Mads Rangvid
Mimi Sørensen
![]()
Mads Rangvid
Mimi Sørensen

Mads Rangvid
Mimi Sørensen
GREB OM NYHEDER 4
HVORFOR ER NYHEDER VIGTIGE? 4
NYHEDER OG NYHEDSKREDSLØB 5
NYHEDSTREKANTEN 6
NYHEDSKRITERIER 8
NYHEDSGENRER 9
OFFENTLIGHED OG DEMOKRATI 12
VINKLING OG FAKE NEWS – GATEKEEPING OG GATEWATCHING 13
KRIG I NYHEDSKREDSLØB 17
RUSLAND ANGRIBER UKRAINE 17
FLERE FACETTER 19
REPORTAGE: “SELV OM JEG ER LÆGE, HAR JEG GJORT OP MED MIG SELV, AT JEG ER PARAT TIL AT DRÆBE” 21
JOURNALISTERNES ROLLE 25
DEBAT OG KOMMENTARER 25
DEBAT: “DET ER RACISTISK HYKLERI, NÅR DANSKE POLITIKERE ÅBNER FAVNEN FOR UKRAINSKE FLYGTNINGE” 28
SYMPATI OG KRITIK 30
ANMELDELSE: “FOLKETS TJENER” 34
I KRIG ER SANDHEDEN DET FØRSTE OFFER 36
DEN UKRAINSKE NYHEDSSTRØM EBBER UD 37
KÆRLIGHED I NYHEDSKREDSLØB 39
ET CHOK I SOMMERIDYLLEN 39
KÆRLIGHED DAGEN DERPÅ 43
REPORTAGE: “»SIMON ER LIGE PRÆCIS, SOM HAN REAGEREDE I DEN SITUATION«: VERDEN RUNDT HYLDER DE KAPTAJN KJÆR FOR STORT LEDERSKAB PÅ EN TRAUMATISK AFTEN” 44
FLERE HELTESKILDRINGER 47
KRITIK DAGEN DERPÅ 47
LEDER: “UEFA BØR LÆRE AF SIMON KJÆR, HVORDAN MAN OPFØRER SIG, NÅR DET
GÆLDER” 48
OPINIONSSPORET PÅ S oM e 49
DEBAT: “DER ER GÅET NÆSTEN EN UGE, SIDEN CHRISTIAN ERIKSEN KOLLAPSEDE, OG JEG ER STADIG RYSTET. FAKTISK HAR JEG GRÆDT HVER ENESTE DAG SIDEN” 51
ALLE RIGTIGE EVENTYR ENDER LYKKELIGT 53
Nyhederne er en uundværlig byggesten i den demokratiske offentlighed, og den dannede medborger holder sig løbende ajour. Krig og kærlighed i nyhedskredsløb er skrevet ud fra den overbevisning, at det er en væsentlig del af den almene dannelse at lære at holde sig orienteret og navigere i nyhedsstrømmen. Men hvordan får man greb om nyhedsformidling i dag, hvor teknologier og medier er i hastig udvikling?
Det er et karakteristisk træk ved den aktuelle nyhedsformidling, at nyheder og forskellige offentlige og private aktører spiller sammen i en medialiseret offentlighed, hvor nyhedsbegivenheder behandles i et omfattende nyhedskredsløb. Fra en stor begivenhed dukker op i det første medie, til den forsvinder i nyhedsstrømmen igen, vil den have været igennem mange forskellige medier og genrer. Mange af formaterne og de kriterier, der lægges til grund for behandlingen af begivenheden, kan beskrives med den klassiske journalistiks begreber. Derfor er disse beskrevet i bogens første kapitel: “Greb om nyheder”. Hertil er føjet enkelte begreber, der beskriver de seneste forandringer i nyhedsformidlingen, der især stammer fra udviklingen i teknologier og medier.
Herefter følger to konkrete eksempler på nyhedskredsløb. Det første drejer sig om en verdenshistorisk begivenhed, nemlig krigen i Ukraine, som Rusland indledte den 24. februar 2022. Nyhedskredsløbet om krigen i Ukraine er kompliceret, omfattende og meget langvarigt. Ved denne bogs færdiggørelse er krigen stadig i gang, og den optager stadig en del plads i nyhedsmedierne. Det andet nyhedskredsløb handler om fodboldspilleren Christian Eriksens hjertestop under en EM-kamp i sommeren 2021. Det er et kort og koncentreret forløb, der vakte enorme følelser i et lille land.
Tanken med de to forløb er at vise, hvordan behandlingen af en begivenhed i forskellige medier aktiverer de fleste af den klassiske avisjournalistiks formidlingsformer – det på trods af, at det samlede nyhedsbillede og vilkårene for nyhedsformidling i dag adskiller sig væsentligt fra tidligere. Begreberne fra bogens første kapitel kan således tages i brug på de to nyhedskredsløb om krig og kærlighed. På Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside findes en forløbsbeskrivelse henvendt til ungdomsuddannelserne med modulplaner, arbejdsspørgsmål og forslag til skriftlige opgaver.
København, januar 2023.
HVORFOR ER NYHEDER VIGTIGE?
Her er to eksempler på noget, de fleste af os mener, at vi ved: Krigen i Ukraine, der startede i februar 2022, blev indledt af Rusland, og fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om på grund af et hjertestop midt i en kamp under EM 2021. Men de to informationer har vi kun viden om, fordi medier har videreformidlet dem til os. Det er ikke nødvendigvis noget, vi selv har erfaret.
Man kan nemt forestille sig situationer, hvor den viden kan få betydning for ens handlinger. Ved et valg vil man måske stemme på partier, der går ind for oprustning til forsvar mod Rusland. Eller det kan være, at man involverer sig i nødhjælpsarbejde for Ukraine, fordi man føler en stærk solidaritet med borgere i et land, der er blevet invaderet. Det kan også tænkes, at man melder sig som hjerteløber efter, at man har hørt om Christian Eriksens hjertestop. Eller det kan være, at man ved næste valg stemmer på partier, der vil bruge flere penge på sundhedsvæsnet, fordi det er gået op for en, hvor vigtigt det er med et effektivt sundhedsvæsen.
Omvendt kan man også forestille sig situationer, hvor falske nyheder eller mangelfuld information vil få en til at handle på en måde, man ikke ville have gjort, hvis man havde haft de rigtige informationer. Hvis man tror på et opslag på nettet om, at Christian Eriksen fik hjertestop på grund af en vaccine mod sygdommen covid-19, så kan det være, at man ikke vil lade sig vaccinere, eller man vil måske gå ind for, at vaccinen helt afskaffes. Eller hvis man tror, at Ukraine blev styret af nazister, som den russiske præsident Putin hævdede, så vil man måske støtte Ruslands invasion, og man vil modarbejde de tiltag, for eksempel EU gør for at stoppe Ruslands krigshandlinger.
Nyhederne viser os altså noget om verden ud over, hvad vi selv kan erfare. På den måde kan nyheder være med til at gøre os opmærksomme på nogle af de usynlige kræfter, der påvirker vores liv. Og eksemplerne ovenfor viser, at rigtig meget af det, vi ved, og som vi lægger til grund for vores handlinger og politiske holdninger, oprindeligt kommer fra nyhedsmedierne. Når nyhederne fungerer, som de skal, giver de os viden, vi kan bruge til at navigere i livet. Derfor skal de medier, der bringer nyhederne, være uafhængige af magthavere og loyale over for medborgere.
Alligevel spørger du måske dig selv, hvorfor du skal bruge tid på nyheder, når der er så mange andre – måske mere underholdende – ting, du kan lave? Det skal du, fordi du gerne vil leve i et land, hvor du har stor frihed, og hvor du har medindflydelse på, hvordan livet skal indrettes. Du vil gerne leve i et demokrati. Men hvordan hænger flotte ord om demokrati sammen med nyheder? Undersøgelser viser, at folk, der følger med i nyhederne:
• Ved mere om samfundet.
• Er mere politisk aktive.
• Har en stærkere tilknytning til lokalsamfundet.
Nyheder medvirker altså til, at folk agerer som demokratiske medborgere, der tager stilling og deltager. Endvidere tyder forskning også på, at:
• Valgte politikere er mere tilbøjelige til at handle i overensstemmelse med vælgernes holdninger i deres valgkreds, så længe lokale nyhedsmedier dækker dem.
• Offentlige myndigheder er mere effektive, når nyhedsmedier holder øje med dem.
• Der er mindre korruption i både det offentlige og private, hvis nyhedsmedier dækker dem.*
De sidste tre pointer viser, at nyhedsmedier kan være med til at forhindre, at magthavere bare kan gøre, som de har lyst til, fordi der er nogen, der holder øje med dem. Man taler derfor om journalistikken som ‘demokratiets vagthund’. Journalistikken holder magthavere i ørerne ved at levere pålidelig information. For at medborgerne frit kan tage stilling, skal nyhederne være så uvildige og objektive som muligt. På det grundlag kan vi nemlig bedst selv vurdere og handle på det, vi får at vide. Journalistikkens opgave er derfor at komme så tæt på sandheden som muligt. Og du skal ikke snyde dig selv. Du skal lære nyhedernes koder og regler at kende, så du kan skelne pålidelig information fra holdning, reklame og misinformation, og så du kan udnytte alle de muligheder, det giver at være en velinformeret borger.
NYHEDER OG
NYHEDSKREDSLØB
I dagligsproget er en nyhed for så vidt bare noget, der kommer nogen for øre for første gang. Det kan for eksempel være, når man første gang hører, at ens veninde har fået en kæreste. Det vil man imidlertid ikke kalde en nyhed i journalistisk forstand. I journalistisk og mediemæssig sammenhæng er det mere præcist at sige, at nyheder formidler informationer, der hidtil er ukendte, men er vigtige for eller interesserer et større publikum. En journalistisk
* Kilde: Rasmus Kleis Nielsen (2020): Hvad skal vi med nyhederne?, Informations Forlag.
nyhed er derfor som regel en formidling af et aktuelt emne i et medie, der henvender sig til et bredere publikum.
I det moderne mediebillede, hvor der er mange forskellige informationsteknologier (avis, radio, tv, internet og sociale medier), er der et komplekst samspil mellem begivenheder og formidlingen af dem i de mange medier. For at en begivenhed kan blive til en nyhed, skal nogen formidle den. Det kan være almindelige mennesker, der bevidner den; det kan være journalister, der bevidst har opsøgt den for at reportere om den, eller det kan være nyhedsbureauer som Ritzaus eller det amerikanske Associated Press (AP), der ligger inde med nyheden, fordi nogen har delt den med dem. Hvis en begivenhed er interessant nok, vil andre medier samle den op og sende den videre i cirkulation. Ofte vil journalister grave nye sider af sagen frem og på den måde uddybe nyheden eller skabe flere nyheder af den. Og hvis sagen er stor og kontroversiel nok, vil man begynde at debattere den i offentligheden. Det kan være politikere eller private, der giver deres mening til kende enten i etablerede medier som aviser, radio eller tv eller på sociale medier, hvor alle kan komme til orde.
Med tiden vil interessen for begivenheden og dens aspekter dø ud, og nyhedsmedierne vil bringe andre nyheder. De mange mediers forskelligartede behandling af en begivenhed – fra den dukker op for første gang, til den forsvinder igen fra nyhedsstrømmen – kalder vi nyhedskredsløbet Det er vigtigt, når man skal orientere sig kritisk i et nyhedskredsløb at have godt styr på de forskellige nyhedsgenrer, deres formål og karakteristika. Disse har nemlig stor betydning for, hvordan begivenheden formidles og forstås i nyhedskredsløbet.
Der er to forhold, som du skal være opmærksom på, når du arbejder med nyhedsmedier: Det ene er den såkaldte publicistiske forpligtelse. I et demokrati ser de fleste nyhedsmedier det som deres fornemmeste opgave at bringe sand og troværdig oplysning til befolkningen. Det andet forhold er den kommercielle interesse. Nyhedsmedier er virksomheder, der skal tjene penge (undtagen DR, som er licensfinansieret), og de lever af læsere og seere, som skal tiltrækkes af mediets “nyhedsprodukter”. Disse to forhold er vigtige, dels fordi de gennemsyrer al nyhedsproduktion (også hos DR), og dels fordi de nogle gange kommer i modstrid med hinanden.
Hensigten med en nyhed er at beskrive og forklare en begivenhed. Du kender måske allerede nyhedstrekanten, som kan bruges til at visualisere nyhedens komposition. I en nyhed i en avis (uanset om det er på tryk eller web) står rubrikken øverst og gerne med store typer, sådan at læserens opmærksomhed fanges. Her optræder de vigtigste informationer, så nyheden
Fængslende indledning med konklusion
Meget vigtigt
Vigtigste fakta
Mindre vigtigt
Baggrund
Detaljer
begynder så at sige med facit. Herunder følger en underrubrik, der i kort form giver læseren et overblik over artiklens indhold. Så følger mellemrubrikker og selve brødteksten. Måske er nyheden også forsynet med en faktaboks og et billede, som kan hjælpe læseren med at forankre sin forståelse af begivenheden.
Princippet for nyhedstrekanten er, at det vigtigste figurerer øverst i artiklen: nemlig svar på hvad, hvem, hvor, hvornår og hvordan. Herefter er der plads til at besvare flere hv-spørgsmål, for eksempel ‘Hvad sker der nu?’ eller ‘Hvem tager ansvar?’, og med stor sandsynlighed følges nyhedsartiklen op af nye, uddybende artikler, som tilhører baggrundsartiklen og reportagegenren. (Du kan læse mere om undergenrerne nedenfor). Nyhedstrekanten kan også bruges til at karakterisere tv-nyheder. Her lægger studieværten fra land med overskriften på nyheden, hvorefter der typisk laves et oplæg til en reporter, der som regel befinder sig på begivenhedens location og foretager et interview. Reporterens speak og interview med kilder svarer til avisens underrubrik og brødtekst. Ofte toner en grafik frem på skærmen (ligesom en faktaboks i avisen) for at hjælpe seeren med at afkode begivenhedens hvem, hvad, hvor, hvornår og hvordan. I både aviser og tv-nyhedsudsendelser følges nyhedsgenren altså op af baggrund og reportage.
Ligesom den enkelte nyhed er komponeret efter vigtighed, er en samlet avis eller en hel nyhedsudsendelse komponeret efter vigtighed. I avisen står topnyheden på forsiden; typisk kan man finde uddybende interviews og reportager på avisens næste sider. Det samme gør sig gældende i en tv-nyhedsudsendelse; her stiller tv-værten om til en kollega on location eller til et interview med eller en kommentar fra en hovedperson eller ekspert.
Aiche, Nadeen: “Det er racistisk hykleri, når danske politikere åbner favnen for ukrainske flygtninge”, information.dk 03.03.2022
Bohr, Jakob Kjøgx og Secher, Mikkel: “Rusland angriber Ukraine – her er, hvad vi ved”, nyheder.tv2.dk 24.02.2022
Brock, Jeppe Laursen: “»Simon er lige præcis, som han reagerede i den situation«: Verden rundt hylder de kaptajn Kjær for stort lederskab på en traumatisk aften”, politiken.dk 13.06.2021
Brock, Jeppe Lausen og Lissner, Søren: “Kasper Schmeichel: Det var ikke kun os spillere, der stod i en forfærdelig situation. Det var et helt land, der så det. Og var magtesløse”, politiken.dk 14.06.2021
Ferdinand, Poul og Thorsen, Gisle og Wehlast, Mads Glenn og Ryefelt, Jonas: “Dansk mareridt: Den værste aften nogensinde”, ekstrabladet.dk 12.06.2021
Hendricks, Vincent F. og Vestergaard, Mads (2017): Fake news, Gyldendal
Hybel, Kjeld: “Selv om jeg er læge, har jeg gjort op med mig selv, at jeg er parat til at dræbe”, politiken.dk 27.02.2022
Jensen, Kristian Ditlev: “Folkets tjener”, ekkofilm.dk 16.05.2022
Nielsen Rasmus Kleis (2020): Hvad skal vi med nyhederne?, Informations Forlag
Nielsen, Kasper Colling: “Der er gået næsten en uge, siden Christian Eriksen kollapsede, og jeg er stadig rystet. Faktisk har jeg grædt hver eneste dag siden”, politiken.dk 16.06.2021
Politiken: “Endelig træder Scholz og Tyskland i karakter”, Politiken 27.02.2022
Politikens leder: “UEFA bør lære af Simon Kjær, hvordan man opfører sig, når det gælder”, Politiken 14.06.2021
Tjellesen, Lars M.: “Rejs dog til Rusland, Marie Krarup”, Ekstra Bladet 05.03.2022
KRIG OG KÆRLIGHED I
NYHEDSKREDSLØB
Af Mimi Sørensen og Mads Rangvid © 2023 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2023
Forlagsredaktion: Sanne Zillo Rokamp Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Lars Møller Nielsen
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller i virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.
ISBN 9788772113159
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S. Printed in Denmark 2023.
www.dansklf.dk

Mimi Sørensen er lektor i dansk og fransk på Hvidovre Gymnasium & HF. Hun har udgivet lærebøger til både dansk og fransk.

Mads Rangvid er lektor i dansk og filosofi på Gladsakse Gymnasium. Han har udgivet lærebøger til dansk, filosofi og videnskabsteori.
Krig og kærlighed i nyhedskredsløb er en grundbog i nyhedsformidling. Det er i dag karakteristisk for nyhederne, at offentlige og private aktører spiller på den samme medialiserede bane. Fra en begivenhed dukker op, til den forsvinder igen i nyhedsstrømmen, vil den undervejs have været igennem mange forskellige medier og genrer – altså være gået i nyhedskredsløb. Bogen består af to dele. I den første del præsenteres fagbegreber såsom nyhedstrekanten, nyhedskriterier og nyhedsgenrer, og i den anden vises to eksempler på nyheder i kredsløb, nemlig krigen i Ukraine og Christian Eriksens kollaps på live-tv i sommeren 2021.
Krig og kærlighed i nyhedskredsløb er en del af serien Forløbsbøgerne henvendt til ungdomsuddannelserne. Det er korte bøger med fokus på enten litteratur, sprog eller medier – eller på alle tre. Krig og kærlighed i nyhedskredsløb har især fokus på medier. Forløbsbøgerne kan læses af alle interesserede, idet det didaktiske ligger separat som forløbsbeskrivelse på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside.
