Skip to main content

Usædvanlige bibelhistorier (uddrag)

Page 1


USÆDVANLIGE BIBELHISTORIER FOR UNGE OG GAMLE

Af Maren Pitter Poulsen og Frederik Poulsen

Illustrationer af Kristian Eskild Jensen

© 2026 Det Danske Bibelselskab

Omslag: Alette Bertelsen

Grafisk design: Isabel Søndergaard, www.isabels.dk

Tryk og indbinding: Specialtrykkeriet Arco

Sat med Palatino Linotype og trykt på 100g Munken Print White

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

1. udgave, 1. oplag 2026

ISBN 978-87-7232-362-6

Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk info@bibelselskabet.dk

Hjertelig tak for støtte til udgivelsen fra:

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Chr. P. Hansen og Hustrus Fond for almenvelgørende formål

H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond

Til Johan, Samuel og Ada

INDHOLD

Forord

DET GAMLE TESTAMENTE

1. Kampen mod kaos 17

2. Pigen, der danser for Gud 27

3. De skrækkelige gudssønner 35

4. Hagar og Ismael 45

5. Josvas krig mod amoritterkongerne 55

6. Bileam og æslet 65

7. Ehud narrer den fede konge 73

8. Debora og Jael 83

9. Kong Saul jagter David 93

10. Jeremias og lerkrukken 103

11. Ezekiel i dødens dal 113

12. Zakarias’ drøm om heste 121

DET NYE TESTAMENTE

13. Johannes Døberen bliver født 133

14. Jesus opdager, at han er noget særligt 143

15. Peter prøver at uddrive en dæmon 153

16. Martha og Maria 163

17. Den store fest 171

18. Thomas møder Jesus igen 181

19. En dreng hører Paulus prædike 191

20. Verdens ende 201

FORORD

DU SIDDER NU med en bibel i hånden. Eller det vil sige med en bog, der indeholder tyve historier fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Men det er alligevel en usædvanlig bibel, fordi disse historier ikke normalt er med i bøger med udvalgte fortællinger fra Bibelen.

Du kender måske allerede mange af de klassiske bibelhistorier, dem, der bliver fortalt igen og igen. Når du læser denne bog, vil du opdage, at Bibelen rummer mange flere og anderledes historier end dem, du er vant til at høre. Har du ikke læst bibelfortællinger før, kan du også begynde her. Hver historie har nemlig en lille indledning, der sætter den enkelte fortælling ind i den større sammenhæng i Bibelen. Under alle omstændigheder vil du nok blive overrasket – måske især over, hvor dramatisk, spændende og uforudsigelig Bibelen faktisk er.

Historierne i denne bog er usædvanlige, fordi de beskriver

Gud på andre måder end dem, vi normalt hører, og fordi de viser, hvordan det også er at være menneske. Vi har udvalgt historier, der handler om forundring, glæde og kreativitet, men også jalousi, vrede, foragt, hævntørst, frygt og sorg. Alle disse

følelser – også de svære og knap så pæne – hører nemlig med til livet. Det ved Gud, og derfor findes der selvfølgelig også fortællinger om dem i Bibelen. Man skal bare lede efter dem. Og det har vi gjort.

Indimellem er historierne også ret grusomme, og i nogle af vores genfortællinger kommer du til at læse om de mere uhyggelige og uforståelige sider af Gud. Gud kan for eksempel få det til at regne med sten fra himlen, eller han kan få verden til at synke i grus. Bibelens univers er ikke så harmonisk, som man nogle gange gør det til. Det er også fuldt af modsætninger, overraskelser og dramatik.

De bibelske fortællinger er to-tre tusind år gamle og stammer fra en tid, hvor samfundet var domineret af mænd, så dem er der mange af. Heldigvis er der også historier om seje og stærke kvinder, og nogle af dem har vi også genfortalt her. Husk i øvrigt, at når Guds folk i Bibelen kaldes for Israel eller israelitterne, er der tale om et flere tusind år gammelt folk, ikke staten

Israel i nutidens Mellemøsten.

De tyve historier kan læses hver for sig, en ad gangen eller hulter til bulter, lige som du har lyst til. Men vi har nu alligevel placeret dem i en bestemt rækkefølge, så de viser den store historie i Bibelen fra skabelse til verdens ende.

Måske du med vores bog kommer til at opleve Bibelen på en helt ny måde. Uanset hvad, håber vi, at du efter endt læsning får lyst til selv at gå på opdagelse i Bibelen og finde endnu flere gode og anderledes historier frem. Der er nok at tage af.

God fornøjelse fra forfatterne

1.

KAMPEN MOD KAOS

Måske kender du fortællingen om, hvordan Gud skabte verden på seks dage. Først himlen og havet, så jorden med planter og dyr og til sidst de første mennesker. Men det er kun én blandt flere historier i Bibelen om begyndelsen på det hele. Der er også en anden, hvor alting er mørkt og kaotisk. Og hvor Gud som en kriger kæmper mod et søuhyre med syv hoveder. Den historie kender du nok ikke så godt, men den er omtalt i flere af digtene i Det Gamle Testamente, især i Salmernes Bog og Esajas’ Bog. Nu skal du bare høre:

PRØV AT FORESTILLE dig alting uden grænser. At alt var ét stort sammensurium af alting på en gang. Uden ro og retning. Uden grænser og genkendelighed.

Sådan var det engang, før det hele begyndte. Der var vand overalt. Men ikke vand, som vi kender det. Nej, der var vand over det hele. Under dig, over dig, inde i dig. Og ikke bare vand, men oprørt vand. Vand med mørke huller. Vand med ustyrlig kraft og med spiraler.

Sådan var det, før det hele begyndte. Men der var dog en ting, der var noget andet end alt det vand. For Gud var der også. Gud svævede rundt midt i det hele og vidste med sig

selv, at så meget vand måtte tæmmes. Vandet måtte finde en form. For ellers ville der ikke blive plads til noget af alt det andet, som Gud også forestillede sig skulle være til.

Hvor skulle han begynde? Vandets bølger slog brølende op imod ham. Var han bange? Nej, ikke rigtig. Snarere spændt.

For Gud vidste, at han kunne kæmpe mod alt vandet. Han vidste dog ikke, hvad vandet gemte i sig. Eller hvordan kampen ville ende. Men noget måtte gøres.

Gud samlede alle sine våben. Sit sværd, sit spyd, sine lyn, sine lungers fulde kraft, sine glødende kul og sine mægtige kræfter.

Måske fornemmede kaosvandene, at noget var i gang. Måske var det, fordi det klirrede og bragede, da Gud samlede alle sine våben. Men noget skete, for pludselig opstod der et øjebliks stilhed. Som om kaosvandene havde fattet, at nu var det bare om at være opmærksom. Et øjeblik var det, som om vandene tøvede.

Det mærkede Gud. Han tog den dybeste indånding, han nogensinde havde taget. Giisp! Og så pustede han: Puust! Og pustet blæste som en mægtig storm hen over vandene. Det buldrede afsted. Hvad der før var uden ro og retning, uden grænser og genkendelighed, fik en slags form. For nu havde vandet en overflade oppe og en overflade nede. Gud pustede igen. Vandet oppe trængte sig endnu mere sammen og kunne ikke stå imod den vældige kraft, som Gud pustede med.

Og Gud oplevede, at den plads, der nu opstod mellem vandet oppe og vandet nede, kunne noget. Her kunne han være. Her kunne han mærke sig selv. For nu var der jo opstået et

rum. Der var et op og et ned. Men Gud kunne ikke blive ved med at puste. Han var nødt til at gøre noget ved vandet foroven, så det ikke bare flød sammen og blev opslugt af vandet forneden. Så han spærrede vandet inde. Han asede og masede og arbejdede hårdt, mens han samtidig blev ved med at puste.

Han skubbede og bankede, og til sidst lykkedes det ham. Han tog et skridt baglæns og kiggede op – han havde fået sat en mægtig port for vandet foroven og lukket det inde. Nu satte han en lås på porten, og idet den gik i med et klik, kunne Gud endelig trække vejret frit igen uden at skulle puste for at holde vandet inde. Gud havde skabt det, som vi i dag kalder for himmelhvælvingen.

Gud var langtfra færdig. Vandet under ham var stadig uroligt, ja, helt ustyrligt. Nu begyndte det også at boble. Først med bitte små, så større og større bobler, for til sidst at eksplodere i et kæmpemæssigt plask. Op af vandet kom noget til syne.

Hvad var det dog? Gud mærkede en urolig sitren i sig, som om kaosvandene igen forsøgte at trænge sig ind på ham og sætte ham ud af spillet. Men Gud stod fast. Han bøjede sig ned og samlede sine våben op. Og nu kunne han se helt tydeligt, hvad det var, der steg op af vandet. Det var en voldsom skabning, der rejste sig foran ham. Et uhyre, en drage, en søslange, dækket med skæl og panser – og med hvor mange hoveder? Et, to, tre, fire, fem, seks … syv!

Der, hvor den slangelignende krop delte sig, sad der hele syv hoveder, alle forskellige. Det ene mere fnysende og raspende end det andet. Gud vidste, at nu – nu skulle han kæmpe.

Det første hoved var Rahab. Det bar på alt det, der var for meget. Kæmpestort sad det på kroppen, virrede konstant uroligt, som om det ikke kunne finde hvile. Dets øjne var tegnet op med sort, og det havde et lille fipskæg på hagen. Og så talte det. Ikke et sprog med tegn, men et sprog med tegninger. Det sprog, som vi i dag kender som hieroglyffer.

Det andet hoved, Jam, var blåt og nærmest uformeligt, som om noget af kaosvandene var blevet fanget i en boble. Uformeligheden og den dybe blå farve fik det til at gyse i Gud.

Det tredje hoved, Nahar, buldrede rundt i en strøm. Det var, som om det fortsatte indad og indad, nedad og nedad. Truende med øjne, der forsøgte at lokke Gud med ned i strømmen, lade sig suge ind og forsvinde væk med floden.

Det fjerde hoved, Tehom, var sort. Sort, mørkt, opslugende. Det sugede lyset til sig og fik alt omkring sig til at forsvinde i det mørkeste dyb. Det åbnede sit mægtige gab, og aldrig havde

Gud set et dybere dyb og et mørkere mørke.

Det femte hoved, Tanin, havde tusindvis af tænder. De sad i flere rækker, parat til at flænse og rive i det, der kom for tæt på. Gråt, glat og slimet så det ud.

Det sjette hoved var Livjatan. Det var grønt, havde den mest frygtindgydende lange snude og en mund med massevis af tænder. Oversiden var dækket af skæl, og bagerst sad to smalle øjne i små forhøjninger. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tænke, at hovedet græd. Gud blev forvirret, for hvorfor græde, når hovedet nu samtidig snappede efter ham og spærrede sit gab op i et forsøg på at sluge ham helt og fuldt?

Det syvende og sidste hoved, Suf, var rødbrunt. Det var dækket af klistrede alger, der hang i lange slimede tråde ned fra hovedets mundvige. På toppen var der en uhyggelig skov af siv, der med sine stikkende og stive spidser ville spidde enhver, der kom for tæt på.

Nu måtte Gud kæmpe mod det uhyggelige væsen. Et hoved ad gangen. Han havde alle sine våben omkring sig og greb først ud efter sin bue og pil. Rahab vrøvlede løs, og små tegninger væltede ud af dets mund. Den messende tale gjorde Gud urolig og mere og mere skør. Det hoved måtte udslettes først. Gud følte det, som om lyden fra uhyret overtog ham og forsøgte at hypnotisere ham – at den førte ham ind i en form for trance, der skulle blive hans endeligt. Han mærkede sin hånd knuge om buen, tog en pil fra koggeret og spændte buen. Wusch! Pilen susede afsted. Men Rahab nåede at dukke sit konstant virrende hoved. Og nu tog vreden i Rahabs stemme til, og lyden blev højere og højere. Gud satte endnu en pil på og spændte buen, og for at Rahab ikke skulle bukke sig igen, brølede Gud denne gang af fuld hals. Rahab blev så overrasket over at blive afbrudt i sin uforståelige talestrøm, at hovedet for et kort sekund stod stille i luften. Lige præcis længe nok til, at Guds pil ramte plet, lige midt mellem øjnene. Den tranceagtige tale stoppede, mens hovedet stivnede for så at falde ned.

Gud var lettet, men kun indtil han så, at det ene hoveds død havde givet fornyet kraft til de seks andre. Det andet hoved, Jam, rejste sig nu mod Gud med sin boblende blå masse. Gud rakte straks ud efter de gloende kul, som han løftede i sine bare næver uden at brænde sig. Han slyngede dem mod det

uformelige ansigt og ramte plet. Vandet i boblen begyndte at syde og koge. Der lød en på en og samme tid hidsig og dyb tone, som lukkede man damp ud gennem en fløjte. Og ganske rigtigt – hovedet gik nærmest i opløsning og steg til vejrs som damp, mens den hidsige, dybe og triste tone langsomt klingede ud.

Nu angreb det tredje hoved ham. Nahar forsøgte med sin truende strøm at omslutte Gud og drage ham ind i kaosset. Pludselig var Gud fanget i det. Han følte, at han var ved at blive løftet med strømmen og suget ind i ingenting. Men han tog sit sværd, løftede det højt over Nahar-hovedet og huggede med et langt slag foran sig. Den kraftige strøm kløvedes, gik fra hinanden, blev svag og skiftede farve. Og Gud så, at han nu stod midt i en strøm af blod, der langsomt strømmede forbi ham.

Knap havde Gud tørret sveden af panden, før det næste hoved, Tehom, kom susende med sit dybe mørke og sin uhyggelige afgrund. Igen blev Gud omringet. Denne gang af et mørke så dybt, at han næsten følte, at han holdt op med at eksistere. Han blev forvirret og mærkede, hvordan han forsvandt, så snart mørket tog magten over ham. Det lykkedes ham at blinke, og i det blink, hvor han ellers var ved helt at forsvinde, kom han i tanke om det blinkende lyn. Straks greb han det og slyngede det afsted ind i det mørke intet. Og dets lys flænsede mørket og gav med sin blitz Gud hans form tilbage, og han fik kræfter på ny til at slynge hundredvis af lyn afsted. Det lykkedes at knuse mørket, og Tehom faldt sammen.

Nu nærmede det femte hoved sig. Tanin. De mange tænder klaprede imod Gud og snappede efter han. Han dukkede sig

for den slimede grå kæbe, der igen og igen huggede ud efter ham. Så tog Gud sit spyd, vendte sig med ryggen til hovedet, lyttede og gik i knæ. Da Tanin nu igen huggede ud efter ham, rejste han sig i en drejende bevægelse og slyngede for fuld kraft spyddet lige ind i halsen mellem de hundredvis af tænder. Tanin stivnede i den snappende bevægelse, sank sammen og forsvandt.

Det mægtige uhyre rejste sig på ny. Nu kun med to hoveder, men Gud havde brugt alle sine våben og havde ikke flere tilbage. I det samme nærmede Livjatan sig, og de underlige tårer fra øjnene i dets grønne ansigt gav Gud kvalme. Han kunne mærke gråden fra hovedet, mens han blev angrebet af den lange snude med de sylespidse tænder. Mod sin vilje blev han ramt af en form for medfølelse med det grønne væsen, selvom han vidste, at Livjatan kun var ude på at æde ham. Så Gud måtte rette sig op, ryste hovedet og spænde alle sine muskler. Da Livjatan igen nærmede sig med de uhyggelige tårer og de skarpe tænder, greb Gud beslutsomt om det med sin vældige arm, låste i alle armens muskler, vred rundt og hev til. Et øjeblik efter røg Livjatan-hovedet af, og halsen dinglede hovedløst rundt.

Nu stod væsenet i al sin magt foran Gud. Det sidste hoved, Suf, havde suget alle kræfterne fra de seks andre, og Gud stod kraftesløs tilbage helt uden våben. Algerne i det rødbrune ansigt gnæggede ad ham, fordi Suf troede, at Gud nu intet kunne stille op mod det. Det bøjede sig forover parat til at spidde og gennemhulle ham med sine spidse siv.

Men nej – sådan skal det ikke ende, tænkte Gud. – Dette væsen skal ikke tilintetgøre mig. Hvad så med alle de boblende

ideer, jeg har? Planerne om, hvordan alt dette kaos kan blive til noget smukt og ordnet?

I det samme fik han en idé. Han lagde sig fladt ned på ryggen, så de spidse siv gled forbi ham. I det øjeblik det algebeklædte ansigt var over ham, greb han det om gabet, satte sin egen mund til og pustede med den samme ånd, som han havde blæst vandene fra hinanden med. Han pustede lige ind i Sufs ansigt. Ansigtet svulmede op og blev større og større, mens Sufs øjne blev grebet af panik. Gud blev ved med at puste, og større og større blev det. Nu dirrede det, og så pludselig – med et øredøvende brag eksploderede det. De rødbrune alger blev kastet gennem luften, og braget blev ved med at dundre.

KAMPEN MOD KAOS

Langsomt rejste Gud sig op, og helt afkræftet så han sig omkring. Han løftede sin hånd, tog igen en dyb indånding og pustede forsigtigt ud. Tøvende trak vandet sig tilbage. Det frådende dyb blev til rolige vande. Små søer dukkede op og mellem dem vandløb, der forbandt sø og hav. Og mellem alt dette dukkede små grønne tuer op. Gud pustede og pustede.

Her, tænkte Gud, her er der plads til alt det, jeg vil skabe.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Usædvanlige bibelhistorier (uddrag) by Bibelselskabet - Issuu