Børn og unges relation til deres lærere er altafgørende for deres skolegang, både personligt, socialt og fagligt, og for deres fremtid. Derfor synes det paradoksalt, at den studerende under læreruddannelsen og den praktiserende lærer i efteruddannelsessammenhæng opøver kompetencer inden for eksempelvis fagdidaktik og klasseledelse, men i høj grad er overladt til sig selv i forhold til at udvikle sin relationskompetence. Det kan skyldes, at det relationelle kan virke for diffust eller for personligt at tale om, og kan man egentlig professionalisere sig selv?
Louise Klinge har i forbindelse med sin ph.d. observeret i time efter time og interviewet både elever og lærere, og hun har selv undervist i årevis. På baggrund heraf har hun fundet karakteristika ved og betingelser for læreres relationskompetence. Ved hjælp af begreber, som eksemplificeres i en række hjertevarmende og tåkrummende eksempler fra praksis, gives her en mulighed for, at man som studerende, lærer, lærerteam eller skoleledelse kan forholde sig
