Tørst 2026, forår

TEMA

Vidhjertet tro

EN ÅBEN, RUMMELIG OG MODTAGELIG TILGANG TIL LIVET

NÅR TROEN MÅ VANDRE GJENNOM TVIL OG PRØVNING

NÅR ØST OG VEST BØYER SEG FOR DET SAMME MYSTERIUM

AREOPAGOS vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen

Har du nogensinde længtes efter noget uden helt at vide hvad?

Vi tror, at alle mennesker bærer på fælles længsler, der forener os på tværs af kulturer, tro og livssyn. I en verden, der er præget af rastløshed, polarisering og uro, lyser håbet stadigvæk.

Hvad gør vi? Vi ønsker at forene det, som ofte adskilles: Krop, sjæl og ånd; fordybelse og handling; videnskab og tro. Ud fra en dyb refleksion på baggrund af vores mere end 100-års erfaring fra både Øst og Vest eksperimenterer vi med nye praksisser, når det gælder tro og spiritualitet.

Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer, som skaber mere dialog og trospraksis i verden. Vores mål er ikke at forandre den anden, men at give plads til at forandring kan finde sted. Vi giver sprog og rum for åndelige erfaringer og længsler. Det gør vi gennem store og små arrangementer, partnerskaber, podcasts og artikler.

Vi er Areopagos, og du er velkommen på rejsen. Lad os sammen søge skønhed, sandhed og godhed.

Tospråklig: Magasinet har blitt laget i samarbeid mellom det norske og danske kontoret i Areopagos. Med det er både norsk og dansk samfunn, kirkeliv og språk representert. Ikke fordi vi tror språk er uviktig, snarere tvert imot; språket åpner nye horisonter for oss.

BROBYGGERE?

Vi bor på Fetsund, på østsida av elva. I mange år har jeg pendla inn til Oslo. Utallige ganger har jeg sykla over brua på vei til toget. Det er en sykkeltur som tar ti minutt. Det kan være en strålende start på dagen; jeg sykler forbi Fet kirke, Østersund ungdomsskole og en bensinstasjon – vips, så er jeg ute på brua. Har jeg flaks, akkompagnerer en flokk sangsvaner meg mens jeg krysser Glomma.

På rolige morgener, når sola skinner, hender det at tanken kommer: for en strålende måte å starte dagen på. Det er sånn vi mennesker skulle være, kan jeg tenke. Som broer som strekker oss mot Den andre med åpenhet, respekt og vennlig nysgjerrighet. Jeg vil være et menneske preget av vidhjertighet. Sånne tanker kan komme når livet er i vater.

Sannheten er at vel så ofte kjenner jeg på blodsmak i kjeften der jeg tråkker over elva. For ofte er jeg seint ute, og da handler ikke sykkelturen om fromme tanker, men om å rekke toget – det er en time til neste avgang. Da merker du det: Fetsund bru er slettes ikke i vater. Du sykler i motbakke de 596 meterne over kongerikets største elv.

Vi sykler ofte i motbakke når vi forsøker å strekke oss mot det ukjente. Det er ikke lett å krysse broer. Mye kan lugge. Luther ville sagt at vi er innkrøkt i oss selv. Jeg vil likevel oppmuntre til å tråkke på over broa. Fortsett å krysse elva i ditt liv, i halvstarrig trass og i Jesu navn. Både vi og verden trenger mennesker som strekker seg – med evne, mot og utholdenhet, og med åpenhet for Den kjærlighet som bærer tilværelsen.

MARTIN KRATH-ANDERSEN

REDAKTØR

I Areopagos bruger vi, med inspiration fra vores grundlægger Reichelt, ofte det traditionsrige ord “vidhjertet”. At have en vidhjertet tro betyder at have en tro, der er åben, rummelig og generøs. Et menneske med en vidhjertet tro er et menneske med et bredt hjerte – et menneske med plads til forskellighed, nuancer og andre perspektiver. En vidhjertet tro er ikke optaget af at afgrænse og kontrollere, men af at forstå og favne.

Det er vanskeligt, men vigtigt at stræbe efter vidhjertethed i en tid som vores. For vi lever i en tid, hvor mange hurtigt lukker sig om deres holdninger og danner stærke identiteter i kontrast til andre. Jeg har bemærket, at tro og livstolkninger også kan ryge ned i denne osog-dem-kasse, hvor man forsvarer, hvorfor ens tro eller tolkning er den rigtige.

Vidhjertet tro vil noget andet. Den indebærer en grundlæggende ydmyghed. Man ser ikke tro som noget, man fuldt ud ejer eller har det endelige svar på, men som en vej, man er undervejs på og som man vokser med. Der er plads til spørgsmål og tvivl, fordi troen ikke forstås som skrøbelig, men som levende. Tvivl bliver en del af den proces, hvor troen modnes og fordybes.

Tro hænger ofte sammen med overbevisninger om verden. Derfor undersøger vi også, hvordan man lever med et vidhjertet mindset. Et liv med plads til mennesker, spørgsmål og den kompleksitet, som livet og verden rummer. Læs om den vidhjertede tro i dette nummer af Tørst, der rummer artikler på både norsk og dansk.

HALLVARD OLAVSON MOSDØL

GENERALSEKRETÆR

INDHOLD

SIDE 6 TEMA

En åben, rummelig og modtagelig tilgang til livet

SIDE 6 BAGGRUND

Et vidhjertet liv

SIDE 14 VOXPOP

En flimrende tro/Da jeg fylte 18

SIDE 16 PORTRÆTARTIKEL

Fra ateist til reikimester

SIDE 20 KRONIK

Energierne og den guddommelige dans

SIDE 19 ESSAY

Når øst og vest bøyer seg for det samme mysterium

SIDE 24 ARTIKEL

Når kroppen lærer sjælen at bede

SIDE 29 REFLEKTION

Fra eksplosiv styrke til stille flyt

SIDE 30 REPORTAGE

Det, der viser sig i blækket

SIDE 32 ESSAY

Når troen må vandre gjennom tvivl og prøvning

SIDE 34 ESSAY

Et forsvar for tvivlen

SIDE 36 ARTIKEL

Å utvide horisonten

SIDE 39 KRONIK

Å legge ut på dybet

SIDE 42 KULTURANBEFALINGER

Tre kulturprodukter, vi synes du skal kende

SIDE 44 ARTIKEL

På kanten af livet

SIDE 47 ARTIKEL

“Tekstmøter” som en vei til dialog på tvers

SIDE 50 VORES ARBEJDE

Podcast på norsk og dansk

MAJ 2026

ANSVARLIG CHEFREDAKTØR

Hallvard Olavson Mosbøl

REDAKTØR

Martin Krath-Andersen

I REDAKTIONEN

Christine Colstrup Sina Vestøl

Camilla Engrob

Christoffer Krøgh Engholm

DESIGN

Camilla Engrob

TRYK

Camilla Engrob 24 6 16 30

Merkur Grafisk AS, Oslo, og PR Offset

UDGIVET AF

Areopagos Norge, PB 6763 St. Olavs plass, 0130 Oslo, (Bernhard Getz’ gate 3, 0165 Oslo) +47 23 33 17 00 www.areopagos.no

Areopagos Danmark

Rådhusstræde 6 1466 København K +45 23 60 23 50 www.areopagos.dk

HAR DU RIS ELLER ROS? Vi hører gerne fra dig på mka@areopagos.dk

FORSIDE

Det vidhjertede menneske: En åben, rummelig og modtagelig tilgang til livet

Hvad vil det sige at leve vidhjertet – til sine overbevisninger og til det, man tror på? Og hvordan rummer vi tvivl, åbenhed og nysgerrighed i en tid med klare fronter? Tre stemmer, journalist Anne Sophia Hermansen, mentaltræner Jørgen Svenstrup og teolog Stine Munch, giver hver deres blik på, hvorfor vidhjertethed er vigtigt i vores tid.

Den offentlige samtale er stærkt prøvet. På sociale medier, i kommentarfelter og i mange politiske diskussioner bliver spørgsmål hurtigt til fronter. Man er for eller imod, enig eller uenig, på den rigtige eller den forkerte side. Sort eller hvid. I den logik bliver nuancer ofte opfattet som svaghed, og tvivl kan næsten ligne mangel på overbevisning.

Tendensen sætter også sit præg på diskussioner og samtaler om tro. For tro kan let komme til at fremstå som et system af klare svar på livets store spørgsmål. Enten tror man, eller også gør man ikke. Enten er man overbevist, eller også er man ikke.

Men en almenmenneskelig erfaring er ofte, at virkeligheden er mere kompleks. Mennesker lever med tro, tvivl, spørgsmål og erfaringer, der ikke altid lader sig samle i én klar forklaring. Netop derfor sætter vi behovet for at tale om at have en vidhjertet tro på dagsordenen med dette magasin.

Udtrykket vidhjertet tro peger på en tro, der både har en kerne og en rummelighed. Den er ikke uden overbevisning, men den erkender samtidig, at mennesket aldrig rummer hele sandheden. En vidhjertet tro insisterer på, at tro ikke nødvendigvis bliver stærkere af at lukke sig om færdige svar. Tværtimod kan den vokse, når den tør stå i spændingen mellem vished og nysgerrighed.

Tre forskellige stemmer beskriver på hver deres måde, hvad det vil sige at leve med en vidhjertet tro – eller vidhjertede overbevisninger. Det er kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, mentaltræner Jørgen Svenstrup og sognepræst Stine Munch. De taler fra forskellige faglige positioner, men deres perspektiver kredser om den samme erfaring: Når mennesker bliver for sikre på deres egen sandhed, mister de ofte evnen til at lytte, bevæge og udvikle sig.

ANNE SOPHIA HERMANSEN: BEVAR

NYSGERRIGHEDEN

For kulturkommentator Anne Sophia Hermansen begynder en vidhjertet tilgang til verden med nysgerrighed. Som skribent har hun i mange år beskæftiget sig med kulturens store ideer og konflikter, og i den offentlige debat oplever hun ofte, hvor hurtigt mennesker søger bekræftelse af deres egne synspunkter. Vi læser de bøger, der korrelerer med vores egne interesser, og følger de medier, der bekræfter vores verdensbillede. Men hvis man kun opsøger det, man allerede er enig i, risikerer man ifølge Hermansen at gøre sin egen forståelse af verden mindre.

Derfor forsøger hun bevidst at opsøge perspektiver, der udfordrer hende. Hun fortæller om en bog om kolonitidens aftryk på kunst og kultur, som hun næsten måtte tvinge sig selv til at læse, fordi den i første omgang provokerede hende.

“Jeg tvang mig nærmest til at læse den, fordi alting strittede på mig,” fortæller hun. Netop den modstand kan være frugtbar, fordi den tvinger en til at undersøge sine egne antagelser, mener hun.

“Man er nødt til at opsøge det modsatte synspunkt for også at revitalisere sit eget. Det kunne jo også være, at der var nogle ting, jeg havde overset, selvom det jeg læste, provokerede mig.”

Evnen til at revitalisere sit eget synspunkt blev aktuelt for nogle år siden, da hun ændrede sit forhold til kristendommen. Som yngre meldte hun sig ud af folkekirken, men senere vendte hun tilbage. Bevægelsen tilbage til kirken var ikke udtryk for, at hun havde det store svar på alle livets spørgsmål; tværtimod blev kristendommen for hende en måde at erkende, at mennesket ikke er herre i eget liv. Kristendommen peger ifølge Anne Sophia Hermansen på noget, der ligger uden for menneskets kontrol og forståelse. Den minder os om, at livet ikke kun er noget, vi selv kan definere og forklare.

Netop den erkendelse har fået betydning for hendes måde at være i verden på. Hvis man accepterer, at man ikke er centrum for alting,

bliver det også lettere at møde verden med nysgerrighed, fortæller hun. Tro betyder ikke, at man lukker ned for spørgsmål, men at man løfter sit blik:

”Det er en kæmpe lettelse at erkende, at man ikke har hele sandheden. At man ikke kan forstå, forklare eller gennemskue alting. Der er ganske enkelt grænser for, hvad vi kan overskue som mennesker.”

Hun understreger, at denne erkendelse ikke er det samme som resignation eller passivitet.

”Det betyder ikke, at man slipper ansvaret for sit liv. Men det betyder, at man slipper forestil-

lingen om, at man kan regne alting ud, hvis bare man tænker længe nok eller handler rigtigt nok. Det er en frisættelse at forstå, at man ikke er gud i eget liv.”

For Anne Sophia Hermansen er tro i dag ikke et program, men et ståsted. Noget, der sætter hendes liv i perspektiv uden at lukke verden af.

”Jeg tror, vi har brug for mindre skråsikkerhed og mere ydmyghed. Mindre selvtilstrækkelighed og mere erkendelse af, at vi ikke står alene.”

I en tid, hvor mange insisterer på at have svarene, ser hun det som en styrke at kunne sige det modsatte.

“Hvis man accepterer, at man ikke er centrum for alting, bliver det også lettere at møde verden med nysgerrighed.”

Anne Sophia Hermansen

“Det er sundt at blive udfordret. Hvis ikke vi bliver det, begynder vores overbevisninger at stivne.”

Jørgen Svenstrup

JØRGEN SVENSTRUP:

UDFORDR DINE OVERBEVISNINGER

Mentaltræner og forfatter Jørgen Svenstrup genkender også fra sine mange samtaler som coach, at mennesker søger efter klare svar og faste overbevisninger, fordi det giver en følelse af kontrol. Når verden virker kompleks eller uoverskuelig, kan det være beroligende at tænke, at man har fundet den rigtige forklaring på, hvordan tingene hænger sammen.

Men ifølge Svenstrup kan den sikkerhed også blive en begrænsning for menneskelig udfoldelse.

“Det kan være enormt beroligende at være helt sikker på, at man har ret,” siger han. “Men i det øjeblik jeg er fuldstændig sikker, har jeg også lukket døren for, at noget andet kunne være sandt.”

For ham handler en vidhjertet tilgang til sine overbevisninger derfor i høj grad om mental fleksibilitet. Om evnen til at have overbevisninger uden at blive fanget i dem. Når mennesker begynder at identificere sig fuldstændigt med deres egne sandheder, bliver det sværere at lytte til andre perspektiver – og i sidste ende også sværere at udvikle sig.

Derfor mener han også, at det er sundt at udfordre sine eksisterende overbevisninger.

Ikke nødvendigvis fordi man skal opgive dem. Men fordi man gennem den proces kan opdage, hvad der faktisk bærer overbevisningerne. Når man undersøger sine egne antagelser, bliver ens overbevisninger enten stærkere eller mere nuancerede. Begge dele er værdifulde.

“Det er sundt at blive udfordret,” siger han. “Hvis ikke vi bliver det, begynder vores overbevisninger at stivne.”

For Svenstrup er vidhjertethed derfor tæt forbundet med en villighed til at blive klogere. Det kræver mod at indrømme, at man måske

FOTO MARTIN KRATH-ANDERSEN

ikke har forstået alting endnu. Men netop den erkendelse kan åbne for en større frihed.

Når det kommer til tro, beskriver han sin egen tro som en måde at være i verden på snarere end som et system af svar.

“Jeg tror på det at tro,” siger han. “Jeg tror på, at det er sundt for mennesker at have et forhold til noget, der er større end dem selv.”

Tro bliver i den forstand ikke en lukket forklaring på verden, men en måde at leve med åbne spørgsmål på. Tro giver plads til undren og refleksion, og den minder mennesket om, at livet ikke kun kan reduceres til det, vi selv kan forklare.

I den forstand bliver vidhjertethed også en måde at leve på. Ikke ved at opgive sine værdier, men ved at holde dem med en vis lethed. At være villig til at lytte, til at undersøge og til at erkende, at ens eget perspektiv altid kun er ét blandt flere.

For Svenstrup er det netop i den bevægelse, at tro kan blive livgivende. Ikke som et sæt færdige svar, men som en relation, der åbner mennesket for verden og for andre mennesker.

Hvorfor det er sundt at udfordre sine overbevisninger

Ifølge studier fra kognitiv psykologi hænger kognitiv fleksibilitet – evnen til at skifte perspektiv og justere sin tænkning – sammen med både bedre problemløsning og bedre mental sundhed, fordi hjernen bliver mindre fastlåst og bedre til at håndtere kompleksitet.

Ifølge neurovidenskabelig forskning udvikler mennesker, der engagerer sig i modstridende perspektiver, mere komplekse neurale netværk, fordi hjernen aktiveres på tværs af flere områder og danner nye forbindelser.

Og ifølge læringsforskning er læring stærkest, når vi møder noget, der udfordrer vores eksisterende forståelse, fordi det tvinger hjernen til at opdatere og omstrukturere sine mentale modeller frem for blot at bekræfte det, vi allerede tror.

STINE MUNCH: AT OVERGIVE SIG TIL MYSTERIET

For sognepræst Stine Munch hænger det at have en vidhjertet tro tæt sammen med erkendelsen af, at Gud ikke kan reduceres til noget, mennesker kan forstå fuldt ud.

“Jeg tror aldrig nogensinde, man kan begribe mysteriet om Gud helt,” siger hun.

Den erkendelse er for hende ikke et tegn på svag tro. Tværtimod er det netop her, troen begynder. For hvis Gud virkelig er Gud, må Gud nødvendigvis være større end menneskets forståelse.

Troen indebærer derfor også en form for overgivelse. Ikke i betydningen passivitet, men i erkendelsen af, at mennesket ikke kan rumme hele sandheden.

“Jeg ved ikke bedre end alle mulige andre mennesker,” siger hun. “Så også jeg må stå modtagelig.”

Når Stine Munch læser evangelierne, er det især én figur, hun kan spejle sig i: apostlen Peter. Peter er passioneret, impulsiv og nogle gange skråsikker. Egenskaber, mange mennesker inklusiv hende selv kan genkende. Han reagerer hurtigt og stærkt – egenskaber, som ikke nødvendigvis hænger så godt sammen med vidhjertethed, erkender Stine Munch.

Men samtidig minder hun sig selv om noget vigtigt: Jesus havde ikke kun én discipel, men tolv.

De tolv disciple repræsenterer forskellige mennesker med forskellige erfaringer og perspektiver. Hver af dem forstod og erfarede Jesus på sin egen måde. Den pointe har betydning for, hvordan hun selv forstår tro. Troen har en fælles kerne, men mennesker vil altid anskue den forskelligt.

Stine Munch. “Tværtimod gik han ud i alle kroge af forskellige menneskers liv.”

Det perspektiv viser ifølge hende, at tro ikke kan reduceres til én bestemt måde at tænke eller tale på. Hvis Gud er større end menneskelig forståelse, må tro også rumme forskellighed.

Vidhjertet tro handler derfor ikke om at udvande troen eller gøre den relativ. Den handler om ydmyghed. Om at erkende, at man aldrig selv kan eje den fulde sandhed om Gud.

Netop den erkendelse kan åbne et større rum for både tro og samtale. Når ingen mennesker kan begribe Gud fuldt ud, bliver det også lettere at lytte til andre menneskers erfaringer og forståelser.

“Jesus var jo ikke kun sammen med dem, som mente det samme som ham selv,” siger

Og måske er det netop her, vidhjertetheden opstår: i erkendelsen af, at tro ikke først og fremmest handler om at have ret, men om at leve i relation til et mysterium, der altid er større end vores egne forklaringer.

“Jeg tror aldrig nogensinde, man kan begribe mysteriet om Gud helt.”

Stine Munch

Et vidhjertet liv

Karl Ludvig Reichelt (1877–1952) var en norsk luthersk teolog og missionær, som spillede en banebrydende rolle i mødet mellem kristendom og østlige religioner. Han rejste til Kina i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han blev dybt optaget af den lokale kultur og især buddhismen. I stedet for en klassisk missionsforståelse udviklede han en mere åben og lyttende tilgang, som kredsen omkring ham kaldte for vidhjertet.

For Reichelt var det afgørende, at Gud virker overalt, også uden for det kristne fællesskab. Han mente, at der findes “lysstråler” af sandheden i andre religioner, og derfor må de mødes med respekt og nysgerrighed. Han så ikke andre trosretninger som modstandere, men som samtalepartnere, hvor venskab var vigtigere end konfrontation.

Denne tilgang prægede også hans liv. Han søgte at forstå buddhistiske munke indefra og levede tæt på deres praksis. Samtidig mente han, at kristne også har noget at lære – fx af østlige traditioners fokus på stilhed og meditation. Troen blev ikke svækket i mødet med andre, men uddybet og rigere. Han var forfatter og skrev mange bøger om sine oplevelser.

Hans arbejde var kontroversielt, og nogle mente, at han gik for langt. Alligevel fortsatte han og grundlagde blandt andet det kristne tempel og retrætested Tao Fong Shan i Hongkong og Den Nordiske Kristne Buddhistmission i Norden, som i dag hedder Areopagos.

I mere end 100 år er Reichelt blevet set som en pioner inden for interreligiøs dialog. Han lagde grundstenene til organisationen Areopagos, som i dag stadig arbejder med trospraksis og dialog og blandt andet udgiver dette magasin. Reichelts liv viser, at man kan være rodfæstet i sin tro og samtidig møde andre med åbenhed og et vidhjertet sind.

En flimrende tro

AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM

For musiker og sangskriver Nikolaj Paakjær er det ikke helt ligetil at tale om tro som noget, der udvider sig.

“Det føles ofte, som om jeg hænger i med neglene med den smule tro, der lige er,” siger han. Troen er der – men føles også ofte langt væk.

Alligevel er der noget, der ikke slipper. Tanker, refleksioner og erindringer, som presser sig på. Det er ofte i det kunstneriske skrivearbejde, at det begynder at røre på sig igen.

“Når jeg får slået hul på en sangtekst eller et digt, er det, som om jeg kan starte troen op med en nødgenerator,” fortæller han. ”I processen mærker jeg, at der er en tro, som lever derinde – og som faktisk udvider sig i det øjeblik, jeg skriver.”

Noget lignende sker, når han sætter sig i kirkerummet. Efter en periode med afstand er han

igen begyndt at finde vej til kirkebænkene.

“Når jeg sætter mig og lader mig indhylle i orgelbruset, mærker jeg en forbindelse,” siger han. De gamle ritualer og gentagelser, han tidligere kunne være træt af, har fået en ny betydning. “Jeg sidder bare i ro og får det, jeg har brug for.” At ordene og tonerne er blevet gentaget i hundredvis af år, giver en tyngde, som han i dag oplever som livgivende. “Det kan lirke mig op på en måde, jeg aldrig havde troet.”

For Paakjær er det afgørende, at troen ikke lukker sig om sig selv. Her spiller litteraturen en central rolle. “I bøgerne møder jeg alverdens verdenssyn,” siger han. Verdenssyn, han kan forbinde sig til – også hos mennesker, der tror helt anderledes, slet ikke tror eller ligefrem hader religion. Nysgerrigheden på andre måder at være i verden er med til at holde hans egen tro åben.

Han bærer erfaringer med sig fra fællesskaber, hvor troen var lukket og entydig. Hvor mødet med andre primært havde til formål at overbevise om, hvad der var sandt og rigtigt. “Det stritter så meget på mig - de miljøer, hvor man ikke kan have en fornuftig diskussion.”

Paakjær beskriver sit kunstneriske arbejde som et frirum. ”Det er et sted, hvor jeg kan sætte ord på både tro, tvivl og ulyst til troen – hvilket paradoksalt nok er med til at holde den i live.”

På trods af ulyst insisterer han stadig på troen, hvilket han har formuleret i et digt:

Jeg insisterer på en Gud. Jeg har brug for en mystik til at farvelægge mine daglige rutiner. Jeg vil tro på en sufflørboks et hemmeligt sted mellem de her sære små liv, vi lever.

Selvom det er en flimrende tro.

En tung jagt efter ånd, når jeg skriver disse sætninger.

I hverdagen er det ofte noget konkret, der sætter denne insisteren i gang.

“Når jeg kigger på mine børn, mærker jeg, at der må være noget om snakken.”

Da jeg fylte 18

AV ALI JONES ALKAZEMI

Da jeg fylte 18, hadde jeg null kroner. Så sendte en dame uforberedt tusen kroner til meg. Jeg kjente henne godt, men det var likevel ganske tilfeldig. Og det har siden dette gjort at jeg har opplevd tilfeldige og uforutsigbare og unødvendige gester som preget av noe hellig ved seg. For Gud er jo, som denne damen var, uforutsigbar og gjør mange forskjellige ting uten grunn. Men det denne damen gjorde må likevel ha kommet av noe godt, for det var så selvløst og rart å gjøre.

Da jeg mottok pengene og takket for dem, brukte jeg dem alle samme dag på kebab og sigaretter. Jeg tror at følelsen av at noe tilfeldig hadde skjedd med meg, gjorde at jeg også måtte bruke pengene på en måte som var preget av en viss mangel på nødvendighet. Sparte jeg pengene på en fornuftig måte ville de desakraliseres, og brukte jeg pengene ‘på en lur måte’ ville gesten hennes blitt vanæret. Men brukte jeg pengene på noe som kunne forderves og som ikke var særlig sunt, så levde jeg på en måte opp til denne hellige uforutsigbarheten som jeg måtte gi like kjapt som jeg hadde mottatt, som en varm, hellig ball. For gjorde jeg ikke dette, ville den hellige flammende ballen dødd.

Dét er en gang jeg skimtet Gud i en handling, og jeg kom med det til en sterkere bevissthet om at tingene som skjedde i verden ikke var grunnlagt på noen grunn. Det var kun en ren og uforutsigbar vilje, som gir og som tar, uten en gjennomtenkt plan. G. K. Chesterton skal ha sagt at mens den østlige fatalisten tror verden styres av en rettferdig og kosmisk plan med et

mål, er det i det jødisk-kristne heller vektlagt at livet er en fortelling uten noe formål. Så det må nok ha vært en mer jødisk-kristen Gud i de tilfeldige tusen kronene jeg fikk, for jeg har nesten ikke snakket med damen siden den gang.

Ali Jones Alkazemi utga i april boken: ”Jeg, en kristen-muslimsk ateist”

Fra ateist til reikimester

I en hektisk hverdag ble meditasjonen en vei til indre ro. For Simon Miljeteig ble det også en døråpner til en åndelighet og en ny kurs for livet.

AV SINA VESTØL

EN VEI INN I SEG SELV

Miljeteig startet med meditering som et forsøk på å få en større ro i hverdagen. Med mange stressfaktorer i livet og i en jobb som lærer, hadde han en følelse av at stresset likevel kom hovedsakelig fra ham selv. Etter hvert oppdaget han at meditasjonen også ble en vei inn i seg selv og det eksistensielle.

– Forsøket på å finne ro ble etter hvert utvidet til å finne ut hvem jeg egentlig var, forteller han.

I meditasjonen følte han på en fred og en slags kjærlighetsfølelse som kom og gikk, som ble en drivkraft for å undersøke nærmere hva man egentlig berører når en går dypt inn i stillheten.

I tillegg førte det til en oppdagelse av at det kanskje var noe hellig eller guddommelig i verden som man kunne utvikle en kontakt med. Med en mastergrad i evolusjonær økologi var Miljeteig det han selv kalte en rasjonell ateist som gjennom meditasjonen etter hvert ble veldig spirituell.

VI ER EN DEL AV DET HELLIGE

Erfaringene skulle føre ham på en fullstendig ny kurs for livet. For å finne ut mer om hva hans opplevelser handlet om, reiste han til et kloster i Katmandu i Nepal for å lære om buddhismen. Før oppholdet på klosteret bodde han på et

yogasenter hvor det ble tilbudt kurs i healing med reiki og den opprinnelige planen om å ta et ukeskurs i yoga endret seg til et ukeskurs i reiki. Dette kurset skulle senere resultere i et karriereskifte fra naturfagslærer til reikimester og healer.

Reiki er en spirituell praksis som ble til i Japan på 1920-tallet. Fra det man vet i dag er den opprinnelige reikipraksisen tydelig inspirert av, og sammenvevd med, elementer fra buddhisme, shintoisme og taoisme. Reiki har i vestlige land blitt presentert mer som en åndelig praksis for selvutvikling og økt helse enn som en spirituell praksis ment for å utforske det eksistensielle og religiøse, sier Miljeteig. Han mener det er viktig å ha med begge aspektene i formidlingen av hva reiki er. Han forteller videre at reiki sitt endelige spirituelle mål er oppnåelsen av transcendens eller opplysning av bevisstheten. Her er reiki tydelig inspirert av buddhistisk tenkning der årsaken til lidelse ligger i sinnet, og at man søker å frigjøre seg fra den, sier han. Selve ordet reiki kan oversettes til universell livsenergi som sikter til en energi som er allestedsværende og sies å gjennomstrømme alt liv.

– Reiki er en vei til forening med noe som er større enn det individuelle. Det er en vei til å forstå at man som menneske også er en del av det som er hellig og guddommelig, forteller Miljeteig.

– Forsøket på å finne ro ble etter hvert utvidet til å finne ut hvem jeg egentlig var. Simon Miljeteig

VÅR DYPERE NATUR

Reiki utfordrer tanken om at mennesket består kun av kjøtt og blod, men at vi også har et åndelig aspekt som kan bearbeides og utvikles med healingpraksis. Uten bevisst kontakt med åndsaspektet står man i fare for å leve livet uten å kjenne seg selv og en dypere natur, mener Miljeteig. Dette resulterer i at identiteten vår, selvet vårt eller egoet, mister åndsaspektet sitt og skaper et ubalansert identitetsforhold til kroppen og sinnet vårt. Miljeteig mener at forståelsen av seg selv ikke bare gjøres gjennom det rasjonelle og tenkte, men krever en åndelig dimensjon for å oppleve sin dypere natur.

Egoet, mener han, er et avgjørende punkt å utforske for å oppsøke og belyse den transcendentale forståelsen av livet. Det handler om å våge å spørre om hva det er som egentlig lever et menneskeliv. Han beskriver hvordan kilden til vår bevissthet ofte identifiserer seg så sterkt med sinnet og kroppen at vi blir feilaktig avgrenset, at egoet maskerer en guddommelig del av bevisstheten og identiteten vår. Han definerer egoet som en mental projeksjon av identitet – en mekanisme som gir en opplevelse av å være adskilt og isolert som individ fra resten av verden. Å erkjennelsesmessig bryte ut eller slå hull på denne projiserte opplevelsen kaller Miljeteig spirituell oppvåkning.

Målet er ikke å utslette individet fra identiteten vår, men å få et åndsperspektiv som gjør det lettere å være menneske, ved å gjenopprette en bevisst kontakt med vår ånd. Denne kontakten opprettes ved å utforske nærvær eller tilstedeværelse, å finne seg selv i stillhet som det som rommer alle opplevelser. Denne tilstedeværelsen må fremdyrkes og gir oss en åndelig kontakt som trenger å få være en inkludert del av selvet vårt, forteller Miljeteig. Ved å utfylle den ensidige identifikasjonen med sinnet og kroppen, kan egoets kontrollbehov og frykt erstattes med dyp tillit til livet fra vår ånd, sier han.

ET KOSMISK NETTVERK

Reikibehandlingen starter med en innledende samtale om hva som preger ens liv. Deretter

forteller Miljeteig at han går inn i seg selv, i en meditativ hvile i egen kropp og sinn, som åpner det han kaller energikroppen:

– Da kjenner jeg et felt av energi som strømmer ut og inn i føtter og hender, over hodet og rundt kroppen. Healingenergi eller reikienergi kan ledes ut av kroppen særlig med hendene.

Så legger han hendene på bestemte punkter på kroppen fra hodet og ned, og tilpasser tiden for hvert punkt etter hvor det er behov.

Healingpraksisen baserer seg på at kroppen og bevisstheten har et energiaspekt som trenger å være i god sirkulasjon gjennom hele kroppen. Kilden til denne energien forbinder trolig også alt levende i verden, forteller han:

– Bevissthet er slik jeg ser det et kosmisk nettverk eller felt av energi som forbinder oss alle til et felles opphav. Noen kan også gjerne kalle dette for Gud. Litt som trærnes røtter eller som store soppnettverk som kommuniserer i skogen.

DET SPIRITUELLE MOTSTRIDER

IKKE

VITENSKAPEN

Med sin bakgrunn i biologi, rasjonalitet og ateisme ble mange overrasket over karriereskiftet til å formidle denne spirituelle praksisen, men han mener det slett ikke trenger å være så motstridende. Det åndelige motsier ikke det rasjonelle, men kan heller ses på som et ekstra lag, som forklarer spirituelle aspekter av virkelighet som vitenskapen ikke ennå berører.

Miljeteig forteller at en dypere forståelse av bevissthet på sikt kanskje kan skape en større forsoning mellom vitenskapsbaserte behandlinger og de som er spirituelt basert, slik som reiki. Han nevner også at reiki allerede tilbys på

– Det er en vei til å forstå at man som menneske også er en del av det som er hellig og guddommelig.

Simon Miljeteig

sykehus i flere vestlige land, og at det også finnes forskning som bekrefter positiv effekt av reiki som behandlingsmetode.

Han understreker at selv om reiki innebærer healing, så er det ingen mirakelkur som er ment til å erstatte andre former for effektiv helsebehandling. Det er heller en komplementerende behandling som utfyller medisinsk behandling, og trolig kan reiki virke svært positivt i sykdomsprevensjon, sier han.

HEDRE EN SØKEN ETTER SANNHET

– Hvordan har du selv endret deg som person etter at du begynte med meditasjon og reiki?

Miljeteig lukker øynene og tenker.

– Jeg har funnet ro og fred med meg selv.

Han forteller at han tidligere var en stor perfeksjonist, og en mann som ikke kjente seg

selv. At han levde som sin verste fiende på flere områder i livet. Nå lever han på en helt annen måte med et stille tempo, og setter av tid og rom for stillhet.

– Det har vært livsforvandlende. Jeg er vel egentlig et helt nytt menneske, forteller han og legger til at det ikke var en forvandling fra en dag til en annen, men en saktegående og gradvis prosess.

Prosessen har mest av alt gjort han mer kjent med hvem han egentlig er. Et liv i takt med stillheten og en åndelighet som hedrer en søken etter sannhet. Å avdekke det som ikke kan beskrives med ord og leve derfra.

– Jeg har funnet ro og fred med

meg selv.

Simon Miljeteig

ENERGIERNE OG DEN GUDDOMMELIGE DANS

”Sikke en dejlig energi, der er her hos jer”, udbryder kvinden, der er stoppet op ved vores stand på helsemessen. Østerbrohuset summer af mange stemmer, eksotiske dufte fylder luften, og her lyder shamantrommer, tibetanske syngeskåle og meditationsmusik. Jeg inviterer kvinden indenfor, og inden længe er vi i fortrolig samtale om dybe og sårbare temaer: smerte, håb og heling af hjertet.

På messerne møder vi mange forskellige spirituelle praksisser og behandlingsformer, som ofte er inspireret af østlig filosofi. Én ting forbinder de fleste af dem: en energetisk forståelse af verden. Enkelt sagt: Alt er energi.

Umiddelbart kan det syn virke fremmed for en vestlig forståelse af verden og af Gud som en person, en kærlig vilje. For er energi ikke blot en upersonlig kraft? Men måske kan det østlige perspektiv åbne for glemte indsigter i vores egen tradition, som vi kan blive beriget af.

For os i Vesten, som er opdraget til at tænke individualistisk, er det en af de vigtigste gaver fra øst: erkendelsen af, at al virkelighed i sin essens er relationel.

AF TORSTEN BORBYE NIELSEN

Trospraksisteolog i Areopagos

ENERGI I SPROGET

Selve ordet energi bruger vi jo i forskellige sammenhænge. ”Jeg er fuld af energi”, kan du måske sige efter en dejlig nats søvn, når du åbner vinduet, og solens lys og varme kysser dit ansigt. Vi bruger også et energetisk sprog, når vi beskriver et menneskes følelsesmæssige og fysiske tilstand med ord som høj eller lav arousal. Vi taler om vindenergi, altså fysisk energi, som får vindmøllens vinger til at dreje og producere strøm. Og Einstein og andre forskere fra kvantefysikkens verden fortæller os, at det, vi betragter som en fast masse, f.eks. et bord, også kan ses og beskrives som energi i bevægelse.

GUDS USKABTE ENERGIER

Alt er energi.

Hvis man leder efter ordet energi i Det Nye Testamente på dansk, leder man i første omgang forgæves. Men det skyldes, at det græske ord enérgeia typisk er oversat med ”kraft” eller ”virke”. Som når Paulus skriver til menigheden i Filippi: ”Det er Gud, der virker i jer både at ville

og at virke.” Direkte gengivet kunne man sige: ”Det er Gud, der energier i os både at energie og at ville.” Det åbner for en forståelse af, at Gud er helt nær og strømmer med sin guddommelige energi i os. Energi er altså ikke et fremmed begreb i det bibelske univers.

Bevæger vi os til den tidlige østkirkes teologer som Gregor af Nyssa og Athanasius, der levede i 300-tallet, taler de om Guds uskabte energier (energeia). De skelner mellem Guds uudgrundelige væsen, som er et mysterium, vi aldrig kan trænge ind i, og så Guds energier, som er Guds åbenbaring af sig selv og sit nærvær i verden på måder, vi kan erfare og sanse. ”Gud er ifølge sit væsen uden for alt det skabte, men ved sit mægtige virke er han til stede i alle ting”, skriver Athanasius.

DEN DANSENDE GUD

De tidlige græske kristne brugte billedet af tre, der danser sammen, som metafor for Treenighedens liv. At Gud er treenig betyder, at Gud, som er kærlighed, i sin essens er relationel. Den højeste form for enhed er en dynamisk enhed –kærlighedens forbundethed mellem personer, som er ét i deres hengivenhed til hinanden. De giver plads og skaber rum for hinanden som i en cirklende dans.

Treenighedens liv er ikke centreret om sig selv, men er selvhengivende kærlighed, som retter sig mod og bevæger sig omkring de andre – i åbenhed, accept, modtagelse og given. Det skaber den guddommelige, pulserende glædesog kærlighedsdans, som de græske teologer kaldte perichoresis.

Gud er ikke statisk eller upersonlig som en smuk, men ubevægelig statue. Gud åbenbarer sig, bliver menneske og møder os ansigt til ansigt i Kristus. Samtidig sprænger Guds væsens virkelighed vores personbegreb, for Gud er netop ikke blot én person, men tre, som er ét i kærlighed.

At Gud er treenig betyder, at Gud, som er kærlighed, i sin essens er relationel.

”I kristendommen er Gud ikke en statisk ting – ikke engang en person – men en dynamisk, pulserende aktivitet, et liv, næsten en slags drama. Næsten – hvis du ikke tænker, at jeg er respektløs – en slags dans.”

Denne guddommelige dans fylder alle ting, fra det mindste sandkorn til de svimlende galakser. Den udfolder sig ikke i en lukket cirkel et sted i en himmelsk sfære, men er åben og inkluderende og bevæger sig som en livgivende, fornyende strøm gennem kosmos og indbyder hele skabningen til at danse med.

Dette guddommelige nærvær er også vores dybeste virkelighed. Det er i Gud, at ”vi lever, ånder og er”, som Paulus siger i sin tale til filosofferne på Areopagos i Athen (Apostlenes Gerninger 17, 28).

ALT ER SKABT TIL RELATION

En central indsigt hos de østlige teologer er, at alt, som findes, bærer et dna, der afspejler Treenigheden – dette tre-i-én-relationelle mønster, som vælder frem som en mægtig kraft- og skønhedskilde i centrum af alle ting. Det betyder, at alt er skabt til relation, til forbundethed med hinanden. Der findes ikke noget, vi kunne kalde et isoleret, autonomt selv.

Vi finder ikke os selv, hvis vi forsøger at forstå os selv adskilt fra denne stadige, gensidige given og modtagelse, som er Treenighedens inderste væsen. For os i Vesten, som er opdraget til at tænke individualistisk, er det en af de vigtigste gaver fra øst: erkendelsen af, at al virkelighed i sin essens er relationel. Hver lille del, på alle niveauer af skabningen, er skabt til at indgå i det større hele, idet dens særlige egenart fremelskes i kærlighedens fællesskab.

Med C.S. Lewis’ ord:

”Det betyder mere end noget andet i verden. Hele dansen, eller dramaet, eller mønsteret i dette trepersonlige liv skal udspilles i hver enkelt af os; eller (med andre ord) hver enkelt af os skal træde ind i det mønster, tage vores plads i den dans. Der er ingen anden vej til den lykke, som vi blev skabt til.”

(C.S. Lewis, Mere Christianity )

Når øst og vest bøyer seg for det samme mysterium

AV HALLVARD OLAVSON MOSDØL

Generalsekretær

Til sommeren skal jeg pakke piknik-kurven, sette meg i bilen og suse nedover mot Sørlandet. Jeg skal på pilegrimsferd til Arendal, nærmere bestemt til Barbu og Kirkefjellet, en liten skogkledd ås, som spiller en ikke ubetydelig rolle i Areopagos sin historie.

Karl Ludvig Reichelt, primus motor for det som fikk navnet Den nordiske kristne buddhistmisjon, i dag Areopagos, ble født i Arendal i 1877. Byen var i seilskutetida en verdensvendt provinsby med pondus. Faren var sjømann, og Karl Ludvig ble fra

Man har hatt Kristus i Kina i hans præeksistens som den navnløse. Det som mangler er just dette; de har ikke lært å kjenne som den kjødblevne, den historiske frelser.

“... og der skal bli en hjord og en hyrde.”

Karl Ludvig Reichelt i sitt foredrag ved Buddhistmisjonens konstituerende generalforsamling i Majorstua kirke, Oslo, 11. mai 1926.

barnsben eksponert for en verden som var langt større enn Austre Moland. På 1890-tallet hadde Arendal landets største handelsflåte.

Som gutt satte han jevnlig kurs for Kirkefjellet. Derfra kunne man skue utover havet. Dette ble et viktig sted for Karl Ludvig. ”Deroppe på Kirkefjell i den vide utsikt med det blå, mektige Skagerakk mot syd og øst og Sørlandets skogkledde åser mot nord og vest – deroppe opplever jeg den mest usigelige religiøse grepenhet under allnaturens levende åndepust”, skriver han.

EN ANNERLEDES

MISJONÆR

Etter hvert skulle den eventyrlystne sørlendingen utforske nye fjelltopper. Den viktigste fant han i 1929 i Hongkong. Tao Fong Shan – fjellet der Kristusvindens blåser, ligger ”høit og fritt, bredbarmet og luftig med et mektig utsyn over Kowloon fjellene i syd og vest og den blå fjord

omkranset av ber og lier i øst”, skriver Reichelt om fjellryggen der Buddhistmisjonens senter kom til å ligge.

Det som begynte som et tradisjonelt misjonærkall, Reichelt ble sendt til Kina av Norsk misjonsselskap i 1903, tok flere overraskende veier. ”Han dro til Østen for å omvende Østen, men vendte hjem som en omvendt mann”, skriver Notto Thelle i sin biografi. Han karakteriserer Reichelt som ”en pietist av høyere orden”. Leser man Reichelts egne tekster framstår han som en fascinerende kombinasjon av pilegrim og grensevandrer, religionsforsker og gründer, en kontekstuell teolog preget av skapelses- og inkarnasjonsteologi – kombinert med pietistisk botsfromhet.

DEN JOHANNEISKE MELODI

Det var ikke minst arbeidet med Johannes-evangeliet som kom til å prege Reichelt, og det som utviklet seg til å bli en dialogisk misjonsforståelse. «I begynnelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud», heter det hos Johannes. Prologen avsluttes med “Og Ordet ble kjøtt og tok bolig iblant oss, og vi så hans herlighet, en herlighet som den enbårne har fra sin Far, full av nåde og sannhet».

Når Reichelt i 1926 holder foredrag i forbindelse med Buddhistmisjonens konstituerende generalforsamling, sier han det slik: «Kristus er ordet, logos, som fra evighet har vært virksom. Alt er skapt ved ordet, alt har sitt liv og sitt lys gjennom ordet». Så utdyper han: «Man har hatt Kristus i Kina i hans præeksistens som den navnløse. Det som mangler er just dette; de har ikke lært å kjenne som den kjødblevne, den historiske frelser».

Reichelt understreker at det «finnes ikke en særlig frelsesvei for de religiøst forberedte i Kina utenom Kristus. Han er veien, sannheten og livet. Det kommer ingen til Faderen uten ved ham». Samtidig skriver han: «Vel tror vi at der en masse småveier og småstier, som ved Guds ånds og Guds ords (logos) underbare virken i folkens liv er optrukket i de religiøst forberedte menneskers sinn, små stier og små

veier, som kan føre fram til den store hovedvei – Jesus Kristus. Det er disse småstier vi vil opsøke og avdekke. Vi vil være med og virkeliggjøre den store tanken som Vår Herre Kristis uttaler i Johannes 10;16: «Jeg har også andre får, som ikke er av denne sti, også dem vil jeg føre frem og de skal høre min røst, og der skal bli en hjord og en hyrde».

Det er denne kombinasjon av radikal åpenhet og dypt Kristus-fokus som preger Karl Ludvig Reichelt og den organisasjonen som ble etablert i 1926.

EN KRISTEN MYSTIKER

Det er denne kombinasjon av radikal åpenhet og dypt Kristus-fokus som preger Karl Ludvig Reichelt og den organisasjonen som ble etablert i 1926. Når organisasjonen ikke feirer jubileum i år, er det fordi Areopagos allerede feiret et 100-årsjubileum i 2022 – da markerte man oppstarten av arbeidet i Nanjing.

Jeg kommer likefullt til å heve glasset for jubilanten til sommeren. Kanskje finner jeg stedet der Karl Ludvig satt på Kirkefjell og skuet utover Skagerak? Er jeg heldig får jeg sitte i mild solgangsbris og kjenne vinden nappe i luggen. For Kristus-vinden blåser ikke bare på Tao Fong Shan.

Så skal jeg takke Skaperen og skåle for Karl Ludvig Reichelt og hans mange støttespillere i Norge, Danmark og Sverige, som hadde mot til å stå i spenningsfeltet mellom kontinuitet og brudd, tradisjon og fornyelse. Og tenke – vi er kalt til det samme i vår tid.

Kilder:

- Thelle: Karl Ludvig Reichelt. Misjonær mellom øst og vest, Verbum 2022 Buddhistmissionen. Fellesorgan for Buddhistmissionens venner i de nordiske lande, nr 1/1926

- Karl Ludvig Reichelt: Foredrag ved Buddhistmisjonens konstituerende generalforsamling i Majorstua kirke 11. mai 1926

Når kroppen lærer sjælen at bede

På et bjerg i Hongkong, langt fra byens hastige rytme, lærer en katolsk præst os at finde Gud i langsomme bevægelser, i åndedrættets bølge og i den balance, der kun opstår, når vi tør lytte med kroppen.

AF LOUISE FRANKLIN HØJLUND

Trospraksisteolog i Areopagos

Langsomt ruller fodsålen hen over jorden. Langsomt tilbage. Organisk, næsten umærkeligt, flyttes vægten fra det ene ben til det andet og straks tilbage. Han er en bølge i slowmotion. Ruller ind og ruller ud. Som et åndedrag. Ind og ud med en umærkelig overgang.

Mellem hænderne holder han en pind af mørkt træ, omtrent på længde med hans underarm. En tai chi-ruler.

Når man ser ham, ligner han en gammel mand. Sorte, løse bukser. Hvid skjorte. En gammelmandsagtig kakifarvet vest med lynlås. Buskede øjenbryn. Han ser ud som mange andre ældre mænd i Hongkong. Men når man ser et øjeblik mere, er han ikke helt almindelig. Når han bevæger sig, er der tyngde og lethed på samme tid. En levende balance. Og hans ansigt: mildhed, koncentration, glæde.

Han hedder Father Dominic Chan Chi-ming og er katolsk præst i Hongkong. Han lærte kinesisk kampsport som barn, og som teenager begyndte han at lære tai chi. Under en retræte følte han et særligt kald til at lade denne kampsport blive en del af sin kristne praksis og sin tjeneste som præst. Og nu har han undervist i tai chi i mere end 40 år.

For ham er tai chi meget mere og andet end en sport, der holder kroppen sund. Det er en måde at komme i balance på – og det opnår man ikke ved at kontrollere kroppen eller udmatte den. Det gør man ved at lytte til den. Tai chi er at lytte. Og for Father Chan er denne lytten en bøn. Tai chi er en måde at bede på.

Han gør det selv hver dag. Mindst en halv time. De stille bevægelser. Det intense fokus. Lige dér er han med Gud – uden at det er en

tanke. Det er en væren. Et nærvær. Og han oplever, at det gavner ham, når han læser Bibelen. Det åbner den op, lader ham være i bevægelse med ordene og Ånden. Det er, som om bevægelsen fra tai chi, balancen, fortsætter ind i dagen, ind i læsningen, ind i troen.

I dag er Father Chan lærer i vores meget midlertidige tai chi-skole. Vi er en lille gruppe fra Skandinavien, der denne dag øver os i tai chi. Balance. Bøn. Bevægelse. Vi er en slags moderne kristne pilgrimme, der er på besøg på det kristne retrætested Tao Fong Shan. Et bjerg i Hongkong med udsigt over byen, bjergene og himlen på én

gang. Her er stilhed, fugle, vind. Lotusblomster og vildsvin. En åbenhed og nysgerrighed over for at lære fra egne og andres spirituelle traditioner. Og i dag: denne langsomme praksis, der står i skarp kontrast til Hongkongs pulserende tempo. Father Chan er blevet inviteret herop for at inspirere os til at tage tai chi ind som en del af vores spirituelle praksis.

Spirit of God, come upon me, fill my heart, purify my soul.

”Der

er mange måder at bede på. Tai chi giver os én mere.”

Father Chan

Tao Fong Shan ligger på et bjerg i Hongkong og blev grundlagt af Karl Ludvig Reichelt.

Father Chan leder bønnen, og vi lærer gennem gentagelsen. Vi gentager ordene, indtil vi mener dem. Ordene skal ikke lægge sig i rummet eller oven på kroppen; de skal flyde ind i den. Tai chi. Ordet kommer af Taiji, der betyder det højeste princip – ideen om balance mellem yin og yang. Og chi –af Qi – livsenergi. Det er en indre kampsport udviklet i 1600-tallet, som bygger på klassisk kinesisk filosofi. Det handler om energi og balance. Det fysiske består af en serie langsomme bevægelser udført opmærksomt og ledsaget af dyb vejrtrækning. Det er stilhed i bevægelse. En kropslig dannelse. Vi, de nordiske pilgrimme, er nybegyndere. Og heldigvis er der ingen koreografi, der skal huskes.

”Tai chi hjælper på meget!” siger Father Chan og holder en kort pause. Så fortsætter han: ”Men det primære formål er at fordybe relationen til Gud.”

Balance handler ikke om at finde et midtpunkt, man kan blive stående i. Det handler om at turde være i bevægelse.

Den lille pind på en underarms længde kommer på en overraskende måde til at hjælpe os nybegyndere. Vi taler om det bagefter. Den skal hjælpe med at fokusere på energien. Hvis man bare skulle stå og lave meget langsomme bevægelser på en græsplæne – uden at det var hårdt eller disciplineret – så var nogle af os et stykke uden for vores comfortzone. Men den lille pind giver os et formål og et holdepunkt. Vi skal jo holde den. Bevæge den rundt. Og så, ja, bevæge kroppen lidt rundt. Rulle som en bølge. Være i balance.

Father Chans pædagogiske strategi er at bede med os. Og det kan vi nybegyndere godt. Og så begynde at bevæge os. Uden at tænke for meget. Bevægelsen begynder i fødderne, fortsætter gennem hofter og ryg og videre ud i arme og hænder. Vi efterligner så godt, vi kan. Man skal tro på, at kroppen ved mere end hovedet. Blive et barn igen, spontant og organisk bevæge sig. I balance.

Balance er ikke at forstå som ligevægt i klassisk forstand – at kunne stå på ét ben – men snarere evnen til at være i bevægelse uden at miste forbindelsen. En dynamisk balance, hvor man hele tiden justerer, giver efter og tager imod.

Father Chan siger, at det første, man skal gøre, hvis man vil tage tai chi til sig, er at forpligte sig på en daglig praksis. Helst i naturen, hvor relationen mellem menneske, himmel og jord kan sanses tydeligt. Han underviser mest ved eksempel. Viser med sin krop langsomhed, opmærksomhed, balance. Og vi står der, en hel gruppe skandinaver, og holder energien mellem hænderne, mens vi prøver at bevæge os langsomt og flydende.

Vi trækker ud i solen foran Christ Temple. Father Chan opfordrer os til at lukke øjnene. Lave bevægelserne.

Jeg er sammen med solen, tænker jeg. Her i energien. Og så er jeg det. Og så er vi det. Med hver vores pind. Som en langsom dans i universet.

Vi lærer noget. Det var timer i tro uden så mange ord. Men med en åbenhed og nysgerrighed over for den energi, der findes, og som vi i Vesten mangler et præcist sprog for.

Balance handler ikke om at finde et midtpunkt, man kan blive stående i. Det handler om at turde være i bevægelse. Om at være opmærksom i kroppen, i verden.

Da vi afslutter, lyder ordene igen – som en cirkel, der sluttes:

Spirit of God, come upon me, fill my heart, purify my soul.

”Der er mange måder at bede på,” siger Father Chan. ”Tai chi giver os én mere.”

”Tai chi hjælper på meget. Men det primære formål er at fordybe relationen til Gud.”

Father Chan

Father Chan sammen med Louise Højlund og

Thomas Erlandsen foran templet på Tao Fong Shan.

Fra eksplosiv styrke til stille flyt

AV THOMAS ERLANDSEN

Prest i Areopagos

Med elegante, uanstrengte og fløyelsmyke bevegelser, ser jeg en slags dans skje rett foran meg. Myke bevegelser, men likevel med retning og kraft. Ingen eksplosivitet, men flyt. Tai Chi heter det. Det er et vakkert skue.

Fader Chan, en katolsk prest, er kommet til fjellet der Kristusvinden blåser i Hongkong. Han skal lære de nordiske vikingene fra Vesten om Tai Chi. Først en liten bolk teori, så fikk vi se hvordan Tai Chi skal se ut, deretter skulle vi selv praktisere.

Jeg har vært aktiv hele livet og mestrer fotball, turn og olympisk løfting ganske bra. Jeg kan sjonglere og tror selv jeg har god balanse. Selvtilliten var med andre ord ganske god. Dette fikser jeg bra, tenkte jeg. Jeg lyttet til Fader Chans ord og så hans medarbeidere vise Tai Chi. Alt var skjønt og jeg skjønte det. Så kom min tur. Vi fikk en liten stafettpinne hver som vi skulle

holde mellom håndflatene våre, mens vi bevegde oss dit «vinden blåste».

Jeg fant ingen flyt. Jeg kjente ingen vind.

Min trening har vært eksplosivt. Et helt liv med eksplosiv styrke. Rykk, vending, støt! Intervaller har vært min trening. Hele kroppen min strittet imot den glidende harmoni. «Her skal det smelle!», sier kroppen. Jeg prøvde å finne flyten, men jeg fant bare ingen flyt. Jeg søkte harmoni, men fant ingen harmoni – ingen ro.

Etter 10 minutter sa Fader Chan til meg: «You are struggling.»

Det var en frustrerende opplevelse. Jeg fikk det ikke til. Så bittert.

Alle de nordiske deltakerne og de fra Hongkong fikk dele sine opplevelser med 10 minutter Tai Chi. Det var den ene herlige fortellingen etter den andre. Til slutt fikk jeg ordet, og alt jeg kunne si var som Fader Chan sa: «I am struggling.»

Heldigvis var vi ikke ferdige. Vi gikk ut på gresset i den milde novembersola og fortsatte der vi sluttet. Jeg fortsatte å streve, men med tiden skjer det noe med meg. Kroppen samlet seg og fant retning. Tankene sank ned i følelsene, tiden falmet og jeg bare var. Jeg var en elv, en vind, et pust. Med ett hadde det gått 20 minutter og jeg var hekta.

Den som titter inn i kjøkkenvinduet mitt på kveldene, vil se en norsk mann i 40-årene med en pinne mellom håndflatene bevege seg med rolige flytende bevegelser. Han sliter fremdeles litt. Likevel, en sjelden gang faller han plutselig til ro og glir gjennom rommet med en kraft han ikke bærer, men selv blir båret av.

Det, der viser sig i blækket

Da Camilla rejste til Hongkong med Areopagos’ stab og arbejdede med kalligrafi på Tao Fong Shan, blev en velkendt praksis pludselig mere krævende – og mere afslørende.

Tao Fong Shan var rammen for vores ophold –da jeg sammen med flere fra Areopagos’ stab var på rejse til Hongkong – et sted præget af stilhed, bøn og en særlig historie, hvor kristen spiritualitet og kinesiske traditioner mødes.

Jeg har arbejdet med kalligrafi før og er generelt fortrolig med kreative processer, så det var ikke nyt for mig at sidde med pensel, blæk og papir.

Alligevel viste det sig hurtigt, at denne sammenhæng gjorde noget andet ved arbejdet.

For selvom formen var velkendt, blev det tydeligt, at kalligrafi her ikke først og fremmest handlede om udtryk eller æstetik, men om opmærksomhed. Det blev en praksis, hvor det, man bærer med sig, træder frem uden ret meget filter. På billederne fra dagen kan man se koncentrationen i rummet – hvordan vi sidder foroverbøjede, optagede af bevægelsen, mens stilheden omkring os føles tæt og nærværende.

UROEN KAN SES MED DET SAMME

AF CAMILLA ENGROB

Grafisk

designer i Areopagos

Selv med erfaring var det slående, hvor lidt man kan skjule. Et penselstrøg afslører hurtigt, hvis der er uro, hvis man presser for meget, eller hvis bevægelsen mister sin rytme. Det, der foregår indeni, sætter sig direkte i papiret – måske endnu tydeligere, når man tror, man har styr på teknikken.

I den kinesiske tradition taler man om Dao –vejen – ikke som noget, man kontrollerer, men som noget man i glimt kan falde ind i. Det kunne mærkes i de øjeblikke, hvor hånden ikke længere arbejdede imod, men begyndte at følge en bevægelse, der føltes mere naturlig. Hvor åndedræt, opmærksomhed og krop faldt i samme rytme.

Men de øjeblikke opstår ikke af rutine alene. De vokser frem gennem gentagelse og gennem

en villighed til at give slip på kontrol. Efterhånden ændrer stregerne sig – de bliver mindre anstrengte, mere sammenhængende, og det, man i traditionen kalder det “sømløse”, begynder at vise sig som en erfaring snarere end en teknik.

IKKE NOGET, DER SKAL PRÆSTERES

For mig hang denne erfaring tæt sammen med det åndelige rum, vi befandt os i på Tao Fong Shan. Dagene begyndte i stilhed og bøn, og det satte en retning for arbejdet, hvor fokus ikke var på at præstere, men på at være til stede.

Det gav en anden tilgang til noget, jeg ellers kender godt. Ikke som et projekt, der skulle lykkes, men som en praksis, jeg kunne træde ind i. Samtidig blev det tydeligt, at disciplinen stadig er nødvendig. Tryk, tempo, balance og komposition kræver opmærksomhed, og kroppen må fortsat øve sig.

Men netop i spændet mellem det indøvede og det åbne opstår der noget nyt.

Det er også her, det personlige får plads. Ikke som noget, man beslutter sig for, men som noget, der træder frem, når teknikken ikke længere fylder det hele. Stregerne bliver ikke nødvendigvis mere perfekte – men de bliver mere ærlige.

Det er netop det, der stræbes efter i Kinesisk kalligrafi – ikke perfektion – men personlig stil. Master-niveau opnås når den personlige stil træder frem. Det er også her kunst opstår.

NÅR TROEN MÅ VANDRE

GJENNOM

TVIL OG

PRØVNING

Fra barndommens landskap i Hongkong til meditasjon hos en zenmester i Japan: En livsreise der tvilen ikke ble troens motsetning, men dens følgesvenn – og der erfaringen av at Gud allerede er til stede, vokste frem gjennom kriser og møter med østlig visdom.

AV NOTTO R. THELLE

Prest og forfatter

Jeg har ofte blitt spurt om når min tro begynte. Var det i Hongkong, hvor jeg ble født, midt i krigens skygge? Var det i Norge, hvor jeg møtte en verden som var både fremmed og kjent? Eller var det i Japan, hvor jeg som ung misjonær fikk min tro utfordret av en zenmester? I dag tenker jeg at spørsmålet er feil stilt. Troen begynner ikke ett sted. Den vandrer.

Mitt første landskap var Hongkong. Jeg husker lite fra de første årene under den japanske okkupasjonen, men jeg har lest min fars dagbøker. De handlet om overlevelse. Likevel vokste jeg opp på Tao Fong Shan, et fjell bygget som et møtested mellom øst og vest – et kristent kloster for buddhistiske munker. Stedet var båret av

I Japan lærte jeg at tvilen kan være troens skygge. Uten skygge ser man ikke dybden i lyset.

en visjon: Gud bor ikke bare i ett språk eller én kultur. Gud er der allerede.

Senere kom Norge. Jeg hadde hørt om det forjettede landet, men opplevde fremmedhet – i alle fall i begynnelsen. Slik er det ofte med troen. Man tror man er på vei hjem, og oppdager at man ikke helt passer inn. Å være troende er også å være en smule fremmed. Den erfaringen gjorde meg mindre redd for å møte det fremmede –både hos andre og i meg selv.

Da jeg reiste til Japan som misjonær, trodde jeg at jeg skulle bringe noe med meg. Det gjorde jeg da også. Men samtidig oppdaget jeg at jeg også skulle miste noe. Jeg mediterte hos en zenmester i Kyoto. Han spurte meg: Hva betyr det at Gud har omsorg for deg? Jeg svarte med alt jeg hadde lært. Han spurte igjen og igjen: Men hva betyr det? Etter hvert falt ordene mine fra hverandre.

Det var en prøvning. Jeg kjente angsten: Er jeg i ferd med å miste troen? Men i stillheten oppdaget jeg at når flosklene var borte, var det likevel noe som sto igjen. En erfaring som ikke lot seg redusere til begreper. Troen ble mer naken, men også mer virkelig.

Denne prosessen minner meg om yin og yang i østlig tradisjon. Lys og mørke, styrke og svakhet, tro og tvil – ikke som motsetninger som opphever hverandre, men som poler som hører sammen. I Vesten har vi ofte vært redde for tvilen. I Japan lærte jeg at tvilen kan være troens skygge. Uten skygge ser man ikke dybden i lyset.

Barnetroen er enkel og trygg – og en gave. Men den må vokse videre. Som et tre som aldri møter storm, får den ikke dype røtter. Stormen kan tvinge røttene dypere.

Troen er ikke å ha alle svar. Det er å vandre – med åpne hender.

I møtet med østlig spiritualitet ble det også tydelig for meg: Gud er allerede til stede. Hvis Gud har skapt mennesket, har Gud etterlatt sin signatur i oss. Jeg kom ikke til Japan med en Gud som manglet der. Jeg kom til mennesker som allerede søkte og lengtet – med andre ord og symboler. Min oppgave var ikke å erstatte, men å dele.

Troen som vandring betyr at man ikke vet hva som finnes bak neste sving. Jeg vet det fortsatt ikke. Mange tenker at man med årene blir ferdig avklart. Slik opplever jeg det ikke. Hver livsfase har sine nye landskap. Midt i livet gikk jeg gjennom en krise hvor mye av det jeg hadde holdt fast ved, smuldret. Det var ikke møtet med buddhismen som tæret på troen. Det var livet som stilte nye spørsmål.

Jeg har kommet til å se prøvningen som nødvendig for å bli et voksent troende menneske.

Det forandret også min forståelse av misjon. Vi kan ikke omvende noen. Vi kan så et frø. Men frøet faller i en jord som allerede rommer liv. Og kanskje blir vi selv omvendt underveis – ved at vårt bilde av Gud renses og modnes.

Jeg tenker ofte på pilegrimsvandringene i Japan. Man ser bare det neste stykket vei. Slik er troen. Den gis ikke som et ferdig kart, men er en sti som åpner seg skritt for skritt.

Bak neste sving kan det være tvil, tap eller ny innsikt. Jeg vet det ikke. Men jeg har erfart at Gud ikke først begynner der min sikkerhet begynner. Gud er også i usikkerheten.

Troen er ikke å ha alle svar. Det er å vandre –med åpne hender.

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

“Kæmper du stadig med din tvivl?” spurgte en præst mig utålmodigt for snart otte år siden.

Spørgsmålet ramte mig på et tidspunkt, hvor tvivlen havde fået en langt større plads i mit liv, end den tidligere havde haft. Jeg havde været vant til at tænke på tvivl som noget, der

ET FORSVAR FOR TVIVLEN

helst skulle overvindes. Som noget midlertidigt, man måtte igennem for igen at finde tilbage til klarhed og sikkerhed. Og det må siges, at tvivlen skubbede mig ud i et mørke og en fortvivlelse så voldsom, at jeg aldrig havde kendt magen.

Med tiden forstod jeg dog noget vigtigt: Tvivl er ikke noget, jeg kæmper med. Tvivl er noget, jeg lever med. For tvivlen forsvandt aldrig. Den har blot taget nye former og fundet nye ting at gruble over i timevis.

På en måde hader jeg min egen tvivl. Den tager nattesøvnen fra en. Den gør det svært at træffe valg, man kan hvile i. Og den kan virkelig sætte gang i eksistentielle grublerier.

Når det er sagt, mener jeg også, at tvivl ikke nødvendigvis er et problem, der skal løses. “Hvad

Tvivl er ikke noget, jeg kæmper med. Tvivl er noget, jeg lever med.

vil du helst: være en fortvivlet Sokrates eller en glad gris?” spørger jeg ofte, inspireret af John Stuart Mill, når jeg taler med mennesker, der bakser med tvivlen.

For tvivl er en vigtig del af det at være menneske. Det er i hvert fald en tanke, man finder hos flere af filosofiens store tænkere.

Den franske filosof René Descartes begyndte sin filosofi med tvivlen. Han mente, at hvis man virkelig ville finde frem til noget sikkert, måtte man først tvivle på alt det, man normalt tager for givet. Midt i denne radikale tvivl opdagede han imidlertid noget, der ikke kunne betvivles: Selve tvivlen forudsætter en, der tvivler. Hvis jeg tvivler, tænker jeg. Og hvis jeg tænker, må jeg eksistere. Derfor formulerede han den berømte sætning: Cogito, ergo sum – “Jeg tænker, altså er jeg.” Hos Descartes bliver tvivlen dermed ikke et problem, men begyndelsen på erkendelse.

Hos Søren Kierkegaard får tvivlen en mere eksistentiel betydning. Han beskrev den som lidenskabens fødsel. Tvivlen opstår nemlig ikke hos mennesker, der bare følger vaner og selvfølgeligheder. Den opstår hos mennesker, der begynder at tage deres liv alvorligt og stille spørgsmål til sig selv og verden.

Netop derfor kan tvivlen også have nogle vigtige funktioner i vores liv.

TVIVL SKABER REFLEKSION

Når vi bliver i tvivl, bliver vi tvunget til at tænke dybere over det, vi ellers tager for givet. Mange af vores overbevisninger lever vi med uden nogensinde rigtig at undersøge dem. Men tvivlen får os til at stoppe op og spørge, om det, vi tror, faktisk holder. På den måde bliver tvivlen en invitation til refleksion. Den får os til at se vores egne antagelser udefra og tage dem op til fornyet overvejelse.

TVIVL ÅBNER FOR LÆRING

Vi lærer sjældent noget nyt, når vi føler os helt sikre. Læring opstår ofte netop i det øjeblik, hvor vores forståelse ikke længere slår til. Når

vi bliver i tvivl, opdager vi grænserne for det, vi ved. Og det er netop dér, nysgerrigheden opstår. Tvivlen bliver derfor en drivkraft for udvikling, fordi den får os til at undersøge verden på ny.

TVIVL GØR OS MERE ÅBNE

Når vi erkender, at vi kan tage fejl, bliver vi også mere åbne over for andre perspektiver. Tvivlen minder os om, at vores egen forståelse ikke nødvendigvis er den eneste eller den endelige. Det kan gøre os mere nysgerrige på andres erfaringer og mere villige til at lytte. På den måde kan tvivlen være med til at skabe en større ydmyghed i vores måde at møde verden på.

TVIVL KAN FØRE TIL BEDRE BESLUTNINGER

Selvom tvivl kan gøre beslutninger sværere, kan den også gøre dem mere gennemtænkte. Når vi tvivler, overvejer vi ofte flere muligheder, vi mærker efter, og vi forsøger at forstå situationen fra forskellige vinkler. Tvivlen tvinger os til både at tænke og føle os frem, før vi handler. Det kan i sidste ende føre til beslutninger, der er mere velovervejede.

Hvis man forestiller sig et liv helt uden tvivl, ville det sandsynligvis også være et liv uden særlig meget refleksion. Man ville gøre det samme igen og igen uden at stille spørgsmål ved det.

På den måde kan tvivlen faktisk være med til at holde livet levende. Den minder os om, at vores forståelse aldrig er fuldstændig, og at verden altid kan vise sig fra nye sider.

Måske er det derfor, Descartes kunne begynde sin filosofi med tvivlen, og Kierkegaard kunne se den som begyndelsen på en mere engageret tilværelse.

Tvivlen er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt. Den kan også være et tegn på, at vi er i gang med at tænke, undersøge og leve mere bevidst.

Derfor fortjener tvivlen at blive forsvaret. Ikke fordi den er behagelig, men fordi den minder os om, at livet ikke er statisk, og at vores forståelse af verden altid kan blive dybere. I tvivlen mærker vi måske netop, at vi er i gang med at tænke og dermed også i gang med at leve.

Å utvide horisoten

AV SINA VESTØL

For den buddhistiske munken

Unapane Pemananda Thero er horisont ikke et bilde på grensene for troen, men på dens muligheter. Gjennom flere års arbeid med buddhist–kristen dialog har han erfart hvordan møtet med den andre ikke svekker egen tradisjon, men kan fordype den – en innsikt som begynte med hans egne fordommer.

Unapane Pemananda

på besøk i syngagogen i Oslo

– Verdier har ikke religion.

Pemananda

DU MÅ ENDRE DIN INDRE VERDEN FØRST

Pemananda trodde han visste hva som ventet ham da han ble invitert til samtale i en kirke i Italia, med meditasjon som tema. Han møtte opp med en klar forventning om sin egen rolle; som buddhistmunk hadde han lang erfaring med meditasjon som de kristne kunne lære av. Det han derimot møtte, ble en erfaring av en forskjøvet horisont. I kirkerommet oppdaget han en kristen tradisjon han knapt kjente; en kontemplativ kristen tradisjon med dype historiske røtter. Ikke som en etterligning av

buddhismen, men som noe eget. Det ble et møte med hans egne fordommer og antakelser.

– Jeg var ikke fullstendig klar til å lytte, forteller han.

Pemananda vender tilbake til denne erfaringen, ikke fordi den ga ham ferdige svar, men fordi den avdekket noe grunnleggende ved dialogens natur. God dialog forutsetter at man er klar og åpen, mener han:

– Hvis ikke er det ikke genuint. Det skal komme fra hjertet, fra følelsene dine. Du må endre din indre verden først. For å kunne lytte til andre, må man først lytte til seg selv.

For ham ble dette et vendepunkt. Møtet med andre handler ikke først og fremst om å representere sin egen tradisjon eller å overbevise, men om å også la seg selv utfordre. Horisonten utvides ikke gjennom argumenter alene, men gjennom villigheten til å se andres perspektiver.

NÅR HORISONTER MØTES

Erfaringen fulgte han videre inn i hans doktorgradsavhandling om hvordan buddhister og kristne kan forstå hverandre bedre gjennom dialog og hermeneutisk tolkning av religiøs erfaring. Med et feltarbeid på Sri Lanka gikk han i dypet på menneskers levde tro og personlige fortellinger. Her oppdaget han hvordan personlige vennskap og vedvarende lytting gradvis forskjøv menneskers forståelse av både verden og seg selv.

– Hvis jeg bare holder meg i min buddhistiske horisont, har jeg en smalere horisont enn om jeg åpner meg for å høre om andre religioner, forteller han. Å utvide egne perspektiver betyr ikke å forlate sine egne overbevisninger eller ståsted, men å erkjenne at det finnes mer å se.

Når to horisonter møtes, oppstår det ikke nødvendigvis en konflikt. Det kan oppstå en sammensmelting, en ny forståelsesramme som rommer mer enn den opprinnelige. Dette konkretiserte seg for Pemananda da han bestemte seg for å studere Bibelen. Han fordypet seg i tekstene, ikke for å kritisere, men for å forstå. Han oppdaget både forskjeller og likheter. Kristendommen som snakker om frelse, bud-

dhismen om frigjørelse. Begge tradisjoner som søker svar på menneskets lengsel etter mening og fred. Kjærlighet, medfølelse og visdom som ikke tilhører én religion alene. – Verdier har ikke religion. Hvis du er god, er det ikke kristen godhet eller buddhistisk godhet. Det er godhet.

VÅRE HJERTER SKAL VÆRE SOM GOD

JORD

Spesielt én fortelling fra Bibelen har holdt seg med ham – lignelsen om såmannen i Markusevangeliet. Lignelsen forteller om frø som faller på ulik grunn. Noe faller på veien, noe på steingrunn og noe blant torner, men bare frøene som faller i god jord bærer frukt. «Den som har

PAVEL STOROZHUK

– Hjertene våre burde være som denne gode jorden. Pemananda

ører å høre med, hør!» avsluttes lignelsen med. – Hjertene våre burde være som denne gode jorden, sier Pemananda. For selv om forskjellene mellom oss er mange, er kjærligheten felles. Den gode jorden er ikke den som forsvarer seg, men den som tar imot. Slik er det også i mulighetene som åpner seg i møtet mellom ord og ørene som hører dem.

NÆRVÆR OG NYSGJERRIGHET

Denne holdningen gjenkjenner han også i den kristne misjonæren Karl Ludvig Reichelt, Areopagos’ grunnlegger, som har vært en stor inspirasjon for Pemananda i hans arbeid. Reichelt, som levde store deler av sitt liv i møte med buddhistisk tradisjon i Kina og Hongkong, var ikke opptatt av å vinne argumenter. Han valgte langsomhet, nærvær og lytting. Et arbeid drevet av nysgjerrighet og vilje til å lære, uten frykt for å miste sin egen forankring.

DIALOGENS FRUKT

Erfaringene fra både Pemananda og Reichelt viser at horisonten utvides når man våger å møte den andre uten å gjøre seg selv til sentrum. Det handler ikke om å oppheve forskjeller, men å erkjenne at troens dybde ikke trues av andres nærvær. Tvert imot kan den bli tydeligere i lyset av det som er annerledes.

Dialogens frukt vokser ikke frem av å forsvare egne overbevisninger; den vokser der hjertet er som god jord, og horisonten utvides der vi lar oss berøre.

Å LEGGE UT PÅ DYPET

Prest og samtaleleder

En personlig refleksjon over troens modning, kirkens kall til å «legge ut på dypet» og behovet for en mer åpen og lyttende dialog mellom troende, tvilende og søkende mennesker i en tid der religiøsiteten igjen gjør seg gjeldende.

“Gud er vel den samme, enten man er muslim eller kristen”, sa han. Som ung teologistudent møtte jeg en av mine venner fra russetiden. Jeg hadde da, og i lang tid, sterke meninger om nødvendigheten av å tro rett. Utfordringen fra min venn endte i en verbal krangel. Den diskusjonen har stadig kommet tilbake til meg som lite ærefull.

Å LEGGE UT PÅ DYPET

”Kirken må legge ut på dypet” skriver den tsjekkiske presten Tomáš Halík i sin bok The Afternoon of Christianity (2024). Halíks grunnfortelling er fortellingen om Jesus som utfordrer disiplene om å kaste fiskegarnet på nytt, ut på dypet, etter at de ikke hadde fått noe fisk (Luk.5,1-11). Kirkene må ut på dypet og møte mennesker, uavhengig av hvordan de tror, skriver Halík. Dypet er også som det åndelige dypet, gjerne definert som kontemplasjon. Vi må møte både Gud og mennesker på dypet!

Tomáš Halík er prest i San Salvator kirke i Praha. Han er professor i sosiologi, og har lang erfaring som psykoterapeut. Som en del av sitt arbeid, har han vært rådgiver for både tidligere president Václav Havel og for pave Johannes Paul II. Han stod pave Frans nær og henviser til ham når han skriver om interreligiøse møter. For noen år siden var jeg heldig å få delta i et prosjekt med en rekke anerkjente billedkunstnere, der personen Jesus var det sentrale tema. Det ble reiser, blant annet til Det hellige land, og prosjektet endte opp som utstillingen ”On Trial - Christ 2012”. I forkant av utstillingen samtalte jeg med hver enkelt av kunstnerne om tro, med tanke på et bokprosjekt. Jeg kommer stadig tilbake til disse samtalene med takknemlighet.

En av dem sa: “Hvordan jeg tror eller hva jeg tror, det strever jeg med hele tiden.” En annen: “Hadde jeg ikke trodd så hadde jeg valgt troen allikevel.”

Det var kanskje ikke å legge ut på dypet. Jeg var mer som den lyttende journalisten. Men kanskje er det den innstillingen jeg skal ha i møte med mennesker som tenker og tror annerledes enn meg selv.

Kan det være slik at tro er en del av det å være menneske? At det er så mye vi ikke vet? At vi leter etter mening? At vi strever med både det onde og det gode i tilværelsen? Og midt i alt vi ikke forstår og som gjør guddommen ubegripelig, erfarer vi noe som gjør at vi ikke kan utelukke tanken på en høyere kraft som vil oss noe.

Gud er ikke bare hos den troende, han er hos alle mennesker.

Vår postmoderne tid var lenge preget av sosiologenes avblåsing av religiøsiteten og den forenklede fortolkning av Friedrich Nietzsches kjente utsagn om at ‘Gud er død’. Vitenskapen på makro- og mikronivå gir oss forklaring på det meste og religiøsiteten vil snart forsvinne, mente de. I dag erkjenner de samme sosiologene at de tok feil. Religiøsiteten og gudstroen ble ikke borte. Tvert om, den er på full fart tilbake. Mennesker søker fortsatt mot det som er bak alle våre forsøk på å forstå.

VI ER ALLE SØKERE

Halík skildrer hvordan ‘sekularismen ikke ble slutten for religionen, men noe som forvandlet den’. I likhet med pave Frans understreker han at tiden vi går inn i er en tid for dialog. Han kaller denne dialogen for “den tredje økumenikken”. “Den første økumenikken” er dialogen mellom kirkesamfunnene, og “den andre økumenikken” er dialogen med ”de andre religionene”. Skillet mellom troende og ikke-troende er blitt for enkelt! Kirken må ønske fellesskap med tvilende og søkende mennesker, skriver Halík. En av hans hovedpåstander er denne: “Vi er alle søkere!” Dette er et møte som ikke handler om å omvende, men om å dele dypere spørsmål om sannhet og mening.

Er det ikke en tendens i vår tid som går i en annen retning? At mange ønsker at kirken skal avgrense seg mot annen form for religiøsitet og gudstro. Kirkelig engasjerte mennesker gleder seg over det som ser ut til å være en ny interesse for kristen tro og gudstjenesteliv. Samtidig er det en politisk dimensjon ved det, der et avgjørende anliggende er å sette grenser mot muslimer og andre troende.

Tomáš Halíks anliggende er på vegne av troen, men han er på alle måter engasjert av kulturens betydning. Hans engasjement for tro og det han kaller “søkere” går dypt inn i kulturen, og i særlig grad kunsten, slik han tolker det. Å legge ut på dypet, er å våge på troens vegne. Det er når tro våger å møte både tro og ikke-tro. Det er å ta den ikke-troendes tro på alvor, samtidig som troende våger å erkjenne sin egen ikke-tro.

Jeg kommer til å tenke på en av mine kunstnervenner slik hun uttrykte det i 2012: “Skal vi gå inn i en religion, må vi gi det en sjanse og tillate noen feilskjær. Det samme gjelder billedkunst, særlig moderne kunst. Når folk sier ’nei, dette skjønner jeg ingen ting av’, da er hele holdningen feil fra begynnelsen av. Vi kan gjerne ha litt større åpenhet i forhold til billedkunst og tro.”

DYBDE FREMFOR BREDDE

Det ligger en grunntanke om hvem Gud er i Tomáš Halíks forståelse. Gud er ikke bare i kirken. Gud er i alle ting og over alt. Gud er ikke bare hos den troende, han er hos alle mennesker. Å legge ut på dypet er å legge ut på Guds dyp. De troende kan ikke stenge seg inne i kirkene. Kirken må møte menneskers søken, hvor og hvordan de enn søker.

Halík utfordrer kirken til å søke dybde fremfor bredde. Med det mener han å søke inn i mysteriet. Gå inn i stillheten og kontemplasjonen. Vi inviteres til å søke Gud på dypet. Å være medsøker er å dele erfaring.

Halík hevder ikke at kristne dogmer er uten mening. Han er bevisst sin og kirkens forståelse av hvem Jesus er. Men overbevisningen om at Gud er over alt og i alle, tilsier at alle har noe viktig å dele om Gud. Alle menneskers erfaring må tas på alvor.

VI ER ALLE SØKERE. OG VI SKAL

LEGGE UT PÅ DYPET

Skal kirkelig undervisning nedtones? Tvert imot. Der tro møter tro, der vi alle er søkere, er det desto viktigere at troen for den kristne er forankret både i troens fellesskap og i kirkens undervisning. Å være søker betyr ikke å ha en utvannet tro. Å være medsøker betyr ikke å søke trosblanding.

Hva om jeg den gangen, i starten av min studietid, hadde våget å legge ut på det dypet der jeg i min trygghet våget utryggheten? Om jeg våget å tenke at vi begge var medsøkere som ikke har alle svar om Gud? Hadde det blitt en mer fruktbar samtale?

Ole Jørgen Sagedal er prest i Den norske kirke. I tillegg til menighetstjeneste har han blant annet drevet med personalarbeid og kultur. Han har i flere år vært medlem av ”Ekumeniska kommuniteten i Bjärka-Säby”. Han er nå pensjonist.

Å være søker betyr ikke å ha en utvannet tro. Å være medsøker betyr ikke å søke trosblanding.

KULTURANBEFALINGER

ORD SOM ÅPNER HJERTET

Ord som utvider hjertet mitt, utvider troen min. Noen ganger føles det som at troen åpnes først, men hjertet åpnes også. Jeg tror dette er en uløselig sammenheng. Noen ganger skjer det når jeg lytter til levende mennesker, andre ganger ved å lese. Det kan være alt fra eldgamle, hellige tekster til moderne lyrikk. Men jeg har lagt merke til at noen forfattere lettere får mitt indre jeg til å åpne ørene. Det er folk som skriver personlig og litterær sakprosa med et spesielt nærvær. De har et anliggende mye større enn dem selv – og samtidig et varmt røntgenblikk på virkeligheten.

Det kan være de svært forskjellige lutheranerne Martin Lönnebo, Åste Dokka, Notto R. Thelle og Nadia Bolz-Weber. Anglikaneren Tish Harrison Warren. Katolikkene Thomas Merton, Henri Nouwen og Wilfried Stinissen. Den åndelige rebellen Ida Jackson. Naturforskeren Anne Sverdrup-Thygeson og sosiologen Jan Grue. Mary Oliver og Kathleen Jamie, som er både poeter og essayister. Du ville kanskje nevnt andre navn, og likevel:

Noen gir deg følelsen av at tanken strekkes, av å puste friere. Av å ha et større rom enn du var klar over. Noen rekker deg et forstørrelsesglass og sier: Se, dette er jo stort! Betydningsfullt! Andre lar deg kjenne at grunnen under deg har vannårer, at røttene dine kan bli dypere. Noen viser deg menneskene, slik du ikke har sett oss før. Noen holder fram speil og gåter og nåde. Og alt handler også om Gud.

NI STIER MOD DET HELLIGE

Hvor møder du særligt Gud? Måske i naturen, i en inspirerende bog eller prædiken, gennem musik – eller i stilheden.

Vi kan hurtigt bilde os selv eller hinanden ind, at der findes én bestemt måde, ét særligt sted, hvor vi alle møder Gud – eller burde gøre det. Og så

PERFECT DAYS

Der sker næsten ingenting i Perfect Days. Og alligevel sker der noget hele tiden. En midaldrende mand i Tokyo står op før daggry, tager sin uniform på, sætter et kassettebånd i afspilleren og kører ud for at rengøre offentlige toiletter. Han spiser dagligt sin frokost på den samme bænk, læser den samme type bøger, tager et bad og vasker tøj det samme offentlige sted og fotograferer dagligt sollyset gennem trækronens blade med sit gamle kamera. Umiddelbart kan det ligne et liv reduceret til triviel rutine. Men langsomt begynder filmen at stille spørgsmålet: Hvad nu hvis gentagelsen ikke er tom – men en meningsfuld måde at være til stede i et liv, der både er smukt og hårdt?

undrer vi os over, hvorfor andre ikke oplever det samme som os. Eller vi føler os forkerte, hvis vi selv efterlades uberørte.

Jeg vil gerne anbefale Gary Thomas’ bog Sacred Pathways. Den gør op med tanken om, at der kun findes én rigtig måde at møde Gud på, og præsenterer ni forskellige “åndelige temperamenter”. Det kan for eksempel være traditionalisten, der finder hvile i ritualer, eller aktivisten, der mærker Guds nærvær i kampen for retfærdighed. Det kan være naturmennesket, den sanselige, asketen og flere andre.

Det er både inspirerende og befriende at genkende sin egen vej – eller sine egne veje – som én blandt flere og se den udfoldet med dens typiske styrker og faldgruber. Det er også interessant at få øje på andres åndelige tem -

perament, både hos mennesker, vi kender, og i hele kirkelige traditioner.

Bogen er på én gang en opmuntring til at gå længere ned ad sin egen vej. Og samtidig rummer den en invitation til at bevæge sig ud ad stier, man aldrig før har betrådt. Måske venter der en ny erfaring af Gud på det sted, man endnu ikke har besøgt.

Jeg kommer til at tænke på Søren Kierkegaards tanker om gentagelsen som noget, man må lære at ville – som “det daglige brød, der mætter med velsignelse”. Ikke som monotoni, men som en måde at være til stede i og værdsætte livet igen og igen. Hirayama lever næsten sådan: han udfører sit arbejde med omhu, selv når andre ruller med øjnene og siger, at det alligevel bliver beskidt igen. Han samler små plantespirer op og plejer dem hjemme, han stopper op og værdsætter komorebi - japansk for ”lys, der filtreres gennem træerne” – den flygtige skønhed, man kun ser, hvis man standser og bemærker den i nuet.

Filmen romantiserer dog ikke hans simple hverdag. Under roen ligger en stille melankoli. Man mærker ensomheden og de ufortalte lag, men også en mand, der har fundet en måde at bevæge sig igennem livet på, hvor glæde og sorg, ensomhed og fred kan eksistere samtidig. Som seer begynder man at tvivle: Er han fredfyldt – eller bare ensom? Og måske er svaret begge dele. Filmen viser ikke et ideal, men et menne-

ske, der øver sig i at ville sit liv igen og igen, også når det er ufuldkomment og tungt.

I en tid, hvor vi jagter variation, nye oplevelser og konstant stimulans, føles filmens langsomme rytme og hans analoge tilstedeværelse næsten provokerende. Den minder os om, at mening ikke nødvendigvis opstår i det næste sus og i det ekstraordinære, men i måden vi ser på det almindelige. “Næste gang er næste gang. Nu er nu,” siger hovedpersonen. Og måske er dét filmens vidhjertede tro: at livet leves og rummes med et åbent blik, hvor smerten og glæden kan gå hånd i hånd.

PÅ KANTEN AF LIVET

I sit arbejde som hospitalspræst har Steen Bondes egen tro bevæget sig fra at handle om at gøre noget til blot at være. For ham handler tro ikke om at burde eller skulle en masse, men om at hvile i det ukontrollerbare vilkår, det er at være menneske.

“… og så slog hun mig.”

Steen Bonde siger det roligt. Uden at gøre et nummer ud af det. Han er hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital, hvor han har arbejdet i over 18 år.

AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM

Situationen udspiller sig efter en bøn. Han sidder hos en ung, døende patient – sammen med hendes forældre. Han beder og afslutter med at lyse velsignelsen. I samme øjeblik han siger amen, ånder den unge pige ud.

“Og så slår moren mig,” siger han.

Vi sidder i et samtalerum på hospitalet, mens han fortæller. Et rum, hvor Steen igen og igen møder mennesker midt i sygdom og uvished –og ofte med døden tæt på.

“Jeg forstod hende godt,” siger han. “Det var ikke mig. Det var situationen.”

AT VÆRE DER – UDEN AT SKULLE FIKSE

Sådan fortæller Steen Bonde, at desperate og kaotiske situationer kan udspille sig som hospitalspræst.

Jeg besøger Steen Bonde tidligt på dagen i hospitalets kirkesal til ugens middagssang. Rummet er lyst, arkitektonisk, enkelt og alligevel fyldt med nærvær. Langs væggene løber vand i smalle render, som en voldgrav der omfavner de tilstedeværende. På stolene ligger dagens salmer klar, og vi synger i kor. Der er patienter i hospitalstøj. Pårørende. Personale, der har taget en pause. Steen leder seancen med en pianist. Et par liturgiske bønner danner rammen. Før sidste sang inviterer Steen til en stund i stilhed, hvor vi lytter til vandets rislen.

“De ord er ikke teorier eller begreber,” siger han. “De er erfaringer og livsbegivenheder.”

Han møder ikke først de pårørte som fagperson. Han kan ikke behandle. Ikke helbrede eller udstede medicin. Ikke forklare. Han kan kun være der. Lytte, give plads og bede en bøn.

“Man skal tale om døden, når den er langt væk, og man skal tale om livet, når døden er tæt på.”

Steen Bonde

Efter andagten går vi gennem gangene ned til samtalerummet. Det er her, Steen bruger meget af sin tid. Ikke bag et skrivebord. Ikke med en dagsorden. Men i mødet med mennesker.

“Kirkensalen er et sted, hvor mange kan være med,” siger han senere, da vi sætter os ned for at tale sammen. “Man behøver ikke vide, hvad man tror. Man behøver bare at være der.”

”Jeg er der grundlæggende bare for at være der. Med nærvær. Uden at ville noget med den anden, men fordi jeg vil den anden noget”, siger han.

Steen er 72 år. Han kunne være gået på pension for længst. Men han bliver ved.

“Jeg ville savne det for meget,” siger han. “Glæden. Kontakten. Det er et sted, hvor livet viser sig, som det er – i sin rå og umiddelbare form”

Han møder mennesker i alle tænkelige situationer uden at vide, hvordan det ender. Nogle har mistet førlighed. Mange har fået vendt deres liv på hovedet fra den ene dag til den anden.

Der er fire ord, der går igen, når jeg møder mennesker, siger han: frygt, magtesløshed, meningsløshed og håbløshed.

“Det er en fælles en magtesløshed. Min og deres,” siger han.

Den fælles magtesløshed er ofte det, der åbner samtalen. Ikke løsninger eller svar.

“Vi lever i et samfund, hvor vi tror, vi har kontrol,” siger han. “Og langt hen ad vejen har vi det også i vores moderne samfund. Men så er der situationer, hvor kontrollen glider os af hænde. Og dér står vi pludseligt meget alene og magtesløse over for livet.”

NÅR FORVENTNINGERNE PRESSER

Nogle gange er forventningerne til ham store. Som i rummet med den unge kvinde og hendes forældre.

“De håber, at der måske alligevel er noget, lægerne ikke ved. Noget, de ikke har kontrol over. At der pludselig opstår en nødudvej.”

De forventer ikke nødvendigvis et mirakel. Selvom nogle faktisk gør, fortæller han. Også folk der ikke før har henvendt sig til Gud eller forventet noget af ham.

“Jeg ønsker det jo også,” siger han. “Jeg ville ønske, jeg kunne sige som Jesus: rejs dig og gå!”

Han smiler kort. “Men det kan jeg ikke.”

For Steen handler arbejdet ikke om metoder og teknikker. Dem har han selvfølgelig med på rygraden. Men han prøver at glemme dem. Han forsøger ikke at styre samtalen et bestemt sted hen.

“Jeg lægger intentionerne væk,” siger han. “Hver gang.”

Det er ikke ligegyldighed. Det er respekt.

“Hvis jeg vil noget bestemt med et menneske, risikerer jeg at gøre dem til et projekt,” siger han. “Det vil jeg ikke.”

EN DYBERE TILLID

Det kan lyde paradoksalt, men Steen oplever, at arbejdet har gjort hans tro dybere.

“Det har i hvert fald gjort min skepsis over for vores egen formåen og vores kontrolsamfund større,” siger han.

Steen bliver også vred. Han bliver berørt. Han forstår ikke altid, hvad der sker.

“Der er situationer, hvor jeg siger til Gud: Det her er drønuretfærdigt. Det giver ingen mening!”

Men han forsøger ikke at forklare det væk gennem lette svar eller analyser.

“Hvis jeg begynder at analysere mig frem til en mening i det hele, går jeg i stykker. Det ville gøre mig skør” siger han.

I stedet giver han afkald på forklaringen. “Og hviler i det,” siger han.

Det er dér, tilliden ligger. Ikke til tydelige svar. Men til et sted at gå hen med livet, som det er.

AT BLIVE SET SOM MENNESKE

En af de stærkeste erfaringer hos patienterne er ensomheden. Ikke bare den fysiske, men også den eksistentielle.

“De ting, mange patienter oplever, er ting, andre ikke forstår, hvis de ikke selv har oplevet det,” siger han. ”Det er enormt ensomt.”

At dele den ensomhed med et menneske, der ikke er bange for den, har afgørende betydning.

“Ofte siger jeg ikke ret meget. Jeg lytter,” siger han.

Han beder mennesker fortælle om deres liv. Om dem, de elsker. Om dem, de er vrede på. Om det, de har mistet. Om det, der betyder noget for dem.

“Det handler om at blive set som mere end bare sin sygdom. Som en klog person en gang fortalte mig: Man skal tale om døden, når den er langt væk, og man skal tale om livet, når døden er tæt på. Det er der visdom i.”

EN SANSELIG ERFARING OG BØN

Når han beder med mennesker, beder han ikke for at få Gud til at gøre noget bestemt.

“Jeg beder ikke for Guds skyld,” siger han. “Jeg beder for vores.”

Bønnen udspringer af det, der er blevet sagt i samtalen. Af det, der fylder for den enkelte.

“Der

er fire ord, der går igen, når jeg møder mennesker, siger han: frygt, magtesløshed, meningsløshed og håbløshed.”

Steen Bonde

“Bønnen afspejler det, jeg har hørt. Det er vigtigt, at folk oplever sig set og hørt.”

Men når ordene slipper op, vender Steen sig ofte mod det sanselige.

“Vi er ikke kun tænkende væsener,” siger han. “Vi er kroppe. Sanser.”

Om vinteren kan det være, at han foreslår mennesker at tage sko og strømper af og gå ud i sneen. Bare stå der et minut. Mærke kulden. Mærke kroppen.

“Det er ikke for at flygte fra det svære,” siger han. “Det er for at komme til stede og være nærværende i kroppen midt i det.”

Andre gange giver han en lille gave til patienten. En fysisk lille bronzeengel, han har været med til at få produceret på hospitalet. Den er massiv og tung i hånden.

“Når jeg har siddet og talt med et menneske i noget tid, siger jeg ofte: Det, vi lige har gjort her, det er også bøn.”

Reaktionen kommer tit med en undren. “Nå. Er det det?”

Steen forklarer, at samtalen kan fortsætte,

når han går. At patienten kan lægge englen på natbordet og rette henvendelsen mod englen, som en budbringer til Gud. Ikke fordi den kan noget magisk i sig selv, men fordi det sanselige gør det mere konkret.

“Det er lettere at forholde sig til end en abstrakt forestilling,” siger han.

EN TRO I FORANDRING

Når Steen ser tilbage på sit liv, har hans gudsbillede og tro ændret sig markant.

“Min tro har bevæget sig fra at handle meget om at gøre til at handle om at være,” siger han.

Mindre burde. Mindre skulle. ”De ord prøver jeg at stryge fra min ordbog”.

“Det handler om væren. Jeg er ikke på vej til at blive noget. Jeg er det allerede. Det samme gælder for de mennesker, jeg møder.”

Det betyder også, at han ikke ser mennesker som nogle, der skal ændres, omvendes eller flyttes et bestemt sted hen.

“Gud er her allerede,” siger han. “Og han vil være her, når jeg går.”

Bedre uenige?

“T

EKSTMØ TER”

SOM EN VEI TIL DIALOG PÅ TVERS

AV ANN JEANETTE EKBERG

Fagansvarlig for dialog i Areopagos

– För gud böjer jag inte knä, men vid källan jag böjer mig ned för att släcka min törst efter det som jag inte kan fatta men som jag vet finns.

Pär Lagerkvist

Det er en stille tirsdagskveld i menighetssalen. Bordet er enkelt, men omsorgsfullt dekket. Tekannene står klare, det finnes halalsmørbrød, nøtter og frukt. Rundt deg sitter mennesker fra ulike religiøse tradisjoner: en imam fra den lokale moskeen, en deltaker fra byens jødiske miljø, to buddhister og flere fra kirkens egen bibelgruppe. På bordet ligger fire tekster: noen vers fra Tanakh (Jonas bok), et utdrag fra Det nye testamentet (Johannesevangeliet), en sure fra Koranen (Sura Al-Insan / Mennesket) og et utdrag fra Mittasutta, Samyutta Nikaya. Alle handler de på hver sitt vis om temaet empati.

Menneskene i menighetssalen denne tirsdagskvelden er samlet rundt Tekstmøter — en dialogpraksis som skaper rom for å lese hellige skrifter sammen. Målet er ikke å enes om én sannhet, én tolkning osv., men å forstå hverandre bedre gjennom tekst og samtale. Som kristen vil jeg kunne legge til at det hjelper meg å forstå mer av Gud og – “det som jag inte kan fatta men som jag vet finns.” For, hvis jeg skal ta på alvor at mennesket er skapt i Guds bilde, blir min neste ikke blott en som enten avkrefter eller bekrefter min væren i verden, hun blir selve speilet, eller vinduet om du vil, inn i denne eksistensen som jeg ikke kan forstå, men likevel søker.

Hvorfor er det viktig at vi i Tekstmøter ikke søker å bli enige om hva en tekst sier? Og hvorfor er det noe av denne uenigheten vi ønsker å gi rom for? Det er viktig fordi det er “typisk skandinavisk” å vegre seg for å stå i uenighet. Denne vegringen vokser frem som en stadig større utfordring i alt relasjonelt, religiøst og politisk arbeid, men vi må ikke miste av syne at forskjeller kan være en drivende og skapende kraft i kirke og samfunn. Teksten du nå leser er mitt forsøk på å dele litt om denne nye dialogpraksisen vi har jobbet frem – kanskje er det flere der ute som kunne tenke seg å prøve den ut?

NOT CONSENSUS, BUT FRIENDSHIP

Utgangspunktet for Tekstmøter er en metode som kalles Scriptural Reasoning (SR) og den metoden ble utviklet på 1990-tallet av blant andre den jødiske teologen Peter W. Ochs og den

kristne teologen David F. Ford. Ochs, med bakgrunn i jødisk teksttradisjon, hentet inspirasjon fra chevruta — den klassiske jødiske praksisen der to personer studerer tekst sammen, stiller spørsmål og lar teksten utfordre dem begge. De stiller spørsmål som “hva betyr dette for deg? Hva betyr dette ordet i denne sammenhengen? Er det noe som overrasker deg i teksten?” Denne praksisen er preget av fortolkningsmessig ydmykhet: Teksten eies ikke av én tolkning, men åpner seg i møtet mellom ulike perspektiver. Ochs så hvordan slike prinsipper kunne anvendes i interreligiøse møter og dialogarbeid— slik at jøder, kristne og muslimer kunne dele sine tekster i et felles rom uten å miste forankringen i egen tro.

David F. Ford har vært en sentral drivkraft i spredningen av SR og formulert metodens kjernemotto: “Not consensus but friendship.” Ford understreker at hensikten ikke er å utviske forskjeller, men å bygge relasjoner som tåler uenighet . Han benytter metaforen “teltet” for å beskrive SR-samlingen — et midlertidig, gjestfritt rom hvor deltakere fra ulike tradisjoner kan møtes som både verter og gjester i hverandres tekster. I publikasjoner som An Interfaith Wisdom og The Promise of Scriptural Reasoning utdyper han hvordan denne praksisen fremmer teologisk dybde, relasjonsbygging og fredsskapende arbeid i lokalsamfunn.

Ved University of Cambridge har SR vært en integrert del av interreligiøs utdanning og offentlig dialog. Her arrangeres workshops, seminarer og studiegrupper hvor studenter, akademikere og religiøse ledere møtes for tekstlesning og refleksjon. Disse SR-øktene anvendes som pedagogiske verktøy i kurs som trener studenter i tekstnær hermeneutikk og interreligiøs lytting, samtidig som de åpner for dialog med lokale religiøse av ulik art. Eksemplene illustrerer hvordan SR kan forankres både akademisk – gjennom litteratur og veiledet praksis – og dialogisk – gjennom åpne studiesirkler.

Det er “typisk skandinavisk” å vegre seg for å stå i uenighet.

I en annen sammenheng har Rose Castle Foundation brukt SR som metode for forsoning og fellesskapsbygging lokalt og globalt. På Rose Castle-retreater kommer religiøse ledere, sivilsamfunnsaktører og beslutningstakere sammen for tekstlesning i trygge omgivelser. SR blir her et rammeverk for konflikttransformasjon: deltakerne leser både egne og motpartens tekster, og gjennom strukturert dialog bygger de gjensidig innsikt, anerkjennelse — og i noen tilfeller konkrete samarbeidsavtaler. SR fungerer ikke som en vei mot teologisk enighet – dette er ikke en synkretistisk visjon – men som en vei til emosjonell forståelse og praktisk samarbeid. Når vi i Areopagos har valgt å kalle denne metoden for Tekstmøter og ikke Scriptural Rea-

En kveld med Tekstmøter avsluttes ikke i teologisk enighet. I stedet ryddes forhåpentligvis tekoppene bort i en stemning av fornyet gjensidig forståelse.

soning så handler dette om at vi har ønsket å stå frie til å tilpasse metoden til vår egen kontekst, men vi står likevel i en SR-tradisjon.

En Tekstmøtekveld kan begynne med at én deltaker leser sin tekst høyt, mens andre lytter – ikke for å finne feil, men for å forstå hvordan teksten lever i den andres tro og liv. Deretter følger en refleksjonsfase før åpne spørsmål starter runden: “Hva betyr dette verset i din tradisjon?” “Hva minner det deg om i dine egne tekster?” Disse spørsmålene inviterer ikke til teologisk konfrontasjon, men til å la seg berøre og utfordre.

KJÆRLIGHETEN TIL NESTEN ER Å GI ROM

Med Areopagos’ forankring i Den norske kirke har jeg reflektert over hvordan dette også kan se ut i en kirkelig kontekst og for kirkens kall til dialog i sitt lokalsamfunn. For en prest i folkekirken kan Tekstmøter være et dypt meningsfullt verktøy. Det gir rom for dialog i menighetens mangfoldige virkelighet, ikke bare som forkynnelse, men som gjestfri praksis der Guds ord speiles i andres ord. Denne dialogiske praksisen skaper et diakonalt rom for tillit og baner vei for et konstruktivt arbeid i møte med de helt konkrete utfordringene (og velsignelsene) et flerreligiøst samfunn byr på.

En kveld med Tekstmøter avsluttes ikke i teologisk enighet. I stedet ryddes forhåpentligvis tekoppene bort i en stemning av fornyet gjensidig forståelse. Og kanskje kan man ende opp der jeg en gang sto, da jeg fikk ta imot ordene fra en muslim som etter en runde med Tekstmøter sa: “Jeg tror vi forsto hverandre litt bedre i dag, selv om vi leser ulikt.”

Eller som da jødinnen etter imamens koranresitering utbrøt “jeg hadde ingen aning om at det skulle være så vakkert å lytte til Koranen.” Ordene bærer et evangelisk ekko – at kjærligheten til nesten også kan uttrykkes gjennom å gi rom for dennes tro og hellige tekst. Og da er vi tilbake der vi startet. For dette er grunnmuren i et kristent dialogarbeid; jeg søker min neste i min søken etter Gud – “det som jag inte kan fatta men som jag vet finns.”

PODCASTS FRA NORGE OG DANMARK

I Areopagos taler vi både om små og store spørgsmål – men især dem, der giver livet dybde og mening. Scan QR-koden for at se få overblik over vores podcasts, som du kan tage med dig i hverdagen og lytte til, når du har brug for perspektiv og eftertanke.

DEN INDRE RO

JAGTEN

FINDER DU PODCASTS FRA NORGE

MELLEMRUM

HER FINDER DU PODCASTS FRA DANMARK

Modtag Tørst gratis direkte i din postkasse

Hvis du ikke allerede modtager Tørst, kan du modtage det gratis ved at skrive dig op til vores nyhedsbrev.