dansk handicap forbund AARHUS / RANDERS

Ny bestyrelse er promtet af Ole Storm.
Nye i bestyrelsen s. 10 · Grisefest? s. 13 · Blæksprutte s. 14
Nr. 2 · juni 2026 · 25. årgang
![]()

Ny bestyrelse er promtet af Ole Storm.
Nye i bestyrelsen s. 10 · Grisefest? s. 13 · Blæksprutte s. 14
Nr. 2 · juni 2026 · 25. årgang
Formanden skriver:
Jeg vil benytte dette første skriv til at takke Per Jacobsen for mange års tro tjeneste på kassererposten. Du har været en uvurderlig hjælp og styret os med kærlig, men fast hånd. Tak for det.
Farvel til Per betyder goddag til et nyt ansigt som kasserer, Tommy Skotte, og også Thomas Arpe er ny mand om bord som suppleant. Velkommen til. Jeg glæder mig til et konstruktivt og spændende samarbejde.
Sommeren er over os, og forhåbentlig en af de gode af slagsen. Vores aktiviteter ligger i dvale i juni/juli, men der er nye tiltag i støbeskeen til efteråret, så husk at holde øje med hjemmesiden (dhf-aarhus.dk) og Facebook.
Go’ sommer til alle!
Marie-Louise

Af Marie-Louise Hahn
Fotos Ole Storm
Der var smørrebrød, input, snak og hygge til årets generalforsamling, der blev holdt på MarselisborgCentret lørdag den 25. april.
Især spørgsmål om vores lån til DHF fyldte en del, og den nye bestyrelse blev bedt om at holde god kontakt til hovedforbundet.
Vi sagde farvel til Per og go’daw til nye kræfter i form af Tommy og Thomas, og selv om vi er glade for at komme på ARoS og Moesgaard, blev der efterlyst nye typer af arrangementer, fx friluftsliv.
Alt i alt en dejlig dag med et fint fremmøde.





Forkortet referat af generalforsamling i DHF Aarhus/Randers Afdeling. Læs hele referatet på vores website: https://www.dhf-aarhus.dk/tak-for-en-god-generalforsamling-2026/
Sted
Generalforsamlingen i DHF Aarhus/Randers blev holdt 25. april 2026 på MarselisborgCentret og var lovligt indkaldt.
Dirigent & referent
Bjarne Riis-Thomsen (er formand i Horsens og ny regionsrepræsentant. red) blev valgt som dirigent og Tom Helgesen som referent.
Beretning
Formandens beretning beskrev et aktivt år med mange arrangementer, bl.a. politiske møder, sociale aktiviteter og jubilæumsfejring.
Der blev også lagt vægt på samarbejdet mellem DHF, DH og brugergrupper samt vigtigheden af politisk synlighed – særligt i forbindelse med valg.
Der har været udskiftning i bestyrelsen, og der blev rettet tak til den tidligere formand, Helle Szydlowski. Beretningen blev enstemmigt godkendt.
Økonomi
Regnskabet viste indtægter på ca. 181.000 kr. og udgifter på ca. 166.000 kr., hvilket gav et overskud på 15.575 kr. Egenkapitalen er fortsat høj.
Der har været ekstraordinære IT-udgifter til bl.a. hjemmeside og systemer, men de forventes lavere fremover.
Der blev også redegjort for et lån til hovedforbundet, hvor tilbagebetaling håndteres gradvist. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
Nye ideer
Der var ingen indkomne forslag. Under punktet om fremtidigt arbejde blev der bl.a. drøftet en mulig tur til Bruxelles i 2027, flere sociale arrangementer, øget samarbejde – også med ungdomsorganisationer – samt behov for større synlighed og politisk påvirkning.
Ved valg til bestyrelsen blev Marie-Louise Hahn valgt som ny formand, mens flere medlemmer blev genvalgt.
Ny kasserer blev Tommy Skotte Corlin. Der arbejdes på at finde en billigere revisorløsning fremfor EY.
Samarbejde
Regionsrepræsentanten fremhævede behovet for stærkere samarbejde på tværs af afdelinger, flere fælles arrangementer og en langsigtet plan for medlemsudvikling.
Der er også fokus på at revidere vedtægter og styrke rådgivningsindsatsen.
Eventuelt
Under eventuelt blev der informeret om et borgerforslag om bedre retssikkerhed, som medlemmerne opfordres til at støtte, samt kommende arrangementer med ledige pladser.




Der er nye ansigter i bestyrelsen, der næsten er fuldtallig.
Tillykke! SH


Jeg hedder Marie-Louise og er ny formand i afdelingen, men ikke ny i bestyrelsen, hvor jeg har siddet i flere omgange i mere end 25 år.
Jeg er et engageret menneske, der elsker kultur og relationer, mad og meninger, men hader smålighed og flueknepperi.
Jeg vil, i de næste to år, være den bedste formand, mine evner rækker til.
Mit navn er Tommy Skotte Corlin. Jeg er uddannet finansøkonom og har tidligere arbejdet med regnskab i fleksjob.
I dag er jeg førtidspensionist, men arbejder fortsat struktureret med økonomi, overblik og organisationsarbejde.

Jeg har mange års erfaring fra frivilligt arbejde, herunder som formand og kasserer i Natteravnene på Bornholm. Derudover er jeg tidligere indstillet til DH i Odder, hvilket har givet mig indsigt i arbejdet i handicaporganisationerne.
Som kasserer lægger jeg vægt på ordentlig økonomistyring, gennemsigtighed og et klart overblik, så bestyrelsen altid har et solidt grundlag at træffe beslutninger ud fra.
For mig er det samtidig vigtigt, at bestyrelsesarbejdet foregår i en god og respektfuld tone, hvor vi taler ordentligt til hinanden og skaber et trygt og velfungerende samarbejde.
Med venlig hilsen
Hej, jeg hedder Thomas Michael Arpe. Jeg er lige blevet far for anden gang til en dejlig søn. Udover det har jeg arbejdet med politik hele mit liv på handicapområdet, både i Danmark og i Uganda. Jeg har stiftet en organisation i Uganda, der hjælper mennesker med CP og deres pårørende. I kan se mere på YouTube, hvor jeg har lavet en dokumentar, som hedder ”En vej frem”.
I Danmark arbejder jeg med tilgængelighed, og jeg arbejder på handi-travel-info, hvor jeg hjælper folk med at finde ud af at rejse. Min filosofi er, at man kan, hvad man vil her i livet, uanset sit handicap.

Det er dejligt forår og snart sommer.
Det er derfor mærkeligt at tænke på sensommeren.
Men det gør Marie-Louise og jeg, Helle.
Vi holder sensommerfest fredag den 11. september kl 17 på Lyngåskolen, Grahams Bell Vej 1 D, 8200 Århus N.
Det koster 176,50 kr. at være med. Hjælper er gratis.
Vi har hørt en lille fugl synge om, at vi skal have stegt pattegris, hvis vi kommer mange nok. Der er noget andet til dem, der ikke spiser gris.
Der er også drikkevarer med i prisen.
I skal tilmelde jer på vores hjemmeside: dhf-aarhus.dk
Tilmelding og betaling senest fredag den 21. august.
Husk kun at tilmelde en gang.
Spørgsmål til Marie-Louise på 61 60 97 27 eller til Helle på 27 12 54 58.
Vi håber, vi ses.
God sommer til alle!
Sommerhilsen fra Marie-Louise og Helle

Af Ole Storm og Solveig Hansen
Redaktionel blæksprutte til medlemsblad i Dansk Handicap ForbundAarhus/Randers søges
Vil du styre et medlemsblad fra idé til færdigt tryk - og holde styr på både tekster, billeder og mennesker undervejs? Så er det her rollen.
Opgaven - kort fortalt
Du er tovholder på bladet. Du samler indhold, redigerer, rykker folk for bidrag og afleverer en færdig pakke til produktion.
Dine hovedopgaver
• Opsøge og samle stof løbende (fx via Facebook, arrangementer, netværk)
• Tage kontakt til bidragydere (medlemmer, bestyrelse, eksterne)
• Følge op – ofte flere gange – så deadlines bliver overholdt
• Redigere og gennemskrive tekster (typisk tre – fem gange pr. artikel)
• Strukturere alt materiale i mapper (tekst + fotos/illustrationer)
• Klargøre og sende samlet materiale til produktion
• Køre korrekturrunder (typisk to - tre runder med kort varsel)
• Sikre billedmateriale (fremskaffe, udvælge, evt. beskære)
• Holde styr på modtagerliste i samarbejde med administration i hovedforbundet
• Afklare produktionsplan én gang årligt.
Samarbejde
• Tæt dialog med eksternt bureau/produktion
• Opsætning og grafisk arbejde udføres pt af BB Consulting v. Bjarne Villadsen
• Samarbejde med bestyrelse og bidragydere
• Dygtig, ekstern hjælp til korrekturlæsning.
Tidsforbrug
• 50-60 timer pr. blad, dvs. fire gange om året.
• Spidsbelastning lige før aflevering og under korrektur.
Profil
• Struktureret og vedholdende (du kan og vil rykke folk)
• Skarp på sprog og redigering
• Overblik over mange små opgaver samtidig
• Kan træffe beslutninger om indhold og beskæring, når tiden er knap
Honorar
• Fast honorar inkl. dækning af udgifter: 1.500 kr. pr. blad.
Det praktiske
• Fleksibelt arbejde – kan laves hjemmefra.
Realiteten (uden pynt)
• Folk afleverer sent. Du skal rykke. Flere gange
• Korrektur kan komme med kort frist
• Indimellem mangler der stof, og du skal skaffe noget hurtigt
• Til gengæld har du reel indflydelse på bladets indhold og udtryk.
Interesseret?
Send en kort beskrivelse af dig selv og evt. erfaring med tekst/redaktion til DHF Aarhus/ Randers på dhfaarhusranders@gmail.com. Eksempler på tidligere arbejde er et plus.

Af Lone Barsøe
Brugerklubben i Århus vil i kommende numre af sit nyhedsbrev se på de sidste års udvikling på BPA-området i Aarhus Kommune.
Lone Barsøe opsøger borgere, som offentligt har givet sig til kende, og som har eller tidligere har haft BPA-ordning, men som enten har mistet deres ordning eller har været igennem et langvarigt forløb for at beholde hele eller dele af ordningen.
Lone har fx talt med Torben Vegner Hansen og Hanne Jespersen, som desværre begge har mistet deres BPA-ordning.
Hvis du vil bidrage med beskrivelse af, hvad du har oplevet i forbindelse med tab af din ordning, nedskæring af timer eller langvarig sagsbehandling, er du velkommen til at kontakte Lone eller selv skrive et indlæg.
Du er også velkommen, hvis du har fået bevilget en BPA-ordning eller har haft et positivt forløb omkring sagsbehandlingen af din ordning.
Skriv gerne til Lone via kontakt@brugerklubben.dk
BPA, borgerstyret personlig assistance
Brugerklubben i Århus blev dannet i 1985 af en gruppe personer, der havde ansat handicaphjælpere - i daglig tale Brugere.
Deraf navnet Brugerklubben.
Brugerklubbens formål er at være et forum, hvor medlemmerne kan diskutere fordele og ulemper ved hjælperordninger og støtte hinanden med eventuelle kollektive og/eller individuelle problemer samt at repræsentere medlemmerne og varetage deres interesser over for såvel offentlige myndigheder samt instanser, der varetager arbejdsgiveransvaret. Ligeledes over for hjælperne og deres faglige organisationer.
sh kilde: Brugerklubben.dk
Nyt kort over mere end 8.500 handicapparkeringspladser i Danmark
Et hold digitale frivillige i Dansk Handicap Forbund har lanceret et digitalt kort med mere end 8.500 registrerede handicapparkeringspladser i Danmark.
De fleste brugere af handicapparkeringspladser har sikkert godt styr på mulighederne i deres lokalområde. Men man er lidt mere på usikker grund, når man har ærinder i andre byer og egne i landet.
Ideen til et virtuelt kort over landets handicapparkeringspladser opstod, da Per Rasmussen havde brug for en parkeringsplads i en fremmed by og opdagede, at kun 15 af 98 kommuner havde digitale oplysninger om handicapparkeringspladser. Sammen med Sandra Santana og Hanne H. Hansen har han nu arbejdet fem måneder på løsningen.
Løsningen er et smart kort, der er nemt at bruge. Cirka 8.500 pladser er registreret. Teamet bag kortet søger flere frivillige til at registrere pladser og udvide dækningen til hele landet.

Kortlægning foregår ikke kun i marken, meget af det kan også klares fra skrivebordet.
Interesserede kan tilmelde sig som frivillige og hjælpe med dataindsamlingen. Kontakt teamet på: kontakt@handicapparkering.info.
Sådan henter du kortet
Løsningen er ikke en traditionel app, men et smart, internetbaseret kort.
1.Gå ind på adressen: www.handicapparkering.info
2.Du kan med fordel installere kortet som en genvej på din telefon.
3.I menuen nederst til venstre finder du en nem vejledning til, hvordan du bruger kortet.
Bemærk: Kortet viser de pladser, der er tilgængelige for alle med handicapskilt. Pladser, der er reserveret til en specifik bil (med registreringsnummer), er ikke medtaget.
Hjælp med at holde kortet opdateret
Selvom HP-teamet og frivillige gør en kæmpe indsats, så ændrer virkeligheden sig hurtigt. Kommuner nedlægger pladser, og nye kommer til. Derfor er der brug for din hjælp som bruger. Hvis du opdager en fejl på kortet, eller hvis du holder ved en handicapparkeringsplads, som endnu ikke er registreret, så tøv ikke med at give lyd.
Har du rettelser? Send dine observationer til HP-teamet på: kontakt@handicapparkering.info eller klik på ”råberen” i nederste højre hjørne, så kan du skrive direkte til teamet.
I februar blev vi, Per, Tommy, Dennis og jeg, Helle, uddannede som bisiddere i vores område.
Vi tager ud og støtter jer, der har brug for det til møder med kommunen mm.
I skal kontakte Hovedforbundet, for at booke en bisidder. De finder ud af, hvem du/I passer til. Vi kan hver især noget forskelligt.
Vi glæder os til at komme i gang.
Få støtte til mødet med kommunen
Bisidderen støtter dig ved dit møde med kommunen og tilbyder dig en samtale både før og efter mødet.
Vi ved af erfaring, at det kan være svært at have overblik over det hele, når man er personligt involveret i sin sag. Derfor kan du få en bisidder med til møder med kommunen.
Vores bisidderordning består af frivillige personer, som har gennemgået et bisidderkursus og efterfølgende er vurderet egnet til opgaven. Alle vores bisiddere har indgående kendskab til bevægelseshandicap.
Bisidderen er ikke en ekspert, som fører sagen for dig, og må ikke modtage personlige sagsakter eller yde skriftlighed, men er derimod et ekstra sæt øjne og ører og en personlig støtte, som kan hjælpe med at huske, skabe struktur og bidrage til et godt møde.
Alle vores bisiddere har tavshedspligt og arbejder i overensstemmelse med forbundets etiske værdigrundlag.
Kontakt hovedkontoret enten via telefon på +45 39 29 35 55 eller via Min Side, hvis du har brug for en bisidder.
Kilde: Dansk Handicap Forbund
Faktaboks
Torben Buus, der er 63 år, har haft sclerose gennem de sidste 25 år, har siddet i kørestol siden 2012 og har brug for hjælp til det meste. En BPA-ordning 24/7 dækker Torbens behov for hjælp.
Torben har plejeseng, som hans hjælpere håndterer ham i, når han skal i seng om aftenen, og når han skal have tøj på om morgenen. Han liftes til og fra kørestol.
Sidste efterår testede Torben genstanden for en ny og fri tilværelse: DRØMMESENGEN.
Se blad 4, 2025 om tilblivelse af sengen.
Tag med på ”jomfruturen” til Paris – i denne artikel.
Det er planen, at der kommer lidt mere om Torbens tanker og drømme i et kommende blad.
Læs hele Torbens redegørelse om tankerne bag, udfordringerne ved flyrejser, indkvartering og de mulige løsninger på hjemmesiden dhfaarhus.dk
Jeg er lykkelig!
Af Torben Buus
Alle mine forestillinger om, hvordan mine hjælpebehov igennem døgnet nogenlunde ukompliceret kunne løses af én hjælper.
Det hele holdt stik.
At rejse er at leve
En dag i foråret 2025 sad jeg som så ofte før i min lejlighed og fantaserede om at rejse - om, hvor fantastisk det ville være igen at kunne dufte, smage og ikke mindst bare mærke solens stråler på min krop under varmere himmelstrøg.
Gennem flere år har jeg forestillet mig, at min store handicapbus skulle indrettes med en soveplads til mig og kunne fungere på ture sydpå og herhjemme.
Reelt set er bussen stor nok til at fragte mig rundt i Europa. Og jeg har endda hjælpere til at køre bussen.
Men lovgivningen og for lidt plads til både plejeseng og lift stoppede den drøm. Løsningen blev en lidt anden!
I takt med at jeg er blevet fysisk dårligere qua min sclerose, er det gennem de sidste 20 år blevet besværligt at rejse og min verden er blevet mindre.
Men jeg har samtidig erkendt, at det er mit eget ansvar at skabe muligheder. At komme ud og opleve og føle, der stadig er noget liv tilbage. Med bilen som sneglehus på ryggen og en hjælper på førersædet er alt muligt.
Drejebog for fremtidige ture i ”Spasserbussen”
Uanset destination fokuseres på at finde en AirBnB-bolig med tilstrækkelig plads og gode adgangsforhold for en kørestolsbruger, alternativt en campingplads.
Min egen mobile plejeseng, som jeg kender, medtages på alle ture i min bil. Derved kan overnatning altid klares. Både i ind- og udland, i weekender og på længere ture.
Den mobile personlift medbringes altid i bilen, når jeg skal afsted.
Så kom afrejsedagen
Søndag den 7. september 2025 var bilen pakket. Vi var klar til afgang. 10 dages oplevelser i Paris ventede os, og humøret var højt.
På en eller anden måde var det lykkedes at få plads til alt uden at bruge den tagboks, jeg ellers havde købt til formålet:
• Plejeseng
• Madras
• Mobillift
• Plejeartikler til 10 dage
• Dyner, tæpper og puder
• Skruemaskine mm.
• Løbehjul til hjælper
• Sækkevogn til sengen
• Samt alt det løse...
Mine chaufører var helt klar, påstod de - til at klare de 1230 km til Paris.
Kl. 13.00, bare to timer senere end forventet, var vi på motorvejen.
Timerne gik, og bilen tyggede sig gennem landskabet. Da mørket faldt på, var vi allerede godt halvvejs.
Og videre gik det i løbet af natten, stille og roligt fremad med enkelte sovepauser på luksusmadrassen og andre nødvendige pitstop, indtil vi kl. 10 mandag nåede frem. Jeg selv havde tilbragt turen siddende i min stol, så jeg var efterhånden godt øm i måsen.
Den AirBnB, som jeg havde lejet, stod klar og mine hjælpere begyndte at bære bagagen ind.

Sengen, som jo var helt ny og uprøvet, bortsat fra en enkelt generalprøve hjemme, skulle nu samles.
Helt som planlagt var det relativt simpelt. Sengen blev samlet midt på gulvet, og bortset fra et par småudfordringer gik det superfint og sengen stod i løbet af 20 minutter helt klar.
Vi boede ca. 10 km syd for centrum af Paris i en meget hyggelig forstad, Chatillon. Tirsdag formiddag drog vi mod Paris Centrum, og trafikken var som forventet massiv. Men ingen fik stress, og vi nåede sikkert derind.
Gaya var fast chauffør til og fra Paris og der gik ikke længe, før hun faktisk syntes, det var sjovt og indlevede sig fuldt i det parisiske trafik-anarki.
Til min store overraskelse viste parkeringsforholdene i Paris sig gode. Det var næsten altid muligt at finde en handicap-plads tæt på de steder, vi gerne ville besøge. Faktisk har man, med et handicapskilt i forruden, ret til at parkere gratis på alle kommunale pladser - også dem, hvor der på vejen er skrevet ”payable”.
Derfor var der egentlig slet ikke nogen tvivl i om, hvordan vi skulle komme rundt i Pa-
ris, når vi nu alligevel havde bilen med. Så handicapbussen blev vores basale befordringsmiddel, bortset fra en enkelt dag, hvor vi gav metrosystemet chancen.
En dag med strabadser
Det burde være simpelt at komme rundt i Paris i kørestol med metroen. Men sådan er virkeligheden desværre ikke! Vi tog chancen og prøvede det af allerede onsdag. Jeg mener jo ellers, at jeg godt kan læse en køreplan. Men allerede på første metrostation kunne vi ikke komme på toget - og måtte tage en bus.
På næste station gik det dog smertefrit, og vi kom nemt afsted mod Mont Martre med kun et skift.
Men så skete det.
Da vi skulle af, var der fra tog til perron pludselig en niveauforskel på 30 cm, og det var kun med lodder og trisser, jeg undgik styrt.
Og så viste det sig endda, at vi var på en station, hvor man ikke kunne komme op i gadeniveau. Slusen var for snæver til en kørestol, og der var helt uforudset trapper op mod gadeniveau.
En venlig metroarbejder prøvede af bedste evne at hjælpe os. Heldigvis kunne jeg lidt


fransk og forstod. At det var fuldstændig umuligt at komme videre derfra. Så han gelejdede os efter ca. en time tilbage til samme perron, hvor jeg skulle op i samme famøse tog.
Den eneste løsning var nemlig at tage metroen retur og stå af på forrige station.
På den igen!
Med livet som indsats kom jeg endnu engang op i toget ved hjælp af min lille, medbragte rampe og det lykkedes mig på forunderlig vis at rotere 180 grader rundt og komme ud på næste station.
Den øvelse blev vi noget klogere af, men var bare glade for, at det ikke gik galt.

Der var nu gået fire timer fra vi forlod vores værelse, og dagen havde indtil nu været ret vild og noget skræmmende. Konklusionen er desværre, at metroen i Paris ikke er for kørestolsbrugere i tunge elektriske stole. Kun et fåtal af stationerne er brugbare, og det er svært at gennemskue hvilke.
Og for at det ikke skal være løgn, havde vi tilsvarende problemer med den offentlige transport på hjemturen, hvor regnen silede ned. Ingen strøm på hverken kørestol eller løbehjul. Så vi endte med at tage en taxa, efter at have siddet i pit på Hotel Hilton.
Det viste sig, at mange af de aflysninger, vi oplevede på både busser og tog, var begrundet i,at hovedparten af transportsektoren i Frankrig præcis den dag lå stille pga. strejke.
Paris i kørestol
Vi nød til fulde stemningen, temperaturen og livet i Paris - fortovscaféerne, vintage-shopping og restauranterne overalt og specielt i Marais-området. Vi var på loppemarked, og vi oplevede kunstnerne på toppen af Mont Martre og den fantastiske udsigt derfra.
Lysinstallationen på Musee des Lumieres, hvor Van Gogh har en særudstilling, kan jeg varmt anbefale. Det var en dejlig og overraskende oplevelse.
De klassiske seværdigheder som Louvre, Eiffeltårnet, bogcafeerne langs Seinen, Centre Pompidou, Triumfbuen, Champs-Élysées og Pantheon nåede vi også, men alle disse er bedre beskrevet af andre, der ved meget mere om Paris
Alt i alt er Paris ikke overraskende en fantastisk by og bestemt også for en kørestolsbruger. Dog kan jeg kan varmt anbefale, at ens rejsekammerater bliver udstyret med et el-løbehjul. Det gør det både simpelt og effektivt at komme rundt.
Vi havde altid løbehjulet med, og med kørestolen på max-hastighed på cykelstierne kom vi nemt og hurtigt rundt i trafikken. Gaderne i Paris er super indrettede til cyklister og andre bløde trafikanter, og man kan føle sig sikker.
Drømmen lever
Jeg kan se tilbage på en spændende og lærerig tur, hvor det viste sig, at jeg skal lære at tro på mulighederne og lade være med at lade mig begrænse.
Med en mobil plejeseng er det tilstrækkeligt at have en god base, blot det basale omkring plads og adgangsforhold er i orden. Og stedet i øvrigt har det, jeg skal bruge. Vigtigst er en indkvartering, hvor der er plads til den ekstra plejeseng.
Nye ture - nye horisonter
Allerede nu leger jeg med tanken om at ville afsted igen. (oktober 2025, red.) Bilen står klar og fungerer lige nu som opbevaringssted for alle de ting, jeg skal bruge på næste tur, om det så kun bliver et par dage til Kbh. for at besøge min søn og svigerdatter.
Sengen står permanent surret fast i kabinen. Og resten ligger på taget i den tagboks, jeg allerede havde købt inden turen til Paris.
Bladet udgives af DHF Aarhus / Randers Afdeling.
Redaktør: Solveig Hansen - Ansvarshavende: Marie-Louise Hahn - Korrektur: Bjarne W. Andresen
Næste nummer af bladet udkommer i september.
Materiale sendes til Solveig Hansen senest 11. august på mail: sol1920@gmail.com
Spørgsmål vedr. annoncer rettes til BB Consulting på tlf. 98 37 97 70.