Identitet og udenrigspolitik

Andreas B. Forsby og Hans Branner (red.)

IDENTITET OG UDENRIGSPOLITIK

Konstruktivisme i International Politik

Columbus

Indhold

1. INTRODUKTION 4

Materielle og sociale faktorer i udenrigspolitikken 4

Internationale aktører som sociale væsener 7

Bogens formål og om vægtningen af det historiske 9

Introduktion 12

2. IP-KONSTRUKTIVISME 12

En konstruktivistisk tilgang til studiet af International Politik 14

Den sociale konstruktion af virkeligheden: ontologi og epistemologi 19

Sociale identiteter som konstruktivistisk analyseredskab 20

Hierarkiserede nationale identitetsstrukturer 22

Identitetsbetinget udenrigs- og sikkerhedspolitik 24

Introduktion 28

3. USA 28

Det universelle USA: det liberale identitetsnarrativ 29

America First: det illiberale identitetsnarrativ 33

Konklusion 38

Indledning 41

4. RUSLAND 41

Metode 44

Sårbarhedsfornemmelsen og opfattelsen af, at Rusland er truet af Vesten 45

Stormagtsdiskursen 48

Det samlede russiske blik på Ukraine 52

Konklusion 54

Introduktion 58

5. KINA 58

Hvem konstruerer Kina og hvordan? 60

Hvad er Kina? De fire nationale identitetsmarkører 62

Hvad vil Kina? Den nationale identitetsfortælling og vision for det internationale samfund 65

Hvad gør Kina? Den sino-centriske udenrigspolitik 66

Taiwan: den historiske genforeningsmission 67

Det ‘grænseløse venskab’ med Rusland 70

Konklusion 72

Introduktion: idéen om Indien 74

6. INDIEN 74

Dannelsen af en ny nation 75

Den forenende forskellighed 76

Sprogets og kulturens rolle i nationen 78

Alliancefrihed som tredje vej 79

Enhed for hvem? 81

Konstruktionen af en alternativ fortælling 81

Idéen om en hindustat 82

Et globalt udstillingsvindue 84

Aktiv udenrigspolitik 86

Konklusion 88

Introduktion 91

7. EU 91

Freds- og demokratinarrativets rødder 92

Fra Det Europæiske Politiske

Samarbejde (EPS) til Den Fælles Udenrigsog Sikkerhedspolitik (FUSP) 95

Optagelsen af Grækenland, Portugal og Spanien 96

EU’s eksterne relationer: identitet og normativ magt 1990-2015 98

Normativ magt mellem konditionalitet og pragmatisme 102

Fra offensiv til defensiv europæisk normentreprenør 2010-2025 104

Migrationsudfordringer 106

Strategisk autonomi og skiftet fra blød til hård sikkerhedspolitik 108

Konklusion 110

Introduktion 114

8. DANMARK 114

Introduktion til tre diskurser i dansk strategisk kultur 116

1864-1945: dansk neutralitet i skyggen af et nederlag 121

1945-1991: Danmark under Den Kolde Krig: traumet fra besættelsen modererer læren fra 1864 125

1991-2022: Når truslen forsvinder 129

2022-: Danmark mellem USA, Rusland og Europa. Hvad gør man, når den gamle orden slår sprækker? 132

Konklusion 135

Introduktion 138

Konstruktionen af den nationale identitet: historiens betydning 138

9. AFSLUTNING 138

Forklaringskraft: konstruktivismen over for realismen 146

Det historiske kompas 152

1. INTRODUKTION

Fortid og nutid i udenrigspolitikken: Hvordan idéer og identiteter styrer aktørernes adfærd

Af Hans Branner

Materielle og sociale faktorer i udenrigspolitikken

´Vi lever i en verden, der ser mere kompleks og uforudsigelig ud end i mange år. Under Den Kolde Krig efter Anden Verdenskrig og frem til 1990 var udviklingen i international politik i høj grad bestemt af, at to supermagter, USA og Sovjetunionen, besad en overlegen magtposition i forhold til andre internationale aktører. Efterfølgende var USA ene om at være supermagt – i en unipolær magtstruktur – og kunne derfor ret enerådende forme verdens gang. Den tid er nu forbi, uden at en ny klar magtstruktur er opstået. Samtidig har den globalisering, som verden har gennemlevet siden 1990, betydet, at vilkårene for de fleste staters udenrigspolitik afgørende har ændret sig. Forbindelseslinjerne og dermed afhængigheden mellem stater er blevet langt større. Og det gælder også mellem de største af dem. Deres adfærdsmønstre har været præget heraf, som regel i en mere samarbejdsorienteret retning. Men det har ikke forhindret, at der i de senere år er opstået nye konfliktrelationer på globalt plan – især mellem USA, Kina og Rusland.

Den internationale politik er således i flere henseender grundlæggende ved at ændre karakter og skal forstås på en ny måde. Nogle taler om

stormagtsrivaliseringens æra, andre om geopolitikkens genkomst, og med Donald Trumps tilbagevenden til præsidentposten i USA synes årtiers regelbaserede internationale orden tilmed at være ved at falde fra hinanden.

Det betyder ikke, at vi skal vinke farvel til de redskaber, herunder teorier, der hidtil har været dominerende, når udviklingen skulle tolkes, især IP-realismen og IP-liberalismen. Vi har brug for realismen for at identificere de nye magtkonstellationer i det internationale system og for at afdække de materielle grundvilkår for staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi har brug for liberalismen for bl.a. at forstå, hvilken betydning afhængigheden mellem staterne, navnlig den økonomiske, har for deres adfærd, og hvordan samarbejdsrelationer opstår og udvikler sig.

Men udgangspunktet for denne bog er, at de materielle rammebetingelser og rationelle adfærdslogikker langtfra er tilstrækkelige til at forstå staters og andre internationale aktørers adfærd. Det er der allerede specifikke tilgange inden for de traditionelle hovedteorier, der beskæftiger sig med, men begge teorier har deres hovedfokus på netop de materielle forhold (herunder deres magtkapacitet i en usikker verden) og rationelle incitamenter (herunder deres økonomiske interesser i en globaliseret

• Det internationale system - og international politik - er domineret af stater, men staterne er befolket af mennesker. Og det er dem, der er med til at konstruere den måde, hvorpå de statslige aktører forstår deres omverden og definerer deres interesser. Bogen fokuserer på disse sociale konstruktioner. Uden at kende dem er det vanskeligt at forstå international politik.

verden). I den mere konfliktfyldte og uforudsigelige verden, vi i dag lever i, er der skabt et større råderum for navnlig de større magters udenrigspolitik, og det synes umiddelbart at favorisere IP-realismens magt- og sikkerhedspolitiske fokus. Men som nogle af den senere tids centrale begivenheder indikerer, kommer et for snævert fokus på de materielle rammevilkår og rationelle adfærdslogikker let til kort.

Rusland besluttede i februar 2022 at invadere nabostaten Ukraine. Det havde karakter af en angrebshandling, idet der ikke forud havde været nogen militær trussel mod Rusland fra Ukraine. Angrebet kom bag på langt de fleste observatører, der nok havde kunnet iagttage en forudgående russisk troppeopbygning langs grænsen, men den blev først og fremmest set

som led i et diplomatisk spil. Man mente, at omkostningerne for Rusland ved en invasion ville være alt for store i forhold til de tvivlsomme gevinster, der kunne opnås. Landet ville blive mødt med kraftige vestlige modforholdsregler, ukrainerne ville sætte sig militært og folkeligt til modværge, russisk økonomi kunne gå glip af vigtige eksportmarkeder i Vesten. Hertil kom, at russerne trods aktuelle tegn på vestlig splittelse måtte regne med at kunne stå over for en fjendtlig blok af NATO-lande, hvis sammenhold risikerede at blive større. Beslutningen om at invadere er med andre ord umiddelbart svær at forstå både ud fra en realistisk og en liberalistisk IP-tilgang.

Andre markante nybrud i international politik de senere år forekommer ligeledes vanske-

lige at forklare alene med afsæt i de to traditionelle IP-teorier. Storbritannien meldte sig i 2016 ud af EU efter en folkeafstemning. Under kampagnen op til afstemningen spillede magtpolitiske og økonomiske argumenter en rolle, men de blev overskygget af socialpsykologiske appeller til briternes identitetsforestillinger om landets fortid og deres ønske om uafhængighed. USA har efter Donald Trumps tilbagekomst som præsident på dramatisk vis gjort op med det globale frihandelsregime og den regelbaserede internationale orden mere generelt til fordel

for en langt mere selvtilstrækkelig og protektionistisk linje. Skiftet er vanskeligt at forklare med afsæt i realistiske, endsige liberalistiske, forklaringslogikker og lægger i stedet op til at se nærmere på den illiberale og nationalistiske dagsorden, som MAGA-Trumpismen står for. Og når Kina træffer beslutninger, der det sidste årti kraftigt har været med til at øge spændingerne i Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav, kan det ikke kun forklares med en opstigende stormagts behov for at manifestere sig i sit nærområde eller den tiltagende stormagtsrivalisering

DEN SOCIALE VERDEN

Idéer, værdier, national identitet

DEN MATERIELLE VERDEN

Ressourcer

Beliggenhed

Afhængigheder

INTERESSER

Beslutningstager

Handling

Idéer, værdier, national identitet

Figuren er en foreløbig introduktion til den konstruktivistiske tilgang, der omtales nærmere i kapitel 2. Her skal den vise, at man – i teoretisk forstand - kan sondre mellem en social og en materiel verden, og at bogen fokuserer på den sociale verden. Hvordan pilene fra den sociale til den materielle verden nærmere skal forstås, vil fremgå af kapitel 2. Indholdet i de to blå kasser er det samme, men de er begge medtaget for at vise omfanget af påvirkningen fra den sociale verden. Som fysiske individer er beslutningstagerne placeret i den materielle verden, men pilene fra den sociale verden skal vise at deres idéer, værdier og identitet stammer herfra.

med USA. Hovedprioriteten for Kina er genforeningen af Taiwan som led i genrejsningen af Kina til fordums storhed, og i lyset heraf vejer magtpolitiske og økonomiske kalkuler mindre tungt end indgroede identitetsforestillinger.

Eksemplerne fra Rusland, Storbritannien, USA og Kina peger alle på, at forestillinger om en stats identitet kan være med til at forklare dens udenrigspolitik. Sådanne forestillinger er selvfølgelig skabt af mennesker med afsæt i deres forståelse af historien og er i bredere forstand udtryk for såkaldte sociale konstruktioner (se nærmere kap. 2).

Materielle forhold og rationelle adfærdslogikker vil altid kunne forklare en vigtig del af den udenrigspolitisk, stater vælger at føre. Men de kan ofte ikke stå alene. I bogens kapitler vil vi udforske identitetsforestillingerne hos de fem vigtigste aktører på den internationale scene – plus vores egen lille småstat – med henblik på at se, hvor langt vi kan komme i forståelsen af deres udenrigspolitiske adfærd ud fra ikke-materielle/ikke-rationelle betingelser, i det følgende benævnt de sociale forhold. Her spiller aktørernes idéer, værdier og især identitetsforestillinger en central rolle (se fig. 2).

hvilke personer der står bag. Og normalt vil de individuelle aktører, der i sådanne situationer øver indflydelse, få stor omtale.

Også på den udenrigspolitiske scene har vi en tendens til at overse den menneskelige og sociale adfærd. De aktører, der i et konkret begivenhedsforløb henvises til, er i overvejende grad stater. Fokus er på det indbyrdes spil, der foregår mellem dem, evt. inden for rammerne af en international organisation (der også i sig selv kan være en aktør, fx EU). Men også stater styres af mennesker, hvilket som regel kommer frem, når større stater med kendte ledere er involveret, fx Putin, Xi og Trump. Selv om det ikke altid er så åbenlyst, bliver også den internationale politik således i en eller anden udstrækning formet af de mennesker, der handler på statens vegne, og de handler ikke nødvendigvis ud fra en snæver materiel eller rationel logik. Tilmed repræsenterer de individuelle statslige beslutningstagere et bredere socialt kollektiv – ofte kaldet nationen – som de kan tale på vegne af og mobilisere ved at italesætte fælles (nationale) idéer, værdier og identitetsforestillinger. Derfor bliver det, vi har kaldt den sociale verden, også vigtig i studiet af den internationale politik.

Internationale aktører som sociale væsener

Enhver politisk beslutning udspringer af menneskelige aktiviteter. Men i omtalen af beslutningerne gøres de ofte til noget upersonligt. ‘Regeringen’ har besluttet at sænke skatterne, ‘Venstre’ går nu ind for en CO2-afgift for landbruget, ‘fagbevægelsen’ går imod en forhøjelse af pensionsalderen. Når det drejer sig om noget kontroversielt, er der derimod i indenrigspolitikken en tendens til, at man også hæfter sig ved,

I en vis forstand bliver den sociale verden vigtigere i udenrigspolitikken end i indenrigspolitikken, fordi aktørerne i udpræget grad er bærere af historisk betingede og ofte stærkt indgroede fælles forestillinger om deres eget lands rolle og muligheder i verden. Det individuelle – statslederens egne interesser og præferencer – træder derfor ofte i baggrunden til fordel for de bindinger af kollektiv og identitetsmæssig art, som de enkelte aktører er underlagt.

De IP-teorier, der er til rådighed, har en meget forskellig opfattelse af, hvor stor en rolle

Figur 3. Materielle og sociale faktorer i IP-teorierne

IP-realisme

MATERIELLE

FAKTORER

IP-liberalisme IP-konstruktivisme

neorealisme neoklassisk realisme klassisk realisme liberal institutionalisme

På aksen i figur 3 er de vigtigste IP-teorier placeret, og figuren viser, hvor forskellig den menneskelige faktor er vægtet i teorierne. Neorealismen er den mest strukturorienterede, dvs. at den søger at forklare staters udenrigspolitik ud fra strukturen i det internationale system, især magtfordelingen og antallet af poler. Også den neoklassiske realisme tager udgangspunkt i strukturen, men inddrager niveauer ned til beslutningstageren, hvis analysen tilsiger det. I den klassiske realisme står ‘statsmanden’ centralt, men han/hun antages at styre rationelt ud fra nationale interesser, hvorved der i realiteten ikke levnes meget plads til individet eller sociale idéer. For mange liberale teorier er strukturen også vigtig, men interessen samler sig i høj grad

den menneskelige faktor, og i videre forstand den sociale verden, spiller, når vi skal forstå staters udenrigspolitik. Inden for IP-realismen er den såkaldte neo-realistiske skole i dag den mest dominerende, og den repræsenterer et yderpunkt i spørgsmålet om, hvilken betydning de sociale faktorer spiller (se figur 3).

IP-liberalismen er mere åben over for de processer, der finder sted inden for staterne (inde i ‘den sorte boks’). Det gælder især de teorier, der beskæftiger sig med, hvordan udenrigspolitiske beslutninger bliver til med afsæt i beslutningstagernes opfattelser og idéer om verden. Sådanne analyser afviger derfor stærkt

FPA (beslutningsprocesanalyse) konstruktivisme postkonstruktivisme

SOCIALE FAKTORER

om, hvad der sker inden for ‘boksen’ (den statslige ramme). Det er særlig udtalt i beslutningsprocesanalysen, der beskæftiger sig med perception, politiske og bureaukratiske roller samt værdier (jf. fig. 4). I konstruktivismen er nogle af disse forhold selve udgangspunktet og definerer den verden, beslutninger træffes på grundlag af (forskellen er ontologisk, jf. fig.2). Den skarpe forskel til de andre teorier er markeret med en lodret stiplet linje. Nogle af forskellene mellem konstruktivismen og især realismen uddybes i kapitel 2, og i kapitel 9 sættes de to teorier over for hinanden med henblik på at vise konstruktivismens forklaringskraft, når det gælder vigtige skifte i de gennemgåede aktørers udenrigspolitik.

fra tilsvarende realistiske analyser, hvor det enten er strukturen i det internationale system eller de nationale interesser defineret af rationelle aktører, der er afgørende. De liberale beslutningsprocesanalyser opererer med mere subjektive faktorer som aktørernes værdisæt (herunder politiske holdninger), roller i det politiske system og deres perceptioner af omverdenen. Men, som det fremgår af figur 3 og figurteksten, er der et skarpt skel mellem IP-realismen og IP-liberalismen på den ene side og IP-konstruktivismen på den anden side hvad angår betydningen af de sociale faktorer (jf. også figur 4 og figurteksten).

Figur 4. Liberalistisk beslutningsprocesmodel

MATERIEL VERDEN

perceptioner +

værdier, roller, hist. erfaringer

SOCIAL VERDEN

Handling

I figuren er vist, hvordan en udenrigspolitisk beslutningsprocesanalyse kan gennemføres med et liberalt udgangspunkt. Analysen bliver afgørende forskellig fra den, der gennemføres på grundlag af figur 2. I det sidste tilfælde handler beslutningstageren ud fra en verden, der er socialt konstrueret. I det første tilfælde spiller sociale faktorer også en vigtig rolle, især i form af de subjektive perceptioner/opfattelser, der præger beslutningstageren. Men bag perceptionen ligger en objektiv virkelighed (den materielle verden), der er ens for de forskellige individuelle aktører.

Bogens formål og om vægtningen af det historiske

Bogen har tre formål. Det ene er at udforske kollektive identitetsforestillinger som et analyseredskab i studiet af International Politik og vise, hvordan det kan bruges til at forstå og forklare internationale aktørers udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det andet er at bruge disse analyser til at belyse indholdet og fremgangsmåden i den konstruktivistiske tilgang til International Politik og påpege, hvordan konstruktivismen adskiller sig fra de to øvrige hovedstrømninger inden for IP-studiet, realismen og liberalismen. Det tredje formål er at undersøge de dominerende identitetsforestillinger, herunder især den nationale identitet, hos fem vigtige aktører på den internationale scene – og føje Danmark til som den sjette – med henblik på at demonstrere, hvordan en konstruktivistisk tilgang kan bruges til at udlægge disse aktørers overordnede udenrigspolitiske kurs. Indholdet i bogen skulle dermed gerne ikke blot give et indblik i aktørernes selvforståelse og udenrigspolitiske tænkning, men også levere et overblik over de

analyseredskaber, der kendetegner konstruktivismen som IP-teori.

De tre formål er overlappende, og de kræver alle, at vigtige sider af de pågældende aktørers nyere historie trækkes ind i fremstillingen. Det gælder helt generelt, at det er vanskeligt at forstå staters udenrigspolitik ved udelukkende at fokusere på de aktuelle omstændigheder. Herved overser man let betydningen af tidligere erfaringer, som former aktørernes forståelse af sig selv og deres omgivelser. Og specielt for den konstruktivistiske tilgang spiller historien en stor rolle, idet de kollektive erindringer og forestillinger, som er i fokus i bogen, normalt er et produkt af en længere historisk udvikling, som er med til at forme aktørernes identitet. Historiens betydning skal derfor belyses og vil også indgå i diskussionen af teorien i kapitlerne 2 og 9.

Når vi skal forsøge at forklare Danmarks udenrigspolitiske adfærd, sker det ofte med henvisninger til historiske begivenheder som nederlaget i 1864 og den tyske besættelsesaktion 9. april 1940 (se nærmere herom i kap. 8).

1864-traumet siges at have levet videre i de følgende mange årtier i form af en meget forsigtig og tilbagetrukken dansk udenrigspolitik, der især gav sig udslag i forsøg på at tilpasse sig den magtfulde nabo mod syd og undgå militær oprustning, også når Tyskland optrådte mere truende. Læren fra 9. april havde en anden karakter. Efter de bitre besættelsesår valgte Danmark med indmeldelsen i NATO-alliancen at forlade en lang neutralitetstradition, og der blev igen set positivt på værdien af militære midler.

Vigtige begivenheder og erfaringer fra fortiden får hermed en varig betydning for det efterfølgende valg af udenrigspolitisk kurs og for et lands stillingtagen, når senere konkrete beslutninger skal træffes. Det har været tilfældet for Danmarks vedkommende, men gælder også i andre lande, og eksempler herpå vil der være mange af i de følgende kapitler. De vil blive brugt til at forklare den adfærd, aktørerne udviser i dag. Men som led i bogens konstruktivistiske sigte vil de også blive brugt i en videre forstand. Nemlig i et forsøg på at forstå den konstruerede virkelighed, aktørerne handler i, jf. fig.2.

Figur 5. Historie og International Politik – to overlappende fagdiscipliner

HISTORIE

Fokus på det unikke

POLITOLOGI (IP)

Fokus på det generelle

Uden kendskab til vigtige vendepunkter i de valgte aktørers nyere historie og deres kollektive erindringer herom, herunder historiske traumer, er det ikke muligt at lave en konstruktivistisk analyse. Og heller ikke muligt at diskutere konstruktivismens værdi som teori. Derfor indeholder de følgende kapitler en betydelig mængde historisk stof. Men det er vigtigt at holde fast i bogens ambition om at give et teoretisk indblik i IP-konstruktivismen og tilbyde en række konstruktivistiske analyseredskaber. Og herudfra udforske de valgte aktørers udenrigspolitiske ageren med afsæt i deres historisk formede selvforståelse.

Det kræver en balancegang i vægtningen mellem historie/empiri og teori. Som udgangspunkt beskæftiger historie sig med det unikke, dvs. begivenheder og udviklingsforløb, der er tidsbundne og aldrig i fuldt omfang gentager sig. Teori, her IP-teori, er derimod optaget af mønstre, der gentager sig, som kan genfindes på tværs af aktører, og som er egnet som grundlag for udledning af generelle udsagn om aktørers adfærd og verdens indretning. Men som det fremgår af fig.5 og den følgende tekst, er det ikke altid let at afgøre, hvor grænsen går mellem det unikke og det generelle.

Historiske forklaringer vil ofte indeholde elementer af politologisk IP-teori. En historisk fremstilling af optakten til Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 vil være præget af detaljer om, i hvor høj grad præsident Putin var alene om at træffe beslutningen, hvordan troppeopbygningen og deploye-

ringen foregik, om der var truffet aftaler med nabostaten Belarus om støtte, om forhandlinger mellem Rusland, Ukraine og vestlige stater kunne have afværget krigen – og en lang række andre opklarende forhold. Men en historiker vil også være tilbøjelig til at interessere sig for mere overordnede sammenhænge som fx, om beslutningen om en invasion skal ses som en fortsættelse af en lang russisk imperietradition, og om den afspejler nogle indgroede autoritære træk i det russiske politiske system og derfor ikke kun skal forklares med dem, der aktuelt sidder på magten. Sådanne dybt indlejrede nationale identitetsnarrativer om det historiske imperiale Storrusland er netop også forhold, som den konstruktivistiske IP-teori interesserer sig for.

Historikeren bevæger sig endnu længere over i retning af det generelle – og dermed IP-faget – når han eller hun inddrager overvejelser over, hvordan stormagter typisk opfører sig. I en historisk analyse af den russiske beslutning kunne det således for at underbygge argumentationen være relevant at sammenligne med andre stormagters adfærd i lignende situationer; og her pege på, at de vil være interesserede i at skabe et bælte af venligtsindede stater i deres nære omgivelser for bedre at kunne modstå deres hovedmodstandere. Det var tilfældet, da USA under Den Kolde Krig greb militært ind for at hindre socialistiske eller kommunistiske styreformer at komme til magten i Latinamerika. En mislykket invasion af Cuba i 1961 var forløberen for den krise, der året efter bragte USA og Sovjetunionen på randen af en atomkrig. Tilsvarende kan man forklare Sovjetunionens ønske om efter Anden Verdenskrig at få installeret pålidelige regimer i de østeuropæiske lande og landets senere

interventioner for at sikre deres overlevelse. Skal Ruslands angrebskrig over for Ukraine ses på samme baggrund? Det er et spørgsmål, som både historikeren og politologen vil interessere sig for. Den sidste, fordi et af hovedformålene i IP-faget er at opstille teorier om, hvordan stater generelt opfører sig, og hvilke forhold der er udslagsgivende for adfærden.

Historikeren har svært ved at komme uden om generelle forklaringer, hvis der skal laves en fyldestgørende analyse af en given begivenhed, og politologen har brug for den historiske baggrund for at kunne udlede generelle sammenhænge, der er tilstrækkeligt underbygget. Dette overlap mellem de to fag vil være særlig tydeligt i denne bog. De tre hovedformål og ønsket om, at de skal understøtte hinanden, kræver, at både den historiske og den politologiske fremstilling låner fra hinanden. Konkret betyder det, at de seks aktørkapitler nok indeholder fyldige beskrivelser af særtræk ved den enkelte aktørs fortid, men at udvælgelsen af stoffet både sigter på at udsige noget generelt om, hvordan den pågældende aktør opfatter sin udenrigspolitiske rolle, og i hvor høj grad det kan være med til at forklare dens udenrigspolitik. Herigennem kan analysen bidrage til at belyse træk ved konstruktivismen som IP-teori.

I kapitel 2 vil indholdet i denne teori blive nærmere omtalt, herunder en gennemgang af de vigtigste begreber, der ligger til grund for teorien. Heraf vil også fremgå, hvor tæt forbundne Historie og International Politik er som fagdiscipliner, og at det ikke mindst gælder, når udgangspunktet er konstruktivisme.

2. IP-KONSTRUKTIVISME

Sociale konstruktioners betydning for staters udenrigspolitik

Af Andreas B. Forsby

Introduktion

Er sociale konstruktioner vigtige i studiet af International Politik (IP) og mere specifikt for vores bestræbelser på at forstå og forklare staters udenrigspolitik? Det mener konstruktivismen, som siden 1990’erne har etableret sig som en af IP-studiets tre teoretiske hovedstrømninger – i direkte opposition til især den realistiske IP-tilgang.

Umiddelbart virker det indlysende for IP-studiet at beskæftige sig med sociale konstruktioner. For når vi som mennesker opfatter, fortolker og italesætter virkeligheden – også i den internationale arena – udtrykker vi os sprogligt netop med afsæt i sådanne sociale konstruktioner. Eksempelvis vil det have stor indvirkning på vores relationer til Kina, om vi primært anskuer og omtaler Kina som et kommunistisk diktatur eller som en økonomisk supermagt.

Men tilstedeværelsen af sociale konstruktioner gør dem ikke nødvendigvis hverken interessante eller vigtige for IP-studiet. Mange IP-forskere antager, at international politik i realiteten styres af underliggende incitamenter og rationaler, som først og fremmest udspringer af materielle vilkår. Ifølge realismen kan sociale konstruktioner således reduceres til sådanne incitamenter og rationaler og har derfor ikke i sig selv nogen forklaringsværdi (se også fig.

2. kap. 1). Men over de seneste tre-fire årtier er det lykkedes konstruktivisterne at demonstrere betydningen af sociale konstruktioner i international politik – og dermed tilbagevise realisternes kritik. Især én type af sociale konstruktioner – nationale og internationale identitetsforestillinger – har spillet en central rolle for konstruktivisternes succes med at udfordre de forklaringer, realismen bygger på. Således har konstruktivisterne formået at vise, dels hvordan historisk betingede identitetsforestillinger på fundamental vis former ven- og fjendskabsbilleder og hermed staternes måde at interagere i den internationale arena. Dels hvordan konkurrerende fortællinger om nationens fortid, nutid og fremtid kan rumme vidt forskellige pejlemærker for staternes udenrigspolitik, indimellem i direkte modstrid med de underliggende rationaler og incitamenter.

Selv om konstruktivismen som sagt fokuserer på mange forskellige typer af sociale konstruktioner, vælger vi i denne bog at koncentrere os om kollektive identitetsforestillinger – nærmere bestemt historisk betingede nationale identiteter. Dette kapitel ser først nærmere på den konstruktivistiske tilgang, dens opblomstring, samt hvordan den adskiller sig fra de øvrige hovedstrømninger inden for IP-feltet. Dernæst indsnævres kapitlets fokus til at omhandle nationale identitetsnarrativer

Hvad er en social konstruktion?

En social konstruktion er den betydning eller mening, som et samfund tillægger en genstand, begivenhed eller praksis. Denne fælles forståelse betinger, hvordan samfundet betragter og håndterer genstanden, begivenheden eller praksissen. Betydningen eller meningen er med andre ord ikke givet på forhånd, men er opstået gennem social interaktion mellem samfundets individer.

Sociale konstruktioner kan bl.a. være idéer, begreber, forestillinger, diskurser, normer, værdier, kulturer og identitetsnarrativer. Enhver social konstruktion er som udgangspunkt foranderlig, men nogle sociale konstruktioner er stærkt forankrede i samfundets fælles forståelse.

Penge er et klassisk eksempel på en stærk social konstruktion, som med tiden er blevet så velkonsolideret, at vi sjældent tænker over, at nutidens penge – modsat fortidens guldmønter – kun har værdi, fordi vi som samfund er blevet enige herom.

Inden for studiet af International Politik er et andet eksempel på en stærk social konstruktion territoriale landegrænser. Som udgangspunkt fremstår sådanne grænser som materielt funderede ved at følge naturlige, fysiske skillelinjer (floder, bjergkæder, kyststrækninger) og eller være markeret med grænsehegn og beskyttet af grænsevagter.

Men landegrænser er dybest set sociale (og foranderlige) konstruktioner, som afhænger af hævdvundne internationale principper (suverænitet), multilaterale traktater (FN), specifikke bilaterale aftaler samt ikke mindst accept og anerkendelse fra andre stater.

• Ukraines territorielle suverænitet blev kraftigt anfægtet af Rusland forud for invasionen i 2022 (og annekteringen af Krim i 2014). En fælles ukrainsk-russisk forståelse af grænsedragningen samt andre landes afvisning/accept af de ændrede landegrænser spiller en væsentlig rolle for holdbarheden af Ukraines fremtidige grænsedragninger.

Annekteret af Rusland i 2014 Separatist-kontrolleret område Russiske troppebevægelser

Fortiden spøger: historiske rivaler

som et analytisk redskab til at forstå og forklare staters udenrigs- og sikkerhedspolitik.

En konstruktivistisk tilgang til studiet af International Politik

Med Den Kolde Krigs ophør (1989), Sovjetunionens opløsning (1991) og fremkomsten af en unipolær verden domineret af USA stod vi foran en ny æra i international politik. Mens toneangivende realister forudsagde, at stormagterne snart atter ville være fastlåst i global kappestrid, hilste liberalisterne de nye fremskridts- og samarbejdsmuligheder velkommen.

Ud fra deres tilgang ville fremkomsten af en international liberal orden med stærke, multilaterale samarbejdsinstitutioner anspore de rationelle statsaktører til i stigende grad at lade

Japan og Kina har et vanskeligt og periodevis decideret fjendtligt forhold til hinanden. Det skyldes ikke mindst, at begge lande i høj grad anskuer modparten ud fra fortidens konflikter og, for Kinas vedkommende, ligefrem dyrker de historiske traumer, som Japan påførte Kina i løbet af det, kineserne kalder ”Modstandskrigen mod japansk aggression” (1937-1945).

Med afsæt i identitetsbegrebet kan konstruktivister bedre forstå de to landes indbyrdes forhold, end hvis forholdet kun anskues ud fra et liberalistisk eller realistisk perspektiv.

sig indbinde og regulere i jagten på økonomisk udvikling, voksende velstand og varig fred.

Den nye æras forandringspotentiale blev også grebet af en række konstruktivistiske IP-forskere. Men i stedet for at fokusere på de ændrede strukturelle rammer og materielle incitamenter for de rationelle statsaktører vendte konstruktivisterne blikket mod fremkomsten af nye idéer, normer og identitetsforestillinger i kølvandet på Den Kolde Krigs ophør. Anført af Alexander Wendt gik konstruktivisterne især i rette med realisternes forståelse af det internationale systems anarkiske struktur, som – snarere end at være bestemt af materielle og objektive faktorer – ifølge Wendt skabes i den sociale interaktion mellem staterne (og deres borgere). Med andre ord relativerede han det internationale systems anarkiske struktur: ”Anarkiet er, hvad staterne gør det til” (altså en

social konstruktion!). Wendt argumenterede i forlængelse heraf for, at strukturens adfærdsincitamenter (dvs. den måde, hvorpå strukturen påvirker staternes adfærd) kan variere afhængigt af den til enhver tid dominerende anarkiske ”kultur” (se fig. A).

Realisternes forestilling om anarkiet som en tilstand af selvhjælpsadfærd med fokus på overlevelse, relativ magtpositionering og sikkerhedstrusler forudsætter ifølge Wendt langt hen ad vejen en underliggende socialt konstrueret fjendskabskultur (Hobbesiansk).

Andre anarkiske kulturer kan udvikle sig, ikke mindst i overgangsfaser som efter Den Kolde Krigs ophør. Hvis stormagterne med USA i spidsen forstod at gøre brug af forandringspotentialet, ville de sammen kunne konstruere en mere regelbaseret, samarbejdsorienteret og måske ligefrem tillidsbaseret interaktionskultur,

A. Wendts begrebsliggørelse af det internationale systems anarkiske kulturer.

Idealtypiske anarkiske kulturer

Systembetingede relationer mellem staterne (identitetsroller)

Hobbesiansk kultur (jf. filosoffen Thomas Hobbes)

Lockesiansk kultur (jf. filosoffen John Locke)

Kantiansk kultur (jf. filosoffen Immanuel Kant)

Fjendskab Rivalisering/ konkurrence Partnerskab/ venskab Systemiske incitamenter for staternes adfærd

• Eksistentiel overlevelse

• Selvhjælpsadfærd

• Imperialistisk magtpolitik

• Nulsumstænkning

• Suverænitetsbaseret sameksistens

• Begrænset magtudøvelse

• Institutionaliseret samarbejde

• Kollektiv identifikation

• Sikkerhedsfællesskaber

• Ikke-voldelig konflikthåndtering

• Generel reciprocitet

Note: Selv om alle tre anarkiske kulturer er socialt konstruerede, bygger de hver især på kernebegreber fra hhv. Realismen, Liberalismen og Konstruktivismen, se Figur B.

hvor de hen ad vejen ikke længere ville betragte hinanden som fjender, men snarere som konkurrenter, partnere eller endda venner (dvs. en Lockesiansk eller Kantiansk kultur). I denne sociale konstruktionsproces ville staterne kunne omformulere ikke bare deres interesser, men også systemiske identitetsroller og selvforståelse igennem interaktionen med andre stater, pointerede Wendt.

Den internationale udvikling i det første par årtier efter Den Kolde Krig gav vind i sejlene til både liberalismen og konstruktivismen. Liberalisterne udlagde den nye æra af fredeligt samarbejde med henvisning til rationelle og materielle incitamenter, hvor udsigten til økonomisk vækst og fremskridt motiverede staterne til at tilslutte sig den liberale internationale ordens multilaterale samarbejdsinstitutioner og stadig mere globaliserede frihandelsaftaler. Konstruktivisterne fokuserede snarere på, hvordan den internationale ordens underliggende

idéer, diskurser, normer og værdier ændrede sig i mere liberal retning og hermed tilsyneladende lagde grunden for mere åbenhed, inklusivitet og samarbejde i det internationale statssamfund. Den nye tidsånd havde også forplantet sig blandt stormagterne, som med USA i spidsen formåede at finde fælles fodslag og opbygge et mere tillidsbaseret samarbejde inden for FN’s Sikkerhedsråd om bl.a. at bekæmpe fælles sikkerhedspolitiske trusler i form af slyngelstater som Nordkorea og Iran i 1990’erne og transnationale islamistiske terrorister i løbet af 00’erne (Krigen mod Terror).

Nogle konstruktivister tog skridtet videre og påpegede, hvordan de vestlige lande med afsæt i fælles værdier og identitetsforestillinger, sociale læringsprocesser samt vidtforgrenede internationale institutioner havde konstrueret såkaldte ”sikkerhedsfællesskaber”. Sådanne sikkerhedsfællesskaber – med NATO som det mest fremtrædende eksempel – var ikke blot kende-

Strategiske kulturer

Adskillige konstruktivister har været optaget af at vise, hvordan staterne (dvs. de centrale beslutningstagere) er indlejret i specifikke kulturelt og historisk betingede forståelsesrammer, som former deres strategiske udsyn og trusselsbillede. Sådanne nationale `strategiske kulturer´ kan eksempelvis være gennemsyret af isolationistiske idéer eller historiske lektioner om håndteringen af fortidens udfordringer. Jo stærkere den nationale strategiske kultur er rodfæstet, desto mere vil den kunne ”overskygge” udefrakommende incitamenter og rationaler. Eksempelvis opstod der blandt danske beslutningstagere en stærk ”hvad-skal-det-nytte”-diskurs efter chok-nederlaget i 1864 til Preussen, ifølge hvilken det danske forsvar var nytteløst og derfor skulle holde så lav profil som muligt for at holde Danmark uden for stormagtskonflikterne (se kap. 8).

tegnet ved vidtgående fælles sikkerhedsforpligtelser, men også en grundlæggende pacifistisk adfærdskultur og ikke-voldelig konfliktløsning mellem medlemmerne (dvs. kollektiv sikkerhed). En anden gruppe konstruktivister fokuserede mere generelt på fremkomsten (og accepten) af nye normer for legitim adfærd i det internationale statssamfund såsom humanitære interventioner, miljøbeskyttelse, kvinderettigheder, demokrati, menneskerettigheder, anti-apartheid og race-lighed samt et tabu mod brugen af atomvåben. En tredje gruppe konstruktivister demonstrerede, hvordan sådanne internationale normer samt især nationale historiske erfaringer og forestillinger former staternes ”strategiske kultur” og hermed deres opfattelse af sikkerhedspolitiske trusler (se tekstboks på sidste side).

I takt med geopolitikkens genkomst – ikke mindst efter Ruslands invasion af Ukraine (i 2022) – samt den intensiverede stormagtsrivalisering mellem Kina og USA (siden 2018) synes konstruktivismens forestillinger om det internationale systems forandringspotentiale at være blevet manet i jorden. De nye sociale konstruktioners skrøbelighed i mødet med stormagternes kappestrid er blevet stillet til skue, ligesom i øvrigt også liberalisternes tro på betydningen af økonomisk interdependens, institutionelle indbindinger og transnationale samarbejdsprocesser har lidt et knæk. Verden ligner igen noget, der er taget direkte ud af realisternes drejebog.

Konstruktivismens eksistensberettigelse står imidlertid hverken og falder med Wendts opgør med realismens ”uforanderlige” anarkiske struktur eller, for den sags skyld, internationale normers holdbarhed. Andre dele af den konstruktivistiske IP-tilgang fremstår i dag

Sikkerhedsliggørelsesteori

Som led i et opgør med realisternes fokus på objektivt/materielt givne trusler og sikkerhedspolitik har især Ole Wæver slået til lyd for en alternativ (kritisk) konstruktivistisk forståelse af sikkerhedspolitik, hvor det ikke længere kun er staterne, der bedriver sikkerhedspolitik, ej heller blot er militære trusler, der skal forstås som sikkerhedspolitik. I stedet anvendes en mere åben analyseramme med fokus på selve konstruktionen af sikkerhedspolitiske trusler: Hvad kan `sikkerhedsliggøres´ som en eksistentiel trussel, af hvem, hvordan kan truslen accepteres som legitim, og hvilke typer af ekstraordinære tiltag og redskaber kan hermed tages i brug for at håndtere truslen? Teorien kan fx bruges til at vise, hvordan klimaforandringer de senere år er blevet sikkerhedsliggjort af bl.a. FN’s Generalsekretær som en eksistentiel trussel mod menneskeheden, der kræver akutte og vidtgående modforanstaltninger – med varierende grad af accept fra medlemslandene på de årlige COP-konferencer i FN-regi.

[Ole Wæver, dansk professor i International Politik ved KU, anses for at være den primære ophavsmand til sikkerhedsliggørelsesteorien]

Figur B. Illustration af IP-feltets tre teoretiske hovedstrømninger.

REALISME

Anarki

Usikkerhed

Magtbalancering

Selvhjælp

Materialisme

Rationalisme

LIBERALISME

Fremskridt

Institutioner

Interdependens

Samarbejde

Holisme Idealisme

Intersubjektivisme

KONSTRUKTIVISME

Identiteter

Normer

Kulturer

Diskurser

Note: Røde nøgleord markerer teoriernes ontologiske tilgang, mens de blå nøgleord repræsenterer udvalgte teoretiske kernebegreber.

som vigtige bidrag til studiet af International Politik, herunder sikkerhedsliggørelsesteori (se tekstboks på forrige side), nationale strategiske kulturer og ikke mindst identitetsteori, som gennemgås i kapitlets anden halvdel. Samtidig findes der en underskov af konstruktivisme-relaterede tilgange, som fortsat tager livtag med IP-studiets traditionelle begrebs- og teoribastioner (se næste sektion). Sociale konstruktioner er hermed vigtige for at kunne forstå og forklare international politik, og konstruktivismen

har allerede demonstreret sit værd som en af IP-disciplinens teoretiske hovedstrømninger. Og modsat de to traditionelle IP-tilganges materielle og rationalistiske forklaringslogikker tilbyder konstruktivismen en væsensforskellig tilgang til disciplinens centrale spørgsmål og problemstillinger (se fig. B). Selv om 90’ernes optimistiske tro på det konstruktivistiske forandringspotentiale i den internationale arena har fortonet sig, er socialkonstruktivismen således i dag en veletableret IP-teori.

Den sociale konstruktion af virkeligheden: ontologi og epistemologi

Hvor realismen og liberalismen kan betragtes som egentlige IP-teorier med en række specificerede grundantagelser om de vigtigste ”adfærdsmekanismer” i international politik, kan konstruktivismen snarere anskues som en bredere – sociologisk og socialpsykologisk funderet – tilgang med afsæt i sit fokus på den sociale konstruktion af virkeligheden.

Sådanne sociale konstruktioner rummer ifølge konstruktivisterne nøglen til at forstå og forklare det, der foregår i den internationale politiske arena. I den forbindelse benytter konstruktivisterne sig ofte af de to filosofiske begreber ontologi og epistemologi til at anskueliggøre, hvordan konstruktivistismen adskiller sig fra realismen og liberalismen.

Ontologi:

Antagelser om, hvad der eksisterer, og måden, det eksisterer på.

Epistemologi:

Antagelser om, hvad viden er, og hvordan vi erkender virkeligheden.

Ontologisk set er studiet af international politik væsensforskelligt fra de naturvidenskabelige studier, hvis studieobjekt – den fysiske, materielle verden – kan isoleres og undersøges forholdsvis uafhængigt af forskeren. International politik er derimod kendetegnet ved fænomener – stater, suverænitet, sikkerhedspolitik, den anarkiske struktur, international orden, konventioner, netværksbevægelser, handelsregimer

osv. – der først og fremmest eksisterer i kraft af sociale processer. Selv om staten eksempelvis kan fremstå som en objektivt given fysisk realitet med grænser, territorium, befolkning osv., beror den samtidig på komplekse og kontinuerlige sociale konstruktionsprocesser både indadtil (via centraladministrationen) og udadtil (via diplomatiet) med henblik på at opretholde dens suverænitet.

Epistemologisk set er vores viden om international politik i sig selv socialt skabt, pointerer konstruktivisterne. Der findes nemlig ikke nogen objektiv og ekstern virkelighed uafhængigt af vores perceptioner og sociale konstruktioner. Således vil aktørerne i international politik – fx regeringsledere, diplomater, medieredaktører, transnationale aktivister, multinationale virksomhedsledere og IP-eksperter – i kraft af deres forhåndsforståelse af virkeligheden medvirke til at skabe og genskabe de adfærdsmønstre, vi kan observere i den internationale politiske arena. For at fortsætte med statseksemplet: Hvis alle de nævnte aktører til dagligt lever i suveræne statsregulerede samfund, kan det være svært for dem at forestille sig international politik uden netop staterne i centrum. En vigtig socialkonstruktivistisk pointe er dog, at vores viden og forhåndsforståelser altid kan udfordres, og at visse aktører kan have en interesse heri. Eksempelvis kan transnationale NGO-aktivister eller magtfulde tech-bosser forsøge at udfordre staternes privilegerede position med afsæt i alternative (transnationale) forestillinger om indretningen og reguleringen af det internationale system. Samlet set prioriterer konstruktivisterne altså den sociale over den materielle verden og den (inter)subjektivt konstruerede virkelighed over den objektivt givne.

Disse filosofiske spørgsmål – især spørgs-

målet om, hvor vidtgående man skal forstå den sociale konstruktion af virkeligheden – har dog samtidig affødt indre skillelinjer blandt konstruktivisterne. Overordnet kan man skelne mellem såkaldte konventionelle og kritiske konstruktivister, hvor sidstnævnte gruppering favner IP-feltets poststrukturalister, feminister, postkolonialister m.fl. De kritiske konstruktivister tager socialkonstruktivismen til sit logiske yderpunkt: Hvis alting i sidste ende er socialt konstrueret, bør IP-studiets hovedopgave være at dekonstruere vores fastforankrede forståelsesrammer, blotlægge bagvedliggende interesser, magtrelationer og diskriminationspraksisser og hermed tydeliggøre forandringspotentialet i international politik. Eksempelvis har adskillige kritisk-konstruktivistiske studier dekonstrueret suverænitetsinstitutionen, en af det statscentrerede IP-studies teoretiske grundpræmisser (se boks). De kritiske konstruktivister udforsker mange andre velkonsoliderede aspekter af den internationale orden for ikke blot at udstille de bagvedliggende – vestlige, kapitalistiske, kønslige m.v. – interesser, men også at identificere alternativerne (altså at rekonstruere den sociale virkelighed på anden vis).

Heroverfor står de konventionelle konstruktivister med en knap så vidtgående udlægning af de sociale konstruktioners rækkevidde og forandringspotentialet i international politik. Snarere end at dekonstruere vores fastforankrede forståelsesrammer er de konventionelle konstruktivister optagede af at kortlægge, analysere og endda teoretisere (stabile) sociale konstruktioner for herigennem bedre at kunne forstå og forklare deres indvirkning på international politik. Det gælder ikke bare, hvordan anarkiske kulturer, sikkerhedsfællesskaber, nationale strategiske kulturer og hævdvundne

Suverænitet som social konstruktion

Med afsæt i historikernes afdækning af den Westphalske Fredsslutning har konstruktivisterne undersøgt, hvordan suverænitetsprincippet – og hermed idéen om den moderne stat med eksklusiv autoritet over sit territorium og sin befolkning – opstod som led i afslutningen på 30-årskrigen i 1648. Mere specifikt har konstruktivisterne udforsket udviklingen i vores forståelse af suverænitet, altså hvad det indebærer, hvordan det opnås, og hvem der hermed inkluderes/ekskluderes fra det internationale statssamfund. Hermed kan konstruktivisterne anskueliggøre, at et centralt IP-begreb som suverænitet ikke er en objektiv størrelse, men er opstået gennem en historiske proces og tjener bestemte formål.

internationale normer indvirker på staters udenrigs- og sikkerhedspolitik (se ovenfor), men også hvordan sociale identiteter kan anvendes som analyseredskab. Det er netop, hvad anden halvdel af kapitlet ser nærmere på med afsæt i en konventionel konstruktivistisk IP-tilgang.

Sociale identiteter som konstruktivistisk analyseredskab Hvor interessen for internationale normer og

anarkiske kulturer er kølnet de senere år blandt konstruktivisterne, nyder især identitetsbegrebet fortsat stor tilslutning som analyseredskab. Fra et konstruktivistisk perspektiv er konstruktionen af sociale identiteter – nationale og internationale – vigtige, fordi de former udsynet – ”hvem er vi og hvad vil vi?” – hos aktørerne i international politik og giver retning til deres overordnede interesser. Magtbalanceringen i det internationale system udspiller sig således, ifølge konstruktivisterne, inden for en historisk betinget forståelsesramme, hvor sociale identitetsdynamikker er centrale for konstruktionen af skillelinjer mellem staterne og udpegningen af sikkerhedstrusler. At Canada eksempelvis indtil for nylig ikke følte sig truet af USA, verdens suverænt stærkeste militærmagt, med hvem en næsten 9000 km lang grænse deles, skyldtes i høj grad, at begge lande identificerede sig som medlemmer af det samme fællesskab af vestlige, liberale demokratier. Men Trumps genkomst på en MAGA-nationalistisk retorisk platform med undertoner af territoriel ekspansionisme – herunder ønsket om at indlemme Canada som USA’s 51. delstat – har grundlæggende ændret Canadas trusselsbillede, uanset at det indbyrdes militære magtforhold er forblevet uændret.

Konstruktivisternes brug af identitetsbegrebet udspringer primært af sociologiske, sprogfilosofiske og socialpsykologiske teorier. Disse teorier begrebsliggør og analyserer ganske vist identitet på forskellig vis, men her ser vi bort fra forskellene og forsøger i stedet at give et relativt forsimplet bud på, hvordan identitetsbegrebet kan anvendes inden for studiet af international politik. Hensigten er samtidig at anlægge en forholdsvis ensartet terminologi, som kan understøtte de efterfølgende kapitler

i bogen. Selv om de bagvedliggende identitetsteorier er udviklet med afsæt i (grupper af) menneskelige individer, kan de teoretiske indsigter overføres til den internationale arena, hvor staterne – eller andre kollektive aktører – ligeledes motiveres af sociale identitetsprocesser, påpeger konstruktivisterne.

I det internationale system har staterne (bl.a. via internationale traktater såsom FN-charteret) påberåbt sig og igennem århundreder varetaget en eksklusiv ret til at organisere suveræne politiske fællesskaber. Og så længe staternes magtposition ikke for alvor udfordres af andre enheder, vil det være oplagt for konstruktivisterne at udforske disse politiske fællesskabers selvforståelse. Der er en lang tradition for at omtale statens politiske fællesskab som nationen og dets selvforståelse som national identitet. Men da adskillige stater rummer mere end én nation – fx Storbritannien, der omfatter England, Skotland, Wales og Nordirland – kan man altså ikke uden videre sidestille statslig og national identitet. I denne antologi findes der i alle de fem analyserede lande (Danmark, Kina, Indien, Rusland og USA) en stærk forestilling om et nationalt fællesskab for statens borgere, og derfor benytter vi som udgangspunkt national fællesskab/identitet som udtryk for statens politiske fællesskab og selvforståelse. Hertil kommer EU, hvis overstatslige politiske fællesskab selvfølgelig bygger på, men samtidig rækker ud over, de enkelte medlemslandes nationale identiteter i konstruktionen af et europæisk fællesskab. Nedenfor udvikler vi vores eget teoretiske begrebsapparat (fig. C, D og E) for at kunne analysere statslige (nationale) identiteter og deres betydning i international politik.

Figur C. Oversigt over bogens identitetsteoretiske begrebsapparat.

STATSLIG (NATIONAL)

IDENTITET

En given stats kollektive selvforståelse – dvs. en eller flere diskursivt manifesterede og narrativt konstruerede forestillinger om ”hvem/hvad vi er”, og ”hvad vi vil” som statsligt (nationalt) fællesskab.

IDENTITETS MARKØRER

Særtræk eller karakteristika, som angivelig forener det statslige fællesskab og adskiller det fra andre stater. Identitetsmarkører er historisk betingede og i varierende grad forankret i fysiske faktorer såsom geografi, demografi og kropslige kendetegn (`race´), etno-kulturelle forhold af sproglig, religiøs og mytologisk karakter samt normative forestillinger som fx en politisk ideologi eller en civilisatorisk mission.

Hierarkiserede nationale identitetsstrukturer

Ifølge konstruktivisterne kan vi kortlægge, systematisere og analysere en given stats nationale identitetsfortælling(er) ved at studere

IDENTITETS DISKURS

Alle de offentligt fremsatte ytringer (skriftlige, mundtlige, visuelle) om den kollektive selvforståelse, hvoraf nogle ytringer er mere autoritative end andre afhængigt af den diskursive aktørs magtposition. Diskursen udgør således selve forståelsesrammen for identiteten.

IDENTITETS NARRATIV

Forholdsvis sammenhængende fortælling om det statslige fællesskab, som dels sammenkæder udvalgte dele af statens historie, nutid og fremtid, dels fremhæver specifikke identitetsmarkører i relation til andre stater – og med afsæt heri konstrueres statens overordnede mål og interesser.

RELATIONELLE FORSKELLE

Sammenligninger med andre stater (eller andre grupperinger) er nødvendige for at kunne forstå og afgrænse, ”hvem/hvad vi ikke er?”. Denne skillelinje udtrykker konstruktivisterne via begrebspar såsom identitet/forskel, selv/anden, os/dem og ind-/udgruppe.

den offentlige identitetsdiskurs (se fig. C). Hvor bredt nettet kastes for at indfange relevante ytringer, afhænger først og fremmest af statens regimetype, eftersom antallet af relevante aktører og offentligt tilgængelige kilder er højere

i liberale end autokratiske stater. I vestlige liberale demokratier vil man således kunne finde adskillige, indbyrdes konkurrerende nationale identitetsnarrativer, som vil være konstrueret omkring forskellige sæt af identitetsmarkører og hermed udlægninger af historien. Hvor nogle af disse markører vil gå på tværs af de konkurrerende identitetsnarrativer, vil andre markører være unikke for de enkelte narrativer (se fig. D). I visse tilfælde kan det politiske klima blive så polariseret, at landets oppositionsparti(er) – især de mere yderligtgående – ligefrem udfordrer forståelsen af de centrale identitetsmarkører i den dominerende nationale identitetsfortælling. Et tydeligt eksempel herpå er de senere års diskursive kamp om USA’s nationale identitet, hvor Demokraterne og Republikanerne (under Donald Trump) er dybt uenige om alt fra betydningen af race og kulturel diversitet over tolkningen af centrale historiske begivenheder (fx Borgerkrigen i 1860’erne) til visionen om USA’s exceptionelle karakter (se kap. 3). I autokratiske regimer som Kina og Rusland uden nogen (reel) politisk opposition vil magthaverne til gengæld i vid udstrækning kunne monopolisere den officielle fortælling om det nationale fællesskab i kraft af deres kontrol over statsapparatet. Statsapparatet kan nemlig bidrage hertil ved – i diskursiv forstand – at institutionalisere specifikke udlægninger af den nationale historiefortælling via uddannelsesinstitutionerne, statskontrollerede medier, offentlige kulturfremstød, fejring af nationale begivenheder/jubilæer m.v.

Enhver national identitet er selvfølgelig foranderlig, netop fordi den er socialt konstrueret. Men i jo højere grad et specifikt nationalt identitetsnarrativ med bestemte identitetsmarkører gentages i den offentlige diskurs, desto mere

Internalisering

Individers læring, accept og hermed indoptagelse af det omgivende samfunds normer, værdier og (identitets)fortællinger.

stabiliseres, struktureres og internaliseres dette narrativ, indtil det i sidste ende kan fremstå som en ureflekteret ”sandhed” om det nationale fællesskab. De allerstærkest internaliserede aspekter af denne fortælling kan anskues som de dybest strukturerede lag i et nationalt identitetshierarki (se fig. D). Et godt eksempel herpå er ”Ydmygelsens århundrede” (se kap. 5) – en traumatiseret del af nyere kinesisk historie, hvor imperialistiske stormagter delvis koloniserede Kina – idet den kinesiske regering bevidst og systematisk har udbredt og dyrket denne del af Kinas historie som en afgørende del af den kollektive erindring og hermed nationale identitet. Selv i de mest autokratiske regimer vil den nationale identitetsfortælling dog aldrig blive fuldstændig enstrenget, så længe forskellige aktører er involveret i den narrative konstruktionsproces. Omvendt er det forholdsvis sjældent i liberale demokratier, at oppositionspartier formår at omformulere de dybest strukturerede lag i den nationale identitetsfortælling, når de erobrer regeringsmagten – med Trump-administrationens valgsejr i 2024 som en bemærkelsesværdig undtagelse. Med andre ord er national identitet generelt set en relativt stabil analysevariabel ifølge konstruktivisterne.

Kollektive erindringer

Formative begivenheder såsom historiske triumfer, traumer, brydningstider og lektioner, som udgør en vigtig del af nationens udviklingshistorie (og altså identitetsfortælling).

Identitetsbetinget udenrigs- og sikkerhedspolitik

At stater kan siges at have en diskursivt struktureret kollektiv selvforståelse, er i sig selv et interessant konstruktivistisk bidrag til studiet af international politik. Men hvad der gør identitetsbegrebet særlig brugbart, er konstruktivisternes hypotese om, at statens selvforståelse

D. Identitetsdiskurs for et statsligt fællesskab

Identitets diskurs

Overfladisk

Graden af diskursiv internalisering

Dyb

KONKURRERENDE

IDENTITETSNARRATIV

Identitetsmarkør

KONKURRERENDE IDENTITETSNARRATIV DOMINERENDE IDENTITETSNARRATIV

Identitetsmarkør

Identitetsmarkør

Identitetsmarkør

Identitetsmarkør

Identitetsmarkør

Identitetsmarkør

Note: Især i liberale demokratier vil identitetsdiskursen for det statslige fællesskab kunne rumme konkurrerende identitetsnarrativer. Ethvert identitetsnarrativ er konstrueret omkring et sæt specifikke identitetsmarkører, hvoraf nogle går på tværs af de konkurrerende narrativer (som derfor delvis overlapper hinanden i figuren). Jo dybere identitetsmarkørerne er internaliseret, desto stærkere rodfæstet kan de siges at være i den kollektive erindring

betinger dens udenrigs- og sikkerhedspolitik. I bredeste forstand kan identitetsdiskursen siges at konstituere et offentligt mulighedsrum, inden for hvilket statens overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs formuleres, begrundes og legitimeres af beslutningstagerne. Argumentet er ikke, at enhver udenrigspolitisk beslutning udspringer af dette mulighedsrum, men snarere at de vigtigste aspekter af strategisk karakter tager afsæt i statsfællesskabets selvforståelse. Og herigennem tilbyder konstruktivisterne et alternativt, diskursivt konstitueret forklaringsperspektiv over for liberalisterne og især realisterne, som fremhæver ganske andre – materielt og rationelt funderede – forklaringstyper (jf. fig. B). Mere specifikt benytter konstruktivisterne sig af mindst tre forskellige typer af fremgangsmåder, når de skal forklare statens udenrigs- og sikkerhedspolitik ud fra dens selvforståelse.

For det første anskues identitet som en slags social navigator (se fig. E), hvor de dybeste lag af en stats nationale identitetsfortælling former beslutningstagernes (og befolkningens) eksterne sociale relationer – ”hvem er vi (ikke)” – og herigennem fundamentale valg om landets venskabs- og fjendskabsrelationer. Stater vil være mere tilbøjelige til at skabe tætte partnerskabs- og sikkerhedsfællesskaber med ”ligesindede” stater, hvis selvforståelse og udsyn ligner deres eget, hævder konstruktivisterne. Et godt eksempel er liberalt-demokratiske normer og værdiers betydning for de vestlige landes sikkerhedspolitiske fællesskab i NATO-regi. Omvendt vil markante identitetsforskelle (fx baseret på ideologiske, religiøse eller etno-nationalistiske identitetsmarkører) øge sandsynligheden for, at staterne er mindre tillidsfulde over for hinanden og potentielt betragter hin-

anden som konkurrenter, rivaler eller ligefrem fjender. Under Den Kolde Krig blev ideologisk funderede identitetsforskelle således opfattet som en skillelinje med afgørende betydning for fjendskabsrelationer og konfliktmønstre mellem staterne. Som en slags social navigator bliver den nationale identitet hermed et centralt – men ikke det eneste – pejlemærke for statens internationale udsyn og omverdensrelationer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

For det andet betragter konstruktivisterne identitet som et slags historisk kompas for ”hvad vil vi”, for så vidt statens nationale identitetsfortælling rummer nogle vigtige pejlemærker for dens overordnede udenrigspolitiske kurs. Mange stater – og i særdeleshed stormagter – dyrker deres egen udviklingshistorie til at konstruere et identitetsnarrativ, hvor fortid, nutid og fremtid kædes sammen i bestræbelserne på at retfærdiggøre og mobilisere befolkningen omkring en særlig mission eller rolle for staten (jf. fig. C). Fortidens formative begivenheder såsom nationale traumer og triumfer rummer altså rettesnore for statens nuværende fremfærd og positionering på den internationale scene. For at vende tilbage til eksemplet med ”Ydmygelsens århundrede” har den kinesiske regering bevidst dyrket denne traumatiske lektion som led i en identitetsfortælling centreret om Kinas nationale genforening og genrejsning til fordums storhed under kommunistpartiets ledelse. Og hvorvidt USA skal spille en tilbagetrukket eller aktivistisk ordensskabende rolle på den internationale scene, afhænger i vid udstrækning af den historieforståelse og identitetsfortælling, amerikanske politikere giver udtryk for – med afsæt i historiske metaforer som fx ”city upon a hill” og ”manifest destiny” (se kapitel 3). Igen bliver national identitet et vigtigt analyseredskab

Figur E. Tre forskellige konstruktivistiske tilgange til identitetsbegrebet som analyseredskab.

I: Social navigator

II: Historisk kompas

Identitetsnarrativ

III: Socialt statusredskab

for konstruktivisterne til at forklare staters udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For det tredje anser konstruktivisterne identitet for at være et socialt statusredskab i det internationale statssamfund. Med andre ord argumenterer de for, at sociale identitetsafledte behov for status samt kollektivt mobiliserede følelser spiller ind på staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som repræsentanter for stolte eller traumatiserede nationer med en særskilt udviklingshistorie indgår statsledere i et internationalt statssamfund, hvor der angles efter anerkendelse og respekt fra ligesindede eller gives udtryk for vrede og indignation (ofte af nationalistisk karakter), hvis man føler sig ringeagtet af andre. Forsmåede statussøgende eller undskyldningskrævende stater vil ikke blot have vanskeligt ved at samarbejde med modparten, men indimellem kunne gribe til voldsomme modsvar. Både Ruslands og Kinas stadig mere konfliktfyldte forhold til USA og Europa handler i en vis udstrækning netop om identitetsaffødte statusproblematikker og følelsesmæssig selvhævdelse. Hermed peger konstruktivisterne på endnu en måde at bruge identitetsbegrebet som analyseredskab til at forklare staternes adfærd i den internationale arena.

Stiplede cirkler udtrykker internationale identitetsfællesskaber. I figur E(I) deler stat A, B og C i en vis udstrækning en fælles selvforståelse, ligesom det er tilfældet for stat D og E, mens de resterende stater F, G og H ikke indgår i noget internationalt identitetsfællesskab.

I figur E(III) angiver de koncentriske cirkler et hierarkiseret internationalt samfund, hvor den inderste cirkel repræsenterer inderkredsen (dvs. det ”gode” selskab), hvis sociale status betragtes som højere end staterne længere ude i periferien af det internationale samfund.

Der findes andre typer af konstruktivistiske tilgange til identitet som analyseredskab. De tre introducerede perspektiver er udvalgt her, fordi de kan bidrage til at forstå/forklare de udvalgte stormagters (og EUs) udenrigs- og sikkerhedspolitik i de efterfølgende kapitler. For Danmarks vedkommende er det ikke så meget identitetsbegrebet som ”strategisk kultur”, der er i centrum for den konstruktivistiske analyse af småstatens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det bør understreges, at en konstruktivistisk udlægning af en given stats adfærd ofte vil komplementere eksisterende realistiske og liberalistiske forklaringer. Men i visse tilfælde kan et konstruktivistisk perspektiv hjælpe os med at forklare adfærd, som tilsyneladende virker irrationel eller på anden vis ude af trit med forklaringslogikkerne i de to traditionelle IP-tilgange. Nogle af kapitlerne vil levere eksempler herpå, og bogens afsluttende kapitel tydeliggør sådanne forskelle.

Litteratur

Kapitlet er baseret på min Ph.d.afhandling og bl.a. inspireret af konstruktivistiske IP-forskere som Alexander Wendt, Ted Hopf, Christian Reus-Smit, Alastair Iain Johnston samt ikke mindst min vejleder Ole Wæver.

3. USA

National identitet og USA’s rolle i verden

Af Rasmus Sinding Søndergaard

Introduktion

Det bliver ofte fremført, at USA er en nation baseret på en idé. Dette synspunkt kom tydeligt til udtryk i forbindelse med præsident Joe Bidens tale til nationen den 7. februar 2023, her oversat: ”Vi er et godt folk, den eneste nation i verden, der er bygget på en idé – den eneste. Andre nationer er defineret af geografi, etnicitet, men vi er den eneste nation baseret på en idé, at vi alle, hver eneste af os, er skabt i Guds billede. En nation, der står som et fyrtårn for verden.” Den idé, Biden henviser til, er forestillingen om, at USA er et samfund grundlagt på et sæt liberale idealer om frihed, lighed og retfærdighed, der giver alle mennesker en række universelle rettigheder. Idéen har rødder i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og er siden bl.a. blevet udlagt i det, der kaldes den amerikanske trosbekendelse (”The American’s Creed”). Bidens tale understreger samtidigt en opfattelse af, at USA i den henseende er unik i forhold til andre lande, der efter sigende er defineret af geografi og etnicitet. Derved definerer han som så mange andre USA’s nationale identitet i opposition til en ”anden”. Rollen som denne ”anden” er igennem store dele af USA’s historie tilfaldet Europa. Samtidigt fremfører Biden, at amerikanerne er et godt folkefærd, og at USA er et forbillede for resten af verden. Det, Biden giver udtryk for, kan man

kalde det universelle liberale identitetsnarrativ.

Samtidigt er USA imidlertid ligesom andre nationer i den grad også formet af geografi og etnicitet. Selv om USA blev grundlagt på et sæt liberale idealer med erklæret universalitet, er USA også formet af en partikulær historie med aggressiv territorial ekspansion, slaveri, borgerkrig, raceadskillelse og modstand mod immigration. På den måde har geografi og etnicitet spillet en afgørende rolle i tilblivelsen af det amerikanske samfund og landets nationale identitet. Det er således også muligt at opstille et alternativt identitetsnarrativ, der tager afstand fra liberalismen og i stedet definerer USA’s nationale identitet på baggrund af identitetsmarkører som etnicitet, race, religion og sprog. Dette identitetsnarrativ er mindre fasttømret end det liberale og kan beskrives som illiberalt og etnisk-nationalistisk. Donald Trump og Trumpismen repræsenterer en ny manifestation af dette narrativ under sloganet: ”Make America Great Again” (MAGA).

USA’s historie kan fra et konstruktivistisk perspektiv udlægges som en fortælling om kampen mellem to konkurrerende identitetsnarrativer centreret omkring hhv. universel liberalisme og illiberal etno-nationalisme. Disse to narrativer har begge forsøgt at definere den nationale identitet med store implikationer ikke blot for det amerikanske samfund, men også for USA’s

rolle i verden. De to narrativer har eksisteret sideløbende, men deres indflydelse har bevæget sig i bølger gennem det meste af USA’s historie. Siden Anden Verdenskrigs afslutning har det liberale narrativ imidlertid domineret diskursen om USA’s selvforståelse. Det har betydet, at der siden 1945 har været bred konsensus om, at USA bør forsøge at forme det internationale system i overensstemmelse med dets liberale værdier ved at promovere demokrati, frihandel og fred gennem internationalt samarbejde. I den henseende påtog USA sig under Den Kolde Krig rollen som leder af ”Den Frie Verden” og sidenhen rollen som bannerfører for den såkaldte liberale internationale orden eller den regelbaserede orden.

Men med Trump har det illiberale narrativ fået en renæssance, og der foregår aktuelt en diskursiv kamp mellem de to narrativer. Det illiberale narrativ dikterer, at USA skal gøre op med den liberale internationale orden og i stedet føre en udenrigspolitik, der forsøger at fremme et mere afgrænset sæt af nationale interesser. Trump forfølger en sådan kurs under parolen ”America First”. Det illiberale narrativs fremgang betyder, at den mangeårige udenrigspolitiske konsensus siden 1945 er i opbrud. Udviklingen får enorme følger for USA’s internationale ageren herunder tilgangen til handel, demokrati, alliancer, internationale organisationer og anvendelsen af militærmagt. Det er en vigtig pointe, at begge identitetsnarrativer er sociale konstruktioner, der forenkler USA’s historie og samfund med det formål at definere en national identitet, herunder USA’s rolle i verden. De fremhæver begge aspekter af den amerikanske historie og forbigår andre i en selektiv historiefortælling. De er samtidigt dynamiske narrativer, der udvikler sig over tid

og kommer til udtryk i forskellige variationer. Med udgangspunkt i konstruktivismen bruger denne tekst de to narrativer som et analytisk greb til at undersøge USA’s nationale identitets betydning for amerikansk udenrigspolitik, vel vidende at der er tale om løse dynamiske konstruktioner. Amerikanske præsidenter har særlig stor mulighed for at definere, hvorledes den nationale identitet skal forme USA’s internationale relationer gennem udenrigspolitikken. Derfor står præsidenters identitetsdiskurser centralt i en konstruktivistisk analyse af de konkurrerende identitetsnarrativers visioner for USA’s rolle i verden.

Det universelle USA: det liberale identitetsnarrativ

De universelle liberale idealer om frihed, lighed og retfærdighed, der udgør kernen i det liberale identitetsnarrativ, går tilbage til nationens grundlæggelse. De har således været en central del for USA’s historie fra begyndelsen og spillet en afgørende rolle for udviklingen af det amerikanske samfund. Men det var først i årene efter Anden Verdenskrig, at det liberale identitetsnarrativ blev populariseret i en sådan grad, at den blev det dominerende fundament for den nationale selvopfattelse – den såkaldte liberale konsensus.

Det liberale identitetsnarrativ er sammensat af en række identitetsmarkører, der beskriver den amerikanske nationale identitet som defineret af inklusion, diversitet og liberale idealer. I dette narrativ er USA en ”nation af immigranter”, der er forenet i deres loyalitet til USA’s liberale demokratiske projekt. Dette opsummeres i det nationale motto ”E pluribus unum” (Ud af mange, én), der fremgår af USA’s

officielle segl. Oprindeligt refererede mottoet til samlingen af USA’s 13 oprindelige kolonier i en fælles nation, men i eftertiden er det blevet brugt til at fremføre, at USA’s diversitet udgør nationens største styrke. Engang talte man om, at USA udgjorde en smeltedigel (melting pot), hvor forskellige kulturer og racer smelter sammen og bliver til amerikanere. Denne forestilling har man dog forladt til fordel for en mere pluralistisk forestilling om USA som en salatskål bestående af forskellige komponenter, der ikke skal smeltes sammen.

Et andet centralt begreb i denne sammenhæng er den såkaldte ”civil religion”, der ophøjer de liberale idealer til en slags religion. Man taler om, at USA’s civil religion forener religion og nation gennem en række symboler, genstande og begivenheder, der har til formål at styrke den kollektive erindring og sammenhængskraft i en mangfoldig nation. Den aktuelle DEI-agenda (Diversity, Equity, and Inclusion) der forsøger at fremme fair behandling og fuld deltagelse i samfundet for grupper, der historisk er blevet marginaliseret, kan også placeres inden for den tradition, der hylder diversitet.

Fortalerne for det liberale identitetsnarrativ anerkender, at USA ikke altid formår at leve op til det liberale ideal i praksis, men de hæfter sig ved, at USA’s historie er en konstant tilstræbelse mod at opfylde idealet. Eksempler på USA’s manglende efterlevelse af idealerne, såsom slaveriet, bliver i dette narrativ forklaret som undtagelser fra reglen, som blev overkommet til sidst. USA’s historie fremstilles som en bevægelse mod at udvide og udbrede rettigheder, der nok har tilbagefald undervejs, men bevæger sig i den rigtige retning. Disse tilbagefald fører således ikke til en forkastelse af narrativet, men bliver en del af en optimistisk

fortælling om fremskridt. Dette fremskridt blev personificeret af Barack Obama, da han i 2009 blev USA’s første sorte præsident. Obama ynder at citere borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, Jr.’s observation om, at ”det moralske univers’ bue er lang, men den bøjer mod retfærdighed”. Citatet er udtryk for det liberale identitetsnarrativs optimisme og fremskridtstro: positive forandringer tager tid, men de kommer til sidst.

Den resterende del af dette afsnit udfolder det liberale identitetsnarrativs fortælling om USA’s rolle i verden gennem en række nøglebegreber og centrale nedslagspunkter. I fremstillingen fremlægges den liberale identitetsdiskurs via offentlige ytringer om den nationale selvforståelse på baggrund af taler og tekster fra centrale aktører.

Det måske vigtigste nøglebegreb til at forstå det liberale identitetsnarrativs fortælling om USA’s rolle i verden er American exceptionalism. Begrebet dækker over en opfattelse af USA er en unik og moralsk overlegen nation med en særlig mission om at udbrede sine universelle liberale værdier globalt. USA’s unikke status tilskrives en kombination af historiske, religiøse og ideologiske årsager. American exceptionalism spores normalt tilbage til den puritanske leder John Winthrop, der i 1630 bekendtgjorde, at puritanernes koloni ”shall be as a city upon a hill”, der skulle tjene til efterlevelse for resten af verden. Udtrykket ”City upon a Hill” var dog relativt ukendt gennem det meste af USA’s historie, indtil præsidenterne John F. Kennedy og særligt Ronald Reagan gjorde det til et centralt begreb i amerikansk politik i det 20. århundrede. Selv om udtrykket oprindeligt var knyttet til et religiøst projekt længe før USA’s grundlæggelse, blev det således efterfølgende

integreret i en amerikansk national selvforståelse om USA’s særlige rolle i verden – ofte med en stærkt moralsk komponent.

American exceptionalism kan komme til udtryk i to former: i en passiv version, hvor USA skal transformere verden i sit billede ved eksemplets kraft, og en aktiv version, hvor USA skal transformere verden gennem an aktiv indsats. Den passive version ses tydeligt i Winthrops version ”a City upon a Hill”, men den har også fundet vej til amerikansk udenrigspolitik. I 1821 erklærede udenrigsminister John Quincy Adams (der senere skulle blive præsident), at USA ”går ikke udenlands for at finde monstre at besejre. Hun ønsker frihed og uafhængighed for alle. Hun er kun sin egen forkæmper og forsvarer.” I denne version er USA altså tilhænger af frihed internationalt, men vil ikke forsøge at udbrede det aktivt.

Det er dog særligt den aktive version, der har formet amerikansk udenrigspolitik. I anden halvdel af 1800-tallet kom den aktive version til udtryk i det beslægtede begreb Manifest Destiny, der blev brugt til at retfærdiggøre USA’s ekspansion over det nordamerikanske kontinent. I 1845 skrev journalisten John L. O’Sullivan om USA’s “manifest destiny til at udbrede og besidde hele det kontinent, som Forsynet har givet os til at udvikle det store eksperiment med frihed og føderalt selvstyre, som er blevet os betroet”. Manifest Destiny fusionerer således religion og politik ved at referere til, at det guddommelige forsyn har givet USA en særlig mission om at udbrede sit politiske system. Det er centralt at forstå, at missionen opfattes som ”manifest” dvs. åbenlys og at der er tale om USA’s ”destiny” dvs. skæbne. Begrebet giver dermed USA’s ageren legitimitet og forsikrer om, at missionen er uundgåelig og knytter på

denne måde an til det liberale identitetsnarrativs optimisme og fremskridtstro.

Den aktive version af American exceptionalism blev yderligere dominerende i takt med USA’s opstigen som stormagt, hvor den blev brugt til at legitimere en ekspansionistisk udenrigspolitik som moralsk. Den forbindes især med Woodrow Wilson, der var præsident fra 1913 til 1921. Wilson motiverede i 1917 USA’s indtræden i Første Verdenskrig med: ”Verden skal gøres sikker for demokratiet. Dens fred skal plantes på den politiske friheds afprøvede fundament.” Efterfølgende har Wilson lagt navn til en amerikansk version af liberal internationalisme, den såkaldte ”Wilsonianism”, der foreskriver, at USA skal lede en liberal international orden baseret på demokrati, frihandel og internationale organisationer. Udgangspunktet for ”Wilsonianism” er en overbevisning om, at udbredelsen af liberalt demokrati kan sikre fred, og at USA har en særlig rolle i at sikre dette.

”Wilsoniansim” er kommet til udtryk i en række varianter, fra den klassiske form, der betoner multilateralisme, til den mere imperialistiske ”neo-Wilsonianism”, der dikterer, at USA skal tage en mere unilateral og militaristisk tilgang. Sidstnævnte kom til udtryk i præsident George W. Bushs reaktion på terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Godt en uge efter angrebet sagde Bush til den amerikanske kongres: ”I vores sorg og vrede har vi fundet vores mission og vores øjeblik. Frihed og frygt er i krig. Fremgangen for menneskelig frihed – vor tids store bedrift og alle tiders store håb – afhænger nu af os.” Ifølge Bush var det op til USA at sikre frihed i verden, og han motiverede bl.a. krigene i Irak og Afghanistan, med henvisning til at USA ville sprede det, han opfattede som universelle demokratiske værdier med militærmagt om nødvendigt. Som han udtrykte det i sin anden indsættelsestale i januar 2005: ”Det er USA’s politik at søge og støtte væksten af demokratiske bevægelser og institutioner i alle nationer og kulturer med det ultimative mål at gøre en ende på tyranni i vores verden.”

Bush gav her udtryk for American exeptionalism i dens mest aktive og imperialistiske form.

Det liberale identitetsnarrativ er også tæt knyttet til forestillingen om USA som leder af ”Den Frie Verden” under Den Kolde Krig. Som en af verdens to supermagter påtog USA sig lederskabet af det demokratiske kapitalistiske vesten over for Sovjetunionens dominans af det kommunistiske øst, mens en række lande i Asien, Afrika og Latinamerika, der ikke var en del af hverken vesten eller østen, blev betegnet som den tredje verden. USA’s lederskab havde rod i USA’s magtposition, men i den amerikanske selvforståelse var lederskabet også moralsk og ideologisk med afsæt i det liberale identitetsnar-

rativ. Præsident Ronald Reagan udtrykte klart denne opfattelse i 1983: “Den amerikanske drøm lever – ikke kun i vores landsmænds hjerter og sind, men også i millioner af menneskers hjerter og sind i både frie og undertrykte samfund, som ser mod os for lederskab.” For Reagan og mange andre amerikanere var USA bannerfører for et sæt universelle liberale idealer, og det var kernen i USA’s rolle i verden.

Beslægtet hermed er begrebet ”Pax Americana” – den amerikanske fred. Begrebet var oprindeligt knyttet til den vestlige halvkugle, men blev sidenhen udvidet til at omfatte den internationale orden, USA var med til at etablere efter Anden Verdenskrig, og som dens fortalere fremhæver har været med til at sikre frihed, velstand og fred i årtier. ”Pax Americana” er defineret af amerikansk lederskab baseret på USA’s status som militær, økonomisk og kulturel supermagt. Et lignende begreb er forestillingen om, at USA skulle gøre det 20. århundrede til ”the American Century” ved at fremme en international orden baseret på amerikanske liberale værdier.

Afslutningen på Den Kolde Krig blev af mange udlagt som den endegyldige sejr for det liberale demokrati og kapitalismen – og dermed i en amerikansk kontekst for det liberale identitetsnarrativ. Som politologen Francis Fukuyama fremlagde i sin berømte tese, så var ”historien slut” forstået på den måde, at det liberale demokrati havde sejret endegyldigt. Blandt tilhængere af det liberale identitetsnarrativ var der en forventning om, at man nu ville se en globalisering af de liberale idealer, USA var baseret på. The American Creed ville vinde universel udbredelse. USA skulle, som verdens eneste supermagt og leder af det, der nu blev kaldt den liberale internationale orden, blot

nænsomt skubbe historien i den rigtige retning. Op gennem 1990’erne nåede det liberale identitetsnarrativ en selvsikkerhed, der tenderede til arrogance. I 1998 forklarede udenrigsminister Madeleine Albright, at USA foretrak at gøre brug af diplomati, men understregede samtidigt: ”Men hvis vi er nødt til at bruge magt, er det, fordi vi er Amerika; vi er den uundværlige nation (the indispensable nation). Vi står stærkt, og vi ser længere ind i fremtiden end andre lande, og vi ser faren for os alle.” Ifølge Albright havde USA en unik evne til at hæve sig over egeninteresser og tage ansvar for det fælles bedste på vegne af det internationale samfund. Den moralske overlegenhed i American exceptionalism skinner her klart igennem.

Trumps sejr i præsidentvalget i 2016 var en mavepuster til det liberale identitetsnarrativ. Netop som USA havde haft sin første sorte præsident i form af Obama og det liberale fremskridtsnarrativ synes at gå sin sejrsgang, slog fortiden tilbage. Trump udfordrede de liberale værdier hjemme og satte spørgsmålstegn ved USA’s rolle som leder af den liberale internationale orden. Alligevel var der en udbredt opfattelse af, at Trump blot var en beklagelig undtagelse og da Biden vandt præsidentvalget i 2020 og erklærede, at ”USA er tilbage”, åndede mange tilhængere af det liberale identitetsnarrativ lettede op. Med reference til Trump yndede Biden at sige: ”This is not who we are”, og han talte om vigtigheden af, at USA tog lederskab for ”Den Frie Verden” i en global kamp mellem demokrati og autokrati, der skulle kæmpes såvel ude som hjemme. Bidens retorik repræsenterede på den måde essensen af den liberale universalisme. Men Biden og hans støtter tog fejl, da de betegnede Trump som noget ikke-amerikansk. Trump var

ikke en undtagelse, men derimod en afspejling af en intens utilfredshed med tingenes tilstand i USA, der bundede i strukturelle problemer og havde dybe historiske rødder.

America First: det illiberale identitetsnarrativ

Siden USA’s grundlæggelse har der altid været modstandere af det universelle liberale identitetsnarrativ, der i stedet har promoveret versioner af et illiberalt eller anti-liberalt identitetsnarrativ med udgangspunkt i en mere etnisk-nationalistisk forståelse af USA. Men modsat det liberale identitetsnarrativ, der som nævnt blev populariseret i årene efter Anden Verdenskrig, er det illiberale identitetsnarrativ mere fragmenteret. Under den liberale konsensus siden 1940’erne har det illiberale identitetsnarrativ været trængt i baggrunden i en sådan grad, at det i perioder næsten blev fortrængt fra den kollektive bevidsthed. Men med Trumps indtog i Det Hvide Hus har det atter påtvunget sig opmærksomhed.

Det illiberale identitetsnarrativ er sammensat af en række identitetsmarkører, der på mange måder står i opposition til det liberale identitetsnarrativ. Disse identitetsmarkører afgrænser den amerikanske nationale identitet via eksklusion af bestemte grupper på baggrund af etnicitet, race, religion og sprog til fordel for en relativt homogen befolkning. I dette identitetsnarrativ er USA en overvejende hvid, kristen, engelsktalende nation. Befolkningsgrupper, der afviger fra disse identitetsmarkører, bliver fremstillet som en trussel mod den nationale identitet. Historisk har denne afgrænsning været tegnet hårdere op end det er tilfældet i dag. De oprindelige amerikanske

indianere blev udsat for etnisk udrensning gennem krig og tvangsflytning til reservater. Afro-amerikanere var først slaver og sidenhen andenrangsborgere udsat for systematisk racediskrimination under Jim Crow-lovene. Over årene blev skiftende grupper af immigranter fremstillet som fremmedlegemer, der truede den amerikanske identitet, hvilket medførte eksklusion eller diskrimination af bl.a. irere, katolikker, østeuropæere, kinesere og japanere. Siden 1880’erne har USA deporteret over 55 millioner migranter primært fra Latinamerika med skiftende begrundelser bl.a. i forbindelse med Operation Wetback i 1954, der også inkluderede amerikanske statsborgere.

På trods af at USA er blevet et mere inkluderende og mangfoldigt samfund, lever det illiberale identitetsnarrativ i bedste velgående og kommer tydeligt til udtryk i MAGA-bevægelsen. Selv om Trumps vælgerskare inkluderer en bred vifte af etniciteter, trækker Trumpismen stadig på etnisk-nationalistiske forestillinger om, hvad USA er, og hvem der er amerikanere. Og kernen i MAGA-bevægelsen er fortsat hvide mænd, der opfatter deres status som samfundets dominerende gruppe som truet af minoriteter og kvinder. I sin første embedsperiode indførte Trump et indrejseforbud mod lande med overvejende muslimsk befolkning – den såkaldte ”Muslim ban”. Han har kaldt immigranter fra Latinamerika for ”dyr” og sagt, at de ”forgifter vores lands blod”. Hans oprindelige plan om at bygge en mur ved grænsen til Mexico er blevet suppleret med en ambition om at deportere millioner med flittig reference til Operation Wetback.

Det illiberale identitetsnarrativ kan have stærke autoritære træk, men det er ikke nødvendigvis anti-demokratisk. Nationen afgrænses til en bestemt gruppe, for hvem rettigheder

er gældende, mens de grupper og individer, der bliver ekskluderet fra fællesskabet, nægtes samme rettigheder. Eksponenter for det illiberale identitetsnarrativ har ofte en populistisk stil, hvor de påkalder sig at repræsentere folkets vilje, og illiberale idéer har tit nydt betydeligt folkelig opbakning. Den højreekstremistiske organisation Ku Klux Klan, der opstod i kølvandet på den amerikanske borgerkrig og fik en genkomst i 1920’erne, var racistisk, antisemitisk og voldelig. Den var især populær i Syden og havde millioner af medlemmer. Kommunistforfølgelserne i kølvandet på Den Russiske Revolution i 1917 og sidenhen i starten af Den Kolde Krig under ledelse af den populistiske Senator Joseph McCarthy var ligeledes en del af den illiberale tradition – og nød betydelig folkelig opbakning. Under Første Verdenskrig underskrev Wilson ordrer, der erklærede alle tysk-amerikanere som ”enemy alliens” og indførte dramatiske begrænsninger på ytringsfriheden i forhold til at kritisere USA’s deltagelse i krigen. Under Anden Verdenskrig internerede præsident Franklin D. Roosevelt japansk-amerikanere i lejre af frygt for at disse skulle være illoyale over for USA i krigen mod Japan. Alabamas guvernør George Wallace forsøgte i 1960’erne og 1970’erne fire gange at blive USA’s præsident på en platform af populisme og racisme, der i høj grad minder om Trumps. USA’s historie er således fyldt med eksempler på illiberale angreb på de idealer, det liberale identitetsnarrativ bekender sig til, men det er typisk foregået inden for rammerne af demokratiet.

Med Trump ser vi en langt mere autoritær version af det illiberale identitetsnarrativ, hvor selve demokratiet bliver presset. Nogle af de vigtigste eksempler inkluderer Trumps manglende villighed til at anerkende valgresultatet

i 2020, stormen på Kongressen dem 6. januar 2021, brugen af præsidentens magt til at forfølge politiske modstandere og indsættelsen af nationalgarden i Los Angeles og Washington, DC. I begyndelsen af Trumps anden præsidentperiode har han intensiveret sine angreb på magtens tredeling, hvor domstolene er under et voldsomt pres og kongressen mere eller mindre er kørt ud på et sidespor, mens Trump forsøger at regere via dekreter. Derudover forsøger han at underminere og intimidere en række af det amerikanske samfunds bærende institutioner såsom bureaukratiet, universiteter, advokatfirmaer, medier m.m. Det samlede billede er et autoritært angreb på det liberale demokrati, der er uden fortilfælde fra en amerikansk præsident. Trump repræsenterer på denne måde noget nyt i en amerikansk sammenhæng, men

han trækker på tankegods fra det illiberale identitetsnarrativ.

Hvor det universelle liberale identitetsnarrativ udgør en optimistisk fortælling om fremskridt, er det illiberale identitetsnarrativ langt mere pessimistisk. Den nationale identitet bliver konstant fremstillet som truet af fremmedlegemer, såsom immigranter, der kan korrumpere USA ved at ændre på befolkningssammensætningen. Frem for at finde nations fjender uden for landets grænser taler Trump i højere grad om en række ”indre fjender”. Forandringer i samfundet ses typisk som noget negativt, og generelt er der en nostalgisk stræben efter en imaginær gylden fortid, hvor nationen og den nationale identitet ifølge narrativet var bedre. Denne stræben efter fortidens storhed er kernen i Trumps slogan ”Make America Great

Again” og hans erklæring om, at han anden præsidentperiode vil indvarsle en ny gylden æra for USA.

Den resterende del af dette afsnit udfolder det illiberale identitetsnarrativs fortælling om USA’s rolle i verden gennem en række nøglebegreber og centrale nedslagspunkter med udgangspunkt i Trump. I fremstillingen fremlægges den illiberale identitetsdiskurs via offentlige ytringer om den nationale selvforståelse på baggrund af taler og tekster fra centrale aktører.

Trumps ”America First”-udenrigspolitik forkaster forestillingen om USA som repræsentant for et sæt universelle liberale værdier til fordel for en forestilling om USA som en nation formet af en særlig amerikansk nationalisme. Som modsvar til kritikere, der anklagede ham for at være nationalist, bedyrede han i 2018 stolt: ”Ved I, hvad jeg er? Jeg er nationalist. Ok? Jeg er nationalist.” Trump krammer bogstaveligt talt det amerikanske flag og fremstiller sig selv som modstykket til de såkaldte globalister, der ifølge ham ikke ønsker USA det godt. Hans indenrigspolitiske opgør med USA’s liberale værdier modsvares af hans opgør med den liberale internationale orden og USA’s rolle som leder af denne internationalt. Trump forkaster den økonomiske liberalisme i form af frihandel til fordel for protektionisme i form af toldsatser og handelskrig. Han afviser demokratiske værdier og menneskerettigheder som bærende elementer i udenrigspolitikken og beundrer i stedet autoritære ledere. Trump gør op med alliancer og internationale organisationer, der i mange år har udgjort fundamentet for USA’s udenrigspolitik, og omfavner i stedet unilateralisme, det vil sige amerikansk enegang. USA skal ikke være ”verdens politimand”, men i stedet begrænse

sig til at fokusere på mere snævert definerede amerikanske interesser.

Bag Trumps opgør med den liberale internationale orden ligger et narrativ, der fremstiller USA som et offer, der er blevet udnyttet af allierede, internationale organisationer og ”globalister”. Kernen i Trumps udenrigspolitik er at rette op på denne uretfærdighed. Som han bl.a. sagde i 2017: ”Vi vil ikke lade USA blive udnyttet længere. Jeg vil altid sætte USA først.” USA skal frigøres fra det, Trump opfatter som den liberale internationale ordens begrænsninger på USA’s magt, til fordel for en mere unilateral magtpolitik. Trumps udenrigspolitik, såvel som hans indenrigspolitik, er således drevet af et ønske om at rette op på en påstået uretfærdighed. Netop derfor er det forkert at betegne Trump som isolationist, dvs. en person, der ønsker, at USA skal isolere sig og trække sig fra verden. Trump ønsker ikke, at USA skal forlade den internationale scene. Han ønsker derimod at ændre den. Den liberale internationale orden, ”Pax Americana”, skal forkastes og erstattes af en ny orden, der minder mere om tidligere tiders interessesfærer, hvor stormagter som USA kan forfølge deres nationale interesser mere frit.

Trump og Trumpismen er på mange måder noget nyt. Der er tale om et brud med en lang politisk tradition formet af det liberale identitetsnarrativ. Trump har også en unik personlig stil, som det er vanskeligt at finde fortilfælde for. Men Trump trækker også tråde tilbage til dele af USA’s historie, og flere af hans idéer rimer på historiske fortilfælde, der kan placeres inden for det illiberale narrativ. Såvel hans indenrigspolitik som hans udenrigspolitik har et betydeligt sammenfald med den såkaldte ”Jacksonian tradition” opkaldt efter Andrew Jackson, der var præsident fra 1829 til 1837.

Jackson, der ofte beskrives som USA’s første populistiske præsident, påkaldte sig at være folkets repræsentant og søgte at tage et opgør med eliten, systemet og bureaukratiet. Han gik også forrest i den etniske udrensning af de oprindelige amerikanske indianere og var stærk fortaler for slaveriet.

Ifølge historikeren Walter Russel Mead tager Jacksonian udenrigspolitik udgangspunkt i realisme og en overbevisning om, at USA bør forfølge et sæt snævert definerede interesser. Jacksonians tillægger militærmagt stor betydning, og det er derfor vigtigt, at USA har et stærkt militær, men militæret bør kun anvendes ved trusler mod nationale interesser, og man bør afstå fra ”ikke-essentielle” interventioner.

Modsat Wilsonians tror Jacksonians ikke på, at det er muligt at opbygge en international orden omkring fælles værdier og principper, og de modsætter sig, at USA skal deltage i internationale organisationer. Jacksonians har grundlæggende et pessimistisk syn på verden og tror ikke på fremskridt i relationerne mellem nationer.

Trump har ikke lagt skjul på sin personlige begejstring for Jackson, som han har kaldt ”en fantastisk skikkelse i amerikansk historie”. I et tydeligt eksempel på kampen mellem de to konkurrerende identitetsnarrativer valgte Trump at modsætte sig et forslag fra Obama om at fjerne Jackson fra $20 dollar-sedlerne og hængte i stedet et portræt af Jackson op i Det Ovale Værelse. Trump drager ofte paralleller mellem sig selv og Jackson, hvor han bl.a. hæfter sig ved, at de begge tog et opgør med eliten i Washington til fordel for den forsømte arbejderklasse. I marts 2017 sagde Trump fx: “Det var under revolutionen, at Jackson for første gang konfronterede og trodsede en arrogant elite.

Lyder det bekendt for jer? Åh, jeg kender følelsen, Andrew.” Trumps omfavnelse af Jackson er bemærkelsesværdig, fordi Jackson ofte tildeles en skurkerolle i det liberale identitetsnarrativ.

I sin anden præsidentperiode har Trump også kastet sin kærlighed på en anden af USA’s mindre celebrerede præsidenter, William McKinley, der var præsident fra 1897 til 1901. Trumps begejstring for McKinley skyldes særligt to forhold: toldsatser og ekspansion. McKinley er således bedst kendt for at indføre historisk høje toldsatser og for at føre USA ind i den spansk-amerikanske krig i 1898, der førte til, at USA tog kontrol med Puerto Rico, Guam, Filippinerne samt tog etablerede et protektorat over Cuba. Trump har lovprist McKinleys toldsatser og ændret navnet på Nordamerikas højeste bjerg tilbage til Mount McKinley, efter at Obama i 2015 havde givet bjerget dets oprindelige indfødte navn, Denali.

Den anden del af McKinleys arv, den territoriale ekspansion, er kommet til udtryk i Trumps udtalelser om, at USA igen skal ekspandere sit territorium. Trump har erklæret, at USA igen vil tage kontrol med Panama-kanalen, som USA byggede i starten af det 20. århundrede, men i 1977 besluttede at returnere til Panama med fuld effekt i 1999. Han har annonceret, at USA skal have kontrol med Grønland, og endelig har han luftet idéen om at indlemme Canada i USA, med henvisning til at den amerikansk-canadiske grænse er ”en kunstig separationslinje”. Alle disse idéer har været fremført tidligere i amerikansk historie, men aldrig med samme pondus og vedholdenhed som Trump.

Trump fremlagde sin vision for ny æra af amerikansk ekspanision i sin anden indsættelsestale den 20. januar 2025: “USA vil igen betragte sig selv som en voksende nation – en

nation, der øger vores velstand, udvider vores territorium, bygger vores byer, hæver vores forventninger og bærer vores flag ud til nye og smukke horisonter. Og vi vil forfølge vores manifest destiny ud i stjernerne.” Henvisningen til Manifest Destiny overraskede formentlig de fleste, da den normalt forbindes med det liberale identitetsnarrativ, som Trump ønsker at bryde med. Men den territoriale ekspansion gennemført under begrebet Manifest Destiny er fyldt med elementer af det illiberale identitetsnarrativs eksklusion og eliminering af grupper, hvilket generelt er blevet nedtonet i det liberale identitetsnarrativ.

Trump har også påkaldt sig et andet centralt, men i de seneste år forbigået, begreb fra USA’s udenrigspolitiske historie, nemlig Monroe Doktrinen. Oprindeligt blev doktrinen proklameret af præsident James Monroe i 1823 som advarsel til europæiske stormagter om at afstå fra yderligere indblanding i den vestlige halvkugle (Nord- og Sydamerika). I 1904 reviderede præsident Theodore Roosevelt doktrinen således, at USA nu forbeholdt sig retten til at intervenere i andre lande på den vestlige halvkugle for at opretholde stabilitet. Monroe Doktrinen overgik dermed fra at være en anti-imperialistisk afvisning af Europa til at blive en retfærdiggørelse af USA’s hegemoni. Regionen var således at regne for en del af USA’s interessesfære, eller USA’s baghave, som den også blev kaldt. Det er denne fortolkning af Monroe Doktrinen, som Trump påkalder sig i sine ambitioner over for Panama, Grønland og Canada.

Trumps udenrigspolitik er et radikalt brud den orden, USA har stået i spidsen for siden 1945, men den rimer på USA’s udenrigspolitik op gennem 1800-tallet og resonerer med det illiberale identitetsnarrativ, der dikterer brugen af

unilateral magt til at sikre nationale interesser uden hensyntagen til liberale principper. Faktisk kan man også finde nyere eksempler på eksponenter af en ‘Trumpistisk’ vision for USA’s rolle i verden, der nærmest udelukkende adskiller sig fra Trump ved deres manglende succes. Det mest oplagte eksempel er Pat Buchanan, der i 1991 annoncerede sit præsidentkandidatur som alternativ til den siddende præsident, George H. W. Bush, med ordene: ”han er en globalist, og vi er nationalister. […] Han vil sætte Amerikas rigdom og magt i tjeneste for en vag ny verdensorden; vi vil sætte Amerika først.”

Konklusion

Dette kapitel har forsøgt at anskueliggøre, hvordan USA’s historie fra et konstruktivistisk perspektiv kan fortolkes som en fortælling om to konkurrerende identitetsnarrativer centreret omkring hhv. liberal universalisme og illiberal nationalisme. De konkurrerende identitetsnarrativer udgør en vigtig indgang til at forstå såvel kampen om USA’s nationale identitet som USA’s internationale ageren. Konstruktivismen udgør en oplagt tilgang til at analysere disse narrativer med dens forståelse af identiteter, kulturer og diskurser som sociale konstruktioner. Dette giver en god ramme til at forstå identitetsnarrativerne som selektive historiefortællinger, der har til formål at skabe en national identitet og en kollektiv selvforståelse af USA’s rolle i verden.

I det universelle liberale identitetsnarrativ konstrueres den nationale identitet af identitetsmarkører som inklusion og diversitet. Den er samtidigt kendetegnet af en optimistisk tro på fremskridtet, og at USA kan leve op til sine idealer. Heraf følger det, at USA skal forsøge at forme verden i sit eget billede – enten via

eksemplets kraft eller gennem en aktiv mission – med det formål at skabe verden baseret på liberale værdier. Siden 1945 har USA aktivt forsøgt at konstruere en liberal international orden baseret på demokrati, frihandel og samarbejde gennem institutioner og alliancer. Biden var en central manifestation af dette universelle liberale identitetsnarrativ, der har dannet grundlaget for USA’s internationale lederskab i årtier.

I det nationalistiske illiberale identitetsnarrativ konstrueres national identitet af identitetsmarkører som eksklusion og homogenitet. Den er samtidigt kendetegnet af et pessimistisk verdenssyn, der grundlæggende er skeptisk over for forandringer i samfundet og betvivler muligheden for at skabe international fred mellem stater. Heraf følger det, at USA skal sætte sine egne snævert definerede interesser først og ikke forsøge at sprede liberale værdier gennem en exceptionel mission. Dette narrativ kommer til udtryk i Trumps ”America First”-agenda, der er baseret på et illiberalt værdisæt, protektio-

nisme og en unilateral udenrigspolitik. Trumps opgør med den liberale internationale orden er en naturlig konsekvens af det nationalistiske illiberale identitetsnarrativ. Så selv om Trump på mange måder repræsenterer noget nyt, kan en forståelse af det nationalistiske illiberale identitetsnarrativ bidrage til at forklare det store skifte i amerikansk udenrigspolitik i disse år.

Det vigtigt at forstå, at de identitetsnarrativer er arketyper, som i praksis ofte indgår i et komplekst samspil. De to identitetsnarrativer går på tværs af partiskæl og er således ikke historisk knyttet til et parti, selv om de i dag mere eller mindre har fordelt sig på et hver med Trumps illiberalisme og Demokraternes liberalisme. Samspillet mellem de to narrative kompliceres yderligere af, at de til tider kommer til udtryk i samme person. Præsidenter, der ellers normalt forbindes med det liberale identitetsnarrativ, som fx Wilson og Franklin D. Roosevelt, har således i praksis taget antiliberale metoder i brug, som det er blevet be-

IDENTITETSNARRATIV

ROLLE I VERDEN

Liberalt identitetsnarrativ

Illiberalt identitetsnarrativ

Universalisme Nationalisme

Inklusion Eksklusion

Diversitet Homogenitet

Optimisme Pessimisme

Leder af liberal international orden America First

Frihandel

Protektionisme

Demokrati Illiberalisme

Institutioner og alliancer Unilateralisme

skrevet tidligere. De ændrer ikke på, at de begge hører hjemme i det liberale identitetsnarrativ, men det understreger, at de to narrativer er sociale konstruktioner, der sjældent bliver fuldt efterlevet i praksis.

Det samme kan siges om USA’s udenrigspolitik, som, selv under den liberale konsensus om amerikansk lederskab af den liberale internationale orden, havde klare illiberale komponenter, hvilket USA’s kritikere ofte har påpeget. I praksis har USA’s møde med verden været en blanding af liberale idealer og nationale interesser, der ikke altid har været i overensstemmelse, og ofte har interesser trumfet idealer. Når spændet mellem den idealistiske retorik og den førte politik har været størst, har det affødt beskyldninger om dobbeltstandarder og hykleri. Pga. det komplekse samspil er det vanskeligt at vurdere, hvilken af de to identitetsnarrativer, der vil dominere i fremtiden. Men hvis historien er en rettesnor, så vil de begge fortsat være til stede, da de hver især har vist sig at være sejlivede med dybe rødder i det amerikanske samfund.

Litteratur

Ganz, J. (2024). When the clock broke: Con men, conspiracists, and how America cracked up in the early 1990s. Farrar, Straus and Giroux.

Gardella, P. (2014). American civil religion: What Americans hold sacred. Oxford University Press.

Hahn, S. (2024). Illiberal America: A history. W. W. Norton & Company. Kagan, R. (2024). Rebellion: How antiliberalism is tearing America apart—again. Knopf.

Madsen, D. (1998). American exceptionalism. University Press of Mississippi.

Mead, W.R. (2001). Special providence: American foreign policy and how it changed the world. Knopf.

Restad, H.E. (2020). What makes America great? Donald Trump, national identity, and U.S. foreign policy. Global Affairs, 6(1), 21–36.

4. RUSLAND

Hvorfor angreb Rusland Ukraine? En konstruktivistisk analyse af russiske stormagtsdrømme, frygt for Vesten og russisk imperialisme

Af Jørgen Staun

Indledning

Optimismen og tiltroen til de russiske væbnede styrkers evne var stor i Moskva, da Ruslands præsident Vladimir Putin tidligt om morgenen den 24. februar 2022 indledte sin storstilede invasion af nabolandet Ukraine. Så stor, at det statslige nyhedsbureau RIA-Novosti havde forberedt noget, der lignede en ”sejrs-leder”. Her fejrede avisen afslutningen på det, man troede ville blive en rask lille krig, som ville være overstået på et par dage. Avislederen blev trykt lørdag den 26/2 klokken 8 om morgenen – altså kun to dage og to timer efter krigens start, hvorefter den dog snart blev taget ned igen fra hjemmesiden. Forholdene på slagmarken udviklede sig ikke helt, som man havde håbet. I lederen lyder det sådan her:

Rusland er ved at genoprette sin enhed –tragedien i 1991, denne frygtelige katastrofe i vores historie, denne unaturlige splittelse, er blevet overvundet. Ja, med store omkostninger, ja, gennem de tragiske begivenheder i den aktuelle borgerkrig, for nu er der stadig brødre, der skyder på hinanden, adskilt af tilhørsforholdet til den russiske og den ukrainske hær – men Ukraine som anti-Rusland vil ikke længere eksistere. Rusland genopretter sin historiske helhed ved at bringe den rus-

siske verden og det russiske folk sammen – i sin helhed af storrussere, belarussere og smårussere (ukrainere, J.S.). Hvis vi opgav dette, hvis vi tillod den midlertidige splittelse at fortsætte i århundreder, så ville vi ikke blot forråde vores forfædres minde, men vi ville blive fordømt af vores efterkommere - for at have tilladt det russiske land at falde fra hinanden.

(Akopov, 2025)

Der er mange antagelser på spil i citatet, som ikke nødvendigvis er nemme at tilgå for danske eller europæiske øjne. Det, der omtales som ”tragedien i 1991”, er Sovjetunionens sammenbrud, hvor det kommunistiske regime brød sammen, og bl.a. Georgien og de baltiske lande fik deres frihed tilbage, ligesom alle landene i Warszawa-pagten også slap ud af Moskvas snærende favntag. Også Ukraine blev selvstændigt. Sovjetunionens sammenbrud blev i det meste af Europa – og i sin tid også i Rusland – fejret som et frihedens øjeblik. Men i avislederen omtales det som en tragedie, der havde medført en ”unaturlig splittelse” af den russiske verden og det russiske folk. Ukraine fremstilles som et ”anti-Rusland”, der – i det øjeblik Rusland har vundet krigen – ikke længere vil eksistere som et selvstændigt land. For det

tredje fejrer avislederen, at Rusland med invasionen ”genopretter sin historiske helhed” ved at bringe (stor)russerne, belarusserne og frem for alt smårusserne – altså ukrainerne – sammen i én stat. Antagelsen i lederen er nemlig den, at de tre nationer i virkeligheden er én – eller som Putin udtrykker det i en række taler, en ”treenig nation” – ud fra en forestilling om, at de alle sammen er russere ‘inderst inde’. Det på trods af at Belarus og Ukraine i moderne tid har været selvstændige stater i mere end tre årtier, og mange (men ikke alle) belarussere og ukrainere føler sig som alt andet end russere. Avislederen følger den officielle russiske politiske linje om, at Ukraine er en konstrueret stat – ikke en ægte, ‘organisk fremvokset stat’. Derfor har den ukrainske nation (og den belarussiske) ikke samme ret til selvstændighed som den russiske. Det er en politisk linje, som der har været antydninger af i enkelte af Putins taler over årene, men som først blev udfoldet i sin fulde form i artiklen ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere” fra sommeren 2021 – lidt mere end syv måneder inden invasionen.

Men hvordan skal man forholde sig analytisk til udsagn af ovenstående type fra en statsleder som Putin? Hvad kan offentlige diskurser og narrativer fortælle os om staters udenrigs- og sikkerhedspolitik? Og hvad kan en analyse af Ruslands offentlige debat sige os om landets udenrigspolitik?

Antagelsen i dette kapitel, er – som i resten af bogen – at officielle diskurser og narrativer om et lands nationale identitet er helt centrale for analysen af et lands udenrigspolitik. For ved at studere de politiske identitetsdiskurser og den måde, de enkelte narrativer er opbygget på, kan man få indsigt i den rammefortælling – det verdensbillede – der tegner det, man kan anse

som landets udenrigspolitiske ‘mulighedsrum’. Dette kapitel anvender et konstruktivistisk analytisk blik til at undersøge, hvorfor Rusland valgte at invadere Ukraine i 2022. Det er et spørgsmål, der har afstedkommet megen debat blandt politikere, journalister og akademikere. Nogen har forklaret invasionen som et resultat af præsident Putins personlige ambitioner og (forskruede) historieforståelse (Liik, 2002; Torbakov, 2022). Andre har haft fokus på, hvordan NATO’s østudvidelser har presset Rusland ind i et hjørne, samtidig med at ændringen i den relative magtfordeling i det internationale system fra et unipolært til et multipolært system har muliggjort Ruslands reaktion (Mearsheimer, 2022; Walt, 2022). Atter andre har forklaret invasionen med det russiske regimes tiltagende autokratiske natur (Daalder & Cirincione, 2020; McFaul & Person, 2024). Analysen i dette kapitel supplerer disse forklaringer ved at tage udgangspunkt i en konstruktivistisk analyse af det, de russiske magthavere selv siger og skriver i offentligt tilgængelige artikler og interviews, suppleret med analyse af de centrale russiske strategiske dokumenter over årene. Kapitlet ligger som udgangspunkt tættest på de forklaringer, der lægger stor vægt på Putins person og historieforståelse, men denne historieforståelse indlejres i en bredere konstruktivistisk analyseramme med fokus på de diskursive rammer for Ruslands strategiske kultur.

Analysen er bygget op om tre grundlæggende russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskurser, som til sammen kan betragtes som tre centrale pejlemærker i Ruslands strategiske kultur. Denne måde at studere udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd på ligger heller ikke langt fra det, bogens teorikapitel kalder ”historisk kompas” (især den tredje diskurs). De tre

grundlæggende diskurser udgør en integreret del af den russiske elites verdensbillede, som kapitlet hævder gjorde det logisk og sprogligt muligt at træffe beslutningen om at invadere Ukraine i februar 2022. I og med at Rusland ikke er et demokrati, men et autoritært styre, har den politiske elite forholdsvis meget at skulle have sagt i forhold til udformningen af udenrigspolitikken. Hvad befolkningen mener, er i den forbindelse mindre vigtigt – selv om befolkningens holdning dog i et eller andet omfang stadig er væsentlig for regimet, da man i Kreml er ret opmærksom på at sikre sig imod alle antydninger af opposition og optræk til protest. Men i forhold til en analyse af, hvorfor Rusland valgte at invadere Ukraine i 2022, så er det de politiske udmeldinger fra eliten, det er vigtigst at have fokus på.

De tre diskurser, som kapitlet undersøger, er:

• diskursen om, at Rusland er sårbart og truet af Vesten, især USA og NATO.

• diskursen om Rusland som en stormagt med ret til at spille en særlig rolle i sit såkaldte ”nære udland” – især, men ikke udelukkende, i det post-sovjetiske område.

• diskursen om, at Ukraine ikke er en rigtig stat, som er ”organisk fremvokset” over århundrederne, men i stedet en ”kunstigt skabt” eller ”konstrueret” – og derfor –illegitim stat.

Kapitlet starter med nogle metodiske overvejelser, så man bedre kan forstå analysens forudsætninger og fremgangsmåde. Derefter

gennemgår kapitlet de tre ovennævnte centrale udenrigspolitiske diskurser: diskursen om Ruslands sårbarhed, og hvordan Vesten truer Rusland; stormagtsdiskursen samt diskursen om Ukraine som en kunstig skabt og derfor illegitim stat. Herefter følger en analyse af, hvordan Ukraines tilnærmelse til Vesten er blevet opfattet i Moskva. Til slut konkluderes der.

Metode

Antagelsen er, at en stats (statselitens) nationale identitetsforestillinger og dets forestillinger om statens position i verden sætter rammerne for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Statens/nationens identitetsfortælling former nemlig det billede, som eliten ser på verden med, og former dermed også de mål og interesser, og de løsninger, statsmagten ender med at anse for de vigtigste at forfølge. Det er den toneangivende elites opfattelse af, hvem der er statens fjender og venner, og hvad der er statens mål og interesser, der til sammen ender med at definere rammerne for den udenrigspolitik, der føres. Forandringen i billedet af, hvem der truer staten, og hvad dens interesser er, kan man se i de offentlige politiske udmeldinger, i den almene offentlige debat eller i dekreter og lovforslag. For kommunikationen af, hvem der truer hvad, og hvem ‘man’ er, sker igennem sproget, forstået bredt: Offentlige fremsatte ytringer – det være sig skriftlige, mundtlige eller for den sags skyld audio- eller visuelle udsagn – påvirker den offentlige mening og elitens forståelse og former derved den kollektive forståelse af en given sag eller begivenhed (kaldet en ”identitetsdiskurs” i kap. 2). Derved sætter disse diskurser grænserne for, hvad der betragtes

som politisk eller militært nødvendigt og muligt at gennemføre. Og disse grundlæggende diskurser kan i Ruslands tilfælde analyseres via de væsentligste officielle dokumenter om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Og man kan finde dem ved at studere sprogbrugen i de russiske offentlige debatter – som stadig er talrige på trods af krig og censur, nu er indlæggene dog væsentlig mere forsigtige i det. Det, jeg søger at skrive frem nedenfor, er et portræt af den russiske elites nationale identitetsforestillinger og dens forestillinger om Ruslands position i verden: Ruslands strategiske kultur. Læsningen af de centrale dokumenter styres af følgende spørgsmål: 1) ”Hvad eller hvem er Rusland?”, ”hvad eller hvem truer os?” (altså, hvad eller hvem truer Rusland/den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite), ”hvordan skal vi forholde os til dette?” og ”hvad er Ruslands rolle i verden?” Læsestrategien er, at man leder efter fælles opfattelser af, hvad Rusland er eller bør være. Og man leder efter fælles opfattelser af, hvad eller hvem der truer Rusland eller russerne. For dette trusselsbillede har en stærk identitetsskabende funktion: Fortæl mig, hvem din fjende er, så skal jeg fortælle dig, hvem du er. Dette gør strategiske dokumenter som den russiske nationale sikkerhedsstrategi, den militære doktrin og det udenrigspolitiske koncept, der i høj grad kredser om disse spørgsmål, til helt uomgængelige kilder. For det, der i nationale strategidokumenter ofte fremstår som ”objektive trusler”, er reelt problemer, der er blevet sikkerhedsliggjort (jf. tekstboks i kap. 2). Også politiske taler, hvor centrale politiske aktører, eksempelvis Putin, opregner trusler og udpeger fjender, ja, eller ligefrem erklærer krig, er centralt empirisk materiale. Dertil kommer udsagn fra eliten opfanget i de ekspertdebatter,

som den russiske offentlighed på trods af krig og censur stadig er rig på.

Sårbarhedsfornemmelsen og opfattelsen af, at Rusland er truet af Vesten

Den første centrale diskurs i Ruslands strategiske kultur er opfattelsen af, at Rusland er sårbart og truet udefra, truet af Vesten. Diskursen giver et indblik i Ruslands ændrede forhold til Vesten og i følelsen af strategisk sårbarhed. Diskursen afspejles i landets vigtigste strategidokumenter og er en opfattelse, man også kan finde i en række taler af folk fra eliten. En af de gængse fortællinger om Rusland er en fortælling, der lægger vægt på landets størrelse. Arealmæssigt er Rusland med 17 millioner km2 verdens største land – og det er noget, der, i den russiske strategiske tænkning, gør Rusland til et særligt vanskeligt land at forsvare. Der er godt 9.200 km fra byen Kursk i det allervestligste Rusland til stillehavsbyen Vladivostok i allerøstligste Rusland. En togrejse fra øst til vest tager minimum seks dage. Og jernbanenettet er Ruslands væsentligste transportform, når det gælder militære enheder. I lærebøger og i russiske militære tidsskrifter karakteriseres de enorme afstande derfor som noget, der giver Rusland en særlig sårbarhed over for angreb udefra – da det tager så lang tid at flytte styrker fra den ene ende af landet til den anden – og fordrer, at det russiske forsvar skal være ekstra opmærksomt og årvågent, og måske bør overveje at slå først. I nogle af disse identitetsfortællinger gør Ruslands enorme størrelse i sig selv Rusland til et mål for Ruslands fjender. Fjenderne så nemlig helst, lyder det i disse fortællinger, at landet blev splittet op i mange stykker, så det ikke er så

stort og truende. Som Putin udtrykte det i det årlige ”direkte linje” call in-show i 2014: ”Der er nok kræfter i verden, som er bange for vores styrke, ‘vores storhed’ (ogromnosti), som en af vore suveræner udtrykte det. Så de forsøger at dele os op i enkeltdele, dette er et velkendt faktum. Se, hvad de gjorde med Jugoslavien: De skar det op i små bidder og manipulerer nu alt, som kan manipuleres der, hvilket vil sige nærmest alting. Åbenbart er der nogen, der vil gøre det samme med os” (Putin, 2014). Ruslands størrelse bruges også af dele af eliten som en undskyldning for, at Rusland ikke kan regeres som et normalt repræsentativt demokrati. Disse folk – fx Vladislav Surkov, som vi behandler senere i kapitlet – hævder, at det er nødvendigt at have et stærkt centralt styre eller ligefrem et autokratisk styre for at kunne regere i et så stort land som Rusland. Et rigtigt demokratisk styre duer ikke i Rusland, der i stedet må nøjes med et ”styret” demokrati, mener han.

Kaster man et blik i de centrale strategidokumenter og politikertaler, anser den russiske elite for det første NATO generelt som en trussel mod Rusland. Eliten føler sig forrådt af det, de anser som et løfte fra USA om at undlade at udvide NATO mod øst – ”not one inch eastwards”, som den amerikanske udenrigsminister James Baker mundtligt forsikrede Sovjetunionens sidste generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, om under et møde i 1990 (Shifrinson, 2016). Dette lovord blev dog aldrig nedfældet i en formel traktat mellem de to parter. Der var heller ikke noget presserende behov, på det tidspunkt, da Rusland, der havde sagt farvel til kommunismen og var ved at opbygge demokrati og markedsøkonomi, blev betragtet som en ven af og fremtidig partner for Vesten. I de første mange år følte Rusland sig heller ikke specifikt

truet af NATO-udvidelserne, selv om man dog tydeligt sagde, at man er imod en udvidelse (President of the Russian Federation, 1997). Putin lagde i sin første embedstid op til at samarbejde med Vesten, frem for alt USA. Men den samarbejdsbetonede holdning i forhold til Vesten skiftede, hvis ikke før, så i al fald med den tale, som Putin holdt ved München-sikkerhedskonferencen i 2007, hvor han, med henvisning til den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003, gik i rette med USA’s ”næsten ukontrollerede hyper brug af magt – militær magt” (Putin, 2007). Talen indvarslede et brud med den hidtidige samarbejdslinje over for Vesten. Og efter Ruslands krig med Georgien i august 2008 forklarede den daværende præsident, Dmitrij Medvedev, at Rusland var gået ind i Georgien, fordi ”vi simpelthen vil have respekt, respekt for vores land, vort folk og vore værdier”. ”Rusland har zoner, som er en del af dets interesser. At nægte det er nytteløst for Vesten og endda farligt. Det er uretfærdigt, det er ydmygende, og vi har fået nok” (Kendall, 2008). Et halvt år før havde NATO på et topmøde i Bukarest givet Georgien og Ukraine et lovord om, at de ‘på et tidspunkt’ ville kunne blive medlemmer af NATO. Ukraine og Georgien havde dog ikke fået en dato for, hvornår de kunne blive medlem, og der var heller ikke blevet indledt optagelsesforhandlinger – så landene stod uden nogen form for beskyttelse fra NATO. Men lovordet havde ifølge mange analytikere virket som en rød klud i ansigtet på Putin og store dele af den russiske elite, da man i Moskva anså Georgien og Ukraine som en del af Ruslands interessesfære.

Sideløbende med sårbarhedsdiskursens udvikling kunne man i en række offentlige debatter om, hvilken styreform Rusland ville

have mest gavn af – autokrati eller demokrati – iagttage et stigende identitetsmæssigt brud med Vesten og Europa. Russiske politikere og embedsmænd begyndte således tilbage i 20032005 først at omtale Ruslands styreform som et ”styret demokrati”, siden som et ”suverænt demokrati”. Og for nu lige at slå det fast med det samme: Det har ikke noget med demokrati at gøre, det er en autoritær diskurs. Vladislav Surkov regnes som en af ophavsmændene til begrebet ”styret demokrati”, som bedst kan beskrives som den systematiske udskiftning af de russiske regeringsinstitutioner, der er beskrevet i forfatningen, med institutioner, som Kreml selv har designet og kontrollerer: et stærkt præsidentembede og svage institutioner; statskontrol over store dele af medielandskabet; kontrol over valgene, som lader eliterne legitimere deres beslutninger uden risiko for at miste stemmer.

Men i disse debatter brød den russiske elites talsmænd ikke kun med demokratiet og valgte side til fordel for en mere autoritær styreform – det suveræne demokrati – de brød også med Ruslands identitetsmæssige ophav i Europa og Vesten. Det suveræne demokrati indeholder nemlig en stærk afvisning af Vesten og af Ruslands europæiske arv. Rusland fremstilles som ”autentisk”, ”originalt”, ”organisk”, ”holistisk” og ”intuitivt”, mens Vesten (Europa) ses som ”konstrueret”, ”overfladisk”, ”materialistisk”, ”kynisk manipulerende” og ”rationelt splittende”. Denne identitetsændring i retning af en mere anti-vestlig kurs tog især form efter den Orange Revolution i Ukraine i 2004-2005, men fik et yderligere skub i løbet af vinteren 2011-2012, da der udbrød store demonstrationer, da Putin kom tilbage på præsidentposten efter i fire år at have været premierminister.

Skiftet i den russiske opfattelse af NATO’s østudvidelse fra kritisk, men forsigtigt afventende, til at være uomtvisteligt imod, har udviklet sig gradvis over årene, men den er tydelig i militærdoktrinerne fra 2010 og 2014, hvor der bliver lagt en langt mere konfrontatorisk linje end hidtil. I militærdoktrinerne omtales NATO-udvidelsen og alliancens ”militære infrastruktur” nær Ruslands grænser som en af de ”væsentligste farer” mod Rusland. Derudover anses NATO’s stigende ”magtpotentiale” samt NATO-medlemslandenes tendens til at ”give sig selv globale funktioner udført i strid med reglerne i folkeretten” som decideret truende over for Rusland (President of the Russian Federation, 2014, s. 12). Og forholdet til NATO er ikke blevet bedre siden, tværtimod.

Et andet udbredt aspekt af sårbarhedsdiskursen, handler om Ruslands sårbarhed over

for USA’s og NATO’s formodede teknologiske overlegenhed. Militærdoktrinerne fremhæver især USA’s og NATO’s missilskjold, USA’s Prompt Global Strike-koncept – som handler om, at USA skal kunne ramme mål overalt på kloden inden for en time – og det, Rusland ser som et øget amerikansk fokus på militær brug af rummet. Alle tre opfattes som led i en politik, hvor USA og resten af Vesten forsøger at underminere Ruslands evne til at gengælde et førsteslagsangreb, herunder et atomangreb.

Et tredje aspekt af sårbarhedsdiskursen er Ruslands bekymring over Vestens hang til og forkærlighed for at eksportere demokrati. Fremme af demokrati kan i vestlige ører måske lyde ganske fredeligt og tilforladeligt og er noget, skiftende danske regeringer har gjort i stor stil over årene, både i Mellemøsten og Østeuropa. Men i den russiske politiske og militære elite

ser man Vestens støtte til demokratibevægelser rundtom i verden som truende – fordi man mener, at den vestlige støtte i virkeligheden handler om at støtte såkaldte farvede revolutioner, hvilket den russiske generalstabschef Valerij Gerasimov tidligere har omtalt som ”kup organiseret udefra” (af Vesten) (Gerasimov, 2016). I sig selv er det ganske logisk: For et autoritært regime som det russiske er demokratiske idéer farlige, for de kan få befolkningen til at vende sig mod styret selv. I militærdoktrinen anskues en af de væsentligste interne trusler som værende ”undergravende informationsaktiviteter mod befolkningen, især unge statsborgere” … der har til … ”formål at underminere historiske, åndelige og patriotiske traditioner i forbindelse med forsvaret af moderlandet” (President of the Russian Federation, 2014, Paragraf 13). Og de omfattende folkelige demonstrationer i Ukraine i 2014 – den såkaldte Maidan-revolution – hvor den ukrainske præsident Viktor Janukovitj først beordrede sikkerhedsstyrkerne til at skyde på demonstranterne og siden, da hans egen elite bakkede ud pga. volden, selv valgte at stikke af til Rusland, denne folkelige revolution omtales konsekvent som et ”kup” og deltagerne som ”kupmagere” i de russiske udmeldinger. Og samtlige efterfølgende ukrainske regeringer anses også for at være illegitime, på trods af at der siden har været afholdt frie og fair parlaments- og præsidentvalg.

Stormagtsdiskursen

Den anden centrale diskurs i Ruslands strategiske kultur kredser om idéen om, at Rusland er, altid har været og altid vil blive ved med at være en stormagt af central betydning. Det er en opfattelse, der er grundigt rodfæstet i de centrale

russiske offentlige strategipapirer: Den nationale sikkerhedsstrategi, den militære doktrin og i det udenrigspolitiske koncept. Man kan også finde den i mange af de centrale taler fra Kremls inderkreds. Stormagtsdiskursen har udviklet sig fra en forestilling i 1990’erne om, at Rusland var lidt mere end en regional stormagt til, at eliten fra omkring 2015 begynder at anse Rusland for at være ”en førende verdensmagt”. I det seneste udenrigspolitiske koncept benævnes Rusland som ”en indflydelsesrig verdensmagt” (FPC 2023, 14) og som ”en unik statscivilisation, en stor eurasisk og euro-stillehavsmagt” (FPC 2023, 4). Stormagtsidentiteten er endvidere af central, ja, af eksistentiel karakter for Rusland: Som den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov udtrykte det i 2007: ”Rusland kan (…) kun eksistere inden for sine nuværende grænser, hvis det er en af verdens ledende stater” (Tsygankov 2008, s. 46). Derfor er det ikke bare en politisk idé eller en målsætning, man bør stræbe efter. Det er en nødvendighed for, at Rusland kan overleve som stat, mener dele af eliten. Stormagtsidentiteten er et så centralt element i russisk identitet, at man ikke kan være andet, da man i elitens selvforståelse ellers er truet på sin eksistens: Rusland er nødt til at være en stormagt, ellers overlever det ikke som stat. Den verdensorden, Moskva stræber efter, er multipolær. Altså en verden med mange stormagter, heriblandt Rusland: ”Rusland fungerer som et af de suveræne centre for verdens udvikling og udfører sin historisk unikke mission med at opretholde den globale magtbalance og opbygge et multipolært internationalt system” (The Ministry of Foreign Affairs, 2023, Article 5). I de russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske doktriner har der længe været en antagelse om, at verden allerede var, eller i al fald bevæ-

gede sig imod, en ”multipolær” eller en ”polycentrisk” verdensorden – altså en verdensorden med flere stormagter (The Ministry of Foreign Affairs, 2013, 2016).

I den russiske elites tænkning er verden endvidere opdelt i store regioner, centreret omkring stormagterne, som anses for at være bærere af bestemte civilisationer (Poulsen & Staun, 2018, s. 78). I disse regioner er det stormagten selv, der bestemmer – de andre stormagter skal holde sig ude og på behørig afstand. Dette giver Rusland en særlig forrang og rolle i det, man i den russiske debat kalder ”det nære udland” (blizjneje zarubezje), primært det tidligere sovjetiske område i Østeuropa og dele af Centralasien, med enkelte afstikkere ind i de tidligere Warszawapagt-lande.

Til stormagtsidentiteten hører endvidere et krav om, at Rusland skal tages alvorligt af de andre stormagter i systemet. Og en irritation eller frustration over ikke at have fået den anerkendelse, man mener, man har en historisk ret til. Dette kan man også tydeligt spore i de officielle russiske dokumenter. I den nationale sikkerhedsstrategi fra 2000 hedder det således: ”Forsøg på at ignorere Ruslands interesser i forbindelse med løsning af større internationale problemer, herunder konfliktsituationer, kan underminere international sikkerhed, stabilitet” (President of the Russian Federation, 2000). I det udenrigspolitiske koncept fra 2008 og den nationale sikkerhedsstrategi fra 2015 er USA’s og dets allieredes tendens til at ignorere Rusland fortolket som et udslag af, at disse stater forsøger at ”inddæmme” Rusland for derigennem at fastholde Vestens ”dominans” over det internationale system. Dette skyldes, hedder det, først og fremmest Ruslands ”uafhængige udenrigs- og sikkerhedspolitik” (Rossiskaya

Gazeta, 2015, s. 12; The Ministry of Foreign Affairs, 2008, s. 2).

Derudover er der en række identitetsmæssige faktorer, der er særlige for den russiske stormagtstænkning, som gør, at Rusland er og altid vil være en stormagt. For det første er der i eliten en udbredt tro på, at Rusland nærmest er skæbnebestemt til at være en stormagt. Rusland er ikke kun en stormagt på grund af sin militære, økonomiske og energimæssige magt, men også som en naturlig, nærmest guddommelig konsekvens af landets historie og kultur. Når Putin taler om Ruslands stormagtsstatus, så gør han det ofte i enten historiske eller fremtidige vendinger og projicerer dermed Ruslands storhed ind i enten fortiden eller fremtiden, hvilket gør Ruslands faktiske, nuværende magt mindre væsentlig. I et interview med den tyske avis  Welt am Sonntag i 2000 argumenterede Putin – på trods af en påstand om, at Ruslands militærudgifter var 100 gange lavere end USA’s – for, at ”Rusland hævder ikke at være en stormagt. Det  er en stormagt i kraft af sit enorme potentiale, sin historie og kultur” (Putin, 2000, min fremhævelse).

Derudover mener store dele af eliten, at Rusland er en stormagt, fordi den russiske befolkning har en særlig evne til at holde ud i vanskelige tider. Putin har ved flere lejligheder fremhævet russernes såkaldte ”passionarnost” – russernes særlige evne til at modstå trængsler – som noget, der vil hjælpe Rusland i konkurrencen med Vesten. I sin tale om nationens tilstand i 2012 sagde Putin således: ”Hvem der vil tage føringen, og hvem der vil forblive udenfor og uundgåeligt miste deres uafhængighed, vil ikke kun afhænge af det økonomiske potentiale, men primært af hver nations vilje, af dens indre energi, som Lev Gumilev kaldte ”passionarnost”:

evnen til at bevæge sig fremad og omfavne forandring” (Putin, 2012).Idéen om, at Ukraine ikke er en rigtig nation

Den sidste diskurs, der undersøges – idéen om, at Ukraine ikke er en rigtig stat eller nation – er noget anderledes end de to andre diskurser gennemgået ovenfor: Den er ikke, eller i hvert fald endnu ikke, at finde i den russiske stats centrale strategidokumenter – den nationale sikkerhedsstrategi, militærdoktrinen og det udenrigspolitiske koncept – som de to andre diskurser er, men hviler hovedsageligt på nyere artikler og taler fra Putin og andre af topfolkene, fx den tidligere sekretær for det nationale sikkerhedsråd nu præsidentiel rådgiver, Nikolaj Patrusjev. Det gør i princippet diskursen mindre stabil end de to andre diskurser og derfor potentielt også ‘lettere’ at ændre. Men da diskursen

bruges aktivt i rigtig mange af de russiske officielle udmeldinger om den ”særlige militære operation”, altså krigen i Ukraine, så er den nok kommet for at blive.

Da Putin i sin tid tiltrådte som præsident i maj 2000, brugte han pligtskyldigt begrebet ”rossiianin” (rossiisskii narod), når han talte om ‘russere’ som gruppe. Det er et begreb, som den tidligere og mere vestvendte præsident Boris Jeltsin havde anvendt, og som bedst kan oversættes til ”russiske borgere” uanset etnicitet, religion eller andre kulturelle træk (Blakkisrud, 2016, s. 252). At Putin overtog dette begreb i starten af sin præsidentperiode, skete formentlig for at forsikre Ruslands etniske minoriteter – immervæk over 30 millioner mennesker – om, at de stadig kunne regne sig som en del af Rusland.

Dette ændrede sig, om ikke før, så i al fald i forbindelse med annekteringen af Krim-halvøen i 2014. I Putins tale til den føderale forsamling den 18. marts 2014, hvor man fejrede optagelsen af Krim i den russiske føderation, brugte Putin konsekvent begrebet ”russkii” – eller etniske russere – de gange han beskrev den russiske kollektive identitet. I talen beskrev Putin Krim som en oprindelig ”russkii-jord” og Sevastopol som ”russkii-byernes moder”. En by, som ”russkii-soldater (ikke rossisskii-soldater) var døde for at forsvare. Samtidig understregede han dog også konceptet om en multietnisk eller imperial russisk stats-identitet. Således fremhævede Putin i talen, at ”Krim er en unik blanding af forskellige folks kulturer og traditioner. Det gør den sammenlignelig med Rusland som helhed, hvor ikke en eneste etnisk gruppe er gået tabt i løbet af århundrederne” (Putin, 2014). På den ene side brugte Putin således en etnisk (russisk) forståelse af russisk identitet, på den anden side brugte han også en civilisatorisk imperie-russisk identitet. Den etniske russiske identitet fik øget sin betydning, da Rusland i 2020 indførte en række forfatningsændringer, der styrkede det russiske sprogs status, og indsatte en passage i forfatningens artikel 68.1, hvor russerne omtales som ”det statsgrundlæggende folk”, hvilket styrkede de etniske russeres betydning i forhold til andre kulturelle grupper.

Betoningen af den russiske imperialisme og etniske nationalisme blev året efter skruet yderligere op. I artiklen ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere” (Putin, 2021), som Putin fik offentliggjort på Kremls hjemmeside den 12. juli 2021, er imperialismen og den etniske nationalisme i fuld udfoldelse: Hovedidéen er her, at Ukraine ikke er en ægte

organisk fremvokset nation, men en kunstig, konstrueret nation. Hvorfor Ukraine i Putins øjne ikke har samme ret til at eksistere som en uafhængig stat som Rusland, der – igen i Putins forståelse – er en ægte organisk fremvokset stat.

I sin udlægning af historiens gang klipper og klistrer Putin i de historiske begivenheder, så de passer ind i hans argument. Han hævder, at det først er i anden halvdel af det 19. århundrede, at idéen om en ukrainsk nation adskilt fra russerne opstod – noget de fleste ukrainere er uenige i. Og så hævder han ovenikøbet, at det ikke så meget er det ukrainske folk selv, der aktivt har fremmet den ukrainske identitet. Det var snarere den polske elite, der kunne bruge idéen om en uafhængig ukrainsk nation til at fremme deres egen polske selvstændighed (Polen blev i 1795 delt mellem Preussen, Rusland og Østrig-Ungarn, J.S.), samt ”en del af den lillerussiske (ukrainske, J.S.) intelligentsia”. ”Uden noget historisk grundlag” (s. 6), hævder Putin (urigtigt).

Senere var det ifølge Putin de østrig-ungarske myndigheder, der fremmede den ukrainske sag for at bruge den som modvægt til den polske nationale bevægelse, ligesom de brugte den ukrainske identitet mod den Moskva-tro uafhængighedsbevægelse i Galicien. Således tegner Putin et billede af idéen om en selvstændig ukrainsk nation, der er uafhængig af Rusland, som et artefakt, ”et værktøj til rivalisering”, en kunstig enhed skabt af Ruslands fjender med det instrumentelle formål at svække Rusland og splitte den storrussiske nation.

Et andet centralt narrativ i artiklen er den såkaldte et-folk-tese. Altså at russere, ukrainere og belarussere er ét folk, der kan spores tilbage til det oprindelige ‘Kyivske Rus’ i det 9. århundrede – et løst sammensat slavisk

Kilde: Polens historie, Store Norske Leksikon

Polens historie, kort

I 1600-tallet blev Polen hårdt ramt af de mange krige i Europa og mistede flere landområder. Den polske statsmagt blev svækket, og Rusland fik større indflydelse over landet. Dette førte til, at Polen i løbet af 1700-tallet blev delt i tre dele mellem Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn.

Efter Napoleonskrigene 18031815 genopstod Polen som et kongerige, men under russisk overherredømme (”Kongres-Polen”). I 1918 blev Polen en selvstændig republik. I 19391941 blev landet delt mellem Sovjetunionen og Nazityskland og resten af krigen var landet besat af Tyskland. Store dele af landet blev bombet, mange mennesker dræbt og polsk kultur forsøgt udryddet. Polske jøder blev især sendt til koncentrationslejre efter Warszawa-oprøret. Efter krigen blev Polen en del af Østblokken og i praksis styret af Sovjetunionen. Polakkerne kæmpede mod det ufrie regime, og i 1980’erne fik de større selvstændighed gennem fagforeningen Solidaritet. I 1989 blev Polen igen en selvstændig stat. Polen blev medlem af EU i 2004

stammesamfund med Kyiv som hovedstad. Putin henviser således flere gange i artiklen til forholdet mellem russere, belarussere og ukrainere som værende ”en enkelt stor nation, en treenig nation” (s. 14).

”Russere, ukrainere og belarussere er alle efterkommere af det gamle Rus, som var den største stat i Europa. Slaviske og andre stammer på tværs af det enorme område – fra Ladoga, Novgorod og Pskov til Kiev og Tjernigov – var bundet sammen af ét sprog (som vi nu kalder gammelrussisk), økonomiske bånd, styret af fyrsterne fra Rurik-dynastiet og – efter dåben af Rus – den ortodokse tro. Det åndelige valg, som Sankt Vladimir, der både var fyrste af Novgorod og storfyrste af Kiev, traf, er stadig i høj grad bestemmende for vores tilhørsforhold i dag” (Putin 2021, 1-2). Således bruger Putin idéen om den treenige nation til at argumentere for, at (store dele af) ikke kun Ukraine, men også Belarus, faktisk er russisk land, som er blevet ”røvet” (s. 10) fra Rusland i de perioder i historien, hvor Rusland har været svagt.

Det samlede russiske blik på Ukraine

Ukraine indtager således en helt central plads i den russiske politiske elites strategiske kultur, og alle de tre ovennævnte diskurser har kraftig indvirkning på Ruslands tilgang til spørgsmålet om Ukraines suverænitet og nationale selvstændighed.

Den første diskurs: Sårbarhedsfornemmelsen og forestillingen om, at Rusland er truet af Vesten, truet af NATO’s østlige udvidelse og antagede teknologiske overlegenhed, træder tydeligt frem eksempelvis i Putins ”krigstale” den 24. februar 2022. Her fremhæver Putin ”NATO’s udvidelse mod øst” som en af flere

”fundamentale trusler, som uansvarlige vestlige politikere har skabt for Rusland”: NATO har, ifølge Putin, flyttet ”sin militære infrastruktur stadig tættere på den russiske grænse” (Putin, 2022b). Tre dage tidligere havde han i en tale til det nationale sikkerhedsråd argumenteret for, at ”militære kontingenter fra NATO-lande” i de senere år havde været ”næsten konstant til stede på ukrainsk territorium under påskud af øvelser”, hvorfor Ukraine reelt var blevet forvandlet til et ”brohoved” for et muligt fremtidigt angreb fra USA og NATO på Rusland. Det mente Putin, at han var nødt til at forhindre (Putin, 2022a). I det hele taget er Putin bekymret for den øgede risiko for Rusland, hvis Ukraine bliver medlem af NATO. ”Tomahawk-krydsermissilernes flyvetid til Moskva vil være mindre end 35 minutter; ballistiske missiler fra Kharkov vil tage syv til otte minutter; og hypersoniske angrebsvåben, fire til fem minutter. Det er som en kniv mod struben” (Putin, 2022a).

Putin synes således helt at have glemt, at han fra 2000 til 2007 var langt mindre kritisk stemt over for en NATO-udvidelse, vel at mærke i den periode, hvor de baltiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien rent faktisk blev medlemmer af alliancen. Den anden diskurs: I forhold til den russiske stormagtstænkning er det særligt to elementer, der er interessante i forhold til Ukraine. For det første er det opfattelsen af, at verden er multipolær, og at Rusland er den dominerende stormagt på det eurasiske kontinent, hvorfor de andre stormagter i systemet, først og fremmest USA, skal holde sig ude af den eurasiske region – frem for alt det tidligere sovjetiske område – som regnes som russisk interessesfære. For Ukraine betyder det, at den tilnærmelse mod Europa og USA, som Ukraine især har forfulgt

siden 2014, er sket i modstrid med Ruslands interesser i dets såkaldte ”nære udland”.1 Putin glemmer her, at Ukraines vestvendte kurs frem for alt er accelereret, efter at Rusland i 2014 besatte og annekterede Krim og derefter anstiftede til oprør i Donbasområdet. For det andet kolliderer Ukraines selvstændige udenrigspolitik med opfattelsen i Moskva om, at småstater, der ligger tæt op ad en stormagt, skal føre tilpasningspolitik til stormagten – det vil sige, at Ukraine skal føre en udenrigspolitik, som kan accepteres af Moskva. I efteråret 2021, under optakten til den russiske invasion af Ukraine, var der således en række russiske politologer, bl.a. Fjodor Lukjanov, der argumenterede for, at Ukraine burde skele til Finland og den tilpasningspolitik, som Finland under Den Kolde Krig havde ført i forhold Sovjetunionen – en politik, der går under navnet ”Finlandisering”. Men i efteråret 2021 var tilpasning til Rusland ikke ligefrem på de ukrainske politikeres dagsorden. Det havde formentlig heller ikke forhindret den russiske invasion, som på dette tidspunkt var under forberedelse med troppeopbygning langs Ukraines grænser i syd, øst og nord. Den 12. juli 2021 havde Putin offentliggjort sit essay ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere” på Kremls hjemmeside – hvor den tredje diskurs, den russiske imperialisme og etniske nationalisme, er i fuldt flor. I teksten levnes der ikke megen plads til en selvstændig ukrainsk stat, endsige til et selvstændigt ukrainsk folk, andet end som en del af en russisk stat eller som minimum underlagt Ruslands overherredømme. Og det er det, der var krigens klareste formål i de hæsblæsende dage i starten af krigen, da alle troede, at Ukraine ville blive løbet over ende i løbet af et par dage. Og det er det, avislederen, som blev citeret i kapitlets

indledning, fejrer. Her antog man, at krigen ville være overstået til Ruslands fordel allerede lørdag morgen den 26. februar 2022, kun to dage efter dens start: ”Rusland er ved at genoprette sin enhed – tragedien i 1991, denne frygtelige katastrofe i vores historie, denne unaturlige splittelse, er blevet overvundet.” … ”Ukraine som anti-Rusland vil ikke længere eksistere”.

Det var ukrainerne ikke enige i. Og de havde tænkt sig, og formåede, at gøre modstand. Og gør det stadig.

Konklusion

Der er over årene sket en betydelig radikalisering af den russiske elites strategiske kultur – altså elitens opfattelse af Rusland og landets forhold til omverdenen – i en mere anti-vestlig, autoritær og imperialistisk retning. De røster, der tidligere var fortalere for økonomisk liberalisering – eksempelvis tidligere finansminister Aleksej Kudrin og tidligere minister for økonomisk udvikling German Gref, som gerne havde set Rusland udvikle sig i en mindre autoritær retning herunder støttede et mere aktivt samarbejde med Vesten – er for længst forstummet og afløst af den ene mere autoritære silovik efter den anden (silovik: mænd med magt med baggrund i sikkerhedstjenesten eller militæret, der har et vist høgeagtigt og anti-vestligt blik på verden).

Det er tydeligt, at Ruslands elite føler sig truet af NATO’s udvidelse mod øst, dets teknologiske overlegenhed og Vestens hang til at fremme demokrati. Modstanden mod NATO’s udvidelse var tydelig allerede under præsident Boris Jeltsin, men blev nedtonet af hensyn til samarbejdet med Vesten. Også i den første del af Putins præsidentperiode nedtonede man

kritikken af NATO’s østudvidelser. Putin giver i en række interviews udtryk for, at Rusland ikke har noget at indvende mod NATO’s østudvidelse, heller ikke i forhold til en eventuel ukrainsk optagelse i NATO. Putin var også den første udenlandske statsleder, der ringede til George W. Bush dagen efter den 11. september 2001 og bakkede op om USA’s krig mod terror og ligefrem lod USA benytte russisk territorium til logistisk at understøtte militæroperationen i Afghanistan – formentlig i et håb om et strategisk partnerskab med USA, noget, man aldrig fik. Kritikken af NATO’s udvidelser tager først til i forbindelse med et generelt identitetsmæssigt skifte i den russiske selvopfattelse, der udviklede sig som led i udbygningen af det såkaldte ”styrede demokrati”, siden omformet til et ”suverænt demokrati”, en autoritær styreform, der imiterer demokrati, men ikke er det. En styreform, som Kremls daværende grå eminence Vladislav Surkov var hovedarkitekten bag, og som stadig er intakt. For i det suveræne demokrati ligger der en kraftig identitetsmæssig afstandtagen til Vesten og Ruslands europæiske arv, hvor Rusland tegnes som ”ægte”, ”oprindeligt”, ”organisk”, ”helhedstænkende” og ”intuitivt”, mens Vesten (Europa) ses som ”konstrueret”, ”overfladisk”, ”materialistisk”, ”kynisk manipulerende” og ”rationelt splittende”. Et identitetsmæssigt brud med Vesten, der især tog fart efter den Orange Revolution i Ukraine i 2004-2005 og få år efter fik den politiske konsekvens for Rusland, at man brød med den hidtidige mere vest-venlige linje. I de centrale strategiske dokumenter afspejles dette i et skifte fra at betragte NATO’s udvidelse mod øst som en potentiel fremtidig risiko til at opfatte NATO som en direkte fare. Et skift, der i militærdoktrinen

kan ses i udgaverne fra 2010 og 2014, men var til stede i centrale taler af Putin og andre topfolk langt tidligere, eksempelvis i Putins tale på München-sikkerhedskonferencen i 2007 og i et interview, præsident Medvedev gav godt en måned efter krigen i Georgien i 2008. Sikkerhedsliggørelsen af truslen fra USA og NATO udviklede sig yderligere i forbindelse med besættelsen og annekteringen af Krim i 2014, for i perioden op til invasionen i 2022 at tage et ekstra nyk. I sin ”krigstale” på invasionsdagen den 24. februar 2022 fremstiller Putin NATO som en livløs militær maskine, der truer den oprindelige, organiske og levende russiske stat.

Den anden diskurs, der undersøges i kapitlet, nemlig forestillingen om Rusland som en stormagt, understreger en ændring over tid i den russiske elites selvopfattelse fra, at Rusland i 1990’erne og 2000’erneses som lidt mere end en regional magt, til, at Rusland italesættes som en ”førende verdensmagt” fra 2015. Den russiske elites opfattelse af Rusland som en førende verdensmagt har sideløbende været fulgt at et krav om international anerkendelse af denne position – en anerkendelse, man ikke synes, man har fået, før efter annekteringen af Krim i 2014. Samtidig er forestillingen om Rusland som en stormagt tæt forbundet med en fortælling om Rusland som en central aktør i opretholdelsen af den globale magtbalance. Dette hænger også sammen med en udbredt tro på Ruslands iboende ret til at udøve indflydelse på sine nabolande, især i forhold til det såkaldte ”nære udland”, der i det udenrigspolitiske koncept fra 2023 defineres som ”SNG-medlemsstaterne og andre nabolande, som er knyttet til Rusland gennem århundredgamle traditioner for fælles statsdannelse, dyb indbyrdes afhængighed på

forskellige områder og et fælles sprog”. Dette begrebsmæssige skifte er et vigtigt element i forståelsen af begrundelsen for Ruslands beslutning om at indlede en storstilet invasion af Ukraine i 2022, men har ikke forklaringskraft nok i sig selv.

Den tredje diskurs er den russiske idé om, at Ukraine er en kunstig og konstrueret stat, der ikke har samme legitime krav på selvstændighed og suverænitet som Rusland, netop fordi Ukraine hævdes at være ”konstrueret” snarere end organisk opstået og udviklet. Putin hævder, at idéen om en uafhængig ukrainsk national identitet blev opfundet i det 19. århundrede af eksterne kræfter, der var fjendtligt indstillet over for Rusland, med det formål at underminere Ruslands stormagtsposition. Denne idé, som klart er historisk revisionistisk (og urigtig), bidrager til at legitimere den russiske invasion og planen om at besætte Ukraine for at tvinge landet eller dele af det tilbage under russisk herredømme. Putins påstande om russernes, ukrainernes og belarussernes fælles oprindelse – sammenflettet med hans krav på ukrainsk territorium, som han hævder er tidligere russisk territorium, der er blevet ”frarøvet” Rusland i de perioder af historien, hvor Rusland var svagt – bruges til yderligere at legitimere invasionen. Denne retoriske drejning blev betydeligt skærpet i midten af 2021 og blev en integreret del af begrundelsen for invasionen, da Putin og andre fra den russiske elite begyndte åbent at sætte spørgsmålstegn ved Ukraines ret til selvstændighed og uafhængig eksistens. Denne markante ændring i Kremls officielle retorik fandt sted i sommeren 2021 og anses derfor her for at være den mest overbevisende forklaring på, hvorfor den russiske elite valgte at indlede en omfattende invasion af Ukraine i 2022. Selv

om det er den mest overbevisende forklaring, kan den dog ikke stå alene, men bygger på de to første diskurser.

Det er således kombinationen af de tre diskurser – opfattelsen af, at Rusland er sårbart og truet af Vesten, hævdelsen af russisk stormagtsstatus og benægtelsen af Ukraines legitimitet og ret til selvstændighed – der tilsammen skabte en robust diskursiv ramme, der retfærdiggjorde den russiske invasion af Ukraine. Ændringen i Putin-styrets retorik peger samtidig på, at radikaliseringen af elitens verdenssyn er forankret i en kreativ brug af historiske og kulturelle begivenheder til at understøtte et russisk nationalistisk og imperialistisk verdensbillede, som i sidste instans banede vejen for invasionen.

Note 1. I det seneste russiske udenrigspolitiske koncept fra 2023, og altså to år inde i krigen, defineres det ”nære udland” som ”SNG-medlemsstaterne og andre nabolande, som er knyttet til Rusland gennem århundredgamle traditioner for fælles statsdannelse, dyb indbyrdes afhængighed på forskellige områder og et fælles sprog”. I det nære udland skal Rusland ”modvirke fjendtlige staters udbygning eller styrkelse af militær infrastruktur og andre trusler mod Ruslands sikkerhed” og ”undertrykke tilskyndelsen til ‘farvede revolutioner’” (The Ministry of Foreign Affairs, 2023, Paragraf 49).

Litteratur

Akopov, P. (2025, februar 26). Prodvizjenije Rossii i novogo mira [Ruslands fremkomst og den nye verden]. RIA-Novosti. https://web. archive.org/web/20220226051154/ https://ria.ru/202

Blakkisrud, H. (2016). Blurring the boundary between civic and ethnic: The Kremlin’s new approach to national identity under Putin’s third term. I P. Kolstø & H. Blakkisrud (red.), The new Russian nationalism: Imperialism, ethnicity and authoritarianism 2000–2015 (s. 34-55). Edinburgh University Press.

Daalder, I. & Cirincione, J. (2020). The one reason to have nukes. Press the Button [Podcast]. https://ploughshares.org/issues-analysis/article/ one-reason-have-nukes

Kendall, B. (2008, september 15). Insight: Who runs Russia? BBC News. http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7616385.stm

Liik, K. (2022). War of obsession: Why Putin is risking Russia’s future. European Council on Foreign Relations. https://ecfr.eu/article/war-of-obsession-why-putin-is-risking-russias-future/

McFaul, M. & Person, R. (2024). Why Putin invaded Ukraine. I H. Brands (red.), War in Ukraine: Conflict, strategy, and the return of a fractured world (s. 34-55). The Johns Hopkins University Press. https://muse.jhu. edu/book/122782

Mearsheimer, J.J. (2022). Why the West is principally responsible for the Ukrainian crisis. The Economist. https://www.economist.com/by-invitation/2022/03/11/john-mearsheimer-on-why-the-west-is-principally-responsible-for-the-ukrainian-crisis

Poulsen, N.B. & Staun, J. (2018).

Kreml i krig: Ruslands brug af militær magt [The Kremlin at war: Russia’s use of military force]. DJØF Forlag.

President of the Russian Federation.

(1997, december 26). Russian national security blueprint. Rossiyskaya Gazeta. https://fas. org/nuke/guide/russia/doctrine/ blueprint.html

President of the Russian Federation. (2000, oktober 1). Russia’s national security concept. https://www.armscontrol.org/ act/2000-01/features/russias-national-security-concept

President of the Russian Federation. (2014, december). The military doctrine of the Russian Federation. http://rusemb.org.uk/ press/2029

Putin, V. (2000, november 6).

Interview with the newspaper Welt am Sonntag (Germany). Welt am Sonntag. http:// en.kremlin.ru/events/president/ transcripts/24202

Putin, V. (2007). Speech of Russian President Vladimir Putin at the Munich Conference on Security Policy. http://en.kremlin. ru/events/president/transcripts/24034

Putin, V. (2012). Rossiya: Natsional’nyy vopros [Russia: The question of nationality]. Nezavisimaya Gazeta. http://www. ng.ru/politics/2012-01-23/1_national.html

Putin, V. (2014, december). Presidential address to the Federal Assembly. http://en.kremlin.ru/ events/president/news/47173

Putin, V. (2021, december 7). On the historical unity of Russians and Ukrainians. http:// en.kremlin.ru/events/president/ news/66181

Putin, V. (2022a, februar 21).

Address by the President of the Russian Federation (21 February). http://en.kremlin.ru/events/ president/news/67828

Putin, V. (2022b, februar 24).

Address by the President of the

Russian Federation (24 February). http://en.kremlin.ru/events/ president/news/67843

Rossiyskaya Gazeta. (2015, december 31). The national security strategy of the Russian Federation. http://rg.ru/2015/12/31/ nac-bezopasnost-site-dok.html

Seim, J. & Lundbo, S. (2024, 27. august). Polens historie. I Store norske leksikon. https://snl.no/ Polens_historie

Shifrinson, J.R.I. (2016). Deal or no deal?: The end of the Cold War and the U.S. offer to limit NATO expansion. International Security, 40(4), 7-44.

The Ministry of Foreign Affairs. (2008, januar 12). The foreign policy concept of the Russian Federation. http://en.kremlin.ru/ supplement/4116

The Ministry of Foreign Affairs. (2013, februar 12). Concept of the foreign policy of the Russian Federation. Russian Ministry of Foreign Affairs. https://legalacts. ru/doc/kontseptsija-vneshnei-politiki-rossiiskoi-federatsii-utv-prezidentom/

The Ministry of Foreign Affairs. (2016, november 30). Foreign policy concept of the Russian Federation. http://www.mid.ru/ en/web/guest/foreign_policy/ official_documents/-/asset_publisher/CptICkB6BZ29/content/ id/2542248

The Ministry of Foreign Affairs. (2023, marts 31). Concept of foreign policy of the Russian Federation. http://static.kremlin. ru/media/events/files/ru/udpjZePcMAycLXOGGAgmVHQDIoFCN2Ae.pdf

Torbakov, I. (2022, februar 25). Putin’s sick political imagination. Eurozine. https://www.eurozine. com/putins-sick-political-imagination/

Walt, S.M. (2022). Liberal illusions caused the Ukraine crisis. Foreign Policy. https:// foreignpolicy.com/2022/01/19/ ukraine-russia-nato-crisis-liberal-illusions/

5. KINA

Konstruktionen af Kina: den selvcentrerede stormagt

Af Andreas B. Forsby

Introduktion

Få lande kan trække deres civilisatoriske rødder længere tilbage i historien end Kina, hvis kejserlige dynastier strækker sig over adskillige tusinder år (se boks). Tilmed blomstrede den kinesiske civilisation i lange perioder i en sådan grad, at Kina var kendt som – og opfattede sig selv som – `Riget i Midten´, et kulturelt, politisk og handelsmæssigt omdrejningspunkt for store dele af Asien. Derfor er det ikke så overraskende, at Kinas magthavere ofte forsøger at fremmane historiens vingesus ved at referere til skelsættende begivenheder fra den kinesiske historie eller blot at hidkalde sig populære kinesiske visdomsord fra landets righoldige kulturarv. For ved at dyrke udvalgte dele af Kinas lange historie former magthaverne den kollektive erindring og lægger hermed fundamentet for en identitetsfortælling. En fortælling, som ikke kun medvirker til at afstive, sammentømre og ikke mindst afgrænse det kinesiske nationale fællesskab [”hvem er vi (ikke)?”]. Identitetsfortællingen bidrager nemlig samtidig til at udstikke en udviklingskurs for nationen, som den kinesiske befolkning kan mobiliseres omkring [”hvad vil vi?”]. I den forstand kan vi gennem et indblik i Kinas identitetsfortælling forstå (nogle af) bevæggrundene for Kinas positionering og navigation i den internationale arena, og jo stærkere forankret identitetsfortællingen er, desto

større er dens betydning som pejlemærke for de kinesiske magthavere. Siden århundredeskiftet har Kinas nationale identitetsfortælling, ikke mindst efter Xi Jinping overtog magten i 2012,

Figur 7.

Kejserdynastier Tidsperiode

Shang 1700-1122 f.v.t.

Zhou (vestlig) 1122-771 f.v.t.

Zhou (østlig) 770-256 f.v.t.

Qin 221-206 f.v.t.

Han 206-220

(fragmentering) 220-581

Sui 581-618

Tang 618-907

Song 960-1279

Yuan 1279-1368

Ming 1368-1644

Qing 1644-1911

Note: Forsimplet kronologi over kinesiske kejserdynastier (frit ud fra diverse kilder)

været forholdsvis enstrenget og konsistent. Og hermed bliver identitet et særlig brugbart analyseredskab til at forstå Kina og forklare landets overordnede udenrigspolitiske kurs.

I dette kapitel introduceres Kinas selvforståelse som nationalt fællesskab med afsæt i den konstruktivistiske begrebsterminologi (se kap. 2). Kinas selvforståelse er bygget op omkring fire distinkte og stærkt rodfæstede identitetsmarkører – `det civilisatoriske fyrtårn´, `ydmygelsens århundrede´, `Folkerepublikkens march´ og `den nationale familie´ – som tilsammen udgør de centrale narrative byggesten for en forholdsvis sammenhængende national identitetsfortælling. I sin mest arketypiske form indledes fortællingen med et tilbageblik på udvalgte milepæle fra den kinesiske civilisations stolte udviklingshistorie, dernæst genkaldes Kinas dybt traumatiske skæbne i mødet med imperialistiske kolonimagter under `ydmygelsens århundrede´ (1842-1949), og endelig mobiliseres den kinesiske nations sønner og døtre omkring genforeningen og genrejsningen af Kina under kommunistpartiets bannere frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. Kapitlet beskriver hver af de fire identitetsmarkører og fremhæver i forlængelse heraf deres ”sino-centriske” karakter, idet de helt primært kredser om unikt kinesiske karakteristika snarere end universalistiske idéer og forestillinger. Det er netop derfor kapitlets overskrift refererer til den ”selvcentrerede stormagt”, for selv om ethvert nationalt fællesskabs selvforståelse pr. definition er selvcentreret, er nogle (især vestlige staters) identitetsmarkører mere åbne og universalistiske end andre. Dernæst præsenterer kapitlet Kinas vision for det internationale samfund, hvis bærende

Figur 8. Landefakta: Rundt om Kina

Hovedstad Beijing

Geografisk størrelse

Befolkningsstørrelse

Økonomi (BNP i markedspriser)

BNP pr. indbygger

Militærbudget

Etnisk sammensætning

Verdens tredjestørste land [9.6 mio. km2]

Ca. 1.4 mia. indbyggere

Verdens næststørste [ca. $19 billioner i 2025]

Mellemindkomstland [ca. $13.000 i 2025]

Verdens næststørste [$246 mia. i 2025]

Han-kinesere: 91%

Religion Buddhisme: 33%

Folkereligioner: 37%

Ateisme: 25%

Kristendom: 3%

Islam: 2%

princip er en stræben efter harmoni gennem dyrkelsen af og respekten for mellemstatslige forskelligheder – altså helt i tråd med Kinas egen sino-centriske selvforståelse. Med parolen om et `internationalt skæbnefællesskab´ slår den kinesiske vision til lyd for nødvendigheden af globalt samarbejde i en verden kendetegnet ved civilisatorisk og ideologisk pluralisme samt væsensforskellige socioøkonomiske og historiske grundvilkår for de enkelte stater.

I kapitlets anden halvdel gives nogle bud på, hvordan Kina agerer i den internationale arena med afsæt i sin nationale identitetsfortælling. Taiwan-problematikken optræder centralt i

denne fortælling, idet den historiske mission omkring opgøret med fortidens ydmygelser og genrejsningen af Kina kædes direkte sammen med `tabet af Taiwan´ og `genforeningen´ af nationens sønner og døtre på begge sider af strædet. Således anskueliggøres det, hvordan den nationale identitetsfortælling fungerer som et `historisk kompas´ (se fig. E i kap. 2), der kraftigt indsnævrer mulighedsrummet for Kinas tilgang til Taiwan-problematikken med øget risiko for en militarisering af konflikten som følge. Herefter benytter kapitlet identitet som en `social navigator´ (jf. fig. E) til at undersøge, i hvilken udstrækning Kinas vision for det internationale statssamfund er i modstrid med de vestlige landes tilgang på et tidspunkt, hvor Trumps brud med de traditionelle vestlige liberale værdier synes at have mindsket skillelinjerne mellem Kina og (nogle af) de vestlige lande. Afslutningsvis sammenlignes det konstruktivistiske identitetsperspektiv med en realistisk tilgang til Kinas fremfærd i den internationale arena med henblik på at tydeliggøre forskellene og ikke mindst fordelene ved at fokusere på Kinas nationale selvforståelse. Men allerførst præsenteres nogle metodiske overvejelser om, hvordan konstruktionen af Kina foregår, og hvordan vi kan studere Kinas nationale identitet.

Xi Jinpings magtpositioner

• Generalsekretær for kommunistpartiet

• Præsident for Folkerepublikken

• Formand for Central Militærkommission.

Hvem konstruerer Kina og hvordan?

Kinas nationale identitetsfortælling er topstyret, enstrenget og stabil. Det skyldes, at Kina under kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping har strammet myndighedernes kontrol med ytrings- og pressefriheden samt intensiveret censuringen af de sociale medier i en sådan grad, at Folkerepublikken rangerer som et af

de allermest repressive og autoritære regimer i verden (se demokrati-indeks nedenfor). At Kinas identitetsfortælling er topstyret, betyder, at den formuleres af de allerøverste regeringsrepræsentanter, hvis udsagn systematisk gengives af de statskontrollerede medier. Xi Jinping er hermed den mest oplagte autoritative kilde til at studere Kinas nationale identitetsfortælling, og det gælder især hans officielle taler ved nationale mærkedage, internationale topmøder eller hjemlige partikonferencer. Den kinesiske identitetsfortælling er samtidig enstrenget, i den forstand at regeringen ikke tolererer nogen former for oppositionelle røster med alternative udlægninger af den nationale selvforståelse. Med deres nær ved totalitære kontrol over medierne, uddannelsessystemet og efterhånden også kulturindustrien kan de kinesiske magthavere sikre sig, at den kinesiske befolkning præsenteres for den samme fortælling ikke blot i Xi Jinpings nytårstale til nationen, men også via bl.a. skolebøger, museumsudstillinger, film, TV m.v. Endelig er identitetsfortællingen relativt stabil over tid, idet de kinesiske magthavere i løbet af det seneste par årtier basalt set har refereret til de samme fire identitetsmarkører med mindre variationer i betoningen af specifikke elementer. Den udprægede stabilitet

• Demokrati-indeks fra The Economist, hvor Kina i 2024 rangerede som #145 ud af 167 lande (Kina er omkranset af cirklen)

afspejler ikke mindst kontinuiteten blandt Kinas kommunistiske partitop (i Politbureauet og Centralkomiteen), hvilket modvirker fremkomsten af radikalt nye idéer.

Jo mere topstyret, enstrenget og stabil Kinas nationale identitetsfortælling er, desto mere brugbar er den i analytisk forstand. Som udgangspunkt vil enhver identitetsfortælling være genstand for konkurrerende udlægninger og hermed være foranderlig, men når et autoritært regime med fuld kontrol over den offentlige diskurs kontinuerligt præsenterer den nationale identitetsfortælling på konsistent vis, rodfæstes den gradvis og lader sig bedre anvende som et fast analytisk holdepunkt. For Kinas vedkommende er den nationale identitetsfortælling blevet så rodfæstet i løbet af det seneste par årtier, at den udstikker en forholdsvis entydig forståelsesramme for Kinas positionering og navigation i den internationale arena. Man kan

argumentere for, at stormagter – pga. deres større frihedsgrader i udenrigspolitikken –bedre kan tillade sig at møde omverdenen med afsæt i deres egen identitetsfortælling. Med sin rodfæstede nationale selvforståelse synes dette i særlig grad at gælde Kina.

Inden vi ser nærmere på selve den diskursive konstruktion af Kinas nationale fællesskab, rundes de metodiske overvejelser af med et par forbehold. Når magthaverne italesætter den kinesiske nation, anvender de aldrig teoretiske begreber såsom identitetsmarkører; ej heller foretager de klare begrebslige distinktioner, som giver os mulighed for at identificere et præcist antal entydige diskursive identitetsmarkører. Derfor vil den følgende identitetsanalyse – ligesom enhver anden konstruktivistisk undersøgelse – bero på en vis fortolkning fra

forskerens side. Hvad er de centrale omdrejningspunkter i den nationale identitetsdiskurs, hvornår er de tilstrækkeligt distinkte til at udgøre særskilte identitetsmarkører, hvordan håndteres diskursive variationer over tid, og hvilke udsagn i diskursen skal vi fæste mest lid til? Selv om der i lyset af disse forbehold sagtens kan være andre måder som forsker at `rekonstruere´ Kinas nationale selvforståelse, vil de næppe adskille sig væsentligt fra den følgende analyse, så længe et nogenlunde tilsvarende udvalg af autoritative kilder anvendes (pga. den føromtalte konsistens i den officielle diskurs det seneste par årtier). Endelig skal det noteres, at den følgende fremstilling af Kinas selvforståelse – helt i konstruktivismens ånd – lægger sig tæt op ad den officielle diskurs uden at forsøge at problematisere paroler og slagord som fx ”respekt for kulturel diversitet”, ”nationen som en harmonisk enhed”, ”et internationalt skæbnefællesskab” osv. Det handler nemlig ikke om at forholde sig kritisk til den officielle retorik, men derimod om at forstå, hvordan Kina anskuer sig selv og sin rolle i verdenen.

Hvad er Kina?

De fire nationale identitetsmarkører

Den første identitetsmarkør, som Kinas nationale selvforståelse udspringer af, kan vi kalde det civilisatoriske fyrtårn. Når Xi Jinping taler til den kinesiske befolkning i forbindelse med fejringen af nationale jubilæer, åbningen af store begivenheder eller markeringen af nytåret, genkalder han sig næsten altid Kinas langstrakte civilisationsarv, ofte med konkrete (materielle, geografiske) nedslag i historien. ”Næret af vores mindst 5000 år gamle og kontinuerlige civilisation, er vores land, `Riget i Midten´, indskrevet ikke

blot i bunden af den ældgamle bronzevase He Zun, men også i hjertet på enhver kineser,” lød det eksempelvis i Xi’s nytårstale ved indgangen til 2025 (Xi, 2025). Året forinden brugte han nytårstalen til at indgyde stolthed og national korpsånd med afsæt i fortiden: ”Kina er et stort land med en stor civilisation. […] Den Gule Flod og Yangtze Floden undlader aldrig at inspirere os [områderne omkring de to floder betragtes som den kinesiske civilisations vugge]. De kinesiske skrifttegn er indgraveret i orakelknoglerne fra Yin ruinerne. Alt dette er vidnesbyrd om den hævdvundne uforlignelige kinesiske civilisation. Og alt dette er kilden til vores selvtillid og styrke” (Xi, 2024). De kinesiske magthavere har i det hele taget siden 1990’erne ihærdigt og systematisk dyrket Kinas unikke civilisationshistorie som led i bestræbelserne på at styrke den nationale identitetsfølelse. Dette kom klart til udtryk på et vigtigt symposium om Kinas kulturarv i efteråret 2023, hvor Xi Jinping indviede tilhørerne i sine tanker: ”Den kinesiske civilisation er i dag den eneste store ubrudte civilisation. […] Det kinesiske folks dybt rodfæstede følelser for moderlandet og indgående historieforståelse udgør et stærkt fundament for at sikre enhed og åndelig støtte til den kinesiske nation på dens strabadserende vej mod national opstigning. Denne kontinuitet dikterer, at den kinesiske nation vil følge sin egen kurs” (Xi, 2023).

Den næste identitetsmarkør kan vi referere til som ydmygelsens århundrede (1840-1949).

Den kredser om et mørkt kapitel i Kinas nyere historie, hvor de imperialistiske stormagter underlagde sig dele af Kina og påførte den kinesiske befolkning en række traumatiske ydmygelser, ledsaget af årtiers opslidende borgerkrig. Qing-dynastiets nederlag til Stor-

britannien i Den Første Opiumskrig markerer indledningen på denne periode, som Xi Jinping i 2021 italesatte på følgende vis i en jubilæumstale for 1911-revolutionen (se tekstboks): ”Efter Opiumskrigen i 1840 kunne de vestlige magter handle efter forgodtbefindende i Kina […] Gradvis blev Kina forvandlet til et semi-koloniseret, semi-feudalt samfund. Vores land blev ydmyget, vores befolkning udsat for stor smerte, vores civilisation nedsunket i mørket, mens vores nation hærgedes som aldrig før” (Xi, 2021b). I en anden stort anlagt tale i forbindelse med 100-års jubilæet for etableringen af Kinas Kommunistparti i 1921 dvæler Xi Jinping også indledningsvis ved ydmygelsens århundrede og karakteriserer den som en ”tilstand af total fragmentering, der eksisterede i det gamle Kina med alle de ulige traktater, der blev påført vores land af fremmede magter, og de mange privilegier, som de imperialistiske magter nød i Kina (Xi, 2021a).” De kinesiske magthavere har givet ydmygelsens århundrede en fremtrædende placering i den kollektive erindring som en slags påmindelse om, at fremmede magter står på spring for at udnytte, splitte og svække Kina.

Fortidens ydmygelser dyrkes således i film, udstillinger, lærebøger og nationale mærkedage for at mobilisere kineserne omkring nødvendigheden af nationalt sammenhold.

1911- (el. Xinhai-)revolutionen var et væbnet opgør mod Qing-dynastiet, hvis fald i 1912 førte til etableringen af Republikken Kina (og efterfølgende periodevis borgerkrig indtil 1949

Den tredje nationale identitetsmarkør kan betegnes Folkerepublikkens march. Med afsæt i kommunisternes sejr (over nationalisterne) i borgerkrigen, oprettelsen af Folkerepublikken i 1949 og Kinas hastige opstigning de seneste årtier tilskrives landets særskilte politisk-ideologiske system og udviklingsmodel en helt central position i den nationale selvforståelse. I sin tale til nationen for at markere Folkerepublikkens 75-års jubilæum i 2024 fokuserede Xi Jinping særlig på, hvordan Kina havde opnået både økonomisk fremgang og social stabilitet ved at forfølge sin egen tilgang. Den forudsætter, at ”vi fastholder det kinesiske kommunistpartis lederskab [og] fortsætter med at praktisere `socialisme med kinesiske karakteristika´” (Xi, 2024b). Et tilsvarende budskab leverede Xi Jinping i sin jubilæumstale for kommunistpartiet i 2021: ”Socialisme med kinesiske karakteristika er partiets og folkets fortjeneste, skabt gennem utallige prøvelser og ofre, og den rette kurs for at realisere den `nationale genrejsning´” (Xi, 2021). Koldkrigskommunismens revolutionære universalistiske paroler er med andre ord for længst blevet erstattet af en langt mere partikulær politisk-ideologisk forståelse af Folkerepublikkens udviklingskurs. I selvsamme jubilæumstale for kommunistpartiet pointerede Xi, at ”kun socialismen kunne redde Kina, og kun socialisme med kinesiske karakteristika kunne udvikle Kina”. For som han slog fast i de indledende linjer af talen i 2024, ”oprettelsen af Folkerepublikken markerer en ny historisk æra, hvor det kinesiske folk har rejst sig på vej mod den nationale genrejsning.”

Den fjerde identitetsmarkør kan vi kalde den nationale familie. Med sine rødder i den konfucianske moralfilosofis forestillinger om social harmoni og orden prioriteres familien som det

• Gallashow forud for 100-års jubilæet for det kinesiske kommunistparti d. 28. juni 2021.

centrale kollektivistiske omdrejningspunkt for Kinas nationale selvforståelse. Forestillingen om Kina som én stor national familie udtrykkes hyppigt af Xi Jinping: ”Den kinesiske drøm om national genopstigning er en fælles aspiration for alle Kinas sønner og døtre” (Xi, 2024b).

Familiemetaforen står allertydeligst frem i de øjeblikke, hvor Xi forsøger at appellere til den taiwanske befolkning: ”Vi kinesere på begge sider af Taiwanstrædet tilhører den samme ene familie. Ingen kan nogensinde afhugge slægtsbåndet mellem os,” som Xi konstaterede i sin nytårstale for årsskiftet til 2025 (Xi, 2025).

Ved 75-års jubilæet for Folkerepublikken slog han fast, at ”Taiwan er helligt territorium. Folk på begge sider af strædet er forenet gennem blod, og blod er tykkere end vand. At sikre den

fuldstændige genforening af moderlandet er en fælles bestræbelse for alle kinesere både hjemme og i udlandet” (Xi, 2024b). Selv om de kinesiske magthavere bevidst undlader at italesætte de familiære bånd i eksplicitte racemæssige termer, antager de tydeligvis, at kinesernes nationale slægtskab stikker så dybt, at det også omfatter udenlandskinesere.

I sin jubilæumstale for Kommunistpartiet i 2021 understregede Xi Jinping, at ”den patriotiske Forenede Front [et partiorgan med ansvaret for at varetage uformelle bånd til udlandskinesere] er et afgørende redskab for partiet til at forene alle den kinesiske nations sønner og døtre, både hjemme og ude, omkring realiseringen af den nationale genrejsning” (Xi, 2021).

Hvad vil Kina?

Den nationale identitetsfortælling og vision for det internationale samfund

Da Xi Jinping tiltrådte som generalsekretær for kommunistpartiet i 2012, valgte han at afholde sin første store tale til nationen på Kinas nationalmuseum, hvor han – med den permanente udstilling `Vejen til genrejsning´ i baggrunden – udfoldede Kinas historiske mission. Han understregede, at enhver kinesers skæbne er tæt forbundet med nationens skæbne, og at alle nationens sønner og døtre drømmer om at realisere genrejsningen af Kina frem mod 100års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. Genrejsningen handler i overordnede termer om at gøre Kina ”rigt, stærkt, demokratisk, civiliseret og harmonisk”, lod Xi Jinping forstå (Xi, 2012). I sin arketypiske form følger Kinas nationale identitetsfortælling en klar narrativ struktur med afsæt i de fire identitetsmarkører: Først foretages et tilbageblik på udvalgte milepæle fra den kinesiske civilisations stolte udviklingshistorie, dernæst genkaldes Kinas dybt traumatiske skæbne i mødet med imperialistiske kolonimagter under ydmygelsens århundrede, og endelig mobiliseres den kinesiske nations sønner og døtre omkring genforeningen og genrejsningen af Kina på dets særskilte socialistiske udviklingsvej frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. Med Xi i spidsen har de kinesiske magthavere, med nogenlunde enslydende variationer, præsenteret den kinesiske befolkning for denne identitetsfortælling ikke blot i taler, men også via patriotiske film, historieundervisning, museumsudstillinger, historiske Tv-dramaer m.v. Fortællingen udgør samtidig en form for nationalt kompas for Kinas positionering og navigation i den internationale arena.

I forlængelse heraf har den kinesiske regering også formuleret en vision for det internationale statssamfund, som ifølge regeringen trækker på centrale elementer fra Kinas egen nationale selvforståelse nemlig ”landets særskilte kulturarv og unikke udviklingserfaringer”. Den kinesiske regering har gradvis anskueliggjort sine tanker og idéer via diverse udspil samt en overordnet rammevision for et såkaldt `internationalt skæbnefællesskab´, præsenteret i en hvidbog i september 2023 (SCIO, 2023). Udgangspunktet er en grundlæggende anerkendelse af verdenssamfundets pluralisme og staternes gensidige afhængighed, hvilket kræver respekt for hinandens forskelligheder for at kunne samarbejde omkring de globale udfordringer. I en tale til FN’s Generalforsamling i 2021 – i forbindelse med 50-års jubilæet for Folkerepublikkens indtrædelse i FN – udlagde Xi Jinping den kinesiske vision: ”Menneskelig civilisation bygger på diversitet […] Ingen civilisation er andre overlegen […] Civilisationer kan kun skabe harmoni gennem kommunikation […] At bygge et fællesskab omkring en fælles fremtid for menneskeheden handler ikke om at udskifte et system eller civilisation med en anden. I stedet bør lande med forskellige sociale systemer, ideologier, historier, kulturer og udviklingsniveauer lade sig forene af fælles interesser, fælles globale rettigheder og pligter samt udsigten til at bygge en bedre verden sammen” (Xi, 2021c) Med andre ord insisterer Kina ikke blot på at dyrke sine egne unikke nationale karaktertræk, men også at kunne skabe en bredere harmonisk samklang med afsæt i alle verdens landes særskilte kulturelle og politiske traditioner.

Kinas vision for det internationale statssamfund udpensles i den omtalte hvidbog,

hvis hovedbudskaber de kinesiske magthavere ivrigt promoverer i FN og andre internationale fora: ”Alle mennesker tager del i den samme store familie. I kraft af deres sammenvævede interesser og skæbner er staterne bundet sammen omkring en fælles fremtid. Sådan en vision løfter sig over eksklusiv blokpolitik, jungleloven og de såkaldte universelle værdier fremsat af en håndfuld vestlige lande” (SCIO, 2023). Modstillingen af Kinas vision over for de vestlige landes universelle værdier er de senere år blevet skærpet, idet især Kinas mangeårige topdiplomat på den internationale scene, Wang Yi, hyppigt harcelerer over den hegemoniske (dominerende) vestlige model som eksempelvis på Folkekongressens årlige pressekonference i marts 2025: ”Kina står for international retfærdighed og afviser kategorisk magtpolitik og hegemoni. Et stort land (læs: USA) bør varetage sine forpligtelser og ansvar, undlade at forfølge

selviske interesser og afstå fra at tyrannisere de svage […] Med en klar forståelse af tidens tendenser søger Præsident Xi Jinping at opbygge et `internationalt skæbnefællesskab´ og appellerer til alle lande om at transcendere deres forskelligheder og uoverensstemmelser for sammen at udvikle et fælles hjem. Denne stærke vision afspejler ikke blot den kinesiske civilisations fine fællesskabstraditioner, men også de kinesiske kommunisters internationalistiske engagement” (Wang, 2025).

Hvad gør Kina?

Den

sino-centriske udenrigspolitik

En kritisk note!

Selv om formålet som sagt ikke her er at forholde sig kritisk til den kinesiske regerings officielle identitetsdiskurs, kan det være oplagt med et kort kritisk indspark. Alt imens regeringen udadtil insisterer på respekt for diversitet og hylder Kinas harmoniske fællesskabstraditioner, har Beijing systematisk i årtier ensrettet og undertrykt etniske, religiøse og kulturelle forskelle indadtil bl.a. i Tibet og Xinjiang.

At udlede Kinas officielle selvforståelse er i sig selv interessant, fordi det giver et indblik i, hvordan den kinesiske regering med brug af narrative greb, følelsesmæssige appeller og selektive historiske minder forsøger at forene og sammentømre befolkningen i et gigantisk nationalt fællesskab. Men den underliggende konstruktivistiske antagelse i dette kapitel er som sagt, at Kinas nationale identitetsnarrativ på forskellig vis betinger landets ageren på den internationale scene (se kap. 2). Det gælder først og fremmest, hvordan den kinesiske regering forstår og håndterer overordnede udenrigspolitiske problemstillinger (jf. det historiske navigationskompas, fig. E i kap. 2), og hvordan Kina positionerer sig i forhold til andre lande i det internationale statssamfund (jf. den sociale navigator). Med andre ord er identitetsaftrykket på udenrigspolitikken størst, når det drejer sig om udfordringer og problemstillinger, som vedrører de grundlæggende spørgsmål: Hvem er vi (ikke), og hvad vil vi? For Kinas vedkommende er der især to udenrigspolitiske spørgsmål, hvor selvforståelsen tydeligt manifesterer sig nemlig

Taiwan-problematikken samt det strategiske partnerskab med Rusland.

Taiwan: den historiske genforeningsmission

Den kinesiske regering omtaler ofte Taiwan-problematikken som ”kernen af Kinas kerneinteresser” for at tydeliggøre, hvor vidtgående skridt kineserne er villige til at tage for at få `genforenet´ Taiwan med Folkerepublikken. De senere år har Beijing da også strammet grebet om Taiwan for at tvinge østaten til at anerkende Folkerepublikkens overmyndighed (det såkaldte ét Kina-princip). Den kinesiske regering har primært benyttet sig dels af militær intimidering i form af en næsten konstant og gradvis mere nærgående militær tilstedeværelse omkring Taiwan; dels politisk isolation af østaten ved at presse andre lande såvel som internationale organisationer til at ignorere eller distancere sig fra Taiwan på forskellig vis. På den anden side af Taiwanstrædet har den taiwanske regering under ledelse af det selvstændighedsorienterede parti DPP siden 2016 på stadig mere utvetydig facon afvist de kinesiske bestræbelser til stor frustration for magthaverne i Beijing. I april 2025 lancerede det kinesiske militær endnu en stor militærøvelse omkring Taiwan, mens Beijing bombarderede østaten med animerede videoer, der bl.a. portrætterede Taiwans præsident som en parasit fanget af et par spisepinde over et brændende Taiwan. De voksende spændinger har øget risikoen for, at Kina ligefrem vil gribe til militære midler (en invasion af Taiwan) eller måske fysisk blokere for Taiwans forbindelseslinjer til omverdenen (en flådeblokade eller lignende).

Tager vi afsæt i Kinas nationale selvforstå-

Taiwans historie (egen fremstilling):

• Før 1683: Forskellige dele af Taiwan styres af indfødte folk, europæiske kolonimagter samt indirekte Ming-dynastiet

• 1683-1895: Qing-dynastiet udøver delvis kontrol over Taiwan (fra 1887 særskilt provins)

• 1895-1945: Japan overtager (og styrer) Taiwan efter at have besejret Qing-dynastiet

• 1945=>: Taiwan regeres som `Republikken Kina´, ROC (i 1949 taber ROC kontrollen over fastlands-Kina til kommunisterne).

else, er det lettere at forstå, hvorfor Taiwanproblematikken er så vigtig for Beijing. I 2022 udgav den kinesiske regering en officiel hvidbog, som udførligt redegør for Kinas tilgang til Taiwan-problematikken. Allerede i de allerførste linjer af hvidbogen kædes problematikken direkte sammen med Kinas nationale identitetsfortælling: ”At få løst Taiwan-spørgsmålet og sikret den komplette genforening er en fælles aspiration for alle den kinesiske nations sønner og døtre. Det er altafgørende for at kunne realisere Kinas genrejsning. Det er også Kinas Kommunistiske Partis historiske mission” (SCIO,

2022). De efterfølgende passager påpeger først, hvordan ”Taiwan har tilhørt Kina siden ældgamle tider” og været indlejret i de kinesiske dynastier og derfor deler den samme civilisatoriske kulturarv. Dernæst gennemgås det smertelige tab af Taiwan i løbet af Kinas semi-koloniale periode: ”Japans 50 års lange besættelse af Taiwan [se faktaboks] var indbegrebet af denne ydmygelse og påførte stor pinsel på begge sider af Taiwanstrædet. […] At vi endnu ikke er blevet genforenet, er et historisk ar for den kinesiske nation.” Videre identificeres ”eksterne kræfter” [læs: Kinas modstandere med USA i spidsen], som søger at hindre genforeningen ved at opmuntre de ”separatistiske grupper” i Taiwan, inden hvidbogen til allersidst slår fast: ”vi tolererer ingen fremmed indblanding i Taiwan eller opsplitningsbestræbelser, og vi vil forene os som en almægtig kraft for den nationale genforening og genrejsning. Den historiske genforening af vores moderland skal og vil blive realiseret” (SCIO, 2022).

Den tætte sammenkobling af Taiwan-spørgsmålet med den nationale identitetsfortælling optræder også i Xi Jinpings taler, hvor han typisk bruger de selvsamme formuleringer som hvidbogen (fx ved 100-års jubilæet for kommunistpartiet): ”At få løst Taiwan-spørgsmålet og sikret den komplette genforening er en historisk mission og en uafrystelig forpligtelse for partiet. Det er også en fælles aspiration for alle den kinesiske nations sønner og døtre” (Xi, 2021a). Selv om tidligere generationer af kommunistiske magthavere ligeledes gjorde Taiwan-problematikken til et kardinalpunkt, har Xi i særdeleshed formået at indvæve genforeningsmissionen som hovedtråden i fortællingen om genrejsningen af Kina til fordums storhed. Tilmed tilskrives Xi ikke blot en højere grad af

strategisk utålmodighed end hans forgængere, men også ønsket om at gå over i historien som den, der gennemførte genforeningen. Indtil videre har de kinesiske magthavere med Xi i spidsen dog ikke afveget fra den officielle linje, hvor genforeningen `blot´ kædes sammen med den historiske mission frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. Herudover skal man være opmærksom på, at uanset hvor stærk og eksplicit genforeningsambitionen fremstår, vil den være forbundet med enorme risici og omkostninger, så længe Taiwan ikke ønsker at blive indlemmet i Folkerepublikken. Ud over at skulle forcere Taiwanstrædet, nedkæmpe Taiwans militær og forhindre USA i at intervenere vil Kina risikere international isolation samt omfattende modstand fra den taiwanske befolkning, hvoraf kun omkring 3 % identificerer sig udelukkende som kinesere. Og derfor har magthaverne i Beijing hidtil undladt at forsøge at genforene Taiwan med magt. Ét er, at man kan bruge en konstruktivistisk identitetsanalyse til at forstå, hvorfor `genforeningen´ af Taiwan er så vigtig for Kina at realisere; noget andet er, om andre IP-tilgange kommer frem til samme konklusion. Her er det oplagt at sammenligne med realismen, hvis fokus på magt- og sikkerhedsdynamikker er et velegnet afsæt for at analysere Taiwan-problematikken. Umiddelbart vil man fra et realistisk perspektiv kunne pege på Taiwans geostrategiske betydning i kraft af østatens placering i den inderste kæde af øer omkring Kina (se kortet). Hvis Kina kontrollerede Taiwan, ville det ikke blot sikre den kinesiske flåde direkte adgang til Stillehavet, men også forhindre, at Taiwan kunne blive et brohoved for det amerikanske militær i tilfælde af en stormagtskonflikt mellem Beijing og Washington. Hertil kommer

Taiwans nøgleposition inden for produktionen af de mest avancerede mikroprocessorer, som kineserne ikke længere kan erhverve pga. eksportkontrolrestriktioner iværksat fra Washington.

Imidlertid rummer Taiwan-problematikken også en række modsatrettede rationelle incitamenter fra et realistisk såvel som liberalistisk perspektiv. I en realistisk optik indebærer Taiwan-konflikten den i særklasse største risiko for, at Kina geråder sig ud i en væbnet konfrontation med USA, der stadig er Kina militært overlegen ud fra de fleste parametre. Det skyldes ikke mindst, at USA har

Taiwan Relations Act (uddrag)

• Oprettelse af ikke-officielle bilaterale relationer mellem USA og Taiwan.

• Fastholdelse af kommercielle, kulturelle og andre typer af relationer mellem de to parter.

• Tilvejebringelse af defensive magtmidler til Taiwan samt den fornødne amerikanske kapacitet til at kunne imødegå enhver form for magtanvendelse mod Taiwan.

forpligtet sig til at bistå Taiwan i at forsvare sig selv via Taiwan Relations Act, vedtaget af Kongressen i 1979 (se tekstboks). Dernæst vil liberalisterne fremhæve omkostningerne ved Kinas militære intimidering af Taiwan, som afføder negative reaktioner fra stort set alle de vestlige lande. For så længe den eksportdrevne kinesiske udviklingsøkonomi stadig har brug for adgang til vestlige markeder og teknologi, synes omkostningerne ved Kinas aggressive fremfærd at overskygge gevinsterne. Med andre ord underminerer Kinas fremfærd såvel dets sikkerhed (øget risiko for konfrontation med USA) som dets magtpotentiale (øget afkobling fra Vesten). Netop derfor er det konstruktivistiske identitetsperspektiv nødvendigt for at kunne forstå, hvorfor de kinesiske magthavere ikke desto mindre konstant skruer bissen på over for Taiwan. Når den kinesiske regering bevidst vælger at italesætte Taiwan-konflikten inden for rammerne af den historiske mission

for genrejsningen af Kina, indskrænkes nemlig det politiske manøvrerum, mens tilskyndelsen til selvhævdelse, konfrontation og ultimativt militær konflikt øges.

Det ‘grænseløse venskab’ med Rusland

Få uger før Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 mødtes Xi Jinping med den russiske præsident Vladimir Putin på sidelinjen af vinter-OL i Beijing. Herfra annoncerede de et `grænseløst venskab´ i en fælles erklæring, der udspecificerede deres fælles forståelse af og tilgang til den internationale orden (JS 2022). De to stormagter har de senere år gradvis styrket båndene og indgik i 2019 et såkaldt `omfattende strategisk partnerskab for samarbejde i den nye æra´. Ud over det fælles politiske udsyn hviler partnerskabet på et tæt økonomisk samkvem, hvor Kina hastigt er blevet Ruslands suverænt største samhandelspartner,

mens Rusland omvendt udgør Kinas vigtigste leverandør af råvarer (olie, gas, metaller og fødevarer). Hertil kommer en høj grad af strategisk koordinering (bl.a. i FN’s Sikkerhedsråd) og et vidtgående militært samarbejde (fælles øvelser og patruljeringer), som ifølge dem selv overgår Koldkrigstidens alliancestrukturer. Endelig næres og stabiliseres partnerskabet af en stærk personlig relation mellem de to autokratiske præsidenter, som er mødtes på to-mands-hånd op mod 50 gange siden 2012. Partnerskabet er endda blevet yderligere uddybet i løbet af krigen i Ukraine, idet Beijing har understøttet ikke blot retorikken fra Kreml om selve konflikten og dens årsager, men også den russiske krigsmaskine ved at lukke hullerne efter Vestens sanktioner mod Rusland (Beijing har dog afstået fra at yde direkte våbenstøtte af frygt for selv at blive genstand for sanktioner). Spørgsmålet er så, hvorfor Rusland har udviklet sig til at blive Kinas tætteste partner? Det kan

et konstruktivistisk identitetsperspektiv give et indblik i.

Ser man nærmere på de to landes fælles erklæring fra 2022, er det slående, hvor ensartet de ser på verden omkring dem, og hvor stort overlappet er i forhold til Kinas egen internationale vision. Erklæringen fremstiller Kina og Rusland som ”verdensmagter med en righoldig historie, kulturarv og demokratisk tradition, som bygger på årtusinders udvikling og erfaringer […] Visse [læs: vestlige] staters bestræbelser på at påføre andre lande deres egne `demokratiske standarder´, monopolisere evalueringen heraf og trække ideologiske skillelinjer omkring eksklusive blokke er en hån mod de sande demokratiske idealer. […] Det internationale samfund skal respektere kulturel og civilisatorisk diversitet og hver enkelt lands befolknings ret til selvbestemmelse. […] ethvert land har sin egen unikke, nationale karakter, historie, kultur, sociale system og socioøkonomiske udvikling.” Med andre ord deler de to stormagter en dyb, ideologisk funderet modvilje mod Vestens angiveligt universalistiske værdier, som ikke levner plads til, endsige respekt for, Kina og Ruslands særskilte civilisatoriske traditioner og politiske systemer. Senere i erklæringen lyder det endda, at ”Rusland vedkender sig betydningen af det kinesiske forslag om at konstruere et `skæbnebestemt fællesskab for menneskeheden´” (JS, 2022). Ganske symptomatisk for styrken af det kinesisk-russiske partnerskab genbekræftede Xi og Putin deres `grænseløse venskab´ i et videomøde på selve treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Fra et konstruktivistisk perspektiv er `ligesindethed´ – altså forestillingen om at dele værdier, anskuelser og udsyn – en helt central komponent for konstruktionen og stabilise -

ringen af mellemstatslige venskabsrelationer. Argumentet er ikke, at Kina og Rusland har den samme nationale identitetsfortælling, men at deres respektive selvforståelse kredser om lignende typer af formative identitetsmarkører nemlig en særskilt civilisatorisk kulturarv, en konfrontatorisk forhistorie med Vesten samt en missionerende forestilling om at genrejse nationen til fordums storhed. Hermed lægges fundamentet for en forestilling om ligesindethed, som knytter Kina og Rusland sammen i et stærkt partner- og venskab på den internationale scene (jf. identitet som social navigator, se kap. 2). At de to stormagter tilmed igennem mange år ikke har følt sig tilstrækkeligt respekteret af de vestlige lande med USA i spidsen pga. deres autokratiske styreform, har yderligere konsolideret sammenholdet mellem Beijing og Moskva (jf. konstruktivismens tanker om mellemstatslige statuskonflikter; se kap. 2, fig. E).

Umiddelbart kan man også sagtens forklare det kinesisk-russiske partnerskab fra et realistisk perspektiv. Som det fremgår af den fælles erklæring fra 2022, deler magthaverne i Beijing og Moskva en række sikkerhedspolitiske bekymringer over Vestens `inddæmningsstrategi´ i form af NATO’s østvendte ekspansion rettet mod Rusland og USA’s koalitionsopbygning i Asien rettet mod Kina. Samtidig er både Beijing og Moskva genstand for vidtrækkende sanktioner fra de vestlige lande især i form af teknologisk eksportkontrol, som svækker de to autokratiers magtpotentiale. Sådanne magt- og sikkerhedshensyn øger det indbyrdes samarbejdsincitament for Kina og Rusland for bedre at kunne modstå, imødegå eller ligefrem konfrontere de vestlige lande. Men uden konstruktivismen er det svært at forstå, hvordan/ hvorfor Kina og Rusland i stigende grad efter

Den Kolde Krig overhovedet har anskuet (konstrueret) hinanden som venner frem for konkurrenter, rivaler eller fjender – i modsætning til under anden halvdel af Den Kolde Krig (se tekstboks). Herudover kan konstruktivismens blik for `ligesindethed´ også bedre forklare, hvorfor Kina har strakt sig så langt for at støtte op om Rusland det seneste par år og således forværret sit forhold til især Europa på et tidspunkt, hvor Kinas eksportdrevne økonomi har brug for stabil adgang til vestlige markeder.

Det kinesisk-sovjetiske brud (1961-89)

• En politisk-ideologisk splittelse under Den Kolde Krig mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen, de to kommunistiske stormagter.

• Indledes omkring 1960, kulminerer i 1969 med en syv måneder lang grænsekonflikt og afsluttes først for alvor med Den Kolde Krigs ophør.

Konklusion

Kinas adfærd i den internationale arena er motiveret af adskillige drivkræfter, og en konstruktivistisk identitetsanalyse afdækker blot en af disse drivkræfter. Til gengæld er identitetsperspektivet særlig velegnet til at give indblik i, hvordan Kina håndterer overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger, fordi den slags udfordringer hænger

snævert sammen med Kinas selvforståelse. Ved at fremstille Kina på en bestemt måde (hvem/hvad er vi) udstikkes samtidig nogle retningslinjer for landets kurs (hvad vil vi). Og fordi Kinas nationale identitetsfortælling igennem årtier – især under Xi Jinping – har været topstyret, enstrenget og relativt stabil, tegner den et klart billede af, hvordan Kina ser sig selv og omverdenen. Kapitlet har demonstreret, at Kina er en selvcentreret (sino-centrisk) stormagt i den forstand, at dets identitetsfortælling kredser om fire særskilte identitetsmarkører. Således anlægger de kinesiske magthavere en forholdsvis snæver national selvforståelse centreret om dyrkelsen af den civilisatoriske kulturarv, opgøret med de vestlige imperialister, forherligelsen af Folkerepublikkens unikke udviklingsmodel samt genforeningen og genrejsningen af den kinesiske nation til fordums storhed. Så længe andre stater accepterer den civilisatoriske diversitet, respekterer hinandens særskilte styreformer og undlader at blande sig i hinandens indre anliggender, kan det internationale statssamfund, ifølge Beijing, sagtens finde fælles fodslag omkring håndteringen af transnationale udfordringer mod det `menneskelige skæbnefællesskab´. Men samtidig rummer Kinas nationale selvforståelse også et betydeligt konfliktpotentiale. Det gør sig især gældende i forhold til Taiwan-problematikken, idet `genforeningen´ af østaten er så tæt vævet sammen med Kinas identitetsfortælling, at det kraftigt indsnævrer mulighedsrummet for Beijings tilgang. Endelig trækker Kinas selvforståelse skillelinjer til de vestlige lande og forstærker i stedet Beijings strategiske partnerskab med Moskva, der i vid udstrækning anskuer verdenen ud fra et lignende identitetsperspektiv.

Litteratur

Fenby, J. (2008). The Penguin history of modern China: The fall and rise of a great power, 1850–2009. London: Penguin UK.

Forsby, A.B. (2016). The logic of social identity: China’s identity and grand strategy in the 21st century (ph.d.-afhandling, monografi). University of Copenhagen.

Forsby, A.B. (2022). Inherently particularistic? How China’s identity constrains its ability to wield soft power. China: An International Journal, 20(1), 1–23.

Gascoigne, B. (2003). The dynasties of China: A history. London: Constable & Robinson.

Gries, P.H. (2004). China’s new nationalism: Pride, politics, and diplomacy. Berkeley: University of California Press.

JS. (2022). Joint statement of the Russian Federation and the People’s Republic of China on the international relations entering a new era and the global sustainable development. President of Russia. http://en.kremlin.ru/supplement/5770

Keay, J. (2009). China: A history. London: HarperCollins.

Liu, J.H. & Hilton, D. J. (2005). How the past weighs on the present: Social representations of history and their role in identity politics. British Journal of Social Psychology, 44(4), 537–539.

SCIO (2022). Full text: The Taiwan question and China’s reunification in the new era. State Council Information Office of the People’s Republic of China. https://english.scio. gov.cn/whitepapers/2022-08/10/ content_78368349.htm

SCIO (2023). Full text: A global community of shared future: China’s proposals and actions. State Council Information Office of the People’s Republic of China. https://www.fmprc.gov. cn/eng/zxxx_662805/202309/ t20230926_11150120.html

Wang, Y. (2025, januar). Press

conference. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China. https://www.fmprc.gov. cn/eng/zxxx_662805/202503/ t20250305_12345678.html

Wang, Z. (2012). Never forget national humiliation: Historical memory in Chinese politics and foreign relations. New York: Columbia University Press.

Xi, J. (2012, november). Speech at “The Road to Rejuvenation”. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2021a, juli). Full text of Xi Jinping’s speech on the CCP’s 100th anniversary Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2021b, oktober). Full text of President Xi’s speech at meeting marking 1911 Revolution Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2021c, oktober). Speech by H.E. Xi Jinping, President of the People’s Republic of China, at the conference marking the 50th anniversary of the restoration of the lawful seat of the People’s Republic of China in the United Nations Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2023, oktober). Speech at the meeting on cultural inheritance and development. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2024a, december 31). Full text of President Xi Jinping’s 2024 New Year message. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2024b, oktober). Speech at the reception celebrating the 75th anniversary of the founding of the People’s Republic of China. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Xi, J. (2024, december 31). Full text of President Xi Jinping’s 2025 New Year message. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

6. INDIEN

Konstruktionen af

en national fortælling, der viser, hvordan Indien ser sig selv i verden

Af Thomas Sehested

Introduktion: idéen om Indien

En af de store ændringer i verdenspolitikken de seneste 20 år er Indiens skifte fra en regional til en global stormagt. Indisk civilisation strækker sig over 3000-4000 år, men den indiske nationalstat er ung. Diskussionerne og forestillingerne om, hvad det vil sige at være inder, hvad der er ‘rigtig’ indisk, og i hvilken retning nationen skal bevæge sig, er levende og i stadig udvikling. Indiens frihed fra britisk koloniherredømme i 1947 var båret af optimisme og en tro på en anderledes verdensorden, der gav plads til flere aktører end de gamle vestlige stormagter. Samtidig var landet dybt forarmet, og udenrigspolitikken måtte derfor balancere mellem idealer og realiteter – mellem håb og nødvendighed, både materielt og sikkerhedspolitisk. Indiens udenrigspolitiske ageren var og er i høj grad formet af denne balancegang – ofte mellem hensyn, der ikke synes umiddelbart forenelige.

I Vesten har Indien været kendt siden antikken, men der har historisk set aldrig eksisteret et samlet rige, en homogen kultur eller en fælles identitet på tværs af hele det indiske område. Tankerne om en særlig indiskhed –noget kulturelt, spirituelt og historisk unikt – fik fart i starten af 1800-tallet. I mødet med kristen mission og vestlig dominans begyndte

intellektuelle indere at formulere, hvad det ville sige at være indisk, for det var først i mødet med briterne, at idéen om Indien som en samlet enhed opstod. Før det var det område, der i dag er Indien, opdelt i mange riger, der sjældent dækkede hele området. Selv det magtfulde muslimske Mogulrige 1526-1857 havde kun i kortere perioder samlet størstedelen af Indien.

Da Indien kæmpede sig fri fra briterne og blev selvstændigt i 1947, bestod det, ud over de direkte britisk styrede områder, af mere end 500 store og små fyrstestater, der havde fungeret under det britiske overherredømme. En af den indiske regerings første opgaver var at overbevise hver enkelt fyrste om at tilslutte sig den nye stat – og samtidig opgive fyrstetitlerne mod en vis kompensation. De tidligere fyrstestater blev så indlemmet i større delstater, som blev skabt ud fra sproglige grænser. Den indiske stats- og nationsdannelse er altså i sig selv en konstruktion.

Heller ikke religion har historisk været en samlende identitetsmarkør. Den dominerende hinduisme var oprindeligt ikke en enkelt religion, men snarere et sæt af livsregler, myter og kosmologiske forestillinger, som blev praktiseret vidt forskelligt over hele subkontinentet.

Det var altså først i takt med den nationale vækkelse, som bl.a. skete som reaktion på

britisk kolonialisme, at hinduisme i højere grad blev forsøgt defineret som en samlende religion. Den blev ét af flere kulturelle elementer, der kunne bruges til at skabe en fælles indisk identitet.

Dannelsen af en ny nation

Dette kapitel tager udgangspunkt i en konstruktivistisk analyse af det, jeg påstår er de to dominerende og konkurrerende identitetsfortællinger, der findes i Indien i dag, hhv. den Nehru-Gandhiske og den hindunationale. Hvordan blev de til, og hvordan afspejler de sig i indisk politik? Konstruktivismen er indgående beskrevet i kapitel 2, og antagelsen i denne bog er, at en nations identitet og selvopfattelse er bundet op på et narrativ, eller national fortælling, der skaber identifikation, aspiration og samhørighed (hvad er vi i modsætning til andre?) blandt borgerne i landet. Identitetsfortællingerne skal give mening og betydning, og når det gælder Indien, skal fortællingerne være relevante for en befolkning med enorm etnisk mangfoldighed, der taler hundredvis af sprog og bekender sig til mange forskellige religioner. Man kan sige, at identitetsfortællingerne udstikker rammerne og giver belæg og legitimitet for, hvordan landet opfører sig, også internationalt. Det er et ‘derfor’, landet opfører sig på en given måde. I nedenstående lægger jeg ud med at beskrive det, der er fælles for de to identitetsfortællinger. Herefter følger en gennemgang af de diskussioner, der før uafhængigheden i 1947 førte til en tidlig indisk identitetsfortælling med eksempler på løftige idealer og konkret virkelighed for den tidlige indiske stat. Jeg gennemgår herefter, hvordan den konkurrerende hindunationalistiske identitetsfortælling, som

blev født allerede under frihedskampen, har vundet gradvis indpas, særligt efter valget af Indiens premierminister Narendra Modi i 2014. Jeg slutter af med at give eksempler på, hvordan udenrigspolitisk erfaring også har vekselvirket med og påvirket den nationale identitetsfortælling. Det vil være et gennemgående tema, at identitetsfortællingerne kommer forskelligt til udtryk i indisk indenrigspolitik og udenrigspolitik, hvilket jeg samler op på i den afsluttende sammenfatning.

De to konkurrerende nationale identitetsfortællinger i Indien adskiller sig på centrale punkter fra hinanden, særligt når det gælder, hvilken rolle religion spiller som identitetsmarkør. Begge identitetsfortællinger deler dog samtidig en række antagelser om indiskhed og Indiens rolle i verden, der er baseret på historiske idéer og forestillinger. Disse kan sammenfattes til:

• Indien ses som en nøglespiller i udviklingen af den menneskelige civilisation og er dermed uomgængelig for at forstå den moderne verden. Nogle af de første byer med byplanlægning og sanitet opstod i det indiske område for 5000 år siden. I Indien opfandt man fx moderne matematik, som gennem araberne kom til Europa. Indisk sprog, kunst og arkitektur har sat sig enorme præg – fx også i Syd- og Østasien – og indiske forfattere frembringer til stadighed verdenslitteratur, ligesom det indiske køkken og kropsforståelse gennem yoga er eksistentielt indisk.

• Antiimperialisme og antikolonialisme er en integreret del af den indiske arv, og erfaringerne fra århundreders undertrykkelse har været med til at forme nationen. Det er til

stadighed vigtigt i nutiden at fravriste sig både de historiske koloniale åg såvel som den moderne neokolonialisme, der i en indisk optik fortsat er mange eksempler på.

• Indien er et dybt spirituelt land, hvor der er langt større balance mellem mennesker, miljø og omverdenen generelt end i Vesten. Sammenhængen og integrationen af det åndelige og det materielle – man kunne kalde det holistisk cirkularitet – er udgangspunktet for megen indisk tænkning og sættes i modsætning til vestlig materialisme.

• Indien kan og vil selv. Forsøg på politisk påvirkning udefra – bilateralt eller fra fx FN – afvises med stor kraft. Inderne har historisk oplevet, hvordan for stor afhængighed af andre magter har forhindret indisk udvikling og selvforvaltning.

Den forenende forskellighed

De mange fællestræk ved de to fremherskende identitetsfortællinger kan genfindes i de taler og skriverier, der udkom i tiden omkring Indiens selvstændighed. Mest kendt er talen A Tryst with Destiny, ‘stævnemøde med skæbnen’. Talen blev holdt af Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister, ved overgangen til frihed 15. august 1947:

A moment comes, which comes but rarely in history, when we step out from the old to the new, when an age ends, and when the soul of a nation, long suppressed, finds utterance. It is fitting that at this solemn moment we take the pledge of dedication to the service of India

and her people and to the still larger cause of humanity.

Han fortsatte:

The service of India means the service of the millions who suffer. It means the ending of poverty and ignorance and disease and inequality of opportunity.

The ambition of the greatest man of our generation [Mohandas ‘Mahatma’ Gandhi] has been to wipe every tear from every eye. That may be beyond us, but as long as there are tears and suffering, so long our work will not be over.

And so we have to labor and to work and work hard to give reality to our dreams. Those dreams are for India, but they are also for the world, for all the nations and peoples are too closely knit together today for any one of them to imagine that it can live apart.

Indiens frihed blev altså fra uafhængigheden knyttet til en idé om, at landet skulle være en håbets nation, et land, der var fanebærer for en ny og mere retfærdig verdensorden – ikke kun for indere, men for hele verden og de millioner, der stod over for at blive selvstændige.

Den vigtigste organisation, der samlede frihedstænkerne, var Indian National Congress, Kongrespartiet, stiftet i 1885.

Mange af de indiske nationalister i Kongres partiet, herunder Nehru og Mohandas (Mahatma) Gandhi, var uddannet i Storbritannien og havde taget vestlig politiske tænkning – om folk, nation og demokrati – med sig hjem. Nationalismen i Indien var derfor inspireret af europæisk idéhistorie, men blev tilpasset og raffineret indiske forhold.

De indiske uafhængighedsfædre stod over

for opgaven med at definere det særligt indiske. De skulle både afvise kolonitidens dominans og destillere elementer fra indisk kultur, der kunne fungere som en positiv, samlende kraft.

Denne første identitetsfortælling, der blev bærende ved uafhængigheden i 1947, var en historisk og kulturel syntese: Det særligt indiske var evnen til at optage og transformere udefrakommende påvirkninger – kulturelle, politiske og religiøse – til noget nyt og særegent. Spiritualitet, intellektualisme, humanisme, videnskab og religiøs pluralisme blev fremhævet som bærende værdier.

Begrebet Unity in Diversity – altså at forskelligheden er det, der forener – blev en nøgleidé i kampen for selvstændighed. Den nationale identitetsfortælling blev bevidst inkluderende og rummelig for at kunne favne den indiske befolknings forskellighed.

Den nationale identitetsfortælling skulle i Indiens tilfælde også kunne eksistere sammen med en række andre regionale og lokale identitetsfortællinger. En indbygger i Sydindien har en stærk regional identitet, der omfatter sprog, religion, en særlig historiefortælling om Sydindiens placering i historien, en kulinarisk tradition m.v., der adskiller sig delvis eller fuldstændig fra, hvordan en typisk indbygger i Nordindien ser sig selv og sin region. Den indiske forbundsstat blev i høj grad bygget op omkring disse stærke regionale identiteter – hver delstat er som regel defineret ud fra en særlig selvforståelse – så den nationale identitetsfortælling kan ikke konkurrere med de regionale identiteter uden at selve fundamentet for statskonstruktionen bringes i fare.

Den fremherskende identitetsfortælling var længe den Nehru-Gandhiske. Det indebar som

tidligere nævnt en forestilling om Indiens rolle i verdenshistorien, en spirituel forankring og en idé om, at Indien havde noget at byde resten af den ‘nye’ verden, der brød frem, da store dele af Afrika og Asien frigjorde sig fra deres kolonitid. Den indiske kerne var det inklusive, det altomfattende og komplementære – rummeligheden til at favne de indiske etniske, religiøse og kulturelle enkeltdele var netop dét, der var det unikt indiske. Et andet element i denne identitetsfortælling var, at Indien skulle stå for pacifisme – inspireret af den succesfulde og overvejende ikke-voldelige modstand mod den på alle måder overlegne britiske kolonimagt. Ikke-volden kunne bruges til at vise en indisk moralsk overlegenhed, en sandhed, som selv ikke verdens på det tidspunkt mægtigste magt kunne undertrykke.

Senere skulle det dog vise sig, at også den indiske stat måtte tage militære midler i brug, når det fx gjaldt om at smide de portugisiske koloniherrer ud fra Goa i 1961. Og da Kina invaderede Indien i 1962, blev premierminister Nehru stærkt kritiseret for at have været godtroende ved ikke at opruste langs den nordlige grænse. Princippet om pacifisme fortsatte upåagtet som en vigtig del af den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling – blot med den tilføjelse, at når det gjaldt om at forsvare de indre linjer i Indien, så kunne militær magt forsvares.

Frem for nogen anden blev Gandhi det internationale symbol på Indien. Han rejste til Storbritannien i 1931 for at forhandle med den britiske regering og var iført et simpelt lændeklæde - et stykke stof bundet rundt om kroppen. Selv i mødet med den britiske konge George 5. var Gandhi kun iført dét. Den asketiske, spinkle Gandhi, der kun bar det allermest nødvendige, fik som identitetsikon

enorm visuel betydning: Her stod den simple moralske retfærdighed over for verdens mægtigste imperiums uretfærdighed og magt. Briternes materielle overlegenhed og pomp og pragt kunne intet stille op over for den (næsten) nøgne sandhed personificeret af Gandhi. Det var ekstrem effektiv nationbranding, der gav det nye Indien en moralsk overlegen position.

My dress, which is described in the newspapers as a loincloth, is critized, made fun of. I am asked why I wear it. Some seem to resent me wearing it. But I am here on a great and special mission and my loincloth is the dress of my principles, the people of India. Into my keeping a sacred trust has been put. I must therefore wear the symbol of my mission. (Gandhi som citeret i avisen Daily Herald, 28.9.1931)

Sprogets og kulturens rolle i nationen

Med identitetsopbygningen kom også et behov for at udvikle sproget. Den politiske tænker Lokmanya Tilak, der tilhørte den mere radikale fløj i selvstændighedsbevægelsen, påpegede i 1910’erne, at de eksisterende indiske sprog – fx marathi – manglede ord til at beskrive begreber som demokrati, suverænitet og folkestyre.

We have to write upon current political topics; on political science, on historical events, and so on. The old Marathi language was not certainly capacious for the purpose.

Vestlige idéer krævede nye ord og begreber – og det blev en vigtig opgave for intellektuelle og forfattere at oversætte og tilpasse det politiske sprog til en indisk kontekst.

Lokmanya Tilak spillede en central rolle i at koble klassisk indisk visdom med moderne politisk tænkning. I flere retssager, hvor han var anklaget for at opfordre til oprør [sedition], forsvarede han sig med henvisning til gamle indiske tekster – særligt Bhagavadgita fra ca. 100 f.v.t.

Tilak argumenterede for, at en hersker ikke blot skulle være retfærdig og mild over for sine undersåtter, men også havde pligt til at sikre, at embedsmændene handlede i overensstemmelse med moralske principper. Hans pointe var, at han accepterede den britiske konges overhøjhed, men ikke de koloniale administratorer, som han mente handlede uretfærdigt.

Det centrale begreb for Tilak var dharma – en etisk rettesnor, der omfatter de forpligtelser og rettigheder, som er nødvendige for at opretholde harmoni mellem mennesker og mellem mennesket og naturen. Gennem dharma definerede han forholdet mellem regering og befolkning som en slags samfundskontrakt.

Den sproglige dimension som identitetsmarkør er også tydelig i Indiens forfatning, der blev udarbejdet i perioden 1946-1949. Den er inspireret af vestligt formulerede idéer om menneskerettigheder, parlamentarisme og sekularisme – men rummer også elementer, der er særegne for Indien, især hvad angår religion og kulturel mangfoldighed.

Indledningen slår fast:

India, that is Bharat, shall be a Union of States ...

Den sproglige dobbelthed – Bharat er hindi for Indien – er en integreret del af nationens identitet og symboliserer forening af det indi-

ske og den koloniale arv – dog med den vigtige tilføjelse, at store dele af Indien ikke har hindi som naturligt sprog, men derimod tilhører andre sprogfamilier – det gælder fx i Sydindien og i Nordøstindien. Det betyder, at engelsk for de dele af Indien er det samlende sprog – det sprog, der gør kommunikation mellem delstaterne muligt.

Det samlende for Indien som uafhængig nation med en multietnisk befolkning var kulturen, som Bhimrao Ambedkar, en af uafhængighedsfædrene, sammenfattede det allerede i 1916. Han beskrev, hvordan Indien nok er et meget sammensat land, men at der på trods af det eksisterer en stærk og samlende fælles indisk kultur:

Ethnically all people are heterogeneous. It is the unity of culture that is the basis of homogeneity. Taking this for granted, I venture to say that there is no country that can rival the Indian Peninsula with respect to the unity of its culture. It has not only a geographic unity, but it has over and above all a deeper and a much more fundamental unity — the indubitable cultural unity that covers the land from end to end.

Alliancefrihed som tredje vej

Udenrigspolitikken var central for Nehru – han var foruden at være Indiens premierminister også udenrigsminister indtil sin død i 1964. Allerede i 1947, umiddelbart efter uafhængigheden, afholdt Indien en konference i Delhi med deltagelse af 28 lande – primært fra Asien. Formålet var at styrke solidaritet og koordinering mellem de nye, frie postkoloniale stater, og på den måde positionerede Indien sig tidligt som

fortaler for det, vi i dag kalder det globale syd, og for den alliancefrihed, man også betegnede som ‘den tredje vej’. Nehru gik forrest i denne diplomatiske indsats og samarbejdede tæt med ledere som Gamal Abdel Nasser (Egypten), Sukarno (Indonesien) og Kinas udenrigsminister Zhou Enlai.

Kort efter uafhængigheden blev Nehrus udenrigspolitiske evner sat på prøve. Udbruddet af Koreakrigen i 1950 gav ham anledning til at positionere Indien som mægler og mellemmand mellem de stridende kræfter – det kommunistiske Kina på den ene side og det kapitalistiske USA på den anden. Nehru betragtede med bekymring konflikten, fordi de to blokke i deres natur var modsatrettede – det ene kommunistisk, det andet kapitalistisk – og begge var villige til at anvende militær magt for at nå deres mål. Derfor ville det være vanskeligt ved at nå til en fredsslutning, der var varig.

When we say our politics is one of non-alignment [alliancefrihed], obviously we mean non-alignment from military blocs.

Og senere: … even eminent statesmen get mixed up in solving the problem between realizing the objective they are aiming at and victory in the war. The two are not necessarily synonymous and past history shows that they are not.

Midlet til løsning af konflikten var altså ifølge Nehru politisk og ikke militær. Indiske tropper var ikke direkte engageret i Koreakrigen, men indiske soldater bevogtede med afsæt i et FN-mandat krigsfanger, hvilket også sidenhen har karakteriseret Indiens engagement i fredsbevarende operationer – altså at

afstå fra at tage direkte del i væbnet konflikt. Erfaringerne fra Koreakrigen blev et vigtigt element i en international bevægelse for alliancefrihed.

Samarbejdet med de nyligt afkoloniserede stater kulminerede i Bandung-konferencen i Indonesien i 1955, hvor 29 asiatiske og afrikanske lande deltog med Indien som en af de vigtigste medstiftere. Bevægelsen blev ikke en økonomisk samarbejdsorganisation, men snarere et forum for at udtrykke utilfredshed med den eksisterende verdensorden. Den blev en stemme mod kolonialisme og imperialisme, for national suverænitet og økonomisk selvbestemmelse fri for den gamle kolonialistiske forståelse af verden. Det skulle imidlertid vise sig, at enheden i bevægelsen var begrænset og ofte blev overtrumfet af nationale særinteresser.

Særligt forholdet til Kina spillede en central rolle i Nehrus udenrigspolitik. De to lande deler en over 3.000 km lang grænse og havde begge nyligt gennemgået revolutionære forandringer.

I Nehrus øjne var Kina og Indien i samme situation: forarmede, men frie og ambitiøse – med en fælles kulturel historie, bl.a. via buddhismen.

Men udviklingen i Tibet ændrede billedet. Da Kina i 1951 annekterede Tibet, og det religiøse overhoved Dalai Lama i 1959 flygtede til Indien, opstod der spændinger mellem de to regeringer og i løbet af 1950’erne blev Indien opmærksom på, at Kina havde ændret sine officielle kort og inddraget indiske grænseområder, hvilket skabte bekymring i New Delhi, men det førte ikke umiddelbart til en ændring af Nehrus Kina-tilnærmelser.

I efteråret 1962 indledte kinesiske tropper et angreb på det omstridte grænseområde. Indien var dårlig forberedt. Mens Indien mente, at den såkaldte McMahon-linje – fastlagt i

1914 – udgjorde grænsen, afviste Kina dette og betragtede den som et kolonialt levn.

Den alliancefrie bevægelse formåede ikke at støtte Indien, og da både USA og Storbritannien nægtede at levere våbenhjælp, trådte Sovjetunionen til med både militær og økonomisk støtte. Det blev begyndelsen på et langvarigt samarbejde.

Den kinesiske sejr blev et alvorligt slag for Nehrus udenrigspolitiske vision. Nederlaget demonstrerede, at den alliancefrie linje havde sine begrænsninger, og at Indien ikke kunne forsvare sig uden ekstern, især militær, støtte.

For Nehru personligt var nederlaget en tragedie. Kina var gået fra at være en ven – eller i hvert fald en samarbejdspartner – til at blive en fjende. Han kom sig aldrig over ydmygelsen. Konflikten i 1962 afslørede to ting: for det første, at Nehrus idealistiske udenrigspolitik havde sine svagheder. Indiens identitet som pacifistisk og antikolonial gjorde landet sårbart over for naboer med andre, ekspansive dagsordner – idealerne kunne ikke stå alene, de skulle bakkes op af en styrkeposition, fx i form af militær. For det andet, at Indien havde brug for strategiske partnere. Her blev Sovjetunionen den mest pålidelige allierede. Det indisk-sovjetiske samarbejde blev senere udvidet, men det skyldes ikke så meget en ideologisk tilnærmelse til den kommunistiske Østblok. Men snarere at en udenrigspolitik, der også baserede sig på en realistisk tolkning af Indien udenrigspolitiske muligheder, viste sig at være nødvendig.

bærende identitetsfortælling. Også i Nehrus og Gandhis Kongresparti var der andre stemmer end dem, der er beskrevet ovenfor, men det var netop karakteristisk for den nationale fortælling, der vandt i 1947, at den kunne rumme både tilhængere af militant oprør og dem, der var imod Gandhis fokus på den indiske landsby som det bærende for den indiske identitet. Identitetsfortællingens styrke var netop, at den var inklusiv.

Det skal dog med, at den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling om Unity in Diversity ikke kunne forhindre en opsplitning af Britisk Indien i staterne Pakistan og Indien. Det muslimske mindretal mente ikke, at deres religiøse synspunkter og rettigheder var tilstrækkeligt sikret under Nehru-Gandhis ‘Unity’ og krævede derfor et særskilt muslimsk hjemland. Hovedparten af de indiske muslimer havde længe været tilhængere af et samlet Indien, men de oplevede, hvordan Gandhi ofte benyttede sig af hinduistisk symbolik i sin agitation mod briterne. Da Kongrespartiet i 1937 valgte en en nationalhymne, der direkte kobler hinduguddommen Durga sammen med nationen, antydede det, at Gandhis forestilling om national enhed var på hinduernes betingelser. De muslimske krav blev indfriet med dannelsen af Pakistan 14.8.1947, som også omfattede dele af de gamle indiske territorier Punjab og Bengalen.

Enhed for hvem?

De bevægelser, der ledte frem til den indiske uafhængighed, antog mange former og konkurrerede ofte med hinanden om at definere den

Konstruktionen af en alternativ fortælling

Uafhængighedskampen gav imidlertid også grobund for en anden og mere ekskluderende identitetsfortælling om hinduismen som det særligt indiske. På afgørende måder satte disse en helt anden retning for landet – ikke

mindst når det gælder fortolkningen af, hvad der historisk havde formet Indien. Den vigtigste af disse alternative tolkninger kom via hindunationalismen, som især siden 1980’erne har fået afgørende politisk betydning.

Den hindunationale bevægelse, bygger på nogle af de samme elementer, som den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling – men er anderledes på helt afgørende punkter. Bevægelsen tager afstand fra Unity in Diversity-tanken og ønsker et Hindu Rastra – Indien som hinduland. En af grundlæggerne af bevægelsen var Vinayak Savarkar, en politisk tænker, der i 1923 udgav bogen Hindutva: Who is a Hindu? I bogen argumenterer han for, at det egentlige Indien er hinduland, og at andre religioner som islam og kristendom bør betragtes som fremmedelementer. Begrebet hindutva betyder noget i retning af hinduhed. Savarkars tanker førte til dannelsen af bevægelsen RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh, ’Sammenslutningen af Frivillige’) i 1925. Bevægelsen var inspireret af italiensk fascisme og spejderbevægelse og stod bag programmer, som skulle lære Indiens unge om moral, etik og vigtigheden af kropslig styrke baseret på hindutva-idealer.

Savarkar var mindre optaget af det religiøse aspekt og mere af det, han betragtede som et etnisk fællesskab, der uløseligt er knyttet til det indiske land:

No people in the world can more justly claim to be a racial unit than the Hindus and perhaps the Jews.

Hindutva var for Savarkar et middel til at mobilisere hinduer imod muslimer. Religionerne buddhisme, jainisme og sikhisme opfattede han som hindusekter, fordi de alle er opstået i Indien.

Savarkar står i dag som hindunationalismens vigtigste politiske tænker.

Hvor den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling bygger på idealet om fredelig sameksistens, indisk enhed på tværs af ophav og religiøst tilhørsforhold, var hindutva-fortællingen en mere militant strømning. Det handlede om indre oprustning til kamp mod fordærv og dårlig livsførelse – alt sammen for at kunne tjene hindunationen bedst muligt.

Lederen af RSS M.S. Golwalkar skrev i 1938, hvordan tilhængere af andre religioner skulle opfattes:

The non-Hindu people of Hindustan [dvs. Indien] must either adopt Hindu culture and language, must learn and respect and hold in reverence the Hindu religion, must entertain no idea but of those of glorification of the Hindu race and culture”. Og videre: “…in a word they must cease to be foreigners, or may stay in the country, wholly subordinated to the Hindu nation, claiming nothing, deserving no privileges, far less any preferential treatment – not even citizens’ rights.

Idéen om en hindustat

Hele det område, som udgjorde Britisk Indien, var ifølge den hindunationale identitetsfortælling et hinduland, og delingen af Britisk Indien i 1947 var derfor en enorm skuffelse for RSS og dens tilhængere – ikke mindst fordi dannelsen af Pakistan blev betragtet som et knæfald for muslimer. Frustrationen kogte over, da et tidligere RSS-medlem i frustration og skuffelse i 1948 myrdede Mohandas Gandhi, der blev set som en forræder af den indiske hinduenhed. Herefter blev RSS-bevægelsen forbudt, men

tanken om en hindustat levede videre i forskellige politiske afskygninger uden dog for alvor at slå igennem. De hindunationale tanker var den ideologiske baggrund for sammenslutningen Hindu Vishnu Parishad, en paraplyorganisation under RSS og en række andre hindutva-inspirerede organisationer. Den hindunationalistiske fortælling levede også videre i en række politiske partier fra 1950’erne. Disse var dog relativt elitære og fik kun overvejende nordindisk udbredelse. De manglede først og fremmest et entydigt projekt, der kunne mobilisere bredt.

Med Indira Gandhi som Kongrespartiets premierminister var regeringsmagten blevet stadig mere personorienteret, brutal og centralistisk – hvilket kulminerede med indførelsen af undtagelsestilstanden 1975-77, hvor en del hindunationale ledere blev fængslet. Modsætningsforholdet til Kongrespartiet stod nu klart og aktiverede behovet for en opposition, der kunne repræsentere et reelt alternativ.

I 1980’erne fik hindutva-bevægelsen sit folkelige gennembrud med stiftelsen af Bhartiya Janata Party, BJP, ‘Det Indiske Folkeparti’. I begyndelsen var partiets fortælling mere moderat og havde flere fællestræk med den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling, men i løbet af 1980’erne blev afstanden større.

Ifølge hindunationalistisk ideologi blev der under det muslimske Mogulrige nedrevet mange hindutempler. Ét af disse steder var i byen Ayodhya i Nordindien, hvor der ifølge hindunationalisterne var bygget en moské på det sted, hvor hinduguden Ram var født. BJP indledte under lederen L.K. Advani Ram Janmabhoomi-kampagnen for genskabelsen af Ramtemplet. Kampagnen kuliminerede gennem en mobilisering af Hindu Vishnu Parishad-affilierede og BJP-tilhængere, der marcherede mod

Ayodhya, hvor vrede unge militante hinduer endte med at nedrive moskéen fra 1600-tallet. Det blev en skelsættende succes for bevægelsen og førte til stor succes for BJP.

Der har siden været ført en del retssager om Ayodhya, hvilket endte med, at den indiske højesteret i 2019 godkendte området til et tempelbyggeri, og som kompensation fik den muslimske menighed tildelt jord mange kilometer væk. Begrundelsen fra højesterets side var ‘religiøse hensyn’ – til trods for at der ikke var entydige arkæologiske belæg for, at der havde været et Ramtempel på stedet. Kritikere af afgørelsen har påpeget, at den ellers sekulære højesteret dermed traf beslutninger baseret på tro og ikke fakta.

Tempelbyggeriet blev under premierminister Modi ophøjet til et nationalt anliggende, der blev indviet under stor fanfare og international bevågenhed i 2023. Det, der tidligere ville være blevet anset som religiøs forskelsbehandling, blev nu legitimeret og fremstillet som et fælles nationalt anliggende – den konkurrerende hindutvafortælling blev mainstream og udfordrede yderligere det tidligere Unity in Diversity-narrativ. Og ved indvielsen var det premierminister Modi, der som en art ypperstepræst stod for selve indvielsen.

This temple is not just a mere shrine; it is the manifestation of Bharat’s [Indiens] vision, philosophy, and insight. It is a temple of national consciousness in the form of Lord Ram. Ram is the faith of Bharat; Ram is the foundation of Bharat. Ram is the thought of Bharat; Ram is the constitution of Bharat. Ram is the consciousness of Bharat…

(Narendra Modis indvielsestale, 23.1.2023)

Et afgørende narrativ fra tempelindvielsen var desuden at man talte om, at Indien nu endelig var fri for 500 års undertrykkelse. Modi sagde bl.a.:

Today, we have broken free from the inferiority complex imposed on us during 500 years of slavery…

Dermed fastslog han hindunationalisternes pointe om, at Indien havde været koloniseret ikke bare af europæerne, men også af muslimer i kraft af Mogulriget, der blev etableret i 1526. Muslimerne var altså ikke bare fremmedelementer i Indien – de var også undertrykkere af det ‘sande’ Indien. Det er en afgørende forskel fra det Nehru-Gandhiske nationale narrativ, som netop inkluderer det muslimske mindretal og sætter kolonialismen lig med europæisk tilstedeværelse i Indien. Der har i øvrigt været muslimer i Indien siden 700-tallet, men først fra 1200-tallet i form af statsdannelser.

Som vi har set, blev moderne hinduisme ikke mindst defineret i forhold til især kristendom og islam – den lidt løst funderede hinduisme skulle jo kunne stå distancen over for de missionerende religioner. Det kom til udtryk ved indvielsen af Ram-templet ved gentagne påmindelser om, at nu havde Indien (og hinduerne) endeligt et centralt religiøst centrum.

Nyhedskanalen India Today beskrev det således i februar 2024:

In the language cultivated by the politics of Hindu revivalism, often innocent to its own ironies, they are calling it [Ram-templet] ‘the new Vatican’ or, alternatively, ‘the Indian Mecca’.

yderste konsekvens, at Indien i statslig-religiøs forstand nærmer sig Pakistan, hvor religionen er fundamentet for staten. Med en stærk personkult omkring Narendra Modi er der ikke bare tale om at sætte lighedstegn mellem nationen og religionen, men også at udvide ligningen til nation-religion-person.

Kernen i den hindunationale fortælling har som

Et globalt udstillingsvindue

Alle sejl var sat til, da Indien var vært for G20-topmødet i New Delhi i september 2023. En enorm, nyopført konferencebygning stod klar til at modtage delegater fra verdens 20 mest indflydelsesrige lande samt gæster fra observatørlande, internationale organisationer og en stor gruppe journalister, men hvad var det for en fortælling om Indien, som en selvsikker Narendra Modi ville præsentere for omverdenen – ville den hindunationale drejebog være udgangspunktet?

Op til mødet var slumområder blevet ryddet, op mod 300.000 beboere tvangsforflyttet, og tusindvis af gadehunde blev indfanget. For at holde nærgående makakaber væk blev der opsat figurer med billeder af languraber – makakernes naturlige fjende, som de er kendt for at frygte. Omkring 100.000 politibetjente blev udkommanderet for at sikre ro og orden.

Overalt i Delhi bød plakater og billboards velkommen under sloganet One Earth – One Family – One Future. Logoet for topmødet var en lotusblomst – samme symbol som det regerende parti, BJP, benytter.

En journalist fra The Times of India rapporterede fra åbningsceremonien den 9. september:

[Modi was] emphasizing global solidarity and readiness to assist. He highlighted India’s

ancient message of ensuring the welfare and happiness of humanity, referencing a 2,500-year-old inscription near the summit venue that states; ‘The welfare and happiness of humanity should always be ensured.’ He emphasized the need for a human-centric approach to address contemporary global challenges and called for transforming the prevailing global trust deficit into confidence.

Modis præsentation af Indien var dermed på mange måder enslydende med de fremstillinger, som Nehru i sin tid havde givet af, hvad verden kunne forvente af Indien. Modi trak på de samme elementer, som begge identitetsfortællinger bygger på: Indisk kultur er urgammel og rummer i sig kimen til en bedre verden. Hvor Indien tidligere i samarbejde med ligestillede havde søgt alliancefriheden, en “tredje vej” mellem det kapitalistiske Vesten og det kommunistiske Øst, handlede det nu især om at etablere Indien som leder af det globale syd.

G20-topmødet var af den indiske regering tænkt som en fremvisning af et nyt, moderne og ambitiøst Indien – som man derfor også gerne ville høste fuld international anerkendelse for. Med en stabil vækst som bagtæppe skulle topmødet vise landet som en progressiv aktør, der tager verdens presserende dagsordener alvorligt. Topmødet var kulminationen på en lang række møder i arbejdsgrupper og underfora, som fandt sted over hele Indien. Byer var udsmykket med G20-logoer, og billeder af Modi og slogans om Indiens fremskridt prydede jernbanestationer, lufthavne og offentlige bygninger.

G20 blev ikke kun et udenrigspolitisk anliggende, men blev også anvendt indenrigspolitisk – som bevis på, at Indien efter 75 år som selvstændig nation nu fik den internationale

anerkendelse og respekt, landet havde fortjent. Indiens tid er kommet, synes budskabet til den indiske offentlighed at være.

Modi-regeringens præsenterede på topmødet en ny slags tredje vej – med Indien som bindeled mellem lande, det delte demokratiske værdier med (Vesten), og lande, det delte udfordringer med (det globale syd). Indien blev præsenteret som et foregangsland, en fortaler for det globale syd og som en dynamo i den nødvendige opdatering af verdensordenen – en orden, der først brød sammen med Sovjetunionens kollaps, siden blev præget af amerikansk dominans og nu forskydes som følge af Asiens økonomiske opstigning.

G20-topmødet var Indiens bud på, hvad et lederskab med Delhi ved roret kunne indebære: fokus på inklusion, teknologisk samarbejde, udvikling med menneskelig værdighed og respekt. Det handlede ikke kun om infrastruktur og økonomi, men også om værdier og fællesskab.

Topmødet satte fokus på emner som klimakrisen og finansiering af grøn omstilling – især i det globale syd, som set fra indisk perspektiv lider under problemer skabt af det industrialiserede, globale nord. Et konkret resultat af Indiens rolle som talsmand for det globale syd var, at Den Afrikanske Union for første gang blev optaget som permanent medlem i G20.

Ser vi nærmere på Indiens G20-dagsorden, var der en tydelig kontinuitet i forhold til landets identitetsfortælling som vi kender den fra 1947: afstandtagen fra blokpolitik, ret til selvbestemmelse og ønsket om at indtage en ledende rolle blandt de lande, der blev selvstændige efter Anden Verdenskrigs afslutning.

Forskellen fra 1947 til 2023 var, at verden nu for alvor rettede blikket mod Indien. Store dele af det globale nord så Indien som en strategisk,

demokratisk brik i inddæmningen af Kinas voksende indflydelse. Den internationale interesse gav ny relevans til de ambitioner, som Indien havde haft i årtier: at præsentere et alternativ til eksisterende magtstrukturer – og at indtage en formidlerrolle i en ny verdensorden, hvor især Asien og Afrika får mere vægt.

Aktiv udenrigspolitik

Indiens udenrigspolitik under Modi adskiller sig på mange punkter ikke væsentligt fra tidligere – man kan sige, at Indien er vendt tilbage til den aktive udenrigspolitik, som Indien førte indtil 1960’erne. En del af forklaringen på den internationale interesse for Indien skal søges i landets økonomiske udvikling – som også gør, at kritik af Indien typisk nedtones. Da vestlige efterretningstjenester mente at kunne påvise, at Indiens efterretningstjeneste stod bag mordet på en sikh i 2023, førte det til en større diplomatisk krise med Canada, men det fik ikke videre konsekvenser. Hardeep Nijjar var fortaler for et selvstændigt Punjab, et Khalistan, og kunne som sådan legitimt tale sin sag i Canada, mens han i Indien helt generelt blev omtalt som terrorist. Set i en indisk optik udgør Khalistan-bevægelsen en trussel mod selve fundamentet for den indiske stats sammenhængskraft – for hvis Punjab kan rive sig løs, hvilke andre dele af Indien kunne ikke få samme ide? Den indiske regering nægter i øvrigt at have stået bag mordet.

Hvor Indien økonomisk og sikkerhedspolitisk er blevet styrket og den nationale identitetsfortælling i international sammenhæng er blevet styrket, er Indien udfordret, når det gælder forholdet til Pakistan.

Særligt Kashmir er fortsat omdrejnings -

punktet for konflikten mellem landene. Hvor Pakistan hævdede, at Kashmir ulovligt var besat af Indien, og at regionen ønsker tilslutning til Pakistan, beskylder Indien omvendt Pakistan for at støtte grænseoverskridende terror. Et terrorangreb i april 2025 i den indiske del af Kashmir førte til indiske angreb på Pakistan og pakistanske modsvar. Kamphandlingerne viser en ny dynamik i konflikten, hvor kinesisk militærudstyr på pakistansk side stod over for indernes blanding af især russisk og fransk missilog flyteknologi. Hvor den indenrigspolitiske opinion i Indien var kontant konfrontatorisk, var det påfaldende, hvordan Modi-regeringen betonede mådehold. Et pressemøde med det indiske forsvarsministerium gjorde meget ud af at beskrive, hvordan det var Indien, der svarede igen på pakistansk aggression, samt at de indiske modsvar ikke var eskalerende. Man forsøgte således at bevare et link til ikke-volds-narrativet i den udstrækning, at det kunne lade sig gøre.

During the Press Briefing on Operation SINDOOR [navnet på den indiske militære operation] on 07 May 2025, India had called its response as focused, measured and non-escalatory. It was specifically mentioned that Pakistani military establishments had not been targeted. It was also reiterated that any attack on military targets in India will invite a suitable response.

Og videre: Indian Armed Forces reiterate their commitment to non-escalation, provided it is respected by the Pakistani military.

Når Indien også under Modi fortsætter med at være kritisk over for for stærke bindinger til

andre stormagter – og på den måde er i lige linje fra den Nehru-Gandhiske identitetsfortælling om alliancefrihed og en tredje vej – hænger det sammen med, at Indien ofte har fundet Vesten utilregnelig – ligefrem hyklerisk. Det så man ved Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021. Indien havde været en af de største civile bidragydere til Afghanistans genopbygning efter 2001. Skoler, hospitaler og den afghanske parlamentsbygning blev bygget med indisk støtte, men på trods af det blev Indien ikke konsulteret ved den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan.

Det skabte frustration i New Delhi. Ikke alene blev Indien overset trods sin indsats, men mange i Indien mente, at Taliban kun havde kunnet genvinde magten med aktiv støtte fra Pakistan – Indiens strategiske rival. Episoden bekræftede Indiens oplevelse af stadig ikke at blive taget helt alvorligt som stormagt.

Et andet punkt, hvor Indien ser Vesten som dobbeltmoralsk, er i spørgsmålet om Ukraine. Indien har historisk haft samarbejde med Sovjetunion/Rusland, som i modsætning til Vesten ville assistere Indien bl.a. gennem våben og teknologi. Dette venskab har betydet, at Indien undlod direkte at kritisere Rusland for invasionen af Ukraine, men i stedet opfordrede til dialog og fred. Indiens identitetsfortællinger, både den Nehru-Gandhiske og hindunationalistiske, iscenesætter Indien som fredsmæglende, en neutral mellemmand. Vi så det i Koreakrigen, og nu mellem Kyiv og Moskva.

Da Indien samtidig var aftager af store mængder billig russisk olie – hvor op mod 30 % i raffineret form blev solgt til Europa – fik det vestlige ledere til i diplomatiske vendinger at kritisere det indiske standpunkt, som til gengæld fik indiske embedsmænd til at kritisere

Europas dobbeltmoral.

Ved en konference i Slovakiet i 2022 forklarede den indiske udenrigsminister Subramanyam Jaishankar det således:

If I were to take Europe collectively which has been singularly silent on many things which were happening, for example in Asia, you could ask why would anybody in Asia trust Europe on anything at all.

Den indiske pragmatisme gør det muligt fortsat at balancere mellem stormagterne og maksimere egne interesser – uden at blive fanget i blokpolitik ved at trække på det antikoloniale narrativ, der siden uafhængigheden har præget begge identitetsfortællinger.

Trump-administrationen indførte i sommeren 2025 yderligere 25 % told på indiske varer som straf for at købe russisk olie, hvorved den samlede toldsats for Indiens vedkommende kom op på 50 %. Sammen med en overraskende amerikansk tilnærmelse til Pakistan skabte det frustration i New Delhi, for Indien havde handlet i overensstemmelse med ønsker fra Biden-administrationen. Som Eric Garcetti, den tidligere amerikanske ambassadør i Indien, fortalte til Council of Foreign Relations i Washington i maj 2024:

They [Indien] bought Russian oil because we [USA] wanted somebody to buy Russian oil at a price cap. That was not a violation or anything. It was actually the design of the policy because, as a commodity, we didn’t want the oil prices going up, and they fulfilled that.

USA’s kovending bestyrkede de indiske politikere i, at en for tæt binding til særligt en vestlig

magt i det lange perspektiv ikke er til gavn for Indien. Med 72 års mellemrum udtrykker to indiske udenrigsministre den samme indiske grundtanke:

Asien er et mere fjerntliggende kontinent; det er et problemfyldt sted; det er et mystisk sted; det er ukendt land. Så deres udsyn bliver styret mere af Europas problemer end af Asiens problemer.

(Jawaharlal Nehru, 1950)

På et tidspunkt er Europa nødt til at forlade tankegangen om, at Europas problemer er verdens problemer, men at verdens problemer er ikke er Europas problemer.

(Subramaniyam Jaishankar, 2022)

Konklusion

Hvordan kan vi så bruge konstruktivismen, når vi skal forstå Indien? Identitetsfortællinger lever ikke i et vakuum – de er ikke statiske eller uforanderlige. I Indiens tilfælde har vi fx eksempler på, hvordan den politiske håndtering af den oprindelige Nehru-Gandhiske fortælling om enhed til tider har optaget antimuslimsk retorik for at kapre typisk højreorienterede hinduvælgere. På samme måde er den velfærdstænkning, der historisk var Kongrespartiets, med succes blevet overtaget af Modiregeringen. I Indien kaldes det ofte welfareism, og derigennem har hindunationalisterne kunnet erobre nye stemmer blandt landets socialt udfordrede, bl.a. dalitter, som tidligere blev kaldt kasteløse. Identitetsfortællinger er altså elastiske og tilpasses forhold og realiteter, så de vedbliver med at have et relevant publikum.

Den indiske administration havde forventet,

at genvalget af Trump i 2024 ville betyde en fortsættelse af de seneste 25 års indisk-amerikanske tilnærmelser. Med Trumps annoncering af høje toldsatser for indiske varer blev forhåbningerne foreløbigt sat på pause. Måske endnu værre set fra New Delhi, så fik Trump revitaliseret gamle amerikanske bånd til Pakistan og ydmyget inderne ved at hævde at have mæglet i seneste Kashmir-krise, der er beskrevet ovenfor. Indierne betragter Kashmir som et helt og aldeles indisk-pakistansk anliggende og har modsat sig al form for indblanding udefra. Alt, hvad der angår Trump, er usikkert, men det er tydeligt, at udviklingen styrker de historiske lektioner i den indiske identitetsfortælling om, at Indien skal stå på egne ben uden for stor afhængighed af særligt Vesten. Det er en opfattelse, der deles på tværs af politiske og ideologiske skel – Indien skal operere i uafhængighed af alliancer og bindinger. Tidligere kaldte man det alliancefrihed, i dag hedder det strategisk multilateralisme. Siden 2014 er den gamle identitetsfortælling om et mangfoldighedernes Indien blev udfordret af hindunationalisternes ønske om en hindustat. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at hindunationalisterne under Modi nok bygger på en vis folkelig konsensus, men at der inden for den ramme også er plads til store variationer og forskelligheder. De mere radikale sider af hindunationalismen deles ikke af et flertal af indere, men i kraft af et svagt og korruptionsplaget Kongresparti og dermed et begrænset politisk alternativ var valgene af Modi i 2014, 2019 og 2024 også et tilvalg af en revideret identitetsfortælling. Mange indere, som stemte for Modi pga. løfter om økonomisk vækst, ser med bekymring på, at fortællingen om et mangfoldighedens Indien udfordres.

I forbindelse med Kashmir-konflikten med

Pakistan i 2025 har indisk presse og særligt de militante hindunationalister velvilligt støttet op om de indiske militære aktioner – ovenikøbet i en grad, hvor der var en vis skuffelse at spore, da en midlertidig våbenhvile blev indgået. Var tiden ikke inde til at slå endnu hårdere til mod Pakistan? I ultranationalistiske kredse blev våbenhvilen tolket som svaghed over for Islamabad, hvilket har ført til kritik af Modi.

Her er altså et eksempel på, hvordan en indisk indenrigspolitisk identitetsfortælling skaber en forventning om en skærpet udenrigspolitiske kurs. Den selvhævdende og bastante idealisme, som hindunationalismen repræsenterer indenrigspolitisk, kan imidlertid kun vanskeligt

oversættes i udenrigspolitikken, fordi konsekvenserne økonomisk, politisk og militært – ikke mindst fra et realistisk perspektiv – ville være uoverskuelige og faktisk bryde med Indiens generelle udenrigspolitiske linje fra 1947.

Som jeg har vist, er der altså indenrigspolitisk sket store ændringer i den indiske identitetsfortælling, men hvorvidt ændringerne er varige, er svært at spå om. Det seneste parlamentsvalg i 2024 viste, at hindutva-fortællingen også har begrænset gennemslagskraft – de indiske medier spåede, at Modi ville få et meget stort flertal i parlamentet, men realiteten blev, at Modi for første gang måtte lede en regering, hvor BJP ikke havde absolut flertal. Selv i tempelbyen

Ayodhya kunne hindunationalisterne ikke mønstre flertal – manglende økonomiske fremskridt viste sig at være vigtigere for vælgerne end højstemt hinduretorik.

Hvor der er mange forskellige holdninger til hindutvafortællingen, så er der derimod rimelig enighed om udenrigspolitikken på tværs af politisk ståsted. Hvad der bliver set som et angreb på Indien – hvad enten truslen kommer fra Pakistan og terror, sikh-separatister eller Trumpadministrationens toldkrav – får den indiske offentlighed til at samles i en bred afvisning af truslerne.

Selv om der er forskelle i tonefaldet mellem forskellige indiske administrationer, fx når det gælder Pakistan, så er der grundlæggende enighed om, hvordan den udenrigspolitiske identitetsfortælling skal fremstå: Indien er en verdenscivilisation og skal ses som et foregangsland. Under hindunationalisterne bruges Pakistan ofte som en slags retorisk stedfortræder for det muslimske, som man er modstander af, men retorikken omkring Pakistan er generel hård og uforsonlig. Den seneste tilnærmelse til Pakistan skete faktisk under en tidligere hindunational premierminister, Atal Bihari Vajpayee, hvor der i 1999 blev åbnet en direkte busrute mellem landene. Som med så meget andet, når det handler om Indien, er det sjældent sort-hvidt.

Der er forskel i tonefald, stil og retorik –og den indenrigspolitiske identitetsfortælling varierer – men den grundlæggende identitetsfortælling, som den kommer til udtryk, når Indien agerer internationalt, er den samme i dag som i 1947.

Litteratur

Ghose, C. (u.å.). 1947–1957: India. The birth of a republic. Vintage Books. Gandhi, M. (2018). The story of my experiments with truth. Arushi Book Enterprises.

Guha, R. (2017). India after Gandhi. Indien: Picador.

Joshi, M. (2022). Understanding the India–China border. Indien: Harper-Collins.

Kapila, S. (2021). Violent fraternity: Indian political thought in the global age. Princeton University Press. Lex.dk. (2024). Valg i Indien 2024 (C. Lillelund & T. Sehested). https:// lex.dk/valg_i_Indien_2024

Nayudu, S.K. (2025). The Nehru years. Juggernaut Books.

Nehru, J. (1946). The discovery of India. Arushi Books Enterprises.

Pant, H.V. (Red.). (2024). India–US relations in the Modi era.

Tarlo, E. (1996). Clothing matters: Dress and identity in India. Chicago: University of Chicago Press.

Tharoor, S. (2020). Pax Indica. Indien: Penguin.

Ganguly, S. (2019). Indian foreign policy. Oxford University Press.

7. EU

Den Europæiske Union som udenrigspolitisk aktør: identiteter og narrativer

Af Thorsten Borring Olesen

Introduktion

I 2012 fik EU tildelt Nobels Fredspris. I koncentreret form lød begrundelsen for tildelingen, at “The union and its forerunners have for over six decades contributed to the advancement of peace and reconciliation, democracy and human rights in Europe”. Det var en anerkendelse, der betød noget, og som med sin motivering blåstemplede EU’s tidligste og måske også mest grundlæggende identitetsnarrativ, nemlig fredsog demokratinarrativet. Som motiveringen slog fast: “The dreadful suffering in World War II demonstrated the need for a new Europe. Over a seventy-year period, Germany and France had fought three wars. Today war between Germany and France is unthinkable. This shows how, through well-aimed efforts and by building up mutual confidence, historical enemies can become close partners” (Nobel Media AB, 2012). Videre hed det, at EU’s villighed og evne til at optage tidligere højre-diktaturstater som Grækenland, Portugal og Spanien i 1980’erne og ved Murens fald at åbne op for de post-kommunistiske stater i Østeuropa har bidraget til at cementere demokrati og menneskerettigheder i en stor del af Europa. Promoveringen af fred, demokrati og menneskerettigheder blev altså fremhævet, ikke kun som ambition, men også som praksis.

Med dette afsæt vil kapitlet i det følgende

for det første præsentere, hvordan EU’s grundnarrativ er skabt og konstrueret historisk med særligt fokus på de tre identitetsmarkører ”fred”, ”demokrati” og ”menneskerettigheder” (FDM-narrativet). Markørerne optræder i nogle sammenhænge selvstændigt, mens de i andre er del af en fælles identitetsdiskurs og et samlet identitetsnarrativ, som med tiden også udvides med andre markører såsom retsstat og ligestilling. For det andet vil kapitlet have særligt fokus på, hvordan identitetsnarrativet har præget og påvirket EU’s rolle som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør i praksis. Over tid og fra sag til sag er der sket forskydninger i prioriteringen af de tre identitetsmarkører, men i 2025 fremhæver EU-Kommissionen selv, at EU’s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP) har til formål ”at bevare fred, styrke international sikkerhed og samarbejde samt at udvikle og konsolidere demokrati, retssikkerhed og respekten for menneskerettigheder og fundamentale friheder” (Europa-Kommissionen, 2021/2025).

Identitetsmarkørerne indtager således, i delvis udvidet form, fortsat den afgørende rolle, når Unionens værdier og målsætninger i udenrigsog sikkerhedspolitikken fremhæves.

Imidlertid har fredsnarrativet ikke været den eneste faktor, der har formet EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU har for det første ofte været i situationer, hvor mere realbetonede interes-

ser har resulteret i kompromiser i forhold til idealismen eller normativiteten i fredsnarrativet. For det andet er det også vigtigt indledningsvis at gøre opmærksom på den spænding, der ligger indlejret i EU selv som følge af samarbejdets hybridkarakter af både noget overstatsligt og mellemstatsligt. Det betyder, at der kan være kritiske spændinger mellem EU-identiteten og de nationale identiteter i medlemsstaterne, også selv om alle medlemslande gennem EU’s traktater i dag har forpligtet sig på FDM-narrativet. De spændinger kan bidrage til at relativere FDM-narrativets faktiske gennemslag i EU’s politikker og kan endda i yderste tilfælde bidrage til opløsningstendenser. Det var således tilfældet med Brexit-beslutningen i 2016.

Endelig skal det bemærkes, at kapitlet gennemgående anvender begrebet EU (Europæiske Union) som samlebetegnelse for det europæiske samarbejde, selv om samarbejdet først med den fulde ratifikation af Maastricht-traktaten i 1993 formelt blev til EU. Inden da anvendes begrebet EF (Europæiske Fællesskaber), når der i omtalen specifikt er tale samarbejdet før 1993.

den tidlige efterkrigstid, fx i den nye italienske forfatning fra 1947 eller i den tyske Grundgesetz fra 1949.

Freds- og demokratinarrativets rødder Freds- og demokratinarrativets fødsel hænger tæt sammen med mellemkrigstidens erfaringer med fascisme/nazisme og med Anden Verdenskrig. Det var på baggrund af disse erfaringer, at freds-, demokrati- og menneskerettighedsvisioner kom til at spille helt centrale roller i den planlægning af efterkrigstiden, som modstandsbevægelser og demokratisk-sindede politikere over hele Europa i stigende grad beskæftigede sig med i den senere del af krigen. En del af disse visioner fandt også direkte nedslag i de nye nationale forfatninger, der så dagens lys i

Som et gennemgående tema i modstandsbevægelsernes efterkrigsplanlægning og endnu mere udtalt i diskussionerne og programmerne for den brede underskov af europæiske føderalistiske bevægelser, der skød op under og lige efter krigen, var det en udbredt opfattelse, at fred, demokrati og menneskerettigheder krævede et opgør med den aggressive nationalisme mellem de europæiske stater, som allerede i to omgange i det 20. århundrede havde udløst verdenskrig. På den baggrund anså de det for nødvendigt at samle Europa i et mere forpligtende fællesskab, som i sin mest radikale variant havde form at et ønske om at skabe Europas Forenede Stater. Denne forståelse og vision kom markant til udtryk i en pamflet fra Den Internationale Komite for Europæisk Føderation (Comité international pour la Fédération europeénne), der oprindeligt var dannet som en venstreorienteret fransk føderalistbevægelse, men som ved krigens afslutning søgte et mere transnationalt mandat. Under overskriften ”Federation: the Only Hope for Europe” hedder det i pamfletten fra november 1945:

Most of the great wars that the world has known arose from conflicts among European states. In future such conflicts may be the occasion of another war which would mean the end of civilization. This danger can only be avoided by a federation of European states which is itself part of a world system of collective security. Moreover, such a unification of Europe is essential if the reconstruction of our ravaged continent is to take place in an effective and coordinated manner. European

federation means the consolidation of peace and the rebirth of Europe (Lipgens & Loth, 1988, bd. 3 s. 37).

Som det slås fast, var europæisk integration altså vejen til at sikre fred og nygrundlæggelsen af Europa. Man bemærker i øvrigt også, at en europæisk føderation forstås som led i en omfattende verdensføderalisme, hvilet heller ikke var ualmindeligt hos andre af de europæiske føderalistbevægelser. Det var det nydannede FN, der drev håbet om en bredere verdensføderalisme.

Føderalismetankerne var ikke kun noget, der voksede i tidens venstreorienterede miljøer eller bare i Frankrig og Italien. Konservative briter med krigslederen Winston Churchill i spidsen delte også perspektivet. Som han pointerede i sin berømte tale på universitetet i schweiziske Zürich den 19. september 1946 (efter at have pointeret, at det var fra den europæiske nationalisme, at det 20. århundredes smadring af freden og truslen mod menneskeheden var udgået):

Yet all the while there is a remedy which, if it were generally and spontaneously adopted, would as if by a miracle transform the whole scene, and would in a few years make all Europe, or the greater part of it, as free and happy as Switzerland is today. What is this sovereign remedy? It is to re-create the European family, or as much of it as we can, and provide it with a structure under which it can dwell in peace, in safety and in freedom. We must build a kind of United States of Europe (Lipgens & Loth, 1988, bd. 3 s. 664).

tog et vist forbehold over for, om hele den europæiske familie vil komme til at indgå i et forenet Europa. Det var en tidlig markering af den splittelse, som i løbet af kort tid som følge af Den Kolde Krig ville splitte Europa i et Øst- og et Vesteuropa. Som Churchill i en anden berømt tale senere i 1946 slog fast, var ”et jerntæpppe” i færd med at dele kontinentet.

Forholdet mellem Øst og Vest skabte i de første år efter krigen splid i og mellem de mange føderalistbevægelser, men da man nåede frem til 1948, var det tydeligt, at den oprindelige vision om at skabe et helt Europa fra Portugal til Polen nu var barberet ned til en ren vestvision. Det sås tydeligt ved afholdelsen af den store Europa-kongres, Haag-kongressen, i maj, hvor mere end 700 europæiske politikere og føderalister mødtes for at tage hinanden i ed på skabelsen af et forenet (Vest)Europa. Kongressens formand var i øvrigt Winston Churchill, og det var hans organisation, United Europe Movement (UEM), som stod som hovedarrangør. UEM er i øvrigt den organisation, vi i dag kender som Europabevægelsen, og som de førende danske føderalistbevægelser efter Haag-kongressen samledes omkring.

Haag-kongressen forløb noget kaotisk, men i den afsluttende resolution blev freds- og demokratinarrativet mejslet meget stærkt frem. Efter at have fastslået, at krig har hærget Europa og truet det med ruin, hedder det i resolutionen, at Kongressen opfordrer til samlingen af Europa i en union og i den forbindelse opfordrer til, at en sådan union:

Man lægger mærke til, at Churchill i sin tale

…. should be open to all European nations democratically governed and which undertake to respect a Charter of Human Rights, and resolves that a Commission should be set up

to undertake immediately the double task of drafting such a Charter and of laying down standards to which a State must conform if it is to deserve the name of a democracy. (The Congress further) declares that in no circumstance shall a State be entitled to be called a democracy unless it does, in fact as in law, guarantee to its citizens liberty of thought, assembly and expression, as well as the right to form a political opposition.

(Lipgens & Loth, 1988, bd. 4 s. 345)

Kender man konteksten, er det tydeligt, at resolutionens stærke betoning af, at et forenet Europa må være baseret på demokrati og menneskerettigheder, har adresse til den historiske erfaring med nazismen, men i høj grad også til den samtidige blokopbygning i Europa, hvor Sovjetunionen og Østeuropa reelt skrives ud af bestræbelserne på at samle Europa, fordi Sovjetunionens politiske ensretning og knægtelse af pluralismen i Østeuropa ikke lever op til den demokratiske fordring og derfor ikke lever op til det føderale narrativ.

Det konkrete resultat af Haag-konferencen var kravet om indkaldelsen af en ”europæisk forsamling” udpeget af nationale parlamenter med henblik på at diskutere juridiske og forfatningsmæssige aspekter, herunder kravet om et menneskerettighedscharter, i forbindelse med skabelsen af europæisk union. Unionsønskerne var meget løst formuleret, og det var langtfra let at nå frem til et fælles grundlag for forsamlingen. Uenighederne gjorde, at det Europaråd, der så dagens lys i 1949, blev et meget tandløst politisk instrument, bortset fra på menneskerettighedsområdet. Her blev der vedtaget en konvention med menneskerettighedskommission og -domstol, som blev endelig undertegnet

i Rom den 4. november 1950. Konventionen fik især gennem domstolen en delvis overstatslig indlejring, men er til dato aldrig blevet en formel del af EU-samarbejdet. Alligevel er det dog rimeligt at se Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) som en væsentlig reference i EU’s identitetsnarrativ og som et afgørende, men med tiden også omtvistet element i den menneskeretlige identitetsmarkør. Det aspekt vender kapitlet tilbage til senere.

Stridighederne i og omkring Europarådet og ikke mindst den britiske regerings modvilje mod overnationale forpligtelser i det europæiske samarbejde i det hele taget tog luften ud af bestræbelserne på at skabe et mere forpligtende europæisk samarbejde. Udviklingen fik den franske regering til at tage sagen i egen hånd med formuleringen af den såkaldte Schuman-deklaration fra den 9. maj 1950. Den blev optakten til dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, eller bare Kul- og Stålunionen, to år senere og opfattes af mange som den europæiske integrations egentlige grundlæggelsesdokument. Det ser man bl.a. ved, at 9. maj fejres som Europadag.

Samtidig lancerede den franske regering også et forslag om dannelsen af en forsvarsunion, som den italienske regering så også mente måtte omfatte en politisk union. I den forbindelse nåede man faktisk i 1953 frem til at udarbejde et traktatudkast for et Europæisk Fællesskab, hvor indledningen (præamblen) indeholdt fredsnarrativet i fuldt flor. Det hed således, at de deltagende lande er:

CONVINCED that the contribution which a living, united free Europe can bring to civilization and to the preservation of our common spiritual heritage is indispensable

to the maintenance of peaceful relations; DESIROUS of assisting through the expansion of our production in improving the standard of living and furthering the works of peace; DETERMINED to safeguard by our common action the dignity, freedom and fundamental equality of men of every condition, race or creed; RESOLVED to substitute for our historic rivalries a fusion of our essential interests by creating institutions capable of giving guidance to our future common destiny; DETERMINED to invite other European peoples, inspired with the same ideal, to join with us in our endeavour; HAVE DECIDED to create a European Community (Statute of the European Community, 1953).

Med disse formuleringer kan man sige, at konstruktionsfasen af fredsnarrativet var tilendebragt. Samtidig blev det dog også lagt i mølposen for en rum tid, i hvert fald på det overordnede regeringsniveau. Det skete, fordi den franske nationalforsamling i 1954 tog livet af forslaget om en forsvarsunion, og med det røg tankerne om det politiske fællesskab også ud med badevandet. I stedet blev EF oprettet med Rom-traktaterne i 1957. I den mest forpligtende af disse traktater, traktaten om oprettelsen af et Europæisk Økonomisk Fællesskab (EF), var hele fokus lagt på at udvikle de seks deltagende landes økonomiske samarbejde. I præamblen hertil finder man den eneste reference til fredsnarrativet kort formuleret, som at landene gennem samarbejdet ønskede ”at bidrage til at bevare og udbygge fred og frihed”. Fokus var med EF flyttet fra sikring af fred til sikring af velstand (Traktat om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, 1957).

Fra Det Europæiske Politiske

Samarbejde (EPS) til Den Fælles

Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP)

Freds- og demokratinarrativet fik imidlertid fornyet relevans, da EF i 1970 udvidede samarbejdet med det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS). Samarbejdet var ikke traktatfæstet og var dermed holdt uden for Rom-traktaterne som et mellemstatsligt samarbejde mellem først de oprindelige seks medlemmer af EF, men allerede inden Danmark, Irland og Storbritannien formelt blev optaget i EF fra 1973, kom de også til at deltage i EPS-samarbejdet – eller Ni-lande-samarbejdet, som det også kaldtes. Samarbejdet var mest af konsultativ art, hvor landene forpligtede sig til at orientere og forsøge at koordinere deres politikker på det udenrigspolitiske område. Det så man meget tydeligt i 1973, hvor EPS-arbejdet for alvor kom til at stå sin prøve.

Det skete, fordi den amerikanske Nixon-regering lancerede 1973 som Europaår – uden at tage europæerne, dvs. EF-landene, i ed. Dagsordenen var, at den amerikanske regering – ikke ulig præsident Trumps krav 50 år senere – ønskede, at de europæiske lande skulle bidrage mere til den atlantiske sikkerhed, ikke mindst økonomisk. Samtidig lå det ikke i kortene, at europæerne skulle have større politisk indflydelse i alliancen. Forventningen var, at Europa fortsat ville følge det amerikanske lederskab. Den tilgang blev grundigt testet senere i 1973, da der brød krig ud i Mellemøsten. Her anlagde EF-landene en mere pro-arabisk linje end den amerikanske, også fordi de europæiske lande var meget mere afhængig af olie fra Mellemøsten, end USA var. Alligevel var den amerikanske regering synligt utilfreds med europæernes enegang.

Det interessante i relation til identitetsnarrativet er, at EF-landene i forbindelse med Europaåret udarbejdede en egentlig identitetsdeklaration. Det skete med henvisning til, at de ikke kunne indgå i en dialog med den amerikanske regering om en ændret atlantisk byrdefordeling uden at få afklaret, hvilke værdier og prioriteter EPS og EF-samarbejdet hvilede på. Det var baggrunden for, at EF-landenes regeringschefer på et topmøde i København i december 1973 godkendte det udarbejdede forlæg til en europæisk identitetserklæring.

I den vedtagne erklæring var der stærke ekkoer af freds- og demokratinarrativet. Det blev således slået fast, at EPS/EF-samarbejdet hvilede på en fælles vilje (determination) til at forsvare princippet om det repræsentative demokrati, det retsbaserede samfund, social retfærdighed og respekten for menneskerettighederne. Det var første gang, at disse principper så autoritativt blev formuleret som EF/EPS’ samarbejdets bærende værdi- og identitetsgrundlag.

Samtidig gjorde deklarationen det klart, at det udenrigspolitiske samarbejde sigtede på at understøtte international interdependens, multilateralisme, internationalt ansvar, ikke mindst over for den underudviklede verden (som det hed dengang), for fred, detente og åbenhed. Europa skulle ikke stile mod at være en supermagt, som den danske udenrigsminister K.B. Andersen præciserede, da han på EPS-landenes vegne præsenterede identitetserklæringen for offentligheden ved topmødet i København. Prioriteterne i erklæringen lå således i tydelig forlængelse af eller korresponderede logisk med FDM-narrativet. Samtidig blev det dog også slået fast, at europæisk forsvar fortsat hvilede på den amerikanske atomparaply og tilstedeværelsen af amerikanske styrker i (Vest)Europa.

De udenrigspolitiske prioriteter må naturligvis også forstås i sin samtidige og politiske kontekst. De tidlige 1970’ere var præget af, at Den Kolde Krig siden 1960’erne havde befundet sig i en afspændingsfase, særligt i Europa. Man kan sige, at den udvikling var som skabt til at anlægge en politik, der flugtede med prioriteterne i FDM-narrativet.

Selv om identitetserklæringen var udviklet inden for EF-landenes selvstændige og ikke-traktatregulerede politiske samarbejde, var det oplagt, at identitetserklæringen rakte ud over EPS-samarbejdet og i allerhøjeste grad også havde adresse til det Rom-traktat-regulerede EF-samarbejdet. Det er vigtigt i sig selv, men endnu vigtigere, fordi det netop var inden for EF-samarbejdets traktatrammer, at der i den følgende tid i praksis blev taget nye spadestik til udviklingen og cementeringen af freds- og demokratinarrativet som pejlemærke for EF-landenes eksterne relationer og i virkeligheden også deres interne relationer gennem kvalificeringen af kriterierne for at blive medlem af EF. Det var nemlig ikke sket, da Danmark, Irland og Storbritannien blev optaget i 1973. Disse tre lande blev nemlig anset som fætre og kusiner, der kunne optages i familien næsten gnidningsfrit, fordi de på spørgsmålene om fred og demokrati ikke afveg afgørende fra EF-landenes identitetsforståelse. Det var helt anderledes, da Grækenland, Portugal og Spanien nogle år senere søgte om medlemskab af EF.

Optagelsen af Grækenland, Portugal og Spanien

I 1975 søgte Grækenland om optagelse i EF, og to år senere gjorde Portugal og Spanien det samme. Det var ikke uden problemer for

EF-landene af flere grunde, men frem for alt af politiske grunde. Indtil for nylig havde alle tre lande nemlig været autoritære diktaturstater. Portugal og Spanien siden mellemkrigstiden og Grækenland siden det såkaldte Oberst-kup i 1967, der på voldelig vis havde afskaffet landets parlamentariske demokrati. I alle tre stater var diktaturerne dog faldet i midten af 1970’erne, hvilket åbnede en dør i forhold til EF-medlemskab.

Den dør var nemlig ikke åben, da Spanien allerede under Franco-diktaturet i 1962 havde anmodet om samtaler vedr. mulig associering og senere optagelse i EF. Disse samtaler blev aldrig konkretiseret pga. modstand i Europa-Parlamentet og blandt nogle af medlemslandene. Rom-traktaterne gav ganske vist ikke noget stærkt grundlag for håndteringen af spørgsmålet, men det er oplagt, at det var politisk modstand mod Franco-diktaturet, der lagde spørgsmålet på is.

Den samme noget usikre håndtering sås ved Oberst-kuppet i Grækenland 1967. På det tidspunkt havde det demokratiske Grækenland allerede indgået en associeringsaftale med EF med sigte på fuldt medlemskab med tiden. Efter kuppet lød der stærke appeller fra Europa-Parlamentet om at droppe al politisk-økonomisk samkvem med Grækenland, men reaktionen, som Ministerrådet og Kommissionen nåede frem til, var yderst tandløs. Man besluttede nemlig at fastfryse associeringsaftalen, så de indgåede handelsaftaler kunne videreføres, men uden at man gik videre i processen frem mod fuldt medlemskab. Reaktionen afspejler klart, at på dette tidspunkt var FDM-narrativet fortsat ikke tilstrækkeligt fast cementeret i EF-landenes traktatgrundlag eller samarbejde i øvrigt og udgjorde dermed ikke noget fast

pejlemærke for EF’s eksterne relationer. Det var den udvikling, der tog fart med etableringen af EPS i 1970 og identitetsdeklarationen af 1973. Det påvirkede også EF-samarbejdet i 1970’erne, hvor der skete et spill-over fra EPS til EF, der var en logisk følge af tidens ønsker om at samle de to samarbejder i en fælles union.

I den forbindelse og i forbindelse med optagelsesansøgninger skete der en tyngdeforskydning i FDM-narrativet i retning af, at det var demokratidéen i narrativet, der blev dominerende. Grækenlands, Portugals og Spaniens ansøgninger blev som nævnt ikke bare entusiastisk omfavnet, da der knyttede sig betydelig politisk betænkelighed til at optage stater med så tvivlsom demokratisk troværdighed og tradition. Alligevel endte det med grønt lys til optagelse – (Grækenland 1981; Portugal og Spanien 1986) for alle tre lande. I kommissionens anbefaling om at indlede optagelsesforhandlinger med Grækenland fra april 1978 hed det afgørende argument således:

It is clear that the consolidation of Greece’s democracy which is a fundamental concern not only of the Greek people but also of the Community and its member states, is intimately related to the evolution of Greece’s relationship with the Communtiy. It is in the light of these considerations that the Commission recommends that a clear affirmative reply be given to the Greek request (De Angelis & Karamouzi, 2017, s. 152).

Otto måneder senere på topmødet I Bruxelles i december 1978 fulgte EF’s stats- og regeringschefer op med at anbefale, at der blev indledt optagelsesforhandlinger med alle tre ansøgerlande, fordi, som det hed, “The European

Council reaffirms the great political significance of enlarging the European Communities for the consolidation of democracy in Europe and the strengthening of the European Communities’ position in the world” (Det Europæiske Råd, 1978b).

Som det fremgår, var demokratihensynet nu blevet det afgørende sidste instans-argument (sammen med ”styrkelsen af EF’s position i verden” – koldkrigs-logikken var jo stadig fremherskende) for at gå videre med optagelsesforhandlingerne. Det er muligt, at demokratiargumentet i høj grad også var en effektiv salgsreference – det var nemlig et stærkt og svært angribeligt argument over for udvidelsesskeptikerne – men det ændrer ikke ved, at freds- og demokratinarrativet blev konsolideret og styrket i forbindelse med udvidelsesdiskussionerne og kom til at omfatte såvel de traktatbundne som de ikke traktatbundne dele af samarbejdet. Narrativet blev et narrativ med konkrete politikimplikationer.

I øvrigt var 1978 også året, hvor stats- og regeringscheferne udsendte en egentlig demokratierklæring. Det skete på et topmøde i foråret 1978 i København i anledning af beslutningen om at indføre direkte valg til Europa-Parlamentet fra 1979. Her gentog de europæiske ledere de afgørende freds- og demokratipassager fra identitetserklæringen fra 1973, samtidig med at de slog fast, at ”the election of the Members of the European Parliament by direct universal suffrage is an event of outstanding importance for the future of the European Communities and a vivid demonstration of the ideals of democracy shared by the peoples within them” (Det Europæiske Råd, 1978a).

Europa-Parlamentet var en EF-institution, og med erklæringen blev demokrati den bærende

identitetsmarkør, der etablerede et organisk link mellem EF’s interne og eksterne identitet og politik. EF var blevet om ikke et helt menneske, så dog en organisation båret af en fælles identitetsforståelse. Organisatorisk blev denne forståelse fuldbyrdet, da EPS-samarbejdet med den nye traktat, Fællesakten, fra 1986 først blev inkorporeret som en traktatfæstet del af EF-samarbejdet og siden fra 1993, da EF med Maastricht-traktaten blev til EU. Det Europæiske Fællesskab var hermed blevet til Den Europæiske Union og havde altså udviklet sig fra at være et overvejende økonomisk samarbejde til i lige så høj grad at være et politisk samarbejde.

EU’s eksterne relationer: identitet og normativ magt 1990-2015

Efter dannelsen af Den Europæiske Union kom der voldsomt større fokus på EU som udenrigspolitisk aktør. Det skyldes på den ene side, at EU’s eksterne ambitioner og aktiviteter blev stærkt forøget med transformeringen af EPS-arbejdet til et egentligt udenrigspolitisk samarbejde omkring Den Fælles Udenrigsog Sikkerhedspolitik (FUSP) med en egentlig forsvarsdimension i form af Den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (FSFP) tilknyttet, og på den anden side det faktum, at EU gennemgik en række store udvidelser, som bragte medlemskredsen op fra 12 medlemslande til 28. Det indebar, at EU’s samlede indbyggertal voksede til ca. 500 millioner, hvilket gav international pondus. Den store tyngde i udvidelserne lå i Central- og Østeuropa, hvilket i formel forstand betød, at opdelingen af Europa i et Øst mod Vest, som kendetegnede tiden under Den Kolde Krig, blev opløst.

Det kunne og blev tolket som indfrielsen af en kerneambition i det europæiske fredsnarrativ.

Eller som den danske statsminister og i 2002 også formand for Ministerrådet, Anders Fogh Rasmussen, formulerede det, da udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande var hjemme efter intense slutforhandlinger i Bella Centeret: ”I dag har vi lukket et af de mørkeste kapitler i Europas historie. I dag har vi åbnet et nyt kapitel. Europa spreder sine vinger i frihed, velstand og fred.” Der blev altså fortsat bukket dybt for FDM-narrativet.

Denne udvikling førte også til, at EU’s rolle som international aktør blev til et stort og vigtigt genstandsfelt inden for studiet af international politik og internationale relationer. EU’s dannelse i begyndelsen af 1990’erne faldt stort set sammen med fremvæksten af den konstruktivistiske skole inden for studiet af international politik, og det var tydeligt, at særligt denne skole tog udforskningen af EU til sig. EU var både narrativt og organisatorisk en konstruktion, og vel at mærke en konstruktion, der var under stadig og hastig udvikling. Det kaldte

på konstruktivistiske studier, der analyserede samspillet mellem EU’s identitetsnarrativer og udenrigspolitiske prioriteringer og ageren.

På baggrund af disse studier blev det fra omkring årtusindskiftet et udbredt standpunkt blandt konstruktivistiske forskere at opfatte og benævne EU som en normativ (stor)magt, der først og fremmest brugte blød magt (soft power) som udenrigspolitisk instrument. Det var netop samspillet mellem EU’s bærende identitet bygget op omkring FDM-narrativet, og måden, EU håndterede sine eksterne relationer på, der ledte frem til denne vurdering.

Dette samspil vender vi mere konkret tilbage til senere. Først er det imidlertid vigtigt at præcisere lidt nærmere, hvilken aktør EU faktisk var (og er). Dette var en opgave for alle, der beskæftigede sig mere overordnet med EU’s udenrigspolitik, men særlig for konstruktivisterne var det vigtigt at få præciseret, hvilken type union EU udgjorde, fordi det havde betydning for, hvordan man skulle forstå identitetsdimen-

sionens betydning for tilrettelæggelsen af EU’s udenrigspolitik.

For det første var det stadig sådan, at EU blev opfattet som en hybrid mellem noget overstatsligt og mellemstatsligt, og hvor ikke mindst FUSP-samarbejdet fortsat hovedsageligt var mellemstatsligt organiseret. Det var også først med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009 og i dag stadig er EU’s traktatgrundlag, at det blev fastslået, at EU som helhed (og ikke blot EF-delen som hidtil) udgør en juridisk person, med ret og mulighed for – inden for Lissabon-traktatens rammer og beføjelser – at indgå og undertegne bindende internationale aftaler. I visse tilfælde, hvor EU besidder enekompetence, kræver det ikke ratifikation i medlemslandene, i andre, hvor der er tale om såkaldt ”delt kompetence”, skal aftalerne også ratificeres af og i medlemslandene for at kunne træde i kraft. Systemet anskueliggør både, at EU’s kompetencer på det internationale område er blevet voldsomt udvidet, men også fortsat opererer på et hybridt grundlag af både over- og mellemstatslighed.

Hybridkarakteren betyder med andre ord, at EU ikke kan opfattes som en stat. EU har heller ikke (endnu) nogen skattekompetence, intet politi og slet ikke en fælles hær. Denne manglende statslighed har ledt forskere til – for det andet – at omtale unionen som et interessefællesskab, et værdifællesskab eller et retsfællesskab – eller måske alle tre på en gang. Denne forståelse er i øvrigt ikke kun analytisk, men også konceptuel og normativ i forhold til at forstå, hvad det er for holdninger og prioriteter, der har drevet den europæiske integrationsproces.

Interessefællesskabstilgangen er nok den mindst interessante og relevante at koble til EU’s identitetsnarrativ. Tilgangen tilsiger, at

det europæiske samarbejde hovedsageligt er et samarbejde mellem nationalstater, sigter på mellemstatslighed som den afgørende organisationsform, og at samarbejdet i øvrigt primært bør koncentrere sig om at være et handels- og økonomisamarbejde. Dette er ikke nødvendigvis i strid med FDM-narrativet, bl.a. fordi mange af EU’s medlemsstater, ikke mindst de oprindelige vesteuropæiske, prioriterede samme elementer i deres nationale selvforståelse. Storbritannien og Danmark har historisk set været typiske bannerførere for den interessebaserede tilgang, hvilket også er med til at forklare, hvorfor Storbritannien med Brexit forlod EU-samarbejdet igen efter en folkeafstemning i 2016. EU’s faktiske udvikling med større basis i overstatslighed og politiske samarbejdsfelter overskred – for et lille flertal af den britiske befolkning - tydeligvis den mellemstatslige interessefælleskabsmodel. I Danmark er udviklingen omvendt gået mere i retning af at omdefinere og omtolke medlemskabsprojektet, så det er blevet betydeligt mere åbent over for overstatslighed og politisk, herunder sikkerhedspolitisk samarbejde. Man kan sige, at den danske tilgang i dag flugter ganske pænt med EU’s eget grundnarrativ, hvilket i sig selv antyder et (konstruktivistisk) skred i det danske europanarrativ.

Dette grundnarrativ i form af FDM-narrativet kunne danne baggrund for opfattelsen af EU som et værdibaseret fællesskab, men også som et retsfællesskab. Værdifælleskabsopfattelsen indebærer en forståelse af unionen som et geografisk afgrænset projekt, der trækker på fælles historie, traditioner og civilisatoriske værdier, som bidrager til at skabe en form for fælles ‘vi-identitet’. Det betyder også, at samarbejdet ikke nødvendigvis vil være så materielt interessedrevet som i interessefælleskabsmodellen og

vil være bundet af en europæisk solidaritet, som rækker ud over det enkelte EU-lands nationale grænser.

Opfattelsen af EU som et primært politisk og retsbaseret fælleskab bygger på nogle af de samme elementer, ikke mindst at identiteten og fællesskabet rækker ud over den enkelte nationalstat. Men modsat opfattelsen af værdifælleskabet bygger retsfællesskabsopfattelsen ikke på geografi, traditioner og kultur, men på politiske og retsbaserede universelle værdier såsom demokrati og menneskerettigheder, der er åbne for kulturel diversitet. Man kan sige, at opfattelsen af det retsbaserede fællesskab er i pæn overensstemmelse med EU’s udbredte motto fra 2000 om, at Unionen er ”united in diversity”. I denne forståelse er ‘diversity’ ikke primært noget, der skaber afstand mellem de europæiske borgere, men en identitetsforståelse, der samler dem.

Værdiforståelsen og retsforståelsen gennemsyrer og blandes i mange EU-udtalelser og dokumenter fra de første 10-20 år efter Murens fald. Eksempelvis hedder det meget prægnant i Det Europæiske Råds Laeken-deklaration om Den Europæiske Unions fremtid fra 2001 og bl.a. formuleret i lyset af planerne om en større udvidelse af Unionen med de central- og østeuropæiske lande:

For centuries, peoples and States have taken up arms and waged war to win control of the European continent. The debilitating effects of two bloody wars and the weakening of Europe’s position in the world brought a growing realisation that only peace and concerted action could make the dream of a strong, unified Europe come true. ….

What is Europe’s role in this changed world? Does Europe not, now that it is finally unified, have a leading role to play in a new world order, that of a power able both to play a stabilising role worldwide and to point the way ahead for many countries and peoples? Europe as the continent of humane values, the Magna Carta, the Bill of Rights, the French Revolution and the fall of the Berlin Wall; the continent of liberty, solidarity and above all diversity, meaning respect for others’ languages, cultures and traditions. The European Union’s one boundary is democracy and human rights. The Union is open only to countries which uphold basic values such as free elections, respect for minorities and respect for the rule of law (Det Europæiske Råd, 2001).

I citatet ses det tydeligt, at EU trækker stærkt på FDM-narrativet og nycementerer det. Man ser også, at der både abonneres på værdifællesskabs- og retsfællesskabforståelsen (”Europe is a continent of humane values” versus ”The European Union’s one boundary is democracy and human rights”). Modsat interessefælleskabsforståelsen, åbner værdi- og retstilgangen op for, at den europæiske integration kan videreudvikles på et stadig stærkere overnationalt grundlag. Det fremgår ligeledes, at EU på baggrund af sine egne erfaringer og selvforståelse nærmest har en moralsk pligt til at bidrage til at skabe en bedre verden, der er ”safer, fairer and more united”, som det slås fast i et andet EU-dokument fra tiden, nemlig EU’s første sikkerhedsstrategi fra 2003. Denne prioritering er i sig selv et vidnesbyrd om, at EU har fået langt større internationale ambitioner, hvilket også påvirker hele FDM-narrativet. Det er således slående, at hele

M-dimensionen i narrativet, altså menneskerettighedsdimensionen bliver stærkt opnormeret og prioriteret i denne periode, hvilket i øvrigt var en bred international trend efter Den Kolde Krigs afslutning.

Men i det hele taget blev FDM-narrativet rekonfigureret og udvidet. Fred og fredspromovering fremstår (fortsat) som den helt afgørende identitetsmarkør, som bestræbelser på at udbrede og sikre demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, retsstaten, korruptionsbekæmpelse, social retfærdighed, ansvarlig miljø- og klimapolitik og multilateralt samarbejde, særligt omkring FN, alle sigtede på at opretholde eller skabe. I sidste instans var der altså et fredsperspektiv indlejret i alle disse dimensioner. Med udgangspunkt i dette retoriske niveau havde konstruktivisterne således fat i en lang ende, når de betegnede EU som en normativ (stor)magt.

krigen i Afghanistan i høj grad var målrettet skabelsen af borgersikkerhed med henblik på at skabe rum til demokratisk-politisk deltagelse samt sikring og understøttelse af menneske-, mindretals- og kvinderettigheder.

Normativ magt mellem konditionalitet

og pragmatisme

I en konstruktivistisk optik er retorik heller ikke bare ‘immateriel snak’. Man kan sige, at retorikken også er med til at skabe – konstruere – hvad den benævner. Det kan man belyse ved at se nærmere på EU’s menneskerettighedstilgang, der som nævnt fik øget vægt og fokus i EU’s eksterne politikker op gennem 1990’erne. Menneskerettighedsaspektet blev skrevet ind i stort set alle EU’s eksterne strategier og aftaler, fra udvidelsespolitikken over naboskabspolitikken til udviklingspolitikken, men også i bilaterale aftaler med fx Kina. Det var også et pejlemærke, når EU med politi og soldater engagerede sig i fredsbevaring, krisestyring og fredsskabelse på Balkan eller i Afrika, ligesom EU’s politiindsats – og indsats i øvrigt – under

EU’s største indflydelse i forhold til menneskerettighedspromovering har ligget i udvidelsespolitikken. Det er der flere grunde til. For det første lå det som et markant krav ekspliciteret i EU’s såkaldte Københavnskriterier fra 1993, at alle ansøgere måtte udvikle stabile institutioner, der kunne sikre demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal for at blive optaget. For det andet var det krav, der fandt genklang i mange af ansøgerlandene selv, fordi det blev oplevet som et opgør med diktaturet og manglen på demokratisk retsstat under Sovjet-herredømmet, og fordi ønsker om medlemskab af EU generelt stod så stærkt. For det tredje var hele optagelsesproceduren tilrettelagt som en proces, hvor der undervejs skulle dokumenteres fremskridt politisk, juridisk og administrativt på optagelseskriterierne herunder på menneskerettighedsområdet for at komme gennem nåleøjet til endelig optagelse. For det fjerde besad EU et betydeligt magtredskab over for ansøgerne, nemlig økonomiske støttemidler, som kunne og blev doseret efter graden af fremskridt.

Sidstnævnte tilgang beskrives ofte som konditionalitetstilgangen, altså at en medlemsansøger, en deltager i et nabostøtteprogram, en modtager af udviklingsbistand, skal opfylde visse krav og konditioner, bl.a. om god regeringsførelse og menneskerettigheder for at opnå medlemskab eller støtte. Tilgangen har været grundigt anvendt af EU, og det er også den generelle vurdering i forskningen, at tilgangen har virket og haft stor effekt, ikke mindst på de

central- og østeuropæiske lande, der ønskede medlemskab af EU. Der er sket store fremskridt på demokrati- og menneskerettighedsområdet i disse lande, og de har i de fleste tilfælde vist sig langtidsholdbare. Men det er ligeledes tolkningen, at FDM-disciplinen i flere tilfælde har været ringere, efter medlemskabet blev opnået. ”When you are in, you can sin,” lyder et motto, og det tog man til sig i bl.a. Rumænien, hvor regeringen kort efter optagelsen i 2007 fyrede den siddende justitsminister, der havde været en stærk bekæmper af den udbredte korruptionspraksis i landet, mens man i Kroatien så parlamentet vedtage en lov i strid med optagelsesbetingelserne, der forhindrede en tidligere chef for det hemmelige politi i at blive udleveret til Tyskland til retsforfølgelse for mord.

Selv om konditionalitetstilgangen kan være et potent magtmiddel, har EU’s fortrukne påvirkningstilgang ikke været straf, men snarere belønning, overtalelse og dialog. Alle EU-ansøgere blev optaget, selv om Bulgariens og Rumæniens medlemskab blev udskudt et par år. Det ligger i EU’s normative tilgang en forståelse af, at effekten bliver størst, hvis modparten selv tager FDM-narrativets værdigrundlag aktivt til sig frem for, at det bliver påtvunget, og ligeledes, at det på den lange bane kan betale sig at opretholde dialog og mildt pres, selv om der ikke opnås resultater på den korte bane. EU’s tilgang til Kina i de første årtier efter Murens fald er et godt eksempel herpå. EU har fastholdt, at menneskerettighedsdimensionen er en central del af dialogen og gensidige aftaler, herunder handelsaftaler, med Kina. De færreste vil dog hævde, at EU hermed er kommet langt med at ændre menneskerettighedsforholdene i Kina. Problemet er, at menneskerettighedsopfattelsen er meget forskellig i EU og Kina. I

EU er menneskerettighedsaspektet centreret om individet, mens Kina hylder et mere kollektivistisk menneskerettighedsideal. Det er dog kun den ene side. Den anden side, og måske vigtigere side, ligger i, at EU har anset det som nødvendigt at være pragmatisk over for Kina ved at prioritere dialog frem for sanktioner, fordi EU reelt ikke har haft hverken overtalelseskraft eller magtmidler til at påvirke menneskerettighedssituationen i Kina – i hvert fald ikke uden risiko for sine vigtige kommercielle relationer med landet.

Pragmatisme i omgangen med værdigrundlaget bag FDM-narrativet har resulteret i anklager om, at EU praktiserede en dobbeltstandard i sin normative udenrigspolitik. Det er sikkert en korrekt observation, men omvendt havde EU givetvis en pointe i, at ville man arbejde langsigtet for at sikre demokrati og menneskerettigheder mere globalt, måtte man også være pragmatisk og kalibrere politikken forskelligt fra sag til sag ud fra, hvad der var det muliges kunst.

Når dette er slået fast, er det vigtigt samtidig at påpege, at EU i 00’erne havde to hovedudfordringer med at omsætte FDM-narrativet til normativ politik. Den ene berørte selve tilrettelæggelsen af udenrigspolitikken, mens den anden udfordrede gennemslaget for FDM-narrativet internt i Unionen selv.

I EU’s sikkerhedsstrategi fra 2003 henvises der til, at verden er præget af ”new dangers, but also of new opportunities”. Når man læser hele strategien, er der ingen tvivl om, at ”the new dangers” udgøres af 9/11-angrebet, den stigende terrortrussel og krigen i Irak. Reaktionerne og indsatserne herpå var ikke skræddersyet til EU og FUSP’en, da de enten lå mere i regi af NATO eller var medlemsstaternes interne sikkerhedsansvar. Samtidig udfordrede begivenhederne

Europa som FDM-baseret normentreprenør, hvilket blev særlig tydelig med Irak-krigen. Her delte EU-landene sig nemlig mellem dem, der deltog i den amerikansk-ledede krig mod Saddam Husseins regime som Danmark og Storbritannien, og flertallet med Frankrig og Tyskland i spidsen, der afviste krigen, bl.a. med henvisning til at den uden FN-mandat stred mod folkeretten. Splittelsen i tilgangen mellem EU-landene kunne således ikke undgå at så tvivl om grundlaget for og opbakningen bag EU’s normbaserede udenrigspolitik.

Samtidig med denne problematisering af grundlaget for EU’s udenrigspolitik stødte FDM-narrativet også på voldsomme udfordringer inden for Unionen selv – udfordringer, der problematiserede selve kernen i forståelsen af EU som et retsfællesskab. Det skete med fynd og klem, da franske og nederlandske vælgere ved to folkeafstemninger i 2005 om en ny såkaldt forfatningstraktat stemte klart nej til den. For retsfællesskabsidentiteten var det et særligt problem, fordi forfatningstraktaten, jf. navnet, bl.a. var konstrueret med henblik på at række ud til de europæiske borgere for at sikre en stærkere intern borgerlegitimitet bag EU-projektet, bl.a. ved at inkludere et menneske rettighedsdokument i form af et charter for grundlæggende rettigheder i traktaten.

Legitimitetsproblematikken havde været udfordret og italesat som et stigende problem siden det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, men de franske og nederlandske folkeafstemninger afslørede, at problemet var mere akut end nogensinde – og måske mest afgørende, at det viste sig vanskeligt at mobilisere EU’s borgere til et forsvar for værdigrundlaget bag FDM-narrativet.

Fra offensiv til defensiv europæisk normentreprenør 2010-2025

Selv om forfatningstraktaten blev forkastet og aldrig trådte i kraft, blev Charteret om Grundlæggende Rettigheder – såvel som en meget stor del af den øvrige forfatningstraktat – videreført i Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009. Charteret kom dog ikke til at indgå i selve traktatteksten, som det var tilfældet i den forkastede forfatningstraktat, men som en juridisk bindende tekst i et anneks til traktaten. Det afspejlede den vigtighed, som EU’s ledere fortsat tillagde menneskerettighedsaspektet, samtidig med at flere lande også søgte at hegne dets anvendelsesområde inde. Det blev således også slået fast i Lissabon-traktaten, at charteret ikke gav nye rettigheder og kun kunne appliceres på den lovgivning, der var dækket af EU-traktaten.

I præamblen til Lissabon-traktaten blev der sat et nyt tekststykke ind, der understregede, at traktaten var inspireret ”af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”. Den nye tekst kom nu til at supplere det eksisterende tekststykke fra Maastricht-traktatens præambel, nemlig at trak taten bekræfter den betydning, som den tillægger principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet. Med disse henvisninger fremgår det også, at Lissabon-traktaten viderefører traditionen med at forstå Unionen som både et værdi- og et retsfællesskab, og at FDM-narrativet fortsat var den overordnede historiske og identitetsmæssige referenceramme.

Alligevel må man slå fast, at FDM-narrativet og EU’s rolle som normativ magt er kommet under stort og stigende pres siden Lissabon-traktatens ikrafttræden. Hvis EU’s normative rolle var offensiv i perioden fra Maastricht til Lissabon, har den nemlig siden i tiltagende grad været defensiv. Det skyldes igen både interne og eksterne udviklinger, der har indsnævret handlingsrummet for den bløde normative magt. Et helt afgørende forhold i den eksterne udvikling er, at EU har fundet det nødvendigt at opprioritere sit fokus på hård militær sikkerhed som følge af krigen i Ukraine og den amerikanske præsident Trumps mere end tvetydige forhold til både EU og NATO.

I sig selv repræsenterer det øgede fokus på geopolitik og hård sikkerhed ikke et opgør med FDM-narrativet, fordi prioriteringen kan og bliver legitimeret med ønsket om at sikre fred og demokrati i Europa i en fase, hvor det opfattes som konkret truet af diktaturstaten Ruslands aggressive krigsfremfærd. Men narrativet er

• Bt her

alligevel udfordret, dels fordi det ikke er alle i EU-kredsen, der deler dette syn på Rusland, dels fordi det skaber splittelse i relationen til USA, som under Donald Trump er på vild flugt væk fra støtte til demokrati- og menneskerettighedspromovering i såvel indenrigs- som udenrigspolitik, dels og mere grundlæggende fordi der er lande og politiske grupper internt i EU, som ønsker et opgør med FDM-narrativet. Hovedeksponenten for det interne opgør i EU med FDM-narrativet har længe været det ungarske parti Fidesz og i særdeleshed dets leder og Ungarns regeringschef siden 2010, Viktor Orbán. Orbán har formuleret et decideret modnarrativ til FDM-narrativet, som han binder op på begrebet det illiberale demokrati (ID-narrativet). Begrebsligt fastholder han altså begrebet demokrati, men i den illiberale tilgang ligger reelt en afsværgelse af det åbne repræsentative demokrati baseret på magtens tredeling og med respekt for menneskerettighedsdimensionen som udfoldet i

FDM-narrativet. Ifølge Orbán er Europa dømt til fortabelse, fordi det har mistet sit værdimæssige kompas. Kompasnålen bør i stedet indstilles på en tilbagevenden til traditionelle konservative værdier, som næsten kan formuleres som ”Gud, familie og fædreland”. I det ligger både et opgør mod overnationaliteten i EU-projektet og et opgør med menneskerettighedsforståelsen i FDM-narrativet, nemlig et opgør med ligestilling, LBGT+-rettigheder, retsstaten m.m.

I praksis har Orbán afskaffet det liberale demokrati i sit eget land. Han kontrollerer de væsentligste medier, han styrer udpegelsen af dommere til landets domstole, han har lukket Ungarns førende universitet (Central European University), han har tilrettet stemmedistrikterne, så de belønner Fidesz-kandidater og tilrettet den parlamentariske lovgivningspraksis, så det er ekstremt vanskeligt for oppositionen at få indflydelse. Hans største nationale udfordring er, at han ikke fuldt ud kontrollerer hovedstaden Budapest politisk, hvilket symbolsk kom til udtryk, da han i sommeren 2025 ikke formåede trods et udstedt forbud at stoppe byens Pride-parade, der støttedes af byens borgmester og med et anslået deltagertal på over 100.000 alligevel blev gennemført.

Orbáns illiberale idéer deles af store dele af den europæiske højrefløj og i varierende omfang også af andre politiske ledere i især i Østeuropa, men også af Italiens siddende premierminister Georgia Meloni. Der er i øvrigt næppe heller tvivl om, at præsident Trumps MAGA-bevægelse i høj grad abonnerer på en beslægtet udgave af ID-narrativet. For EU betyder dette, at der i dag er udbrudt en kamp om Unionens historisk bærende narrativ, og at dette i høj grad også påvirker EU’s ageren på den internationale scene. Det har i direkte

samspil med mere generelle internationale udviklingstræk skubbet EU’s politiske prioriteter mere i retning af kortsigtet interessevaretagelse frem for langsigtet normpromovering. Denne udvikling kan eksemplificeres ved et kig på EU’s migrationspolitik og nyere sikkerhedspolitik.

Migrationsudfordringer

Retter man først blikket mod EU’s migrationspolitik, er det velkendt, at mange EU-lande modsat tilfældet Danmark længe har holdt fast i en mere liberal migrationspolitik. I Danmark går den stramme udlændingepolitik tilbage til 2001, hvor Dansk Folkeparti blev støtteparti for den første Anders Fogh Rasmussen-regering. I EU som helhed var det først for alvor med den såkaldte flygtningekrise i 2015, at politikken blev strammet. Som følge af krisen modtog Europa et stort antal flygtninge og migranter, ikke mindst på baggrund af krigen i Syrien og de kaotiske magtforhold i Libyen. Sidstnævnte forhold bidrog til at åbne ny og farlig flugtrute over Middelhavet, hvor Italien blev hoveddestination. Samtidig gik der en endnu mere befærdet flygtninge- og migrantrute via Tyrkiet til især Grækenland og herfra videre ind i det øvrige EU.

Krisen var mere end vanskelig for EU at håndtere, bl.a. fordi den også udfordrede det europæiske selvbillede som formuleret i FDM-narrativet. Nogle EU-lande, særlig Tyskland og Sverige, opererede med relativt åbne grænser, mens andre lande søgte at sætte national prop i tilstrømningen. I Ungarn byggede man et kæmpestort pigtrådshegn for at holde flygtninge og migranter ude. Det skabte stort kaos, når flygtninge og migranter søgte mod de steder i Europa, hvor der var åbne grænser,

bl.a. på de danske motorveje hen over sommeren 2015, med flygtninge og migranter på vej mod Sverige.

De første ofre i dette kaos var de mange flygtninge og migranter, der omkom under flugten bl.a. via de mange skibsforlis i Middelhavet. Men offer nummer to var helt klart EU’s fælles aftaler på området ikke mindst Schengen- og Dublin-aftalerne. Sidstnævnte aftale stipulerede, at det var i EU-ankomstlandet, at flygtninge og migranter skulle have deres sager behandlet. Reelt ville det betyde, at Grækenland, Italien og Spanien stort set skulle huse og behandle alle de ankomne flygtninges og migranters ansøgninger. Det skete ikke, fordi de ankomne fik lov til tage videre til andre EU-lande, som ikke sendte dem retur til ankomstlandet, som de ellers efter Dublin-aftalen havde ret til.

Udviklingen var reelt et voldsomt nederlag for EU og lagde også stort pres på de siddende medlemsstatsregeringer, fordi der i befolkningerne opstod markant politisk modstand over for migrationspresset. Et af de tiltag, EU tog i situationen, var af indgå en aftale med Tyrkiet i 2016. Den betød, at Tyrkiet skulle tilbagetage alle nye asylansøgere, som sejlede illegalt til de græske øer mod, at EU indvilligede i at modtage andre flygtninge fra Tyrkiet, der ikke havde prøvet at krydse grænsen. EU har betalt Tyrkiet milliarder af euro for dette samarbejde og i tillæg åbnet op for forhandlingerne om visum-fri indrejse for tyrkere til hele EU – og på sigt tyrkisk medlemskab i EU.

Tyrkisk medlemskab af EU havde i øvrigt været på dagsordenen helt tilbage fra 1980’erne, men var aldrig blevet realiseret, hvilket i sig selv viser relativiteten eller fleksibiliteten i FDM-narrativets omsættelse til konkret politik. Når man som vist ovenfor i

Laeken-deklarationen kan læse, at ”The European Union’s one boundary is democracy and human rights”, passede behandlingen af Tyrkiet ikke helt ind i dette billede. Alt taler for, at det også spillede en meget stor rolle for forhalingen af Tyrkiets medlemsansøgning, at der var tale om et stort muslimsk land, og at det reelt var en religiøs-kulturelt betinget modstand, der forringede de tyrkiske medlemskabschancer.

På sigt udviklede Tyrkiet sig under Erdogan også i stadig mere autoritær retning, som også kunne begrunde et fravalg baseret på retsfællesskabsidentiteten. Men i en konstruktivistisk optik kan der argumenteres for, at EU missede en chance for at spille en afgørende rolle som normentreprenør. Måske havde en optagelse af Tyrkiet sammen med de central– og østeuropæiske lande netop været det redskab, der kunne have bidraget til at fastholde Tyrkiet på demokratiets sti.

I 2016 forhindrede Tyrkiets blakkede politiske image imidlertid ikke, at EU indgik en aftale med Erdogan-regimet – en aftale, som i sig selv næppe levede op til centrale krav for normativ magt baseret på FDM-narrativet. Det gjorde man endda, selv om Erdogan på dette tidspunkt netop øgede sin diktatoriske magt yderligere i kølvandet på et fejlslagen militærkup. Udviklingen medførte imidlertid, at der igen blev meget stille om perspektivet omkring tyrkisk medlemskab af EU, selv om muligheden altså var indskrevet i aftalen.

Siden 2015-16 har udviklingen i EU generelt gået i retning af en stadig større stramning af asyl- og indvandringspolitikken. Den tyske kansler Angela Merkels berømte ord under flygtningekrisen i 2015, ”Wir schaffen das”, er snarere blevet afløst af, ”Wir schaffen das nicht”, hvor selv Sverige og Tyskland nu bekender

sig til et langt hårdere indvandringsregime. Omvendelsen har været sværest i Tyskland, hvilket givetvis for en stor dels vedkommende hænger sammen med, at menneskeretsaspektet er endnu stærkere sikret i den tyske forfatning som en udløber af nazisme-erfaringen, end den er i EU’s traktater.

Strategisk autonomi og skiftet fra blød til hård sikkerhedspolitik

Som demonstreret tidligere i kapitlet er EU’s bærende FDM-narrativ blevet udfordret af narrativet om det illiberale demokrati (ID-narrativet) som udviklet af især Viktor Orbán og med støtte af andre højrefløjspolitikere, bl.a. Giorgia Meloni. Melonis opbakning ser dog ud til at være kølnet, siden hun i 2022 blev premierminister. Det hænger i høj grad sammen med en anden begivenhed fra 2022, nemlig Ruslands angreb på Ukraine. Her har EU opretholdt en bemærkelsesværdig fælles front med gennemførelse af indtil nu 18 sanktionspakker vendt mod Rusland og russiske statsborgere. Hvor Italien har støttet fuldt op om sanktionerne, har Orbán ved flere lejligheder været kritisk. Ukraine-krigen har mere end noget andet været med til at udstille, at EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik er under pres og forandring, hvilket i høj grad kan tilskrives det seneste årtis geopolitiske forandringer. Som nævnt er det denne udvikling, der sammen med den interne politiske kamp i EU selv, har øget EU’s prioritering af kortsigtet interessevaretagelse frem for langsigtet normpromovering. Det kan anskueliggøres ved udviklingen på en række områder.

For det første er der det seneste tiår kommet mere fokus på vigtigheden af materiel interes-

sevaretagelse. Det skyldes en oplevelse af, at Europa er blevet mere sårbar økonomisk og militært. Dette kom tydeligt til udtryk, da EU i 2016 lancerede sin første Globale Strategi, hvor begrebet strategisk autonomi blev hovedpejlemærket for tilrettelæggelsen af EU’s Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik. Holdningen bag var, at EU i en verden af forandring var blevet sårbar, fordi man i Europa manglede kapacitet til at stå på egne ben i en eventuel krise. På en række strategiske områder fra batteri- til mikrochips-produktion var det oplevelsen, at Europa var sakket bagud, og at det derfor måtte være et mål både af økonomiske som militære grunde at sikre Europa en højere grad af teknologisk uafhængighed, økonomisk modstandskraft og energisikkerhed. Dette handlede om at udbygge Europas magtposition ud fra et egeninteresseperspektiv.

Siden da har EU også fulgt op ved at lang række politiske tiltag, der skal styrke EU’s strategiske autonomi, bl.a. med ”The European Chips Act” (2023), ”The European Battery Aliance (2017), ”The Critical Raw Materials Act” møntet på at styrke EU’s adgang til kritiske råmaterialer og sjældne jordarter (2023) og senest ”The AI Continent Action Plan” (2025) med ambitionen om at gøre EU til en global leder på udviklingen af kunstig intelligens. Det haster også, hvis man skal tro konklusionerne i den omfattende analyse af EU’s globale konkurrenceevne, som den tidligere europæiske centralbankdirektør Mario Draghi præsenterede i efteråret 2024. Ifølge Draghi er EU teknologisk, økonomisk og militært kritisk udfordret af de globale udviklinger og langt fra at være i mål med at kunne opnå strategisk autonomi. Som det hedder i rapporten: ”Situationen er kritisk. EU taber terræn til USA og Kina … Det er en

eksistentiel udfordring for EU.”

I forlængelse heraf påpeger rapporten, at Europas evne til at forsyne sig selv med militære forsvarsmidler er helt utilstrækkelig. Der må der investeres massivt i at tilvejebringe en teknologisk og industriel produktionskapacitet. En sådan storstilet investeringssatsning går i øvrigt hånd-i-hånd med behovet for at satse på at producere egne mikrochips og batterier og udvikle AI-teknologi og i øvrigt også med den grønne omstilling, som ud over at være nødvendig af klimahensyn også er en nøgle til at opnå større europæisk energiautonomi. De europæiske sikkerhedsudfordringer er blevet tydelige særligt efter den russiske besættelse af Krim i 2014 og bliver opfattet som helt akutte efter Ukraine-krigens udbrud i 2022. Det har betydet, at det egentlige forsvarssamarbejde i EU har fået meget større opmærksomhed omkring det permanente strukturerede forsvarssamarbejde (PESCO) igangsat i 2017, Det europæiske forsvarsagentur EDA oprettet i 2004 og Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) oprettet i 2017. EDA og EDF blev begge skabt for at styrke forskning, investering og samarbejde i forsvarsteknologi mellem europæiske firmaer og lande. EDF finansieres direkte over EU’s budget og har et budget på ca. 8 milliarder Euro for perioden 2021-2027.

EU-kommissionen beskriver selv EDF’s hovedformål som “to help EU companies develop cutting-edge and interoperable defence technologies and equipment” (Europa-Kommissionen, 2025b) Dette fik allerede i 2019 den norske fredsforskningsinstitut (PRIO) til at advare om, at satsningen potentielt truede EU’s grundlæggende karakter at et fredsprojekt – et synspunktet, der i dag især har støtte hos en række venstreorienterede partier og grupper i

Sydeuropa. Og rigtigt er det i hvert fald, at EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik har gennemgået store ændringer siden Ukraine-krigens udbrud i 2022 og Donald Trumps genindsættelse som præsident i 2025. EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik er på den ene side blevet ‘hårdere’ og mere militariseret, hvilket er særligt tydeligt i politikken i forhold til Ukraine-krigen. Her optræder EU ikke primært som normentreprenør eller dialogskaber – som man længe, måske alt for længe, gjorde i tiåret før krigens udbrud –men bruger sanktionspolitik over for Rusland og militærstøtte til Ukraine som de dominerede redskaber.

Samtidig har EU på den anden side været påfaldende lavmælt i forhold til konflikten i Gaza. Det er ikke EU, der har været front-runner i påtalen af de overgreb og krigsforbrydelser, der begås i Gaza. EU har en frihandelsaftale med Israel, der bl.a. stipulerer, at et grundlag for aftalen er, at de to parter overholder menneskerettighederne. Det kan man med al rimelighed fastslå, at Israel ikke gør i Gaza, men EU har holdt sig tilbage fra at presse Israel med en eventuel suspendering eller annullering af aftalen. EU har grundlæggende holdt sig til at forsøge sig med dialog og med pres for at sikre adgang for humanitær nødhjælp. Europæiske lande som Norge, Slovenien, Irland, Spanien og Frankrig har haft en betydeligt skarpere profil over for Israel, end EU har.

Der er mange faktorer, der må bringes i spil for at forklare EU’s forskellige tilgange til Ukraine-krigen og Gaza-krigen og til tidens internationale politik i det hele taget. Men to hovedforklaringer skal trækkes frem her. Den første er, at krigen i Ukraine opfattes som en direkte trussel mod Europas fred og sikkerhed. Det gør Gaza-konflikten ikke i samme omfang. I

forhold til støtten til Ukraine formulerer EU selv sin holdning således:

The EU stands united in its unwavering support for Ukraine in the face of Russia’s war of aggression and illegal attempts to annex Ukrainian territory. Three years since the resistance started and since Ukraine was forced to defend its – and our shared – values and freedoms.

(Europa-Kommissionen, 2025a.)

Ukraine-krigen opfattes med andre ord også som EU’s krig, og det er en kamp om værdier og frihed. Dermed opfattes støtten til Ukraine og EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik i almindelighed som citeret i indledningen fortsat som forankret i FDM-narrativet. Men midlerne og perspektivet har ændret sig. Midlerne er blevet ‘hårdere’ og militariserede, mens normpolitikken er blevet udpræget defensiv og mest fokuseret på at sikre normernes opretholdelse i Europa selv.

Den anden hovedforklaring handler om USA og præsident Trump. USA’s og ikke mindst præsident Trumps støtte til Israel har været nærmest uden reservationer. Hvis EU skruede bissen på over for Israel, ville det risikere at forværre det amerikansk-europæiske forhold, som allerede er blevet voldsomt udfordret siden Trumps genindsættelse som præsident i januar 2025. Der har været stridigheder om bl.a. told og handel, om Ukraine, om Grønland, om NATO’s forsvarsbudgetter m.m. Derfor har EU i tilfældet Gaza ikke haft behov for endnu en konflikt med USA.

I det hele taget er USA’s fuldstændige brud med en normbaseret udenrigspolitik til fordel for den rendyrkede magt- og interessepolitik

centreret om bestræbelsen på at gøre USA Great Again en nærmest systemomvæltende forandring af den internationale politik. Den har indsnævret rummet for at føre langsigtet og normbaseret udenrigspolitik. Det har ramt EU hårdt, og vurderet fra et sommer-2025 udsigtspunkt virker det til, at EU – bortset fra Ukraine-politikken – generelt har lagt større vægt på at tilpasse sig de nye magtrealiteter end at holde fast i en høj normbaseret profil.

Konklusion

I en konstruktivistisk tilgang til politik, i dette tilfælde EU’s udenrigspolitik, spiller narrativer, der afspejler normer og værdier, en central rolle for formulering og tilrettelæggelse af politikken. Kapitlet her har vist, at EU’s udenrigspolitik har været stærkt influeret af det grundnarrativ omkring fred, demokrati og menneskerettigheder, FDM-narrativet, der blev konstrueret under og efter Anden Verdenskrig. Det viser kapitlet særligt gennem analysen af EF/EU’s eksterne politikker i tre hovedperioder fra etableringen af EPS-samarbejdet og frem til i dag.

I den første periode forsøgte EF-landene gennem EPS-samarbejdet i 1970’erne og 80’erne at konsultere og koordinere omkring udenrigspolitiske emner. FDM-narrativet blev ofte holdt op som en rettesnor, hvilket blev kraftigt understreget og cementeret med identitetserklæringen fra 1973. Til trods herfor forblev den reelle koordinering af landenes udenrigspolitik ganske begrænset. NATO-samarbejdet var i den sammenhæng meget vigtigere. Alligevel skete der i perioden vigtige nybrud i EF’s eksterne politik, særligt gennem udvidelsespolitikken.

I forbindelse med de tidligere diktaturstater Grækenland, Portugal og Spaniens optagelser

• EU’s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik Kaja Kallas står i spidsen for EU’s udenrigstjeneste. Hendes rolle er vanskelig, fordi det i sidste ende er medlemslandene, der træffer belutninger

i EF i 1980’erne blev FDM-narrativet således på en helt anden måde aktiveret, end da Danmark, Irland og Storbritannien var blevet optaget i 1973. Selv om der i udgangspunktet var behersket opbakning til de tre landes medlemsansøgninger, er det oplagt, at FDM-narrativets styrke i sidste ende gjorde det mere end vanskeligt at afslå deres ansøgninger. FDM-narrativet var blevet til en handlingsanvisende norm, som bandt EF-landene.

Den anden periode fra Murens fald til ca. 2010 er perioden, hvor EU bliver til et egentligt politisk samarbejde med en stærkere grad af overstatslighed og med udviklingen af Den Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik. Sidstnævnte var først og fremmest mellemstatsligt organiseret, hvilket til tider gjorde beslutningsprocedurerne inden for FUSP’en både langsommelige og modsætningsfyldte. Men EU’s rolle som udenrigspolitisk aktør blev voldsomt udvidet og udviklet i denne periode baseret på en ekspansiv forståelse af FDM-narrativet og med et

stigende fokus på menneskerettighedsaspektet. EU førte en offensiv normpolitik, men primært baseret på bløde principper med mere gulerod end pisk, mere overtalelse end straf. Samtidig var politikken også konditionalitetsorienteret. Ønskede man udviklingshjælp fra EU eller at blive optaget i EU, som de central- og østeuropæiske lande ønskede og blev, krævede det modydelser bl.a. i forhold til at leve op til krav om demokrati og menneskerettigheder.

Selv om demokrati og menneskerettigheder var blevet grundfæstede orienteringspoler for EU, blev politikken også indimellem ledsaget af en udpræget pragmatisme, der kunne være en skalkeskjul for, at andre hensyn spillede en større rolle, fx kommercielle hensyn. Der er klare elementer af det i politikken over for både Rusland og Kina. Men særlig i forhold til Rusland har det ændret sig i den tredje hovedperiode efter 2010. Den russiske aggression med først annekteringen af Krim og senere det egentlige krigsoverfald på Ukraine har ført til en stigende

hårdhed i EU’s virkemidler med udstrakt brug af sanktionsvåbnet og til en øget militarisering af FUSP omkring PESCO, EDA og EDF.

Det er den ene ændring, der er sket med EU udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 2010.

Den anden er, at der udbrudt kamp internt i EU om selv FDM-narrativet, hvor en række partier og regeringer med Ungarn i spidsen ikke bare automatisk bakker op om grundnarrativet mere og i stedet samler sig om noget, der minder om et modnarrativ, nemlig ID-narrativet. Det skaber problemer for EU’s udenrigspolitik fra migrantionspolitikken til Ukrainepolitikken. Det er en af grundene til, at EU’s normpolitik er gået fra at være offensiv til i stigende grad at være defensiv.

Den anden hovedgrund er udviklingen i det internationale system, som er blevet mindre regel- og normbaseret. Her spiller udviklingen i USA en kernerolle, hvor USA’s politik under Trump er blevet både uberegnelig og ensidig nationalistisk. Det har ført til, at EU på en række felter har ført en tilpasningspolitik over Trump, der ligger langt væk fra en offensiv hævdelse af FDM-normpolitikken. EU’s politik over for Gaza-konflikten er et konkret eksempel herpå.

Ser vi på hele historien siden 1945, er der ingen tvivl om, at en konstruktivistisk tilgang med fokus på FDM-narrativet og -identiteten er et vigtigt bidrag til at forstå og forklare EF/EU’s eksterne politikker. FDM-narrativet figurerer stadigvæk som et pejlemærke for EU’s udenrigspolitiske orientering, men det er tydeligt, at andre hensyn og interesser promoveres stærkere i dag. Det siges faktisk meget kontant af EU selv i beskrivelsen af det nuværende forhold til Kina:

China is, simultaneously, in different policy areas, a cooperation partner with whom the

EU has closely aligned objectives, a negotiating partner with whom the EU needs to find a balance of interests, an economic competitor in the pursuit of technological leadership, and a systemic rival promoting alternative models of governance. This requires a flexible and pragmatic whole-of-EU approach enabling, not only a principled defence of interests and values, but also the achievement of concrete results, particularly in areas such as trade and investment, climate change, biodiversity, response to the Covid-19 pandemic, and international affairs. (EEAS, 2023).

Med en sådan tilgang lægges der op til, at en ren konstruktivistisk forklaringstilgang med fordel kan suppleres med andre teorier fra international politik, hvor magt står mere i centrum, når man ønsker at forstå tilrettelæggelsen af EU’s udenrigs og sikkerhedspolitik.

Litteratur

Bundesministerium der Justiz und für Verbraucherschutz. (1949).

Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland. https:// www.gesetze-im-internet.de/gg/ BJNR000010949.html

Csernatoni, R., & Martins, B. O. (2019). The European Defence Fund: Key issues and controversies (PRIO Policy Brief nr. 3–2019). Peace Research Institute Oslo (PRIO).

Council of the European Union. (2009). European Security Strategy: A secure Europe in a better world. https://www.consilium.europa.eu/ media/30823/qc7809568enc.pdf

CVCE. (1953, 10. marts). Draft treaty embodying the statute of the European Community (Strasbourg). https://www.cvce.eu/en/obj/

draft_treaty_embodying_the_statute_of_the_european_community_strasbourg_10_march_1953-en807979a3-4147-427e-86b9-565a0b917d4f.html

CVCE. (1973, 14. december). Declaration on European identity (Copenhagen). https://www.cvce.eu/content/ publication/1999/1/1/02798dc9-9c6 9-4b7d-b2c9-f03a8db7da32/publishable_en.pdf

Det Europæiske Råd. (1978, 7.–8. april). Conclusions of the Presidency of the European Council, Copenhagen. https://www.consilium.europa. eu/media/20773/copenhagen_ april_1978__eng_.pdf

Det Europæiske Råd. (1978, 5. december). Conclusions of the Presidency of the European Council, Brussels. https://www.consilium. europa.eu/media/20762/bruxelles_ december_1978__eng_.pdf

Draghi, M. (2025). The future of European competitiveness. https:// commission.europa.eu/topics/ eu-competitiveness/draghi-report_en Europa-Kommissionen. (2021/2025). Common Foreign and Security Policy (CFSP). https://commission.europa. eu/funding-tenders/find-funding/ eu-funding-programmes/common-foreign-and-security-policy_en

Europa-Kommissionen. (2025a). European Union support for Ukraine. https://european-union.europa. eu/priorities-and-actions/eu-support-ukraine_en Europa-Kommissionen. (2025b). European Defence Fund. https:// eufundingoverview.be/funding/european-defence-fund Europa-Parlamentet. (2025). Beskyttelse i EU af de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU. https:// www.europarl.europa.eu/factsheets/ da/sheet/146/beskyttelse-i-eu-af-dev%C3%A6rdier-der-er-nedf%C3%A6ldet-i-artikel-2-i-teu

European External Action Service (EEAS). (2023). European Union and

China. https://www.eeas.europa.eu/ delegations/china/european-union-and-china_en?s=166

European Parliament History Series. (2021). The European Parliament and Greece’s accession to the European Community. https:// www.europarl.europa.eu/RegData/ etudes/BRIE/2021/679064/EPRS_ BRI(2021)679064_EN.pdf

Hadfield, A., Manners, I., & Whitman, R. G. (red.). (2017). Foreign policies of EU member states. Routledge.

Ikonomou, H., Andry, A., & Byberg, R. (red.). (2017). European enlargement across rounds and beyond borders. Routledge.

Lipgens, W., & Loth, W. (red.). (1988–1991). Documents on the history of European integration (bind 3–4). De Gruyter.

Loth, W. (2020). Europas Einigung: Eine unvollendete Geschichte. Campus Verlag.

Lucarelli, S., & Manners, I. (red.). (2006). Values and principles in European Union foreign policy. Routledge. Nobel Media AB. (2012, 12. oktober). Press release: The Nobel Peace Prize 2012. The Norwegian Nobel Institute. https://www.nobelprize.org/ prizes/peace/2012/press-release/ Olesen, T. B. (2022). Den svære dans: Danmark og det europæiske samarbejde. Gad.

Pace, M. (2007). The construction of EU normative power. Journal of Common Market Studies, 45(5), 1041–1064.

Senato della Repubblica. (1947). Constitution of the Italian Republic. https://www.senato.it/documenti/ repository/istituzione/costituzione_inglese.pdf

Statute of the European Community. (1953, 10. marts). Draft treaty embodying the statute of the European Community. Council of Europe, Strasbourg. https://www.cvce.eu/en/obj/ draft_treaty_embodying_the_sta-

tute_of_the_european_community_strasbourg_10_march_1953-en807979a3-4147-427e-86b9-565a0b917d4f.html

Tocci, N. (2025). Europe’s wake-up call. Prospect Magazine. Traktat om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. (1957). Eur-Lex: CELEX 11957E/ TXT. https://eur-lex.europa.eu/ legal-content/DE/TXT/PDF/?uri=CELEX:11957E/TXT

The Treaty of Lisbon. (2007, December 13). Official Journal of the European Union, 2007/C 306/01. https:// www.cvce.eu/en/education/unit-content/-/unit/02bb76df-d066-4c08a58a-d4686a3e68ff/d7da2396d047-4c4e-ae1b-f9edb47e3739/ Resources#56a8f0b1-e75b-4c41-bccb-790df73e8f7b_en&overlay

Vertrag zur Gründung der Europäischen Wirtschaftsgemeinschaft. (1957, 25. marts). Eur-Lex: CELEX 11957E/TXT. https://eur-lex.europa. eu/legal-content/DE/TXT/PDF/?uri=CELEX:11957E/TXT

Vos, M. de. (2024). Superpower Europe: The European Union’s silent revolution. Polity.

8. DANMARK

Dansk strategisk kultur i 160 år: tre forskellige diskurser om nationens overlevelse

Af Mikkel Runge Olesen

Introduktion

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 1864. Danmark har lidt et sviende nederlag til de tyske magter, frem for alt Preussen og Østrig. Alt håb om hjælp udefra slog fejl, og Danmark tabte Slesvig, Holsten og Lauenburg, hele 40 % af rigets areal. Nederlaget viste, at Danmarks fortsatte overlevelse i et råt europæisk magtspil langtfra var givet. Hvordan påvirker et sådant traume et lands udenrigs- og sikkerhedspolitik? Og hvordan håndterer en småstat oplevelsen af overhængende trusler imod sin eksistens?

I modsætning til de øvrige stater, som er behandlet i denne bog, er Danmark ikke en stormagt. Dette gør sig gældende både anskuet ud fra materialistiske faktorer som militærmagt, befolkningsstørrelse og økonomisk formåen, såvel som i Danmarks egen selvforståelse. Dette kapitel tegner de lange linjer i dansk udenrigsog sikkerhedspolitik de sidste 160 år fra et konstruktivistisk perspektiv, med udgangspunkt i de danske politikeres og offentligheds egen forståelse af Danmarks vilkår og muligheder i et udfordrende europæisk magtspil.

Hvilke trusler taler vi om? De danske trusselsopfattelser har traditionelt været baseret på stormagternes geografiske nærhed, militære formåen, samt hvor aggressive de fremstod for danske politikere. Det var afgørende for, at først

Tyskland (1870-1945) og siden Sovjetunionen/ Rusland (1948-1991 & 2022-), og fx ikke de fjernere liggende stormagter USA og Storbritannien, blev opfattet som de største trusler imod den danske stats eksistens. I konstruktivistisk optik er disse trusler ikke givet, men derimod socialt konstruerede. Det kan eksempelvis hjælpe os med at forstå, hvorfor det liberalt-demokratisk sindede Danmark, særligt i den lidt senere periode, betragtede stormagterne, Storbritannien og USA, som mindre truende end Tyskland (indtil 1945) og Sovjet/Rusland (efter 1948), fordi man delte liberale værdier med USA og Storbritannien, og fordi de to lande gradvis fremstod mindre truende, i takt med at de danske bånd til disse lande kultiveredes. På samme måde kan konstruktivismen hjælpe os med at forstå, hvorfor Danmark i dag ikke længere føler sig truet af Tyskland, men i stedet eksempelvis ser med positive øjne på tysk oprustning. Geografien har ikke ændret sig, men det har vores opfattelse af det nu demokratiske Tyskland. Og vi står måske nu i dag over for en fundamental ændring i vores syn på USA, foranlediget af at USA’s præsident Donald Trump med sin adfærd reelt har sået tvivl om, hvorvidt USA overhovedet er en ven af Europa og Danmark. En sådan analyse kan således forklare noget, særligt Danmarks syn

på ven og fjende på et helt overordnet niveau. Men den kan imidlertid ikke forklare hovedparten af variationen i konkrete beslutninger i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik over tid. Væsentlige ændringer i trusselsopfattelsen har været sjældne, og det var i hovedsagen ikke her, de store debatter om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har stået. Således var der i det meste af perioden en relativt bred konsensus om, hvem eller hvad der udgjorde den største trussel mod Danmarks eksistens og vitale interesser, samt hvilke stater der kunne regnes for Danmarks venner og allierede.

For danske politikere har det altså ikke så meget handlet om, hvem truslen var, men i langt højere grad, hvordan man skulle håndtere truslen. Det kan vi undersøge ved at se på det, vi kan kalde dansk strategisk kultur. Et lands

strategiske kultur tager i konstruktivistisk optik sit afsæt i landets selvopfattelse og position på den internationale scene og udstikker i forlængelse heraf en række pejlemærker for de strategiske virkemidler, der bør anvendes for at imødegå de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer og trusler, landet står over for, som de blev italesat af landets toneangivende politikere. Et lands strategiske kultur kan bestå af flere indbyrdes rivaliserende diskurser, der tilsammen udgør det mulighedsrum, inden for hvilket den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs udstikkes (se også kap. 2 og 4 i denne bog). Dermed kan konstruktivismen ofte forklare afvigelser fra fx realisterne eller liberalisternes forventninger til udenrigspolitik ved at lægge vægt på, at udenrigspolitiske udfordringer ikke er givet på forhånd, men bliver givet mening,

alt efter hvilken diskursiv ramme de placeres i. I det følgende præsenteres de tre diskurser, der tilsammen har domineret dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk debat de sidste 160 år.

Introduktion til tre diskurser i dansk strategisk kultur

Dansk strategisk kultur er i høj grad formet af chok fra landets umiddelbare historie. Nederlaget i 1864 var en national katastrofe, men læren fra krigen var ikke entydig. Særligt udviklede der sig konkurrerende diskurser om brugen af militær magt for en småstat med begrænsede ressourcer, om småstatens forhold til stormagterne samt småstatens tilgang til spørgsmålet om en international retsorden. Et særligt kendetegn for småstater i denne sammenhæng er, at de i kraft af begrænsede ressourcer ofte ikke kan regne med at kunne forfølge deres mål på egen hånd, men i stedet, i langt højere grad end stormagterne, må finde hjælp hos samarbejdspartnere. Det er imidlertid ikke en ensidig kategorisering om, og i hvor høj grad, et land er at betragte som en småstat. Derfor betinges statens handlinger ofte også af, hvorvidt staten selv har påtaget sig rollen som småstat eller ej. Småstatselementet, altså opfattelsen af, hvordan og i hvor høj grad Danmark er en småstat eller ej, spiller således en central rolle i de diskurser om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der tilsammen udgør dansk strategisk kultur. I det følgende afsnit udledes de tre dominerende diskurser i dansk strategisk kultur fra de danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske debatter i tiden umiddelbart efter 1864. Formålet hermed er at etablere de historisk betingede diskurser, der – somme tider i samspil med en eller flere af de andre, somme tider i rivalisering – kom til at udgøre forståelsesrammerne

for dansk udenrigspolitisk tænkning, og som hermed strukturerede Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske debatter i tiden, der fulgte. På den baggrund kan man diskutere, i hvor høj grad konstruerede diskurser var med til at bestemme den udenrigspolitik, der blev ført. Med andre ord afdækkes den strategiske kultur ved at undersøge, hvorledes de toneangivende politiske aktører skaber og trækker på forskellige diskurser, når de debatterer Danmarks overordnede udenrigspolitiske linje.

Hvad skal det nytte-diskursen

På den ene side bestyrkede nederlaget i 1864 de kredse i Danmark, hvor man efterhånden havde tabt troen på enhver forsvarskamp, som småstaten Danmark måtte kæmpe mod en stormagt. Denne tankegang blev klarest formuleret af den fremtrædende radikale politiker og medstifter af bl.a. dagbladet Politiken, Viggo Hørup, i 1883 i forbindelse med debatterne om Københavns befæstning. Han mindede om, at der var dem,

der, som jeg, har den tro, at vort militærvæsen har en såre ringe og ganske underordnet betydning for vort lands ære, selvstændighed og udelelighed, og at disse tre umistelige goder heldigvis til lykke for vort land vil vise sig at være bygget på langt solidere støtter end vort stakkels militærvæsen… Jeg tror, at dette spørgsmål, hvad skal det nytte? dette spørgsmål, der er en hæder for vort folks forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen, og jeg nærer den tro, at den tid ikke er fjern, da ingen ærlig mand eller kvinde her i landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgå at se,

at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en sag som denne, der for tusinder og atter tusinder af fattige familier betyder et bidrag - ikke alene i penge - men i personlig kraft - der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt.

(Viggo Hørup, 29. marts 1883. I: Rigsdagstidende 1883)

Ud over en resignation over for opgavens størrelse, som altså var ’for stor og for byrdefuld’ til, at det kunne ’nytte’, lå en skepsis imod at bruge midler på forsvaret, der kunne være gået til at løfte levevilkår for ’fattige familier’. Hørup drog et par år senere konsekvensen heraf i forhold til udenrigspolitikken:

Kun een ting anser vi for livsvigtigt i vort forhold til Tyskland, nemlig freden, det internationale nabovenskab. Der må ikke lades skygge af tvivl tilbage om, at vi er det store Tyskland en pålidelig nabo, uden alle forbehold og baghold, under alle betingelser. (Viggo Hørup, 25. august 1889. I: Arup 1941)

En naturlig konsekvens af ‘hvad skal det nyttediskursen’ var således også, at man for alt i

verden måtte undgå at provokere stormagtsnaboer. Styrken af denne diskurs varierede over tid, men var stærkest i venstre side af det danske folketing.

Forsvarsdiskursen

Der var imidlertid ikke fuld enighed om, at ‘hvad skal det nytte-diskursen’ nødvendigvis gav det bedste svar på Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer. Den blev udfordret af en rivaliserende diskurs om nytten af militær magt, der primært, men ikke kun, havde hjemme til højre i det danske folketing. Denne ‘forsvarsdiskurs’ kom bl.a. til udtryk i form af et modsvar til Hørup i forsvarsdebatten i 1883. Krigsminister N.F. Ravn bemærkede henvendt til Hørup

at det ærede medlem kan ikke se, hvad nytte forsvarsforanstaltningerne kunne gøre, men han kan være overbevist om, at alle de, som ønsker betryggende forsvarsforanstaltninger for landet, til fulde kunne se det.

(N.F. Ravn, 30. marts 1883. I: Rigsdagstidende 1883)

Et andet medlem af Højre, S.J. Paulsen, spurgte retorisk Hørup, om denne også ville opgive at

Hovedelementer i ‘Hvad skal det nytte-diskursen’

• Danmark er ikke i stand til at opbygge et forsvar, der kan afskrække en stormagtsinvasion.

• Stormagterne er for stærke til, at det danske forsvar kan gøre en forskel i spillet mellem stormagterne.

• Fokus på Danmarks overlevelse gennem ikke-provokation og tilpasning.

låse sin dør i sit hjem, alene fordi en røver alligevel kunne slå døren ind? Svaret på spørgsmålet ”hvad nytter det?” var derfor for Højre, ”at det er nytten med forvaret, at man forhindrer fjenden fra alt for let at komme ind i landet og lægger bånd på hans lyst til at trænge derind” (S.J. Paulsen, 30. marts 1883).

Det centrale i denne diskurs var idéen om, at Danmark, selv om landet var en småstat, alligevel selv skulle påtage sig et ansvar for egen sikkerhed. Ikke fordi man mente, at landet kunne klare sig alene i en krig mod en stormagt. Det handlede i højere grad om at kunne holde ud og vente på hjælp udefra, samt om at undlade at være et for oplagt mål for stormagterne. I den optik kunne et stærkt forsvar faktisk nytte. Samtidig er det værd at bemærke, at ‘forsvarsdiskursen’ ikke stod i modstrid til allianceindgåelse. Blot var der ikke i 1880’erne særligt gode muligheder herfor. Det ændrede sig imidlertid efter 1945.

Diskursen havde en bred forankring i den

Hovedelementer i Forsvarsdiskursen

• Danmark bør tage ansvar for egen sikkerhed.

• Alliancepartnere er nødvendige for at slå en stormagt tilbage. Dansk militær styrke kan derfor gøre en forskel ved at gøre det muligt at vente på hjælp udefra.

• Gennem dansk militær styrke kan man undgå at være et let mål.

danske befolkning. I tiden efter 1864 gennem oprettelsen af frivillige foreninger til forsvarets styrkelse. En af disse formåede i 1880’erne og 1890’erne at indsamle 1,7 million kr. – langt over 100 millioner kr. i nutidskroner – i frivillige skattebetalinger i tilskud til at bygge Københavns befæstning. Et citat fra deres program opsummerer diskursens mest centrale dele i større detalje:

Som alle vide, er vort fædreland næsten blottet for faste forsvarsmidler. I tilfælde af et fjendtligt angreb ville det, selv med den største tapperhed fra hæren og flådens side og med den beredvilligste opofrelse af liv og blod, være umuligt at hævde en eneste plet af landet blot i nogle dage, end sige så længe, indtil nogen anden magt kan komme os til hjælp; men Danmark vil da sandsynligvis være udslettet af de selvstændige staters række,og det ved den nu levende slægts brøde.… thi såsom fred og krig altid skifte i verden, rykker uafladelig det tidspunkt nærmere, da den nuværende fredstilstand i Europa bliver brudt, og da en af de krigsførende magter kan finde sin fordel i at tage Danmark i sin besiddelse, inden det falder i en modstanders vold… Lad os række hverandre hånden for, inden det er for silde, at bygge et værn til vort fædrelands frelse i nødens stund! (Foreningen til Forsvarets Fremme, u.å.)

Dermed rummede diskursen også et moralsk element. Danmark og den brede danske befolkning havde pligt til at værne om Danmarks selvstændighed ikke blot for egen skyld, men for fremtidige generationer. Styrken af denne diskurs varierede over tid, men var stærkest til højre i det danske folketing.

Folkeretsdiskursen

Sideløbende med disse to diskurser udviklede der sig imidlertid hos den danske fredsbevægelse i slutningen af 1800-tallet en alternativ tilgang til småstaten Danmarks udfordrede position, der lagde vægt på styrkelsen af folkeretten. Denne ‘folkeretsdiskurs’ havde oprindeligt rod i en kreds af mennesker i slutningen af 1800-tallet, der ofte også abonnerede på ‘hvad skal det nytte-diskursen’, dvs. fortrinsvis politikere til venstre i det danske folketing. ‘Folkeretsdiskursen’ bliver imidlertid behandlet separat her, fordi den ikke altid fulgtes ad med ‘hvad skal det nytte-diskursen’ i senere dansk udenrigspolitisk tænkning.

Venstre-politikeren Frederik Bajer, folketingsmedlem for Venstre i en årrække, fremtrædende forfatter inden for den danske fredsbevægelse, der i 1908 fik tildelt Nobels Fredspris sammen med svenskeren Klas Pontus Arnoldson, var en vigtig skikkelse bag denne diskurs. I 1886 påpegede han i et skrift med titlen Om Krigs Forebyggelse ved Voldgift, at

krigen indskrænkes, idet folkeretten udvikles.

Idet denne giver sig praktisk udtryk ved den fuldkomnere måde, hvorpå retten håndhæves indbyrdes mellem folkene i det moderne statssamfund, indskrænkes nemlig området for krigen. Samtidig trænges rå magt mere og mere tilbage af retten.

Han fortsatte senere i skriftet, at ville blot

i vore dage flere og flere europæiske småstater indbyrdes slutte vedvarende voldgifttraktater [aftaler om konflikthåndtering gennem retssager mellem lande i stedet for krig], da ville de således udrette mere for verdensfre-

den og for rettens endelige sejr over magten end ved at bejle snart til den ene og snart til den anden stormagts nåde. Efterhånden vilde større og større Stater komme med. Ad denne vej ville der snarest være håb om at føre den moderne stats grundsætninger om retshåndhævelse igennem i det internationale forhold. (Frederik Bajer, 1886. I: Bajer 1886)

Heri lå den nye tanke, at det rå internationale system kunne afbødes gennem indgåelsen af aftale mellem stadigt flere nationer, således at militær våbenmagt til sidst blev overflødiggjort. De små stater, pointerede Bajer senere, måtte forventes at være ”de mest skikkelige til at gå i spidsen; thi deres selvstændighed er mest udsat for at gå tabt i krig mellem store naboer” (Frederik Bajer, 1886). Små stater havde, med andre ord, mest at vinde ved at afmontere magtpolitikken. Der var også en stærkt antimilitaristisk komponent knyttet hertil. I fredsbevægelserne så man krig i sig selv som moralsk forkasteligt. Den radikale politiker og senere både forsvarsminister og udenrigsminister P. Munch skrev herom i en artikel fra 1904: ”Krigen er folkenes vanvid. Men den trøst byder dog historien os, at det arbejde, menneskehedens største og bedste ånder har gjort for at bekæmpe denne sindssygdom, ikke er gjort forgæves”, og at gik man krigens historie igennem, kunne man se, at krige blev ”sjældnere og sjældnere”. Munch fortsatte i skriftet med at pointere, at det, først og fremmest, krævede ”et opdragelsesarbejde: En udryddelse af de falske æresbegreber, en betvingelse af alle de brutale instinkter, menneskene er vokset op med” (P. Munch, 1904. I: Munch 1904). I denne diskurs lå dermed også et moralsk projekt i at bidrage til at udvikle menneskeheden og en fremtidstro på, at men-

neskeheden kunne udvikle sig. Dog hører det med, at mens målet var entydigt, nemlig at kæmpe for fraværet af krig, så var der i mindre grad enighed om, hvorvidt militære midler kunne være acceptable i kampen for freden.

Med andre ord: Alle antimilitarister ønskede en verden uden krig, men ikke alle antimilitarister var pacifister. ‘Folkeretsdiskursen’ var oprindeligt stærkest til venstre i det danske folketing,

Hovedelementer i

Folkeretsdiskursen

• Fokus på gradvis etablering af international retsorden, der kan afbøde rå magtpolitik.

• Fokus på fælles internationale interesser.

• Antimilitarisme og den moralske ambition om at bidrage til at udvikle menneskeheden og det internationale system og om at fremme basale menneskerettigheder.

Figur 9. De tre diskurser, der tilsammen udgør hovedelementerne i dansk strategisk kultur 1864-2025.

Forsvarsdiskursen

Hvad skal det nytte-diskursen

Folkeretsdiskursen

DANSK

STRATEGISK

KULTUR

men blev efterhånden bredt funderet blandt de danske politiske partier, kun fraregnet den yderste højrefløj.

Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1864-2025

Fra et konstruktivistisk perspektiv er Danmarks strategiske kultur selvfølgelig i en vis udstrækning betinget af ydre og materielle vilkår, men det er først og fremmest landets særegne historisk-politisk-kulturelle idéer og forestillinger, som former den strategiske kultur. Derfor vil det være særligt relevant at se på de politikere og politiske partier, der italesætter den strategiske kultur fra forskellige vinkler (diskurser) og herigennem fremsætter konkrete politiske retningslinjer for Danmarks udenrigspolitiske kurs.

I Danmark har særligt fire partier – også kaldet de fire gamle partier, fordi alene disse partier har eksisteret i hovedparten af perioden – været retningsgivende for udenrigs- og sikkerhedspolitikkens lange linjer: Venstre, Højre/Konservative, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Fx har der siden slutningen af 1800-tallet ikke på noget tidspunkt været

Figur 10. De vigtigste politiske partier i Danmark i perioden 1864-2025

Venstre

Højre/Konservative

Siden 1866 var der i Folketinget et eller flere partier, der identificerede sig ved navnet Venstre. Disse Venstrepartier, der efterhånden samlede sig til et parti (fraregnet det Radikale Venstre), var fra 1866-1924 og fra 2001-2015 det største parti i Folketinget. Navnet ‘Venstre’ skyldtes, at partiet oprindeligt var det primære venstreorienterede parti i det danske folketing. Med fremkomsten af nye partier udviklede Venstre sig imidlertid gradvis til et centrum-højre parti.

Et parti under navnet Højre opstod første gang i midten af 1800-tallet, og det eksisterede i forskellige former frem til 1915, hvor det skiftede navn til Det Konservative Folkeparti.

Radikale Venstre Det Radikale Venstre blev grundlagt som parti i 1905, men eksisterede allerede fra 1880’erne som en fraktion i Venstre.

Socialdemokratiet

Partiet blev grundlagt i 1871 og har haft repræsentation i Folketinget siden 1884. Partiet har været største parti i Folketinget 1924-2001 og 2015-.

dannet en regering, der ikke som minimum inkluderede et af disse partier. Studiet af disse partiers syn på udenrigs- og sikkerhedspolitik danner derfor grundstammen i dette kapitel, men diskurserne beskrevet her kan ligeledes anvendes til at forstå de øvrige partiers positioner om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det gælder fx SF, der i anvendte diskurser har ligget tæt op ad De Radikale, samt Dansk Folkeparti, der i særlig grad har italesat ‘forsvarsdiskursen’ og distanceret sig fra de to øvrige diskurser.

1864-1945: dansk neutralitet i skyggen af et nederlag

Dansk politik i slutningen af 1800-tallet var domineret af to partier: Højre (konservative), der generelt var positivt stemt over for forsvaret, og Venstre, som var mere skeptisk. For tidens helt toneangivende politiker, den konservative Højre-politiker, godsejer og konseilspræsident (statsminister) i to årtier, J.B.S. Estrup, havde både ‘forsvarsdiskursen’ og ‘hvad skal det nytte-

diskursen’ imidlertid indflydelse på hans politik. Estrups egen regering, og hans parti Højre, havde som nævnt traditionelt været domineret af ‘forsvarsdiskursen’. Det kom frem i den allerede nævnte kamp for Københavns befæstning. Når det kom til håndteringen af den store trussel fra Tyskland, der var en konstant faktor i dansk udenrigspolitik 1864-1945, var Estrup imidlertid alligevel splittet. I 1876 udtalte Estrup i Folketinget, at Jylland ikke kunne forsvares i en krig mod Tyskland. I Jylland var der kun:

en angriber, vi kunne tænke os, og dennes kræfter, navnlig til lands, er i den grad vore overlegne, at jeg vil henstille, om det vil være tænkeligt ved nogen kraftanstrengelse fra vor side at forhindre en sådan fjende fra at angribe og at besætte den pågældende del af landet. (J.B.S. Estrup, 1876. I: Rigsdagstidende 1876)

Dermed kunne der selv i ledende konservative kredse være elementer af ‘hvad skal det

nytte-diskursen’, når det gjaldt Tyskland. Bag lukkede døre var denne tendens endnu stærkere. Estrup noterede således i sine private papirer i 1878, at forholdet til netop Tyskland var afgørende for Danmark:

Den næste kamp, i hvilken Danmark kom til at stå (med allierede eller ene) mod Tyskland, blev sandsynligvis Danmarks sidste kampog jeg anser det derfor for nødvendigt, at vi i tide nærmer os Tyskland så meget, at der ikke kan være nogen som helst tvivl om, at Danmark vil stå på dets side, i ethvert tilfælde aldrig imod det.

(J.B.S. Estrup, 1878. I: Fink 1958)

Dermed indeholdt Estrups politik elementer af både ‘forsvarsdiskursen’ og ’hvad skal det nytte-diskursen’. Politikken, der blev ført, stod i vid udstrækning mål med splittelsen imellem diskurserne. Konkret favoriserede Estrup i slutningen af 1870’erne at befæste København fra søsiden, hvilket primært ville styrke Danmark over for en britisk invasion, og som derfor blev opfattet positivt i Tyskland. I 1880’erne skiftede han imidlertid kurs i forhold til også at befæste København fra landsiden – hvilket reelt var rettet mod Tyskland. Resultatet heraf var, at dansk politik frem til 1914 i grove træk kombinerede en forsigtig politik over for især Tyskland med opbygningen af et relativt stærkt dansk forsvar, der bl.a. tog udgangspunkt i Københavns befæstning. Dette var status for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, da Første Verdenskrig brød ud i 1914.

Denne politik viste sig succesfuld, i og med at det 1914-1918 lykkedes Danmark at holde sig ude af Første Verdenskrig. Dette kan naturligvis ikke kun tilskrives den danske politik. Tyskland

havde i høj grad også sine egne grunde til ikke at angribe Danmark. Men erfaringen i Danmark blev, at neutralitet havde reddet landet fra verdenskrigens ødelæggelser. Danske politikere var imidlertid ikke enige om, hvad det var, man havde gjort rigtigt. De konservative (indtil 1915, Højre) konkluderede hen mod krigens afslutning i 1918 at

Verdenskrigen har imidlertid til fulde godtgjort, at den situation kun alt for let kan indtræde, hvor effektivt værn er den eneste værdige mulighed for med virkning at kunne forlange sin neutralitet respekteret. Vort grundsyn på forsvarssagen har således vist sig at være det rette. Deraf skal og må fremtiden lære.

(Det Konservative Partis Valgbog, 1918. I: Larsen 1976)

Dermed blev fortalerne for ‘forsvarsdiskursen’ i det store hele bekræftet i, at deres eksisterende opfattelse havde været rigtig og havde reddet landet fra Første Verdenskrig. Denne erfaring var ikke knyttet til Københavns befæstning som sådan. Den var partiet blot få år senere parat til at fjerne. Erfaringen var knyttet til viljen til forsvar. ‘Forsvarsdiskursen’ kunne dermed leve videre, på trods af at spørgsmålet om Københavns befæstning efterhånden faldt bort. Imidlertid var den modsatte tolkning også mulig. Da man efter Første Verdenskrig diskuterede sagen i rammen af en forsvarskommission, der skulle sikre en tidssvarende dansk forsvarspolitik, konkluderede den radikale forsvarsminister P. Munch:

om en krig bliver ført på dansk grund eller ikke, vil i første række afhænge af hele den

almindelige karakter af den pågældende krig og dernæst af den politik, som Danmark fører, men derimod i ringe grad af de militære magtmidler, som Danmark er i besiddelse af. (P. Munch, 1919. I: FK 1922)

Dermed fik også fortalerne for ‘hvad skal det nytte-diskursen’, frem for alt De Radikale, deres eksisterende holdning bekræftet af erfaringerne fra Første Verdenskrig. Dette understreger den robusthed, de to diskurser hver især havde, idet det samme forløb – dansk neutralitet under Første Verdenskrig – kunne tolkes vidt forskelligt ind i de to diskurser.

‘Folkeretsdiskursen’ fyldte ikke meget i de mest centrale sikkerhedspolitiske diskussioner i Danmark 1864-1918. Det skyldtes, at der ikke i omverdenen var opbakning til, at disse idéer i særlig stor udstrækning kunne omsættes til

handling. Det ændrede sig imidlertid i tiden efter Første Verdenskrig. På initiativ fra USA’s præsident Woodrow Wilson dannedes Folkeforbundet, forløberen for FN, selv om USA ikke selv deltog.

I Danmark blev idéen om Folkeforbundet positivt modtaget bredt i det danske folketing. Den radikale udenrigsminister Erik Scavenius slog fast, at det var

en naturlig ting for de mindre stater inden for forbundet at virke for og ved samarbejde at arbejde henimod, at forbundet videre kan udvikle sig henimod retsideens større fuldkommengørelse.

(Erik Scavenius, 27. februar 1920. I: Rigsdagstidende, 1920)

Selv de konservative, typisk det parti, der var

• Københavns Befæstning som den så ud under første verdenskrig.

• Præsident Woodrow Wilson fremlægger sin 14 punkt-plan for fredsslutningen i Europa under en tale i Kongressen den 8. januar 1918. Punkt nummer 14 er oprettelsen af Folkeforbundet. Det gav helt nye muligheder og udfordringer med hensyn til at forfølge den danske ‘folkeretsdiskurs’.

mest uenig med De Radikale om udenrigs- og sikkerhedspolitik, støttede tanken. Deres talsmand Axel Møller roste de danske bestræbelser på at støtte forbundet, ”således at retsprincippet i tidens løb mere og mere vil træde i stedet for magtprincippet” (Axel Møller, 19. februar 1920. I: Rigsdagstidende, 1920).

Der var dog også en vis skepsis, særligt i forbindelse med at mange beslutningstagere gerne havde set, at Folkeforbundet var gået endnu videre i forhold til at holde stormagterne forpligtet til et regelsæt. Hertil kom en bekymring for, om forpligtelser til Folkeforbundet kunne bringe Danmark i en potentielt farlig situation, hvis man derigennem risikerede at blive trukket ind i konflikter, ikke mindst mod

Tyskland. Som den Radikale P. Munch påpegede om Folkeforbundet allerede i 1918:

det jeg anser for afgørende for den danske stat at hævde under forhandlingerne om denne ordning er, at den danske stat ikke kommer til at påtage sig militære forpligtelser, der bringer den i tilværelsesfare gennem mulige forpligtelser til at kaste sig ind i kampe mellem stormagter, der meget vel kan tænkes. (P. Munch, 5. december 1918. I: Karup Pedersen 1970)

Disse betænkeligheder til trods var der dog alligevel stor enighed i Folketinget om at støtte op om forbundet for på langt sigt at sætte mili-

tarisme og magtpolitik ud af kraft, og Danmark indtrådte i Folkeforbundet fra dets begyndelse. Men selv når det kom til Folkeforbundet, en ellers unik mulighed for at forfølge ‘folkeretsdiskursen’, afgrænsede ‘hvad skal det nytte-diskursen’ altså, hvor bredt samarbejdet kunne blive for dansk vedkommende, ikke fordi man var principielt imod at kæmpe for fred, men fordi man ikke vovede en konfrontation med stormagterne – fortrinsvis Tyskland.

Vi har her set, hvorledes de tre diskurser havde forskellig gennemslagskraft i de fire gamle partier. I praksis var det imidlertid i særlig grad den radikale P. Munch såvel som den socialdemokratiske statsminister (1929-1942)

Thorvald Stauning, der kom til at dominere mellemkrigstidens udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutningsproces, særligt fra 1929 og frem. Det betød, at det i høj grad blev ‘hvad skal det nytte-diskursen’ og ‘folkeretsdiskursen’, der prægede den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Forsvaret blev skåret ned, også af hensyn til ikke at provokere Tyskland, der gradvis kom til kræfter igen efter Første Verdenskrig. Danmark støttede Folkeforbundet, når det fordømte Italien for invasionen af Etiopien i 1935, men ikke da Folkeforbundet fordømte tysk militær oprustning samme år. Denne hensyntagen til Tyskland formåede imidlertid ikke, i sidste ende, at forhindre den tyske besættelse af Danmark d. 9. april 1940.

den danske udenrigspolitiske tradition efter befrielsen i 1945. Selv om ‘folkeretsdiskursen’ var blevet ramt, da det ved Anden Verdenskrigs udbrud stod klart for enhver, at Folkeforbundet havde spillet fallit, så blev indvirkningen af denne fiasko modereret af udviklingen af dets efterfølger, De Forenede Nationer – forkortet FN. Den danske udenrigsminister i befrielsesregeringen, den konservative Christmas Møller, understregede op til den danske beslutning om at indgå i FN-samarbejdet i 1945, at der var ”den overordentligste forskel” på situationen omkring oprettelsen af Folkeforbundet og FN, og at FN var langt ”bedre ordnet”, end Folkeforbundet havde været det (Christmas Møller, 6. september 1945, Rigsdagstidende, 1945). Det drejede sig især om, at man ved indførelsen af Sikkerhedsrådet gav en større ret til de fem stormagter USA, Kina, Sovjet, Storbritannien og Frankrig. Den socialdemokratiske Hartvig Frisch, der havde ledsaget udenrigsministeren til forhandlingerne om FN, tilføjede, at: ”Ligeberettigelse uanset staternes størrelse ikke hører til i realiteternes verden, og derfor, da det kom til prøve, brast Folkeforbundet, og vi stod over for krig” (Hartvig Frisch, 6. september 1945, Rigsdagstidende, 1945). Om invitationen til at få lov til at tiltræde FN fortsatte Christmas Møller:

1945-1991: Danmark under Den Kolde Krig: traumet fra besættelsen modererer læren fra 1864

Besættelsen af Danmark 9. april 1940 havde rystet den danske udenrigspolitiske elite, og det skabte et stort pres for en nytænkning af

Det er en stor dag, fordi det, der her sker, er opfyldelsen af vort hedeste eftertragtede mål, vor ærgerrigste drøm i den tid, landet var besat og vi måtte kæmpe med så mange forskellige midler mod den fælles fjende, og hvor vi derfor så det som vort store mål at blive allieret og blive medlem af De Forenede Nationer. Det er også en stor dag, fordi vi fra vort land gerne vil lægge vort beskedne lod i vægtskålen for, at det, der er ånden i

denne pagt, det, der er ideen med den, det, der skal samle Verdens Nationer, også skal ske fyldest.

(Christmas Møller, 6. september 1945. I: Rigsdagstidende, 1945)

Dermed talte tilslutningen til FN ind i ‘folkeretsdiskursen’, det nye forsøg på at få FN til at fungere, hvor Folkeforbundet havde fejlet. Den talte imidlertid også ind i ‘forsvarsdiskursen’.

Det handlede således også om at blive en del af den alliance, der havde vundet krigen, og som inkluderede verdens fem dominerende magter, USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Kina og Frankrig. Det svækkede omvendt ‘hvad skal det nytte-diskursen’ betydeligt, fordi det dermed, for første gang i nyere dansk historie, blev potentielt muligt at få dansk sikkerhed garanteret fra verdens førerende militærmagter. FN indtog derfor en helt særlig rolle i dansk udenrigspolitik i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig, 1945-1947.

Det gode forhold mellem sejrherrerne fra Anden Verdenskrig holdt imidlertid ikke ved, og fra 1947 stod det klart, at der var opstået en kløft imellem især USA, Storbritannien og Frankrig på den ene side og Sovjetunionen på den anden. I modsætning til tidligere tiders stormagtsrivalisering var presset for, at Danmark skulle vælge side – med sikkerhedsgarantier som modydelse – nu større. De to sider blev imidlertid ikke opfattet lige truende. De Konservatives Ole Bjørn Kraft meldte klarest ud: Truslen udsprang fra ”russisk ekspansion og de kommunistiske partiers forenede anstrengelser for at bane vejen … for en verdensrevolution”. Ikke alle partier meldte helt så bombastisk ud, men med undtagelse af de danske kommunister, var der en grad af konsensus om, at truslen

mod Danmark udsprang fra øst, ikke fra vest. Spørgsmålet var imidlertid, hvad man skulle gøre ved det. To muligheder forelå: et nordisk forsvarsforbund med Norge og Sverige eller at gå ind i det amerikansk-ledede NATO-samarbejde, der i 1949 tog form (Folketinget, 9. februar 1949. I: Rigsdagstidende 1949).

Afgørende for et flertal i Folketinget var Socialdemokratiet. Den socialdemokratiske udenrigsminister, Gustav Rasmussen, lagde fra starten af debatten i Folketinget i februar 1949 vægt på, at de nordiske lande var at foretrække som alliancepartnere grundet ”deres åndelige slægtskab, der hviler på fælles historisk udvikling i kultur og samfundsliv, fælles livssyn og fælles opfattelse af det enkelte menneskes værd”. Der var dog også sympati for Vestmagterne, det vil sige især USA og England, som man betragtede som ”fremmede magter, som vi står i venskabsforhold til”, men båndet var ikke helt så nært som til de nordiske lande. Denne identitetsbetingede orientering mod de nordiske lande deltes i øvrigt bredt i det danske folketing, og udgjorde på mange måder grundlaget for enigheden om den nordiske ide i Folketinget.

Hertil kom en række praktiske grunde til den danske præference for det nordiske forbund. Hvad angik den socialdemokratiske regering, så gjorde særligt to af de tre diskurser sig her gældende. På den ene side havde Danmark akut brug for støtte udefra. Med udenrigsministerens ord, i samklang med ‘forsvarsdiskursen’, måtte man søge ”ved aftale med andre magter at tilvejebringe større sikkerhed end den, Danmark alene vil være i stand til at skabe”. På den anden side var der stadig rester af ‘hvad skal det nytte-diskursen’ i den danske regerings argumentation. Således var det for regeringen

• NATO’s og Warszawa-pagtens udstrækning i Europa under den Kolde Krig.

også et vigtigt mål med en nordisk alliance at opnå sikkerhed, uden at man dermed ”påtog sig politisk betænkelige forpligtelser over for andre nationer” – det vil sige over for de øvrige medlemmer af det kommende NATO, herunder USA og England. Hertil kom, at man lagde vægt på, at en skandinavisk tilslutning til NATO ”ikke kan foregå uden at fremkalde reaktioner” fra Sovjetunionen (Folketinget, 9. februar 1949. I: Rigsdagstidende 1949). Pointen var, at man

stadig ønskede muligheden for at kunne stå uden for en konfrontation mellem Øst og Vest. Den socialdemokratiske linje vedrørende norden havde især støtte fra Jørgen Jørgensen fra De Radikale, der dog ikke lagde synderligt vægt på Skandinaviens militære styrke. Snarere så han, i fuld overensstemmelse med ‘hvad skal det nytte-diskursen’, kun ”ringe mulighed” for, at et nordisk forbund kunne influere stormagternes planer for krig, men foretrak bl.a.

det nordiske forbund, fordi det kunne medvirke til afspænding. Endelig var Venstre og De Konser vative, med rod i ‘forsvarsdiskursen’, meget enige i behovet for hjælp udefra, herunder potentielt fra de nordiske lande, mens der ikke hos disse partier var levn fra ‘hvad skal det nytte-diskursen’. Partierne var således ikke interesserede i at undgå at provokere Sovjet eller at forblive neutrale i en stormagtskonfrontation (Folketinget, 9. februar 1949. I: Rigsdagstidende 1949).

Der var imidlertid ingen tvivl om, at ‘forsvarsdiskursen’ på dette tidspunkt var den dominerende diskurs hos de tre største partier, Socialdemokratiet, Konservative og Venstre. Det kan være med til at forklare, at selv de danske socialdemokrater støttede dansk NATO-medlemskab, da det i foråret 1949 stod klart, at det nordiske forbund ikke ville blive til noget grundet svensk og norsk uenighed.

Alle tre diskurser fortsatte med at have betydning under Den Kolde Krig. Danmark lagde generelt vægt på at optræde som et loyalt NATO-land, fordi det var alliancen, der i sidste ende garanterede Danmarks sikkerhed. Det gjaldt efterhånden også for De Radikale, som i 1957 havde opgivet deres modstand mod NATO. I debatten om genbekræftelsen af det danske NATO-medlemskab – det skulle ske i 1969, 20 år efter NATO’s grundlæggelse – tog den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard udgangspunkt i, at bl.a. den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968 havde vist, at den internationale situation var anspændt. På den baggrund konkluderede statsministeren, at ”der er ikke i øjeblikkets krise noget, der tilskynder til ændringer i vort forhold til NATO” (Hilmar Baunsgaard, 1. oktober 1968. I: Folketingstidende 1968). ‘Forsvarsdiskursen’ havde således

Skandalen om atomvåben i Grønland

Hensynet til ’hvad skal det nytte-diskursen’ i dansk atomvåbenpolitik forhindrede imidlertid ikke danske politikere i at tillade amerikanske atomvåben i Grønland i 1950’erne og 1960’erne. Men ‘hvad skal det nytte-diskursen’ kan formentlig forklare, hvorfor den danske statsminister H.C. Hansen aldrig offentligt vovede at stå ved, at man gav USA tilladelse hertil.

Den danske accept af atomvåben i Grønland kom derfor først til offentlighedens kendskab efter afslutningen af Den Kolde Krig, og udløste da en politisk skandale i dansk politik.

gradvis bredt sig til De Radikale.

Der var imidlertid også elementer af de øvrige diskurser i den danske koldkrigspolitik. Danmark sagde eksempelvis ‘nej tak’ til atomvåben på dansk jord i fredstid. Da den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen i 1958 begrundede sin skepsis over for stationering af atomvåben i Danmark, var det bl.a. med henvisning til, at Danmarks placering havde ”påkaldt østlandenes opmærksomhed”, og at en stationering af atomvåben i Danmark derfor kunne ”opfattes som provokation og dermed vanskeliggøre afspænding” (H.C. Hansen, 21. januar 1958. I: Udenrigsministeriet 1958). Med

andre ord en argumentation der trak på elementer af ikke-provokation over for stormagter med genklang fra ‘hvad skal det nytte-diskursen’.

Endelig levede ‘folkeretsdiskursen’ videre i bedste velgående i den danske FN-politik. Danmark bidrog eksempelvis i en længere årrække med fredsbevarende styrker til FN-operationer på Sinai, Gaza og på Cypern, i øvrigt sammen med de andre nordiske lande. Udenrigsminister, medlem af Folketinget og formand for Venstre Poul Hartling opsummerede i en tale i Folketinget i 1970 den fortsatte danske støtte til kampen for en international retsorden, at Danmark naturligvis til enhver tid skulle varetage egne sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser, men

herudover må der i alle overvejelser om løsningen af konkrete udenrigspolitiske problemer også indgå et retssynspunkt og en vurdering af, om vi kan fremme en udvikling henimod virkeliggørelsen af en menneskeværdig livsform… Ethvert bidrag, som vi kan yde til støtte for udviklingen henimod en international retsorden, er også et bidrag til at fremme hvor egne interesser, vor egen sikkerhed.

(Poul Hartling, 19. februar 1970. I: Olesen og Villaume 2005)

Alle tre diskurser var således fortsat i spil under Den Kolde Krig. Det er her i særlig grad værd at bemærke, at ‘folkeretsdiskursen’ var stærk i den offentlige debat, men også at ‘forsvarsdiskursen’ var så solidt forankret, at der ikke blev sat spørgsmålstegn ved NATO-medlemskabet hos de gamle partier efter De Radikale skiftede holdning i 1957, mens ‘hvad skal det nytte-diskursen’ var på retræte.

1991-2022: Når truslen forsvinder

Afslutningen på Den Kolde Krig blev startskuddet til den periode i dansk udenrigspolitik, der først blev betegnet som ‘aktiv internationalisme’, senere ‘aktiv udenrigspolitik’ eller blot ’aktivisme’. Konkret gav det sig i 1990’erne udslag i dansk støtte til politiske projekter, såsom de baltiske landes frihedskamp imod Sovjetunionen 1989-1991. Og det resulterede også i støtte og bidrag til internationale operationer, herunder bidraget med det danske skib Olfert Fischer under Golfkrigen, 1990-1991, samt bidrag til fredsbevarende styrker på Balkan i løbet af 1990’erne.

I denne periode fyldte ‘folkeretsdiskursen’ meget i de danske politiske debatter. ”Hvorfor? Og Hvorfor os?” spurgte udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Folketingssalen i forbindelse med udsendelsen af det danske bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Bosnien i 1992.

Alternativet er, at vi tager nogle skridt tilbage i historien, tilbage til en tid, hvor det var de store lande, der løste den type konflikter hen over hovedet på os små og ikke altid gjorde det på en måde, som sikrede fred og stabilitet. (Uffe Ellemann Jensen, 1992. I: Olesen og Villaume 2005)

‘Folkeretsdiskursen’ og ønsket om at kæmpe for international lov og ret såvel som for basale menneskerettigheder forblev den dominerende i debatterne om det danske engagement på Balkan igennem 1990’erne, særligt når det gjaldt de svære missioner i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Samtidig fyldte det antimilitaristiske element i ‘folkeretsdiskursen’ nu mindre. Da den socialdemokratiske forsvarsminister i 1998 skulle retfærdiggøre Danmarks villighed

Tvetydighed om Kosovo bag lukkede døre

De interne diskussioner om Kosovo i den danske regering, ledet af socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, var imidlertid mindre entydige. Hensynet til at undgå en massakre på den kosovo-albanske civilbefolkning fyldte således mindre bag lukkede døre, og man lagde i stedet i langt højere grad vægt på, at Danmark fortsat havde en ”en eksistentiel interesse” i sit NATO-medlemskab, og at man, såfremt man ikke deltog i Kosovo, nok skulle ”indstille sig på, at Statsministeren vil få opringninger fra USA’s præsident” (Statsministeriet, 1998. I: Olesen 2019). Bag lukkede døre drejede det sig altså om hensynet til USA. Man kan imidlertid se diskursernes magt, i og med at regeringen aldrig vovede at dele dette argument med offentligheden. I stedet følte den danske regering sig bundet til at argumentere for krigen med henvisning til humanitære hensyn dvs. i overensstemmelse med ‘folkeretsdiskursen’.

til at sætte F16-jagere ind imod Serbien for at stoppe Serbiens brutale fremfærd i Kosovo, så handlede det særligt om at sende et ”entydigt signal til Milosevic”, Serbiens præsident, om at

opføre sig ordentligt og slutte fred med kosovoalbanerne, fordi det, med ministerens ord, desværre var ” svært at tro på, at man kan nå et forhandlingsresultat, uden at der lægges det nødvendige militære pres” Hans Hækkerup, 2. oktober 1998. I: (Faurholdt og Østergaard 1998). Afkobling af den rå magtpolitik var fortsat målet i folkeretsdiskursen, men man blev i stigende grad villig til at benytte militære midler til at nå dertil. Man kunne, med andre ord, godt bruge våbenmagt til at opdrage diktatorer til at til at agere mere fredeligt og civiliseret.

Terrorangrebet på USA d. 11. september 2001 rystede på ny dansk udenrigspolitik. Dels fordi bekæmpelsen af terror med ét blev et altoverskyggende mål i den offentlige debat, men måske i endnu højere grad, fordi Danmark nu skulle tage stilling til sin placering i USA’s krig mod terror. Skiftende danske statsministre var hurtige til at erklære deres støtte til USA og deres modstand mod terror. For et øjeblik synes ‘forsvarsdiskursen’ og ‘folkeretsdiskursen’ i udpræget grad at pege i samme retning: Man støttede USA, fordi sikkerhedsgarantien fra USA igennem NATO stadig var hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik (‘forsvarsdiskursen’), men også fordi terror blev italesat som den største trussel imod international orden (‘folkeretsdiskursen’). Samtidig gav folketingsvalget i 2001 for første gang siden 1929 Venstre og De Konservative muligheder for at danne regering uden hensyntagen til De Radikale.

Hertil kom, at den nye statsminister, venstrepolitikeren Anders Fogh Rasmussen, i høj grad gjorde netop diskurserne om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik til en kampplads. Han angreb således særligt neutraliteten og ikke-provokationen over for Tyskland før og under Anden Verdenskrig:

Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske

elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. (Anders Fogh Rasmussen, 29. august 2003, Statsministeriet 2004)

• Terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Der var altså tale om et klart opgør med ‘hvad skal det nytte-diskursen’, der jo ovenikøbet allerede havde været på tilbagegang længe, men vi ser også ‘forsvarsdiskursen’ foldet ud med særlig vægt på, at Danmark burde tage ansvar for egen sikkerhed, altså med vægt på især den moralske komponent. Anders Fogh Rasmussen fortsatte desuden talen ved at pege på behovet for at kæmpe for ”vore værdier med frihed, demokrati og menneskerettigheder” (Anders Fogh Rasmussen, 29. august 2003, Statsministeriet 2004). Dermed finder talen ligeledes samklang i ”folkeretsdiskursens” målsætninger om at arbejde for en bedre og mere regelbaseret verden. Også beslutningen om at følge USA ind i Irak i 2003 var blevet retfærdiggjort af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med argumenter

som disse. Det handlede for Fogh om ”vigtige værdier”. Det handler om ”frihed og demokrati.”. Og det handlede om ”at sikre respekten for FN og håndhæve Sikkerhedsrådets autoritet”. Dog stod den moralske dimension ikke alene. Det var ligeledes centralt for Fogh, at støtte op om, at ”USA og Storbritannien har valgt at gøre det, der er nødvendigt for deres sikkerhed og for vores sikkerhed” (Anders Fogh Rasmussen, 21. marts 2003, Statsministeriet 2003). Foghs argumentation flugtede dermed igen med ”forsvarsdiskursens” fokus på at varetage egne sikkerhedsinteresser.

Det var imidlertid ikke den eneste måde at fortolke situationen omkring Irak på. Den socialdemokratisk ledede opposition kritiserede således i stærke vendinger Foghregeringen i

et sprog, der også flugtede med særligt ‘folkeretsdiskursen’: Med socialdemokraten Frank Jensens ord:

Den danske statsminister påtager sig et stort ansvar ved at insistere på at deltage i den amerikansk ledede aktion uden om FN. FN’s Sikkerhedsråd er sat ud af spillet, et kæmpe tilbageskridt for den internationale retsorden, som vi også troede at Venstre og De Konservative var tilhængere af, en ydmygelse af FN, et NATO og et EU, der er splittet i stumper og . (Frank Jensen, 19. marts 2003, Folketinget 2003)

Dermed var det altså muligt at opretholde en uenighed selv inden for de enkelte diskurser, her i forhold til, om interventionen i Irak støttede eller skadede den internationale retsorden. Irakkrigen var dog undtagelsen, der bekræftede reglen, og uenighederne om den danske interventionspolitik i 2000’erne og 2010’erne var primært i nuancer snarere end fundamentale uenigheder. Danmark bidrog med stort flertal til indsatser i bl.a. Afghanistan, Libyen, Mali og imod Islamisk Stat (Syrien og Irak). Disse indsatser blev generelt prioriteret højt helt frem til tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021. Politikere fra begge sider af folketingssalen brugte her argumenter særligt knyttet til ‘folkeretsdiskursen’, mens ‘forsvarsdiskursen’ kun blev brugt sparsomt i offentligheden. ‘Hvad skal det nytte-diskursen’ var derimod nu nærmest bandlyst som gangbart argument i dansk politik.

Således stod et næsten enigt Folketing, der inkluderede de fire gamle partier, eksempelvis bag Forsvarsudvalgets betænkning om dansk deltagelse i Libyen. Her lød det, med klar gen-

klang i den nu dominerende ‘folkeretsdiskurs’, at

verdenssamfundet har lært af tidligere situationer, hvor man ikke handlede i tide for at beskytte civilbefolkningen, og understreger, at principperne fra Verdenstopmødet i 2005 om det internationale samfunds »Responsibility to Protect« hermed har vist sin værdi. (Forsvarsudvalget, 18. marts 2011)

Den aktivistiske tidsalder i dansk udenrigspolitik, der i sin argumentation lå stærkt forankret i ‘folkeretsdiskursen’, varede imidlertid ikke ved.

2022-: Danmark mellem USA, Rusland og Europa. Hvad gør man, når den gamle orden slår sprækker?

Den russiske invasion af Ukraine d. 24. februar 2022 var en skelsættende begivenhed, og den rykkede på ny ved balancen imellem de etablerede diskurser. Det gjaldt ‘forsvarsdiskursen’ med fokusset på Danmarks pligt til at arbejde for egen og europæisk sikkerhed i forhold til Rusland. Som det hed i det såkaldte nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik fra 6. marts 2022:

Den europæiske sikkerhed er truet… Ruslands aggression kræver et historisk modsvar. Danmark skal være rustet til den nye sikkerhedspolitiske situation. Det skal ske i fællesskab med vores allierede i NATO og EU.

(Statsministeriet 2022)

Det samme gjorde sig gældende med argumentationen for den meget stærke militærstøtte, Danmark ydede til Ukraine. Den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen,

udtalte i Folketinget i oktober 2024 om den danske Ukrainestøtte, at

Med en historisk bred opbakning i Folketinget og i befolkningen har vi placeret os på den rigtige side af historien, i erkendelsen af at friheden ikke bliver os givet til evig arv og eje. Friheden har en pris, og frihed er også i vores tid en evig kamp. Hvis den kamp ikke lykkes, frygter jeg oprigtigt, at Europas fremtid bliver meget, meget mørk, og derfor skal den lykkes.

(Mette Frederiksen, 1. oktober 2024 . I: Folketinget 2024)

Ud over hendes fokus her på ‘forsvarsdiskursen’

– hvis Ukraine tabte, var det farligt for Europa – spores imidlertid også her samklang med ‘folkeretsdiskursen’ i kraft af hendes omtale af den evige kamp for frihed og implicitte fordømmelse af Ruslands overfald af en mindre nabo. Det største chok for dansk udenrigspolitisk tænkning efter Den Kolde Krig var imidlertid

ikke den russiske invasion af Ukraine. Det kom fra USA, hvor Donald Trump i januar 2025 igen indtog embedet som USA’s præsident. Allerede i Trumps første præsidentperiode, 2017-2021, havde han skabt usikkerhed i forhold til USA’s tilslutning til NATO. I hans anden periode stak skellet mellem USA og Europa imidlertid dybere. Det gjaldt ikke mindst usikkerhed vedrørende USA’s intentioner i forhold til Ukraine, symboliseret med præsident Trumps og Vicepræsident Vances verbale angreb på ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i Det Ovale Værelse i februar 2025, hvilket ledte til et betydeligt tillidstab til USA hos danske og europæiske politikere. Dette i særlig grad, fordi Trump til tider syntes at tilnærme sig Ruslands Vladimir Putin på bekostning af Ukraine og Europa. Hertil kom, af særlig relevans for Danmark, Trumps annoncering af ønsket om at sætte sig i besiddelse af Grønland. Dette havde Trump allerede sporadisk forsøgt i 2019 under sin første præsidentperiode, men der var nu helt anderledes vilje bag planerne. Særligt bemær-

kelsesværdigt ville Trump end ikke udelukke at bruge våbenmagt imod Danmark. Det rejste spørgsmålet om, hvorvidt USA nu i sig selv måtte være en trussel mod, om ikke Danmarks, så i hvert fald Rigsfællesskabets territorielle integritet. Trump har dermed sået tvivl om hele alliancen med USA på et grundlæggende niveau. Ligesom Danmarks syn på Tyskland efter Anden Verdenskrig gradvis skiftede karakter fra trussel til allieret, så kan Trumps politik risikere at rykke ved selve grundopfattelsen af USA som en allieret.

Dette skifte slog igennem på højeste niveau. Statsminister Mette Frederiksen havde blot halvandet år tidligere annonceret, at man indtil da i særlig grad havde kigget mod USA , og at:

det forhåbentligt har stået meget meget klart for alle europæerne, at vi kan ikke noget uden amerikanerne. Det betyder ikke, at vi ikke

skal kunne noget selv. Men i mine øjne, må der ikke komme et A4-ark mellem Europa og USA. (Mette Frederiksen, 13. juli 2023. I: Ritzau 2023)

Af samme grund måtte der ske en ”markant oprustning af Europa” (Mette Frederiksen, 6. marts 2025. I: Lauritzen og Catot 2025) ikke blot for at formilde amerikanerne, men fordi man nu reelt ikke længere turde regne med amerikanerne.

Ligeledes skulle Europa være klar til at hjælpe Ukraine endnu mere, hvis USA svigtede. ”Hvis vi ikke er villige til at forsvare vores kontinent, hvem er vi så som europæere?” spurgte Mette Frederiksen retorisk under en konference med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen (Mette Frederiksen, 3. juli 2025. I: Axelsson 2025). Man kan altså tale om et skifte inden for ‘forsvarsdiskursen’. Viljen til at forsvare sig

• Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine og USA’s vaklende tilslutning til NATO har rykket ved diskurserne om dansk og europæisk sikkerhed. Her ses Danmarks statsminister Mette Frederiksen og Ukranies præsident Volodymyr Zelenskyj i et F16-fly i København i august 2023.

sammen med sine allierede bestod, men hvor man i Danmark indtil 2025 traditionelt havde orienteret sig mod USA, begyndte man altså nu at prioritere Europa langt højere som alliancepartner for Danmark.

På samme måde med synet på USA som samarbejdspartner til udbredelsen af international orden. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der tidligere havde set USA som Danmarks primære partner til normfremme, bemærkede i februar 2025 herom at

Efter at have viet en stor del af mit liv til at arbejde for en regelbaseret verdensorden ledet af USA med Danmark som en nær allieret, har de første uger af Trump-administrationen været smertefulde at iagttage… Verden har behov for en politibetjent. Men hvad gør vi, hvis politibetjenten ikke længere vil udøve myndighed over for gangsterne, eller politibetjenten ligefrem bliver grov over for de lovlydige, der spiller efter reglerne?

(Anders Fogh Rasmussen, 7. februar 2025. I: Rasmussen 2025)

Ligesom med forsvarsdiskursen betød det imidlertid ikke, at ‘folkeretsdiskursen’ forsvandt ud af dansk politik. I forbindelse med Ukraine gentog statsministeren ufortrødent i marts 2025, at ”Ukraines kamp for frihed er vores kamp” (Mette Frederiksen, 2. marts 2025. I: Statsministeriet 2025). Det er i den forstand bemærkelsesværdigt, at både det, vi har betegnet som ‘forsvarsdiskursen’, og det, vi har betegnet som ‘folkeretsdiskursen’, tilsyneladende ser ud til at overleve dette skifte blot justeret til en ny virkelighed orienteret mod Europa frem for USA. Bemærkelsesværdigt er det også, at ‘hvad skal det nytte-diskursen’ stadig er forvist til

margin af dansk politik. Der er således endnu ingen seriøse røster i Danmark, der taler for tilpasning til Rusland, eller for den sags skyld over for USA i forhold til Grønland.

Konklusion

I dette kapitel har vi undersøgt, hvorledes greb fra IP-konstruktivismen kan bruges til at forklare dansk udenrigs- og sikkerhedspolitiks lange linjer. Vi har set, hvordan Danmarks generelle orientering i forhold til syn på ven og fjende har beroet på både kulturel og ideologisk samhørighed samt på en gradvis opbygning af venskabelige forhold over tid. Dette kan forklare, hvorfor Danmark foretrak Norden og Vestmagterne under og efter Den Kolde Krig, samt hvorfor et stærkt Tyskland i dag ikke bekymrer i Danmark, men i stedet hilses decideret velkomment fra dansk side. Det kan også forklare, hvorfor det danske syn på USA har ændret sig så meget, som det har været tilfældet, efter Trump kom til magten for anden gang.

Disse forhold har imidlertid ikke været genstand for megen diskussion i Danmark, men har generelt nydt stor konsensus. Diskussionerne om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 18642025 har derfor i særlig grad handlet om måden, man skulle håndtere trusler. Her har vi set, at et andet greb fra konstruktivismen, nemlig dets fokus på strategisk kultur og et fokus på et lands dominerende diskurser om udenrigsog sikkerhedspolitik, i høj grad kan bruges til at forstå dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik over tid.

Vi har her fulgt udviklingen i den danske udenrigspolitiske tradition med fokus på samspillet mellem tre overordnede diskurser om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik: ‘Hvad

skal det nytte-diskursen’, ‘forsvarsdiskursen’ og ‘folkeretsdiskursen’, og vi har set, hvordan disse diskurser kunne optræde både i konkurrence med hinanden såvel som i samspil med hinanden. Vi har også set, hvorledes balancen mellem de tre kunne skifte, hvor særligt ‘hvad skal det nytte-diskursen’ i dag synes næsten forsvundet fra dansk strategisk kultur, samtidig med at det antimilitaristiske element i ‘folkeretsdiskursen’ om en verden uden krig er blevet bibeholdt som et mål, men uden at udelukke brugen af militære midler til opnåelse heraf.

Analysen i dette kapitel, med særligt strategisk kultur på baggrund af tre centrale diskurser som greb, har flere fordele, men også ulemper. En klar fordel ved denne tilgang, sammenlignet med fx IP-realisme eller IP-liberalisme, er, at man gennem analysen af rivaliserende diskurser kan vise, at et land som Danmarks udfordringer ikke bare kan reduceres til et spørgsmål med et objektivt korrekt svar. Tværtimod kunne forskellige danske politikere gå til det samme problem på baggrund af forskellige diskurser og derfor ofte nå frem til vidt forskellige konklusioner. Dermed er en tilgang med rod i strategisk kultur eksempelvis velegnet til at forklare, hvorfor forskellige politiske partier måtte ønske at forfølge forskellige former for udenrigspolitik, fordi man netop tager udgangspunkt i politikernes egen begrebsverden. Ulempen herved er imidlertid, at fokus her har ligget på den offentlige strategiske kultur og på den måde, de dominerende diskurser i dansk strategisk kultur har formet dansk udenrigspolitik, og det er derfor vanskeligt at fastslå, om politikerne nu også dybfølt har abonneret på de dominerende diskurser. Eller om de i stedet har følt sig forpligtet til enten helt at hemmeligholde problematiske politiske beslutninger eller til at

tilpasse deres argumenter for en given beslutning til de dominerende offentlige diskurser. Se eksempelvis tekstboks 1 om atomvåben i Grønland og tekstboks 2 om dansk Kosovopolitik i slut-90’erne. Her kan særligt IP-realisme og IP-liberalisme, med afsæt i et fokus på nationale interesser og på ændringer i forudsætningerne for dansk udenrigspolitik, der måtte følge af skifte på den internationale scene og i vores nærområde, med fordel benyttes til at udfordre og problematisere en ’strategisk kultur-tilgang’ til et lands udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Litteratur

Abildgaard, A. (2023, 29. maj). Ekspert kalder forsvarsministers NATO-melding en ”bombe”. TV 2.

Arup, E. (1941). Viggo Hørup: Et mindeskrift i anledning af hundredaarsdagen for hans fødsel. København: Politiken. Axelsson, K. (2025, 3. juli). Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen kiggede på hinanden, inden de svarede på spørgsmålet: »Hvad gør Europa nu?«. Politiken.

Bajer, F. (1886). Om krigs forebyggelse ved voldgift. København: Studentersamfundets Forlag.

Bjørn, C. og C. Due-Nielsen (2003). Fra Helstat til Nationalstat, 1814-1914. Dansk Udenrigspolitiks Historie bn. 3. C. Due-Nielsen, O. Feldbæk og N. Petersen (red). København: Danmarks nationalleksikon.

Branner, H. (2000). The Danish Foreign Policy Tradition and the European Context. I: Denmark’s Policy Towards Europe after 1945, H. Branner og M. Kelstrup (red.), Odense: Syddansk Universitetsforlag.

DUPI. (1997). Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-1968. København: DUPI. Faurholdt, M. og U. Østergaard. (1998, 2. oktober). Danske fly står kampklar.

Jyllands-Posten.

Fink, T. (1958). Fem foredrag om dansk udenrigspolitik efter 1864. København: Universitetsforlaget.

FK. (1922). Referat af møderne i Kommissionen til undersøgelse og overvejelse af hærens og flådens fremtidige ordning. København. Folketinget. (1968, 1. oktober).

Folketingets åbning. Forhandlingerne i folketingsåret 1968–69. København: Folketingstidende.

Folketinget. (1992, 17. september). Første behandling af beslutningsforslag nr. B 95: Forslag til folketingsbeslutning om at stille en dansk militær styrke til rådighed for De Forenede Nationer. Forhandlingerne i folketingsåret 1991–92, spalte 11299–11364.

Folketinget. (2003, 19. marts). Første behandling af beslutningsforslag nr. B 118: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak. Forhandlingerne i folketingsåret 2002–2003, sp. 6203-6317.

Folketinget. (2024, 1. oktober). R1 Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38 København: Folketinget.

Foreningen til Forsvarets Fremme. (u.å.). Opraab til det danske folk. Forsvarsudvalget. (2011, 18. marts). Betænkning over forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen København: Folketinget.

Gram-Skjoldager, K. (2012). Fred og folkeret: Dansk internationalistisk udenrigspolitik 1899-1939. København: Museum Tusculanum Press. Karup Pedersen, O. (1970). Udenrigsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik. København: Gads Forlag. Larsen, K. (1976). Forsvar og folkeforbund: Denmark’s defence policy and the League of Nations, 1918-1922.

En studie i Venstres og Det Konservative Folkepartis forsvarspolitiske meningsdannelse 1918-1922. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus. Lauritzen, T. og C. Aspund Catot. (2025, 6. marts). Mette Frederiksen: Europa opruster, fordi vi ikke længere kan være sikre på USA. Altinget. Lidegaard, B. (2003). Overleveren, 1914-1945. Dansk Udenrigspolitiks Historie bn. 4. C. Due-Nielsen, O. Feldbæk og N. Petersen (red). København: Danmarks nationalleksikon.

Munch, P. (1904). Hvad Krig er. Det Ny Aarhundrede.

Olesen, T. B., and P. Villaume. (2005). I Blokopdelingens Tegn 1945-1972. Dansk Udenrigspolitiks Historie bn. 5. C. Due-Nielsen, O. Feldbæk og N. Petersen (red). København: Danmarks nationalleksikon.

Olesen, M. R. (2019). Pest eller kolera. En analyse af beslutningsprocessen bag det danske militære engagement i Kosovo 1998-1999. I: Hvorfor gik Danmark i krig? Kosovo og Afghanistan. Bind 2, R. Mariager og A. Wivel (red), 7–284. København: Rosendahls.

Pedersen, J. H. (2015), Hvad skal det nytte? Lex: Danmarks Nationalleksikon.

Petersen, N. (2006). Europæisk Og Globalt Engagement. Dansk Udenrigspolitiks Historie bn. 6. C. Due-Nielsen, O. Feldbæk og N. Petersen (red). København: Danmarks nationalleksikon. Rasmussen, A. F. (2025, 7. februar).

Dybt rystet Anders Fogh taler ud om Trump og forholdet til USA: »For mig er det pinefuldt at iagttage denne udvikling«. Berlingske.

Rigsdagstidende. (1876). 1. behandling af Lovforslag om overordentlige foranstaltninger til Forsvarets Fremme. Forhandlingerne (Folketinget). 18751876 (2. samling).

overordentlige foranstaltninger til Forsvarsvæsenets Fremme. Forhandlingerne (Folketinget) spalte 3001-3860.1882-83.

Rigsdagstidende. (1920). Anden (sidste) Behandling af Forslag til Rigsdagsbeslutning angaaende Danmarks Tiltræden af Folkenes Forbund. Forhandlingerne (Folketinget) spalte 1-6550. 1919-20.

Rigsdagstidende, (1945). Første Behandling af Forslag til Rigsdagsbeslutning angaaende Danmarks Ratificering af De Forenede Nationers Pagt med tilhørende Statut for den mellemfolkelige Domstol, undertegnet i San Francisco den 26. juni 1945. Forhandlingerne (Folketinget). 194445 (2. samling).

Rigsdagstidende. (1949). Forespørgsel til regeringen af Gustav Pedersen, Edvard Sørensen, Ole Bjørn Kraft, Jørgen Jørgensen og Viggo Starcke. Forhandlingerne (Folketinget). 19481949 (2. samling).

Ritzau. (2014, 4. september). Thorning om Nato: Danmark leverer på niveau med USA. TV2.

Ritzau. (2023,13. juli). Så længe jeg er statsminister, kommer det ikke til at ske, siger Mette F. efter Biden-møde. TV2.

Statsministeriet. (2003, 21. marts).

AFR Pressemøde den 21. marts vedr. Irak. Statsministerens indledende bemærkninger.

Statsministeriet. (2004, 4. maj).

Anders Fogh Rasmussens tale ved mindestenen for Flemming Juncker. Statsministeriet. (2022, 6. marts). Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.

Statsministeriet. (2025, 2. marts).

Møde om støtten til Ukraine i London.

Rigsdagstidende. (1883). Anden behandling af Forslag til Lov om

Udenrigsministeriet. (1958). Uddrag af stats- og udenrigsminister H. C. Hansens redegørelse den 21. januar 1958 i Folketinget.

9. AFSLUTNING

Hvor

meget kan konstruktivismen forklare?

Af Andreas B. Forsby og Hans Branner

Introduktion

Bogen har præsenteret seks aktører i den internationale politiske arena: de fire vigtigste stormagter på den globale scene (USA, Kina, Indien og Rusland), EU som både over- og mellemstatslig aktør samt en enkelt repræsentant for de mindre stater, nemlig Danmark. Formålet har været at bruge den konstruktivistiske tilgang til at analysere de seks internationale aktørers udenrigspolitiske adfærd, herunder de interesser og målsætninger, de forfølger. Udgangspunktet har været, at hverken interesser eller målsætninger er givet på forhånd eller kan entydigt bestemmes. De er vokset frem dels gennem historiske erfaringer, dels i mødet med andre aktører, dels i kraft af centrale beslutningstageres italesættelse af sådanne interesser og målsætninger, alt sammen diskursivt konstitueret som fælles forståelsesrammer i det offentlige rum. Set fra dette perspektiv er interesser og målsætninger med andre ord socialt konstruerede og skal forstås som (inter) subjektive, ikke objektive, størrelser.

Konstruktionen af staters udenrigspolitik har været studeret på forskellig vis inden for IP-konstruktivismen. I denne bog har vi fokuseret på, hvordan aktørernes selvforståelse indvirker på deres udenrigspolitik. Som led heri har det været nødvendigt at dykke ned i deres historie og her udvælge formative begivenheder

og sammenhænge for de identitetsforestillinger, der har indvirket på den udenrigspolitiske kurs. Afslutningsvis vil vi derfor først samle op på, hvordan de fem stater samt EU aktivt har brugt historien til at konstruere deres selvforståelse og i forlængelse heraf deres udenrigspolitik. For adskillige landes vedkommende har vi de senere år netop været vidner til, at den kollektive erindring af historien genfortolkes på fundamental vis med vidtrækkende konsekvenser både indadtil og udadtil (fx i USA og Rusland).

Herefter diskuteres det, på hvilken måde de enkelte kapitler har formået at forklare staternes (og EU’s) udenrigspolitik ud fra identitetsbetingede interesser og målsætninger. For hver af de seks kapitler sammenstilles vores konstruktivistiske forklaringsperspektiv med en realistisk tilgang, fordi studiet af International Politik typisk favoriserer netop realismen – noget, denne bog bevidst forsøger at udfordre.

Konstruktionen af den nationale identitet: historiens betydning

Med deres afsæt i det konstruktivistiske IP-perspektiv har bogens forfattere i vid udstrækning valgt at vise, hvordan de valgte internationale aktører er formet af deres egen udviklingshistorie. Det skyldes, at de ifølge konstruktivismen

er optaget af deres selvforståelse (hos stater: en national identitet), der på selektiv vis konstrueres ud fra historien – og som altså har en væsentlig indflydelse på udenrigspolitikken.

I kapitel 2 præsenteredes tre analyseredskaber, konstruktivismen bruger til at forklare internationale aktørers udenrigspolitik med udgangspunkt i deres kollektive identitet: Den sociale navigator, identitet som et socialt statusredskab og det historiske kompas (se fig. E, kap. 2). I det følgende uddybes betydningen og anvendelsen af sidstnævnte redskab i relation til de seks aktører, fordi samtlige forfattere direkte eller indirekte gør brug heraf.

Et kompas angiver en kurs, man skal følge for at nå frem til et givet endemål, og et historisk kompas kan siges at udstikke kursen på baggrund af fortidens formative begivenheder: Hvad har historisk set formet os til at blive, hvem vi er i dag, og hvad betyder det for vores fremtidige kurs? Det historiske kompas er selvfølgelig langtfra tilstrækkeligt til at forklare alle skridt frem mod målet, ligesom kompasset ikke nødvendigvis er det samme hos alle dem, der øver indflydelse på udenrigspolitikken.

Således vil der i nogle lande kunne findes flere, ofte konkurrerende, diskurser og narrativer. Men præmissen er, at det historiske kompas er tilstrækkeligt stærkt og entydigt til at afgrænse et mulighedsrum for statens udenrigspolitik –og indimellem mere specifikt udstikke kursen.

Kapitlerne har vist, hvor stor en rolle historien har spillet for de diskurser og narrativer, der har øvet indflydelse på udenrigspolitikken. Men vilkårene for brugen af historien og dermed for tilblivelsen af det historiske kompas har været forskelligt hos de enkelte aktører. I de autoritære stater, Kina og Rusland, har det for magthaverne været muligt at gøre bestemte

tolkninger af fortiden til de dominerende, eller ligefrem enerådende, og herigennem legitimere en bestemt udenrigspolitik. Det gælder for Kinas vedkommende forholdet til Taiwan og for Ruslands forholdet til Ukraine. I de demokratiske stormagter, USA og Indien, konkurrerer to forskellige fortællinger om fortiden med hinanden, og indtil videre har de begge mulighed for periodevis at afgrænse det udenrigspolitiske mulighedsrum. For Danmark som småstat har en bestemt fortidig begivenhed, nederlaget i 1864, givet grobund for tre forskellige diskurser om statens mulighed for overlevelse, og tilsammen har de angivet pejlemærker for udenrigspolitikkens retning. Endelig har EU med en forholdsvis kort historie bag sig og med et behov for at legitimere sin eksistens ret ensidigt trukket på unionens tilblivelseshistorie i de første år efter Anden Verdenskrig som led i konstruktionen af sin egen selvforståelse. I dag er spørgsmålet, om EU under stærkt ændrede ydre vilkår stadig er i stand til at trække på denne identitetsfortælling.

Lad os nedenfor kort opsummere, hvordan de enkelte lande og EU har konstrueret deres identitetsfortælling med afsæt i historien.

USA

USA adskiller sig fra de fleste andre stormagter ved inden for de seneste århundreder at være opstået som et samfund af immigranter. Denne historiske oprindelse har på afgørende måde været med til at forme landets selvforståelse. I kapitel 3 skelnes der mellem to identitetsnarrativer, det liberale og det illiberale. Og selv om begge narrativer kan relateres til USA’s oprindelse i slutningen af 1700-tallet, konstruerer de landets udviklingshistorie og identitetsmarkø-

rer på vidt forskellig vis ifølge Rasmus Sinding Søndergaard.

I det liberale narrativ fremstilles USA som en unik stat, grundlagt på en idé om en række ”selvindlysende frihedsrettigheder”. Ifølge dette narrativ er USA en ”nation af immigranter” med en national identitet defineret af inklusion, diversitet og liberale idealer i form af frihed, lighed og retfærdighed. Disse idealer opfattes som universelle og dermed noget, der bør eksporteres til resten af verden enten via eksemplets kraft eller gennem en aktiv mission.

Det liberale narrativ er blevet genfortolket i forbindelse med utallige historiske begivenheder og centrale udviklingsforløb, men har overordnet set lagt grunden for USA’s lederskab af ”den frie verden” og landets bestræbelser på at skabe rammerne for en forholdsvis liberal international orden siden Anden Verdenskrig. Det liberale narrativ bygger på en optimistisk fremskridtstro, og når der sker tilbageslag for de liberale værdier, som fx under borgerkrigen i 1860’erne og i disse år med Donald Trump som præsident, bliver det set som en midlertidig afvigelse.

I kapitel 3 kan Søndergaard imidlertid vise, at den liberale identitetsopfattelse historisk set på ingen måde har været enerådende. Således pointerer han, at der også eksisterer det, han kalder et illiberalt narrativ. og hans konklusion er, at det er uvist, hvilket narrativ der vil blive dominerende fremover. Det skifte, der i de senere år er sket i USA’s politik, både indadtil og udadtil, og som har været med til at ændre omverdenens syn på USA som nation og som aktør i international politik, afspejler også forestillinger med rødder tilbage til nationens opståen. De kan fremover forventes at ville

forme USA’s identitet på linje med det for os velkendte alternativ.

I det illiberale narrativ opfattes USA som en overvejende hvid, kristen, engelsktalende nation, og immigration bliver derfor set i et mere ekskluderende lys. Historisk har det givet sig udslag i diskriminerende lovgivning over for bl.a. afro-amerikanerne og de indfødte samt forskellige former for diskrimination af andre nationaliteter og massedeportation af immigranter. Herfra kan der trækkes en lige linje til dagens opgør med hele DEI-tankegangen og -lovgivningen (DEI = diversity, equality, inclusion) og de underliggende multikulturelle idealer. Trumpisterne vil anføre, at DEI repræsenterer en form for diskrimination af hvide amerikanere på bekostning af de oprindelige frihedsidealer. Opgøret markerer altså i deres udlægning en tilbagevenden til en gylden fortid. Markante brud med rodfæstede traditioner og demokratiske normer finder sted med Trump som præsident, men de er udtryk for, at det illiberale narrativ har overlevet mange år i skyggen af det konkurrerende narrativ.

De to identitetsnarrativers diskursive kamp om fortiden og den kollektive erindring former ikke blot amerikansk indenrigspolitik, men også landets position og relationer til omverdenen (mere herom i næste sektion).

Rusland

Den russiske identitet er på flere måder knyttet op på fortiden med konsekvenser, der i løbet af de seneste 10-15 år helt har ændret den sikkerhedspolitiske situation i Europa. Her har de tre diskurser, der er gennemgået af Jørgen Staun i kapitel 3, alle haft stor betydning: opfattelsen af Rusland som sårbar og truet af Vesten, selv-

forståelsen som stormagt med en historisk og civilisatorisk indflydelsessfære og den nyligt konstruerede forestilling om Ukraine som en ikke-stat, der historisk har været en uadskillelig del af Storrusland.

Sårbarhedsdiskursen henter ikke mindst næring i de to vestlige erobringstogter, dels den franske under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet og den tyske under Anden Verdenskrig. Og diskursen har yderligere kunnet understøttes af udviklingen efter Den Kolde Krig med NATO’s udvidelse mod øst, der i lyset af fortiden er blevet set som truende. Stormagtsdiskursen er mere generelt knyttet op på Ruslands enorme geografiske tyngde, lange fortid som en dominerende magt på det euroasiatiske kontinent og stolte civilisatoriske rødder, som rækker ud over det nuværende Ruslands officielle grænser. Samtidig er stormagtsdiskursen historisk set knyttet op på tiden under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen som Ruslands forgænger igennem flere årtier sammen med USA spillede rollen som en af verdens to supermagter. Det er imidlertid forestillingen om Ukraine som ikke-stat, der ifølge Staun har været udslagsgivende for den stærkt forværrede sikkerhedspolitiske situation, Europa i dag står overfor. Og netop de russiske magthaveres genfortolkning af historien har spillet en afgørende rolle for Ruslands langt mere selvhævdende håndtering af forholdet til Ukraine.

Den nuværende præsident, Vladimir Putin, har været den vigtigste italesætter af det nye narrativ om Ukraine, der efterhånden dominerer de mange officielle russiske meldinger om, hvad der fra regeringens side benævnes den ”særlige militære operation” i Ukraine. Staun henviser i kapitlet til, hvordan den russiske rekonstruktion af ukrainernes historie er udtryk for en selektiv

forståelse af fortiden, som ikke levner plads til en særskilt ukrainsk nationalstat. I stedet har Putin henvist til den såkaldte ét-folks-tese om, at russere, hviderussere og ukrainere udgør et samlet folk, hvis oprindelse sågar kan føres tilbage til det ‘Kyivske Rus’ i det 9.århundrede, med Ukraines nuværende hovedstad Kiev som hovedstad. I forlængelse heraf er Putin gået over til at bruge betegnelsen ‘russkii’ om den russiske kollektive identitet omfattende de to andre folkeslag i et-folks-tesen, mens de russiske magthavere tidligere brugte en betegnelse, der mere neutralt henviste til ‘russiske borgere’.

I Ruslands tilfælde bruges historien således meget aktivt og selektivt til at afgrænse og definere den nationale selvforståelse. Som kapitlet viser, tjener den nationale identitetsfortælling ikke blot til at sikre opbakning til magthaverne i Kreml, men også som rettesnor for Ruslands relationer til Ukraine og de vestlige lande (mere herom i næste sektion).

Kina

Modsat USA kan Kina trække sine historiske rødder adskillige tusinde år tilbage i tiden, hvor de første kejserlige dynastier lagde grunden for udviklingen af en forholdsvis distinkt kinesisk civilisation. For nutidens kommunistiske magthavere i Folkerepublikken Kina spiller landets lange historie en helt central rolle for den nationale identitetsfortælling, der skal sammenbinde – og indimellem mobilisere – de omtrent 1,5 milliarder indbyggere. I et stærkt autoritært regime som det kinesiske besidder regeringen nemlig et diskursivt magtmonopol til at konstruere (genfortælle) historien på en forholdsvis enstrenget og selektiv måde, som understøtter de kommunistiske magthavere og

deres politiske dagsorden. Og derfor er det ifølge Andreas Forsby særlig oplagt i Kinas tilfælde at studere den officielle kollektive erindring af historien for at forstå, hvad/hvem Kina er, og hvad Kina vil.

Som det fremgår af kapitel 5, har den kinesiske regering de senere år, i grove træk, konstrueret Kinas nationale identitetsfortælling på følgende vis. Først genkaldes udvalgte milepæle fra den kinesiske civilisations stolte udviklingshistorie, dernæst fremmanes Kinas dybt traumatiske skæbne i mødet med imperialistiske kolonimagter under `ydmygelsens århundrede´ og endelig mobiliseres den kinesiske nations sønner og døtre under kommunistpartiets bannere med henblik på at sikre genrejsningen af Kina frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. I dette narrativ tilskrives kommunistpartiet æren for Kinas imponerende opstigning til fordums storhed, mens de mørkere kapitler på vejen hertil – fx massakren på den Himmelske Fredsplads i 1989 eller det katastrofalt fejlslagne ”Store Spring Fremad” i 1958-62 – udelades og i bogstavelig forstand skrives ud af den kollektive nationale erindring.

Den selektive konstruktion af fortiden tjener indenrigspolitiske formål for de kommunistiske magthavere ved at fostre national identifikation, stolthed og sammenhold blandt den kinesiske befolkning. Kinas storstilede militærparade i september 2025 i anledning af 80-års jubilæet for sejren over Japan i Anden Verdenskrig er et godt eksempel herpå. Men samtidig fungerer disse narrativer som et `historisk kompas´, der medvirker til at forme Kinas relationer til omverdenen. Jo mere Kina i sit uddannelsessystem gennem de statskontrollerede medier og via kulturindustrien eksempelvis genfortæller

og dyrker fortidens konfliktfyldte relationer til Vesten og Japan i løbet af `Ydmygelsens århundrede´ (1839-1949), desto mere nærliggende bliver det for magthaverne i Beijing at anskue og italesætte nutidens samkvem med disse lande gennem dette historiske kapitels traumatiserende optik. På samme måde former Kinas nationale selvforståelse landets tilgang til centrale udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger, herunder Taiwan-konflikten og forholdet til Rusland (mere herom i næste sektion).

Indien

Ligesom Kina er den indiske nationale identitet rundet af en årtusindlang civilisation, men har først slået rod og blevet bevidstgjort som en samlende fortælling i mødet med fremmede kulturer, ikke mindst den britiske kolonisering fra 1700-tallet. Kapitel 6 fremhæver en række historisk betingede identitetsmarkører, der har været med til at forme en fælles identitet forud for selvstændigheden i 1947, herunder: en civilisatorisk opgave for udbredelse af fred og harmoni i verden, spiritualitet med integration af det åndelige og det materielle, antikolonialisme og antiimperialisme, ønske om at stå på egne ben. Indien er imidlertid en stat præget af store forskelle i en befolkning, der er verdens største. Den etniske mangfoldighed er stor, befolkningen er opdelt på adskillige religioner, og der tales et par hundrede forskellige sprog. Disse forskelle var i kampen for selvstændighed med til at gøre begrebet ‘Unity in Diversity’ til et nøglebegreb. Begrebet er efterfølgende indgået i den nationale identitetsfortælling, der har signaleret inklusion og rummelighed – også i forhold til det store muslimske mindretal.

Men Thomas Sehested kan i kapitlet vise, at den fælles identitetsfortælling, der de sidste 100 år er blevet fornyet og især har været knyttet til frihedshelten og ikke-voldsprædikanten Mahatma Gandhi og landets første premierminister, Jawaharlal Nehru, ikke længere er enerådende. I de seneste årtier er den blevet kraftigt udfordret af en konkurrerende hindunationalistisk fortælling, der siden 2014 med Narendra Modi som premierminister på afgørende måde har præget indisk indenrigspolitik.

Det alternative narrativ trækker ligesom det Nehru-Gandhiske også sine rødder tilbage i historien, men anskuer den hinduistiske trosretning som den afgørende identitetsmarkør for den indiske nation. Muslimer og udøvere af andre religioner som kristendom betragtes som fremmedelementer, der skal assimileres, marginaliseres eller sågar udsondres. Det hindunationalistiske, ekskluderende identitetsnarrativ er således i direkte modstrid med det Nehru-Gandhiske narrativ, der i den første lange selvstændighedsperiode dominerede Indiens selvforståelse med Kongrespartiet som sit partipolitiske ankerpunkt. Det fik politiske konsekvenser allerede i forbindelse med kolonitidens ophør i 1947, da Pakistan blev udskilt som selvstændig stat. Det blev set som et forræderi mod opfattelsen af den nye indiske stats identitet og førte til mordet på Gandhi året efter. Det hindu-nationalistiske narrativ fik for alvor vind i sejlene i forbindelse med nedbrændingen i 1992 af en muslimsk moské i byen Ayodhya, hvor der ifølge overleveringerne havde ligget et nedrevet hindutempel tilbage i 1400-tallet, dengang det muslimske Mogulrige herskede i landet. Opførelsen af et nyt, omstridt hindutempel har siden ligget højt på den politiske dagsorden i Indien og medvirket til at gøre

de religiøse modsætninger i landet mere udtalte. Det har gødet jorden for de senere års politiske systemskifte henimod Modi-regeringens hindunationalistiske dagsorden og er et stærkt vidnesbyrd om, hvordan fortidige begivenheder kan være med til at forme og forstærke identiteten og således ændre magtforholdene i et land. Til trods for det politiske systemskifte demonstrerer det seneste parlamentsvalg i foråret 2024, at begge de to konkurrerende identitetsnarrativer stadig har godt fat i den indiske befolkning. Forestillingerne om inklusion og eksklusion er til stede side om side. Eksklusions-narrativet er i disse år fremherskende i indenrigspolitikken, men i udenrigspolitikken, der ifølge kapitlet er præget af kontinuitet, synes den fælles kulturarv stadig at gøre sig gældende. Et tegn på, at dele af den nationale identitet har grobund i en lang historisk udvikling, der har sat sig dybe spor.

EU

EU står i dag på mange måder i et vadested, hvor store globale udfordringer, en alvorlig militær konflikt på kontinentet og interne spændinger i organisationen sætter fokus på, hvad EU formår – og dermed også på, hvordan EU’s identitet skal forstås, herunder om den evt. er under forandring. Den identitetsdannelse, der udspringer af historien, er en af nøglerne til besvarelse af disse spørgsmål. I EU’s tilfælde er identiteten imidlertid vanskelig at indkredse. Hvor de øvrige af bogens kapitler kredser om en stat med en lang historie bag sig, er det overstatslige EU-fællesskab en relativt ny konstruktion. Men også for EU har en fælles identitet med afsæt i de stater, der indgår i samarbejdet, været væsentlig at skabe. Måske

endda endnu vigtigere pga. det skrøbelige udgangspunkt.

Som Thorsten Borring Olesen skriver i kapitel 7, er EU-samarbejdet vokset frem i ruinerne efter Anden Verdenskrig, hvor der overalt var et ønske om en ny begyndelse både politisk og økonomisk. Tidsånden manifesterede sig i det europæiske identitetsnarrativ, Borring Olesen omtaler som FDM-narrativet (F=fred, D=demokrati, M=menneskerettigheder), og som lagde det fælles værdipolitiske fundament for det unikke overstatslige EU-projekt.

Narrativets identitetsmarkører har ikke altid været lige fremtrædende og spillede således en tilbagetrukken rolle ved formuleringen af Rom-traktaten, hvor de økonomiske målsætninger stod i centrum. Men siden er det igen og igen blevet genfortalt og genfortolket –ikke mindst i forbindelse med inddragelse af nye samarbejdsområder (udenrigspolitikken med EPS i 1970), krav fra omverdenen (USA’s Europaår 1973), udvidelser af medlemskredsen (Københavns-kriterierne i 1993) og ved formuleringen af traktatændringer. Det har i lange perioder givet EU en vigtig normativ magt udadtil, og man har talt om EU som en offensiv normentreprenør.

I dag er narrativet på forskellig måde alvorlig udfordret, i takt med at handlingsrummet for EU’s normative magt er blevet indsnævret. Finans- og eurokrisen i årene efter 2008, hvor økonomiske prioriteter kom i højsædet, bidrog hertil. Endnu mere udtalte har EU’s udfordringer været i forbindelse med geopolitikkens genkomst de senere år, hvor værdimæssige prioriteringer har måttet vige for militære. Kapitlet argumenterer således for, at EU er skiftet fra at være en offensiv til en defensiv normentreprenør.

Dette skifte har også sin baggrund i ændrede interne vilkår for EU’s selvforståelse. Selve FDM-narrativet er således siden begyndelsen af 2010’erne i stigende grad blevet udfordret i en række af de nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa. Her er opstået et alternativt illiberalt narrativ, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved grundlæggende værdier bag EU-fællesskabet, herunder forståelsen af demokratiet og retsstaten. Det er et narrativ, der har dybe rødder i disse landes egen historie, hvor konservative værdier, indvandrerskepsis, nationalistiske strømninger og deres autoritære fortid alt sammen støber fundamentet for et konkurrerende narrativ til unionsfællesskabets FDM-narrativ.

De store udfordringer, EU står over for i dag, har ført til vidtrækkende beslutninger –bl.a. om fælles gældsstiftelse og oprustning – og dermed sat ny dynamik til integrationsprocessen, hvilket uundgåeligt indvirker på identitetsdannelsen. Et styrket EU vil kunne optræde mere selvbevidst og måske igen gøre EU til en offensiv normentreprenør. Men mange udfordringer kan også give bagslag og føre til øget splittelse. Indtil videre har grundnarrativet – med vægt på fred, demokrati og menneskerettigheder –vist sig levedygtigt på trods af alle ydre omvæltninger.

Danmark

I kapitel 8 opererer Mikkel Runge Olesen med tre forskellige diskurser – ‘hvad skal det nytte’-diskursen, forsvarsdiskursen og folkeretsdiskursen – som i de seneste 150 år tilsammen har udgjort en strategisk kultur med afgørende indflydelse på dansk udenrigspolitisk tænkning. De kan alle føres tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, og det fremstår således klart i

kapitlet, at historiske omstændigheder og begivenheder har været afgørende for konstruktionen af den danske nationale identitet på det udenrigspolitiske område.

Nederlaget i 1864 betød – sammen med tabet af Norge efter Napoleonskrigene i starten af århundredet – at Danmark, fra at have været en betydelig spiller på den europæiske scene, nu var reduceret til en småstat. Danmarks fremvoksende selvforståelse som liberalt demokrati formede på fundamental vis trusselsopfattelsen – altså hvem man betragtede som ven og fjende – men den nationale selvforståelse rummede ikke i sig selv konkrete svar på, hvordan trusler fra fjender konkret skulle håndteres. Runge Olesen viser, at der på den baggrund opstod tre forholdsvis adskilte strategiske diskurser, der udlagde de strategiske dilemmaer ved Danmarks nye status som småstat på forskellig vis: ‘Hvad skal det nytte’- diskursen om det udsigtsløse i at anvende militære midler over for stormagterne; forsvarsdiskursen om betydningen af selv at kunne holde skansen, indtil andre stater kom til hjælp; og folkeretsdiskursen om fordelen ved et internationalt retssamfund som ramme for mellemstatslig konflikthåndtering.

Selv om diskurserne har udvist stor levedygtighed, har deres indvirkning på udenrigspolitikken undervejs været stærkt varierende og til dels betinget af skiftende ydre vilkår. Frem til Første Verdenskrig var de to første diskurser i centrum for en særdeles hed forsvarsdiskussion, hvor begge fik indflydelse på den førte politik, mens folkeretsdiskursen efter krigen for alvor vandt indpas med grundlæggelsen af Folkeforbundet. Erfaringerne fra selve verdenskrigen blev udlagt forskelligt og blev passet ind i de to allerede etablerede diskurser. I Mellemkrigstiden gjorde alle tre

diskurser sig gældende, men det var ‘hvad skal det nytte’-diskursen, der fik størst politisk betydning for Danmarks i sidste ende fejlslagne neutralitetsbestræbelser over for Nazityskland. Erfaringerne fra besættelsestiden gav folkeretsdiskursen en ny opblomstring med oprettelsen af FN, mens forsvarsdiskursen gødede jorden for dansk medlemskab af vest-magternes nye forsvarsalliance, NATO, som blev dannet i 1949.

I den efterfølgende Koldkrigsperiode dominerede forsvarsdiskursen, hvorimod ‘hvad skal det nytte’-diskursen mistede betydning.

Det fremgår dog af Runge Olsens analyse, at alle tre historisk betingede diskurser fortsat satte sig aftryk på udenrigspolitikken. Danmark gik således kun tøvende ind i NATO, og som medlem holdt vi længe en lav profil med begrænsede forsvarsudgifter og modstand mod udenlandske baser og atomvåben på dansk jord. Det kunne alt sammen ses i forlængelse af ‘hvad skal det nytte’-diskursen og dens anvisning af en ikke-provokationspolitik over for en truende stormagt. At forsvarsdiskursen langtfra var enerådende i de første år efter krigen, kunne desuden ses ved, at en nordisk alliance af den siddende socialdemokratiske regering længe blev foretrukket frem for stormagtsbeskyttelse i form af NATO-medlemskab. Her overtrumfede værdifællesskabet med de nordiske brodernationer de rene sikkerhedspolitiske overvejelser. I 1980’erne dukkede ikke-provokationspolitikken igen op i forbindelse med den såkaldte fodnotepolitik, hvor et flertal i Folketinget vendte sig mod NATO’s atomoprustning.

Da Danmark efter afslutningen på Den Kolde Krig slog ind på en aktivistisk udenrigspolitik med brug af militære midler, skete det i høj grad på baggrund af folkeretsdiskursen og et revitaliseret FN. Det sås i 1990’erne under det

danske engagement i de krige, der fandt sted i det tidligere Jugoslavien, og igen i de krige, der i 00’erne blev udløst af terrorangrebet 11. september 2001 – om end folkeretsdiskursen undervejs blev udlagt forskelligt af regering og opposition.

Historien har således i høj grad fungeret som et kompas for den kurs, dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har taget i de seneste godt 150 år. Både det, der i 1864 oplevedes som en national katastrofe, samt ydmygelsen med den tyske besættelse 9. april 1940 har sat sig dybe spor i synet på, hvilke strategiske muligheder og begrænsninger Danmark har som småstat. Uenigheder om, hvordan denne historiske erfaring har skullet tolkes har – som kapitlet udførligt beskriver – resulteret i tre forskellige strategiske diskurser, der altså stadig præger Danmarks udenrigspolitiske tænkning.

afslutningsvis at diskutere, i hvilken udstrækning konstruktivismen ikke blot er anvendelig, men også ligefrem nødvendig for at kunne udlægge de statslige aktørers udenrigs- og sikkerhedspolitik. I de seks empiriske kapitler har forfatterne demonstreret brugbarheden af konstruktivismens analyseredskaber, men det springende punkt er nu, om kapitlerne også har formået at belyse aspekter af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor realismen kommer til kort. Hvornår vil konstruktivismen med andre ord kunne forklare staternes adfærd på den internationale scene bedre end realismen?

Forklaringskraft: konstruktivismen over for realismen

Da IP-konstruktivismen i løbet af 1990’erne fik etableret sig som en af de tre hovedstrømninger i studiet af International Politik, var det i opposition først og fremmest til IP-realismen (se kap. 2). Dengang hævdede konstruktivisterne, at realismens forklaringskraft var stærkt begrænset efter Den Kolde Krigs ophør, og at et konstruktivistisk perspektiv var nødvendigt for at kunne forstå og forklare international politik i den nye æra. De senere år er det imidlertid realismen, som har oplevet en renæssance, alt imens både liberalismen og konstruktivismen har haft sværere ved at håndtere stormagtsrivaliseringen, geopolitikkens genkomst og staternes genetablerede dominans i international politik. Netop derfor vil det være oplagt

Allerførst er det værd at notere sig, at nogle konstruktivister – dem, vi refererede til som kritiske konstruktivister i kapitel 2 – anser det for at være meningsløst at sammenligne IP-skolernes relative forklaringskraft. For hvis alle fænomener, såvel som vores viden herom, i sidste ende er socialt konstrueret, vil selv de mest basale realistiske forklaringsdynamikker såsom magtbalancering, militær oprustning og selvhjælpsadfærd ”reelt” afspejle dybt internaliserede socialiseringsprocesser blandt staterne (dvs. statseliterne) i det internationale system. I denne bog anlægger vi som sagt en mere moderat konstruktivistisk tilgang (se kap. 2), hvor sociale konstruktioner ikke determinerer virkeligheden, men hvor sådanne konstruktioner til gengæld især er interessante at analysere, når de eksterne, objektive og materielle vilkår ikke sætter sig igennem på en entydig måde.

Kapitlerne har vist, at sociale konstruktioner i form af statslige identitetsdiskurser udgør vigtige forståelsesrammer, som konstituerer mulighedsrummet for de statslige aktørers udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kapitlerne har endda blotlagt en række centrale eksempler på, hvordan nationale identitetsnarrativer – fx som

• USA har under præsident Trump fremmedgjort sig fra sine traditionelle allierede. Her byder Trump Ruslands præsident Putin velkommen til et topmøde i Alaska i 20025.

`historisk kompas´, se figur E, kapitel 2 – kan være direkte retningsgivende for staternes adfærd udadtil i situationer, hvor realismens forventninger til staternes adfærd forekommer diffuse eller blot irrelevante. Det er tilfældet, når konkurrerende nationale identitetsnarrativer i en given stat anviser vidt forskellige rettesnore for udenrigspolitikken trods de selvsamme eksterne og materielle rammevilkår (fx i USA). Eller når statseliten pludselig vælger at omformulere nogle af de bærende markører i den nationale identitetsfortælling med vidtrækkende implikationer for landets relationer til omverdenen (fx Rusland). Eller når en specifik udenrigspolitisk problematik italesættes som en iboende del af den nationale identitetsfortælling – en historisk mission – og hermed ikke blot kraftigt indsnævrer statens strategiske handlerum,

men også øger dens villighed til at påtage sig omkostninger (fx Kina i forhold til Taiwan). Eller når et dominerende identitetsnarrativ former visse aspekter af udenrigspolitikken på en sådan måde, at centrale strategiske hensyn tilsidesættes for ikke at kompromittere fællesskabets selvforståelse (fx EU). Lad os se nærmere på de konkrete eksempler med henblik på at tydeliggøre konstruktivismens forklaringskraft i forhold til realismen.

USA

Donald Trumps tilbageerobring af magten i USA har afstedkommet en række seismiske rystelser af det internationale system, hvor ikke mindst årtiers liberale globaliserede frihandelsregime – som netop USA var garanten for – har måttet

vige for Trump-administrationens handelskrig og påtvungne straftoldsatser. Sideløbende har Trump transformeret centrale dele af USA’s sikkerhedspolitik ved bl.a. at sætte spørgsmålstegn ved NATO og distancere sig fra krigen i Ukraine, mens nære allierede såsom Canada, Danmark og Panama udsættes for tilbagevendende trusler mod deres territorielle suverænitet. Hertil kommer et opgør med diverse traktater, institutioner og agenturer, inklusive Paris-aftalen (klima), WHO (sundhed), UNHRC (menneskerettigheder), WTO (frihandel) og USAID (udviklingsbistand), hvilket alt sammen medvirker til at destabilisere den regelbaserede internationale orden, USA selv har været en af hovedarkitekterne bag (ofte omtalt som Pax Americana). Spørgsmålet er så, hvordan vi bedst kan forklare nybruddet i amerikansk udenrigspolitik?

Fra et realistisk perspektiv er det svært at pege på væsentlige nylige ændringer i de materielle grundvilkår og herved de bagvedliggende magt- eller sikkerhedsrationaler, der ville kunne fremprovokere skiftet. Tværtimod synes USA med Trump ved roret at fremmedgøre sig fra sine nærmeste allierede, fremskynde deres planer om øget strategisk autonomi og herved underminere USA’s unipolære magtposition, som i høj grad har beroet på et vidtforgrenet system af allierede og partnere. At Trump-administrationen tilmed udviser forståelse for og letter presset på USA’s primære rivaler såsom Kina og Rusland virker så meget desto mere mærkværdigt fra et realistisk perspektiv. Men hvis vi i stedet betragter skiftet i en konstruktivistisk optik, kan vi se, hvordan Trumps opgør med USA’s hidtidige udenrigspolitiske position ligger i direkte forlængelse af hans MAGA-nationalistiske vision for Amerika. I kapitel 3

anskueliggør Rasmus Sinding Søndergaard denne transformation, hvor det traditionelt dominerende identitetsnarrativ centreret om pluralistisk liberalisme og forestillingen om USA som den liberale verdens bannerfører er blevet fortrængt af en langt mere illiberal og selvtilstrækkelig amerikansk selvforståelse med markante unilaterale og protektionistiske implikationer for USA’s udenrigspolitik.

Rusland

Et andet dramatisk opgør med den eksisterende internationale orden fandt sted i begyndelsen af 2022, hvor Rusland uprovokeret invaderede Ukraine for fuld styrke i direkte modstrid med suverænitetsprincippet samt FN-traktatens bestemmelser. Angrebskrigen har affødt en udvidelse af NATO (med Finland og Sverige) og en massiv genoprustning blandt de europæiske lande, som sammen med en bredere koalition af vestlige lande samtidig har kappet båndene til Rusland og påført russerne et hårdhændet sanktionsregime. Trods erobring af omkring 20 % af Ukraines territorium har Rusland langtfra indfriet sine officielle krigsmål, og de menneskelige, militære og økonomiske omkostninger har alvorligt svækket Ruslands magtposition, vækstpotentiale og hermed også landets sikkerhed fremadrettet. Fra et realistisk perspektiv synes invasionen at skulle forhindre Ukraine i gradvis at blive indlemmet i den vestlige blok og hermed NATO tættere på Rusland. Men invasionen fremstod omvendt som et højst risikabelt foretagende, som selv i tilfælde af en hurtig ukrainsk kapitulation ville have været ledsaget af et stærkt forværret forhold til Vesten, massiv europæisk oprustning, sandsynlig NATO-udvidelse, voksende afhængighed af Kina

samt intern politisk uro i Rusland, alt sammen med væsentlige negative magt- og sikkerhedsmæssige konsekvenser som følge.

Hvis vi for alvor skal kunne forstå Ruslands krigsmotivation samt ikke mindst Kremls enorme risiko- og omkostningsvillighed, er det nødvendigt at gribe til en konstruktivistisk tilgang. Igennem adskillige år har Putin-regeringen gradvis udviklet og dyrket en identitetsfortælling centreret om modsætningsforholdet til Vesten (og dets liberale demokrati), som har været ledsaget af en gennemgribende (diskursivt manifesteret) følelse af strategisk sårbarhed i forhold til Vestens voksende indflydelse i Ruslands nære udland. I kapitel 4 blotlægger Jørgen Staun ikke blot denne diskurs, men demonstrerer også, hvordan Putin i tiden op til invasionen genfortolker Ruslands historie og herigennem omformulerer det russiske identitetsnarrativ i en mere imperialistisk og etno-nationalistisk retning. Ved at påberåbe sig fælles historiske rødder og etnisk enhed mellem det russiske og ukrainske folk og samtidig forkaste Ukraine som ”konstrueret” snarere end ”organisk fremvokset” (angiveligt ligesom Rusland) søger Putin således at retfærdig- og nødvendiggøre Ruslands bestræbelser på at underlægge sig Ukraine med militær magt.

på at tiltvinge sig kontrol over Taiwan som udgangspunkt logiske i lyset af østatens centrale geostrategiske placering samt betydning for Kinas muligheder for at udøve magt i sit eget nærområde og kunne imødegå USA’s inddæmningsstrategi. Omvendt risikerer Kina med sin aggressive fremfærd ikke blot at fremprovokere en væbnet konflikt med USA, verdens absolut stærkeste militærmagt, men også i det hele taget at fremmedgøre sig fra de vestlige lande, hvis markeder og teknologi Kinas magtpotentiale stadig afhænger af.

For så vidt de realistiske incitamenter langtfra er entydige, kan vi i stedet bruge konstruktivismen til for alvor at forstå, hvorfor Taiwan betyder så meget for Kina. Som det fremgår af Andreas Forsbys kapitel 5, har den kinesiske regering gjort Taiwan-spørgsmålet helt centralt for den nationale selvforståelse ved at indvæve `genforeningsmissionen´ som en hovedtråd i fortællingen om genrejsningen af Kina til fordums storhed frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049. Når Taiwan-problematikken bevidst italesættes på denne måde, tilskyndes de kinesiske magthavere til at gribe til selvhævdelse og konfrontation over for et selvstændighedssøgende Taiwan under ledelse af DPP.

Kina

Også for Kinas vedkommende sætter landets selvforståelse nogle markante aftryk på udenrigspolitikken. Det gælder først og fremmest i håndteringen af Kinas vigtigste strategiske spørgsmål såsom Taiwan-problematikken, hvor Beijing de senere år har anlagt en stadig mere selvhævdende og militariseret tilgang. Fra et realistisk perspektiv virker Kinas bestræbelser

Med afsæt i Kinas identitetsfortælling anskueliggør Forsby herudover sammenhængskraften i Beijings strategiske partnerskab med Moskva, mens realisterne snarere vil anskue de to stormagter – med en over 4000 km lang fælles grænse og diverse historiske grænsestridigheder – som regionale rivaler i geostrategisk konkurrence om at dominere bl.a. Centralasien. Det viser sig imidlertid, at Kina og Rusland i vid udstrækning forstår sig selv og omverdenen på samme vis, og at deres nationale identitetsfor-

tællinger således kredser om de samme typer af grundlæggende identitetsmarkører nemlig en særskilt civilisatorisk kulturarv, en kollektiv erindring om sårbarhed og konfrontation over for Vesten samt en missionerende forestilling om at genrejse landet til fordums storhed. At de to stormagter tilmed ikke føler sig tilstrækkeligt respekteret af Vesten, styrker sammenholdet og oplevelsen af `ligesindethed´, hvilket alt sammen bidrager til en konstruktivistisk, identitetsbaseret (i stedet for realistisk) udlægning af dybden og holdbarheden af partnerskabet mellem Beijing og Moskva.

diplomatisk pragmatisme – skyldes ifølge Sehested i en vis udstrækning de tværgående identitetsmarkører i de to identitetsnarrativer, som kapitlet identificerer.

Indien

I Indien har to forskellige identitetsnarrativer konkurreret om at definere landets selvforståelse siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1947, og i kapitel 6 kortlægger Thomas Sehested de to narrativers diskursive rødder og udvikling. Hvor det såkaldt Nehru-Gandhiske narrativ med afsæt i en liberal, pluralistisk og inkluderende forestilling om at favne etnisk og religiøs diversitet længe dominerede Indiens selvforståelse, har et mere ekskluderende hindunationalistisk narrativ – aktivt promoveret af Narendra Modis BJP-regering – til gengæld sat dagsordenen siden 2014. Selv om de to narrativer deler adskillige tværgående identitetsmarkører – såsom en fælles optagethed af Indiens civilisatoriske kulturarv og opgøret med den koloniale historie – repræsenterer de umiddelbart så vidt forskellige nationale selvforståelser, at sådanne forskelle ifølge konstruktivismen også vil kunne aflæses i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. At Modi-regeringens udenrigspolitiske linje ikke desto mindre har udvist en høj grad af kontinuitet – med fokus på alliancefrihed og

Fra et realistisk perspektiv er Indiens udenrigspolitiske kontinuitet dog snarere udtryk for vedvarende materielle begrænsninger for Indiens (føderalstatslige) kapacitet til frit at konstruere sin udenrigspolitik, hvilket giver sig udslag i en pragmatisk form for interessevaretagelse. Imidlertid er det værd at hæfte sig ved, at det hindunationalistiske narrativ ikke blot dikterer en uforsonlig linje indadtil over for Indiens egen muslimske befolkning (den relationelle modsætning i identitetsmæssig forstand), eksemplificeret med Ram-templets genetablering i 2023 og svækkelsen af muslimernes religiøse friheder. Den dæmoniserende retorik skaber samtidig stærke forventninger i hindunationalistiske kredse om en hårdhændet linje udadtil især over for Pakistan, senest i forbindelse med terrorangrebet i Kashmir i foråret 2025. Under alle omstændigheder synes Indiens kollektive erindring om vestlig imperialisme – en af de centrale tværgående identitetsmarkører – at udgøre en vigtig konstruktivistisk brik til at forstå Modi-regeringens indædte modvilje mod Trump-administrationens tvangsdiplomati (herunder indførelsen af 50 % straftold i sommeren 2025).

EU

Vender vi os mod EU, har dets overstatslige institutioners indbinding af de historisk set rivaliserende europæiske magter altid udfordret realisternes statscentrerede fokus på magt- og sikkerhedsdynamikker. Liberalisternes fokus på `absolutte´ økonomiske gevinster, interde-

pendens-drevne logikker og institutionaliserede samarbejdsincitamenter hjælper os alt sammen til at forstå selve rationalet bag EU’s overstatslige dynamikker – ikke mindst EU’s funktion som en fælles frihandelsblok. Konstruktivismen kan til gengæld bidrage til at anskueliggøre unionens politiske sammenhængskraft såvel som dens værdipolitiske aftryk på de eksterne relationer.

Som Thorsten Borring Olesen redegør grundigt for i kapitel 7, bygger det europæiske integrationsprojekt ikke kun på liberalistiske (økonomiske) rationaler, men i vid udstrækning også på tilslutning til og aktiv promovering af et liberalt (værdipolitisk) identitetsnarrativ centreret om fred, demokrati og menneskerettigheder (jf. fx Laeken-erklæringen og Charteret om Grundlæggende Rettigheder). Især i det første par årtier efter Den Kolde Krig understøttede dette narrativ forestillingen om EU som en `normativ magt´. EU’s selvforståelse spillede således afgørende ind på optagelseskriterierne (de såkaldte Københavner-kriterier) for unionens udvidelsespolitik, idet ansøgerlandenes værdipolitiske kompatibilitet med EU – snarere end geopolitisk og økonomisk tyngde i en rationalistisk optik – var afgørende for opnåelse af medlemskab.

Borring Olesen demonstrerer også, hvordan EU’s selvforståelse som normativ magt har kompliceret europæernes forhold til især autokratiske stater som fx Kina, fordi Bruxelles har insisteret på at føre kritisk menneskerettighedsdialog med Beijing og senere (fra 2019) ligefrem har kategoriseret Kina som en `systemisk rival´ med afsæt i kinesernes væsensforskellige værdipolitiske tilgang. Fra et liberalistisk eller realistisk perspektiv virker det omvendt sværere at forstå, hvorfor EU

lader værdipolitikken indvirke på forfølgelsen af unionens overordnede økonomiske og strategiske interesser. Herudover kan man fra konstruktivistisk hold pege på EU’s aktuelle bestræbelser på at accelerere udviklingen af unionens strategiske autonomi, som først og fremmest virker motiveret af den hastigt voksende værdipolitiske og hermed også identitetsmæssige kløft i det ellers traditionelt så stærke transatlantiske fællesskab mellem Europa og USA. Endelig er det i en konstruktivistisk optik værd at hæfte sig ved, at den igangværende udfordring indefra af EU’s dominerende liberale selvforståelse – i form af illiberale, populistiske og etno-nationalistiske politiske strømninger i flere medlemsstater – vil kunne underminere EU som et fællesskab af ligesindede stater og hermed også mindske det værdipolitiske aftryk på unionens eksterne relationer.

Danmark

Sidst og også mindst har vi Danmark, der som småstat har færre frihedsgrader i udenrigspolitikken end stormagterne. Når de materielle og eksterne rammevilkår ifølge realismen indsnævrer småstatens strategiske manøvrerum, virker det umiddelbart mindre interessant, hvordan småstaten forstår sig selv og sine omgivelser. I kapitel 8 om Danmark pointerer Mikkel Runge Olesen da også netop, at der over de seneste 150 år sjældent har hersket den store politiske uenighed blandt de toneangivende danske partier om landets overordnede position i det internationale system – altså hvem der er venner og fjender. Til gengæld har de strategiske virkemidler for udenrigs- og sikkerhedspolitikken været genstand for livlig debat, som Runge Olesen fra et konstruktivistisk perspektiv

afdækker i form af tre særskilte strategiske kulturer. Spændvidden mellem disse diskursive positioner demonstrerer nemlig, hvordan de politiske partier ofte forstod de givne materielle og eksterne rammevilkår så forskelligt, at partierne anviste modstridende strategiske virkemidler. Det gjaldt eksempelvis i tiden omkring Første Verdenskrig, hvor den diskursive kamp om dansk neutralitet stod mellem tilhængere af hhv. ikke-provokatorisk tilpasningspolitik og selvstændig befæstningspolitik. I andre perioder såsom i 1990’erne var `Folkeretsdiskursen´ så dominerende en forståelsesramme for de danske politikere, at enhver større sikkerhedspolitisk beslutning – fx deltagelsen i NATO’s Kosovo-mission i 1999 – måtte retfærdiggøres i den offentlige debat med henvisning alene til humanitære og menneskeretlige hensyn, selv om realistiske magthensyn også viste sig at motivere beslutningstagerne bag lukkede døre. Med Trumps nylige genkomst har vi herudover fået rystet den faste `realistiske´ grund under dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i en sådan grad, at Danmarks selvforståelse som liberal småstat tilsyneladende afføder en omsiggribende strategisk distancering fra USA, Danmarks i særklasse tætteste militære, teknologiske og økonomiske samarbejdspartner gennem årtier. Sådanne identitetsbetingede (værdipolitiske) motiver for at øge Danmarks strategiske autonomi er i modstrid med realismens forventninger til småstaten, og den danske regerings tilskyndelse til tysk genoprustning synes også at demonstrere, hvordan fælles værdipolitiske bånd (nu til Tyskland) kan overtrumfe småstatens traditionelle realistiske instinkter (dvs. småstatens frygt for magtfulde nabostater). Rationelle småstatskalkuler (økonomiske og sikkerhedspolitiske) kan dog

samtidig forklare os, hvorfor Danmark trods alt ikke uden videre kapper båndene til USA, så længe man endnu ikke har opbygget nogen realistiske alternativer.

Det historiske kompas

Med afsæt i bogens begrebsterminologi (se fig. E, kap. 2) vil det være oplagt til allersidst kort at præcisere, hvordan staternes nationale identitetsfortællinger betinger deres udenrigs- og sikkerhedspolitik. For især to af stormagterne fungerer det dominerende identitetsnarrativ som et historisk kompas, der har udstukket kursen i nogle af de væsentligste strategiske spørgsmål. I Moskva rekonstruerede Putin historien til nærmest at nødvendiggøre invasionen af Ukraine for at sikre den `storrussiske´ nations fremtid. I Beijing er `genforeningen´ af Taiwan for længst blevet udråbt, i Xi’s egne ord, som uundgåelig og kædet direkte sammen med Kinas historiske genrejsningsmission frem mod 100-års jubilæet i 2049. Og i Delhi synes den kollektive erindring om Indiens civilisatoriske og antikoloniale historie stadig at trække stærkere i kompasnålen end det nyligere hindunationalistiske identitetsnarrativ – også selv om Indiens udenrigspolitik under alle omstændigheder primært synes at følge pragmatiske, realistiske hensyn.

For EU og USA’s vedkommende udgør det dominerende identitetsnarrativ snarere en social navigator for deres eksterne relationer. Med sit MAGA-nationalistiske identitetsnarrativ har Trump sat USA først og dermed i vid udstrækning ikke blot indsnævret amerikanernes internationale rolle, men også afsondret USA fra det vestlige fællesskab af ligesindede liberale demokratier. Omvendt har man i Bruxelles navigeret ud fra normative idealer om værdifremme

og ligesindethed, når EU i årtier har anskuet og behandlet potentielle medlemskandidater såvel som strategiske samarbejdspartnere med afsæt i sin egen liberale selvforståelse. Og når Kina og Rusland har fundet sammen i et stadig tættere strategisk partnerskab de senere år, kan vi med konstruktivistiske briller ligeledes se det som udtryk for en social navigationsproces, hvor overlappende identitetsmarkører skaber en stærk følelse af ligesindethed. At vi hermed har udvalgt en række eksempler på konstruktivismens forklaringskraft i forhold til staters udenrigspolitik, indebærer dog ikke, at konstruktivismen generelt står stærkere end realismen. Realismen – og i mindre grad liberalismen efter geopolitikkens genkomst – er stadig et oplagt udgangspunkt for at forstå staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik i mange sammenhænge. Men bogen skulle gerne have demonstreret, at vi samtidig har brug for konstruktivismens indblik i staternes identitetsdrevne motiver for til fulde at kunne analysere deres adfærd på den internationale scene.

Billedliste