

Årsberetning 25/26
Trods uro og store forandringer er der stadig gang i hjulene
I lang tid blev der talt om, at en bølge af konsolideringer ville skylle ind over vores branche. Men der skete ikke det store.
Nu har billedet forandret sig fuldstændigt.
Gennem de seneste godt to år har vi set den ene fusion efter den anden blive meldt ud. Og den udvikling ændrer vores branche. Flere meget store enheder bliver etableret, og de har nogle muligheder for at strømline forretningsgange og forhandle aftaler, som kan gøre livet sværere for de mindre forretninger. Det skaber en selvforstærkende effekt.
Men der er også et andet aspekt af disse fusioner, der kan skabe udfordringer i branchen. For mange af de virksomheder, der bliver købt op af et større selskab, kan der nemlig opstå et beslutningsvakuum indtil overtagelsen er helt på plads og godkendt af konkurrencemyndighederne.
Og den godkendelsesproces tager alt for lang tid i øjeblikket.
Jeg hører om virksomheder, der er fusioneret i efteråret 2025 og stadig venter på godkendelse. I mellemtiden går al udvikling i stå.
Men det er ikke kun de hjemlige forhold, der udfordrer branchen i øjeblikket. Efter krigen i Mellemøsten brød ud tidligere på året, har vi set nogle gevaldige udsving i energipriserne.
I en periode så vi gaspriserne stige mod tinderne igen. Det gav mange autolakerere mindelser om tiden lige efter Rusland gik ind i Ukraine. Ligeledes har priserne på diesel og benzin bevæget sig op i et rekordhøjt område, hvilket ikke kun rammer autolakererne, men kan mærkes alle steder i branchen, når der skal fragtes biler, tankes demobiler osv.
Den udvikling kan lynhurtigt blive problematisk, og så er det relevant at kigge på prisjusteringer.
Heldigvis har prisstigningerne også haft en positiv sideeffekt. De har nemlig fået langt flere danskere til at tage springet over i en elbil, som i 2026 fortsat kan indregistreres på samme fornuftige afgiftsvilkår som sidste år.
Om det får lov at fortsætte i 2027, er vi mange i branchen, der er spændte på at få afklaret, når den nye regering kommer så langt. Men det er helt

afgørende, at vi nu får en langsigtet løsning, så det ikke bliver en tilbagevendende årlig begivenhed, at der skal diskuteres bilafgifter ifm. finanslovsforhandlingerne. Det er uholdbart, og det er noget, vi fortsat har stort fokus på i AutoBranchen Danmark.
Positivt er det også, at branchen i dag er i stand til at levere biler nok til at dække danskernes store appetit. På den måde står vi langt bedre end i corona-tiden, hvor efterspørgslen også var høj, men det var svært at levere.
En stor del af efterspørgslen dækkes af den enorme brugtimport, der finder sted i disse år. Men også her er der kommet lidt grus i maskineriet i det forgangne år.
Ændrede regler for producentansvar på batteriområdet har gjort det dyrere og mere besværligt at hente brugte elbiler til Danmark.
Og apropos EU-regler, så vil rigtig mange af landets forhandlere også skulle forholde sig til forbrugerkreditdirektivet, der medfører ændringer på finansieringsområdet senere i 2026.
Der er mange bureaukratiske benspænd at forholde sig til – og af samme grund er det så vigtigt, at vores adm. direktør Gitte Seeberg har engageret sig i at få etableret vores nye europæiske organisation Automotive Mobility Europe (AME), som arbejder for bedre branche-vilkår, når EU lovgiver.
Forandringer og udfordringer er der nok af, men det gode købmandskab er stadig fundamentet for vores branche. Og det skal nok bære os igennem, som vi har set det så mange gange før, i de 90 år AutoBranchen Danmark (tidl. DAF) nu har eksisteret.
Kæmpestort tillykke med jubilæet til AutoBranchen Danmark, og en kæmpestor tak til alle jer medlemmer, der støtter og har støttet vores organisation gennem alle årene. Også en stor tak til AutoBranchen Danmarks medarbejdere og samarbejdspartnere.

Hans-Jørgen Jørgensen
Bestyrelsesformand i AutoBranchen Danmark
Året i billeder












Nye rammer ruster os til fortsat at gøre en forskel
De krav, der stilles til jer i autobranchen, bliver i disse år større og større.
Det bliver sværere at tjene penge, bureaukratiet vokser på mange områder, importører og forsikringsselskaber presser citronen og ny lovgivning ændrer grundlæggende på vilkårene for branchen. Det gælder, hvad end man er forhandler, værksted eller autolakerer.
Vi ved, at mange af jer er hårdt prøvede i disse år. Den grønne omstilling af bilparken betyder priser, der hopper op og ned. Eftermarkedet ændrer sig hastigt, når elbilerne fylder mere og mere i bilparken – og på værkstedet.
Nye bilmærker kommer til, der er ændrede udfordringer ved at importere biler, energipriserne betyder øgede udgifter i malerkabinerne og til fragt og forbrugerne klager mere og mere – og tit over mindre og mindre ting. Marginerne presses rigtig mange steder.
Der er med andre ord mere brug for en stor og favnende brancheorganisation, der taler hele branchens sag og kæmper for branchens vilkår bredt set – end nogensinde før.
Den opgave løfter vi med glæde i AutoBranchen Danmark.
En af de ting, vi har fokuseret rigtig meget på i det år, der er gået siden sidste årsberetning, er, forbrugerkreditdirektivet, der vil komme til at ændre finansieringsmarkedet, når det træder i kraft til efteråret.
Det vil især for forhandlerne betyde store forandringer. Og næppe af den gode slags. Det udestår stadig, hvor store konsekvenserne bliver, men til efteråret bliver vi langt klogere. Vi er klar til at hjælpe jer hele vejen uanset hvad.
På den politiske side er der både plusser og minusser. Der er adgang til stadig flere nypriser, når man skal importere biler, dækloven betyder mere arbejde på værkstedet, selvom udrulningen har ladet en

del tilbage at ønske, og der er fokus på forsikringsselskabernes ageren fra myndighedernes side.
Omvendt bliver bureaukratiet stadig tungere og krav, love og regler er generelt noget af det, der hæmmer branchen i særlig grad i disse år.
Sidste år forlængede politikerne de gældende bilafgifter og nedsatte et ekspertudvalg, der skal levere de vises sten til efteråret. Roadpricing spøger i kulissen, og får vi en løsning på registreringsafgiften, der ikke betyder massive værditab på de brugte biler? Det arbejder vi for.
EU har styrket den frie konkurrence på eftermarkedet med større adgang til bildata, der er droslet ned for CSR-rapporteringen, men producentansvar, arbejdstidsregistrering og ligelønskrav trækker i den anden retning. Vi forstår intentionerne, men når lovgivningen rammer virkeligheden, mangler der ofte fornuft og kendskab til hverdagen i småog mellemstore virksomheder.
Alt det stiller store krav til os som brancheorganisation, ja, den meget ny lovgivning udfordrer også os, men vi gør vores bedste for at følge med og klæde jer bedst muligt på.
Vi har i årets løb oprustet kraftigt i vores juridiske afdeling, så vi kan hjælpe jer endnu bedre i hverdagen.
Vi gør også fortsat en stor indsats for at være til stede i jeres hverdag – og udvikle nye relevante værditilbud.
Når marginerne presses over hele linjen, kan der være endnu større værdi ved at bruge vores fordelsaftaler. Her er der penge at hente – og gode tjenester og services, der gør din hverdag lettere.
Når det kommer til kampen om fair afregning til skadesbranchen, så har vi i det forgangne år forfulgt det juridiske spor med konkurrencemyndighederne. For det er vores klare overbevisning, at Autotaks i sin nuværende form ikke bør være lovligt, ligesom det for os at se er åbenlyst, at
forsikringsselskabernes indkøbspres, hvor man tilsidesætter håndværk og kvalitet, går ud over både værksteder, lakerere og forbrugere.
Samtidig har vi også udgivet en ny rapport om skadesbranchens vilkår herhjemme sammenlignet med vores nabolande i Tyskland, Sverige og Norge. Der er nok at tage fat i, for desværre halter vi efter på en række områder.
Med vores magasinudgivelser, ugentlige nyhedsbreve for både forhandlere og eftermarked, med kurser, arrangementer, webinarer, studieture, fyraftensmøder, Autotaks-support, netværksgrupper og sparring forsøger vi året rundt at gøre vores bedste for jer – uanset hvor i branchen, I slår jeres folder.
De forandringer, der præger branchen i disse år, påvirker også os som brancheorganisation. Det er klart. Og det vil givetvis tage til i årene fremover.
Vi har i år fejret vores 90-års jubilæum, så vi har masser godt at trække på. Vi har sammen med jer medlemmer holdt danskerne godt kørende i en menneskealder. Det kan vi være stolte af. Men vi skulle gerne fortsætte i mange år endnu. Vi har i årets løb truffet en række beslutninger, der skal ruste os til også at gøre en forskel for jer i fremtiden,
fx er vi flyttet til nye lokaler, der nedbringer vores faste udgifter betragteligt.
Vi øger også vores fokus på det mekaniske værksted og vil fokusere endnu mere på at skabe værdi for jer medlemmer, fordi vi ved, at det gør - og har gjort – en forskel igennem mange år.
Jeg ser frem til fortsat at stå i spidsen for AutoBranchens sekretariat med dygtige og højtspecialiserede medarbejdere – og jeg vil gerne takke jer alle – bestyrelse, medarbejdere, samarbejdspartnere og ikke mindst jer medlemmer – for et rigtig godt samarbejde i året, der er gået.
Selvom udviklingen går hurtigere end nogensinde før, og selvom forandringerne er større og dybere, end vi har været vant til, har vi et rigtig godt udgangspunkt for også i årene fremover at holde danskernes godt kørende.

Administrerende direktør i AutoBranchen Danmark

AutoBranchen Danmarks nye lokaler er at finde på 5. og 6. sal i VM-bjerget i Ørestad
Bestyrelsens sammensætning
Den ordinære generalforsamling i AutoBranchen Danmark blev afholdt den 2. juni 2025. Bestyrelsen fortsatte uændret efter generalforsamlingen.
På AutoBranchen Danmarks generalforsamling i 2025 skete der ingen ændringer i bestyrelsens sammensætning. Det betyder, at Hans-Jørgen Jørgensen blev genvalgt som formand, mens Dennis Odgaard blev genvalgt som næstformand.
Foruden formanden og næstformanden var også Lars Bøg, Hans-Christian Kjær, Marcin Stefanski samt suppleant Henrik Mortensen på valg. Alle ønskede at genopstille. Og alle kandidater blev enstemmigt genvalgt.
Resten af bestyrelsen inklusive de to suppleanter fortsætter også.
AutoBranchen Danmarks bestyrelse ser derfor fortsat således ud:










Vi holder danskerne godt kørende
Autobranchen har i generationer skabt vækst og arbejdspladser i Danmark, mens vi har hjulpet danskerne med at komme fra a til b. AutoBranchen Danmark er den brancheorganisation, der repræsenterer det bredeste udsnit af autobranchen – både salg, service, reparationer og lakering - og vi taler den samlede branches sag og kæmper for bedre vilkår for hele branchen.
Vi skaber værdi for vores medlemmer med lukrative fordelsaftaler, juridisk rådgivning, forretningsmæssig sparring og holder branchen opdateret med nyhedsbreve og magasiner.
Vi taler branchens sag over for beslutningstagere, samarbejdspartnere, organisationer og uddannelsesinstitutioner. Vi inviterer vores medlemmer med på kurser, arrangementer, studieture og webinarer om branchens udvikling, om ny lovgivning og ruster branchen til både i dag og i morgen.
Sammen med vores medlemsvirksomheder hjælper vi danskerne med at købe deres næste bil, med at sælge deres brugte bil og med at servicere og reparere og lakere bilen, når der er brug for det. Og det har vi gjort i årtier. Siden 1936 har AutoBranchen Danmark og vores medlemmer holdt danskerne godt kørende.
Redaktion:
Medlemschef Nicky Bobak
Public affairs- og kommunikationskonsulent Rune Langhoff Sørensen.
Kommunikations- og politisk rådgiver Christian Richter.
Grafiker og marketingkoordinator Lene Søbo.
Udgivelse:
Maj 2026.
Redaktionen afsluttet 11. maj 2026.
Billeder:
AutoBranchen Danmark og private.