Til dig
Det krævede et vist mod at skrive denne bog. Ikke bare mod til at sætte ord på svære tanker, men mod til selv at leve efter de ledetråde, vi vil dele med dig. Vi har hver især mærket på egen krop, hvordan det føles at stå i kaos, at miste retning og at tvivle på sig selv. Og vi har erfaret, at håb ikke kommer af sig selv – det skal findes, vælges og bygges op igen og igen.
Vores ønske med denne bog er at tænde en gnist af styrke i dig. At hver ledetråd kan bidrage til mod og håb lige midt i det liv, som er dit at leve. Livet som ung kan føles som at være omgivet af et virvar af stemmer: sociale medier, venner, forældre, lærere – alle med meninger om, hvem du skal være. Midt i det kan det være svært at finde eller høre sin egen stemme.
Du er vokset op i en tid, hvor ord som diagnoser, stress og krise hele tiden dukker op. Når noget er svært, er det tit de ord, der bliver brugt – i skolen, i medierne, blandt venner. Det er, som om sproget omkring dig hele tiden peger på noget, der er galt eller i stykker. Det kan føles som at leve med en konstant
baggrundsstøj af bekymringer: klimaet, fremtiden, karakterer, kroppen, sindet. Og når du leder efter forklaringer, er det nemt at falde ind i det sprog, fordi det er så velkendt og ligger lige for.
Men det betyder også, at det kan være svært at finde et sprog for håb. Svært at snakke om styrke, drømme og muligheder, når alle omkring dig mest taler om det, der er hårdt, og om alle de kriser og kaos, som vi står i. Du kan let komme til at sidde med en følelse af, at du og din fremtid beskrives ud fra det, der mangler – og ikke ud fra det, der spirer og kan vokse.
Vi vil gerne tilbyde dig noget andet. Uden at fornægte kriser og problemer vil vi gerne prøve at pege på et sprog, der handler om håb. Et sprog, der kan åbne nye perspektiver og vise dig sider af livet, du måske ikke har lagt mærke til før. Et sprog, der kan indgyde mod og styrke.
Vi skriver ikke bare med udgangspunkt i bøger og teorier, men også ud fra vores egne liv og de mennesker, vi har mødt undervejs. Som mennesker og som henholdsvis psykolog, præst og lektor i praktisk teologi har vi set, hvordan livet kan være hårdt, men også hvordan det kan være fuldt af muligheder for at
starte forfra og finde nye veje. Og vi vil gerne dele den erfaring og viden, vi har fået med os – og give den videre til dig. Derfor har vi bygget bogen op omkring 12 ledetråde – små kompasnåle, der kan hjælpe dig med at finde retning, når alt føles kaotisk. Disse ledetråde skal du ikke følge som regler, men du kan lade dig inspirere af dem og tage dem med dig og bruge dem på din egen måde. En ledetråd er som et spor i skoven eller netop som en kompasnål: Den viser en retning, men du vælger selv, hvordan du går den.
Vi blev inspireret af den canadiske psykolog Jordan Petersons bog 12 regler for livet, uden at vi i øvrigt er enige med ham. F.eks. savner vi den kristne nåde og barmhjertighed i hans tilgang. Alligevel kunne
vi se, at hans konkrete råd ramte noget vigtigt hos mange unge mennesker, og vi har forsøgt noget lignende – bare på vores egen måde. For vi tror ikke på, at livet kan skrives ned som regler. Regler kan hurtigt føles som krav, og det er ikke det, vi vil give dig.
Vi tror i stedet på ledetråde, der peger på muligheder og åbner nye veje.
Vi har valgt at inddrage Bibelen og bibelcitater her og der – ikke fordi man skal være kristen for at læse denne her bog, men fordi der er mange visdomsord
at hente i netop Bibelens univers, og det vil vi gerne dele med dig.
Siden tidernes morgen har mennesker spejlet sig i Bibelen, kunstnere har malet motiver derfra, forfattere har gendigtet og ladet sig inspirere, og mennesker har gennem historien fundet trøst, inspiration og forståelse. Derfor kan man sige, at Bibelen repræsenterer et almenmenneskeligt lag – noget, vi mennesker kan spejle os i, uanset om man lever i 1700-tallet eller i dag, i Afrika eller i Grønland.
I denne bog har vi plukket nogle af de vigtige ting, som du kan bruge til at finde et lidt fastere ståsted. Bibelen handler nemlig også om, hvordan det er at være menneske i verden, og uanset om du læser Bi-
belen med troens briller eller ser den som en samling filosofiske visdomsord om menneskelivet, kan du hente meget, der både kan hjælpe, hele og forklare, lige der, hvor du nu står, og med de udfordringer, du nu har.
Så læs denne bog med åbent sind. Lad ordene arbejde i dig. Se dem som invitationer, ikke som krav – og bestemt ikke som moralprædikener! For mod er ikke noget, man får én gang for alle – det er noget, man øver sig på, lidt ligesom at lære at cykle eller spille
guitar. Og hver gang du øver dig, så vokser og spirer du.
Bogen er bygget op omkring 12 kapitler – 12 ledetråde – som vi hver især har skrevet fire af. Selv om vi har skrevet hver vores kapitler, er de alle blevet til gennem fælles drøftelser, oplivende samtaler om livet og modet og ikke mindst gode grin undervejs. Det betyder, at hvert kapitel bærer præg af både vores individuelle stemmer og vores fælles refleksioner.
Ideen til bogen opstod i maj 2022, da vi alle tre var inviteret til at holde en workshop på Himmelske Dage i Roskilde. Vi kendte hinanden, men havde aldrig prøvet at arbejde sammen før. Efter workshoppen blev vi enige om at gå videre med projektet. I en periode lå det stille, men til sidst tog vi det op igen – og det er nu blevet til denne bog. Vi håber, du vil tage imod den som en invitation til at finde dit eget mod og dine egne spor fra kaos til håb.
Dorte Toudal Viftrup, Lone Vesterdal og
Leif Andersen, februar 2026
Lyt ikke til andre
Leif Andersen
Kun to sølle likes …
At blive valgt sidst …
Et ubesvaret opkald …
Mors opgivende suk …
Ikke at blive inviteret …
Det dér træk på skuldrene …
Lærerens hævede øjenbryn …
Kammeratens skæve sideblik …
Intet kan larme som andres blik på dig.
Ingen har måske sagt noget. Alligevel kan det drøne og støje så meget i hovedet, at du kan have svært ved at sove for larmen.
Alle kender det. Og man skal ikke lade sig narre: De, der er voldsomt populære – alfahannen, bidronningen, de tilsyneladende selvsikre – de ligger måske i lige så høj grad og vender og drejer sig om natten:
“Hvorfor var han så ivrig i morges efter at komme videre hen til de andre?”
“Kan de virkelig lide mig, eller er de bare høflige?”
“Snakker de om mig? Ja, selvfølgelig gør de det, men hvad siger de?”
Så, for nu at sige det endnu mere præcist: Intet kan larme som din egen forestilling om andres blik på dig.
Vi har ikke adgang til andres hjerner. Så vi gætter og tolker os frem. Og desværre er rigtig mange af vores gætterier styret af bange forestillinger om det værste.
Terapeuten og teologen Eleonora Skov Andersen har for nylig sagt i et interview: “Der er nok også en grund til, at Jesus siger ’Frygt ikke!’, for vi bliver bange hele tiden.” Og så kan modet ligge rigtig langt væk!
At være tro mod sig selv
Måske har du hørt om dette citat fra Shakespeares
Hamlet: “This above all, to thine own self be true …” (Men frem for alt, vær tro mod dig selv …).
Jo tak, men hvordan i alverden skal jeg være “tro mod mig selv”, hvis andre hele tiden vil definere mig? Og jeg ved måske knap nok selv, hvad det her “selv” er for noget!
Eller tag bare overskriften over dette kapitel: Lyt ikke til andre!
“Hæ! Hvordan skulle jeg dog bære mig ad med ikke at gøre det?” tænker du måske. “Hvor er knappen, man skal trykke på? Jeg er jo ikke en sten. Jeg er heller ikke en ø. Jeg kan ikke være ligeglad med andre. Jeg skal vel heller ikke være ligeglad!”
Det er sandt. Man kan ikke være ligeglad med andre. Er man helt ligeglad, er der noget alvorligt galt.
Men det betyder ikke, at andre skal definere dig! Andres krav og forventninger kan være destruktive, og at indrette sig efter dem kan være usundt.
Vi er hele tiden i samspil med andre, med deres blikke, med deres ord, deres handlinger. Det er med til at gøre os til dem, vi er. Du er jo også med til at
gøre andre til dem, de er – måske uden overhovedet at tænke over det! Det er sådan, vores jeg dannes efterhånden.
Men vi skal ikke være kastebold for andres luner eller være slaver af deres domme og meninger. Det kan du læse mere om under ledetråd 11, der handler om at stå i dig selv.
Det jeg, du skal være tro mod, er ikke en skumfidus.
Det må her være på sin plads lige at påpege, at de berømte ord “to thine own self be true” har Shakespeare altså ikke lagt i munden på Hamlet selv, men på et fjols, nemlig snakkehovedet Polonius, der altid blander sig i noget, der ikke angår ham, og som elsker at belære andre.
Polonius har det nemlig kun i munden. Selv er han overhovedet ikke tro mod sit eget selv. Hvis han altså overhovedet har et. Faktisk er det det faktum, at han hele tiden blander sig, der i stykket får ham dræbt.
Med andre ord er det lidt sært, at det netop er en af hans ytringer, der nærmest er blevet ophøjet til at være visdomsord. Også fordi det, som det faktisk betyder, ikke er gjort med en enkelt catchphrase. Det er et arbejde og en vækst at blive tro mod sig selv – også
fordi man på vejen er nødt til at sikre sig, at det er et godt og sundt selv, man beskytter! Hvis ens jeg, ens center, ens kerne, er usundt eller ligefrem forvredet, så skal det ikke beskyttes, men udfordres.
Selvbilledet
Pixar-filmen Inside Out 2 (på dansk Inderst inde 2, 2024) er både udfordrende og inspirerende – og det behøver man i øvrigt ikke at være et ungt menneske for at se, selv om den handler om at vokse fra barn til ung.
I filmen lærer den unge Riley angsten at kende. Den følelse er helt ny og en del af et udviklingstrin. Den opstår, da hun bliver opmærksom på, hvordan hun måske virker på andre. Hun bliver panisk optaget af, hvad de andre tænker om hende, mens angsten (helt bogstaveligt) demonterer hendes gamle selvbillede: “Jeg er et godt menneske” – og erstatter det med et nyt: “Jeg er ikke god nok.” For angsten tror, at det, som vil sikre Riley succes og andres beundring, er at være som de sejeste. Vejen frem bliver at efterligne de beundrede idoler!
Spoiler alert: Det er ikke vejen frem. Rileys selvbillede ender i stedet med at være realistisk og
mangesidigt. Og ikke mindst brugbart! Vi vender tilbage til det under ledetråd 3.
Efter en hård medfart, hvor virkeligheden opfattes som kaotisk, gennem udviklingens faser og filmens spilletid, ender Rileys selvbillede med ikke længere at bestå i enkle overskrifter. I stedet viser selvbilledet sig at blive komplekst og udfordrende, men også langt mere konstruktivt og håbefuldt end det, angsten ville indpode i hende. Hun indser sine svage og egoistiske sider, som angsten nægtede at se i øjnene. Men hun ser også de stærke og omsorgsfulde sider, som hun gerne vil fremme.
Samtidig er filmen utroligt sjov, hvilket jo ikke er dumt.
Udfordringen er at indstille sig på at leve sit liv i det spændingsfelt: hverken at indrette sig efter andres foragt eller efter andres beundring, men erkende sit eget komplekse jeg. Det er det, der vil føre til vækst. Til en erkendelse af, at ikke alt inde i en selv er smukt – og at det skal man tage med. For det vigtigste er, at man ikke lever i selvbedrag – hverken i selvforelskelse eller i selvhad. Når først det lykkes
nogenlunde for en, kan man for alvor siges at være “tro mod sit eget selv”.
Ting tager tid
Kernen i dig er ikke en skumfidus. Du er hverken blød eller bøjelig, og du er ikke et blad i blæsten. Du er et træ, der langsomt vokser dig stærkere.
Så længe et træ endnu er ret nyt og ret tyndt, kan det måske selv have svært ved at tro på, at det virkelig er ved at vokse sig stærkere og højere. Det mærker stadig selv, hvordan blæsten rusker og bøjer det, og det mister modet: Hvordan skal det nogensinde blive solidt og kunne stå imod de hårdeste storme?
Men det bliver det! Træets stamme bliver stærk og sej.
Man kan ikke speede vækst op. Der er ikke noget quickfix. Det gælder både for træer og for sind. Det går galt, hvis man pumper muskler eller følelser kunstigt. Ting tager tid. Processer kræver tålmodighed.
Professor i psykiatri Glynn Harrison har advaret mod selvhjælpens mange forsøg på at opgradere selvagtelsen kunstigt. Han fortæller om eksperimenter, hvor folk fik til opgave at tale deres egen
selvagtelse op (“Jeg er speciel, jeg er noget særligt”).
Og resultatet over tid var, at folk fik det værre …
Så det er ikke sikkert, at små øvelser foran spejlet flytter noget videre. For nogle skaber det måske endda mere angst.
Vækst tager tid. Men man kan godt give væksten bedre betingelser. Man kan træne. Øve sig. Lidt som hvis man vil træne muskler.
1. Vær bevidst om de værdier, du kan være stolt af. Ikke de mest overfladiske eller de mest beundrede, men dem, du ville sætte højest hos andre.
“Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet,” står der i Ordsprogenes Bog i Bibelen, og det er et citat, der er værd at holde i hævd hele livet.
At vogte sit hjerte betyder ikke at pakke det ind i en skudsikker vest eller bygge en mur omkring det.
Det betyder at værne om de værdier i ens eget liv, som man kan stå inde for. Nogle af dem vil vi se på i næste kapitel.
2. Vær tro mod dine værdier. Også når det koster. Stå ved dine egne meninger og valg.
Det er ingen sag at være idealist på papiret. Eller hænge skilte og plakater op med visioner og luftkasteller. Det er en anden sag at være trofast i det lange løb.
Det betyder ikke, at man ikke behøver justering og vejledning hen ad vejen.
3. Det, som flytter noget, er faktisk ikke at blive beundret eller skamrost. Det er at vide sig elsket!
Vi længes alle sammen efter ros og beundring. Det er en af de stærkeste drivkræfter i vores liv. Men ros og beundring kan være tomme kalorier. De frister og lokker, og de kan få os til at gøre dumme ting. Der er derfor en verden til forskel på ros og beundring på den ene side og anerkendelse og respekt på den anden side.
Ros og beundring er nemlig afhængige af dine præstationer. Derfor følger der angst med: “Hvornår kikser jeg? Hvornår vender de andres beundring sig til foragt?” Men det er en angst, som vi ofte ikke selv tør røre ved.
Et andet sted i Bibelen, i Esajas’ Bog, siger Gud: “Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset?” Det er en ret original
opmuntring til ikke at lade sig diktere af andres vurderinger; for andre mennesker er jo heller ikke almægtige, evige eller ufejlbarlige.
Respekt og anerkendelse derimod er uafhængige af præstationer. Gode mennesker respekterer dig og holder af dig, også når du kikser. De siger ikke god for alt, hvad du gør – men de kan rumme dig.
Også dine svageste sider og i dine værste stunder.
Under ledetråd 9 kan du læse om “livsvidner”.
Der er selvfølgelig forskel på, hvor heldige vi er med vores venner og omgivelser: Er du omgivet af mange mennesker eller kun af få, hvis anerkendelse og respekt du er tryg ved?
På kort sigt er der ikke så meget, vi kan gøre ved vores situation. Men på langt sigt kan man gøre noget for at være sammen med dem, man selv respekterer, og opsøge dem, hvor respekten er gensidig. På langt sigt kan man dyrke venskaber og fællesskaber, hvor man ikke kun bliver anerkendt for det, man kan, men også for den, man er.
Det er de mennesker, som du skal lytte til.
Hovedpointer:
• Andres blik på dig skal ikke definere dig
• Et sundt selvbillede er komplekst
• Ting tager tid
• Vi dannes af andres kærlighed
185 mm
Når du træner, gør det ondt. Musklerne syrer til, du bliver træt, og du mister pusten. Men det er netop den smerte, der gør dig stærkere og udvikler din krop. Uden den, ingen udvikling. Det samme gælder din psyke, din karakter og din livskraft. Hvis du aldrig oplever modgang, vil du aldrig vide, hvad du er i stand til. Hvis du aldrig fejler, vil du aldrig lære at rejse dig eller håndtere din skuffelse og ubehag.
Hvad har du at række ud efter, når livet er svært?
Når du føler dig udenfor. Når tankerne larmer.
Når du sammenligner dig med alle de andre.
Når noget gik galt, og du ikke kan spole tilbage.
Du er ikke den eneste.
Denne bog er ikke et quickfix, men den har fokus på håb. Og den vil give dig noget at læne dig op ad og et sted at gå hen.
Gennem 12 ledetråde får du hjælp til at tænke modigere og finde retning i dit eget tempo.
Ledetrådene handler blandt andet om at stå ved dig selv, leve med dine fejl, søge det gode, tage ansvar, finde sunde relationer, skabe et fundament og holde fast i håbet.
