordan de smalle øjne lyser, når hun smiler. “Er jeg gået glip af happy hour?” spørger hun. Da jeg svarer, kan jeg høre på min stemme, at jeg har drukket. Hun virker bekymret. “Hvordan går det med din far?” “Det er det samme,” svarer jeg og tænker på, hvor rigtigt det er. At han ikke overvejer noget som helst andet end, hvordan vi skal vinde næste kamp. Jeg har til gengæld overvejet, hvordan mit liv ville være, hvis han var død af kræft. Da jeg blev konfirmeret, holdt han en tale om, at han havde lagt en fodbold ned i barnevognen, så jeg kunne lære, hvad der var vigtigst her i livet. Gæsterne lo, og min far skød brystet frem; han elsker at stå op og tale, mens andre sidder og lytter. Vilma bestiller ti shots. Det ene er til mig, de ni andre til hende selv. Så vi kan tale sammen, som hun siger. Jeg har aldrig før set en pige bunde ni shots. Da hun er færdig, ser hun nysgerrigt på mig, som er det mig, der har drukket dem, og hun afventer, hvordan jeg vil reagere. Så spørger hun: “Hvorfor ville du mødes?” Jeg siger: “Jeg har ingen andre, som jeg kan tale med.” “Hvorfor ikke?” “Fordi jeg tror, at du forstår.” “Hvad er det, jeg forstår?” “Hvordan det er, når andre ikke forstår noget.” 15
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 15
11/09/2026 16.06
FRIT FOR FANTASI Andre titler i serien Jesper Nicolaj Christiansen Uønsket
Janne Teller Intet
Trine Juul Stiklinger
Jesper Wung-Sung En-to-tre-NU!
Pia Juul Lidt ligesom mig
Jesper Wung-Sung Tretten tynde teenagere
Lene Møller Jørgensen Alt det, der altid vil være
Jesper Wung-Sung Ægte brøker
Svend Åge Madsen Jagten på et menneske
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 99
11/09/2026 16.06
CECILIE SIGER Noveller Af Jesper Wung-Sung © 2026 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2026 Forlagsredaktion: Cecilie Bogh Omslagsillustration: Lene Andersen Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen Grafisk Design Dommeren har tidligere været i Novellix, At fortælle fremmed brugt til udstilling hos M/S Museet for Søfart, Streger og prikker til ENIGMA, Hvorfor skriver du så meget om død i Lydnoveller og Enden på komedien hos SYMF. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt. For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, Der e udarbejd r energioptimering samt lavt CO2-aftryk. e undervis t et gratis ningsforl øb til novelles Trykt hos Tarm Bogtryk A/S amlinge n, der k a n Printed in Denmark 2026 hentes h er: ISBN: 978-87-7211-634-1 dansklf.dk
FFF_Cecilie siger _materie til tryk.indd 100
11/09/2026 16.06
Jesper Wung-Sung
Idet jeg når til ”I have tried in my way to be free”, ryster min stemme ikke længere. Nu er det MIN sang, og jeg tænker: Mit navn er Cecilie. Jeg er lige begyndt i 1. g. Jeg er syg, men jeg vil leve.
CECILIE SIGER
I ti noveller skriver Jesper Wung-Sung om det at være anderledes, om ungdomsliv, om kommunikation, fællesskaber, kreativitet og om at blive voksen. Novellerne trækker mange tråde til Jesper Wung-Sungs forfatterskab; blandt andet er der et kært gensyn med flere karakterer fra hans romaner.
Noveller
Serien Frit for fantasi er skønlitterære værker af høj litterær kvalitet til værklæsning i danskundervisningen. Serien indeholder både romaner og novellesamlinger af en lang række velanskrevne, danske forfattere. Cecilie siger henvender sig til udskolingen og ungdomsuddannelserne.
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG Cecilie siger udskoling_omsl ok 9 mm ryg.indd 1
02/09/2026 14.36