Dansklærerforeningens forlag
Fact:
Jeg hedder A. Eller nej, det gør jeg ikke. Jeg hedder Ask, men alle siger bare A. Også min mor og min far. Og jeg håber så meget, at de ikke aner, hvor det A kommer fra. Jeg tror, de tror, det er en forkortelse for Ask, og det skal de helst blive ved med at tro. Men jeg er ked af at sige, at det ikke er sandt. Nå, mere om det senere.
Fact:
Jeg er sgu ikke helt normal. I hvert fald ikke hvis man skal tro dem i min klasse. Eller dem
i den anden klasse. Eller de fleste lærere. Eller pedellen. Eller skolepsykologen. Heller ikke
min mor og far. På et eller andet tidspunkt har de alle sagt: ”Du er sgu ikke helt normal, A”.
Og hvis de ikke har sagt det endnu, kommer de nok til det. Sådan er det. Du skal ikke have ondt af mig. Jeg er vant til det.
Fact:
Jeg går på Månen. Jo, det gør jeg. For i min by har alle skoler navn efter ting i rummet. Når jeg siger alle skoler, så mener jeg begge. To skoler. Lille by. Der er Solen, og der er Månen.
Og jeg går altså på Månen. I 6. klasse.
Og så er jeg er 12 år, men det kan man ikke se på mig. Jeg er lige så høj, som jeg var, da jeg gik i 2. klasse, og også i 2. klasse var jeg mindst. Jeg har ikke et eneste hår andre steder end på mit hoved, og min stemme har aldrig så meget som hørt om at gå i overgang. Kort sagt: Jeg ligner og lyder som en baby.
Fuck!
Nu vi taler om stemmer i overgang, så var Jonas den første, det skete for. Lis, vores matematiklærer, en høj kvinde med en stemme så skarp som hendes blik, havde netop spurgt, om nogen kendte til pi. Og Jonas, som ellers aldrig følger med i noget som helst, sagde højt og uden først at række hånden op, at hans nabo hed Pi.
Det var bare ikke Jonas’ stemme, der kom ud. Det var et rustent hyl, der lød som en mus, man træder på, og som sad kilet fast i luften i et helt sekund. Måske endda to. Og så døde vi af grin. Og Jonas lod, som om han var flov, men han satte sig ikke ned. Han rankede ryggen og smilede med røde kinder rundt i hele klassen. Nu var ingen i tvivl om, at han var nået til det næste, store kapitel i sit liv: Puberteten!
Det kapitel som vi alle en dag skulle nå til. Og som vi havde hørt vilde rygter om. Og som vi glædede os til. Og som vi var bange for. Og som lå og ventede på os som en tiger bag en busk.
Klar til at fare frem når vi kom forbi og æde os med et brøl. Den første, der kom forbi, var Jonas. Og han gjorde ingen modstand, da tigeren slugte ham. Med sprød stemme, bumset hud og hår alle vegne.
JONAS OG JANUS
Når jeg nu har nævnt Jonas, kan du lige så godt høre mere om ham. Og om hans bedste ven, Janus. Vi har mange idioter i min klasse – både drenge og piger – men de største er uden tvivl
Jonas og Janus. To drengeformede klumper af ren idioti! I mange år var hele klassen enig om, hvor totalt idiotiske de to var.
Mie sagde det til dem efter kun to uger i nulte, da de smed hendes cykel op i skolens juletræ.
Så måtte hun hente en lærer. Som måtte hente en pedel. Som måtte hente en stige. Så de kunne få cyklen ned.
De fik det også at vide, da de limede Karls fingre fast til et bord i håndværk og design i 1.
Så måtte han skrige efter en lærer. Som måtte hente en sløjdlærer. Som måtte hente en sav.
Så de kunne save ham fri.
I 2. klasse fik de det at vide, da de slog den fisk ihjel, som vi havde i et akvarie i klassen, så vi kunne lære om livet i en sø. Jonas og Janus påstod, det var et uheld. Men man fisker altså ikke en glat guppy op med en lineal og lægger den til tørre i Sarahs skuffe ved et uheld.
Sarah stak i et vræl, da vi ugen efter skulle
lave læsetest, og hun fik fingre i den døde fisk, da hun ledte efter sedlen med sit Uni-login.
Hun var panisk, fordi hun var sikker på, at det var noget, fisken selv havde gjort mod hende.
Og Bent E. (vores klasselærer – mere om ham senere) måtte til sidst ringe efter hendes mor.
Så hun kunne hente Sarah. Så han kunne hente en pedel. Som så kunne hente en pose og en handske og smide vores fisk ud.
Men så kom vi i 6., os så skete der noget sært. Pludselig syntes pigerne nemlig ikke mere, at
Jonas og Janus var nogle idioter. De begyndte at grine af deres dumme jokes. De mødtes med dem uden for skolen. Altså i fritiden! Og Jonas og Janus måtte nu (som de eneste drenge i verden) være med, når pigerne skulle tale om noget, ingen måtte høre.
Det var ikke til at forstå.
Og fordi pigerne ikke længere syntes, Jonas og Janus var nogle idioter, så syntes de fleste drenge det heller ikke. Og så var det pludselig
Jonas og Janus’ mening, der talte. Alle syntes, hvad de syntes.
Og en dag efter idræt, mens vi var ved at klæde om, syntes Jonas så, at han ville give sin diller et navn. Det var i hvert fald, hvad han gjorde. Han sagde: ”Jeg døber dig Jonas
Pontoppidan Blixenkrone Møller Junior.”
Og så holdt han den ind under vandhanen og pøsede vand på. Jonas mente, at den skulle
have et langt navn, når nu den var så stor ... Idiot … Og så gav han også alle de andres
navne. De fleste kom til at hedde noget med junior. Oskar Junior, Theo Junior og så videre.
Og de syntes alle, det var vildt sjovt. Og så så han på mig, og så sagde han, at min diller kun kunne hedde A, for den var så lille, at der ikke var plads til mere.
Braget fra den bombe af latter, der med det samme gik af, var så højt, at jeg blev svimmel.
Og så sagde de: ”Du er sgu ikke normal, A”.
Mig? Var det mig, der ikke var normal?
Altså hvis det, der skete der, var normalt, så har jeg slet ikke lyst til at være det!
Rygtet løb stærkt, og fra den dag har jeg ikke heddet andet end A. Mine lærere siger det også. Og når først din lærer kalder dig ved det navn, som skolens konge af idioti har fundet på til din diller, så kan du lige så godt give op.
Nu siger min mor og far også A. De synes,
det er kækt. Og hver gang min mor kalder på mig, er jeg ved at kaste op af skam.
Der er kun én, der ikke siger A. Det er Bruno. Bruno er min bedste ven. Han er også den eneste.
Jeg er dog ikke Brunos eneste ven. Han har mange venner. Også til tennis som han går til hver onsdag. Men jeg er ret sikker på, at jeg er Brunos bedste ven. Eller det var jeg. Nu er jeg ikke så sikker mere.
BRUNO
Ingen er sejere end Bruno. Sådan er det. Uanset hvem eller hvad du er, så er Bruno sejere end dig.
Der var fx engang efter idræt … Idræt i sig selv er slemt nok, synes jeg. At rende rundt der i hallen og svede som en eller anden idiot. Jonas og Janus elsker idræt, og det gør kun, at jeg hader det endnu mere. Men hallen er ikke det værste. Det værste er … Omklædningsrummet! Det er det mest utrygge sted på hele skolen. I hele byen måske. Kan man være modig der, kan man være modig alle steder. Og det kan Bruno.
På Månen har drenge og piger hver deres rum til at klæde om i. Lige ved siden af hinanden.
Kun adskilt af en dør. Det er i øvrigt døren med skolens mest slidte greb. For hver gang inden vi klæder om, skal vi alle sammen hen og tage i det for at sikre os, at døren er låst. Tænk hvis den en dag blæste op, og vi stod der i bar røv, og alle piger kunne se det hele …!
Den dag, jeg taler om, havde vi vikar i idræt.
Og fordi den slags aldrig ved noget om noget som helst, fik pigerne bildt ham ind, at det var deres tjans at låse bolden ind i skabet efter timen. Vikaren var kun glad for ikke at skulle rydde op. Så han gav dem straks sin nøgle, og så gik han op og drak kaffe.
Men de piger der, de låste ikke bolden ind.
Nej, de låste op. Og det, de låste op, det var døren ind til vores rum …
I samme sekund den første piges ansigt viste sig i døren, brød … kaos … ud. De var som
løver, og vi var harer, og vi sprang for livet. Til alle sider. Og vi skreg. Vi skreg, så det skar
i ørerne. Og vi løb. Helt røde i vores varme kinder løb vi rundt og hev tøj til os. Det var totalt lige meget, hvad det var, og hvis det var.
Vi måtte bare i skjul.
Nu lyder det, som om det var os alle, der løb.
Men det var det ikke. For lige inden det hele gik løs, var Bruno gået i gang med at vaske sit hår. Han havde også gnedet shampoo i. Så da pigerne brød ind, stod han der helt nøgen og kneb sine øjne sammen og sagde: ”Hvad sker der?”
Der var ingen, der havde tid til at svare ham, og da han havde skyllet håret fri for sæbe og kunne åbne øjnene igen og opdage de ubudne
gæster, var det for sent. De havde set det hele. Og de stod stadig og kiggede.
Men i stedet for at skrige og flygte, som vi andre gjorde, stod Bruno bare, hvor han stod. Uden at skrige. Uden så meget som at blinke.
Han badede bare videre, som om intet var sket. Det er det, jeg siger: Bruno er sej.
”Det var jo for sent at gøre noget,” sagde han senere. ”De havde set, hvad de var kommet for at se, og så kunne man jo lige så godt gøre sit bad færdigt.”
Vi gik i 3., da det skete, og der bliver stadig talt om det her tre år efter. Det er dog aldrig
Bruno selv, der nævner det. Han praler aldrig med noget som helst. Han har otte medaljer fra tennis i sit skab. Otte! I sit skab! Hvis jeg havde bare én, ville den hænge midt på væggen. Med spot på. Så alle kunne se den.
Men ikke Bruno. Den eneste grund til, at jeg ved, der er otte, er, at jeg selv har talt dem. Det kan godt være, der er ni.
Jeg er glad for, at Bruno er min ven. Eller var … Jeg ved ikke, om han er min ven nu, efter alt det der er sket.
LÆS MERE
Af Jacob Riewe
Lix 12
© 2026 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2026
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Omslagsillustration og vignetter: Jacob Riewe
Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Grafisk Design
Ungekonsulenter: Johan Bæk Aaberg, Oliver Agertoft Rispoli Petersen og Vilda Lise Mark
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7211-556-6
Find gratis opgaver til bogen her
Jeg hedder A. Eller nej, det gør jeg ikke.
Jeg hedder Ask, men alle siger bare A. Også min mor og min far. Og jeg håber så meget, at de ikke aner, hvor det A kommer fra.
Jeg tror, de tror, det er en forkortelse for Ask, og det skal de helst blive ved med at tro. Men jeg er ked af at sige, at det ikke er sandt.
Jeg er 12 år, men det kan man ikke se på mig. Jeg er lige så høj, som jeg var, da jeg gik i 2. klasse, og også i 2. klasse var jeg mindst. Jeg har ikke et eneste hår andre steder end på mit hoved, og min stemme har aldrig så meget som hørt om at gå i overgang.
Kort sagt: Jeg ligner og lyder som en baby. Fuck!
Du skal læse denne her bog, hvis … du godt vil læse om livet som en teenagedreng.
Oliver 13 år.
Du skal læse denne her bog, fordi … den er god!
Johan 12 år.
Johan på 12 år, Vilda på 13 år og Oliver på 13 år har været konsulenter på denne bog.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
En del af overskuddet fra salg af titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
