Denne grundbog om KVALid (Kvalitet i dagtilbud) er skrevet med ønsket om, at alle med interesse for kvalitet i dagtilbud samt anvendelse af KVALid som redskab, har mulighed for at dykke ned ind i det teoretiske og empiriske grundlag, som KVALid bygger på.
KVALid er udviklet med afsæt i den retning og kvalitetsforståelse som dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan har sat for de danske dagtilbud og giver et indblik i dele af det forskningsmæssige og teoretiske grundlag, som den styrkede læreplan – både det fælles pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer – kan forklares ud fra.
Formålet med KVALid er at udvikle et redskab til pædagogisk tilsyn i dagtilbud, som dels kan bidrage med forskningsviden om høj kvalitet, som kan anvendes aktivt, dialogisk og refleksivt ift. det pædagogiske personales egen praksis og til forbedring af læringsmiljøerne til gavn for alle børn.