KOLINDSUND TILBAGE TIL FREMTIDEN
Forord Danmarks landskaber er under pres.
Klimaforandringernes stigende vandmængder skaber behov for mere plads til vandets naturlige veje – vandløb, åer, vådområder, søer, fjorde og kyster kræver større råderum. Samtidig stiller EU krav om, at medlemslandene øger deres naturarealer med 30 %, hvilket nødvendiggør langt større sammenhængende naturområder i Danmark. Dertil kommer omfattende planer for vedvarende energi, som medfører ny og mere infrastruktur, mens landets fødevareproduktion – en kerne i vores nationale identitet – gennemgår en omfattende transformation.
Omdannelse fremfor genetablering Denne proces kræver inddragelse, finansiering og gennemtænkt forvaltning, så alle kan følge med. For selvom forandring er nødvendig, har vi også brug for tid – selv når det skal gå hurtigt.
Vores vandløb, åer og grundvand er påvirket af udledninger fra landbruget og pladsen er trang i forhold til at finde arealer til skovrejsning, biodiversitet og vedvarende energi, som både Den grønne trepart og forsyningsindustrien efterspørger.
I efteråret 2024 blev den grønne trepartsaftale vedtaget, og et nyt ministerium blev oprettet for at håndtere de mange udfordringer forbundet med fremtidens arealanvendelse. Der er bred enighed om, at der er behov for handling – og at det skal ske hurtigt.
‘Kolindsund-Tilbage til fremtiden’ undersøger en fremtid, som ikke nødvendigvis handler om enten at genetablere søen eller bevare landbruget. Vores nuværende arealanvendelses-agenda presser sig på og stiller komplicerede og mangeartede krav til Danmarks samlede arealer.
Med dette høje tempo er det afgørende, at forandringer gennemføres klogt og med respekt for både naturen og vores kulturhistorie. Målet må være, at vi stadig kan opleve landskaberne som smukke og vedkommende, selv når vi skal finde plads til store forandringer.
Tiden og kulturen er en anden end dengang Kolindsund var en sø- hvad enten vi tænker på stenalderens bopladser langs sundets bredder, guldalderens romantiske billeder af et spirende landbrugsland, eller det industrialiserede landbrugs lange, lige linjer.
Derfor har Dreyers Fond og Arkitektforeningen udvalgt tre teams og tre steder i Danmark, hvor landskabsarkitekter, bygningsarkitekter, landmålere, antropologer, geologer, kunsthistorikere og landmænd i fællesskab skal udarbejde visioner for fremtidens landskaber med Vandets Veje som omdrejningspunkt. Fordelen ved dette tværfaglige samarbejde er, at det afdækker potentialer, sammenhænge og afhængigheder i en historisk kontekst, mens det forener modsatrettede interesser i én samlet vision, der kan lade fremtidens landskaber træde frem for vores øjne.
Med dette projekt har vores hold skabt en sådan vision for Kolindsund – ikke som en færdig løsning, men som begyndelsen på nye spørgsmål, som vi som samfund må stille hinanden:
• Hvordan kan borgerne på Kolind-egnen møde en fremtid med markant mere vand på en måde,der styrker trivsel, bosætning, erhvervsudvikling, turisme og natur? • Hvordan bevarer vi den lokale kulturarv, samtidig med at vi udvikler fremtidens naturlandskaber? • Hvad kræves for at skabe et landskab med stærke økosystemer og markante CO₂reduktioner? • Hvordan kan omlægningen af store landbrugsarealer realiseres på en økonomisk bæredygtig måde? • Hvilken viden om klimatilpasning, landbrugsomlægning og biodiversitet kan vi opbygge og anvende andre steder? Historien om Kolindsund handler om et stort, ambitiøst landvindingsprojekt, et særpræget kulturlandskab, naturens vilkår i sundet og ikke mindst de klimaforandringer, som har sat gang i debatten om den tidligere sø. De store lokale dilemmaer blev blandt andet belyst i udstillingen Kolindsund – søen der deler vandene. Den komplekse situation som lokalsamfundet står i, har overbevist os om, at Kolindsund og opland skal forsynes med nye fortællinger, der både respekterer fortiden og peger mod fremtiden.
Disse fortællinger skal ikke præsentere en endegyldig løsning. De skal ikke vælge mellem sø og mark, men i stedet søge en mellemvej – et sund, der deler vandet i vådområder og transformationszoner, som langsomt forandrer landskabet over tid.
TILGANG Bevaring af landbruget har sine udfordringer. Med de stadigt øgede grundvandsstigninger presses agerbrugets effektivitet, de enkelte landbrug er blevet til storbrug, ager-produktionen har ændret sig fra kort til majs- og kornfoder, græsfrø til eksport. Mangel på arbejdskraft og EU-reguleringer tvinger generationers landbrug til at sælge, omlægge eller lukke.
Baggrund -stedets historie
SØEN DER FORSVANDT – DET KOLONISEREDE LANDSKAB Det er ikke første gang det danske landskab undergår stor forandring ved menneskelig indgriben.
Efter krigen i 1864 måtte i Danmark afgive 2/5 af sit areal til Tyskland. Med Slesvig og Holsten mistede Danmark en million indbyggere og et af de mest veludviklede områder inden for riget med hensyn til landbrug, handel og industri. Riget fattedes penge og mad. Det blev derfor besluttet at inddrage jord, man ikke før havde betragtet som egnet til landbrug; heden blev opdyrket, kystarealer og marsk blev inddæmmet, vådområder og søer blev tørlagt. Landskabet blev koloniseret i industriel skala. Dette var en radikal og gennemgribende forandring af landskabet og som har bidraget betragteligt til det landskabsbillede, vi kender i dag: Åbne landskaber med marker så langt øjet rækker.
Kolindsund var en af de søer, der blev tørlagt for at skabe plads til agerbrug. I 1872 startede man det store projekt under protester fra borgerne ved sundet, da de ikke ønskede at søen forsvandt – selv Dalgas, stifteren af Hede selskabet, gav projektet en sønderlemmende kritik.
Men projektet blev gennemført alligevel, og den økonomiske gevinst, ved tørlægningen, tilfaldt Aktieselskabet ”Kolindsund”, med hjemsted i København. Det skyldtes, at Aktieselskabet kom til at eje det meste af jorden og de 12 sundgårde, man byggede da søen blev drænet. De lokale fiskere, hvis levebrød var at fiske i søen, fik en jordlod i det drænede land som kompensation. Disse jordlodder eksisterer stadig i et vist omfang og er på en måde en del af egnens kulturarv. Ca. 50 år senere solgte aktieselskabet jorden og gårdene til private ejere, og der blev oprettet et pumpelag af lodsejerne, som også i dag står for vedligehold af pumper og dræningskanaler. I 1933 måtte staten træde til med en omfattende økonomisk hjælpepakke, for at opretholde og forbedre udpumpningen af vandet, og i dag deles driften til dræningen og pumperne mellem lodsejerne og Nord- og Syddjurs kommune.
En traditionel genetablering af Kolindsund som sø er forbundet med en masse udfordringer. Den fysiske kontekst er en anden end dengang søen var sø og de vandsystemer, økosystemer og menneskesystemer som engang var, har ændret sig i de seneste 150 år. Den bebyggelse, der kobler sig til Kolindsunds opland, og ikke kun rundt om søen, har udviklet sig efter den forudsætning, at søen er drænet bort. Store værdier risikerer altså at blive oversvømmet meget hurtigt hvis vi bare slukker pumperne og åbner sluserne. De mange komplekse og modsatrettede behov/udfordringer fordrer en tilgang, der rækker udover en traditionel genetablering af søen. Men hvis vi i stedet betragter det som en omdannelse eller transformation, åbnes der for en proces, hvor flere forskellige tilstande er mulige på samme tid. Det er en på én gang smidig og robust tilgang, der rummer tid til at vænne sig til, og forberede sig på, de forandringer som kommer. For alle. Den gradvise omdannelse giver nye muligheder i en verden, der er tiltagende omskiftelig/uforudseelig. Klimaforandringernes udfordringer viser sig mere og mere igennem både tørke og oversvømmelse. Nye produktionsformer udvikler sig, krige og transportudgifter har gjort vores globaliserede systemer skrøbelige, og klimaforandringerne udfordrer vores byer og boliger. Omdannelsen af Kolindsund må derfor være en fuldstændig gentænkning af begrebet ’natur’ som forholder sig både til et moderne velfærdssamfund, til et landbrug under transformation og til vandet, som har sine egne veje uden hensyntagen til matrikulære grænser.
NATUREN I ET REGNEARK Co2 reduktion er blevet et værktøj, som forskere, embedsværk og politikere bruger i fællesskab til at ”måle” naturværdi og -risiko. Finansiering og økonomisk støtte tildeles igennem lavbundsjordens tørveværdier, sammenhængende natur og skovrejsning i procenter og afgifter pålægges.
Projektfinansiering og driftsøkonomi er afgørende faktorer, hvis de skitserede forandringer fra trepartsaftalen skal blive til virkelighed. Der er brug for midler til både kompensation ved udtagning af landbrugsjord, eventuelle ekspropriationer og opkøb af ejendomme (bygninger), beskyttelse af kulturværdier, omlægning eller forbedring af infrastruktur både til transport og vedvarende energiformer. Også i et projekt som Kolindsund. Derfor læner ‘Kolindsund-Tilbage til fremtiden’ sig i første omgang op ad de finansieringsmodeller og støtteordninger, der allerede anvendes og derfor er relevante i det korte tidsperspektiv (2030).
Første fase i omdannelsen af Kolindsund vil være en farverig pallette, hvor de eksisterende ejerforhold af de enkelte jordstykker er med til at diktere omfang og afgrænsning af omdannelse. Dette bliver et matrikulært patchwork af blandet anvendelse, der afspejler den aktuelle lovgivning og forvaltning.
Frem mod 2050 har både lovgivning og forvaltning formentlig flyttet sig i retning af mere fokus på den præmis, at natur og vand ikke kender administrative grænser. Vi er til den tid bedre rustede til at rumme svingende vandmængder (perioder med regn og perioder med tørke), og den overordnede planlægning og forvaltning af det arbejder med vandet fremfor imod. I 2050 forestiller vi os derfor et større spillerum med meget mere vand, mose og skov. Nye typer landbrug og bebyggelse opstår, hvor vandet kan bruges som en aktiv medspiller.
Nutid enslev pumpestation
fannerup pumpestation
allelev sund pumpestation
STYRET OMDANNELSE Maskinens tidsalder
FASE 1
Efter 2050 fortsætter processen indtil al bebyggelse, byer og infrastruktur er klargjort til at vandet kommer. Søen vil genopstå gradvist.
Øje for alle aktører
Lovgining, forvaltning, jordfordeling, trepart, tilskudsordninger, lavbundjorder, skovrejsning. Foranstaltninger i forhold til vand Fytoremediering Jordflytning, Co2 reduktioner
FEM TEMAER
Gennem ‘Kolindsund-Tilbage til fremtiden’ lægges fokus på 5 afgørende temaer som tilsammen skal bidrage til målsætninger, der giver størst mulig værdi for alle. De 5 temaer er et forsøg på at forenkle en række ganske komplicerede problemstillinger, synliggøre potentielle synergier og pege på mulige merværdier:
enslev pumpestation
fannerup pumpestation
2030
allelev sund pumpestation
OMDANNELSE
• Forvaltning og økonomi: Gradvis udtagning af jord til natur som en robust strategi for etapevis realisering og finansiering. • Kultur: Beskyttelse og udvikling af de lokale kulturmiljøer, egnens historie og de særlige, landskabelige kvaliteter.
FASE 2
• Biologi: Udvikling af biodiversitet og økosystemer, mulighed for Co2 reduktioner og andremiljøforbedringer.
2050
enslev pumpestation
VIDENSOPBYGNING
fannerup pumpestation
BIOLOGI
Den naturtekniske tidsalder, omdannelse af landbruget, forvaltning, ejerskaber, Lad vandet komme...
Bebyggelsen kan håndteres Landbruget konverteres vandsystemerne forberedes Infrastrukturen sikres. Midler søges til delprojekter
• Trivsel: Folkesundhed, udvikling af social sammenhængskraft, turisme og ny bosætning. • Vidensopbygning og resiliens: Mulighed for pilot- og forskningsprojekter indenfor både vandhåndtering, landbrug og biodiversitet.
allelev sund pumpestation
OMDANNELSE
TRIVSEL
TRANSFORMATION
ADM./ØKONOMI
NU
STYRET OMDANNELSE OVENFRA NATURLIG OMDANNELSE NEDEFRA den naturtekniske tidsalder
FASE 3
Fremtidens natur ’kampen om arealerne’ fraflytning omdannelse af landbruget forvaltning, ejerskaber, økonomisk støtte Lad vandet komme...
NATURLIG OMDANNELSE vandet genkomst
Fremtid
KULTUR
2030 - 2050
2050 - 2150
Landskabssyn igennem kunsten ved kunsthistoriker Jakob Wamberg
EN REVITALISERET NATUR – MELLEM ØDELÆGGELSE OG GENSKABELSE
De mange naturudfordringer, vi nu står over for – klimaforandringer, reduktion af biodiversitet, artsudryddelse, forurening, dræning af naturressourcer – er alle aspekter af et nyt paradigme, der ofte går under navnet det antropocæne. Termen, der blev introduceret omkring år 2000 af den nobelpristagende atmosfærekemiker Paul Crutzen, hentyder til en tidsalder, hvor menneskets teknologi sætter sig blivende aftryk i planetens geologi, biologi og klima. I det antropocæne sammenflettes natur og teknologi i en grad, at man ikke længere meningsfuldt kan skelne mellem natur-, samfunds- og humanvidenskaber og dermed mellem naturens store og menneskets lille historie. Naturens nyere evolution bliver lige så sammenblandet med teknologi, som kulturhistorien bliver indfiltret i naturens kredsløb.
Skovklædte bakke i Sørupvang (1840-41),
Johan Thomas Lundbye (1818-48),olie på lærred. København, Statens Museum for Kunst
Det antropocæne paradigme medfører dermed store udfordringer for vores natursyn, der siden antikken, og især efter middelalderen, har været funderet på en adskillelse af natur og kultur. På den ene side har naturen været opfattet som et reservoir for ressourcer, teknologien bare kunne bruge løs af og omforme uden grænser; på den anden side er naturen blevet ophøjet til landskaber, hvis skønhed har været ligefrem proportional med fraværet af teknologiens brugsspor – det, man kalder ”uspoleret” natur. I forlængelse af den tyske filosof Joachim Ritter kan man ligefrem tænke, at naturens ophøjelse til forskønnede landskaber udgør et forsøg på soning, en sentimental udbedring, af den industrielle udbytning af naturen, som nu har ført til den antropocæne krise.
Dette æstetiserede natursyn har præget såvel billedkunst og litteratur som den folkelige opfattelse af, hvordan et attraktivt landskab tager sig ud. Smuk natur er pittoresk, det vil sige velegnet til at omdanne til billede – hvad enten det er et dansk guldaldermaleri fra 1800-tallet eller et nutidigt turistfotografi delt på sociale medier. Selvom det pittoreske naturideal sigter mod en paradislignende tilstand, hvor naturen er fri for teknologisk dominans, kan man ikke desto mindre skelne mellem grader af æstetisk tolerance for teknologisk påvirkning. Mens den romantiske forestilling om det sublime, naturen som utøjlet ødemark, er mindst tolerant for teknologisk kontrol, udgøres en mellemposition af den pastorale natur, hvor ”oprindelige” hverv som hyrdebrug, fiskeri, jagt og frugtplukning opfattes som smukke landskabsindslag, fordi de angiveligt lader naturen intakt. Den mest teknologitolerante naturæstetik udgøres her af en agerbrugspåvirket natur, hvor landskabet kan præges af kultiverede indslag som kornmarker, bondegårde og veje, så længe de forekommer at være i harmoni med naturen og ikke ”spolerer” den. Siden Danmark i 1800-tallet blev reduceret til en småstat – først med tabet af Norge i 1814, siden med tysklandskrigene i 1848 og 1864 – synes den danske naturæstetik både i og uden for kunsten præget af en blanding af pastoral og agerbrugspåvirket natur. Det sublime derimod har virket fjernt fra vores selvforståelse som beboere i et gennemkultiveret lilleputland. Selvom enkelte kornmarker øjnes i guldaldermaleriet, er visionen endnu overvejende pastoral, men efter socialismens fremvækst i slutningen af 1800-tallet ses
i kunsten en stigende interesse for agerbrugsarbejde og dets indvirkning på landskabet – med Fynboerne omkring år 1900 som stjerneeksempel. Efter heroiseringen af industri- og agerbrugsarbejde i 1930rne og 1940rne, med kulmination i kommunistiske og fascistiske regimer, er der i Danmark kommet en decideret æstetisk tolerance for agerbrugspåvirkede landskaber, herunder monokulturelle marker med korn og raps. Ikke desto mindre synes der stadig at herske en udpræget spænding mellem brugsinteresserne i det nu industrialiserede agerbrug og så den folkelige landskabsæstetik – især efter den antropocæne krise, hvor mange bliver trætte af industriens agerbrugspåvirkede natur og pejler mod pastorale og endog sublime æstetikker. I den antropocæne tilstand er industriens ødelæggelse af naturen nok et ufravigeligt faktum, men samtidig virker det som en virkelighedsflugt at søge tilbage mod en uspoleret pastoral eller sublim natur – en natur upåvirket af teknologi – eftersom det antropocæne netop er defineret ved naturens og teknologiens irreversible sammenfletning. En æstetisk respons på denne sammenfletning findes i avantgardekunsten, hvis dissonante montager er milevidt fra den længsel mod en uspoleret natur, som fortsat præger den folkelige naturæstetik – en længsel, som måske hænger sammen med en fortrængning af, hvor meget teknologien i praksis er blevet indvævet i naturen.
Pløjemanden vender (1898-1902),
Peter Hansen, olie på lærred. København, Statens Museum for Kunst
I Schønherrs vision for Grenaaens vandopland pejler vi derfor efter et natursyn, der medierer mellem den antropocænt nedbrudte natur og en troværdigt revitaliseret natur. En natur, der tilbagegives grokræfter og frihed, uden det indebærer illusioner om en genopretning af en oprindelig natur. Vildskaben, der genoprettes, er vild med vilje, uløseligt indspundet i den teknologi, naturen selv har muliggjort og nu på godt og ondt er blevet afhængig af. Denne hybrid mellem teknologi og natur kalder vi forsøgsvis teknik-natur. Visionen for tekniknaturen forfalder ikke til den ensidige fremskridtsoptimisme, der tidligere har været forbundet med den såkaldte geoengineering, den ingeniørmæssige omformning af miljøet i større skala. Snarere indebærer teknik-naturen en besindelse på de ødelæggende kræfter, som også er del af naturens økologier. Når filosoffen Timothy Morton har brugt betegnelsen dark ecology om den antropocæne sammenvævning af teknologi og natur, er det fordi, det ikke længere er muligt at trække absolutte skel mellem tilblivelse og ødelæggelse. Vandmasserne, der sluses tilbage i Grenaaens vandopland, må derfor anses for både ødelæggende og genskabende – en ambivalens i naturen, vi har mistet blikket for i vores ensidige æstetiske ophøjelse af den som smuk og god, akkurat som vi eskapistisk har forsøgt at holde naturæstetikken fri for teknologi. Ved at opfatte teknik-naturen som mørk økologi vil vi i vores projektforslag se det antropocæne i øjnene med mindre sentimentalitet.