Skip to main content

Det er om natten man ser nordlys (uddrag)

Page 1


DET ER OM NATTEN MAN SER NORDLYS

bibelselskabets forlag om sygdom, tro og uventede velsignelser

Det er om natten man ser nordlys

Af Daniel Øhrstrøm

© 2026 forfatteren og Det Danske Bibelselskab

Forlagsredaktion: Mathias Anker Kure

Omslag og grafisk tilrettelægning: Bjørn Ortmann

Forfatterportræt på omslaget: Pelle Rink

Tryk: Totem, Polen

Sat med Roslindale og Martina Plantijn

Trykt på 100 g Munken Print Cream 15

1. udgave, 1. oplag, 2026 | ISBN 978-87-7232-338-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske e ter a tale med Tekst & Node. Bogens kapitel 3, ”Filosofiprofessorens sidste pointe”, og kapitel 19, ”Alting er ingenting uden kærlighed”, er baseret på forfatterens artikler ”Handl således, at du vil gentage dine handlinger” og ”Hvis bare flere var som Louise” bragt i Kristeligt Dagblad henholdsvis den 24. juli 2023 og den 21. juni 2024. Gengivelser af tekst fra artiklerne i denne bog sker med tilladelse af Kristeligt Dagblad. Læs mere om forfatterens virke på www.danielohrstrom.dk

Bibelselskabets Forlag

Frederiksborggade 50 | 1360 København K www.bibelselskabet.dk | info@bibelselskabet.dk

Når man bliver alvorligt syg, bliver det tydeligt, hvem der virkelig betyder noget i ens

liv. Alligevel er det helt bevidst ikke min dejlige familie, der fylder mest i denne bog, men uden jer ville jeg aldrig have klaret den.

For alting er ingenting uden kærlighed.

Troen ser bedst i mørke

Søren Kierkegaard

Guds milde ansigt skal vi se!

N.F.S. Grundtvig

Af lys fra Jesu ansigt og mørket i hans gråd blev barnebønnen spundet som livets røde tråd

Lisbeth Smedegaard Andersen

INDHOLD

Indgangsbøn

1 Åndeligt 112-opkald

2 Et skanningsbillede

3 Filosofiprofessorens sidste pointe

4 Kongebarnet Ejner

5Himlen pakker jorden ind

6Et liv e ter fødslen

7Jesus og den gode tone

8Hvor er du?

9Det grønlandske gudsbevis

10 Flyvende farmor

11Ud af mørket

12Søren Solskin

13En uventet hviledag

14 En gammel fremtidsdrøm

15”Good cop, bad cop”

16 Job-samtaler på Rigshospitalet

17 Hans’ minde

18Messenger-miraklet

19 Alting er ingenting uden kærlighed

20Velsignelsen

Udgangsbøn

INDGANGSBØN

Jesus Kristus …

forbarm dig …

over … mig!

Jesus Kristus …

forbarm dig … over … mig!

Jesus Kristus …

Jeg overgiver mig. Først nu sker det. Den sidste rest af min egen vilje er min hjernes oprørte ordre til mine lunger: Fortsæt arbejdet! Træk vejret ind! Pust ud! Kom så igen! KOM NU!

Det er den 20. juli 2022, og jeg frygter nu for alvor, at denne dato kommer til at stå på min gravsten. Lige nu skulle jeg ellers have været i Disneyland med min kone og vores tre dejlige sønner. Johannes … Sebastian … Alfred. Det var også dem, jeg tænkte på som det første, da det gik op for mig, at jeg var alvorligt syg. De havde glædet sig sådan til turen, men den eneste, der har ået et slags turpas denne sommer, er mig selv. Jeg har båret hospitalsarmbånd siden Folkemødet i sidste måned, hvor jeg pludselig begyndte at pendle ind og ud af hospitaler, indtil jeg havnede her på Bornholms Hospitals lille intensivafdeling og nu kæmper for mit liv, så mine stakkels børn ikke skal blive faderløse. Men jeg føler mig ærligt talt selv som et lille barn, der står og stivner på femmetervippen. Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan klare det her, mit mod er totalt forsvundet, og midt i det hele mærker jeg et mytteri starte indefra som en lille, skamfuld fristelse til at give op, og det er dog den mest forræderiske følelse, en far kan å midt i en dødskamp! Jeg skal holde ud! Det er derfor, jeg tilkalder Gud, det er derfor, jeg tilkalder Jesus, for jeg kan ikke stole på mig selv, jeg kan ikke engang stole på min egen krop, som jeg alt for længe har taget for givet. Mennesket er et utaknemmeligt mirakel. De fleste dage tænker vi ikke engang over at trække vejret; vi gør det bare i én lang guirlande af automatiske lu tladninger, der glider umærkeligt ind og ud af hinanden. Først når man er ved at miste hverdagens mest selvfølgelige velsig-

nelser – som for eksempel vejrtrækningen – bliver man opmærksom på, at det er et under, at kroppen virker, og at ethvert åndedrag i sig selv er et mirakel og en lille gentagelse af dengang, hvor Gud ifølge skabelsesberetningen i Bibelen blæste livet ind i det første menneske. Det må han gerne gøre for mig igen. Og helst med det samme. For jeg kan ikke å vejret, hvert åndedrag er blevet en udmattende prøvelse, men jeg kæmper med den teknik, jeg lærte mig selv som dreng i svømmehallen, når jeg hele tiden tvang mig selv til at tage ét svømmetag mere under vandet. Og et til.

Og et til. Sådan snød jeg mig selv til at kunne dykke to baner under vandet – ét svømmetag ad gangen, til jeg var ved at besvime og til sidst gav op. Men sådan forsøger jeg også at kæmpe nu, ét åndedrag ad gangen. Og et til.

Og et til. Jeg ved bare ikke, hvor længe jeg kan fortsætte sådan her. Men jeg ved i det mindste, hvor jeg skal bede om hjælp.

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu sagde engang, at der ikke findes nogen ateister i et fly, der styrter ned. Jeg er i forvejen ikke ateist. Men det her er en nødsituation, og det er også derfor, at jeg ligger og gisper e ter min skaber. Først nu, hvor jeg er totalt hjælpeløs, først nu, hvor jeg kun kan hviske mit nødråb, overgiver jeg mig endelig helt til Gud.

ET ÅNDELIGT 112-OPKALD

”Jesus Kristus,” gispede jeg, og jeg ville så gerne kunne inhalere bønnen helt, men den kom ikke langt. I hvert fald ikke fysisk. Det nev i lungerne, når jeg hev blot en smule lu t ned, selvom jeg allerede lå med iltslange i næsen. Men jeg ænsede ikke engang de bippende maskiner, jeg var blevet tilkoblet. Jeg måtte ellers ligne et menneskeligt batteri med alle de hospitalsslanger, men min egen motor var ved at stå af. Mine hænder rystede, mine øjne sortnede og var blevet gule af galde, og min puls var ”meget svag”, som den erfarne sygeplejerske bekymret konstaterede,

før de flyttede mig til intensivafdelingen. Jeg opdagede ikke engang, at jeg blev kørt ind og ud gennem hospitalets æggegule døre.

Mit infektionstal var allerede alarmerende højt, da jeg tidligere på formiddagen humpede ind på skadestuen på Bornholms Hospital. 235 viste den første blodprøve, der straks opgraderede mig, så jeg fik en rigtig hospitalsseng i stedet for den båre på gangen, jeg var blevet tildelt.

Infektionstallet skulle helst have været under 10, men det steg nu eksplosivt. Allerede i ventesalen havde jeg svært ved at stå på benene, og på hospitalsbåren lå jeg og gled ind og ud af bevidstheden, mens en tydeligt alkoholiseret medpatient som en såret krigskammerat lå og skreg af smerte længere nede på gangen på akutmodtagelsen. Men så var det pludselig mig, der fik al opmærksomheden.

”Daniel, du har det ikke godt,” sagde sygeplejersken. Det virkede beroligende at høre mit eget navn, som om hun vidste, hvem jeg var, og hvad hun gjorde. Og det var lige den slags professionalisme, jeg havde brug for i den situation, hvor en dødbringende blodforgi tning spredte sig lynhurtigt ud i min krop, der var ved at gå i septisk shock.

Jeg var 43 år, ægtemand, far til tre skolebørn, nybagt hundeejer til vores lille hundehvalp, Grundtvig, og i overhængende risiko for at dø denne sommerdag, som tilfældigvis også var årets varmeste.

Jeg havde ået lagt drop til vand, morfin og antibiotika i begge håndrygge og klistret hjertemålere på mit brandvarme bryst. I mine engang mest private kropsdele sad et blærekateter. Og nu spurgte sygeplejersken respektfuldt, om jeg mon foretrak selv at tage den stikpille, jeg åbenbart også skulle have.

”Min værdighed er allerede ikkeeksisterende,” mumlede jeg i et øjebliks sarkastisk klarhed, så personalet, som nu talte hele seks personer på intensivafdelingen, midt i deres professionelle alvor ikke kunne lade være med at grine, da jeg lod dem rulle mig om på siden, så sygeplejersken kunne udføre den betroede opgave at skubbe pillen op i et koldt, kantet jag. Men jeg overgav mig – også til personalet. Min stolthed var alligevel en billig pris at betale for alt det, som fædrelandet gjorde for mig nu, hvor jeg mildt sagt fik noget for skattekronerne, som man siger.

Der var noget rørende ved tanken om, at velfærdsstaten satte hele sin styrke ind på at redde mig. På den måde minder et offentligt hospital om en kirke, hvor man hænger alle sine titler i våbenhuset. Indenfor bliver vi mindet om, at vi alle er Guds børn, der altid allerede er elskede og altid er værd at redde. Og nu var det mig, der skulle frelses. Sådan så velfærdsstaten Danmark på mig. Lige nu, på denne brandvarme julidag, var jeg ikke længere noget nummer i køen, et medlem af pressekorpset, en myndig, mellemindkomstskatteyder, der modtog girokort i e-boksen, eller en far, der skulle huske at tjekke

Forældreintra for fnat, skoleudflugter, børneorm og luseudbrud i klassen. Nu var jeg velfærdsstatens barn. Og jeg skulle reddes, koste hvad det ville.

Overlægen, der var blevet kaldt ind e ter fyra ten for min skyld, havde endda ringet e ter en helikopter, så jeg kunne blive fløjet til Rigshospitalet og blive opereret i en fart. Alligevel lå jeg nu og kontaktede min egen læge.

Engang skreg min mor spontant ”Jesus!”, idet min far under en sommerferie i 1984 mistede herredømmet over vores gamle bil, der fortsatte i fuld fart i grø ten med mig og mine dengang to mindre søskende på bagsædet. Bilen blev totalskadet, og det var især ærgerligt, fordi jeg i den periode gik og præsenterede mig selv som ”førstearvingen til Ladaen”, og nu var arven kørt i grø ten, men ingen af os kom noget til. Dengang var jeg selv fem år og blev for sikkerhedens skyld røntgenfotograferet på grund af et myggestik. For sygeplejersken spurgte vedholdende, om det virkelig ikke gjorde ondt nogen steder, og til sidst havde jeg peget på armen med myggestikket. Det er mit første minde om at have været i livsfare og om, at bøn virker. Men nogle måneder e ter fik jeg min første erfaring af, at man til gengæld ikke altid år, hvad man beder om.

Den dag ringede mine forældres mosgrønne drejetelefon. Opkaldet var fra en dame fra deres kirke, der havde

startet en såkaldt bønnekæde for én af mine forældres gode kristne venner, der hed Isak. Og Isaks søn, Jonas, var min bedste ven. Men nu var Jonas’ far blevet kørt på hospitalet i kritisk tilstand e ter en blodprop, fortalte min mor, og jeg løb spontant ind i mine forældres store seng, hvor jeg lå med hovedet begravet i den hurtigt grådvåde pude og bad så inderligt om, at Isak måtte overleve. For jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at miste min egen far. Men Isak døde, og det forstod jeg aldrig, men jeg blev opdraget til, at Gud alligevel er med i alting. Også i det, vi ikke forstår. Fra jeg var ganske lille, blev jeg hver a ten puttet med en bøn og kristen godnatsang af mine forældre, der også hver a ten fortalte mig, at de elskede mig uendelig højt, og at min far i himlen endda elskede mig endnu højere. Siden har jeg troet på, at man kan komme til Gud med alting. Og som min mor har jeg o te bare sagt ”Jesus” eller ”Jesus, hjælp mig”, når jeg spontant havde brug for Gud.

Jesusbønnen, som jeg kalder den, har dog først for alvor fulgt mig, e ter jeg i 2012 skrev en bog om Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel. Jeg fulgte Fangekoret og dets karismatiske leder, Louise Adrian, gennem et halvt år, mens jeg lyttede til sangernes røverhistorier og triste barndomstraumer. Bogen slutter med en gudstjeneste, hvor en præst i en kirke på Vesterbro lærer Fangekorets sangere Jesusbønnen, som folk i nød har bedt siden den første kirkes tid.

”Når man siger: ’Jesus Kristus,’ så lukker man lyset ind i sit mørke, ligesom Gud sendte lyset ind i mørket i begyndelsen helt tilbage i skabelsens morgen,” forklarede præsten, ”og når man så puster ud på ’forbarm dig over mig,’ giver man slip på alt sit skidt og indre mørke.

Bitterhed, mindreværd og bekymringer. Pust det hele ud! På den måde bliver bønnen et åndedræt. Man lukker lyset ind og giver slip på mørket, så der til sidst kun er plads til lys.”

Den a ten sad jeg i bedelysenes blafrende skær i kirken mellem banditterne fra Danmarks formentligt mest kriminelle boyband og bad med på bønnen, mens jeg holdt fast på Jesus og gav slip på alle mine bekymringer.

Det handlede for mit vedkommende sikkert bare om budgetkontoen eller småkonflikter med underboen. Men Jesusbønnen har hjulpet mig mange gange siden. Både når jeg selv har følt mig som en forbryder og som nu, hvor jeg bogstaveligt følte mig som et hjælpeløst barn, der var løbet næsten tør for ord. Jesusbønnen levede stadig i mit åndedræt.

”Jesus Kristus … forbarm dig over mig! Jesus Kristus … forbarm dig over mig! Jesus Kristus … forbarm dig … over … mig!” bad jeg desperat og ublufærdigt i takt til mit åndedræt, mens en hvidklædt kvinde smilede til mig.

”Helikopteren er på vej. Det er en god ide at ringe til din familie nu,” sagde sygeplejersken, der havde fulgt mig de sidste timer, det var også hende, der kaldte overlægen ind e ter fyra ten, da jeg blev flyttet til intensivafdelingen på Bornholms Hospital.

Jeg ringede op med medhør på, pludselig var jeg i stand til at tale lidt, som om opkaldet til min familie fik mig til at mande mig op, men jeg fik ikke fat i min kone, så jeg ringede til vores ældste søn, Johannes, uden at vide, at det opkald ville sende ham ud i et sandt mareridt, fordi han heller ikke kunne å fat i hende. Hun anede heller ikke, hvor slemt det stod til. Hun var derfor taget på stranden med vores to yngste sønner for at give dem en lille følelse af sommerferie, mens Johannes cyklede fortvivlet rundt i Rønne og ledte e ter dem. Og da hun endelig selv ringede mig op, vidste hun stadig ikke, at jeg var i livsfare, så hun spurgte, om det ikke var bedre, at hun blev hos børnene og Grundtvig, der jo også skulle til hundetræning. Det var heller ikke et syn for børnene at se mig med slanger over det hele, tænkte jeg.

”Nej!” svarede sygeplejersken alvorligt bag mig, før jeg selv nåede at svare.

”Jeg synes, I skal komme og sige farvel til jeres far.”

Jeg prøvede at lyde tapper i telefonen, men nu var min kone og børnene på vej. For at sige farvel.

Jeg var gledet ind og ud af bevidstheden hele dagen, men nu var jeg vågen og mere klar i hovedet. ”Jeg må tage

mig sammen,” tænkte jeg, selvom det jo var latterligt i min situation. Lidt e ter bippede telefonen igen. Det var en sms fra min chef, kulturredaktøren på Kristeligt Dagblad.

”Hej Daniel. Håber du er ved godt mod. Må jeg ringe til dig?” stod der, jeg tænkte ikke klart, så jeg ringede selv op og lod ham tale, før jeg nåede at forklare, hvor jeg befandt mig.

Min chef spurgte, hvordan jeg havde det, og hvornår de mon kunne håbe at se mig på arbejdet igen, på Facebook så det åbenbart ud til, at jeg var kommet mig meget godt e ter min indlæggelse med mavesmerter måneden før.

”Jeg ligger lige og venter på en helikopter,” mumlede jeg og fik vist også sagt, at jeg ikke engang kunne lø te min hundehvalp på under 10 kg, som om det var mit største problem nu.

”Det er noget skidt,” sagde han og spurgte, hvad jeg dog fejlede.

”Jeg år først svaret fra mine vævsprøver fra Rigshospitalet om en uge. Det kan enten være kræ t eller noget, der hedder PSC, der er en autoimmun sygdom,” sagde jeg som en remse, jeg lige havde lært og åbenbart stadig kunne huske i en morfintåge.

”Det er ikke kræ t,” sagde overlægen beroligende i baggrunden, inden min chef ønskede mig rigtig god bedring. For nu skulle lægerne jo lige redde mit liv i første omgang. Jeg havde fanget ordet ”septisk”.

”Han er tæt på septisk,” sagde den unge, kvindelige læge lidt forskrækket, mens hendes kollegaer nikkede med alvorlige miner. ”Ja,” hviskede en anden, ”det er ikke godt.”

”Kan det være kritisk?” spurgte jeg dumt.

”Ja,” svarede overlægen roligt, men tilføjede så:

”Det kan være kritisk, hvis du ikke reagerer på antibiotikabehandlingen. Det dræn, du fik lagt ind i galdegangene ved kikkertundersøgelsen på Rigshospitalet i sidste uge, er formentligt stoppet til, så vi skal have dig hurtigst muligt over til operation. Det kan vi ikke selv gøre her, men du år den antibiotikabehandling, du skal have. De har ikke plads på Rigshospitalet, men jeg har ringet rundt til de andre hospitaler i hovedstadsområdet, og de har fundet en plads til dig i Hvidovre.”

Helikopterteamet på tre mænd i røde dragter ankom nærmest samtidig med min familie. Min forskrækkede kone kyssede mig hurtigt, mens jeg blev kørt ud til helikopteren. Mine tre drenge, Johannes, Sebastian og Alfred, stod solbrune og forskræmte som familien Trapp i Sound of Music på en pæn linje og vinkede farvel. Jeg sendte dem en rejst tommeltot og prøvede i al min hjælpeløshed at virke ovenpå, men jeg fik tårer i øjnene, da den yngste, Alfred, sendte mig et håndtegn med en tommeltot, pegefinger og lillefinger, tegnsprogstegnet for ”I love you”, som jeg selv plejede at gøre ude fra parkeringspladsen, når han stod fanget bag ruden inde i

børnehaven, e ter vi havde sagt farvel. Dengang græd han o te, som om han aldrig skulle se mig igen. Det håbede jeg, at han skulle nu. Men jeg vidste det ærligt talt ikke.

Og endnu vidste jeg slet ikke, at jeg snart skulle møde min frelser – i Hvidovre af alle steder.

DANIEL ØHRSTRØM, født 1979, er forfatter og foredragsholder og siden 2010 journalist ved Kristeligt Dagblads kulturredaktion. Han har skrevet mere end ti bøger og var senest medforfatter til den populære børnebibel Den lille bibel. Han er gift og far til fire børn.

Det er en varm sommerdag, og kulturjournalist

Daniel Øhrstrøm frygter, at han skal dø. Han skulle egentlig have været i Disneyland med sin familie, men nu ligger han i en helikopter på vej til intensivafdelingen. Hvad fejler han? Skal han se sine børn igen? Hvordan lever man videre, når lægerne ikke tør love, at det ender godt? Og kan troen bære en igennem mørket?

DET ER OM NATTEN MAN SER NORDLYS

Daniel Øhrstrøms personlige fortælling om at være syg og finde fodfæste i livet. Et kompliceret forløb ind og ud af landets hospitaler ender som en rejse i taknemmelighed. For troen forsvinder ikke undervejs. Tværtimod. Troen bliver stærke re, og uvisheden bliver en fremkaldervæske for livets mange uventede velsignelser.

Måske skal det være rigtig mørkt, før lyset træn ger frem.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Det er om natten man ser nordlys (uddrag) by Bibelselskabet - Issuu