Multikulturel litteratur er en rummelig kategori af mange forskellige tekster, som på den ene eller anden måde tematiserer et møde mellem kulturer. Alligevel er begrebet multikulturel litteratur forholdsvis ukendt i en dansk sammenhæng. Særligt i børne- og ungdomslitteraturen har man det seneste årti kunnet iagttage et nybrud, hvor virkelighedsbilledet er blevet mere nuanceret, og mange værker formidler og fortolker flerkulturelle erfaringer, ligesom de behandler andre former for diversitet.
Denne bog har til hensigt at undersøge, forstå og udbrede kendskabet til minoritetsrepræsentationer og flerkulturalitet i danskfaget i skolen og på læreruddannelsen. Med den nye multikulturelle litteratur, der skrives i Danmark, udfordres danskfagets traditionelle dannelsestænkning, og bogens intention er at diskutere, hvilken kulturel dannelse der er tale om, når multikulturelle tekster anvendes i danskfagets litteraturundervisning.