TAKE85

TAKE 8 DU HAR IKKE ENGRIBCHANCE, DEN!

om at skabe indhold til børn og unge i en omskiftelig verden

FORSIDEN:

Børnebilleder af:

Jacob Ley, Ejk, Vilja og Milo, Maria Stevnbak Westergren, Natasha Arthy, Andreas Bense, Pelle Møller, Marie Limkilde, Kirstine Vinderskov, Rasmus Kolbe - Lakserytteren, Kalle Bjerkø.

DANSKE FILMINSTRUKTØRER

Linnésgade 25, 2. sal • 1362 Kbh K

Tlf: 3333 0888 • mail@filmdir.dk www.filmdir.dk

Temaredaktør

Kalle Bjerkø

Redaktør

Karen Bernheim

Redaktionsgruppe

Karen Bernheim, Sebastian Cordes

Kalle Bjerkø

Design

e-types & Sandra Odgaard

Tryk

Vestergaards Bogtrykkeri

Oplag / 800

Take udkommer 1-2 gange årligt.

Take er både et informationsblad og et debatforum for aktuelle filmpolitiske diskussioner. Alle indlæg er velkomne

TAKE leder

Der er noget særligt ved dansk indhold til børn & unge. En stærk tradition gennem mange årtier, hvor vi tager vores yngste seere alvorligt. Hvor historier fortælles i øjenhøjde – med mod, fantasi og respekt. Og hvor også nye talenter får lov at vokse, eksperimentere og finde deres stemme. Men det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af mange års prioritering.

Det er med indhold til børn & unge, som det også er med alle andre formater og genrer: den høje kvalitet hænger uløseligt sammen med, at de kreative får de bedst mulige vilkår til at skabe værkerne, at der er plads til at være modig og visionær, og plads til at tænke anderledes og nyt, så formaterne udvikler sig sammen med sit publikum.

Desværre er børn & unge ikke undtaget fra den kamp om ’brugernes opmærksomhed’ der finder sted i denne tid, og der raserer også her en voldsom kamp om vores børns og unges opmærksomhed, og de udenlandske streamerne med deres kuraterede indhold vinder i højere og højere grad over de danske public servicetilbud.

Derfor var vi glade for at blive inviteret ind i Kulturministeriets arbejdsgruppe, hvor vi i fællesskab med Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, Filmværkstedet, TV2 og DR fik udarbejdet en 27 siders ”Strategi for støtte til indhold målrettet børn og unge”. Det var helt afgørende at sidde med i et rum, hvor de kreative sammen med public service-tv-stationerne tænkte visionært på vegne af landets børn og unge.

Helt konkret resulterede arbejdet i 11 anbefalinger, der peger på flere foranstaltninger, som skal styrke produktionen af film og serier til børn og unge på relativt kort sigt, forpligtelser på indsats, vidensdeling og økonomi. Kernen er ret enkel: Det kræver vilje. Det kræver samarbejde. Og det kræver investeringer.

Men der er en klar forskel på, hvordan de to public service-tv-stationer oplever deres forpligtelser til vores børn og unge. DR har en klar forpligtelse til at investere i indhold til børn og unge. Det har TV 2 ikke i samme grad. I praksis betyder det, at ansvaret i stigende omfang placeres ét sted, mens den anden centrale public service-aktør træder et skridt tilbage. Og det er en udvikling, vi bør tage alvorligt. For DR og TV2 er ikke det samme. De når forskellige børn, på forskellige måder, med forskellige fortællinger. Hvis TV2 reelt fravælger området, mister vi ikke bare volumen – vi mister perspektiver, stemmer og en vigtig del af den fælles samtale med vores børn og unge.

Det er ikke nok at være til stede i periferien. Og det er ikke nok at pege på, at indholdet ikke er kommercielt bæredygtigt. ’Public Service’ er netop det, der ikke kun måles på bundlinjen!

Dette forhold har været ét af de centrale emner i vores bidrag til de kommende medieforligsforhandlinger - som dog fik en glidende tackling, da der blev udskrevet valg. Men vores arbejde på den front fortsætter, når medieforligs-forhandlingerne genoptages til efteråret.

Hvis vi også fremover vil have stærke danske fortællinger til børn og unge, kræver det en prioritering på politisk niveau og en økonomisk forpligtelse hos begge public-service-broadcastere. For talentet er der. Historierne er der. Viljen er der. Og kvaliteten er der – det vidner dette nummer af TAKE tydeligt om.

God læsning.

Søren Balle

Forperson

Indhold

Forpersonens Leder – side 2

Intro ved temaredaktør Kalle Bjerkø – side 6

Jeg synes ikke, børnefilmen er i krise - Interview Natasha Arthy – side 8

Fiktion er ikke trend, det er eftertanke - Interview med Andreas Bense – side 14

“Det er jo bare til børn”, er den værste sætning jeg kender - Interview med Jacob Ley – side 20

Det er en kæmpestor fed tid - Interview med Kirstine Vinderskov & Pelle Møller – side 26

At lave film om den stille pige - Interview med Marie Limkilde – side 32

Drop ansøgningerne, Just do it - Interview med Rasmus Kolbe – Lakserytteren – side 38

Børn kan klare meget mere, end vi tror - Interview Maria Stevnbak Westergren – side 44

Fra Batman til TikTok - Interview med Ejk, Vilja og Milo – side 50

Outro ved temaredaktør Kalle Bjerkø – side 22

Fra sekretariatet – side 54

Råd og udvalg

Legatuddelinger

Fotokreditering

Vi taler altså om, at Danmark med sine samlede 700 millioner kroner skal kæmpe mod konkurrenter, der bruger over 1.200 gange så meget.

Forord

af temaredaktør

Kalle Bjerkø

Jeg vil være helt ærlig. Da jeg havde læst det sidste ord i Kulturministeriets ”En ny strategi for støtte til indhold målrettet børn og unge”, var det første jeg tænkte på, en graffiti jeg så skrevet på væggen i ungdomshuset på Jagtvej 69; ”Du har ikke en chance, grib den” stod der. Jeg var i starten af tyverne, på besøg fra Jylland, og selvfølgeligt skulle vi besøge ”ungeren”. Jeg kan af gode grunde, eller måske rettere, dårlige grunde, ikke rigtigt huske så meget fra den aften. Men det citat eller slogan, som jeg senere fandt ud af det var for BZbevægelsen, havde brændt sig ind i min nethinde. Det var en sætning, der havde en kæmpe resonans i mig, og det har lige siden været mit stille mantra, hver gang jeg har mødt en forhindring i livet som syntes uovervindelig.

Nu messer jeg det igen, dog i anden kontekst: En 27 siders strategi udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af folk fra Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Filmværkstedet, TV2, DR og Det Danske Filminstitut. En strategi som ”skal understøtte, at der i fremtiden bliver lavet dansk kvalitetsindhold i de formater som børn og unge ser, og som følger udviklingen”, som der står på Kulturministeriets forside.

Strategien beskriver først en udfordring, udtalt af Kulturminister

Jacob Engel-Schmidt: ”Vi er ved at tabe en generation af børn og unge på gulvet, som er afhængige af TikTok og YouTube. Samtidig har danske kvalitetsfilm og -tv-serier mistet den stærke position, hvor de har samlet familierne i biograferne og i sofaen. Både fordi børn og unge har mistet interessen, og fordi der i de seneste år har været biograf-tørke, når det gælder premierer på danske børne- og ungdomsfilm.” Han taler om Gen-Z-generationen, børn og unge født efter 1995, der er vokset op med konstant digital opkobling og som bruger flere timer dagligt på sociale medier, på at game og streame serier og film. Det er dem, vi er ved at tabe, og det skal der gøres noget ved nu.

Og her kommer rapporten med sin gyldne plan, en strategi der skal redde Gen-Z fra den totale undergang.

Strategien lyder ambitiøs på papiret: En sammenlægning af alle støtteordninger i ét B&U-center på DFI, og et forpligtende samarbejde mellem DR, TV2 og DFI, fokus på de 8-15-årige som er sværest at nå, mulighed for op til 80% offentlig støtte til projekter og distribution på trygge platforme fremfor sociale medier. Målet er klart: At alle danske børn og unge i 2030 skal mødes af dansk, relevant kvalitetsindhold, der inspirerer og udfordrer på tværs af platforme og formater.

Men så kommer tallene. Den øremærkede filmstøtte til børn og unge udgør cirka 150 millioner kroner årligt fra 2025. Lægger vi DR’s produktion af børneindhold (Ramasjang, Ultra, Minisjang, julekalendere osv.) og estimerer det til cirka 500 millioner kroner og TV2’s estimerede 50 millioner kroner til (DR og TV2 tal har jeg ikke kunnet finde offentligt, så de er estimerede) , når vi op på en samlet årlig investering på omkring 700 millioner kroner.

Lad mig sætte det i perspektiv. Netflix bruger alene omkring 125 milliarder kroner årligt på indhold. Disney bruger 24-35 milliarder dollars – det er mellem 165 og 240 milliarder kroner. De seks største tech-giganter og streamere tilsammen investerer næsten 900 milliarder kroner om året i at fange børn og unges opmærksomhed. Og det er bare streamerne. Dertil kommer YouTube og TikTok, hvor brands bruger yderligere hundredvis af milliarder på annoncekøb for at fange børn og unges opmærksomhed. Alle vil have børnenes, de unges, de fremtidige storforbrugeres, opmærksomhed.

Vi taler altså om, at Danmark med sine samlede 700 millioner kroner skal kæmpe mod konkurrenter der bruger over 1.200 gange så meget. Så når 90% af de spil, som danske børn spiller er udenlandske, når de 10-årige fortrinsvis foretrækker udenlandske film og serier, når YouTube, TikTok og Netflix totalt dominerer deres skærmtid, så er de allerede fanget. De er fastlåst i et net spundet af persuasive technologies, algoritmer, og sidste skud på stammen; de altid venlige og lyttende AI-sprogmodeller, og vi er langt forbi tipping point, så er det sgu svært at se, at vi overhovedet har en chance!!?

Men bare rolig (og her skal I forestille jer strygerne kommer ind som underlægning) for derude i det lille kongerige Danmark, den evige under dog, er der mennesker der på trods af de dårlige odds, på trods af, at det ser sort ud, på trods af krympende budgetter, og indhold, der bliver trukket som en slæbesild, Så findes der ildsjæle der, som standhaftige små tinsoldater, bliver ved med at holde hovedet højt og kæmper en utrættelig kamp mod overmagten. Kæmper for at lave dansk produceret indhold i verdensklasse til børn og unge. De er helte for de ved, at de ikke har en chance, men alligevel griber de den. Dem har jeg taget en snak med om, hvordan man, nærmest på trods, mod alle odds, laver indhold til verdens to bedste målgrupper: børn og unge.

Jeg synes ikke, børnefilmen er i krise

Interview med instruktør Natasha Arthy

Af Kalle Bjerkø

”Må jeg starte med at sige noget?” spørger Natasha Arthy, inden vi overhovedet er kommet i gang. ” Jeg synes ikke, at børnefilmen er i krise. Og det siger jeg, fordi jeg er så træt af, at det er blevet fortællingen om dansk børnefilm.”

Hun læner sig frem og fortsætter med en intensitet, der afslører, hvor meget emnet betyder for hende: ”Og så henviser man til en lang række gamle børnefilm og siger, at det var meget bedre for 30-40 år siden. Jeg elsker også Zappa, Buster og Gummi Tarzan, det er jo de film, vi står på skuldrene af, men hvis man ser på, hvad der kom ud sidste år, og hvad der er på vej i de kommende år, så er der faktisk virkelig gang i butikken.”

En positiv fortælling

Natasha Arthy, instruktøren bag spillefilm som Mirakel, Fighter og Honey, som bl.a. løb med hovedprisen for Bedste Børnefilm, Publikumsprisen og Ungdomsjuryens Pris på Europas største og mest prestigefyldte børnefilmsfestival Cinekid, samt en lang række tv-serier til børn og unge, virker det som om hun har en mission. Hun vil ændre fortællingen om dansk børnefilm fra krise til mulighed.

”Der er Ternet Ninja, der er Honey, der er Børnene fra Sølvgade, Morgenthalers vidunderligt skøre universer og Marie Limkildes fine film Mira. Der er film for unge (og voksne) som Smukkere, Sauna og ikke

mindst Min Evige Sommer. Der er egentlig et temmelig godt og bredt udbud, og vi er mange, der synes, det er superfedt at lave film for børn og unge. Så jeg tænker: Skal vi ikke tale det op? For når man bliver ved med at sige ”der er krise”, så bliver der jo krise. Så er det den stemning, folk føler der er, og ingen gider gå i biografen.”

”Derudover er vi et af de få steder i verden, der har en børnefilmskonsulent, der uddeler penge til børne og ungefortællinger. Og i december måned præsenterede Filminstituttets nye direktør Tine Fischer et nyt center for børn og unge. Jeg ved ikke præcis, hvad det skal endnu, men jeg er virkelig glad for det ekstra fokus, børne- og ungdomsfilm

Arthy’s film synes at være bygget op omkring disse udviklingstrin. De handler oftest om børn eller unge, der står på kanten af næste trin i livet, og for hvem det kan fremstå fuldstændigt umuligt at komme videre, men de klarer det alligevel. Hun vil gerne inspirere børn, der står et svært sted i livet, og gerne i samarbejde med de børn, hun arbejder sammen med.

forhåbentlig får. Det er ikke krise, men det bliver spændende at se, om der også kommer flere penge til børne og ungdomsfilm.”

Hun erkender, at der er udfordringer; streamingtjenester, der stjæler publikum fra biografen, og høje billetpriser for familier.

Men det er ikke det samme som en kunstnerisk krise, og at der ikke er en kæmpe lyst til at lave audiovisuelle fortællinger for børn.

”Jeg synes faktisk, at der er mange i den nye generation af filmskabere, der interesserer sig for at fortælle til børn og unge. Det synes jeg er dejligt og ikke mindst vigtigt.”

Biografkultur under pres

Men Natasha ser også en biografkultur, der på mange måder er under pres. At der er flere børn i dag, der måske ikke vokser op med at søge fællesskabet i biografen.

”Jeg kender unge mennesker på 15 år, som faktisk har det lidt svært med at gå i biografen, fordi så skal de sidde ved siden af en fremmed. Hvor jeg er sådan: Ja, det er det, der er det fede! Altså at man deler følelser og oplevelser med en masse mennesker i en biograf.”

Men det kan være en udfordring for de unge. Hun tror, det hænger sammen med, at de ikke er vant til at gå i biografen, og måske var covid også med til at gøre det sværere for dem.

”Jeg tror, vi kan komme til at tabe en hel generation på gulvet, fordi de ikke bliver trænet i at gå i biffen. Skal der ikke gøres noget ved det, så det ikke ender med at alle ser film alene derhjemme?”

Natashas bud på dette er at sænke prisen på biografbilletterne på børne og ungdomsfilmene- eller måske endda en biografklub for børn. Jeg kender mange familier på fire, der ikke har råd til at gå i biffen. Hvis de gør, så tager de med stor sandsynlighed ikke en chance med at se en lidt anderledes film. Da vi havde premiere på Honey, var vi heldige at ramme to weekender, hvor udvalgte biografer havde sat billetprisen ned – det resulterede i fulde sale.

Hvorfor er Børnefilm mindre fint end film for voksne?

Noget andet, der undrer Natasha, er, hvorfor børnefilm ikke er lige så værdsat som voksenfilm.

”Jeg forstår ikke, hvorfor voksenfilm er ”finere” end børnefilm. Det samme hierarki udspiller sig også indenfor Tv-fiktion. Hvorfor er et julekalenderbudget meget lavere end en Tv-serie for voksne? Seertallene er som oftest de samme, og nogle gange højere på en julekalender. Hvis man laver en god julekalender, så ser de voksne jo også med! Det er virkelig fedt at kunne se noget sammen med sine børn og kæmpe bonus, hvis man også kan tale om det, man har set bagefter.”

Det er både den økonomiske prioritering og den kunstneriske prioritering, som hun ikke forstår. ”Vi er jo i den grad med til at forme den kommende generation. De ser så meget crap på de sociale medier, så vi bliver nødt til at fodre dem med noget kvalitet.

Børneliv i dag, og dengang. Arthy startede sin karriere på DR’s Ungdomsredaktion med at lave dokumentar, men fandt hurtigt ud af, at det var sjovere at lave tv for børn.

”Dengang synes jeg, det var et tungt ansvar at lave dokumentar. Tænk hvis de medvirkende ikke kunne genkende sig selv i det

portræt, der blev lavet! Jeg oplevede, at der var langt større frihed i det for mig, når jeg arbejdede med fiktion. Jeg var ret ung og uden en uddannelse, så det var nærliggende at starte med at fortælle historier til en aldersgruppe, jeg kendte, i stedet for at lave fiktion for voksne om ægteskabskriser eller bankrøvere, som jeg af gode grunde ikke var gammel nok til at vide noget om.”

”I dag er der faktisk lidt mere udfordrende at lave historier for børn, de ser langt flere film og serier, så de er vant til et helt andet tempo. Det er ikke kun skidt; jeg oplever faktisk også en større psykologisk forståelse hos dem, måske fordi vi snakker mere sammen, eller måske fordi de bliver præsenteret for rigtig mange forskellige slags historier i en tidlig alder.”

Hun taler også om udfordringen ved, at børn helt ned i otteårsalderen allerede er hoppet flere år over i deres medievaner. De ser ting til unge og voksne og mister dermed vigtige trædesten på deres vej mod at blive teenagere.

”Og udbuddet er stort, fordi der er så mange streamingtjenester. Der er så meget, du kan se, og der er helt sikkert også fortællinger, som de ikke helt er klar til, og hvor de så springer nogle vigtige ting over i deres udviklingstrin. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at lave film om børn til børn. Så de ikke kun spejler sig i unge eller voksne.”

”Jeg tror overordnet på, at man kan fortælle alt til børn. Det hele kommer an på, hvordan du fortæller det. Hvis du fortæller noget, der er svært, så gå ind i det. Lad være med at pakke det ind, men sørg for at finde en håbefuld vej ud af mørket.”

Arbejdsprocessen, workshops og improvisation

Arthy’s film synes at være bygget op omkring disse udviklingstrin. De handler oftest om børn eller unge, der står på kanten af næste trin i livet, og for hvem det kan fremstå fuldstændigt umuligt at komme videre, men de klarer det alligevel. Hun vil gerne inspirere børn, der står et svært sted i livet, og gerne i samarbejde med de børn, hun arbejder sammen med.

”Jeg prøver altid at komme hurtigt i gang med at afprøve min tekst, f.eks. ved at lade børnene spille scenerne. Jeg kan ikke altid ramme tonen, altså skrive en troværdig/naturlig dialog, da børn og unge hele tiden udvikler sproget. Hvis ungerne spiller naturligt, så er det fordi vi har ramt noget. Hvis ikke, så er det højst sandsynligt scenen eller replikkerne, den er gal med og ikke deres spil.

Professionelle skuespillere kan sagtens få en dårlig scene eller replikker til at lyde godt – det kan børn/amatører ikke på

samme måde. Det er derfor vigtigt, at man undersøger scenen sammen med dem og lytter til deres input”

Dette er en tidskrævende proces og Natasha oplever, at den måde, filmstøtten er skruet sammen på med lange udviklingsforløb og ansøgningsprocesser, nogle gange er en udfordring for børnefilmene. Man kan sagtens risikere, at de børn man har castet under udviklingen, pludselig er blevet en halv meter højere eller endnu værre; gået i hardcore pubertet, altså inden man er kommet i produktion.

Det oplevede hun i arbejdet med sin seneste film Honey, som hun skrev sammen med børne- og ungdomsforfatter Mette Eike Neerlin.

”Vi skrev filmen til Selma, en pige jeg kendte rigtig godt, fordi vi havde lavet en julekalender sammen. Men da vi endelig blev greenlighted, var hun ikke længere en lille pige men teenager. Vores hovedkarakter Honey var på papiret 10 -11 år men, da

jeg ikke kunne forestille mig at lave filmen med andre end Selma,” endte vi med at skrive historien om til en 12-13 årig, så den passede til hende. Det er var okay, fordi jeg kendte hende så godt, og historien kunne tåle det. For andre kunne det godt være en større udfordring.

Så et umiddelbart råd fra Natasha til dem, der arbejder med børnefilm, er at vente med at caste til man har fået grønt lys. Eller måske ville det være en god ide, hvis man på børnefilmsordningen kunne få lagt udviklingsstøtten sammen med produktionsstøtten. Dermed kunne man gå lige fra workshops, der er så essentielle, når man arbejder med de utrænede skuespillere, som børn jo er, direkte i produktion uden at projektet skal gå på pause, mens man ansøger om et greenlight hos Filminstituttet.

Produktionsforhold og børns arbejdstid Et andet emne, der ligger Arthy særligt på sinde, handler om, hvordan man arbejder med børn på et filmsæt.

”Det er rigtig fedt, at der nu er fokus på, hvor lang tid et barn må være på et set. Men i mine øjne er det allervigtigste, hvor mange sider/minutter et barn skal lave om dagen.”

Ved at sætte tidsbegrænsning på, hvor lang tid børnene må være på optagelse, er hun bekymret for, at man, alligevel kommer til at presse dem. ”Jeg håber ikke, at man pga. økonomi laver flere sider på kortere tid. Jo flere sider du skal lave om dagen, jo mere presset bliver det, og derved mindre sjovt at lave en scene. Hvis der er ikke tid til at finde scenen, så stresser jeg og holdet, og det mærker børnene.

Måske vil vi se også se flere ensemble-fortællinger; ikke af lyst og fordi det passer til historien, men fordi man ikke kan får børnekabalen til at gå op og det bliver økonomisk umuligt at fortælle en historie med en gennemgående hovedkarakter”

Hendes løsning er enkel: Flere dage til at optage børnefilm dvs. flere penge. ”Jeg vil ikke presse et barn til at lave en masse scener på kort tid, fordi dagene er blevet kortere. Det er vigtigt for mig at ungerne har det sjovt, og selvfølgelig også at resultatet bliver godt.

At fortælle svære historier og give håb Honey er ligesom hendes tidligere film en

fortælling om børn, der klarer det på trods. Filmen handler om en pige, hvis far er pusher, hvis mor er kamp presset og hvis morfar dør.

Natasha mener, at vi skal turde udfordre børnene, vise dem fortællinger om børn, der klarer sig igennem livets store kriser, selvom det hele vælter omkring dem. ”Forhåbentlig kan vi inspirere nogle af de børn, der føler sig alene eller som er overvældet af den uforudsigelige og lidt mørke tid, vi befinder os i nu.

For Arthy handler det om at finde balancen mellem at vise virkeligheden og give håb.

”Jeg tror overordnet på, at man kan fortælle alt til børn. Det hele kommer an på, hvordan du fortæller det. Hvis du fortæller noget, der er svært, så gå ind i det. Lad være med at pakke det ind, men sørg for at finde en håbefuld vej ud af mørket.”

”De sidste mange år har jeg selv haft brug for at finde håb og derfor tænkt, at det har børnene helt sikkert også.” Det er i håbet, hun finder den største forskel på børne og voksenfilm.

”Voksne kan jo godt tåle at se film med en hård slutning. Faktisk gør de svære film tit

et dybere indtryk, hvorimod dem med en lykkelig slutning – er hurtigere glemt. En god film med en hård slutning får i hvert fald mig til at tænke lidt mere over historien eller måske sætter den endda mit eget liv i perspektiv.

Børn kan klare ærlige og dystre temaer, men hvis jeg laver en film til dem, så skal det slutte med, at der er håb for de karakterer, som de lige har fulgt i halvanden time, og at der dermed er håb for dem selv.”

Når man sidder med Natasha og taler om at arbejde med børnefilm, er det tydeligt, at her er en instruktør, som stadig brænder for børnefortællingen og ser det at lave film for børn som en gave og et stort ansvar.

”Jeg synes, at det er en gave at få lov til at fortælle til den kommende generation og måske endda inspirere dem med noget, jeg synes er vigtigt. Da jeg var yngre, handlede det tit om venskab. Det gør det sikkert stadig, men jeg er også meget optaget af, at man ikke går i stykker fordi man møder heftig modgang. Det tror jeg gælder både fortællinger til både børn og voksne.

Interview med Andreas

Kalle Bjerkø

Andreas Bense. Foto: Kalle Bjerkø

Fiktion er ikke trend, det er eftertanke

Andreas Bense og jeg slår os ned i en af DRs mange mødelokaler. Han er redaktør for fiktion på DR Ultra, og før vi tager en snak om, hvordan DR Ultra-redaktøren tænker indhold til børn, er jeg er nysgerrig på hans vej frem til at blive redaktør for børneområdet.

”Jeg vidste fra en tidlig alder, at jeg gerne ville arbejde med tv. Min mor fandt senere hen, nogle tv-oversigter frem, som jeg havde tegnet som barn. Altså tv-oversigter! Så nørdet har det været. Jeg elskede alt ved tv”, griner han. I dag er det ham, der har ansvaret og tager beslutningerne om, hvilket DR-indhold der skal ramme danske børn mellem 9 og 14 år. Vejen til DR Ultra har ikke været snorlige. Efter at have læst både multimediedesign og tv- og medietilrettelæggelse, turnerede Andreas rundt på produktionsselskaber og arbejdede med alt fra DR3’s ”hudløst ærlige fortællinger” til reklamebureauer, før han landede i børne-tv som producent på tv-serien Klassen.

Fiktion giver publikum andre briller på Det er netop fiktionens evne til at give publikum ”nogle andre briller på”, der fascinerer Andreas. I modsætning til dokumentar og fakta, hvor han oplevede, at man ofte talte til dem, der i forvejen var enige, kan fiktion ramme bredere.

”Dér kan du fortælle en masse ting, hvor folk har paraderne nede, og så give dem et andet perspektiv på verden, give dem nogle andre briller gennem vores protago-

nister og alle dem, vi oplever på skærmen. Det har jeg altid syntes var megaspændende.”

Nu sidder han i det, han kalder ”et fantastisk spændende sted”, hvor han selv kan få lov til at give nogle børn og unge nye perspektiver og noget, de i fremtiden kan være nostalgiske omkring.

Børn og unges medieforbrug har ændret sig drastisk

Når Andreas ser tilbage på sin egen tv-barndom, hvor han kunne vælge mellem tysk dubbet børne-tv eller for eksempel den ret så udsyrede Bamse, der var på udflugt på månen, og sammenligner med børns medievaner i dag, oplever han, at forandringen er enorm.

”Det, som har ændret sig mest, er først og fremmest, at der er langt flere, der konkurrerer om børnenes tidsforbrug. Der er mange flere spillere. Det handler ikke kun om tv, film eller serier. Det handler om alt fra sociale medier og særligt gaming, som jeg synes tit bliver overset i den her samtale om børns medievaner.”

Den anden store forandring handler om, hvordan børn finder indhold. Hvor Andreas selv stod i Blockbuster og ledte efter film, oplever han i dag, at børnene tænder skærmen, og så finder indholdet dem.

”De bliver opsøgt af mange timers indhold. Plus, at der er rigtig mange, der konkurrerer om deres tid. Så landskabet har ændret sig drastisk.”

Nej til algoritmetænkning

Men selvom konkurrencen er hård, og selvom sociale mediers algoritmer styrer en stor del af børns forbrug, så er det ikke noget, DR Ultra lader sig styre af.

”Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror ikke, DR nogensinde kommer til at lade algoritmer styre indholdet til børn. Det er ikke, fordi vi ikke tænker i algoritmer. Vi har trods alt et login på DR, der tilpasser indholdet til den enkelte, og når vi er til stede på sociale medier, deltager vi også dér på deres betingelser, men vi tænker ikke i algoritmer, når vi vælger nye fiktionsprojekter”, forklarer Andreas.

Han peger på, at et fiktionsprojekt, der typisk tager et år eller mere at producere, vil være håbløst forældet, når serien endelig kommer ud.

”Det er ikke sådan, at vi sidder og tænker ’hvad er det, der trender lige nu på TikTok?’ For typisk med et fiktionsprojekt, så tager det ganske enkelt så lang tid at producere, at hvis vi for eksempel havde lavet et projekt med fidgetspinnere, da det trendede, så havde det været håbløst forældet, når fiktionen endelig kom ud.” Det giver altså ingen mening at forsøge at følge nogle trends, når man skaber fiktion, da det sociale medier simpelthen er for flygtigt. Fiktion er ikke trend, det er eftertanke.

Det sunde alternativ til YouTube Særligt på DRs yngste kanaler, Minisjang og Ramasjang, er man meget bevidst om at være et alternativ til det algoritmestyrede indhold på YouTube.

På Minisjang er det ligefrem en strategi at gøre præcis det modsatte af, hvad vi ser på

de algoritmestyrede kanaler. Vi vil gerne være det sunde alternativ til, hvad børnene oplever på for eksempel YouTube. Vi skal ikke bruge fastholdelsesmekanismer. Vi skal ikke klippe, så det er uhensigtsmæssigt i forhold til, hvor meget de helt små kan nå at opfatte. Vi skal ikke få dem til at dødsscrolle”, og det er ligegyldigt, om det så koster seere. DR skal være det ”sunde alternativ” til Youtube, fortæller Andreas.

På den måde konkurrerer DR på ulige vilkår, men det er også det, der gør dem til det sunde valg. Man kigger på, hvor børn neurologisk er i den alder, og hvad der er hensigtsmæssigt for dem at få serveret.

På Ultra, der henvender sig til de 9 til 14-årige, er tilgangen lidt anderledes. Her har man ikke de samme faste formater og genkendelige karakterer som i Ramasjang universet eller Minisjang med Børste og hans venner.

”På Ultra skal vi tale til børn, der er ældre. Så der har vi ophævet den forståelse af, at det hele skal være ét univers. Der kigger vi meget mere på: hvad er den gode idé, hvad er det, vi gerne vil fortælle, hvordan serverer vi det for dem?” Og dette sker i tæt samarbejde med producenterne og skaberne af indholdet.

Familieorienteret indhold med barnet ved fjernbetjeningen

Et af de nyeste fokusområder på Ultra handler om familieorienteret indhold. Men ikke på den måde, man måske først tænker.

”Det seneste, der er et fokus hos os på Ultra er, at vi kan se, at den aldersgruppe, vi servicerer, faktisk godt kan lide at se noget med resten af familien. Derfor vil vi gerne byde ind på noget, som er familieorienteret, men med udgangspunkt i, hvad den 12-årige gerne vil se. Her skal vi komme med fiktionen, som hele familien kan være med på, at vi skal se. Det er det fokus, vi har lige nu.”

Det handler altså ikke om det store familiedrama, men om indhold, der først og fremmest rammer hovedmålgruppen, de 9 til 14-årige, men som hele familien alligevel kan være med på.

Passion, relevans og originalitet

Når producenter og instruktører pitcher projekter til Andreas, er der tre ting, han primært kigger efter.

”Det helt første, jeg kigger på: Kan jeg føle, at nogen brænder for noget her? Er der nogen, der har noget på hjerte? Er der nogen, der vil fortælle noget, som er væsentligt for dem selv, og derigennem nogle andre?”

Dernæst kigger han på relevans for målgruppen, noget han oplever, kan være svært for folk, der er langt fra aldersgruppen selv.

Hvor Andreas selv stod i Blockbuster og ledte efter film, oplever han i dag, at børnene tænder skærmen, og så finder indholdet dem.

”Selvom vi bruger meget tid på at formidle børn og unges aktuelle medievaner, oplever vi fortsat, at mange voksne kommer og pitcher idéer ud fra egne erfaringer som barn, selvom det var lang tid siden, de var børn.”

Her opfordrer han producenterne til at gå direkte til kilden og inddrage børnene så meget som muligt og trykteste idéerne hos dem direkte, og her mener han ikke ens egne børn, da de sjældent er repræsentative for målgruppen.

Den tredje ting er originalitet: ”Er idéen original, spændende, sjov, overraskende? Det er en klar trumf. Så kan jeg godt se igennem fingre med, at det er et projekt, der kræver en del arbejde, eller måske skyder lidt forbi målgruppen. Det kan der arbejdes på, og vi kan komme ind med vores målgruppekendskab og tweake produktet, så det bliver mere relevant for vores publikum.”

Talentmatching og teamwork

En ting, Andreas er særligt stolt af, er DR Ultras evne til at matche talenter med erfarne producenter.

”Hvis jeg skal sige noget pænt om vores egen afdeling, så synes jeg faktisk, i den periode hvor jeg har siddet som redaktør, at vi har været rigtig gode til at matche nogle spændende talenter med nogle erfarne producenter og få noget nyt ud af det.”

Han understreger, at børn og unge indhold i endnu højere grad er teamwork end auteurarbejde.

”Jeg tror, at børn og unge-hold i endnu højere grad er teamwork end auteurarbejde. Og nogle gange møder jeg nogen, hvor jeg tænker: ’Det er fedt, du gerne vil være den næste Thomas Vinterberg, og det har du måske evnen til, men det er nok ikke lige her, vi tester det af.’ Man skal have noget fleksibilitet og være med på, at vi sidder med en kæmpe ekspertise på målgruppen, som den gældende instruktør eller forfatter ikke nødvendigvis har 100 procent indblik i.”

Kom tidligt ind, men kom velforberedt Når det gælder udviklingsprocessen, foretrækker Andreas at komme tidligt ind i projekterne. Men der er en balance.

”Jeg vil gerne så tidligt ind som muligt, fordi jeg kan mærke, at det kan være en udfordring med de færdige og formfuldendte manuskripter, at det kan være svært at få de nødvendige kompromisser ind, der skal til for at lande en serie, som alle er glade for.”

Han oplever nogle gange, at folk kommer med et fuldt færdigt manuskript fra første bogstav til sidste punktum, fordi de har hørt, at nogen på Netflix ville have det sådan. I stedet opfordrer han til at komme ind med en gennemtænkt idé, som man kan udvikle sammen. Hans erfaring er, at det gør processen fra idé til, at man sidder i klip meget smidigere, og produktionerne skarpere i forhold til målgruppen.

IP-paradokset: Alle snakker om det, men få lykkes med det Et af de emner, der fylder meget i branchen lige nu, er IP, Intellectual Property, og idéen om at skabe universer og karakterer, der kan udfolde sig på tværs af platforme. Men Andreas oplever et paradoks.

“Selvom vi bruger meget tid på at formidle børn og unges aktuelle medievaner, oplever vi fortsat, at mange voksne kommer og pitcher idéer ud fra egne erfaringer som barn, selvom det var lang tid siden, de var børn.”

”Det er sjovt, du spørger, for vi lavede en efterspørgsel på projekter, der var baseret på allerede eksisterende IP’er her i sommer. Kan man lave noget baseret på en IP? Idéen var at få nogen til at tænke i universer og karakterer, som folk allerede holder af, men fortælle en ny historie med dem.”

Men der kom faktisk ikke særlig mange. Han oplevede, at mange slog sig på dyre rettighedsspørgsmål, og igen tænkte folk primært bøger med en vis udbredelse, og ofte igen bøger, der havde haft deres heyday for længe siden. Han savnede projekter, der tog rod i andre former for børnekultur, det kunne for eksempel være en sang, et brætspil eller et dansk computerspil.

”Man må gerne tænke IP meget bredere. Subway Surfers som tv-serie har jeg for eksempel selv forsøgt mig med, før jeg selv endte på DR. Det blev dog ikke til noget, fordi der allerede fandtes en animeret udgave med millioner af visninger. Men hvorfor er vi ikke hurtigere i Danmark til at samle en så oplagt idé op?”

Samtidig er Andreas kritisk over for den letkøbte branchetankegang om, at man ”bare skal lave den næste store IP”.

Han mener, at DR Ultra skal være bedre til selv at lave deres egne IP’er. På Ramasjang er man allerede rigtig gode til det. Karakterer som Sprinter Galore, Motor Mille og Hr Skæg findes på tværs af medier. Børste er det nyeste store IP med bamser, bøger og meget mere.

En gave at arbejde med børn og unge Til sidst vender samtalen tilbage til, hvorfor man overhovedet skal kaste sig over børn og unge indhold. For mange unge instruktører fra filmskolerne leder efter prestigeprojekter rettet mod voksne.

”Jeg kunne godt ønske mig, at branchen var lidt mere opmærksom på de gode muligheder, der ligger i at producere børnefiktion hos os på DR. Her findes et område, som ikke er så meget på radaren, hvor man kan arbejde med fiktion, udvikle sig og arbejde med fiktion, der faktisk udkommer. Det har været en gave for mange instruktører at arbejde og udvikle sig her. De har fået nogle

gode erfaringer og siden gået ud hen og lavet store fiktionsspillefilm”, siger Andreas.

Han tilføjer: ”Jeg føler mig utroligt heldig ved at sidde her, et sted, hvor jeg selv kan være med til at give nogle børn og unge tv-minder og noget, de i fremtiden kan være nostalgiske omkring. Det synes jeg da er helt vildt fint”, og han tilføjer med et smil: ”Og så er det på dansk! Ikke tysk dubbede amerikanske serier. Det kan også noget.”

Jeg forlader opmuntret DR-byen og er glad for, at der sidder ildsjæle som Andreas, der brænder for dansk produceret indhold. For i en tid, hvor algoritmer, udenlandske streamere og sociale medier konstant konkurrerer om børns opmærksomhed, har der aldrig været større brug for dem, der vil skabe meningsfuldt, relevant og originalt indhold til Danmarks yngste publikum på præmisser, der ikke handler om fastholdelsesmekanismer, men om kvalitet, passion og respekt for målgruppen.

Jacob Ley. Foto: Kalle Bjerkø

“Det er jo bare til børn”, er den værste sætning jeg kender

Interview med Jacob Ley Af Kalle Bjerkø

Jacob Ley står bag en af de mest berømte, og berygtede, tv-serier for børn, der nogensinde er kommet ud af dansk børne-tv, nemlig John Dillermand. Men historien om vejen dertil starter et helt andet sted, nemlig med Jacobs far, komponisten og jazzmusikeren Hans-Henrik Ley, der komponerede musik til Cirkeline og Bennys Badekar, og som var med til at skabe dansk børne-tv dengang, der kun var én tv-kanal. Det er her, historien om en af Danmarks mest omdiskuterede børneserier begynder i forholdet mellem en far og søn, musik og følelser, og evnen til at skabe noget, der bare ”føles rigtigt”.

”Min far var komponist og jazzmusiker og lavede børneradio og en masse ting til børn. Men når det kom til at snakke med mig, var det åbenbart svært. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at når vi snakkede musik og tegnede, så var det noget helt andet. Så åbnede han pludseligt op. Det var hans måde at vise sin kærlighed, og det sugede jeg så til mig,” fortæller Jacob.

Ideer der føles rigtige.

For den unge Jacob blev musik derfor den indgang til verden, hvor følelser kunne udtrykkes uden ord. Særligt boogie woogie

og rock’n’roll-klaver fascinerede ham. ”Jeg var enormt fascineret af sådan noget boogie woogie rock’n’roll klaver, hvor jeg bare mærkede den der energi, der var i det, som ikke var forklaret. Og jeg tror faktisk, det er den energi, som jeg tager med mig; det dér umiddelbare. Det virker som om, at der skal sgu ikke forklares så meget, det er bare sådan her, det er en tilstand, man er i flow.”

Det er netop den energi, det umiddelbare, det der kommer fra hjertet, som Jacob i dag tager med sig i sin måde at udvikle på.

”Jeg kan enormt godt lide de idéer, der kommer det sted fra. Altså der, hvor man kan mærke: det her, det føles bare rigtigt.

Det er ikke konstrueret.”

Tom & Jerry

Jacobs fascination af animation begyndte med de gamle Tom & Jerry-tegnefilm fra 1940’erne. Ikke primært på grund af historien, men på grund af håndværket.

”Det der med, at de så kan skabe det der fuldstændig sprudlende, vanvittigt energiske univers, som de har, hvor alt

“Det behøver ikke være godt. Det skal

bare være billigt og så ender man med 630 afsnit af Paw Patrol.”

kan lade sig gøre, håndtegnet, og på ingen tid, altså når man taler animation. At se det håndværk, og så prøve at finde ud af, hvordan fanden de har arbejdet med det. Det er vildt fascinerende”

Han fortæller om produktionshusene, hvor to afdelinger, Tom & Jerry og Droopy, kæmpede mod hinanden om at lave de mest vanvittige ting, Hvor animatorer, musikere og manuskriptforfattere, arbejdede sammen som et kollektiv om hver film, som de lavede på kun én måned.

”Og så sker der så det, at op i løbet af 60’erne, der begynder man lidt at udvande det. Der er det ligesom... det er forskellen på trælegetøj og plastiklegetøj. De går mere op i, at det skal laves billigt, og de har ikke de samme kræfter på deres hold. Og der kan man bare se, at de går fra at lave PH-lamper til pludseligt at lave noget billigt IKEA-bras, og så opstår den der idiotiske tanke: Det er jo bare til børn.”

”Det er jo bare til børn,” gentager Jacob tydeligt ophidset.

”Det er den værste sætning, jeg kan ikke holde den ud. ’Det er jo bare til børn.’ Det behøver ikke være godt. Det skal bare være billigt og så ender man med 630 afsnit af Paw Patrol.”

Tre børn der nægtede at børste tænder. Historien om, hvordan John Dillermand opstod, er der ikke mange, der kender. Men man kan nok ikke komme længere væk fra en gennemtænkt strategi eller markedsanalyse end det. Den handler om tre børn, der ikke gad børste tænder en aften.

”Mine børn gad ikke børste tænder en aften. Og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. De nægtede simpelthen. Men jeg gad ikke skælde dem ud. Så jeg tog mit bælte af, rullede det sammen og gik ud til dem, stillede mig op foran dem og sagde: ’Goddag, det er John Dillermand.’ Og så rullede jeg bæltet ud som en meget lang diller.”

Alle tre børn tabte både næse og mund, men eller var deres reaktioner vidt forskellige. Den ældste var pinligt berørt: ”Aj, far altså”, den mellemste råbte: ”DEN vil jeg høre godnathistorie om!”, den yngste lavede bare kæmpestore øjne. Og Jacob tænkte: ”Fuck, hvad gjorde jeg dér?”

”Men det kom jo bare som lyn fra en klar himmel. Der var ikke noget her, der kom ud af sådan nogle dybe tanker eller målgruppeanalyser. Men jeg tænkte straks, at det måske kunne være enormt interessant med et univers, hvor de voksne var lidt pinligt berørte, når de fortalte de her historier. Fordi det synes jeg ikke, jeg havde set før.”

En svær balanceakt

Den største udfordring var at finde balancen, at holde universet på et niveau, hvor det fungerede for børnene, uden at det blev seksuelt eller plat.

”Det måtte ikke blive noget seksuelt, for det er jo ikke det, der er det sjove. Det måtte heller ikke være plat. Det var bare så vigtigt at holde det til det, det var. Altså den der: ’Åh nej, nu var jeg pinlig... men vent; det er jo sådan jeg er! ’ Skam kommer indefra, pga. andre menneskers forventninger til, at man opfører sig på en bestemt måde, og man ikke kan finde ud af at følge den kode. Så hvad skal du gøre, hvis du gerne bare vil være den, som du er?”

Hvis der er en morale i John Dillermand, så er det det serien handler om; at følge sit indre kompas og om at være den, man er, og ikke være bange for, hvad andre tænker.

Verden eksploderede

Netop det at være bange for, hvad andre tænker om en, blev uhyggeligt konkret for Jacob, da serien kom ud. Det eksploderede ikke bare i de danske nyheder, men over hele verden. The Guardian skrev om den, og artiklen blev på et tidspunkt den mest læste nyhed på deres hjemmeside, valgt frem for historier om stormen på the Capitol i Washington og corona, og pludseligt fik Jacob dødstrusler. Det tog Jacob dog med et gran salt.

”Altså helt ærligt. Hvis du kan finde på at sende et andet menneske dødstrusler over en animeret og temmelig urealistisk lang, stribet diller, så kan det være, at du måske skulle vende blikket lidt indad i stedet for.”

Heldigvis hyldede de fleste serien, og fans begyndte at lave deres egen merchandise, John Dillermand kom på spaghetti og t-shirts, og folk klædte sig ud som John Dillermand til musikfestivaler og fester.

”Det kom totalt bag på mig. Jeg tænkte: ’Hvad er det her for noget? Hvorfor går det så rent ind?’ Og det var det, jeg mener med, at det gav mig ret i, at det kom fra et rigtigt sted, fordi det bare var... Det var ægte.

Jeg havde ikke nogen bagvedliggende masterplan. Der var ikke noget malintent. Det var ikke konstrueret for bare at gøre noget, der var for meget. Det var ikke for at overskride en grænse. Det var bare rigtigt... ikke andet.”

Animation har ingen grænser

Jacob beskriver selv John Dillermands stilvalg som bevidst skæv, inspireret af stop motion æstetik som Panic O Village, og han kan godt lide, at der i animationen netop er en mulighed for at gå over grænserne.

”Animation taler lidt mere direkte til underbevidstheden, fordi du er tvunget til at bruge din forestillingsevne. Og måske ved du godt, at en tegnet mus ikke kan tale. Men det gør den jo og når man så pludseligt har sagt god for at musen, bilen eller whatever kan tale, så er der jo pludseligt ingen grænser for, hvad man kan gøre.”

Jacob frygter, at ingen tør bryde de grænser mere. Han savner, at de danske børnefortællinger bliver bedre til at beskrive en verden, der er ligeså farlig og fyldt med alvor, som den faktisk er.

”Det der med alvoren i livet, det er det der gør de gamle eventyr så spændende, bare se på Brødrene Grimm. Der sker jo de mest grufulde ting i deres fortællinger,

“Hvis der er en morale i John Dillermand, så er det det serien handler om; at følge sit indre kompas og om at være den, man er, og ikke være bange for, hvad andre tænker.”

“Det der med alvoren i livet, det er det, der gør de gamle eventyr så spændende, bare se på Brødrene Grimm. Der sker jo de mest grufulde ting i deres fortællinger, og det er jo fordi, at de på den tid skulle forberede børnene på en grum verden. Hvor er det henne i børnefortællingen i dag? Er verden ikke grum måske?

Har børnene ikke brug for at møde det farlige på sikker grund i fortællingen? De gode børnefortællinger anerkender børnenes inderste angst.”

og det er jo fordi, at de på den tid skulle forberede børnene på en grum verden. Hvor er det henne i børnefortællingen i dag? Er verden ikke grum måske? Har børnene ikke brug for at møde det farlige på sikker grund i fortællingen? De gode børnefortællinger anerkender børnenes inderste angst.”

Han ser også faren i, hvis det ikke er formidlet af voksne med de rigtige intentioner. Han mener, at vi ikke bare skal overlade børnene til algoritmestyret death-scrolling, hvor børnene så sidder alene med deres mobiler og scroller kattevideoer, og pludseligt er der en video, som de overhovedet ikke skulle se, mellem kattevideoerne. Men vi hjælper ikke børnene ved at påstå at det farlige ikke eksisterer.

”Det er vigtigt, det er de voksne, der skaber disse fortællinger. Voksne der holder dig i

hånden og siger: ’Hey, bare rolig, vi er her. Vi tager dig jo igennem de her farlige følelser og formidler dem på en passende måde, så vi kommer trygge hjem.’” Han mener, at vi har en pligt til at forberede dem på, at dette faktisk sker ude i verden, og det er netop det, den gode fortælling kan.

Tilbage til det gode håndværk

Jacob tror, at i en verden der bliver mere og mere digital og strømlinet, handler det om at vende tilbage til det analoge håndværk, og hans drøm er at lave animation på den måde, Tom & Jerry blev lavet i 1940’erne.

”Det kunne være ret interessant at prøve at tage den der gamle sabel op igen med at lave tingene, som de gjorde med Tom & Jerry filmene. Altså rent faktisk gå fuldstændig analogt til materialet og se, om man kunne ramme den samme fantasti-

ske energi, der var i de film.” Han mener ikke, det var bedre i gamle dage, men han mener, de var modigere dengang. Og mod har Jacob masser af.

”Man skal have en hjerne, der har bevaret kontakten til sit indre barn. Ikke det nostalgiske indre barn, der elsker fløjlsbukser fra 70’erne, men det nysgerrige, følsomme barn, der stadig kan mærke, hvornår noget føles rigtigt.”

Og måske er det netop dér, hemmeligheden ligger. Ikke i algoritmer, markedsanalyser eller forsøg på at ”ramme målgruppen”. Men i at turde skabe ud fra noget ægte, noget der kommer fra hjertet, som boogie woogie rock’n’roll klaver, som musik i flow, noget der, som John Dillermand, opstår som lyn fra en klar himmel og får børnene til at tabe kæben.

Kirstine Vinderskov og Pelle

Møller.

Foto: Kalle

Bjerkø

Det er en KÆMPESTOR fed tid

Interview med DFI-konsulenterne Kirstine Vinderskov & Pelle Møller. Af Kalle Bjerkø

I en tid hvor børn og unge primært scroller TikTok, ser YouTube og doomscroller på sociale medier, står den danske børne og ungdomsfilm over for sin måske største udfordring nogensinde. Men paradoksalt nok er det også “En kæmpestor fed tid” fyldt med muligheder, mener Kirstine der er spillefilmskonsulent, og Pelle, der er konsulent for dokumentar og korte fiktionsprojekter i DFI’s nyetablerede B&U-Center, hvor jeg møder dem på deres fælles kontor.

Kirstine Vinderskov er uddannet fra RUC og har været medieforsker i DR, chef for Ramasjang og Ultra, har derudover arbejdet for Nordisk Film og været børnebogsredaktør hos Carlsen. Hendes kollega Pelle Møller kommer derimod fra den anden side af bordet. Han har været både manuskriptforfatter, instruktør og producent, før han i april i år blev filmkonsulent for kort og dokumentarordningen, der støtter kortfilm, dokumentarfilm og tv-serier til børn og unge.

Et nyt center med tværgående ambitioner Det er første gang nogensinde, at DFI har samlet alle sine børn og unge-kompetencer under ét tag. B&U-Centeret er både et fysisk og strategisk samlingspunkt, hvor alt fra filmformidling, skolebio, indkøb, analyse, visninger i cinemateket, lancering og filmarv, der omhandler børn og unge, nu arbejder sammen.

”Det giver en kæmpe indsigt og viden herinde, som vi i langt højere grad ønsker at kunne dele, også udadtil. Altså, er der nogle tendenser, nogle udfordringer – det

kan jo være alt fra finansiering til den kreative udvikling, som branchen vil have godt af at kende til – så kan vi hjælpe med at dele denne viden,” forklarer Kirstine.

Ambitionen er klar: at arbejde meget mere på tværs og skabe en rød tråd gennem hele fødekæden for børn og unge-indhold. Fra udvikling over produktion til lancering og formidling. Og ikke mindst at kunne reagere hurtigere på en målgruppes behov, der ændrer sig i lynets hastighed.

”Vi har at gøre med en generation , som rykker så pivstærkt. Det er jo lige før, at de ikke engang selv kan følge med og det kan vi andre heller ikke. Men hvis vi måske på en eller anden måde kunne optimere og sætte fart på vidensdelingen herinde fra, så vi alle sammen bliver supergodt klædt på til at ramme de danske børn og unge på bedst mulig vis,” siger Pelle .

Generation Alpha længes efter fællesskabet Måske overraskende nok viser de nyeste undersøgelser, at den mest digitale generation nogensinde, Generation Alpha, faktisk

længes efter det store fysiske biograffællesskab.

”Gæt, hvad de længes efter. Det store fysiske biograffællesskab. Eller i det hele taget bare det store fysiske fællesskab. Fordi de har været så meget online og netop derfor er det fysiske fællesskab attraktivt,” fortæller Kirstine.

Hun fremhæver Netflix’ K-pop Demon Hunters som et godt eksempel. Selvom filmen er den mest streamede nogensinde, vælter de unge ind i amerikanske biografer for at se den sammen. Det samme fænomen ses i mindre skala i Danmark, hvor Paladsbiografen eksperimenterer med at vise kattevideoer på det store lærred, og publikum vælter ind. Altså, streamet online indhold skaber fysiske fællesoplevelser i biografen.

Men det stiller også nye krav til, hvordan vi tænker børne og ungdomsfilm. Det handler ikke længere kun om selve filmen.

”Det handler om, at når børnene og de unge oplever filmen, så skal de nærmest føle det,

som om det var en jævnaldrende, der har lavet det til dem. De skal føle sig set og hørt og så virkelig føle, at det er noget, der er en del af dem og den tid, de lever i,” siger Pelle.

Fra plot til karakter og univers

En af de største forskelle mellem at lave indhold til voksne og til børn og unge handler om, hvad målgruppen hæfter sig ved. Hvor udviklingen af en spillefilm traditionelt starter ved at lægge en dramatisk bærende fortælling op, viser publikumsstudier, at børn og unge primært tænder på karakterer og universer.

”Det er nærmest mere karakterer end et plot. Så det der med at have nogle superinteressante, mangefacetterede, ikke stereotype karakterer, det er egentlig rigtig godt at starte med,” forklarer Kirstine.

Hun opfordrer til, at instruktører og manuskriptforfattere bliver længere i den tidlige udviklingsfase, hvor man leger med storyworld, arena, tematik og karakterer, før man kaster sig over first draft.

”Papiret er taknemmeligt, men strukturen låser det også meget hurtigt. Og det er egentlig meget sjovere at blive lidt længere i det andet, hvor man leger med en storyworld, med en arena, måske også med en tematik og med karakterer.”

Pelle nikker genkendende: ”Man kan have siddet og brugt lang tid på at få det hele til at hænge sammen dramaturgisk, og så er børnene sådan set måske ligeglade, for de har forelsket sig i nogle detaljer i en figur, som de nærmest vil følge til døden.”

IP is King

Børn og unges kvalitetskriterium, som Pelle kalder det, handler om, at målgruppen vil dykke ned i indhold, de kan lide. De vil have mere af det, rigtigt meget af det, også over lang tid og gøre det til deres. Det er her, IP-tankegangen kommer ind – ikke nødvendigvis som en kommerciel strategi, men som en måde at tænke universer og verdener på, der kan udfolde sig på tværs af platforme og formater.

”Jeg tror, hvis man skal sætte ild til tørt hø, at lige meget om man så er verdens største instruktør, eller en debuterende instruktør, så skal man tænke i IP’er, hvis man vil ramme børn eller de unge. Det bliver man nødt til. Og her ved jeg, at man kan diskutere, hvornår IP’en starter. Men man bliver nødt til at tænke den ind, fordi vi

har at gøre med en flok IP’ere, der går rundt derude. Så hvis vi skal have fat i dem, og de skal vælge os og danskproduceret indhold, så bliver man nødt til at tænke meget mere i det.”

Kom tidligere ind – og bliv længere Et af de vigtigste budskaber fra de to konsulenter er, at man som instruktør eller manuskriptforfatter skal komme ind til DFI meget tidligere i processen, end mange tror.

”Man kan komme ind her ret tidligt i virkeligheden og det skal folk også bare benytte sig af. Jeg har alt fra nogen, der allerede har skrevet et manuskript, til nogen, der har skrevet fem linjer og nogen, der egentlig har en universidé. De ved ikke helt endnu, hvad fortællingen egentlig er, men har et univers, som føles godt at være i,” siger Kirstine.

DFI giver flere udviklingspenge til projekter, end der munder ud i egentlige produktioner, og det er helt bevidst. Det er soft money til kunstnerisk udvikling, afsøgning og afprøvning af universer. Og hvis projektet ikke når til produktion, har alle stadig lært noget.

”Hvis du ryger på gulvet, så har man stadigvæk lært noget. Man har noget med i sin rygsæk, som vi alle kan tage med videre, både os, men også de kreative kræfter bag,” siger Pelle.

Han opfordrer til, at man søger flere små, hurtige ansøgninger i starten i stedet for at gå efter den store first draft runde.

”Det er jo lidt som at lave t-shirten, før man tager på rockturné. Så mange gange ender man med at sidde med et projekt, hvor man som konsulent tænker: bare de var blevet lidt mere i den helt tidlige fase, fordi så havde det sikkert ikke endt her.”

Tættere på publikum Et centralt værktøj i DFI’s og specielt B&U’s værktøjskasse er ordningen ”Tættere på Publikum”, hvor producenterne kan søge penge til at lave publikumsstudier allerede i udviklingsfasen. Næsten alle Pelles projekter har et publikumsfokuselement på et eller andet tidspunkt.

Men det handler ikke om at lade publikum bestemme eller om at finde facts. Det handler om medskabelse.

”Det der med, at man først inddrager publikum, når man skal til at lancere og klippe en flot trailer og sådan noget, det er bare for sent,” siger Kirstine og fortsætter: ”Jeg vil opfordre til, at man tør invitere målgruppen, men ikke som en fact finder, men som en medskaber. De er jo dejligt ærlige. Så de siger med det samme, hvornår de synes, det er fedt eller ikke.”

Nogle projekter bruger publikumsarbejdet til at få indspark til udviklingen helt tidligt, når man måske kun har en tematik eller en idé. Andre bruger det til at afklare, hvad målgruppen tænder på i et projekt, der allerede er et stykke vej, eller bruger det som en minisociologisk undersøgelse, der skal afklare myter, postulater eller fordom-

me, som man kan have i forhold til andre grupper af mennesker, end det ophav man lige selv kommer fra.

Talentpuljen vokser, og holdningen ændrer sig

Både Kirstine og Pelle oplever, at der er rigeligt med talent i branchen. Og ikke mindst: holdningen til at lave børn og unge-indhold har ændret sig markant.

”Før handlede det om, at når man kommer ud fra skolerne, så vil man lave film til sin egen generation, og allerhelst i udlandet.. Det passer ikke mere. Jeg har lige snakket med nogen, der lige er gået ud fra Filmskolen, som til deres afslutningsfest lavede et børnebord, fordi de gerne ville gøre opmærksom på, at der også var indhold til børn,” fortæller Pelle.

Tidligere blev det set som en degradering at lave børnefilm. Nu oplever konsulenterne, at både unge talenter og erfarne instruktører brænder for området.

”Der er uudforsket land. Der er alle mulige muligheder og fantasi og alt sådan noget. Så det er det hele, vi får lige nu. Det er en kæmpestor fed tid, vi lever i lige nu med både nyt og gammelt talent,” siger Pelle.

Han roser også DR for deres serieskole og den mængde fiktion, de har sat i gang gennem de sidste 10 år, som har skabt en talentpulje, der er ”skidegode bud på, hvem det er, de henvender sig til.”

Økonomien er stadig en udfordring Men der er også udfordringer. En af de største er finansieringen. Hvor DFI typisk støtter voksenfilm med 30 til 40 procent af budgettet, ligger støtteprocenten for børne og ungdomsfilm ofte på 65 procent eller mere, og det er stadigvæk for lidt.

”Markedet støtter ikke på samme måde som på voksenfilm op om finansieringen. Og det er en udfordring. DFI kan ikke gøre det alene. Jeg kan jo heller ikke forsvare at skulle give en støtteprocent på meget over 70 procent, fordi så ender det med, at jeg kan støtte to film om året,” siger Kirstine.

Hun peger på, at der er brug for, at andre aktører og tv-stationerne kommer ind med mere støtte. Men hun opfordrer også producenterne til at være mere kreative i deres finansieringsplaner og budgettering.

”Jo dyrere film du laver, jo længere tid tager det at lave den, hvis den overhovedet nogensinde bliver lavet. Så det kan jo også være meget attraktivt at prøve at lave et set up, hvor budgettet er mindre.”

Hun har netop støttet en lavbudget film fra Zentropa og argumenterer for, at et mindre budget også giver hurtigere finansiering, arbejdsro og færre interessenter at skulle gøre glade.

Ikke et problem at være debutant, men det kræver erfaring For instruktører, der gerne vil lave deres første børnespillefilm, er udfordringen ikke nødvendigvis så stor, som man kunne tro – i hvert fald ikke, hvis man har erfaring fra andre formater.

”Hvis du har lavet fiktion på Ultra og instrueret børn og lavet, jeg ved ikke hvor mange afsnit, så er du i mine øjne kompetent til at kunne ansøge om at lave en spillefilm til børn og unge. Især hvis der er andre på dit hold, der har prøvet at lave spillefim før,” siger Kirstine.

Hun understreger også, at DFI sagtens kan støtte en manuskriptforfatter uden en instruktør – noget der overrasker mange i branchen. Der er ikke one size fits all i B&U-Centeret. Det handler om at se på det enkelte projekt, hvor langt det er kommet, og hvad det har brug for.

Krydsbefrugtning på tværs af formater En af de ting, Kirstine finder mest inspirerende ved at læse så mange forskellige ansøgninger, er at se, hvordan forskellige traditioner kan lære af hinanden.

”Jeg har både animationsfolk og tv-folk og garvede og ikke garvede og meget klassiske filmfolk. Og jeg tænker nogle gange, at

de forskellige grupper kan lære meget af hinanden. Hvis vi kan skabe et rum, hvor alle disse forskellige folk med forskellige metoder kunne mødes, ville det være fedt.”

Hun drømmer om, at B&U kunne facilitere de krydsbefrugtninger endnu mere – måske gennem et klubhus eller et mødested, hvor folk med målgruppen børn og unge som fælles omdrejningspunkt kunne mødes og dele viden på tværs af formater og traditioner.

”Der er meget høj kompetence derude, og der er meget viden, og der er mange forskellige fede måder at arbejde på, som kan befrugte hinanden,” siger hun.

Jeg forlader de to børn og unge-konsulenter med en god fornemmelse i maven. Ambitionerne og lysten til at gøre en forskel for dansk børne og unge-fiktion er der helt klart, og det skal blive spændende at se, om det nye B&U-center kan blive det sted, som de drømmer om, og give skabere af audiovisuelle værker for børn og unge den støtte, de har brug for. Jeg håber det.

Interview med

Marie Limkilde

Af Kalle Bjerkø

At lave film om den stille pige

Marie Limkilde debuterede i 2025 med børnefilmen MIRA baseret på de populære tegneserier om en 12-årig pige Mira, der er fanget mellem valget om at holde fast i barndommens legende lethed, eller stige ombord på teenage-expressen med alt, hvad den indebærer af SoMe, ondt i maven, likes og en evig kamp om at være inde i varmen eller ude i kulden. Jeg møder hende til en snak om at være vokset op med internettet, debutere med en film der er en bevidst modpol til alle de Pippi-agtige action-helte, børnefilmen ellers byder på, og hvorfor det var vigtigt at lave en film om en pige.

Marie Limkilde voksede op i en kernefamilie i Odsherred med to forældre, der begge er skolelærere. Da hun var 13-14 år, fik hun sit første kamera, et digitalkamera med videofunktion.

”Så begyndte jeg ligesom bare at filme verden omkring mig” fortæller hun. ”Det var meget ekstremt legende til at starte med. Jeg filmede mig selv, min familie, naturen. Jeg lavede små film med mine søskende f.eks. en iscenesættelse af Rødhætte og Ulven. De havde en altan, hvor man kunne trække gardinet til, så solen kom ind. ”Så kunne man stå ude på den anden side af altanen og lave skyggespil. Så lavede jeg sådan nogle film hvor vi lavede nogle simple fortællinger som f.eks. Rødhætte.”

Hun havde ikke noget klippeprogram, men fandt selv ud af at klippe filmene på et fjernsyn og en gammel VHS-maskine, som hun koblede kameraet til.

”Så kunne jeg koble digitalkameraet til fjernsynet og sætte et tomt bånd i VHS-ma-

skinen, og så trykke ”play” på kameraet og ”optag” på VHS båndet og spille mine optagelser over på båndet. Og så stoppede jeg VHS båndet, og fandt det næste klip, jeg ville klippe ind efter og trykkede optag igen. På den måde klippede jeg mine første film sammen.”

Senere opdagede Marie digitale klippeprogrammer, fik et DV-kamera og begyndte at interessere sig for det tekniske. Midt i gymnasiet opdagede Marie en hjemmeside, der hed Dvoted, som var en platform for unge filmskabere. ”Det var sådan et site, hvor du kunne oprette en profil og så kunne du uploade din film, se andres film og kommentere på dem og skrive med hinanden. Her mødte jeg mit første filmfællesskab. Og det var faktisk virkelig det, der åbnede den professionelle filmverden for mig. For mig var det alt for fjernt at spejle mig i spillefilm og biograffilm. Men de små skitser og kortfilm, lavet af unge på samme niveau som mig, det var noget jeg kunne spejle mig i. Og her startede drømmen om at kunne arbejde professionelt med film for mig.”

Børn som motiv.

Marie tog først på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og startede senere på dokumentarlinjen på Filmskolen, på den nu nedlagte flerkamerainstruktørlinje, hvor der blev arbejdet med iscenesat dokumentar i filmstudiet. ”Jeg har lavet narrative musikvideoer og et par kortfilm inden filmskolen. Egentlig tror jeg, at jeg valgte dokumentarlinjen fordi at jeg var ret undersøgende i forhold til det filmiske. Jeg synes det var super restriktivt at skulle have tingene ned i manuskriptform. Jeg var meget mere på det dér med at filme, og ligesom at undersøge med kameraet i hånden.”

Udover en klassisk publikumsundersøgelse var Marie og hendes manukriptforfatter Ida Åkerstrøm Knudsen ude og møde børnene i deres verden.

“Vi var ude og vi interviewede en masse, især piger i aldersgruppen, og så var vi hjemme ved dem på deres værelser. Vi ville gerne ind i deres verden.”

Og der har hele tiden været en interesse for børn og unge i hendes arbejde. Hendes afgangsfilm om tre unge kvinder der undersøger krop og intimitet i fællesskab, vandt dokumentarprisen på Odense Film Festival. Efter filmskolen udviklede Marie på nogle dokumentarprojekter, men det var gennem en god veninde fra manuskriptlinjen, Anna Emma Haudal, som hun også boede sammen med på dette tidspunkt, at hun kom ind i ungdomsfiktionen.

Det var i arbejdet med Anna Emmas ungdomsserie Doggystyle, at Marie først var sparringspartner og manuskriptkonsulent hjemme i køkkenet i deres fælles lejlighed, og senere var med på settet som instruktørassistent på de første to sæsoner. Derefter blev hun spurgt, om hun ville instruere på DR Ultras serie Akavet omkring 2019-2020. ”Og det ville jeg vildt gerne. Jeg har jo hele tiden syntes, at det der med de unge var spændende, og specielt de yngste unge, eller tweens, som var dem, som DR Ultra henvender sig til”

Kort efter kontaktede produktionsselskabet Toolbox Film hende og spurgte hende, om hun kunne være interesseret i at instruere spillefilmen Mira baseret på Sabine Lemire & Rasmus Bregnhøis tegneserie af samme navn.

Hun faldt pladask for universet og dets hovedkarakter Mira.

Marie kunne genkende sig selv i Mira, der er et barn, der helst opholder sig i klubbens krearum og som både strikker, laver perleplader, syer og tegner. ”Jeg var helt klart sådan et kreabarn, der sad og lavede perleplader, og skrev dagbog og tegnede. Det føltes som en bog om mig! Samtidig var den fortalt gennem Miras dagbog og jeg førte selv min første dagbog i den alder, og det synes jeg var et vildt spændende sted at fortælle fra” fortæller Marie.

”Det var mange ting i bøgerne, som jeg synes var spændende. Forfatteren Sabine Lemire delte med mig, at noget af deres vision med Mira også var at prøve at skabe en hovedkarakter, en pigehovedkarakter, som

ikke behøvede at have en masse maskuline kvaliteter for, at hun kunne være vores helt. Det projekt resonerede med mig.

”Her var en hovedkarakter, der var det modsatte af den mere klassiske Pippi-karakter, der klarer alle skærer. En hovedkarakter der er den lidt forsigtige, og som elsker at sidde i krearummet i klubben, og måske ikke lige har opdaget at de andre ikke er der mere. Kunne hun være vores helt?”

Vejen ind i børnenes verden

Med Maries baggrund i dokumentar faldt det hende meget naturligt at inddrage målgruppen fra starten så Marie og hendes team gik grundigt til værks for at forstå målgruppen. ”Vi har haft børn med inde i udviklingsrummet fra starten. Vi har haft forskellige grupper, der har læst med på manuskriptet undervejs, og vi har været rigtig meget ude og snakke med børn.”

Udover en klassisk publikumsundersøgelse var Marie og hendes manuskriptforfatter Ida Åkerstrøm Knudsen ude og møde børnene i deres verden. ”Vi var ude og vi interviewede en masse, især piger i aldersgruppen, og så var vi hjemme ved dem på deres værelser. Vi ville gerne ind i deres verden.”

Og det ændrede også konkrete ting i filmen. På et tidligt stadie var der en scene, hvor karaktererne skulle ud og købe BH i en butik. ”Det kunne jeg tydeligt huske fra mine egne tween teenageår,” fortæller Marie.

”Og der stod de helt af, de der børn. De var sådan: hvorfor gør de det? Hvorfor køber de det ikke bare på nettet?” Der gik det op for os, at det var en erfaring der kom fra vores egen tween-tid i midt nullerne. Det gjorde man ikke mere i 2024.

”Men det er en balance man skal finde” siger Marie, mellem at tilpasse historien til børnenes oplevelser og holde fast i vores visioner som skabere. ”Jeg tror på at det emotionelle, det basale plot, skal komme fra os, som skaber det. Det der med totalt at overlade bestemmeretten til målgruppen, tror jeg ikke der nødvendigvis kommer den bedste film ud af. Jeg stoler også på, at den

emotionelle kerne kan være universel og ramme på tværs af alder og tid.” Men når det kommer til at løse den enkelte scene, handlinger eller sprog, så var det en gave at få børnene ind over, så det ikke fremstår uddateret for det unge publikum.

MIRA blev optaget over syv ugers optagelse med otte timers dage. De havde 7 ugers optagelser med 8 timers arbejdsdage. Hvilket gav en rolig stemning på settet, at arbejde med korte dage. Men som instruktør kan man godt drømme om mere tid.

”Jeg er meget glad for vores optagelser og de rammer, vi fik skabt omkring dem. Det har jo nogle andre regler og begrænsninger at arbejde med børn og det kunne også mærkes. Jeg kunne sagtens have brugt en uge mere, men kan alle instruktører ikke det? Nogle dage savnede jeg at kunne sige: ’kan vi bare lige gå en halv time over for at få nogle ting med’. Men det er en grænse, man ikke kan krydse med børn, og det var også meget vigtigt for mig at respektere den grænse, for at kunne få deres energi, tillid og tryghed til gengæld. Det gør dig god til at prioritere, det lærte jeg hurtigt.”

Det hjalp Marie at arbejde med en børnecoach, Matilde Staal Borup, som også havde været med til at caste filmen og som fungerede som både skuespilcoach og børneansvarlig. ”Mathilde var ligesom min højrehånd, og en jeg kunne sparre kreativt med. Hun kunne være deres fortrolige på det personlige plan, og det gav mig plads til at fokusere mere på filmen under optagelserne.”

Mathilde og Marie arbejdede meget holistisk med børneskuespillerne, så de kunne bruge pauser mellem optagelser bevidst. Havde et barn brug for lige at sidde alene med en lydbog inden en krævende scene, eller ville det give en fed energi i en kommende scene, at de lavede en fysisk leg sammen inden. ”Det var en fed og sjov proces vi skabte sammen.”

Det gav også et godt miljø på settet. ”Vi skabte et pædagogisk velfungerende rum, og et roligt filmsæt. Hvor man, på trods af alt det

pres, der er på et filmset, prøvede at gøre det til så tilgivende omgivelser som muligt.”

De optog omkring 2-4 sider om dagen. Oftest tættere på fire end to.

Det cinematografiske er vigtigt også for børn

En anden vigtig ting for Marie: Filmen skulle være visuelt flot.

”Jeg ville gerne lave noget, som virkelig havde en høj visuel og cinematisk kvalitet. Det kunne jeg også mærke, da jeg arbejdede på Tv- serien og skulle skabe rigtig mange minutter for få penge. Det var sjovt men det sætter også et højt tempo, fordi man samtidigt skal nå så meget med børn på rigtig kort tid.”

Marie og hendes DOP Linda Wassberg var enige om, at de ville stille visuelt høje krav til deres publikum og gå efter et cinematografisk udtryk, der talte ind i den fordybende oplevelse som biografen er. ”Det var vigtigt, at vi også kunne fortælle subtilt og overlade noget af fortællingen til billederne og lyden. Det tror jeg også er noget, man mærker til som barn, selvom man måske ikke kan sætte ord på det. Vi ville tage vores børnepublikum lige så alvorligt, som man ville gøre på en voksenfilm.”

Ellers er Marie forsigtig med at give store råd om det at skabe film for børn. Det er hendes første film, og den har lige haft premiere, så erfaringerne har næsten ikke nået at bundfælde sig. Men hun har et par ting, som hun har tænkt over i forhold til bredden i børnefilm.

”Jo flere forskellige fortællere, der har lyst til at lave fortællinger for børn, jo bedre er det. For børn er ikke ens, og derfor skal børnefilmene heller ikke være det. Man tænker ofte, at film til børn skal være sjove, det skal have en bestemt type humor, og det skal være farverigt, og det skal nogle af filmene også være, men jeg tror altså ikke, at alvor skræmmer børn væk, tværtimod. Børn er forskellige, så det skal filmene også være. Når man kommer ind i 6.A, så er det jo ikke bare fordi, de er én homogen gruppe, som

alle sammen vil se din film. De er jo også bare 25 vidt forskellige mennesker med vidt forskellige interesser.”

Derudover har hun et råd om at tage rammerne omkring optagelserne, når man arbejder med børn alvorligt. ”Jeg er virkelig stolt af det miljø, vi fik skabt på vores optagelser, og den indsats vi gjorde for at børnene skulle være trygge på filmen. Vi kan ikke fjerne presset fra dem fuldstændig, de er jo kloge, og de ved godt, at det er et stort maskineri, og at instruktøren skal være glad, og produceren har brugt en masse penge. Så vi kan ikke fuldstændig fjerne det pres, de eventuelt måtte føle, men vi kan skabe et miljø af tillid og leg rundt omkring det. Og man får så meget igen i scenerne. Jeg tror, det arbejde skinner igennem i vores film i børnenes skuespilpræstationer.

Marie er bevidst om værdien og ansvaret i at fortælle til børn. Det er også det, der gør, at hun gerne vil lave mere til børn. ”Børn er et publikum, der husker. De film, vi så som børn, sidder fast på en måde, voksenfilm ikke gør.” Men hun ville også ønske, at børnefilm ikke blev sat så meget i sin egen kategori, som noget der har mindre værdi end voksenfilmen. Folk spørger hende ofte: ”Kunne du finde på at lave noget til voksne også på et tidspunkt?”. Som om børnefilm ikke var ”rigtig” film.

Men Marie er ikke færdig med børn som motiv. ”Jeg føler mig ikke færdig med at lave film til børn og unge. Jeg har rigtig meget lyst til at arbejde videre med dem, og jeg har stadig flere historier på hjerte.”

Det hjalp Marie at arbejde med en børnecoach, Matilde Staal Borup, som også havde været med til at caste filmen og som fungerede som både skuespilcoach og børneansvarlig. “Mathilde var ligesom min højrehånd, og en jeg kunne sparre kreativt med. Hun kunne være deres fortrolige på det personlige plan, og det gav mig plads til at fokusere mere på filmen under optagelserne.”

Drop ansøgningerne,

Just do it

Der ligger en slags rastløshed i Rasmus Kolbes, måske bedre kendt som youtuberen Lakserytteren, stemme, når han fortæller. Ikke urolig, snarere fremaddrivende. Som om noget hele tiden er i gang med at blive til. Det er det også. Han sidder hele tiden og tegner, mens vi snakker, som om han taler gennem hænderne. Det er den samme energi, der får hans videoer til at fungere: hænder, der griber en blyant, et stykke papir, en rest pap, en tusch. Noget formes, noget forvandles. Det ser enkelt ud, men bag det ligger et stort, usynligt arbejde og en måde at tænke på, der måske ikke længere virker selvfølgeligt i den digitale tidsalder: Troen på, at børn ikke bare skal underholdes, de skal inspireres.

Interview med

Rasmus KolbeLakserytteren

Af Kalle Bjerkø

For en film-, dokumentar- eller tv-instruktør, der er vant til at tænke i større lange formater, regi og tunge produktionsplaner, kan Rasmus’ univers virke både fristende og fremmed. Her er der ingen fondsmidler, ingen konsulenter, ingen redaktører, ansøgninger, ingen godkendelsesprocesser. Her er der kun en idé, en kameravinkel, og direkte hul til børnene på den anden side af skærmen, og måske er det netop derfor, hans erfaring er værd at lytte til.

Håndværket først

”Da jeg var syv år gammel, startede jeg på tegneskole på billedskolen i Horsens,” fortæller han. Det var dér, han første gang oplevede den mærkelige, næsten elektriske fornemmelse af, at voksne kunne tage børns kreativitet alvorligt, og at man kan lære noget, udvikle sig, blive bedre, ved at fejle, og så prøve igen.

”Jeg mødte jo en hel masse andre børn, der også syntes, det var sjovt at tegne. Og så

mødte jeg, som jeg tror er det vigtigste, nogle dygtige voksne, som var kreative, engagerede og på den måde var gode til at lære fra sig og gøre os bedre. Det var en super energi. ‘Nu skal vi lære nogle nye kompetencer. Nu skal vi prøve det her af..”

Det var dér, han lærte at arbejde med det, han i dag kalder idéens håndværk: evnen til at se en form i det formløse. En tilgang, der ikke er så forskellig fra den, vi kender fra at stå på et filmset, bag et kamera, og se en fortælling på magisk vis gå fra papiret til en monitor, eller fra de første nervøse klip i et redigeringsprogram.

Vejen til YouTube. Han startede på designskolen i Kolding, hvor han først blev frustreret over, at man ikke lærte at designe til internettet og efter en inspirerende sommerpraktik hos Wulf og Morgenthaler, hvor deres fokus lå 100 procent på nettet, vidste han, at det var den vej, han ville gå.

Tegn med Lakse

3: En tegne-omsejling

på de 7 have, Lakse Publishing Tegn med Lakse

2, Lakse Publishing

Det ser enkelt ud, men bag det ligger et stort, usynligt

arbejde og en måde at tænke på, der måske ikke længere virker selvfølgeligt i den digitale tidsalder: Troen på, at børn ikke bare skal underholdes, de skal inspireres.

“Det Jørgen Clevin var god til, var at lave noget, der var i øjenhøjde med børn. Det var nogle tegninger og noget kreativitet, som var spændende, let at producere, og så havde det altid en aktualitet. Det passede til tiden. Så lavede han noget til fastelavn, så en julestjerne til jul, så en påskekylling af æggebakker, og man kunne så lave den her juleting derhjemme.” Rasmus er sikker på, at Jørgen Clevin havde været youtuber, hvis han havde levet i dag.”

”Jeg synes, det var superspændende og superaktuelt. Og så gik jeg tilbage på designskolen og var sådan her: hey, hvad med de der sociale medier? Kan vi lære at lave noget til dem? Jeg gider ikke designe flere fucking byrum. Kan vi please lave noget indhold til internettet?”

Men da der på det tidspunkt ikke var mange på designskolen, der havde særligt høje tanker om internettet, valgte Rasmus at gå sin egen vej. Hver gang han fik en opgave derefter, lige meget hvad det var, flyttede han den over på internettet og de sociale medier og løste den med det for øje. Det var først omkring 2017 og 2018, at han fik øjnene op for sit fremtidige publikum, børnene.

”Jeg har aldrig været så interesseret i at lave ting, der bare handler om mig selv. Det er der jo mange youtubere, der laver content omkring. Det skulle handle om at tegne og fortælle, fordi jeg gerne vil inspirere børn til at være mere kreative,” siger han. ”Give dem nogle oplevelser, så de selv kunne gå i gang med at tegne. Og så give dem noget god feedback, eller nogle tools, som de kunne bruge til at blive bedre. Lidt ligesom jeg selv fik, da jeg gik på tegneskole.”

Den alvidende algoritme

Det gik godt for Rasmus. Under YouTubenavnet Lakserytteren fik han mere og mere succes med sit tegneunivers. Børnene likede hans videoer, og han fik flere og flere abonnementer. Men pludselig ændrede det sig fra den ene dag til den anden.

”For få år siden kunne en lang og langsom tegnevideo sagtens finde sit publikum på YouTube. Men så ændrede algoritmen sig, som en fabrik der pludselig får ny ejer, og natten over skifter totalt retning.” Rasmus kunne se det med det samme: hans videoer blev presset ud af anbefalingerne, kommentarerne ændrede karakter, tonen blev hårdere, børnene forsvandt. Ikke fordi børnene selv forandrede sig, men fordi det pludselig ikke var børnene, der fandt indholdet og delte det, men algoritmen, der havde taget over og valgte indholdet for børnene.

”Hvor du engang kunne bygge en følgeskare op og så levere indhold til dem og have en idé om, at mine seere var en særlig type, så leverer du nu bare indhold til algoritmen, der så på vegne af dig finder et publikum,” forklarer Rasmus. ”Så du kan ikke helt på samme måde vide, hvor dit indhold ender, hvem der ser det. Så derfor laver du ikke indhold længere til et publikum. Du laver i virkeligheden mere indhold til en algoritme.”

”Problemet er, at det som algoritmen vil er at fastholde brugere,” siger han. ”Den har uendelig mange videoer at gøre det med, så den er uinteresseret i, hvor høj kvalitet, du har filmet. Den er uinteresseret i din originale storyline. Den er uinteresseret i nye ting, den ikke ved, hvordan performer. Den vil gerne have ting, den kender. Kendte ansigter, challenge formater, som den har set før. Musik eller effekter, som den ved trender, fordi så har den en masse data, den kan vurdere, hvad publikum bider på.”

Det er en brutal, men nødvendig erkendelse. På sociale medier konkurrerer jeres omhyggeligt researchede dokumentar, kortfilm eller tegnevideo ikke bare med andre. Den konkurrerer med alt, hvad der kan holde et barns, eller en voksens finger væk fra at scrolle videre. Og algoritmen har ingen loyalitet over for kvalitet, originalitet eller pædagogisk værdi.

”Det der med at lave longstories på Snapchat eller historier med flere afsnit er tosset at lave, fordi der er ikke nogen, der ser med i morgen. Det er ikke de samme mennesker i morgen, som så din video i dag. Så jo mere hypercompressed storytelling du kan lave, og samtidig forstå at alt dit indhold er stand alone, jo større er dine chancer for at få succes.”

Eksperimenter som metode

Men Rasmus ser stadig muligheder for at skabe til nettet, netop fordi barriererne er så lave.

”Det der er stadigt særligt ved internettet er, at det er gratis at eksperimentere. Det er det, det hele handler om. En af de bedste

hacks til at få succes er at blive ved med eksperimentere. Du ved aldrig, hvad der fanger hverken publikum eller algoritmerne. Det, der går viralt, skal du bare gentage igen. Det er nogle gange den samme framing, voice-over og musik. Så har du ramt ind i en algoritme, som du kan forstå, og så spytter den det ud til mange.”

For filminstruktører, der er vant til lange produktionsprocesser og gennemarbejdede koncepter, kan det lyde som kunstnerisk selvmord. Men Rasmus mener, det er en nødvendig tilpasning til mediet, hvis man vil have succes.

”På sociale medier kan vi ret hurtigt finde ud af, om der er nogle brugere, der synes, det du laver, er interessant. Så kan du finde ud af bagefter, om det er de rigtige brugere, og det kan du altså gøre ret billigt ved bare at smide skitser, tanker, små film og alt muligt op med det samme og se, om det fænger. Og så kan du langsomt bygge et brand og et univers og alt muligt andet oven på det.”

Han sammenligner det med den traditionelle produktionsmodel: ”Sådan nogle store konceptting, hvor man producerer 20 programmer af den her ting, som vi ikke ved, om nogen vil have. Det er svært i dag, fordi det ofte siger mere om dem, der laver det, end hvad et eventuelt publikum gerne vil have.”

Aktualitet er nøglen

Selvom Rasmus’ umiddelbare udgangspunkt er et accelererende internettet år 2026, så kan han også godt gribe langt tilbage i tid for at finde inspiration.

”Det, Jørgen Clevin var god til, var at lave noget, der var i øjenhøjde med børn. Det var nogle tegninger og noget kreativitet, som var spændende, let at producere, og så havde det altid en aktualitet. Det passede til tiden. Så lavede han noget til fastelavn, så en julestjerne til jul, så en påskekylling af æggebakker, og man kunne så lave den her juleting derhjemme.” Rasmus er sikker på, at Jørgen Clevin havde været youtuber, hvis han havde levet i dag.

“Hvis man har en idé til et univers, så kom i gang. Del det. Få feedback. Brug energien på at bygge historien op med de små formater, minisketches eller hvad det nu er, man laver. Jeg tror, at Gigis er et bevis på, at hvis man har noget proof of content, så er det nemmere at gå ud og finde pengene.”

Aktualitet er stadig nøglen. Måske ikke den langsomme, sæsonbetonede aktualitet fra flow tv, som Jørgen Clevin var en del af, men den umiddelbare, næsten desperat nutidige aktualitet fra sociale medier. ”Hvis du kan lave noget i din niche, som er aktuelt, og som ligesom er relaterbart for børnene, så vil de gerne se det. Så tegn K pop Demon Hunters, når K pop Demon Hunters er populært, og lav videoer omkring julegaver, nemme julegaver, tips og tricks til jul, halloween, mad til halloween og den slags.”

Det kræver en helt anden produktionsrytme. ”Du har sådan et loop for at udgive content, der ofte er ret kort, hvor du så hurtigt efter, du har fundet på en idé, skal adaptere til tiden, optage og udgive den, få respons, tilpasse, opdatere, og så i gang med den næste ide..”

Flimmer et alternativ

På et tidspunkt gik det op for Rasmus, at han var ved at blive kvalt i sin egen niche. Ikke i tegningerne, men i infrastrukturen omkring dem.

”Jeg troede faktisk, jeg var færdig,” fortæller han om den periode, hvor YouTube pludselig ændrede retning, og algoritmerne tog over. ”Jeg tænkte: Nå, så stoppede det bare her.”

Men det stoppede ikke for Rasmus. Det ændrede i stedet form og blev til Flimmer, som TV2 blandt andet er gået ind i. ”Flimmer er en reaktion på, at nu har jeg lavet indhold til børn på sociale medier i næsten ti år, og der er sket virkelig meget. Jeg synes, at platformene har ændret sig til noget ikke så fedt og meget lidt børneven-

ligt. Til noget, der faktisk er rigtig dårligt for børnene. Så Flimmer er mit bud på, hvordan man burde lave en videoplatform a la YouTube, men med kurateret indhold, der er dedikeret til børn.”

Flimmer opstod altså som et modtræk. En platform, der ikke var bygget for at promovere reklamer eller doomscrolling, men til ro, nysgerrighed, læring og sikkerhed.

”Det, vi gør, som er anderledes, er nogle ret elementære ting, synes jeg. For eksempel at vi kigger videoerne igennem og sikrer os, at de er børnevenlige, før børnene ser dem. Modsat for eksempel YouTube. At vi ikke har en algoritme, hvis formål er at fastholde dig, men i stedet er målet at få dig til at lege eller sørge for, at du bliver klogere eller sørge for, at du finder noget, du synes er spændende at se.”

Det giver også nye muligheder for fortælleformer. ”Fordi Flimmer-platformen er noget andet end YouTube eller Snapchat, så kan man gøre noget andet med sit indhold. For eksempel kan man godt tillade sig på Flimmer at lave noget langsommere og længere. Fordi når man ser en video på Flimmer, så ser man kun én video ad gangen uden at blive forstyrret, hvor man på YouTube bliver præsenteret for ti andre thumbnails, hvilket gør det svært at bevare opmærksomheden på den video, du er i gang med at se.”

Kast dig ud i det Rasmus har et klart budskab til filminstruktører, der overvejer at lave indhold på nettet til børn:

”Jeg fatter ikke, hvis man har en idé, at den ikke bare bliver eksekveret. Hvis man laver video i dag, er der ingen grund til at sidde og vente på, at DFI, eller DR giver én penge til at lave det. Man skal bare gå i gang. Lav nogle dummies, nogle små pilotafsnit eller bidder af noget større og del det på internettet. Det er helt gratis. Og så kan du lynhurtigt finde ud af, om det kan noget.”

Han peger på Gigis, der startede med at lave små animerede film til internettet.

”Hvis man har en idé til et univers, så kom i gang. Del det. Få feedback. Brug energien på at bygge historien op med de små formater, minisketches eller hvad det nu er, man laver. Jeg tror, at Gigis er et bevis på, at hvis man har noget proof of content, så er det nemmere at gå ud og finde pengene.”

Gigis små webfilm endte med at udvikle sig til to animerede spillefilm til biograferne, og debutfilmen Blokhavn blev set af omkring 100.000 i biografen, hvilket er særdeles godt gået for en debutfilm til børn og unge.

Det kræver et helt anderledes mindset end den traditionelle produktionsmodel. Men Rasmus mener, det er nødvendigt, hvis man vil udvikle til børn og unge i dag:

”Det virker i hvert fald for rigtig mange creators, at de bare er gået i gang med at lave noget content, og så har de forfinet og pudset det af over tid. Og ja, undskyld mig det her lyder måske lidt hårdt, men sådan er det på nettet; der er instant feedback, og hvis det så ikke virker, og der er ingen, der vil se det, så er det måske fordi, det var dårligt lavet, eller måske fordi det var en dårlig

idé, eller det ikke ramte noget i tiden. Og så er det måske ikke værd at bruge en masse tid og penge på?”

Samarbejdsmuligheder

For dem, der er interesserede i at lave indhold til Flimmer, er døren åben.

”Så skal man bare tage fat i os og pitche sin idé. Vi har en masse knowhow om at skabe til internettet, hvad det kræver og kan hjælpe til med at teste din idé.”

For de mere erfarne kræfter, der allerede har skabt til de mere traditionelle platforme, men har lyst til at prøve kræfter med internettet, eller ser det som en mulighed for at udvikle på en anden måde, i mere direkte kontakt med børnene, ser Rasmus også en mulighed i at kombinere professionel fortælling med den nye platforms muligheder.

”Det kan være, at vi kan lave partnerskab på nogle af de kortere formater og være med til at udvikle nogle ting sammen. Flimmer kan være et godt sted at dummy-teste og udvikle forskellige ting.”

Han nævner også muligheden for at hjælpe med tilpasning til mediet:

”Vi kan hjælpe jer med at frame jeres projektet til nettet; hvordan titlen eller thumbnailen skal se ud. Hvordan man sørger for, at det når bredest ud. Hvordan man snyder algoritmen til at promovere det. Fordi hvis I bare smider et almindeligt dokumentar-coverbillede på, så klikker børnene nok ikke på det, og hvis man bare kalder dem del 1, del 2, del 3 af et eller andet, så er der for meget andet, der fanger deres opmærksomhed. For på nettet handler det oftest om præsentation, før det handler om indhold.

Det gør det nok i virkeligheden på alle streamingtjenester efterhånden. Titlen og billedet, traileren og den visuelle pitch. Det er meget vigtigt. Så hvordan får vi fortalt børnene, at de skal kigge på det? At de skal klikke på det? Fordi vi vil dem det godt?”

Rasmus slår ud med armene, som om han stadig ikke har fundet svaret, eller måske egentlig ikke er interesseret i at finde svaret, da det måske faktisk er det, der som en anden Don Quixote driver ham.

Hvordan fanger et lille dansk nyopstartet firma uden offentlig støtte og med kun lidt over 1000 faste abonnementer børnenes opmærksomhed, når Tech-giganterne har et budget på milliarder af dollars til det samme?

Måske er det eneste at gøre lige præcis det, som Rasmus siger: ”Just do it. Det eneste, det egentlig koster, er at kaste sig ud i det.”

Maria

Stevnbak. Foto: Kalle Bjerkø

Interview med

Maria Stevnbak

Westergren, Producer

Af Kalle Bjerkø

Marias barndom var fyldt med leg udenfor. Madras-rutsjebaner ned ad trappen, når mor var til svømning, rundbold, hvor man ringede på alle dørklokker i nabolaget Børn kan klare

Maria Stevnbak Westergren løber for sit liv i en lyserød flyverdragt dybt inde i skoven. Hun er syv år gammel, og hendes tre ældre brødre har lige givet hende et forspring inden de kommer efter hende … med deres splatterguns. De er selvfølgelig ikke 100 procent røvhuller, så de har også givet hende en splattergun til at forsvare sig med. Men hun er ikke stærk nok til at lade den. Så hun løber og løber, indtil hun grædende kommer hjem et par timer senere, dækket af røde pletter.

Man bliver også hærdet af at være en stor børneflok, ikke?” siger hun i dag med et smil, mens hun fortæller om sin barndom, som den yngste af fem børn, som sammen med deres far og mor, en dyrlæge og en sygeplejerske, boede ude på landet.

At blive jaget af sine brødre gennem en skov, var måske på grænsen, men Maria står ved, at fysiske lege og oplevelser, der udfordrer, kan give børn robusthed og noget at stå imod med, som gør at man kommer igennem det svære, og ud på den anden side. Det er lege, der skubber til grænserne, og historier, der giver mod, og netop den tilgang ønsker hun som producent, af blandt andet børnefilm, at formidle gennem de film, hun producerer.

En barndom af eventyr og frygt

for at finde spillere. Ski bag på storebrors knallert, når der var sne.

”Mine forældre var ikke vores legekammerater. De lod os passe os selv, og så stod de for alt det praktiske. Min far kunne godt finde på at lege med. Men min mor, det var ren praktik. ’Så, nu skal I ud på skovtur med madpakker.’”

Men barndommen var ikke uden frygt. Maria var mørkeræd, og det er hun også den dag i dag, på grund af alle de gyserfilm, hendes ældre brødre så, og som hun nok ikke skulle have set.

”Mit nervesystem kan slet ikke klare det, fordi jeg har fået en alt for vild en fantasi af at se alle de gysere, jeg har set.”

Men frygten blev konfronteret. Når hun skulle hjem fra en veninde i mørket, blev hun ikke hentet, ikke pakket ind i vat. Hun måtte klare turen selv gennem mørket. Så hun løb, alene gennem mørket.

Hun har aldrig set “frygt” som en nødvendig del af børns opdragelse. Men under research til en spillefilm i Grønland fik Maria en lektion, der åbnede hendes syn på farlige fortællinger til børn.

”Børnene på Grønland lever med en helt anden fortællekultur. Deres børnefortællinger er ret uhyggelige og dramatiske, og deres bevæggrund for at fortælle dem til børnene er blandt andet, at børnene skal lære at håndtere følelsen af angst. Når de hører fortællingerne, lærer de følelsen af frygt. Fordi når de så møder den følelse i virkeligheden, for eksempel i naturen, så skal de vide, hvordan de reagerer og ikke blive lammet af frygt.”

Dér slog det hende: Måske er det faktisk en gave at have kendt de bange følelser, have set de gyserfilm, så man kan handle, når angsten melder sig på banen.

”Med alt det, som børn udsættes for i de medier, og de kommer til at høre, uanset hvor striks man er med skærmtid osv., så synes jeg, at det er vigtigt, at man kan finde ud af at opdrage robuste børn. Så når de møder noget, der skræmmer dem, kan de handle på det, også når der ikke kommer en voksen og redder dem.”

”Grown-up saviors”

Maria kalder dem ”grown-up saviors” de voksne, der altid kommer og løser børnenes problemer i slutningen af filmen.

”Med filmen Honey, instrueret af Natasha Arthy, prøvede vi at vise, at det ikke er alle børn, der har en voksen, der kan redde dem. Så i stedet ville vi vise et barn, der selv blev nødt til at handle, selv redde dagen og dermed give børnene en rollemodel på, at du kan meget mere, end du selv tror.”

Biografen, den magiske modvægt

Maria har produceret børnefilm i 12-13 år og har set en enorm udvikling i børnefilmen og målgruppen, og for Maria er biografen afgørende i en tid, hvor børn sidder med algoritmer, der serverer dem præcis det, de kan lide.

“Med alt det, som børn udsættes for i de medier, og de kommer til at høre, uanset hvor striks man er med skærmtid osv., så synes jeg, at det er vigtigt, at man kan finde ud af at opdrage robuste børn. Så når de møder noget der skræmmer dem, kan de handle på det, også når der ikke kommer en voksen og redder dem.”

”For ikke så lang tid siden var du tvunget til at se alt muligt andet, end du måske havde lyst til. Der fik du hele paletten på flow-tv. Og hvis du ikke kunne lide det, så var der ikke noget, du kunne gøre ved det. Jeg siger ikke, at det var bedre i gamle dage, men i dag får børnene serveret livretter hele tiden, og hvis man bare æder kage hele tiden, så bliver man altså på et tidspunkt træt af kage. Så her er det vigtigt, at biografen tilbyder alternativer. For børnene vil udfordres og overraskes meget mere, end vi tror.”

Hun fortæller om en magisk biografoplevelse, første gang hun så Hodja fra Pjort, og hvordan hun bagefter løb ud i haven med sin kusine med hvert sit magiske flyvende tæppe under armen.

”Og så sad jeg helt egoistisk, som børn jo er, og hviskede til mit tæppe: ’Jeg ved godt, min kusines tæppe ikke kan flyve, men giv mig lige et lille tegn om, at mit tæppe kan, for det ved jeg, du kan.”

Det er dét Maria synes, at film kan. Sende børn ud i verden med noget nyt, noget der åbner deres fantasi og giver dem nye perspektiver på verden og måske lærer dem ikke at være så bange.

Hvorfor er der ikke flere, der vil lave børnefilm?

”Jeg forstår slet ikke, at der ikke er flere, der har lyst til at kaste sig over film til børn og unge.”

Hun peger på Steven Spielberg, der startede med E.T., og Bille August, der lavede Zappa, Busters Verden og Tro, Håb og Kærlighed.

Hvis børn elsker en film, så ser de den igen og igen, dyrker den og begynder at bruge citater fra den i deres hverdag.

”Det er nogle af de første biografoplevelser, der sidder i én resten af livet. Du får lov til at påvirke børn og unge på en helt anden måde, end man kan med voksne. Her kan du sparke en fantasi i gang. Du kan få et barn til at føle sig set. Det er en kæmpe gave at kunne give.”

Det bedste fra alle verdener Maria producerer både dokumentar, fiktion og animation til børn. Og hun elsker at blande genrerne.

Et eksempel er en doku-serie til Ramasjang, hvor hun har brugte et fiktionsgreb for at

gøre dokumentaren mere tilgængelig og attraktiv for børnene.

”Vi har været inde med nogle fiktionsgreb, som for eksempel, at vi har haft en production designer med til at løfte det visuelle. Og en stylist fra MGP ind over tøjet, som børnene havde på. Så selvom dialogen og handlingen er 100 procent naturlig, så har vi højnet de audiovisuelle rammer for fortællingen og på den måde skabt et mere attraktivt univers for børnene, som kan få flere af dem til at klikke sig ind på det.”

For det er, hvad børnene gør i dag. De klikker sig ind på det. Så man kommer ikke uden om at tænke i en eller anden form for ’click-bait’. Hvis de ikke klikker på det, så ser de det ikke, og så går de glip af alt det velmenende gode kvalitetsindhold, som man har brugt en masse kræfter og penge på at producere.

Det har krævet en ændring i hendes egen tilgang som producent.

”I starten er du jo glad over, at du bare får lov at lave noget også som producent, og du brænder måske for at lave noget rigtigt godt for børn. Men så finder du ud af, at det er jo endnu sjovere, hvis det rent faktisk når ud til en hel masse børn, og du kan være med til at berige verden for alle de her børn. Så hvordan får vi det ud til flest muligt?”

Økonomi, elefanten i børneværelset. Men der er en fundamental udfordring i børnefilm-branchen: økonomien.

”Desværre står vi jo i nogle udfordringer, som jeg håber, der kommer til at ændre sig med de penge, der er på vej. Det er specielt svært at finde finansiering til de store projekter, fordi man stadigvæk har en eller anden oldnordisk holdning om, at børneindhold skal kunne laves billigere.”

Maria rykker frem på stolen. Man kan mærke, at dette er noget, der går hende på.

”Når du laver en stor fiktionsfilm, for eksempel Honey, jamen, det kræver jo

samme budget som en voksenfilm, og faktisk endnu mere, fordi du står med børn, som har nogle begrænsninger i forhold til, hvor lang tid de må være på set, og hvis du skal kunne lave en ikke-stresset hverdag, hvor børn trives bedst, så skal der være ordentlig tid. Så hvorfor er børnefilmsbudgetterne altid mindre end voksenfilmene?” Hun lader spørgsmålet hænge i luften mellem os, som om hun forventer et svar fra mig, men jeg ved det faktisk ikke.

Maria læner sig tilbage i stolen igen. ”Så ja, jeg glæder mig til at se, om der nu endelig kommer et større fokus og flere penge til at producere kvalitetsbørne- og ungdomsfilm, for ellers... ellers så taber vi dem sgu nok, og når de først er tabt, så får vi dem ikke tilbage.”

En gave og et ansvar Jeg kan mærke, at Marias passion for børnefilmen handler om noget meget grundlæggende. Hun har troen på, at børnefilm kan ændre verden, ét barn ad gangen.

”Hvis jeg bare kunne gøre noget godt for ét barn, som ser en af de film, jeg har produceret, så har jeg gjort noget rigtigt. Så når jeg står nede i Netto og pludseligt hører et par børn citere noget fra filmen Honey, så er det bare... helt fantastisk,” siger hun med et kæmpe smil.

Det er dér, magien ligger. I det øjeblik, hvor en film bliver en del af et barns liv. Hvor en karakter bliver en ven. Hvor en fortælling bliver et værktøj til at forstå verden og måske kunne klare turen alene hjem i mørket.

Og måske er det netop derfor, Maria, på trods af at blive jagtet af tre brødre med splatterguns gennem skoven i sin lyserøde flyverdragt, eller alle de gange hun løb alene hjem i mørket, aldrig har opgivet børnefilmen. Fordi hun tror på, at de eventyrlige, de nervepirrende, de farlige, de magiske, de lærerige, de transformerende oplevelser er præcis det, børn har brug for.

Ejk

Vilja og Milo. Foto: Kalle Bjerkø

Fra Batman til TikTok

Interview med Ejk, Vilja og Milo Af Kalle Bjerkø

Det er en ganske almindelig mandag eftermiddag på Røddinggade på Vesterbro, hvor jeg har lånt tre søskende Ejk på 6 år, Vilja på 11 år og Milo på 13 år, for at få en snak med dem om deres medievaner. Jeg starter med at spørge Ejk. Han sidder allerede uroligt på stolen og virker ikke som om, han har sat specielt lang tid af i kalenderen.

”Jeg kan godt lide, at han skal ud og fange skurke,” siger den seksårige Ejk om sin yndlingsserie, en gammel Batman-tegnefilmsserie. Men serien er ikke på Netflix længere, så nu ser han Spruttepatruljen i stedet. ”De skal ud at redde nogle ting under vandet.”

For Ejk skal det være spændende. Noget med superhelte, der skal fange forbrydere, eller mysterier, der skal løses. Mystery Lane fra DR Ramasjang kan han også godt lide: ”Det er lidt uhyggeligt nogle gange.” Men ikke for uhyggeligt. ”En gang blev jeg bange, da der var en varulv med,” fortæller han, men tilføjer hurtigt: ”Men det gør jeg ikke længere.”

Det er tydeligt, at børnene lærer mod gennem at se ting, som udfordrer dem – også selvom det kan være lidt uhyggeligt. Som Ejk selv udtrykker det om en Madagaskar-film, han først var bange for: ”Først ville jeg slet ikke se den, men så så vi den, og så syntes jeg, den var sjov.”

Ejk rejser sig pludseligt og går. ”Jeg skal noget,” siger han, og så er han væk. Jeg finder

ham bagefter foran fjernsynet. Han spiller et bilspil på PlayStation.

YouTube-videoer på halvanden time Efter Ejks hurtige exit flytter samtalen over til Milo og Vilja, og det er tydeligt, at medievanerne er mere komplekse i deres alder. Milo fortæller: ”Jeg ser TikTok, det er mest fodbold og sådan noget, og så kan jeg godt lide at se YouTube-videoer. Jeg kan godt lide, når de er lidt lange, så det er lidt ligesom at se en film. Og så gamer jeg.”

Hans foretrukne indhold på YouTube er Beta Squad, en gruppe britiske YouTubere, der udsætter sig selv for forskellige udfordringer. ”Den sidste, der forlader boksen, vinder 10.000 pund og sådan noget,” forklarer han. Videoerne varer fra 20 minutter til halvanden time. ”De er sjove. De holder mig underholdt hele tiden, så det bliver ikke kedeligt på noget tidspunkt. Det er god content.” I dag er noget åbenbart ikke bare en god film eller en sjov video, det er “god content”.

Vilja er også på mange platforme på én gang, men det virker mere selektivt, hvad

hun ser. ”Jeg ser hestevideoer, for eksempel springkonkurrencer og sådan noget.” Hun rider selv, og da YouTube er fyldt med hestevideoer, bliver det en naturlig forlængelse af hendes interesse. Hun nævner også Louis Ayy, en YouTuber, der kommenterer på andres videoer: ”Han er så sjov. Måske lidt nedladende, men på en sjov måde. Han mener det ikke personligt.”

For både Vilja og Milo er gaming også en naturlig del af hverdagen, men på meget forskellige måder. Vilja spiller Star Stable, et hestespil, og Roblox, men primært når hun er sammen med sine veninder: ”Det spiller jeg mest, hvis jeg er hjemme hos mine venner. For vi kan ikke rigtig spille andet sammen.”

Men spørger man, om han hellere vil se en Marvel-film i biografen eller derhjemme, bliver det mere kompliceret: ”Hvis det var klokken 22 om aftenen, og man var lidt træt, så ville jeg nok hellere se den derhjemme. Men hvis det er klokken 14 om eftermiddagen, vil jeg meget hellere se den i biografen.”

Milo spiller FIFA og Avatar på PlayStation og Minecraft på computeren. Men hans gaming er tæt forbundet med YouTube: ”Jeg plejer tit at se noget på YouTube og få inspiration til, hvad jeg skal gøre i spillet. Det er meget hyggeligt at se nogen, der spiller 100 dage i Minecraft.”

Når de skal rangere sine medietyper, lyder svaret: ” Vi ville sætte film på 1, spil på 2. pladsen og tv på 3.”

Tv ligger lavt i hierarkiet for de to teenagere. Men det er måske mere et udtryk for, at de har en anden forståelse af, hvad tv er end tidligere generationer i en tid, hvor film og serier også ses via streaming.

Som Vilja forklarer: ”Vi har ikke Viaplay og TV 2. Det er der, hvor der er det der Paradise Hotel, Forræder og sådan.” Vilja kan godt se Ultra en gang imellem. Men Milo synes, det er for ”pattet”.

Film, gys og biografmagi

Jeg spørger ind til deres forhold til spillefilmen. Milo fortæller, at han og hans morfar har lavet deres egen filmklub, hvor de ser gyserfilm, helst gyserfilm om hajer. ”Vi tager hjem til ham og prøver at finde det mest uhyggelige, vi kan. Og helst en hajfilm. Jeg tror, vi har set det hele nu, så der er næsten intet godt tilbage.” De har set Jaws, The Meg 1 og 2, Deep Fear (”som var rimelig lort”) og Hajer i Paris (”som var endnu værre”). Men det er ikke kvaliteten, der betyder mest: ”Det er meget sjovt at få nogle chok. Det er adrenalinen.”

Ellers er det actionfilm, der dominerer. ”Jeg har set alle Avengers-film, også de der SpiderMan og alt det der.” Men Milo er ikke så glad for sequels: ”Jeg synes tit, at 2’eren og 3’eren er lidt værre end etteren. Fordi det er ligesom dér, de fandt på det hele, og så tror jeg, de er løbet tør for gode idéer.”

Når jeg borer længere ind, er det tydeligt, at både Milo og Vilja har et ret nuanceret forhold til biografoplevelsen. Milo så senest Avatar: Fire and Ash og kalder den sin yndlingsfilm. Det er helt klart en film, han synes, man skal se i biografen: ”Der er større

lærred, billedkvaliteten er meget bedre, og lyden er virkelig god. Det er en oplevelse i sig selv.”

Men spørger man, om han hellere vil se en Marvel-film i biografen eller derhjemme, bliver det mere kompliceret: ”Hvis det var klokken 22 om aftenen, og man var lidt træt, så ville jeg nok hellere se den derhjemme. Men hvis det er klokken 14 om eftermiddagen, vil jeg meget hellere se den i biografen.”

Der er også stor forskel på, hvordan de ser film derhjemme og i biografen. Derhjemme sniger telefonen sig ind: ”Man følger måske med i et fodboldresultat eller sådan noget samtidig med filmen. Men det er jo ikke noget, man selv lægger mærke til, at man gør.”

I biografen er det anderledes. ”Jeg slukker den altid helt,” siger Milo. Vilja tager slet ikke mobilen med, når hun skal i biografen. Milo siger, at Vilja er meget bedre til at lade mobilen ligge, når hun skal noget. Da jeg spørger Vilja ind til det, siger hun: ”Jeg ved ikke, jeg synes måske bare, den er lidt irriterende at have med nogle gange.”

Jeg spørger dem, om der er noget, de savner i dansk film og tv. Milo svarer med det samme: ”Der kunne godt være lidt flere komedier. Noget, man kan grine af. En familiefilm, som alle kan se, men som også er sjov for alle aldre. Som Ternet Ninja og Mugge.” Milo fortsætter: ”Jeg synes, det er ret fedt, at man kan sidde sammen, alle sammen, og se noget.”

Vilja er enig og understreger, at det ikke behøver at være en hestefilm. Det vigtigste er, at man kan se den sammen. Da jeg spørger, hvad de så gerne vil se film om, ved de det ikke rigtigt. For Vilja handler det om at blive overrasket: ”Jeg tror ikke, jeg ved, hvad det er, jeg gerne vil have. Men jeg vil gerne overraskes.”

Milo har det på samme måde, men har samtidig et forslag til instruktører, der gerne vil lave børnefilm: ”Man kunne lave et post på Instagram: ‘Hej, Jeg vil gerne lave en fed børnefilm, har I nogle idéer?’

Og så kunne man skrive en film ud fra det, børnene skrev tilbage med. Og så finde ud af noget sammen.”

Det lader til, at Milo er fuldstændig på bølgelængde med de fleste skabere af børneindhold, jeg har talt med undervejs i denne artikelserie: Hvis man vil lave fortællinger til børn og unge, skal man lave dem sammen med børn og unge. De vil føle sig hørt og set i den underholdning de ser, og så vil de overraskes.

Ejk Vilja og Milo.

Foto: Kalle Bjerkø

”Jeg synes, det er ret fedt, at man kan sidde sammen, alle sammen, og se noget.”

Kære instruktører

Det kan godt være, at det føles som en håbløs kamp at stå imod det kæmpe pres på den danske fortælling - specielt børne- og ungefortællingen, der foregår i disse år. Men efter at have talt med alle de passionerede, engagerede og særdeles standhaftige tinsoldater, der vil gå gennem ild og vand for at lave fortællinger, indhold til de danske børn og unge, ser jeg ikke kun en flok mennesker, der har grebet en umulig chance: Jeg ser skabere, producenter, redaktører og filmkonsulenter, der rent faktisk, trods fuldstændigt umulige odds, er lykkedes med at tage kampen op mod den skræmmende formidable digitale Goliat, der oversvømmer vores mediebillede.

Det gør de ved at blive ved med at insistere på, at der er noget, der hedder en dansk fortælling og at denne fortælling er vigtig, fordi den samler os, giver os en oplevelse af noget fælles, at vi hører sammen med nogen, og at vi derfor måske ikke føler os så alene. De insisterer på, at der er en kæmpe værdi i, at vi deler denne fortælling med hinanden, og at vi deler oplevelsen med fremmede i biograferne, med familien og vennerne hjemme foran fladskærmen i stuen, men måske vigtigst af alt, på mobilen, når vi ligger alene under dynen efter, at far eller mor har kysset os godnat og slukket lyset. Her skal der også være dansk, kurateret indhold, der samler os og ikke giver ondt i maven. Dette skal vi som land investere meget mere i, end vi gør nu. For det er ikke vores hudfarve, vores køn, om vi er rige eller fattige, vores politiske ståsted, eller om der er marker, solcelleparker, villaer eller lejligheder uden for vores vindue, der gør os til danskere. Det er vores fælles fortælling. Det er i den, vi ser os selv, spejler og genkender vores liv på godt og ondt, og gennem den, vi bliver til ét.

Så en kæmpestor tak til alle jer der delte så gavmildt ud af jeres viden, kunnen, ambitioner og drømme om at skabe, producere, støtte og opleve indhold til børn og unge i Danmark: Så de bliver ved med at få en fortælling at samles om, og måske netop derfor føle sig knap så alene i en stor og vild verden. Ligeledes en stor tak til alle jer, der har læst med. Jeg håber, at I har følt jer inspireret til at gribe den chance, I ikke har og kaste jer ud i arbejdet med at forsvare den danske fortælling til børn og unge.

Kalle Bjerkø

Dette skal vi som land investere meget mere i, end vi gør nu. For det er ikke vores hudfarve, vores køn, om vi er rige eller fattige, vores politiske ståsted, eller om der er marker, solcelleparker, villaer eller lejligheder uden for vores vindue, der gør os til danskere. Det er vores fælles fortælling. Det er i den, vi ser os selv, spejler og genkender vores liv på godt og ondt, og gennem den, vi bliver til ét.

Danske Filminstruktørers Legatudvalg:

Kalle Bjerkø (bestyrelsens repræsentant)

Cecilie McNair

David Silset

Lena Milovic

Uri Schwarts

Katrine Borre

Julie Bezerra Madsen

Klaus Kjeldsen

Sofia Due Rosenzweig

Create Denmark bestyrelse: Sandra Piras

Create Denmark Advisory Board: Søren Balle

COPY-DAN:

AVU-kopier: Rasmus Kloster Bro

Verdens-TV: Sandra Piras

Blankbånd: Sandra Piras

Arkiv: Sandra Piras (forperson)

Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Anders Refn

Dansk Kunstnerråd: Andrias Høgenni

DFI Rådet for Kort- og Dokumentarfilm: Ida Grøn

DFI Rådet for Spillefilm: Rasmus Kloster Bro

Psykisk arbejdsmiljø i filmbranchen: Søren Balle

Solidarisk Kameraudlejning: Mathias Broe & Natalia Ciepiel

Oscarudvalget: Skiftende bestyrelsesmedlemmer

Statens Kunstfonds repræsentantskab: Nivetha Balasubramaniam

Station Next: Olivia Rus

Kritisk revisor: Karsten Kiilerich

FERA- Féderation Européenne des Réalisateurs de l’Audiovisuel: Ida Grøn

SNF- Sammenslutningen af Nordiske Filminstruktører: Sandra Piras

TAKE leder

Søren Balle. Foto: Frida Gregersen

INDHOLD

Ejk Vilja og Milo. Foto: Kalle Bjerkø

FORORD AF TEMAREDAKTØR KALLE BJERKØ

Kalle Bjerkø. Foto: Linda Wassberg

JEG SYNES IKKE, BØRNEFILMEN ER I KRISE

– Interview med instruktør Natasha Arthy

Natasha Arthy. Foto: Kalle Bjerkø

Honey. Foto: Tine Harden

Bag om optagelserne til ”Honey”. Foto: Tine Harden

Fighter. Foto: Jens Juncker-Jensen

Mirakel. Foto: Lars Høgsted

Honey. Foto: Tine Harden

FIKTION ER IKKE TREND, DET ER EFTERTANKE

– Interview med Andreas Bense, redaktør DR Ultra

Andreas Bense. Foto: Kalle Bjerkø

Mindernes Ø. Foto: Carl August Jansson

Si’r Det Bar’. Foto: MINT Copenhagen (For DR)

Alle kender Kaiser. Foto: Jesper Duelund

Si’r Det Bar’. Foto: MINT Copenhagen (For DR)

Alle Kender Kaiser. Foto: Mia Selin / Sigge Højbjerg

To billeder fra ’Birds’. Foto: Adam Sejer og Sofie Nørskov

"DET ER JO BARE TIL BØRN", ER DEN VÆRSTE SÆTNING JEG KENDER

– Interview med Jacob Ley

Jacob Ley. Foto: Kalle Bjerkø

Billede fra optagelserne af ’John Dillermand’. Foto: Jacob Ley

Billede fra optagelserne af ’John Dillermand’. Foto: Rune Magelund

Alexandersen

To billeder fra optagelserne af ’John Dillermand’. Foto: Jacob Ley

John Dillermand. Foto: Jacob Ley

DET ER EN KÆMPESTOR FED TID

– Interview med DFI-konsulenterne Kirstine Vinderskov & Pelle

Møller

Fire billeder af Kirstine Vinderskov og Pelle Møller. Foto: Kalle Bjerkø

AT LAVE FILM OM DEN STILLE PIGE

– Interview med Marie Limkilde

Marie Limkilde. Foto: Linda Wassberg

Seks billeder fra ’Mira’: Foto: Martin Dam Kristensen

DROP ANSØGNINGERNE, JUST DO IT

– Interview med Rasmus Kolbe - Lakserytteren

Rasmus Kolbe – Lakserytteren. Foto: Ukendt

Forside til ’Tegn med Lakse 3: En tegne-omsejling på de 7 have’.

Forfatter: Lakserytteren. Forlag: Lakse Publishing

Forside til ’Tegn med Lakse 2’. Forfatter: Lakserytteren. Forlag: Lakse Publishing

To billeder af Rasmus Kolbe – Lakserytteren. Foto: Ukendt

BØRN KAN KLARE MEGET MERE, END VI TROR

– Interview Maria Stevnbak Westergren, Producer

Maria Stevnbak. Foto: Kalle Bjerkø

De arktiske kameler. Foto: Martin Losvik

Puls. Foto: Toolbox Film

Paradiset Brinner. Foto: TriArt Film

Børnene på Silkevejen. Foto: Toolbox Film

Girl Away From Home. Foto: Toolbox Film

Honey. Foto: Tine Harden

To billeder fra ’Børnene på Silkevejen’. Foto: Toolbox Film

FRA BATMAN TIL TIKTOK

– Interview med Ejk, Vilja og Milo

Fire billeder af Ejk Vilja og Milo. Foto: Kalle Bjerkø

KÆRE INSTRUKTØRER

– Outro ved temaredaktør Kalle Bjerkø

LEGATUDDELINGER APRIL 2025

NAVNE

Efteruddannelse/seminar:

Emil Nørgaard Munk

René Odgaard

Zara Zerny

Thora Lorentzen

Darshika Karunahara

Anders Skovbjerg Jepsen

AlaA Mohsen

Anna Eline Friis-Rasmussen

Rejser

Julie Rajchman

Ditte Haarløv Johnsen

Ömer Sami

Morten BH

Iben Haahr Andeersen

Laurits Nansen

Sanne This

Christina Amundsen

Mahdi Fleifel

Esben Persson

Maia Elisabeth Sørensen

Nitesh Anjaan

Sebastian Cordes

Sissel Dargis

Julie Bezerra Madsen

Carl Olsson

Glen Bay Grant

Hugo Francker

Niels Andersen Dolmer

Niels Holstein Kaa

Research/treatment/manus/lignende

Niels Riisgaard

Thora Lorentzen

Lone Falster

Ingvild Dahlgren

Marijana Jankovic

Nanna Frank Møller

Charlotte Brodthagen

Ida Grøn

Nivetha Balasubramaniam

Emile Gignoux

Niels Andersen Dolmer

Trine Laier

Produktion

Andreas Madsen

Daria Kryva

Terji Mohr

Eva Laerke Stald-Bolow

Emilie Kroyer Koppel

Pernille Lund

Martin Strange-Hansen

Freja Refning Hansen

Louise Hylland

Yas Wadi

Rosa Ililonga

Viktor Gelbek

Darshika Karunahara

Cecilie Flyger Hansen

Selma Hansen

Louise Agnete Wolff

Lara Lærke Nielsen

Thor Zing

Clara Husfeldt

Efterarbejde

Aske Bang

Grete Marie Jensen

Hugo Francker

Diêm Camille Gbogou

Andet

Frigge Himmelstr

Maria Mac Dalland

FORMÅL

Mentorforløb v Zeropoint

One Year Personal Project kurser på efteruddannelsen

Skuespillerinstruktion

London Director Actor Lab

FORBINDELSEN

Doc forward - Arven fra Irak Script Circle

Working title: Space Between Researchrejse til Mozambique

Eternal Father

Skriveophold

Forestillingen om en Mor Krigsforbryderen

Delivering Change

Girls Skiing in Iraq

Residency-ophold ved Bergman Estate og MacDowell Colony

Retrograd

Yuri’s Sidste Dans

Researchrejse til Indien/Pakistan

Uden at kigge sig tilbage

Ritualers Rejse fra Fortid til Fremtid

Flot Nok?

JESUS I ŚWIEBODZIN

Temporary Life

TITE - Trans Image Trans Experience

Annecy Festival

Hjemløs

A SEA FULL OF FISH

Minidokumentar

Syv scener (arbejdstitel)

Cold Response

Min Egen Skygge

DET SOM ER SKABT AF MENNESKER

ORIGIN STORY

Den Indre Hval

Etniske Smerter

Jylland’s most magistiske school

En Fisks Liv Spejlven

Jakob & Angsten

ALL THE ROADS LEAD TO

AFTRYKKET

BREE IS KING

HERFRA

Et Liv

Best Practice

En Helende Hånd

GLASBARN

JANNAH

Black skin, white cubes

Høvding

Familie Retreat

A World Made By Kisses

Otto&Alba - et serielt eksperiment

Kunsten at Komme

I love you so!

ZARA & EMMANUEL

Mellem haven og huset

Welcome To The Moon

Skraldecaféen (arbejdstitel)

Minder fra Minen BARBERSHOPPEN

Across the sky for Martha Filmworkshop om ‘det koloniale blik og palæstinensiske modnarrativer’

I alt

NAVNE

Efteruddannelse/seminar:

Katrine Brocks

Klaus Kjeldsen

Anita Beikpour

Anahi Testa Pedersen

Lone Falster

Ulla Hjorth Nielsen

Cecilie Flyger Hansen

Nor Bülow Jørgensen

Nivetha Balasubramaniam

Rejser

Vilhelm Gideon Sörman

Esben Thode Schultz

Ömer Sami

Dan Säll

Anna Bruun Nørager

Patricia Drati

Sif Lina Lambæk

William Andreas Wivel

Bryn Thomas

Agnes Trier

Vic Francker

Ida Kat Balslev

Stefan Kruse

Nicolai Johansen

Ingvild Dahlgren

Mikkel Kruse

Research/treatment/manus/lignende

Jacob Bak Ley

Rasmus Sandager

Snobar Avani

Carina Randløv

Berit Madsen

Frigge Fri

Lulu Roos

Cecilie Sylvest Carlsen

Lone Falster

Selma Sunniva

Isabella Eklöf

Ida Grøn

Mariann Sofiasdóttir

Anja Dalhoff

Majse Vilstrup

Hannah Elbke

Gina Kippenbroeck

Sissel Dargis

Niels Andersen Dolmer

Produktion

Tanne Bodholdt Sommer

Martin Nørgaard Furze

Ivan Elmer

Selma Hansen

Anna Neye

Sidse Carstens

Cecilie Kronborg Thomsen

Tara Salas

Vibeke Bryld

Morvarid Rahgozar Dahl

Shahbaz Sarwar

Anne-Marie Bjerre Koch

Muhamed Vejzovic

Emilie Adelina Monies

Andreas Ettrup

Jonas Robstad Nielsen

Nor Bülow Jørgensen

Theodor Engen

Hilke Rönnfeldt

Julie Kristine Hansen

Efterarbejde

Ditte Haarløv Johnsen

Anne Hjort

Lea Hjort

Andet

esther wellejus

Jytte Rex

Andrias Høgenni

Vibeke Muasya

Skuespilinstruktion

DokDag2025

Skuespilinstruktion

Dok2025

Dokdag 2025

DOK Dag på DFI

Mentorforløb hos Karin Worsøe

6-ugers kursus i manga- og animeproduktion, AMPS - International Anime School, Tokyo

The Write Retreat

ASöderlångvik Masterclass Tarik Saleh

Min dans med Rosa

Untitled Nuclear Project

Work shop Chiangmai universitet

Landsvaler

Becoming Ema

Kvinderne i min familie (er navnet på projeket som jeg vil arbejde på under mit ophold på Eaxo)

Festivaldeltagelse Eye Trouble

Paradise Lost

Daniel møder Gud

Filmvisning på UCLA

Showrunner Program, European Writers Desk, Nordisk Panorama Forum, Filmkunstnerisk ophold ved Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom

Sound of a Mirror (SoaM)

Indre kriger / Les Arcs Coproduction Village

Thessalia Residency

Et Fremmed Arbejde

DobbeltDyr

Stille Bølger

Iskold Ild

PIGEGARDEN- “Fællesskab, Girl Power og nye venskaber”

Skolebussen

Eviglandet

Exit

Gennem Soltaget

Syv Scener

Carmilla

SYDOW

KONTAKT

Viðareiði

Cuba krise 2026

KidZania

Almen Kærlighed (arbejdstitel)

Tusind knuste drømme

DIRTY SNOW

Den Store Balthazar

Hinged through America

LIMONATA

HALVBROR

Musik For Døve Ører

Og så på en tirsdag

Surface Pressure

Skater-Liv

Stue 28

Regn

Kortfilmen “Privilegium”

Våger Far til Salg

Hundekød Mormor

Ligner jeg dig, far? Spis, please How Lovely

DEJ & MIG

Mare Librum STREGER

Barndom og Revolution Dokumentarfilmen ‘Gartner Sørensens stilhed’ 12 Calls (D.O.D)

DOKDAG2025

oversættelse + redigering

Bogprojekt: “Tanker om manuskriptudvikling” MINDGAMES

DU HAR IKKE ENGRIBCHANCE, DEN!