Hvad sker der, når professionelle i dagtilbud får bedre tid og mulighed for at samarbejde om fælles forberedelse, udførelse og evaluering?
Det spørgsmål har været udgangspunktet for Micki Sunesens toårige samarbejde med alle dagtilbud i Viborg Kommune – og for denne bog. Med afsæt i ideerne bag Sampraksis viser bogen, hvordan kvaliteten i dagtilbud kan styrkes gennem et systematisk og fordybet samarbejde mellem de professionelle.
Bogen rummer bidrag fra Micki Sunesen og fra aktører på alle niveauer i organisationen – fra chef, konsulenter og områdeledere til børnehusledere, vejledere og pædagogisk personale – og giver et sjældent indblik i, hvordan fælles forberedelse, udførelse og evaluering kan løfte både den pædagogiske kvalitet og samarbejdskulturen i dagtilbud.