Issuu

BILLED NR3 KUNSTNEREN Fagblad for BILLEDKUNSTNERNES FORBUND 2026

TEMA Økonomi og drømme

Leder

Myten om den frie og fattige kunstner skal aflives

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF) FOTO Rita Kuhlmann

Er der energi og frihed i at være afviger? At vi som kunstnere står uden for det gængse arbejdsmarked? Eller mangler der egentlig bare indsigt i, hvordan kunstneres arbejdsliv ser ud, og hvordan de strukturer, vi opererer i, spiller ind på vores arbejdsvilkår? De spørgsmål har fulgt mig i en god rum tid. Myten om den frie og fattige kunstner skal udfordres. Ikke bare af os kunstnere, men i høj grad af det omkringliggende samfund og de strukturer, der fastholder os i myten. Mange fortællinger om kunstnerlivet handler om de ringe økonomiske vilkår, den lidende kunstner og det anderledes arbejdsliv. Og ja, der kan være energi i at afvige fra normen, men det kan også være med til at fastholde os i en sårbar position. For de dårlige økonomiske vilkår risikerer at blive noget, man som billedkunstner nærmest forventes at acceptere, når man igen og igen møder forherligelsen af hvordan, at vi mestrer at leve på en sten, og at frihed også betyder frihed fra finanser. For at kunsten skal være fri, skal kunstnere være underbemidlede, lyder den romantiske fortælling. Hvilket ender med at sive ind i det faktiske: at vi er underbetalte. I debatten om kunstnernes vilkår bliver der ofte peget på, at kunstnerne selv bør kræve noget mere. Og ja, kunstnere skal bede om den rette betaling og takke nej til urimelige vilkår. Men det er ofte nemmere sagt end gjort. Vi har som forbund kæmpet for fair betaling og ordentlige arbejdsvilkår længe, blandt andet gennem krav om minimumshonorarer ved udstillinger og lanceringen af Fair Practice-kodekset, der skal sikre fair aftaler mellem kunstnere og institutioner. Vi har også råbt op til politikerne om barselsreglerne, der rammer kunstnerne og deres sammensat te indtægter helt skævt. Virkeligheden er, at billedkunstnere er den gruppe, der lever på det laveste

indkomstniveau af alle kunstnere i Danmark, og langt under gennemsnittet i den brede danske befolkning. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at billedkunstnerne i gennemsnit har en erhvervsindkomst på 212.400 kroner om året før skat. Dét er vi som samfund nødt til at gøre op med. Det kunstneriske arbejde og kunstens rolle i livet og samfundet skal tages alvorligt. Men hvis der hele tiden sås tvivl om værdien og legitimiteten af kunsten, holdes de økonomiske rammer også nede. Samtidig skal feltet åbne øjnene for kunstneres hele virke og kunstneres hverv som reelt arbejde, der ud over idéudvikling, materialeundersøgelser og værkproduktion også indeholder udgifter til atelier, transport, lager, forsikring, projektledelse, fondsansøgninger, pension og kommunikation. Kunstnere møder lav betaling i mange henseender, når de udstiller, holder foredrag, underviser, rådgiver og indgår i bestyrelser. Det ofte usynlige arbejde skal medtages, når der aftales honorarer, finansiering af værkproduktion og værker prissættes. Politikerne har også et ansvar. For eksempel er det i finansloven, at man fastlægger visningsvederlaget, der sikrer billedkunstnerne betaling, når deres værker udlånes til udstillinger og museer. Taksterne forvederlaget er ikke blevet reguleret siden 2013, selvom hele samfundet har haft prisstigninger på grund af inflationen. Det sender et uheldigt politisk signal om, at selvom man hylder kunsten i samfundet, er kunstnernes økonomi og levevilkår ikke noget, der prioriteres. En kulturændring er nødvendig. Både i forhold til hvordan man tænker om kunstneren og holder liv i ødelæggende myter, og i hvordan man går til samarbejdet med os kunstnere, hvor et mere holistisk blik på det kunstneriske virke og kunstnerens erhverv er nødvendigt. Samfundet må anerkende den store værdi, som kunsten og kunstnernes kompetencer kan bidrage med i det brede samfundsperspektiv, så lad os en gang for alle aflive myten om den frie og ergo fattige kunstner. Med de ord vil jeg ønske dig god læselyst med dette nummers tema om netop økonomi og drømme.

Indhold

8 KUNSTNERLØN “Vi må gøre op med den myte, at god kunst bliver skabt af økonomisk knaphed og følelsesmæssig smerte,” siger den irske kunstner Deirdre Humphrys. De sidste tre år har hun været en del af det irske pilotprojekt, der tildeler kunstnere en basisindkomst, og det har forandret mere, end hun troede var muligt. Den første evaluering af projektet viser, at basisindkomsten også er en økonomisk gevinst for samfundet. 13 RETFÆRDIG BARSEL I de seneste par år har billedkunstner Cecilie Beck Gordon arbejdet på at skabe ISLA, et residency- og kulturhus på Strynø. Men da hun gik på barsel, opdagede hun, at store dele af hendes arbejde ikke tæller med i systemets regnestykke. Resultatet blev en barselssats på kun 126 kroner om ugen.

Cecilie Beck Gordon, Tones, ”Ring and Seashell” akvarel, saltvand og tusch, 2024. FOTO Cecilie Beck Gordon

PÅ FORSIDEN Jens Settergren, ”Delirium”. FOTO Rikke Ehlers Nilsson PÅ BAGSIDEN Louis André Jørgensen, ”Rose Gold”. FOTO David Stjernholm

David Hjorte Di Fabio, LED-kuben FOTO David Stjernholm

18 PENGEVÆRKER Mød tre billedkunstnere, der arbejder med kapitalisme og økonomi i deres værker. De ser på, hvordan penge former drømme, relationer og forestillinger om livet. Fra mønten i hånden til de store økonomiske strukturer blotlægger deres værker en kraft, der både forfører og former vores måde at tænke og leve på. 29 MIT FØRSTE SALG En historie om det første salg. Om økonomi og drømme. Om værket. I denne udgave af serien Mit første salg fortæller en kunstner om at satse alt på afgangsværket og skabe det værk, man ikke kan lade være med at lave. Koste, hvad det koste vil.

4 34 36

Kunstnerens værksted Kurser Kort nyt

Kunstnerens værksted

KUNSTNERENS VÆRKSTED

FOTO Lotte Agger

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

ANDRÉ LUNDQUIST (F. 1972)

Mit værksted ligger tæt på hjertet af København i Ryesgade 86A. De tre store vinduer mod gaden lukker lyset ind. Der er liv i gaden, folk cykler forbi, og børn trasker trætte efter deres forældre til og fra skolen, som ligger skråt overfor. Værkstedet lejer jeg af en andelsforening, og der er to grønne gårde, hvor jeg kan vælge at spise min frokost. Væ r k s t e d e t l i g ge r nordvestvendt, så der er ikke direkte sol før sidst på eftermiddagen, det er et godt

arbejdslys for mig. Mod gården, hvor der er sol om morgenen, ligger et rum, jeg bruger som skriveværksted, fordi jeg ved siden af min praksis som billedkunstner skriver lyrik. Uden for det vindue er der boldspil og grillduft sidst på eftermiddagen om sommeren. Om vinteren står der snemænd og peger med deres orange næser og stirrer med deres grillkulsøjne. Det vigtigste for mig, når jeg arbejder, er en vis ro. Jeg bliver let distraheret, så derfor arbejder jeg bedst, når jeg bare er mig selv. Rytmen er

min egen, og jeg har mulighed for at bruge rummene, som jeg vil. Den anden dag havde jeg en lyrikaften og et værksted fyldt med mennesker. Jeg kan godt lide balancen mellem roen i mit værksted og livet på gaden og i gården. Jeg arbejder alene, og derfor glædes jeg over at se og mærke pulsen fra andet liv så tæt på. Jeg kan sætte mig ud i mylderet, tegne det, myldre med, men også gå tilbage og lukke min dør. Mit værksted er 105 m², og der er højt til loftet på alle måder og i alle betydninger. Mit staffeli kan komme i en højde, så jeg kan arbejde

Kunstnerens værksted

med hele fladen. Det er vigtigt for mig at kunne få god afstand til værkerne, fordi det ofte er store formater. Jeg skal kunne se, om de hænger sammen, om de fungerer, og det kræver rum. Der er også en stor herlighedsværdi i, at det er muligt at stille værkerne væk, når jeg ikke arbejder på dem. Jeg arbejder i olie på lærred, og det er en lang proces, men netop langsomheden holder jeg af. Jeg har et figurativt formsprog, som jeg har udviklet og raffineret gennem årene. Fra slanke Giacometti-figurer til mere natura-

listiske. Jeg arbejder tæt på en-til-en i størrelsen på et menneske, på et objekt, et bord, en cykel, stole, mange stole. Det teaterscenografiske set-up med stole er stærkt inspireret af Bertolt Brecht og Pina Bausch.

FOTO Lotte Agger

TEMA: ØKONOMI OG DRØMME

Hvad mener kunstnerne om pengene?

Kapitalismen er kun godt 700 år gammel. Alligevel er det svært at forestille sig en verden uden. Penge og økonomi påvirker alle dele af vores liv, fra vores sprog og relationer til vores basale behov og muligheden for at realisere vores drømme. I dette tema vender vi blikket mod økonomi og drømme. Vi undersøger kunstneres økonomiske vilkår med fokus på barselsrettigheder, kunstnerløn og værksalg.

Og vi taler med tre billedkunstnere, der arbejder med økonomi i deres værker, om hvad penge og kapitalismen gør ved vores relationer, vores værdier og den måde, vi forestiller os fremtiden på. Fra mønten i hånden til de store økonomiske strukturer blotlægger deres værker en kraft, der både forfører og former vores måde at tænke og leve på. Dollar drop. Populism, Frankfurter Kunstverein 2005 . FOTO Andrea Stappert

Kunstnerløn

Kunstnerløn giver overskud

“Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne se min situation klart før,” siger Deirdre Humphrys og rømmer sig lidt, som man ofte gør, når snakken falder på økonomi. For mange kunstnere er det et ømtåleligt emne, der vækker mange følelser; følelsen af underskud, afsavn og udbrændthed, skam over at være en økonomisk belastning for andre og over, at den praksis, man selv opfatter som vigtig, ikke bliver værdsat af det omkringliggende samfund. Alle de følelser kender Humphrys, men som mange kunstnere skubbede hun tankerne væk og knoklede videre. Først, da hun blev udvalgt til at deltage i et pilotprojekt, der gav 2000 kunstnere en basisindkomst i tre år, kunne hun sænke skuldrene og mærke, hvor stort et pres hun egentlig havde været under.

AF Louise Steiwer

Værker fra Deirdre J. Humphrys’ serie DRAWS (ca. 2021– 2026), vist på udstillingen Bright wow and flutter; a selection of DRAWS på AGA i København i marts 2026. Serien blev udviklet i den periode, hvor Humphrys modtog basisindkomst gennem BIA. FOTO Malle Madsen

“Vi må gøre op med den myte, at god kunst bliver skabt af økonomisk knaphed og følelsesmæssig smerte,” siger den irske kunstner Deirdre Humphrys. De sidste tre år har hun været en del af det irske pilotprojekt, der tildeler kunstnere en basisindkomst, og det har forandret mere, end hun troede var muligt. Den første evaluering af projektet viser, at basisindkomsten også er en økonomisk gevinst for samfundet.

Kunstnerløn

Kunstnerløn som forsøg

Bullshit-myten For Humphrys er det væsentligste resultat af pilotprojektet, at det har startet en samtale om kunstneres arbejdsvilkår i hele Europa, fortæller hun: “Selvfølgelig kan kunstnere skabe smukke, underlige og betydningsfulde ting, uafhængigt af den kontekst, vi befinder os i. Men der eksisterer en myte om, at kunstnere laver fantastiske værker, når de lider økonomisk afsavn, og den myte er det vigtigt at nedbryde. Det er bullshit, at stress og angst producerer god kunst.” I hendes eget liv som billedkunstner kender hun kun alt for godt følelsen af at være i en presset økonomisk situation. Inden hun blev en del af pilotprojektet, var hun afhængig af økonomisk støtte fra sin familie og af legater fra de fonde, hun hele tiden søgte. “Da jeg fik at vide, at jeg var blevet udvalgt til projektet, var jeg inde i en periode af ansøgnings-fatigue. Jeg havde brugt seks måneder næsten udelukkende på al det administrative arbejde, der ligger i at skrive ansøgninger og lave bilag, og jeg var helt drænet,” siger hun og fortsætter: “Jeg brugte virkelig meget energi på at navigere i den skam, jeg følte over at være økonomisk afhængig af min familie, og på at stresse over min økonomi generelt.

FOTO Malle Madsen

Det irske pilotprojekt Basic Income for the Arts (BIA) blev lanceret i 2022 på baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe, nedsat af den daværende irske kulturminister Catherine Martin. Projektet havde rod i coronapandemiens mange nedlukninger og aflysninger, som havde ramt kunstnere hårdt økonomisk. For at sikre, at den kulturelle sektor ikke blev permanent svækket af denne og fremtidige uforudsete nedlukninger af kulturlivet, blev der indført en ubetinget basisløn for landets kunstnere - i første omgang som en forsøgsordning på tre år. Basic Income for the Arts uddeles til kunstnere indenfor felterne billedkunst, teater, litteratur, musik, dans, film, cirkus og arkitektur. For at komme i betragtning, skulle deltagerne i pilotprojektet kunne bevise, at de havde en aktiv, professionel praksis, enten gennem et medlemskab af en brancheorganisation, fremvisning af fakturaer for kunstfaglig indkomst eller anden fagrelevant aktivitet. Det irske kulturministerium, der administrerer ordningen, modtog omkring 9000 ansøgninger og udvalgte ved lodtrækning 2000 kunstnere, der skulle deltage i pilotprojektet. Som deltager modtog en kunstner 325 euro, altså godt 2400 danske kroner, om ugen i tre år. Beløbet blev uddelt uden krav om modydelse, hvis deltageren havde indtægter undervejs, og uden nogen begrænsninger på, hvordan beløbet måtte anvendes. Ordningen minder således i omfang og rammesætning om det danske treårige arbejdslegat, men her uddelt til markant flere kunstnere og ud fra et tilfældighedsprincip. “Det er et virkelig radikalt forsøg,” siger Humphrys på en blanding af dansk og engelsk. I 2003 flyttede hun fra Irland til København, hvor hun blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2012, før hun i 2018 efter næsten 15 år i Danmark flyttede tilbage til Irland. “Jeg blev træt af, at det var så svært at komme ind på boligmarkedet i København, så da der åbnede sig en mulighed for at bygge et hjemmestudio på min fødegård i West Cork i Irland, slog jeg til,” siger hun.

Kunstnerløn

det vigtigste, man overhovedet har som kunstner, og den fik jeg lige pludselig, da jeg kom med i forsøgsordningen.”

Et spørgsmål om lighed

FOTO Malle Madsen

Hele tiden at overveje, hvilke materialer man har råd til at købe og tælle sine småpenge i supermarkedet.” Som en del af pilotprojektet blev de deltagende kunstnere bedt om at udfylde et evaluerende spørgeskema hvert halve år. Her blev de spurgt ind til deres økonomiske situation og deres kunstneriske produktion, men også deres generelle tidsforbrug og mentale helbred. For Deirdre Humphrys var det øjenåbnende at se sort på hvidt, hvordan hun reelt brugte sin tid, fortæller hun: “Jeg blev overrasket, og faktisk lidt ked af det, da jeg opdagede, hvor lidt tid jeg havde haft til min kunst førhen. Jeg brugte langt mere tid på administration, end jeg havde forestillet mig, og det blev også tydeligt for mig, hvor lidt der egentlig kom ud af alt det arbejde. Jeg var ligesom fanget i en spiral af arbejde, der ikke havde noget med min kunstneriske produktion at gøre, og basisindkomsten fik mig til at indse, at jeg kunne bruge min tid langt bedre. Tid er

Humphrys peger på, at ordningen også har vist sig at have en betydning for, hvem der overhovedet har adgang til at lave kunst og på hvilke betingelser. Eksempelvis fortæller hun om en kvindelig forfatter, hun kender, der pludselig opdagede, at hun stod med en alt for stor del af hus- og omsorgsarbejdet, da hun fik basisindkomsten: “Selv om hun opfattede sin mand som feminist, så kunne hun se, at hun lavede en meget stor del af det huslige arbejde. Hendes mand havde et lønarbejde, og så bliver det bare det mest naturlige, at den med den laveste indkomst passer barnet og gør rent i hjemmet. Det er sådan nogle ting, som pludselig bliver synlige, når man begynder at se nærmere på, hvordan man egentlig bruger sin tid. Hvis tid er mest værd, og hvilke aktiviteter værdsætter vi egentlig?,” spørger Humphrys. Også for de kunstnere, der har en nedsat arbejdsfunktion, har ordningen vist sig enormt betydningsfuld, fortæller hun: “Hvis man eksempelvis har et fysisk eller psykisk handicap eller af andre årsager er forhindret i at lægge det enorme arbejde, mange kunstnere gør, påvirker det i sidste ende hvilke stemmer, der har adgang til at blive hørt i kunstverdenen.” “Jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvem vi udelukker fra kunstverdenen, når kunstarbejdet er så prekært. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan have noget væsentligt at sige, bare fordi man ikke kan arbejde 100 timer om ugen. Det er den slags samtaler, BIA åbner for,” siger hun.

Det handler om overskud Da Deirdre Humphrys blev en del af pilotprojektet, kunne hun investere i bedre materialer. Hun købte papir i høj kvalitet, et abonnement på Adobe-pakken og kunstmagasinet Frieze, og havde råd til at rejse til udlandet for at se udstillinger og lave research. Det første år var hun blandt andet på Documenta i Kassel og rejste oftere til London for at holde møder og følge med i hovedstadens kunstscene. Alligevel mener hun, at det væsentligste, hun fik

Kunstnerløn

ud af ordningen, var et mentalt overskud: “Jeg kunne fordybe mig i min praksis på en helt anden måde, end jeg kunne før. Pludselig havde jeg mulighed for at tænke og arbejde på nye måder, fordi jeg ikke hele tiden var nødt til at fokusere på den næste ansøgning,” siger hun. I de næste år arbejdede hun blandt andet på serien DRAWS, som foreløbig består af omkring 70 værker, der undersøger tegningen som medie, metode og bevægelse. Værkerne er blevet vist på det selvorganiserede udstillingssted AGA Works i København; en udstilling, Humphrys beskriver som noget, der foregik “på mine egne præmisser.” “Når man har en basisindkomst, så behøver man ikke hele tiden tænke på salgbarheden af sine værker. Man kan arbejde udenfor de institutionelle kontekster, der begrænser ens praksis ved at stille krav til, hvordan den vises, formidles eller i det hele taget tænkes. FOTO Malle Madsen

Man behøver ikke tænke hele sin praksis i korte projekter,” siger hun og fortsætter: “DRAWS er for mig et projekt, der handler om langvarighed. Om at ting gerne må tage tid at udfolde. Man må gerne være så ambitiøs, at et projekt kan tage ti år, før det er klar til at blive vist frem. Og man må gerne være bevidst om, hvordan man så viser sine ting, om hvilke kontekster og medier, de indgår i. Det handler om overskud til at se på sin praksis med andre øjne,” siger hun. Kunststøttesystemet i Irland er opbygget på samme måde som det danske, hvor man søger projektstøtte til konkrete værker eller udstillinger, og legatstøtte på baggrund af sit CV og en motiveret ansøgning. Det betyder, at der er et incitament til at arbejde projektorienteret og fokusere på at lave hyppige udstillinger, frem for at betragte sin praksis mere som et længerevarende flow, mener Humphrys. “Jeg har fået en større selvtillid og hviler

Kunstnerløn

FOTO Malle Madsen

mere i min praksis, fordi jeg i en periode ikke har været nødt til at forcere den,” siger Humphrys, der netop har indsendt sin ansøgning om at få tre år mere med basisindkomsten.

Gevinst for statskassen Efter pilotprojektets første tre år er BIA blevet implementeret som en permanent ordning, dog fortsat kun for en gruppe på 2000 kunstnere i en treårig periode ad gangen. I befolkningen er opbakningen til BIA overvældende: I en rundspørge blandt omkring 17.000 irere støttede 97,4% af de adspurgte ordningen efter at være blevet forelagt resultatet af en evaluering af pilotprojektet. Evalueringen viser, at BIA rent faktisk har været en økonomisk gevinst for det irske samfund. Ifølge en ekstern rapport fra

konsulentbureauet Alma Economics har pilotprojektet kostet 72 millioner euro (ca. 538 mio. kr.), men har bidraget til den irske økonomi med lige under 80 millioner euro (600 mio. kr.). Ifølge rapporten skyldes en del af overskuddet, at staten har haft færre udgifter til sociale ydelser til de deltagende kunstnere, mens den evaluering, der er foretaget på baggrund af deltagernes spørgeskemaundersøgelser, peger på, at de deltagende kunstneres kunstrelaterede indkomst steg med 500 euro pr. måned i gennemsnit. De deltagende kunstnere brugte i gennemsnit 11 timer mere om ugen på deres praksis end en kontrolgruppe, som ikke modtog ydelsen gjorde. På samme vis producerede de i gennemsnit 3,9 værker mere pr. halve år og investerede 250 euro mere om måneden i materialer og udstyr. På det mentale plan var resultaterne endnu mere opsigtsvækkende: Hvor 75% af kontrolgruppen havde oplevet at føle sig nedtrykte eller deprimerede i perioden, lå det samme tal på 54% blandt modtagerne af basisindkomsten. På en skala fra 1-10 vurderede deltagerne i ordningen deres livskvalitet til 7, mens kontrolgruppen vurderede den til 6. Deirdre Humphrys er som sådan ikke overrasket over resultatet. Hun har selv mærket, hvor stor en forskel det gjorde at slippe for det konstante økonomiske pres, både for hendes praksis og hendes mentale helbred. “Jeg vidste jo godt, at jeg var under pres før, men der er stor forskel på at vide det kognitivt og kunne mærke, hvad det gør ved kroppen, når man kan sænke skuldrene,” siger hun. Hun føler sig privilegeret over at have fået en pause fra ansøgningerne, men peger på, at tre år slet ikke er nok, hvis man for alvor vil se, hvordan en praksis ændrer sig. “Nu ved vi, at ordningen er en overskudsforretning, og det er jo virkelig vigtigt rent politisk. Nu er spørgsmålet om, hvorvidt ordningen skal forblive eller måske endda udvides, meget nemmere at få igennem. Altså, det er jo en no-brainer, ikke?”

Retfærdig barsel

AF Louise Steiwer

“Jeg har babyalarm på, så det kan godt være, jeg pludselig må løbe,” siger Cecilie Beck Gordon i telefonen. I en barnevogn ude i haven på Strynø ligger Alvin på 2,5 måned og sover middagslur, mens Gordon benytter pausen til at lave et interview med Billedkunstneren. Sådan har hendes liv været de seneste par måneder, mens mange nybagte mødre holder fuld barselsorlov med deres nyfødte, forsøger Gordon at holde balancen mellem omsorgsarbejde og kunstnerisk arbejde. Hendes barselssats er nemlig fastlagt til kun 126 kroner om ugen, godt 500 kroner om måneden. Da Cecilie Beck Gordon blev gravid for et år siden, troede hun, at hun vidste, hvad hun gik ind til. Som uddannet billedkunstner har hun igennem en årrække haft en enkeltmandsvirksomhed, som hun i perioder har suppleret med ufaglært arbejde. Men som såkaldt kombinatør, der både er selvstændig og lønmodtager på samme tid, eller som kombinerer flere forskellige lønarbejder, blev Gordons barselssats udelukkende beregnet på baggrund af indtægten i hendes virksomhed i 2024, hvor hun har haft lønarbejde i en børnehave ved siden af det kunstneriske arbejde. “Jeg blev virkelig vred og forurettet, da jeg fik den besked. Det føltes urimeligt, for selvom jeg har haft flere forskellige jobs, så har jeg jo haft en helt normal indtægt og betalt skat ligesom alle andre,” siger Gordon.

Cecilie Beck Gordon og Gabriel Ladd Beck Gordon , som står bag ISLA på Strynø. FOTO Wolfgang J. Fischer

Ingen kunstner er en ø I de seneste par år har billedkunstner Cecilie Beck Gordon arbejdet på at skabe ISLA, et residency- og kulturhus på Strynø. Men da hun gik på barsel, opdagede hun, at store dele af hendes arbejde ikke tæller med i systemets regnestykke. Resultatet blev en barselssats på kun 126 kroner om ugen.

Retfærdig barsel

Lucia Rae og "mor" i atelieret på Strynø, 2024. FOTO Gabriel Gordon

Forkert vejledning De såkaldte kombinatører udgør ifølge tal fra Danmarks Statistik omkring otte procent af arbejdsstyrken og tæller foruden billedkunstnere også en del freelancere og iværksættere. For iværksættere indenfor andre fagområder er lønarbejde ofte kun en midlertidig løsning, der supplerer den selvstændige virksomhed i opstartsfasen. For mange billedkunstnere er det derimod ofte en permanent del af arbejdslivet at kombinere kunstnerisk arbejde med andre indtægtskilder. Ifølge rapporten Billedkunstens Økonomiske Rum, der blev offentliggjort af Copenhagen Business School i 2018, er det kun omkring 15 procent af de danske billedkunstnere, der har kunstnerisk arbejde som deres primære indtægtskilde, mens resten supplerer deres indkomst på forskellig vis. Ikke alle er kombinatører: Mange udfører honorarlønnet arbejde,

der regnes som en del af deres virksomheds indtægt. Men omkring 50 procent af danske billedkunstnere har det, man kalder en patchworkøkonomi, hvor indkomsten kommer fra mange forskellige kilder, herunder undervisning eller ufaglært arbejde. Det gør det vanskeligt at vide, hvordan man er stillet i forhold til barsel. “Da jeg blev gravid søgte jeg faktisk en del fuldtidsstillinger, fordi jeg gerne ville være helt sikker på, at jeg var ordentligt dækket ind,” siger Cecilie Beck Gordon. Da ingen af hendes ansøgninger førte til en ansættelse, kontaktede hun Udbetaling Danmark for at få en afklaring på, hvordan hendes barsel skulle forløbe. “Jeg forklarede dem hele min situation, men jeg oplevede, at de faktisk ikke rigtig vidste, hvad de skulle sige i den anden ende. Hver gang jeg ringede, fik jeg forskellige beskeder, og jeg endte med at få en helt forkert vejledning,” fortæller hun.

Kulturhuset på Strynø Cecilie Beck Gordon og hendes mand, som er professionel musiker, havde i forvejen en datter, der i dag er fem år gammel. Da Cecilie Beck Gordon blev gravid med sin søn Alvin, havde de gennem flere år ønsket sig et barn mere, men Gordon fortæller, at de ikke var sikre på, at de kunne blive gravide igen. “I min situation har det været nærmest umuligt at planlægge indtægt og barsel på forhånd. Dels fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg ville blive gravid, og dels fordi den type arbejde, man laver som billedkunstner, er afhængig af mange faktorer, som man ikke selv er herre over,” fortæller hun og nævner fondsstøtte og institutionelle tilbud som eksempler:

” Jeg arbejder langt over fuld tid. Bare til en virkelig dårlig timeløn. For mig rejser det et spørgsmål om, hvad vi tillægger værdi i vores samfund: Er det virkelig kun de kroner og ører, man tjener i timen? Eller er der også alle de initiativer, man skaber for fremtiden?”

Retfærdig barsel

“Jeg kan jo ikke bare beslutte, at jeg vil have en stor institutionel soloudstilling eller at et af mine projekter skal have støtte fra en fond, uanset hvor meget jeg knokler for det. Jeg kan sætte en hel masse i gang, men i sidste ende er det op til andre, hvilke projekter der får fremgang,” forklarer hun. Et af de projekter, der ser ud til at blive realiseret, er drømmen om at skabe et kulturhus og residency på Strynø, hvor parret bor. ISLA, som projektet skal hedde, har fået støtte fra Realdanias pulje Underværker, og det er netop på grund af arbejdet med at oprette ISLA, at Gordon i 2024 ikke levede udelukkende af indtægter fra hendes kunstneriske virksomhed. “Når det kunstneriske arbejde skal give indtægt, skal man bruge en masse energi på at promovere den og skabe udstillinger og salg. I stedet valgte jeg at fokusere på ISLA, blandt andet ved at tage en diplomlederuddannelse på Københavns Professionshøjskole og at bruge støtten fra Realdania til at lave en forundersøgelse, der skal kortlægge hele projektet. Vi har haft besøg af en række kunstnere for at undersøge, hvordan de ser på stedets potentiale, rakt ud til universiteter, som vi gerne vil samarbejde med, og rejst rundt i USA for at besøge tilsvarende residencies, fx The Church i South Hampton,” siger Beck Gordon. I 2024 lavede hun desuden en soloudstilling på Taylor Fine Art Gallery i Los Angeles og koncerter med sit band, Gate to Venus, som fungerede som fundraiser for ISLA og dækkede udgifterne til rejsen til USA. En rejse, der har tjent som en central inspirationskilde til det kommende residency-program på Strynø: “Vi besøgte blandt andet University of Southern Californias underafdeling Thornton, der har en virkelig interessant musikafdeling. ISLA skal være et sted, der kombinerer billedkunst og musik, og derfor er det vigtigt at få input fra andre steder, der arbejder i det krydsfelt.” På ISLA, der er en forkortelse af International Sound and Light Arts, vil der være plads til seksten kunstnere ad gangen, som i løbet af opholdet på Strynø vil kunne danne nye netværk og samarbejder på kryds og tværs. På gården er der blandt andet plads til en såkaldt ‘eksperimenteringssal’, hvor man kan afprøve forskellige udstillingsformer eller sætte

koncerter og forestillinger op, ligesom der er rum til at arbejde i større skala end i de fleste atelierer. “Vi henvender os til professionelle kunstnere og musikere, som kan komme herud og arbejde i en periode. Men en del af aftalen er også, at de i løbet af deres ophold skal lave noget, der er åbent for lokalsamfundet: En artist talk, studio visits eller en udstilling, fx. På den måde kommer ISLA også til at give noget tilbage til lokalsamfundet på Strynø, både kulturelt og formentlig også økonomisk i form af de arbejdspladser, der kommer af et mere aktivt lokalmiljø,” siger Beck Gordon.

Cecilie Beck Gordon pressefoto af piger ISLA loft i laden. FOTO Cecilie Beck Gordon

Retfærdig barsel

Tones, Community, Akryl på lærred, 2024. FOTO Gabriel Gordon

Hvad er værdifuldt? De afledte økonomiske effekter af et projekt som kulturhuset på Strynø er noget, Cecilie Beck Gordon mener, vi er alt for dårlige til at tænke med i vores kulturpolitik i Danmark. Hun fortæller om sin tid som udvekslingsstuderende på Parsons i New York, hvor hun oplevede en helt anden interesse for, hvordan kunstneriske kompetencer kan anvendes mange steder i samfundet til at generere såvel nye ideer som økonomisk afkast: “De fleste virksomheder i USA vil gerne hyre en kunstner, fordi vi er ligesom et wildcard. Kunstnere kan tænke alternativt og finde kreative løsninger på forskellige problemstillinger, og det kan jo bruges alle mulige steder i samfundet. Et projekt som ISLA kommer til at generere alt muligt, som vi måske ikke engang kan forestille os endnu, så for mig at se virker det ekstremt kortsigtet, at vi som samfund ikke kan skabe ordentlige betingelser for fx barsel til kunstnere. At det hele kan falde fra hinanden, bare fordi vi skal have en lille baby.” I takt med at Cecilie Beck Gordon fortæller om sit arbejde med ISLA bliver det tydeligt, hvor meget usynligt og ulønnet arbejde, der ligger i opstarten af et projekt af det omfang. Netværksmøder, fondsansøgninger,

institutionsbesøg og forundersøgelser er alt sammen en del af det arbejde, der går forud for etableringen af et større kulturhus, men som ikke tæller med, når Udbetaling Danmark udregner barselssatser. “De spurgte, hvor mange timer, jeg arbejdede om ugen, og så måtte jeg svare, at jeg arbejder langt over fuld tid. Bare til en virkelig dårlig timeløn. For mig rejser det et spørgsmål om, hvad vi tillægger værdi i vores samfund: Er det virkelig kun de kroner og øre, man tjener i timen? Eller er der også alle de initiativer, man skaber for fremtiden?” spørger hun retorisk.

Fremtidens skatteborgere I december 2025 dannede 25 brancheorganisationer fra kulturlivet - herunder BKF - Barselsalliancen, som kæmper for at skabe bedre barselsrettigheder for kunstnere. Fra maj måned gik også Foreningen Danske Iværksættere med i alliancen ud fra et ønske om flere kvindelige iværksættere i Danmark. Og ifølge Cecilie Beck Gordon er netop det omsorgsarbejde, som ligger i barselsperioden, en forhindring for kvinder, der gerne vil starte virksomheder: “Det er jo endnu et usynligt og ulønnet arbejde at have et barn. Når man som kunstner

Retfærdig barsel

allerede arbejder frivilligt i utallige sammenhænge, kan det være dråben, der får bægeret til at flyde over og betyder, at man må lukke sin virksomhed. Jeg kender mange kunstnere, der overvejer ikke at få flere børn på grund af økonomiske udfordringer ved barsel, men det er jo også enormt kortsigtet: Vi skaber jo fremtidens skatteborgere,” siger hun. Barselsalliancen ønsker en ændring af barselsreglerne og sendte i maj måned fire konkrete forslag til, hvordan systemet kan rette op på de skævheder, der rammer kombinatører og små selvstændige erhvervsdrivende. Centralt er ønsket om, at retten til barsel baseres på den samlede arbejdstid på tværs af lønmodtagerarbejde og selvstændig virksomhed, og at

Cecilie Beck Gordon, skitse fra ammeserien omtalt i artiklen.

barselsdagpenge udregnes af den samlede indkomst. Desuden ønsker alliancen at give selvstændige ret til at løse nødvendige opgaver i deres virksomhed. Fx møder om: Fremtidige projekter efter endt barsel, uden modregning i barseldagpengene, og ret til barselsdagpenge for projektansatte. Cecilie Beck Gordon drømmer om, at ordningen ændres, så et barn automatisk giver ret til barsel, uafhængigt af forældrenes ansættelsesforhold: “Det, jeg blev så frustreret over i hele denne her proces er, at jeg hele tiden skal passe ind i en eller anden kasse, som jeg som kunstner falder udenfor. Foreningen Kvindeøkonomien har lavet en undersøgelse, der viser, at barselssystemet er endnu mere kompliceret end dagpengesystemet, så hvis man ikke passer ind, så er det nærmest umuligt at finde rundt i det. Hvorfor informerer man i det mindste ikke kommende mødre om deres rettigheder? Som gravid bliver man bombarderet med flyers og brochurer om alt fra amning til barnets udvikling, men barslen må man selv finde ud af,” konstaterer hun. Barselsalliancens forslag er nu blevet en del af det nye regeringsgrundlag, og Cecilie Beck Gordon, som gennem det seneste år har fortalt sin historie i flere medier samt skrevet til ministerier og politikere, er blevet valgt ind i bestyrelsen i BKF Fyn: “Jeg har fundet ud af, at man ved at organisere sig, ved at stå frem og fortælle sin historie, så kan man faktisk ændre noget,” siger hun, før hun vender tilbage til arbejdet. Interviewet er ved at være slut, og Cecilie Beck Gordon skal videre med et nyt projekt, som har taget form af hendes situation. Hun arbejder, ud over den fortsatte fundraising til ISLA, på en serie af tegninger, små, fragmenterede og styrede af den rytme, Alvins lejlighedsvise afbrydelser skaber i hendes arbejdsliv. En tegning bliver sjældent færdig, og de afbrudte tegninger ser Beck Gordon som en slags kommentar til hele sagen om hendes barsel: “Alvins afbrydelser er en del af processen. Eller rettere: Han afbryder mig jo ikke, for hans behov er det vigtigste for mig. Det er snarere mit arbejde, der afbryder vores fælles rytme. For mig er familien altid først,” slutter hun.

Pengeværker

PENGEVÆRKER

HENRIK PLENGE JAKOBSEN

JENS SETTERGREN

LOUIS ANDRÉ JØRGENSEN

Pengeværker

JENS SETTERGREN

‘Vi tror stadig på penge som en sandhed’ AF Helle Fagralid

Henover sommeren har turister og lokale kunnet spejle sig i Jens Settergrens (f.1989) enorme, blanke enkrone i rustfrit stål på Skal Contemporary i Skagen. Når stroboskoplyset i udstillingen Delirium var tændt, stod skulpturen og blinkede som et helligt relikvie på en natklub. På én gang forførende og desorienterende. Som den rus penge kan medføre. Da jeg møder Settergren i hans atelier på Fabrikken for kunst og design, fortæller han om værket: ”I en digitaliseret verden er enkronen jo outdated, men den er stadig et magtfuldt symbol, som her forstærkes af opskaleringen. Værket blev meget passende også vist under

uge 29 og kom derfor også til at kommentere på den overflod og det økonomiske ritual, der kulminerer i Skagen i højsæsonen. I bogstavelig forstand blev det en spejling af det ekstreme kulturelle fænomen, hvor industrisamfundet, det nationalromantiske postkort og den der vanvittige udskejelse støder sammen.”

Er det et billede på, hvad penge kan gøre ved os? ”Udstillingstitlen Delirium peger på den tilstand, vi kan komme i, når vi hengiver os til penge og har svært ved at navigere i det. Jeg tror, at de færreste af os overhovedet forstår, hvordan penge og økonomiske strukturer

”Workers Leaving the Factory”. FOTO Mikkel Kaldal

Pengeværker

virker. Penge er jo meget konkrete objekter i form af mønter eller sedler, men samtidig er de super abstrakte, når man tænker på valutakurser, aktiespekulation og hvordan enorme summer kan overføres med lysets hastighed. Alligevel foregiver de at være rationelle i en grad, så vi stadigvæk tror på dem og agerer ud fra dem, som en eller anden form for sandhed.”

Kunstmarkedet og værdisætningen af værker er vel et meget godt eksempel på det? ”Ja, en pris skal fremstå som noget rationelt og ikke som et tal, der bare er grebet ud af luften. Og derfra skal det så kun gå opad. Jeg har heldigvis nogle gode gallerister, som jeg overlader det til. De kender den verden bedre end mig, så jeg har tiltro til, at de sætter et realistisk og fornuftigt niveau.”

Du kom ind hos Wilson Saplana Gallery i 2023. Gjorde det, at din praksis blev orienteret henimod mere salgbare værker?

”Workers Leaving the Factory”. FOTO Mikkel Kaldal

”Enkelte gange, for eksempel i forbindelse med kunstmesser, har jeg lavet værker, som har været mere kunstmesse-orienterede. Men da jeg indgik en aftale med galleriet, var jeg faktisk lige begyndt at lave mine mosaikværker, som jo er flade ting, der kan hænges på en væg og derfor er nemmere at sælge. Så jeg oplevede det som et sammenfald mellem min interesse for at udvikle de værker og ikke som at blive tvunget ned i en kommerciel boks. Måske er det også fordi, der hele tiden har været plads til at eksperimentere med skulpturer og lyd- og videoinstallationer, som kendetegner den praksis, jeg havde tidligere.” Flere af Jens Settergrens værker forholder sig til penge og forbrug, som for eksempel arbejdsbien der kravler ud af et boret hul i en Dime i mini-skulpturen Workers Leaving the Factory eller Harvest, hvor et enormt, perfekt struttende hvedeaks i syntetisk Chameleon-lakeret stål, fremstår som et rigidt og kontrolleret nationalsymbol for velstand og bryder med en romantiseret forestilling om det danske landbrug.

Ser du dine penge- og forbrugstematiserende værker som en form for kapitalismekritik?

”Delirium”. FOTO Rikke Ehlers Nilsson

”Ja, for eksempel undersøger jeg begrebet kognitiv kapitalisme, som handler om, hvordan menneskehjernen er underlagt kapitalismen. Her er jeg blandt andet inspireret af den franske filosof Catherine Malabou. Kritikken ligger implicit i min undersøgelse af det emotionelle design, der er i kapitalismen eller neoliberalismen. Hvad er det for nogle

Pengeværker

mekanismer, tricks, der bliver brugt imod os? I mine værker prøver jeg at skabe et forførende miljø, man kan blive suget ind i, men med en ambivalent følelse, for hvad er det egentlig, de her billeder får os til at føle og gøre? Så det er sådan nogle sfærer som økonomi i samspil med landbrug, medicinalindustrien og underholdningsindustrien, som tiltrækker mig, fordi der er nogle superpotente og overdrevne billeder i det.”

I dine mosaikværker, der tidligere på året indgik i gruppeudstillingen Liquid Bodies i Politikens Forhal, behandler du forholdet mellem medicinalindustrien, økonomi og håb. Hvordan hænger det sammen? ”Jeg har arbejdet med begrebet ”Economy of hope”, altså håbets økonomi, som kommer fra sociologen Nikolas Rose, der beskriver, hvordan håb er en vigtig drivkraft i den biomedicinske økonomi, fordi det gør det muligt for medicinalindustrien at fremstille sig selv som værende i livets og sundhedens tjeneste og ikke blot stræbe efter profit. Det er vigtigt for en virksomhed, som eksempelvis Novo Nordisk at støtte et stamcelleforskningscenter, både så de kan udvikle nye produkter, men også så de kan præsentere sig selv som nogen, der arbejder for et større, fælles gode og vækker håb. Medicinalindustrien er et godt billede på, at økonomi og kapital ikke udelukkende er af det onde, men, på godt og ondt, er med til at skabe det samfund, vi lever i. Den ambivalens, synes jeg, er superspændende.”

Har du nogle idéer til, hvad der fra politisk side kan gøres for at skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv for billedkunstnere i Danmark? ”Jeg synes, at det i højere grad skal implementeres fra kunstinstitutionernes side, at de inviterer til en forhandling af visningshonoraret, altså en tvungen lønforhandling. Som det er nu, bliver BKF’s minimumssatser opfattet som et fast honorar fremfor et oplæg til forhandling. Og det er en ret skrøbelig position, man står i som kunstner, hvis man selv skal tage initiativet til en forhandling, når der på

”Harvest” Chart in Tivoli. FOTO Joakim Züger

ingen måder har været lagt op til det. Jeg tror ikke, at der er særlig mange kunstnere, der overhovedet vil eller tør tage den kamp op. Jeg har spurgt nogle af mine kunstnerkollegaer, om de har prøvet at forhandle, og der er endnu ikke nogen, der har sagt ja. Så det er også en kulturændring, hvor vi skal skabe en øget opmærksomhed omkring forholdene, ligeså vel som det er en politisk ændring, der skal til.”

Oplever du, at kunstnere er gode til at dele deres erfaringer vedrørende økonomi med hinanden? ”Der er nogen, der siger, at kunstnere er de kedeligste at være i selskab med, fordi vi altid snakker om penge. Men vi snakker meget om det, fordi de fleste af os jo er økonomisk pressede. Derfor har vi stor sympati for hinanden samtidig med, at vi jo også er konkurrenter. Det er hårdt og ikke særlig fedt at skulle konkurrere om de samme legater og støttemidler. Og om opmærksomheden, som også er en vigtig kapital.”

Hvordan håndterer du selv en usikker økonomi? ”Jeg er et ret privilegeret sted lige nu, hvor jeg er rimelig godt sikret i forhold til mange andre. Det er faktisk lidt af et drømmescenarie, fordi jeg har mulighed for at lave de værker, jeg gerne vil lave og ovenikøbet har et galleri, jeg kan sparre med, og som hjælper med at få

Pengeværker

”Harvest II” MAPS. FOTO Andreas Holmby Hansen

dem solgt indimellem. Det giver lidt ro, indtil jeg igen skal ind i det der grind med fondsansøgninger. Samtidig er jeg blevet forælder, og det medfører også nogle andre materielle behov. Så jeg prøver at lave en lille opsparing i min virksomhed, som kan være en buffer til, hvis der er en periode, hvor det ikke lige lykkes at få penge ind. Da jeg var færdig på Akademiet, var min indstilling, at hvis jeg kunne tjene, hvad der

nogenlunde svarer til en SU-sats, så ville det være fint nok. Det var også det, jeg hørte fra professorerne, at man skal lade være med at hæve sin levestandard. Dem, jeg så komme ud fra akademiet, som kunne overleve på den måde, så jeg virkelig som kæmpe succeser. Og det synes jeg stadigvæk, det er. Bare det at blive ved med at lave kunst. Om det så kræver, at man har et moneyjob ved siden af, synes jeg, at det er en succes.”

” Penge er jo meget konkrete objekter i form af mønter eller sedler, men samtidig er de super abstrakte, når man tænker på valutakurser, aktiespekulation og hvordan enorme summer kan overføres med lysets hastighed. Alligevel foregiver de at være rationelle i en grad, så vi stadigvæk tror på dem og agerer ud fra dem, som en eller anden form for sandhed.”

Pengeværker

LOUIS ANDRÉ JØRGENSEN

‘Penge har nærmest opnået status som naturkraft’ AF Helle Fagralid

På Louis André Jørgensens (f.1988) arbejdsbord står små smykkeæsker med finger- og øreringe lavet af 50-ører, der for nuværende er den mindste gyldige mønt, vi har i Danmark. Nogle af 50-ørerne er forgyldte og andre bærer stadig præg af gadens snavs og skiftende hænder. Smykkerne har været anvendt som rekvisitter i Louis André Jørgensens performances Pengeinformationer og P-p-p-pengene (2019-2021), men er også et ”wearable, skulpturelt værk, der sælges som edition,” som Jørgensen fortæller. Kontrasten mellem den laveste monetære værdi og smykket som symbol på forfængelighed, luksus og velstand er åbenlys og måske netop derfor fungerer smykkeserien Rose Gold som en åbning til samtaler om den ofte tabuiserede økonomi.

Hvad ansporede dig til at lave pengeværket Rose Gold?

Rose Gold. FOTO David Stjernholm

”50-øren står i stærk kontrast til de ædelsten, man normalt ser som centerpiece i et smykke. Den repræsenterer en helt konkret værdi, som står skrevet på den, men alligevel er til forhandling, for ville jeg samle en 50-øre op, hvis den lå på gaden? Måske, hvis det lige var den, jeg manglede for at kunne betale for et eller andet. Men der er også noget beskidt over penge, ikke? Altså, man fornedrer sig lidt ved at bukke sig ned og samle sådan en lille mønt op. Alt efter hvilken kontekst den indgår i, og hvilken situation man befinder sig i, vil den have forskellig værdi. I dette værk og i de performances, hvor jeg har haft smykkerne på, blev 50-øren ophøjet til et æstetisk objekt. Det gjorde blandt andet, at folk pludselig bemærkede den som smuk og elegant.”

Hvad er det, der interesserer dig ved penge i kunstnerisk kontekst? ”Penge er interessante, fordi de indgår i et system som på den ene side er regelret og målbart, og på den anden side er fluktuerende, uforudsigeligt og ude af vores kontrol. Jeg har altid været draget af ting, som er mystiske og uforståelige for mig, og penge er et godt eksempel: En menneskelig opfindelse, som er vokset os over hovedet og nærmest har opnået status som naturkraft. Det er nu et menneskeligt vilkår at befinde sig i en verden, hvor penge har denne magt. Mit arbejde med penge i kunstnerisk kontekst er en måde, hvorpå jeg kan undersøge materialet poetisk og skabe samtaler i bogstavelig forstand

Pengeværker

“ En menneskelig opfindelse, som er vokset os over hovedet og nærmest har opnået status som naturkraft. Det er nu et menneskeligt vilkår at befinde sig i en verden, hvor penge har denne magt.”

– som i performanceværket Pengeinformationer. Det er en måde at lede efter mønstre og derved blive klogere på et kaotisk og fremmedgørende system.” Louis André Jørgensen finder en gammel bog fra 1978 med titlen ”De fandens penge” frem. Heri skriver Gorm Benzon blandt andet om, hvordan bønder før i tiden tog varsler i vinden for at finde mening i en uforudsigelig verden, hvor for eksempel en god høst ikke nødvendigvis var lig med et godt udbytte, når kornet blev solgt. Tro og folketro kan knyttes til penge og er en rød tråd i Jørgensens kunstneriske praksis, hvilket også ses i en fotoserie fra 2019. I fotografierne, med titler som Cash Flow og Born to be Alive af heste fra Charlottenlund Travbane, kommer overtroen til udtryk i navngivningen af hestene, der ”har forskellige poetiske og humoristiske kvaliteter med en underliggende vibe af dominans og fremdrift”, som Jørgensen fortæller. Hestene repræsenterer en naturkraft, der skal tøjles, på samme måde som mennesker har forsøgt at tøjle og forstå den uforudsigelige markedsøkonomi ved at tyde varsler i vinden.

Ser du dine værker som et opgør med en kapitalistisk tankegang, eller er de snarere en undersøgelse af økonomiens væsen? ”Der er en generel antikapitalistisk understrøm i mit arbejde, som informerer min praksis bredt – også i de værker som ikke direkte kritiserer konkrete strukturer. Ofte bruger jeg humor og poesi til at finde vej og søge fællesskab i et fremmedgørende og fjendtligt system, og til at reflektere over det menneskelige vilkår, det er at leve i en verden, der er styret af penge. Hvordan man kan finde mening i det.”

Hvad betyder penge og kapitalisme for vores måde at være i verden på, eksempelvis vores evne til at danne relationer? ”Der findes rigtig meget forskning, som peger på relationen mellem stor velstand og manglende empati. Jeg tænker næsten, at det ikke er kontroversielt at sige, at sådan er det: Rige mennesker er bare ikke lige så gode til at sætte sig i andres sted, og konklusionen må vel være, at rigdom svækker vores evner til at danne og forstå menneskelige relationer. En moderat grad af velstand forbedrer jo umiddelbart livet for den enkelte, men der kommer et punkt, hvor dét at have flere penge ikke gør dit liv bedre, det ser tværtimod ud til at medføre bekymringer, følelser af mistro og angst. Så det bliver en falsk guide, når man taler om, at vores samfund hele tiden skal vækste, for at vi kan have det godt.” Rose Gold. FOTO David Stjernholm

Pengeværker

Hvordan er din egen økonomiske baggrund? ”Jeg kommer fra en middelklassefamilie, hvor der var en ganske bestemt berøringsangst i forhold til penge: Man spørger ikke, hvad folk stemmer og man spørger heller ikke, hvad de tjener. Men jeg vil gerne tale om det. De samtaler, jeg havde med publikum i mine performances, foregik i et uformelt rum, og jeg oplevede, at folk var villige til at være åbne omkring deres personlige forhold til penge. Måske har tidsånden også ændret sig på det punkt – berøringsangsten fra min barndom virker i hvert fald lidt gammeldags nu.”

Oplever du, at økonomi kan være et tabu blandt kunstnere? ”Sjældent. Økonomi fylder faktisk overraskende meget i samtaler mellem kunstnere, men nogle er jo mere diskrete end andre. Vi taler også om økonomi på forskellige indirekte måder eksempelvis om dårlige arbejdsvilkår, som jo tit handler om dårlige lønvilkår.”

Kan du leve af din kunst? “Ja, men det er jo et ladet spørgsmål. Jeg fortæller egentlig gerne om min ustabile økonomi, men når jeg får det spørgsmål, hvilket sker ret tit, kan jeg godt tænke, at mit svar vil afføde en dom over min succes og dermed min berettigelse som kunstner. Måske i mindre grad hvis det er en kollega, der spørger, men i høj grad hvis det er en tilfældig fremmed. Som selvstændig har jeg en patchwork-økonomi, som består af både legater, honorarer for udstillinger, performances og undervisning samt i ny og næ noget værksalg. Indtægten i min virksomhed varierer fra år til år, så dertil kommer diverse mere eller mindre kunstrelaterede sidegigs. Jeg ser nu det hele som både en del af - og i kraft af - min kunstneriske praksis.“

del af den irske identitet gennem generationer. Så jeg synes da, det er en vidunderlig ting. Jeg tror bare aldrig, at det ville blive indført i Danmark. Jeg tror ikke, at der er den samme folkelige opbakning, som man ser hos den brede befolkning i Irland, fordi mange herhjemme ser kunstnere som nogle, der er privilegerede. At dét at arbejde med kunst er et privilegeret valg.“

Fordi man arbejder med sin hobby og ”arbejdet bærer lønnen i sig selv”? ”Ja, fordi der er en opfattelse af, at man må have haft opbakning hjemmefra, at alle kunstnere kommer fra middelklassen og har en familie der kan gribe dem økonomisk, hvis det bliver nødvendigt – som i mit eget tilfælde. Men det gælder jo ikke alle. Der er også dem, der gør det imod alle odds. Og faktum er jo, at de fleste kunstnere, uanset familiær og økonomisk baggrund, kommer til at have et prekært og usikkert arbejdsliv. Ved at forbedre arbejdsvilkårene i kunstbranchen vil man også gøre den mere tilgængelig, så man ikke i ligeså høj grad har en fordel, hvis man kommer fra et velstillet hjem.”

Den irske regering har i år gjort basisindkomst for en udvalgt gruppe af professionelle kunstnere permanent. Hvad er din holdning til kunstnerløn? “Jeg har indtryk af, at der i Irland er en helt anden kulturel forståelse for kunstneres levevilkår og værdien af deres arbejde. Især deres verdensberømte forfattere har været en Arsenik. FOTO David Stjernholm

Pengeværker

HENRIK PLENGE JAKOBSEN

‘Vi er nødt til at deale med kapitalismen’ AF Helle Fagralid

På Den Frie viser billedkunstner Henrik Plenge Jakobsen (f. 1967) mig ind i en fiktiv rekonstruktion af sit atelier med vægge dækket af glitrende sølvlameller. Totalinstallationen er en del af udstillingen med de seks modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2026. Bag glamforhænget anes blandt andet et print af en tegning af World Trade Center (WTC fra 1999/2026) – et af de stærkeste symboler på økonomi og handel i vestlig kultur.

Dollar drop. Populism, Frankfurter Kunstverein 2005 . FOTO Andrea Stappert

”Det er altid svært at visualisere økonomi, fordi det på en måde er ingenting,” fortæller Henrik Plenge Jakobsen. Alligevel er det lykkedes ham adskillige gange at gøre det uhåndgribelige begreb mere konkret, eksempelvis i det performative værk Cadillac White Lady (1996), der med gratis limousine-service fra Ishøj station til Arken tematiserede klasseskel. Eller da Jakobsen, fra en lastvogn i 2004, kastede et tusind one-dollar-sedler ud til forbipasserende i Herlevs handelscentrum.

I din retrospektive udstilling Kapital på Museet for Samtidskunst i Roskilde i 2013 viste du blandt andet værket Min første femogtyveøre. Hvad handler det om? ”Dengang var det den mindste møntenhed, og det var en hilsen til Joachim von Ands lykkemønt. Værket repræsenterer det univers, jeg er vokset op med i form af Walt Disney og den her amerikanske indflydelse, som jeg var ret fascineret af. Men værket er også et billede på den ultrakapitalisme, der kom fra USA, og en analyse af det amerikanske samfund med den ekstremt rige von And, der bruger al sin energi på at beskytte sin rigdom, på den ene side og så hans fattige nevø Anders på den anden.”

Hvorfor er penge, transaktioner, kapital og rigdom tilbagevendende temaer i dine værker? ”Jeg har altid været interesseret i økonomi, fordi den har været et omdrejningspunkt i næsten hele menneskehedens historie. Men altså, det rigtige pengesystem, kapitalismen med banker og så videre, opstår for alvor først i renæssancen og forandrer forudsætningerne for os som mennesker og præger vores verden i ekstrem grad. For mig er det fascinerende og selvfølgelig samtidig utrolig problematisk. Jeg

Pengeværker

har desværre ikke rigtig noget alternativ til kapitalismen, så jeg tror, at vi er nødt til at deale med den.”

Hvilken rolle spiller kunsten og kunstneren i den forbindelse? ”Jeg ser min rolle som kunstner som en diagnostiker. Jeg peger på det, der fylder i verden, så vi bedre kan få øje på det. I traditionel guldalderkunst, og senere i realismen, malede man køer og landskaber, for det var datidens forudsætninger og ressourcer. For mig er det vigtigt at vise de forhold, vi lever under i dag, selvom man måske hellere vil drømme sig lidt væk i et landskabsmaleri.”

Kapital er jo også forbundet med drømme? ”Ja, helt sikkert. Og muligheder. Man kan også godt se på mit tekstværk Nasdaq Forever, som er fra 2000 og nok var mit første reelle pengeværk, og drømme lidt om sin pensionsopsparing. Hvis man altså har en. Jeg kommer fra ret beskedne kår, eller lavere middelklasse, fordi min far døde meget tidligt og min mor kom på overførselsindkomst. Min mor har altid været en stor inspiration for mig, fordi hun var helt uuddannet og samtidig havde de her forstadsdrømme om at have mange penge, privatchauffør og kok, som jeg syntes var sjove og nok også lidt åndssvage.”

Hvilke drømme har du selv haft? ”Jeg kommer fra Herlev og er vokset op i den periode, hvor Herlev Hospital blev bygget. Så jeg blev fascineret af det her højhus og drømte om, at Herlev på et tidspunkt ville ende som en slags New York. I samme periode byggede man World Trade Center, de her enorme tårne på Manhattan, som blev selve symbolet på globale finansielle transaktioner.”

Du overvejede ikke at finde arbejde indenfor finansverdenen? ”Nej, hvis jeg skulle have været noget andet end kunstner, havde det været marineller ferskvandsbiolog. Det var en af mine drømme, da jeg var ung. Naturen, og den måde den hænger sammen på, er også en form for økonomi, men lidt mere langsigtet end den økonomi, vi er en del af nu. I modsætning til

Nasdaq Forever, 2000. Inkjet on Canvas 130 cm x 220 cm. FOTO Planet foto

naturen er kapitalismen kun 700-800 år gammel, men fører muligvis til vores civilisations selvdestruktion. Det er den her acceleration og væksttanke, der bare smadrer derudad, som vi så forsøger at agere i.

Hvordan har du selv håndteret din økonomi med en svingende indkomst? ”Nu har jeg jo lige fået en million kroner fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat. Det giver en vis tryghed. Men det har altid kørt op og ned. Jeg har jo ikke lavet andet, siden jeg var 16 år, hvor jeg begyndte at lave kunst på en daghøjskole. Kort tid efter startede jeg på Kunstakademiet. Jeg har altid haft gang i kunsten. Men selvom man i perioder udstiller meget og får opmærksomhed, står der alligevel nogle gange kun 0 kroner på kontoen. Min kæreste er også selvstændig, så der var for eksempel ikke nogen barselsdagpenge eller anden støtte i svære perioder. I sammenlagt 12 år var jeg professor på akademierne i Stockholm og Oslo. Undervisning har i lange perioder været min primære indtægtskilde. Det sidste årti har jeg været heldig at få nogle større udsmykningsopgaver, som har givet et indtægtsgrundlag.”

Pengeværker

Gør BKF nok for at skabe bedre økonomiske forhold for kunstnere? ”Jeg synes, at BKF har gjort et godt stykke arbejde i forhold til at sætte fokus på udstillingshonorar. Det er ret absurd, at museer og institutioner ikke tidligere har allokeret en post i budgettet til at honorere kunstnerne, når alle andre, inklusiv rengøringspersonalet, får løn. Man kan arbejde på en udstilling i flere år og på den måde svarer honoraret, hvis det overhovedet er der, slet ikke til den faktiske timeløn. Men vi er på vej, og jeg bruger selv BKF i forhold til at kunne henvise til tariffer og anbefaler alle, især de unge, at blive medlem. For jo flere vi er, jo stærkere står vi.”

Hvad synes du om forslaget om kunstnerløn? ”Hvis man gerne vil have kunst og poesi i et samfund, så skal der være en eller anden form for mæcenat omkring det. Der har altid været et udvekslingsforhold imellem kunst og kapital. Firenze var for eksempel ikke blevet den blomstrende kunst- og kulturby, som den stadig lyser af i dag, hvis ikke det var for den rigdom, der blev kanaliseret ind i kunsten. Så umiddelbart er det en god idé. Man kan sige, at Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse er en form for kunstnerløn for ældre kunstnere. Jeg er selv blevet tildelt det. Og det er også godt, at det er indtægtsreguleret, så hvis man tjener for meget, får man ingen penge, kun æren. Der er mange af mine kolleger, der mere eller mindre lever af det.”

Har du nogle ideer til, hvordan man fra politisk side kunne gøre det mere bæredygtigt at være kunstner? ”Jeg synes, at Statens Kunstfond bør styrkes. Det handler ikke bare om flere midler til uddeling, men også om at opruste selve organisationen. Det bekymrer mig, at der stort

Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Grant 2026, Den Frie. FOTO Malle Madsen

set ikke er nogen billedkunstfaglige embedsmænd tilbage. Statens Kunstfond – æstetikken i det hele taget – er en vigtig komponent af velfærdsstaten. Der burde også være almindelige arbejdsmarkedsregler for det arbejde, som kunstnere udfører for kunstinstitutionerne. Og så er det absurd, at en rig kommune som Københavns Kommune ikke i højere grad prioriterer og bestiller udsmykninger af sine skoler og offentlige byggerier. Den regel, hvor 1,5 procent af budgettet skal gå til kunst, gælder kun statslige byggerier, hvorimod det for kommunerne er frivilligt. Men det burde være som i Norditalien under renæssancen, hvor de forskellige bystater nærmest kappedes om at inkorporere kunsten i deres bygningsværker. Det handler også om, at man som samfund skal gøre sig umage og vise omsorg for borgerne. Vi skal tænke udover kapital og effektivitet, så vi skaber nogle rammer, der både fysisk og mentalt er bæredygtige, også om 500 år.”

”Jeg bruger selv BKF i forhold til at kunne henvise til tariffer og anbefaler alle, især de unge, at blive medlem. For jo flere vi er, jo stærkere står vi.”

Mit første salg

’Det er mit drømmeværk, og nu går jeg i gæld for det’ Velkommen til en historie om det første salg. Om økonomi og drømme. Om værket. I denne udgave af serien Mit første salg fortæller en kunstner om at satse alt på afgangsværket og skabe det værk, man ikke kan lade være med at lave. Koste, hvad det koste vil.

AF Tobias Lauritzen

Vi skal nu møde billedkunstner Davide Hjort Di Fabio, som vil fortælle sin historie om det første salg. Men før vi når til salget af værket, skal vi en tur til Paris, helt ud på Solkongens Versailles-slot, hvor Davide Hjort Di Fabio i sommeren 2023 går rundt i museets haver og store sale, og hvor en idé langsomt begynder at tage form. En idé, som han kommer til at gå i gæld for, en idé, som samler alt det, han har drømt om og arbejdet med i løbet af sin tid på Kunstakademiet i København: Jeg går rundt på Versailles-slottet og filmer ind i spejlsalen og dronning Marie Antoinettes soveværelse. Det er et halvt år før min afgang på akademiet. Og jeg er meget fascineret af haven udenfor, som er fuldstændig stringent, ordnet og manipuleret, på en ekstremt fake måde. Jeg ser de firkantede buske, der ligner kuber, og inde på slottet går jeg rundt med det forgyldte loft over mig, det er som flydende sollys. Alt er organisk og kunstigt på samme tid, og der er sådan en overdådighed, som jeg ved udspringer fra magt og vold.

LED-kuben FOTO David Stjernholm

Og så får jeg en idé: Jeg vil lave en LED-kube med video på alle sider, en evig live-stream som kan indkapsle alt, der er her på slottet, som rummer sammenstødet mellem det organiske, stringente og magtfulde. Et værk som kombinerer optagelser fra Versailles guldpragt, som viser den store

Mit første salg

magt, vold og velstand, som slottet rummer, med satellitbilleder af Jorden, og nærbilleder af nøgne mandekroppe. Det skal blive til tre repræsentationer af landskab, det kulturelle landskab på Versailles, det geologiske med satellitbilleder og til sidst det biologiske med kroppene.

Men hvordan får jeg råd til det her værk? Hjemme i København finder jeg ud af, at min idé vil blive vanvittig dyr, nærmest umulig for mig at realisere. Jeg forsøger desperat at finde et firma, som kan lave LED-kuben til mig. Efter nogle uger har jeg været i kontakt med nærmest alle LED-firmaer i Danmark. Priserne er 100.000 og 130.000 kroner for at lave kuben. Den skal speciallaves. Og de priser dækker kun, at jeg kan låne kuben, end ikke eje den. Men jeg nægter at give op og bliver ved med at lede. Det tager mig lang tid. Jeg sidder foran computeren med telefonen i hånden og ringer og ringer. Og så en dag er der et firma i Jylland, som siger: Vi kan gøre det for 50.000 kroner. Yes! Det gør jeg. Jeg gør det her. For det er afgørende for mig, at videoinstallationen er som en skulptur, man kan gå rundt om, derfor skal den bare være kubeformet. Netop fordi jeg primært arbejder skulpturelt. Det skal være en 360-graders oplevelse, hvor videoerne på hver side på en måde smelter ind i hinanden.

Værket er ikke færdigt med kuben Det har altid været en drøm for mig at lave et stort relief i keramik. Det skal være den sjette side af kuben. Og det skal repræsentere velstanden og guldpragten på Versailles. Jeg vil materialisere landskaberne. Med leret har jeg jorden, selve landskabet, og den menneskelige berøring inde i leret, og så er jeg inspireret af den teknik, som man brugte i 1700-tallet i Frankrig. Dengang dyppede man konkylier, blomster og sten i gips, som man forgyldede. Man ville kontrollere og uddødeliggøre naturen, gøre den til et domestificeret ornament. Og det er det, jeg vil gøre med leret. Problemet er bare, at alle mine ideer er ekstremt dyre. Og det er nu, jeg begynder at

Reliefet, We pronounce everything. FOTO David Stjernholm

blive rigtig nervøs. For det vil koste mig ca. 15.000 kroner at få mit relief belagt med guld. Og jeg skal også betale for at låne nogle store ovne på kunstakademiet i Oslo.

Hvor langt kan man gå for drømmen? Jeg har kun 10.000 kroner på min konto, jeg har slet ikke penge nok. Så jeg begynder at tænke: Kan det blive helt umuligt for mig at realisere min drøm om afgangsværket? Jeg begynder at søge fonde. Det er en svær tid. Mange fonde støtter ikke studerende. Jeg sidder på mit værelse og tænker: Kommer nogen til at svare? Jeg får ikke andet end afslag. Som helt ny kunstner og studerende er jeg klar over, at det nærmest er umuligt at få støtte. Så hvad har jeg af penge? Ikke mere end de 4.000 kroner, som jeg får fra Kunsthal Charlottenborg til produktionen af afgangsværket på Akademiet. Jeg står altså med minus 50.000 kroner, dét, og en drøm. Alligevel er jeg helt sikker. Jeg vil lave det her værk, jeg vil gå i gæld for det her værk.

Mit første salg

OM VÆRKET

LED-kuben kombinerer optagelser fra Versailles-slottet, satellitbilleder af Jorden og nærstudier af mandekroppen. Som en evig-livestream, hvor blikket bevæger sig mellem ornamenterede lofter, planetarisk afstand og hudens helt nære topografi, så natur og kultur hele tiden glider ind i hinanden. Versailles fremstår både som symbol på magt og som model for en forgyldt iscenesættelse af naturen, men også som en metafor for skønhed og eskapisme i krisetider.

Satellitbillederne tilbyder et distanceret blik på planetens forandringer, mens de intime optagelser af kroppe - hud, hårsække og folder - trækker beskueren tættere på. Spændingen mellem afstand og nærhed spejler rokokoens fascination af detaljen. Som en forlængelse af kuben præsenteres We pronounce everything, et kvadratisk relief i guldglaseret keramik. Værket refererer til rokokoens oprindelse i det franske rocaille, en teknik hvor sten og muslingeskaller blev indlejret i dekorative overflader. I stedet for at indstøbe fundne materialer fastholder Davide sin direkte berøring med leret.

Det er som om det slet ikke er et valg. Og så lover jeg mig selv, at jeg efter afgangen vil arbejde og betale det lån af, som jeg nu tager. Er du gået fra forstanden? Da jeg fortæller mine venner og familie om beslutningen, går de i chok, de siger alle sammen: Er du blevet sindssyg? Hvorfor vælger du ikke billigere materialer? Hvorfor skal det være guldbelagt, hvad tænker du på? Især mine forældre bliver rasende. De kommer fra en lille by i Italien og har ikke en kunstnerisk baggrund. Så de kan slet ikke forstå, at jeg bruger så mange penge på at lave et kunstværk. De forstår ikke, hvor meget det betyder for mig. Men jeg er aldrig i tvivl. Det her er mit drømmeværk. Jeg stod dernede i Versailles, og så det for mig.

Noget i mig siger: Det her er helt i orden. Jeg har arbejdet på det her længe. 50.000 kroner er ikke særlig meget, hvis jeg sammenligner det med en almindelig indkomst for den slags arbejde. Problemet er bare, at jeg som kunstner ikke får nogen penge, for det jeg laver. Men jeg insisterer på, at mit arbejde skal respekteres på lige fod. Selv hvis jeg skal tage et lån for at gøre det muligt.

Nu låner jeg de penge Men hvordan skal jeg leve fra nu af? Hvis det altid bliver så dyrt? Hvis jeg ikke sælger, fordi min kunst ikke er særlig salgbar. Men da beslutningen om at låne pengene er truffet, mærker jeg også en stor frihed. Nu kan jeg fyre den af og lave et værk, som rammer alle mine interesser. Det er som at lave det ultimative værk. Alt jeg har lavet før har været en forberedelse til mit afgangsværk.

I den sidste uge af afgangsudstillingen skete der noget Da mit værk er færdigt, og det endelig skal udstilles til afgangsudstillingen på Charlottenborg, er det som en form for hjemkomst. Det er første gang, jeg kan vise et større værk, det er første gang jeg i en institutionel ramme kan sige: Her er jeg, dette er mit værk, midt inde i Charlottenborgs Kunsthal. En uge før udstillingen er slut, er jeg til en fernisering på et galleri i København. I løbet af aftenen bliver jeg introduceret til en mand, der hedder Morten Kroon. Det er en hyggelig snak, og jeg mærker, at han tager tilløb til noget, og så siger han: Min kone og jeg har været inde at se dit afgangsværk. Og ved du hvad: Vi elskede dit værk! Vi vil gerne have lov at købe relieffet, hvis du er interesseret?

”Problemet er bare, at jeg som kunstner ikke får nogen penge for det, jeg laver. Men jeg insisterer på, at mit arbejde skal respekteres på lige fod. Selv hvis jeg skal tage et lån for at gøre det muligt.”

Mit første salg

En uge senere i mit atelier Jeg har ikke sagt til dem, hvad værket koster. Og jeg bliver i løbet af ugen mere og mere nervøs. Hvad skal jeg sige, hvad koster mit værk? Så jeg bruger hele ugen på at lave udregninger på materialer og arbejdstid: Hvad skal mit værk koste? Da de ankommer til mit atelier, er jeg virkelig nervøs, men de er enormt søde og glade, og jeg er et stort nervevrag. Jeg står og tænker: Hvordan fanden siger jeg, at jeg vil have 50.000 kroner for det her værk? Så jeg prøver at snakke og tage samtalen i langdrag. Og så på et tidspunkt siger de: Hvad vil du gerne have for værket? Og det er her, jeg begynder på en lang monolog. Jamen du ved, jeg har brugt så og så meget på materialer, så mange arbejdstimer, så jeg vil gerne bede om: 50.000 kroner. Og det får jeg. Jeg er helt overrasket, men de siger faktisk bare: Jamen selvfølgelig. Du har arbejdet så hårdt for det. Det vil vi rigtig gerne betale. I øjeblikket føles det nærmest som en illusion, fordi tidligere potentielle købere altid har sagt: Åh nej, det har jeg ikke råd til, det er for dyrt for mig.

Bevidst om mine værkers værdi og mit arbejdes værdi I tiden efter har det faktisk hjulpet mig med at vide, hvad mine værker er værd, hvad min tid er værd. Det var som om, jeg kunne trække vejret igen efter det salg. Jeg står ikke længere med minus 50.000 kroner. Nu er jeg gået i 0 med LED-kuben. Det betød enormt meget for mig. At jeg havde satset alt, og at det var gået godt. Selvom det ikke er noget, som jeg nødvendigvis vil anbefale til andre.

Portræt af Davide Hjort Di Fabio. FOTO Rebekka Hilmer Hel

Og i det øjeblik er det, som om alt går i stå. Jeg er chokeret. De her mennesker kender mig. De kan lide, det jeg laver. Der er mennesker, som gerne vil have mit værk hjemme hos dem. Hver dag. Se på det hver dag. Det er en stor gave, en stor anerkendelse.

I dag prøver jeg at minde mig selv om, at det måske er rimeligt at tage de her priser. Hvis jeg ønsker at arbejde i den skala, hvor der er plads til større værker, omfattende produktioner, lange arbejdsprocesser og de idéer, jeg gerne vil forfølge, så kræver det også et økonomisk grundlag, der kan bære det. Og det har ændret sig for mig siden salget. Bare det at vide, hvor meget værdi et værk har, det har jeg måske været dårlig til før i tiden. Så var det her ikke sket, ville jeg have solgt mine ting alt for billigt i fremtiden og være gået i minus, og hele tiden være nødt til at indhente det tabte på arbejde ved siden af, som når jeg arbejder som fx handicapmedhjælper. Vi kunstnere kan faktisk godt kræve penge for vores arbejde. Vi arbejder virkelig hårdt, bruger virkelig mange timer og dyre materialer til værker. Det er ekstremt tidskrævende og fysisk krævende. Og hermed slutter historien om Mit første salg med Davide Hjort Di Fabio og dermed også første del af serien om salg af kunstværker.

BLÅBOG

Davide Hjort Di Fabio (f. 1990, født i Popoli, Italien) bor og arbejder i København. Han modtog sin MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2024) og Oslo National Academy of the Arts (2022). Nylige udstillinger inkluderer Kunsthal Charlottenborg (2024), Det Italienske Kulturinstitut (2024), Vejen Kunstmuseum (2023), Kunsthal Rønnebæksholm (2021) og Den Frie Udstillingsbygning (2020). I 2023 modtog han Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris for billedhuggere.

LED-kuben FOTO David Stjernholm

Mit første salg

BKF Efteruddannelse

BKF KURSER efterår 2026

BKF-KURSUS: KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I OFFENTLIGE RUM – PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer, hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Undervises af Camilla Hedegaard Møller og Christina Prip samt gæsteundervisere. DATOER: fire lørdage i efteråret 2026, d. 24/10, 31/10, 14/11, 21/11, alle dage kl. 09:30-15:30 STED: København TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser Randi & Katrine, HAVEN, 2018, Børne- og ungepsykiatrien ved Aarhus Universitetshospital. FOTO Gert Skærlund

BKF Efteruddannelse

BKF-KURSUS: SAMTALE OM EN MERE BÆREDYGTIG KUNSTPRAKSIS (TIDL. KARRIERETJEK) Som medlem af BKF kan du søge om at få en samtale om en mere bæredygtig kunstpraksis, hvad angår f.eks. økonomi, tid, roller, kompetencer og kommunikation. Samtalen fokuserer på netop dine behov, og hvad der aktuelt er vigtigst for dig at talt om. Formatet er en 1:1 samtale på 60 minutter med kunsthistoriker Lotte Boesen Toftgaard. DATO: 1. + 2. oktober 2026, formiddag begge dage STED: København TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

BKF-KURSUS: 3 WORKSHOPS OM ET MENINGSFULDT OG BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV Formålet med dette workshopforløb er at identificere en meningsfuld og bæredygtig model for arbejdslivet som kunstner, hvor der er balance mellem de kunstneriske, økonomiske og personlige aspekter. Herunder en øget forståelse for den udveksling af værdi, der foregår mellem kunstner, samarbejdspartner, kunde og publikum. Undervises af Signe Sylvester fra De Kreatives Forretning. Datoer: 3 onsdage i efteråret 2026, d. 12/11, 19/11 og 26/11, alle dage kl. 09.30-12.30 STED: København TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

Nyt fra BKF’s sekretariat

Runde fødselsdage 25

Studerende Siri Christine Wahlberg Feil 10/12 Studerende Matias Albert Noppenaug Nikolajsen 12/11 Studerende Olga Grue Nissen 12/11 studerende Rosa Marie Sandfær 12/11 Studerende Ditte Elbrønd Bollerup 15/10

Billedkunstner Mathias Ray Befrits Westbrook 17/11 Billedkunstner Astrid Storgaard 23/10 Billedkunstner Johan Dam Westerman 14/10 Studerende Agnes Olander 09/10 Billedkunstner Agathe Ostenfeld 27/09

Billedkunstner Nicholas Sparre-Ulrich 19/12 Billedkunstner Christian Aagaard Ovesen 11/12 Studerende Ana Baumann 09/12 Performance/installationskunst Margret Unnur Ploder 16/1 Tekstilkunstner Louise Lyngh Bjerregaard 06/11 Billedkunstner Ahmad Siyar Qasimi 02/11 Billedkunstner Ida Raselli 02/11 MFA Andreas Albrectsen 26/09

Billedkunstner Line Kallmayer Kallmayer 13/12 Billedhugger Nanna Starck 29/1 Fotokunstner Mazja Hillestrøm 20/11 Billedkunstner Janne Christiane Schäfer 13/11 Kunstner Stine Kvam 29/10 Billedkunstner Maria Engholm 15/10 Billedkunstner Laura Stamer 13/10

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

Billedkunstner Kathrine Schrøder 02/12 Billedkunstner Lisa Strömbeck 10/11 Billedkunstner Martin Bigum 08/10 Fotograf Eva Merz 04/10 Billedkunstner Lise Skou 29/09 Billedkunstner Anne Marie Ploug 26/09 Billedkunstner Annette Zierau 26/09

Skulptør Elisabeth Toubro 08/12 Maler Lonni Hall 01/12 Maler Henrik Martensen 15/11 Maler Jens Enevold 13/11 Tekstilkunstner Ingunn Vestby 09/11 Maler Inge Lis Jørgensen 07/11 Billedkunstner Neel Jans 25/10 Billedkunstner Ulla Lampe 16/10

Væver Ane Henriksen 09/12 Foto og grafik Susanne Winther Hansen 05/12 Billedkunstner Søren Møller 29/11 Billedkunstner Steffen Tast 16/11 Billedkunstner Bierte Hee 06/11 Billedkunstner Peter Stuhr 25/10 Maler, tegner og grafiker Ole Lejbach 08/10 Maler/Billedkunstner Bertine Knudsen 06/10 Billedkunstner Lars Skovfoged 22/09

Keramiker Gerd Baarstrøm 11/12 Maler Elizabeth Nietz Nielsen 24/11 Maler Finn Birkelund 08/11 Maler Ninne Nielsen 06/11 Maler Stig Weye 05/11 Billedkunstner Christian Jensen 25/10 Billedhugger Marianne Miller 21/10 Maler Gert Brask 20/10 Maler Ole Prip Hansen 07/10 Maler Ulla Mørch 02/10 Maler Niels Frank 28/09 Maler Kirsten Blohm 23/09 Væver Lise Frølund 23/09

Grafiker Inger Lise Rasmussen 20/10

Grafiker Andreas Vind 11/10

Maler Adolf Meister 17/12 AFDØDE Billedkunstner Viera Callaro, maj 2026

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER Studerende Alma Karstoft Møller Billedkunstner Amalie Dollerup Billedkunstner Amanda Kessaris Billedkunstner André Viking Andersen Billedkunstner Ann-Marie Blaabjerg Billedkunstner Beatrice Alexanian Billedhugger Biba Fibiger Studerende Christian Andreas Mechlenborg Studerende Elisa Zederkof Væver og tekstilkunstner Ellen Bangsbo Billedkunstner Emil Krog Rasmussen Studerende Emma Højrup Schieck Billedkunstner Erdal Bilici Studerende Esther Bjerg-Rasmussen Studerende Filip Lange Smedegaard Billedkunstner Heine Thorhauge Mathiasen Performencekunstner Inga Gerner Nielsen Billedkunstner Jasmin Franko Fotograf Jens Brink Billedkunstner Johan Dam Westerman Studerende Josva Jiyu Steensen Tind Billedkunstner Kristian Blomstrøm Johansson Billed- og videokunstner Lasse Lau Billedkunstner Lea Anic Billedkunstner Liselotte Klint Billedkunstner Louise Lind Foo Studerende Marcus Welch Jensen Billedkunstner Ninna Poulsen Studerende Olivia Brix Weincke Studerende Olivia Sahl Jensen Studerende Peter Rolsted Studerende Ragna Lind Kristinsdottir Billedkunstner Samuel Eliahu Saadon Studerende Sigurd Agerbæk-Pedersen Studerende Simon Mercebach Studerende Sofie Engell Kold Billedkunstner Susanne Hangaard Billedkunstner Tanja Nis-Hansen Billedkunstner Therese Hald Boesen Studerende Victor Friedrich Bachmann Billedkunstner og sangskriver William Spanggaard Nielsen

Ansøgningsfrister

Legatboliger / residencies:

GAMMEL HAVE, SØDINGE PÅ MIDTFYN

I landsbyen Sødinge ved Ringe på Midtfyn ligger huset Gammel Have, som er en kunstnerbolig, hvor nordiske forfattere og andre kunstnere kan søge om ophold. Huset ejes af en fond, og det står stort set som det blev beboet af giveren, Margrethe Hansen. Det var Margrethe Hansens sidste vilje, at huset med indbo skulle komme nordiske forfattere og andre kunstnere til gode, fordi kunst og litteratur havde betydet så meget for hende igennem et langt liv. Opholdets varighed er typisk en måned, eventuelt flere.

COGGIOLA, ITALIEN

Coggiola Art Residence (C.A.R) i Italien, er åben for ophold fra april til november. Nu har professionelle kunstnere en unik mulighed for at være med til at forme et varmt og rummeligt arbejdsmiljø på det nystartede residency C.A.R. i Norditalien. C.A.R. modtager henvendelser fra enkeltpersoner og grupper af kunstnere fra alle nutidige kunstformer til et arbejdsophold, uanset om du søger et fællesskab og ønsker at udveksle med andre kunstnere, eller hvis du søger absolut ro til fordybelse. Fast ansøgningsdato: COGGIOLAART@gmail.com coggiolaart.com

ANSØGNINGSFRIST FOR FANØ-HUSET OG BERLIN-LEJLIGHEDEN Næste ansøgningsfrist er d. 15. september 2026 for ophold i uge 5 – 35 2027. Evt. afbud eller ledige uger annonceres på BKF’s opslagstavle

10. SEPTEMBER OPHOLD PÅ DET DANSKE INSTITUT I ATHEN

Ophold kan søges af forskere, studerende, kunstnere, forfattere og arkitekter m.fl. med et projekt inden for Grækenlands og middelhavslandenes arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og kulturtraditioner. Ansøgere behøver ikke være danske statsborgere, men skal have en stærk tilknytning til Danmark. Se mere på diathens.gr/ansogning-om-ophold

14. SEPTEMBER BLIV STIPENDIAT PÅ DET DANSKE INSTITUT I ROM

Den skabende kunstner skal have projekter, som relaterer sig til Rom eller som drager praktisk fordel af et ophold i Rom. Som ansøger skal du dermed redegøre for, hvorfor et ophold i Rom er relevant for dit projekt. Måske har du behov for at opsøge arkiver med historiske dokumenter, besøge museer eller studere og indsamle materiale i byens arkitektoniske landskab. Se mere på acdan.it/ophold/#Sadan-ansoger-du

1. OKTOBER STATENS LEGATBOLIG I PARIS

Danske kunstnere og forskere har nu mulighed for at ansøge om ophold i Statens legatbolig i Paris. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive prioriteret. For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned. e mere på um.dk/frankrig/om-os/statensS legatbolig-i-frankrig

KURSER HOS STATENS VÆRKSTEDER FOR KUNST

Som medlem af Billedkunstnernes Forbund får du 20% rabat på et af Statens Værksteder for Kunsts kurser – tilbuddet gælder de første 10 tilmeldte. Se hele kursusprogrammet og tilmeld dig her: svfk.dk/event/kategori/kurser/list

STATENS KUNSTFOND 24. SEPTEMBER

Værkproduktion og udstillinger • Værkproduktion og udstillinger • Ophold på udenlandske residencies • Børn og unges møde med billedkunst • Kunstkritik, viden og debat • Kommunale billedkunstråd

9. OKTOBER

Tidsskriftsstøtte

ere info på kunst.dk/forM ansoegere/soeg-tilskud eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURKONTAKT 17. SEPTEMBER

Sprog- og kulturprogram for børn og unge op til 25 år.

18. SEPTEMBER

Mobilitetsstøtte (rejser)

2. OKTOBER

Støtteprogrammet Norden 0-30 (børn og unge) ere info på www.nordiskkulM turkontakt.org eller kontakt Nordisk Kulturkontakt på: nkk.org/en/apply-for-funding.

Opslagstavle

ATELIERSAMTALER Få faglig kollegial sparring på dit kunstneriske projekt - løbende ansøgning. I en ateliersamtale er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum, og oftest vil samtalen bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller realisering af et andet kunstnerisk projekt. Du bestemmer selv, hvor i processen der ønskes sparring; det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installationsog ophængningsfasen. Kun for BKF-medlemmer. æs mere om format, betingelser og ansøgningsprocesen L under ‘medlemsfordele’ på BKF’s hjemmeside

MENTORSAMTALER Hvis du som BKF-medlem har taget afgang inden for de sidste 10 år, kan du gøre brug af ét mentorforløb med en erfaren billedkunstner eller kunstprofessionel. Du kan bruge det til at blive skarpere på dine kunstneriske problematikker, få feedback på dine værker, på at udvikle en karriereplan eller på at drøfte, hvordan du får et bedre arbejdsliv. Du bestemmer selv, hvad forløbet skal fokusere på. Læs mere om format, betingelser og ansøgningsproces ‘dimittend’ på BKF’s hjemmeside

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindelse med værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv. Det kan fx være: ○ En billedkunstner med fysisk funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, for eksempel i form af tilskud til rejse og ophold. ○ En billedkunstner med psykisk funktionsnedsættelse, der i forbindelse med opførelsen af en performance søger midler til en assistent til at skabe tryghed, overblik og bistå med det praktiske. ○ En billedkunstner med kognitivt handicap, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig til assistance i forbindelse med fondsansøgninger og anden tekstforfatning. Beløbsstørrelse Der kan ansøges om kr. 2.000 — 6.000 pr. projekt. Ansøgning På BKF’s hjemmeside under “BKF’s Tilgængelighedspulje” kan du udfylde et ansøgningsskema. Skemaet indeholder en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til samt kort, hvad dit handicap består af og, om det er en lægelig diagnose. Ansøgningsfrist 4. gange årligt; 1.3 / 1.6/ 1.9 / 1.12

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Nu kan du – som mange allerede har opdaget – tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere. Du skriver dig op på bkf.dk/opslagstavlen

BKF’S OPDATEREDE LISTE OVER FONDE- OG LEGATER BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere samt billedkunststuderende ved at sende en mail til stud@bkf.dk. Listen er blevet opdateret med information gældende for 2026.

NETVÆRKSDAG FOR DIMITTENDER Har du netop, eller inden for de seneste fem år, taget afgang fra et kunstakademi i Danmark eller i udlandet? Og ønsker du at få mere viden om dit nye arbejdsliv som professionel billedkunstner? Så er dette arrangement noget for dig – vi sender snart information ud, så hold øje med din mail og vores opslagstavlen. Sæt allerede kryds i kalenderen nu, for d. 1. oktober 2026 inviterer Billedkunstnernes Forbund (BKF) sammen med Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC), Statens Værksteder for Kunst (SVFK) og Art Hub Copenhagen (AHC) til en hel dag med faglige oplæg, workshop og rundvisning samt uformelle møder mellem dimittender og oplægsholdere. På dagen kan du møde dine med-dimittender, hvor vi sammen dykker ned i nogle af de aspekter, der er gode at have styr på for at få hverdag, økonomi, faglig udvikling og karriere til at hænge sammen som nyuddannet.

Kolofon

BKF GENERALFORSAMLING 2026 Sæt kryds i kalenderen allerede nu d. 7. november 2026 på Statens Værksteder for Kunst. Dagsorden samt information om program sendes til alle medlemmer i oktober. Forslag, der ønskes taget op på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal sendes til BKF’s sekretariat senest den 1. oktober.

25-ÅRS JUBILÆUM FOR KLAUS PEDERSEN Den 1. oktober 2026 har sekretariatsleder Klaus Pedersen været ansat i Billedkunstnernes Forbund i 25 år. Det skal naturligvis fejres! Du inviteres derfor til reception torsdag den 24. september 2026 kl. 15–17 på det kunstnerdrevne sted Lokale. Adressen er Prags Boulevard 63E (i gården), 2300 København S. Vi ved, at Klaus har haft stor betydning for mange billedkunstnere og samarbejdspartnere, så hvis du går med en lille tale eller andet festligt indslag i maven, må du meget gerne kontakte os på mail: bkf@bkf.dk Vi glæder os til at fejre ham sammen med dig. Med venlig hilsen BKF’s sekretariat og bestyrelse

BKF’S BESTYRELSE 2025 FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder BILLEDKUNSTNER Anette Højlund BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen BILLEDKUNSTNER Louis André Jørgensen STUDERENDE Magnus Lind Nielsen BILLEDKUNSTNER Mathilde Duus BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen BKF’S REGIONER 2025 KONTAKTPERSONER BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver MIDT- OG VESTSJÆLLLAND NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR Tobias Lauritzen tal@bkf.dk BKF’S REDAKTIONSUDVALG Marie Thams Mette Kit Jensen Anette Højlund Louis André Jørgensen Ditte Lyngkær Pedersen DEADLINE Billedkunstneren nr. 4, 2026, 11. november. ANNONCER Billedkunstnernes Forbund ABONNEMENT 400 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596 TRYK BUCHS A/S DESIGN OG LAYOUT Laura Silke UDGIVER Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vesterbrogade 40, 5. th. 1620 København V T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15 SEKRETARIATSLEDER Klaus Pedersen LEDENDE PROJEKT- OG ORGANISATIONSSEKRETÆR Annarosa Krøyer Holm KOMMUNIKATIONSANSVARLIG Tobias Lauritzen POLITISK KONSULENT, PROJEKTLEDER Maria Sejersten Jeppesen PROJEKT- OG ORGANISATIONSMEDARBEJDERE Amalie Fuglsig Kongsted, Clara Sidor, og Maria Bendixen

AFSENDER Billedkunstnernes Forbund Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K

ID-NR. 46798