Tørst 2025, efterår

EFTERÅR 2025 DANSK AREOPAGOS

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE ÅNDELIGT RUSTET?

OM AT FINDE INDRE STYRKE I EN UROLIG VERDEN

DEN STILLE BEVÆGELSE TILBAGE TIL DET ANALOGE

AREOPAGOS vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen.

Har du nogensinde længtes efter noget uden helt at vide hvad? Vi tror, at alle mennesker bærer på fælles længsler, der forener os på tværs af kulturer, tro og livssyn. Vi arbejder med disse længsler og inviterer til at søge sammen efter mening, sammenhæng og fred i en verden præget af rastløshed, polarisering og uro. Men også en verden, der er smuk og fuld af håb.

Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer – både fysisk og digitalt – som bidrager til mere dialog og åndelig praksis i verden. Vi giver sprog til åndelige erfaringer og længsler. Vi faciliterer arrangementer og mødesteder med plads til at søge og erfare det guddommelige. Vi udgiver artikler, bøger, videoer og podcasts om eksistens, mening og spiritualitet.

For os er mødet mellem øst og vest definerende for vores tilgang. Ud fra en dyb refleksion og med mere end 100 års erfaringer eksperimenterer vi med nye praksisser og tilgange til tro og spiritualitet. Vi ønsker at forene det, der ofte adskilles: krop, sjæl og ånd; fordybelse og handling; videnskab og tro; himmel og jord.

For os er dialog og mødet på tværs af tro og kultur centralt. Målet er ikke at forandre den anden, men at forandring kan finde sted. For det er netop, når vi lader os berøre af den andens tro, liv og erfaring, at vi frimodigt kan dele ud af vores eget. Sådan bryder vi barrierer og skaber forståelse og respekt mellem mennesker med forskellig tro og praksis.

Vi tror, at Gud altid er større. Derfor er vi – med udgangspunkt i et kristent ståsted – altid søgende, eksperimenterende og på vej i vished om, at vi kan finde spor af det guddommelige overalt, og at vi altid kan udvide vores horisont.

Vi er Areopagos, og du er velkommen på rejsen. Lad os sammen søge skønhed, sandhed og godhed.

Ånd er den livskraft, der forbinder alt levende –det, der giver mening, retning og dybde til vores liv. Derfor er det at være åndeligt rustet heller ikke et individuelt anliggende.

I Guds perspektiv handler vores liv ikke bare om, at vi hver især skal få det bedre, eller at vi hver især skal leve lækre liv. Livet er et fælles anliggende, hvor vi også tager ansvar for skaberværket. Livet er en fællesskabsøvelse. Vi er ikke alene, vi bærer ikke os selv. Gud er altid på retfærdighedens side; Gud er på de fattiges, de udstødtes, børnenes, de sørgendes, de forfulgtes og de marginaliseredes side.

Vores tro er også knyttet sammen med vores åndelighed. Hvad tror vi på, og hvordan lever vi livet ud i praksis?

Derfor er nærværende blad heller ikke et selvudviklingsblad, men et blad, der udforsker hvad det vil sige i fællesskab at være åndeligt rustet. Eller måske – hvilken rustning vi skal tage af for at ånden, livskraften i os alle og vores fællesskab, står frem. For i disse år har vi et ansvar for, hvordan vi hver især er i verden. Vi har et ansvar for at tage vare på den åndelighed, vi lever med, og den måde, vi møder hinanden på. Vi kan hver især tage skridt, der skaber fred, mening og sammenhæng for dem, vi færdes iblandt.

Jo, bevægelsen mod fred, mening og sammenhæng starter hos os selv – men den slutter ikke hos os. Den bevægelse skaber liv for dem, vi er iblandt.

I Bibelen står der, at ”Guds ånd bor i os”, og derfor tror jeg, at vi alle har adgang til at ændre verden – lige dér, hvor vi er.

Tak til jer, der følger med her. Det er en glæde at gå et stykke af vejen sammen.

BENTE MIKKELSEN PAHUS

MARTIN KRATH-ANDERSEN LANDECHEF I AREOPAGOS REDAKTØR PÅ TØRST

I Areopagos er vi optaget af de åndelige strømninger, der bevæger sig i vores verden – og selvfølgelig særligt i Danmark og Norge – samt i Asien, hvor vores arbejde også udspiller sig.

I Danmark har den offentlige samtale i mange måneder kredset om den åndelige oprustning, som politikere har plæderet for bør være et nationalt prioriteringspunkt. Samtidig mærker vi, hvordan usikkerhed og uro puster os i nakken, efterhånden som krig, geopolitiske spændinger og klimaforandringer udfordrer vores forestillinger om tryghed og sammenhæng. Hvad er det egentlig for en ånd, der binder os sammen – og hvordan kan vi få mere af den, nu hvor tingene virker skrøbelige?

Fra politisk side har det vist sig vanskeligt at formulere, hvad en åndelig oprustning egentlig handler om. Er det et spørgsmål om værdier, dannelse, kultur – eller noget helt andet?

I dette nummer af Tørst bringer vi vores faglighed i spil og går i dialog med emnet. Vi taler med politikere, forfattere, filosoffer og kunstnere – samt en række af vores egne medarbejdere – som hver på deres måde udfolder, hvilken form for ånd Danmark har brug for i en tid, hvor nye vinde blæser gennem det politiske, kulturelle og åndelige landskab.

For os i Areopagos handler den åndelige oprustning ikke blot om at genopdage gamle idealer, men om at finde modet til at leve med åbne sanser midt i en foranderlig tid. Det kræver åbne ører – en lytten til hinanden, til verden og til det transcendente.

Lad os sammen undersøge, hvordan den ånd, der bærer og fornyer livet, kan få ny plads i vores fælles fortælling.

INDHOLD

SIDE 6 TEMA

Åndelig oprustning eller åndelig forankring?

SIDE 12 ARTIKEL

Rosa Lunds spiritualitet

SIDE 14 ARTIKEL

Værdien af det nytteløse

SIDE 19 REFLEKTION

Stilheden som livets nerve

SIDE 20 KULTURANBEFALINGER

Tre kulturprodukter, vi synes du skal kende

SIDE 22 KLUMME

Jeg læser fordi jeg ikke kan lade være

SIDE 24 INTERVIEW

Man bliver ikke stærk af at undgå livet, men af at leve det med værdighed

SIDE 28 REPORTAGE

Rum for stilhed

SIDE 30 REFLEKTION

En stille kaffetid med Thomas Frovin

SIDE 32 KLUMME

SIDE 34 ARTIKEL

Hvad vil det sige at have sund robusthed i en skrøbelig tid?

SIDE 38 KLUMME

Grundtvig dyrkede ikke yoga, men... Ånd og støv rustet til fred

SIDE 40 REFLEKTION

De syv pilgrimsord som vejviser i en verden fyldt med muligheder

SIDE 42 ARTIKEL

At komme hjem til sig selv

SIDE 46 SALME

Jeg elsker den brogede verden

NOVEMBER 2025

ANSVARLIG CHEFREDAKTØR

Bente Mikkelsen Pahus

REDAKTØR

Martin Krath-Andersen

I REDAKTIONEN

Camilla Engrob

Christoffer Krøgh Engholm

DESIGN

Camilla Engrob

TRYK

PR Offset

UDGIVET AF

Areopagos Danmark

Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg

Tlf: 23 60 23 50

HAR DU RIS ELLER ROS?

Vi hører gerne fra dig på mka@areopagos.dk

FOTO

Camilla Engrob

Martin Krath-Andersen

Oliver Ørskov

FORSIDE

Camilla Engrob

ÅNDELIG OPRUSTNING ELLER

ÅNDELIG FORANKRING?

Verden er i opbrud. Krig, klimakrise og voksende usikkerhed har gjort det gamle Europa til et uroligt sted. Samtidig tales der i stigende grad om behovet for ’åndelig oprustning’ – et udtryk, der både vækker genklang og debat. For hvad betyder det egentlig at ruste sig åndeligt i en moderne, sekulær nation som Danmark? Og er det overhovedet et godt ord at bruge?

Tre stemmer om tro, mod og fællesskab i en urolig tid

Vi har spurgt tre markante stemmer: politikeren Ida Auken, radioværten og forfatteren Anders Laugesen, samt biskop Marianne Gaarden. Alle tre giver hver deres bud på, hvad åndelighed kan og bør betyde i disse tider. De peger på tre forskellige veje: kulturens og demokratiets ånd, hjertesprogets selvbesindelse og teologiens forankring i Helligånden. Men fælles for dem er en appel til at finde styrke, håb og mod, dér hvor frygten ellers truer med at tage over.

IDA AUKEN: DEMOKRATIET OG KULTURENS ÅND

Som nyudnævnt ordfører for åndelig oprustning har Ida Auken kastet sig ind i debatten med stort engagement. Hun oplever en enorm interesse fra både politikere og borgere om den åndelige oprustning. Hun frygter, at vi i årevis har taget vores demokrati og fællesskab for givet.

“Selvom

tingene går den forkerte vej, kan jeg bedre holde ud at være i det, fordi jeg tror på, at verden er god, og at der venter noget godt.”

Ida Auken

“Vi sov i timen omkring militær oprustning i mange, mange år. Vi tog vores sikkerhed for givet. Og jeg kan godt bekymre mig for, at vi også sover i timen i forhold til vores demokrati og vores fællesskab,” siger hun.

For Auken handler ånd ikke kun om religion, men om alt det, der løfter os op: fællesskabet, histori-

en, kulturen, demokratiet – selve måden vi er et folk på. Hun ser med bekymring på, at unge i dag i stigende grad holder sig tilbage fra at ytre sig, fordi frygten for at blive udskammet er større end modet til at prøve en tanke af.

“Vi kan også se på universiteterne, at folk, der har en anden politisk holdning end flertallet, faktisk ikke tør sige noget. Det er helt klart et pres mod åndsfriheden og mod en meget grundlæggende dansk værdi,” siger hun.

Derfor peger hun på konkrete initiativer: ændrede eksamensformer i folkeskolen, så mundtlighed og mod til at sige sin mening styrkes; ungdomspartiernes adgang til uddannelsesinstitutioner, så de unge ser politik som noget levende og relevant.

Men Auken insisterer også på at kende og styrke vores kristne arv som en del af vores

demokratiske dannelse: “Det danske demokrati ser ud på en særlig måde, fordi det er blevet til i en kristendom-kontekst. Mange tror, det kun er oplysningstiden, men synet på, at hvert eneste menneske er noget værd, bunder dybt i kristendommen,” forklarer hun.

På spørgsmålet om, hvad Jesu budskab kan sige os i dag, peger hun på trøst, håb og tilgivelse. Ikke mindst på budskabet om, at mennesket er elsket, før det har præsteret noget: “Det er måske allermest nødvendigt for mange mennesker at få at vide, at de altid allerede er elsket, længe før de har præsteret noget som helst,” siger hun.

Hendes egen tro giver hende netop en grundlæggende tillid, også når tingene ser sort ud: “Selvom tingene går den forkerte vej, kan jeg bedre holde ud at være i det, fordi jeg tror på, at verden er god, og at der venter noget godt. Det er en af grunde til, at jeg kunne holde ud at være i klimadebatten i 25 år,” fortæller hun.

“Åndelighed for mig er forbundet med hjertets sansning af skønhed, mildhed og kærlighed.”

Anders Laugesen

ANDERS LAUGESEN: FRA OPRUSTNING

TIL SELVBESINDELSE

Mens Ida Auken lægger vægt på demokratiet og kulturens ånd, insisterer Anders Laugesen på at tage afstand fra selve udtrykket “åndelig oprustning”.

“Udtrykket åndelig oprustning er utrolig uheldigt. Det ligger op til polarisering. Vi har set det i Indien under Modi, i Rusland under Putin, og i USA med Trump. Jeg vil meget hellere tale om åndelig selvbesindelse,” siger han.

For Laugesen er ånd dybt forbundet med hjertet – med evnen til at lytte empatisk, til at se næsten med hjertet, til at rumme modsætninger. Han beskriver det som en arv fra Grundtvig, et hjertesprog, der bygger bro i stedet for at grave grøfter.

“Åndelighed for mig er forbundet med hjertets sansning af skønhed, mildhed og kærlighed. Og med evnen til at skelne mellem politisk

ophidselse og Guds ønske om, at vi skal komme hinanden i møde,” siger han.

Han peger på historien efter nederlaget i 1864, hvor danskerne genopfandt sig selv gennem en åndelig selvbesindelse, der styrkede fællesskabet og lagde grundstenene til det moderne danske samfund. Den samme bevægelse, mener han, har vi brug for i dag – dog uden at blive ’museale’, som han kalder det.

“En åndelig selvbesindelse er ikke det samme som at gå tilbage til rødderne, men at hente inspiration fra dem og omsætte det i dag,” forklarer han.

Konkret handler det for Laugesen om at styrke relationer og fællesskab: invitere muslimske danskere ind i hjemmene, skabe nye samtaleformer på tværs af forskelle, og give plads til politisk engagement, så borgerne ikke føler, at beslutningerne bare kører hen over hovedet på dem.

Kristendommen spiller i hans øjne stadig en helt central rolle – men kun hvis den omsættes levende i hver generation. “Det nytter ikke noget, at du går tilbage til Luther og siger, her har vi opskriften. En åndelig selvbesindelse skal være rummelig, ligesom det samfund vi lever i,” siger han.

Når han ser på Jesus, er budskabet krystalklart: “Jesus sagde jo, at du skal elske din næste som dig selv. Hans budskab er kærlighed – ikke frygt, had eller aggression. Han var konsekvent, og det var derfor, han blev korsfæstet. Han er stadig et modbillede til den måde, verden reagerer på,” siger Laugesen.

MARIANNE GAARDEN:

ÅNDELIG FORANKRING OG MODSTAND

MOD FRYGTEN

Hvor Auken og Laugesen begge taler om demokrati og kultur, går biskop Marianne Gaarden ind i debatten med en tydelig teologisk dybde. For hende er åndens betydning uløseligt forbundet med Gud.

“Hvis du kigger på det historisk, så er ånd det, Gud blæste ind i menneskets næsebor, da vi fik liv. Vi har Guds ånd i os. Derfor kan man ikke tale om åndelighed uafhængigt af Gud,” forklarer hun.

Hun er enig med Laugesen i, at ordet ’oprustning’ er uheldigt: “Det giver alt for mange konnotationer til våben og kamp. Jeg vil hellere tale om åndelig forankring – eller måske endnu bedre: åndelig oplysning,” siger hun.

Gaarden skelner mellem kultur og ånd: kultur er bundet til historie, traditioner og geografi, mens ånd er universel og går på tværs. Hun

advarer mod at reducere ånd til kulturpolitik. “En kultur er selvfølgelig båret af ånd, men ånd er større end kultur,” understreger hun.

I en tid præget af mørke og frygt ser hun kristendommens vigtigste budskab som en enkel sætning: ’Frygt ikke.’

“Det står 365 gange i Bibelen – én gang for hver dag. Frygt nedbryder os indefra, kastrerer vores åndskraft. Når vi først bliver bange, kan vi manipuleres. Derfor er det allervigtigste åndelige budskab lige nu, at vi ikke lader frygten få magten,” siger hun.

For Gaarden er svaret at åbne sig for Helligånden – gennem gudstjenester, samtalegrupper og andre kirkelige praksisser. Hun beskriver det

“En kultur er selvfølgelig båret af ånd, men ånd er større end kultur.”

Marianne Gaarden

som et indre lys, der tændes, så mørket forsvinder: “Du kan ikke fjerne frygten hos de andre, men du kan fjerne din egen frygt ved at lade Gud oplyse dig,” siger hun.

Hendes personlige tro er båret af samme tillid: “Jeg forstår ikke meningen med alt, der sker i verden. Men jeg forstår, at jeg heller ikke skal forstå det. Hele universet hviler i Gud. Jeg skal bare være Vorherres tillidsfulde tjener og være med til at tænde lys,” siger hun.

TRE VEJE, ÉT KALD

Tre stemmer – tre vinkler. Ida Auken insisterer på at styrke demokratiets ånd og minde os om vores kulturkristne arv. Anders Laugesen peger på hjertesprogets selvbesindelse som en brobygning i en tid med polarisering. Og Marianne

Gaarden holder fast i, at ånd ikke er menneskets egen kraft, men udgår fra Gud og virker i mennesket, og at det vigtigste budskab er at stå fast uden frygt.

Fælles for dem er, at åndelighed ikke kan reduceres til en abstrakt idé. Den skal omsættes i politik, i fællesskab, i relationer, i kirkerum og i hverdagsmøder mellem mennesker.

Og måske er det netop her, de tre stemmer mødes. I overbevisningen om, at vi i dag mere end nogensinde har brug for åndelig styrke. Ikke som en oprustning i krigens sprog, men som en forankring, en selvbesindelse, et lys i mørket.

“Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke,” står der i Johannesevangeliet. Måske er det i sidste ende den mest tidløse definition på åndelig oprustning – eller forankring – vi kan få.

Rosa Lund:

”Jeg ville h ave haft svært ved at komme igennem meget sorg, hvis ikke kirken stillede et ritual til rådighed”

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Mellem krystaller og kirkerum finder Enhedslistens Rosa Lund sin egen vej til tro og trøst –med tarotkort i hånden og en kritisk distance til religionens dogmer

På Christiansborg, hvor hverdagen ellers er præget af hektiske forhandlinger, politiske talepapirer og tv-debatter, finder Rosa Lund en stille støtte i noget ganske andet. På hendes skrivebord ligger en lille samling agater. ”De står for kreativitet,” forklarer hun og smiler, som om stenene er gamle bekendte.

”Jeg tror, de kan noget. De giver mig noget i hvert fald. Og hvis jeg skal noget stort og vigtigt, har jeg ofte andre sten i lommen – sådan nogle lidt mere power-sten.”

For Rosa Lund er krystallerne ikke blot pynt. De er en del af et arvet sprog for spiritualitet –en tilgang til tilværelsen, hun har fået med fra sin mor og faster.

Min mor lagde tarotkort og gik op i stjernetegn. Min faster er også meget spirituel. Så det er helt klart noget, jeg har med hjemmefra,” fortæller hun.

Det spirituelle er i hendes øjne først og fremmest redskaber: til forklaring, til tryghed

og til samtaler om det svære. ”Jeg lægger også tarotkort, som jeg ser som et redskab til at tale om ting, der kan være rigtig svære. Nogle gange er det nemmere, når man kan lægge det over på kortet.”

Hun sammenligner det med de små ritualer, mange mennesker har – en bestemt skjorte på vigtige dage eller en særlig kop, der giver tryghed. ”Sådan er det for mig med krystaller og kort.”

MØDET MED FOLKEKIRKEN

Trods det spirituelle hjem er kirken blevet en uventet ledsager i hendes liv. Hun blev ikke døbt som barn, men valgte selv både dåb og konfirmation som teenager. Ikke for pengene, understreger hun, men for ritualernes skyld.

”Jeg kan godt lide ritualer. Det var det, der trak mig ind. Og så selvfølgelig fortællingerne i Bibelen om næstekærlighed og omsorg for den fremmede.”

For Rosa Lund handler kirkens betydning netop om ritualer – ikke om dogmatisk tro. Særligt når det gælder sorg.

”Jeg ville have haft svært ved at komme igennem meget sorg, hvis ikke kirken stillede et ritual til rådighed. Når vi holder en begravelse, synger salmer og lægger blomster på graven, så får sorgen et sted at være,” siger hun.

Hun nævner både sine bedsteforældres begravelser og en venindes datters død som eksempler. ”Det, at vi kunne stå sammen, græde sammen og holde hinanden i hånden – det betød alt. Det er et fælles ritual, som kirken stiller til rådighed.”

Samtidig tøver hun ikke med at kritisere religionens skyggesider. ”Religion har gjort meget ondt i verden. Særligt kristendommen, men også islam har et kvindebillede, jeg ikke bryder mig om.”

Hun beskriver sig selv som kulturkristen. Hun betaler sin kirkeskat og mener, at kirken er en vigtig del af kulturarven. Men Rosa Lund beskæftiger sig ikke med et klassisk gudsbegreb. ”Jeg har svært ved at tro på en gud, når jeg selv er kronisk syg. Hvis der findes en gud, hvorfor fanden har han så givet mig det her lort,

der gør, at jeg skal tage en sprøjte tre gange om ugen?” siger hun uden omsvøb.

EN KRITISK BALANCE

Her viser sig en spænding, der præger hele hendes tilgang: På den ene side troen på krystallers energi, tarotkort og spirituelle redskaber. På den anden side respekten for folkekirkens ritualer, men med en klar afstandtagen til religiøse dogmer og magtstrukturer.

Rosa Lunds spiritualitet er ikke en fast overbevisning, men en pragmatisk blanding af arv, erfaring og personlige behov. Hun tager det, der giver mening: krystallerne som personlige talismaner, tarotkort som samtaleredskab, kirkens ritualer som ramme for sorg og fællesskab.

Rosa Lund står ikke alene. Stadig flere danskere beskriver sig som kulturkristne – med respekt for folkekirkens ritualer, men uden at tilslutte sig klassisk dogmatik. Samtidig vinder alternative praksisser som meditation, astrologi og krystaller indpas. Den personlige blanding af arv fra moderen og respekt for folkekirken afspejler en bredere bevægelse i tiden: en søgen efter mening og ritualer – men på egne præmisser.

”Jeg er tiltalt af spiritualitet, fordi det giver en forklaring. Jeg tror, det er vigtigt for os som mennesker at tro på noget. Men jeg er skeptisk over for institutioner, der kræver, at man tror på en bestemt måde,” afslutter hun.

ROSA LUNDS AGATER

Værdien af det nytteløse

Forfatter Josefine Klougart taler om skønheden som en værdi i sig selv. Hun taler om tekster der opstod uventet ved foden af et bjerg, og om hvorfor det spontane, det sanselige og det ikke-nyttige kan ændre vores blik på verden

AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM

“Vi

er i en tid, hvor bevidstheden er under et enormt pres. Hele tiden skal vi producere, levere, være nyttige. Det dræner os for evnen til at sanse, til at skabe, til at være mennesker.”

Josefine Klougart

I en tid, hvor tempo og effektivitet er blevet norm, bliver vi hurtigt blinde for den værdi, der ligger i ophold, sansning og pauser. Prisvindende forfatter og salmedigter Josefine Klougart minder os om, at vi har brug for at genopdage betydningen af det, vi ikke kan sætte på formel. Josefine Klougart ved, hvad det vil sige at leve i en kultur, hvor alting vurderes og måles i nytteværdi. Hun insisterer dog på, at netop det, der ikke altid umiddelbart bruges til noget ved første øjekast, kan vise sig at have stor værdi. Et af de stærkeste billeder i vores samtale er hendes møde med Eiger-bjerget i Schweiz. Det, der begyndte som ubrugeligt skrivestof, viste sig at åbne en erfaring, som ikke kunne planlægges.

TEKSTER VED FODEN AF ET BJERG

Når Josefine Klougart fortæller om sin tilgang til sit arbejde som forfatter, digter og kunstner, er det tydeligt, at hun ikke mener, at vi kan kontrollere eller forcere levende kunst og skønhed.

”Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan lave noget, jeg egentlig synes er spændende

selv: Når jeg formår at slippe intellektets jerngreb og undgår at styre og kontrollere processen - ellers dør det for mig.” fortæller hun.

Hendes eget arbejde er dybt afhængigt af de perioder, hvor hun skriver uden at vide, hvad det skal bruges til.

”Jeg prøvet være radikalt åben i min skabelsesproces. Det er lidt en form drømmetilstand, hvor jeg åbner bevidstheden uden at dømme, hvad der opstår. Det er næsten som en musisk rytme, som jeg forsøger at følge fordomsfrit, og når der så kommer noget, der er værd at forfølge, så drejer jeg mig i den retning og forfølger det.”

Hun forklarer, hvordan det naturligvis leder til en masse arbejde, der kan virke som overflødigt spild, da det aldrig bliver brugt til noget. Men for hende er det en nødvendig del af processen.

“Mens jeg arbejdede på romanen Alt dette kunne du få , var jeg tilfældigvis på en vandretur i Schweiz og så Eiger-bjergets nordside. Jeg blev fuldstændig grebet af det – uden at have planlagt det, uden at vide hvorfor. Jeg begyndte at skrive lange passager om bjergbestigning, fald, risiko. Jeg dykkede ned i beretninger om bjergbestigeres vovede ture op ad den dystre nordside på bjerget.”

Klougart anede ikke, hvad hun skulle stille op med det, og hendes redaktør kunne ikke se relevansen af det. Men alligevel kunne hun ikke slippe det helt.

Senere i forløbet, da Josefines far blev syg, fik de tekster en uventet betydning. Efter en

hjerteoperation vågner farens krop op, men hans bevidsthed er ikke fuldt til stede kognitivt. Farens blik er fuldstændig tomt. Her blev følelsen af fald pludselig tydelig for hende. “Jeg så et fald i hans øjne, som jeg kunne spejle i de tekster, jeg havde skrevet om bjergbestigere. Erkendelsen af, at vi kan falde - både fysisk i vores dødelighed og eksistentielt. Det blev en måde at forstå en erfaring på, som ellers ikke lod sig forklare. Jeg havde ikke kunnet tænke mig frem til det. Det opstod, fordi jeg havde ladet mig gribe, uden at spørge, hvad det skulle bruges til.”

Nogle af bjergbestigerne beskrev, hvordan følelsen af at falde stadig sad i kroppen, når de kom ned fra bjerget. Det var den følelse hun så i farens øjne.

SKØNHEDENS EGENVÆRDI

Det leder hende ind i en større pointe om skønhed.

“Vi er i en tid, hvor bevidstheden er under et enormt pres. Hele tiden skal vi producere, levere, være nyttige. Det dræner os for evnen til at sanse, til at skabe, til at være mennesker.”

Hun er kritisk over for en kultur, der gør effektivitet og nytte til målestokken for alt. “Hvis alting skal kunne gøres op i dets målbare effekt, mister vi noget helt grundlæggende. Vores vækstparadigme bliver åndeligt forarmende”

Hun peger på en glemsel af skønhedens egenværdi.

“Jeg tror, vi lever i en kultur, hvor vi ofte glemmer, at det skønne har en værdi i sig selv.

Vi vil gerne gøre alting til et redskab – også kunsten. Selv litteraturen skal være samfundsrelevant, den skal bevise sin nytte.”

Hun nævner Georg Brandes’ berømte citat om, at det, der kendetegner en levende litteratur, er, at den “sætter problemer under debat”.

“Jeg tror, han har ret – men ikke hvis man forstår det som et krav. Hvis man skriver for at sætte problemer under debat, bliver litteraturen progammatisk. Men hvis man skriver sandt, fra erfaring og sansning, vil man uvægerligt komme til at tale ind i de problematikker, der findes i samfundet og i menneskers liv.”

Hun mener, at kunsten bliver for instrumentel og mister sin sande dybde, hvis den bliver for styret af en politisk eller samfundsmæssig agenda.

”Så bliver litteraturen til læserbreve med en poetisk distortion-pedal, der er trykket ned. Ikke reel skønhed. Men noget, der er klædt ud som kunst.”

Klougart mener, at kunsten og litteraturen skal beskyttes for den konstante vurdering af dens nytte. Den pointe overfører hun også til vores konkrete liv. Hvis vi overkontrollerer og styrer alle livets øjeblikke, og hvis vi konstant vurderer nytteværdien af vores handlinger, begrænser vi muligheden for, at verden åbner sig op for os, så vi kan opdage skønheden omkring os.

“Jeg tror, vi lever i en kultur, hvor vi ofte glemmer, at det skønne har en værdi i sig selv.”

Josefine Klougart

AT VÆRE SANSELIGT TIL STEDE

I samtalen kredser vi igen og igen om, hvordan sanserne kan ændre blikket.

“Når man giver sansningen plads, opdager man, at verden ikke bare er noget, man tænker på, men noget, man er i,” siger hun.

Hun uddyber, at der sker noget fantastisk, når vi forpligter os på at være fuldt ud til stede i nuet - også sanseligt. En af vejene til at øve sig på dette går gennem litteratur og læsning, som hun ser som en slags træning i den sanselige tilstedeværelse.

“Læsning er en rytme, man ikke selv bestemmer. Man kan ikke scrolle videre, man må gå med teksten. Og når man så lægger bogen fra sig og kigger ud i haven, ser man noget andet, end man gjorde før.”

Hun nævner J.P. Jacobsen som eksempel.

“At læse ti sider af ham kan ændre hele måden, man ser på haven bagefter. Det kan ændre vores blik på verden.”

“Hvis

“Det kræver ikke meget, men det kræver, at man giver det lov til at være der.”

Dermed bliver hendes pointe, at den dybe og æstetiske sansning er noget man kan øve sig på at få øje på – også midt i travlhed og hverdagskaos. Faktisk er størstedelen af hendes egne erfaringer af skønhed bundet op på det meget konkrete, nære og hverdagslige. Både i eget liv og i hendes romaner.

EN LILLE ØVELSE

Til sidst spørger jeg, hvilken øvelse hun ville give læserne med, hvis de vil øve sig på at give plads til det sanselige, ikke-nyttige og på at opdage skønheden midt i hverdagen. Hun tænker sig om.

man bliver i stilheden et øjeblik længere, eller i det kolde bad lidt mere, opdager man, at der også dér er en gave. Man mærker, at man er i live, og at nye tanker og perspektiver kan opstå.”

Josefine Klougart

Jeg spørger hende, om der ikke er en fare for, at vi kommer til at romantisere dyrkelsen af det sanselige, kunstneriske og æstetiske, så det fremstår som noget, der kun er tilgængelig for de privilegerede med tid og overskud.

“Det kan man måske godt sige,” svarer hun. “Men jeg tror, vi må insistere på, at det ikke er reserveret til kunstudstillinger, store retræter, dybe romaner eller lange ferier. Skønheden kan også være i de små sprækker i dagen – to minutter, hvor man kigger på skyformationer på himlen, eller i et dybt åndedrag, mens man går ud med skraldet.”

Hun forklarer, at det handler om at træne sin bevidsthed til at erfare på en bestemt måde. Som er langsom, sanselig, refleksiv og nærværende.

“Måske at blive i det ubehagelige,” siger hun. “Vi er så hurtige til at flygte fra ubehag, smerte og udfordringer. Vi tænder skærmen, vi scroller på sociale medier, vi distraherer os selv. Og alt skal helst være så komfortabelt og gnidningsfrit som muligt. Selv måden vi indretter vores huse og miljøer på. Det fjerner faktisk noget af muligheden for at sanse og erfare. Hvis man bliver i stilheden et øjeblik længere, eller i det kolde bad lidt mere, opdager man, at der også dér er en gave. Man mærker, at man er i live, og at nye tanker og perspektiver kan opstå.”

Hun mener, at vi har brug for nogle andre styrende værdier som samfund, så målet ikke bliver, at vi skal forbruge mest muligt, skabe så modstandsløst et liv og miljø som muligt, være så konstant underholdt og stimuleret som muligt, og at vi skal undgå smerte for enhver pris. Den slags værdier har tendens til at dulme vores sanseapparat og nysgerrigheden. I stedet må vi prøve at være til stede i det, som er. At trække vejret igennem det og at åbne det op med et nysgerrigt blik.

Stilheden som livets nerve

Karl Ludvig Reichelt fandt i Kina en åndelig praksis, der stadig taler ind i vores rastløse tid.

AF LOUISE FRANKLIN HØJLUND

”Gud er her allerede,” skrev den unge Karl Ludvig Reichelt, Areopagos’ grundlægger, hjem til Norge, da han i begyndelsen af 1900-tallet rejste til Kina som missionær – og opdagede, at Gud ikke kom med ham, men allerede var der.

Han mødte en spirituel praksis, der fascinerede ham, og som lærte ham noget, han brændte for at dele i Norden. I 1926 beskrev han sin samtid som præget af nervøsitet, rastløshed, travlhed og forvirring – en tid, hvor vi risikerer at miste de dybeste livsværdier.

Reichelt pegede på meditation og stilhed som vejen tilbage til livets kilde. Meditationen renser hjertet, styrker sindet og bringer os tættere på det lys, der ruster os til livet. Han gav en vejledning, men understregede samtidig, at praksis må tilpasses det enkelte menneske: ”For vi er så umådeligt forskellige, både i sjælsudrustning og temperament.”

Det vigtigste er at hvile, at være afspændt – og at begynde meditationen i Guds fodspor, i den bredeste forstand. De fodspor kan anes i de hellige skrifter, men også i naturen, i den store stilhed.

I en tid præget af splid og forvirring opfordrede Reichelt til regelmæssig meditation, både alene og sammen. For netop i stilheden, sagde han, bliver vi i stand til at se klart, og meget af det, der skiller os, vil falde bort. ”Vi vil finde hinanden fra indersiden.”

Hjertets tanker

Samuel Rubensons lille bog Tankerne – kampen for indre frihed er en åndelig håndbog til den moderne læser. Med afsæt i ørkenfaderen Evagrios af Pontos’ otte onde tanker oversætter Rubenson visdommen fra ørkenfædrene til vores tid i et koncentreret og kontemplativt værk, der inviterer til en langsom læsning ind i det indre arbejde med de tanker og bevægelser, som truer med at forstyrre vores liv.

De otte onde tanker, som Rubenson mediterer over, er fråseri, begær, grådighed, vrede, bitterhed, modløshed, selvtilstrækkelighed og hovmod. Alle tanker har rod i forskellige dele af mennesket: kroppen, sjælen og ånden – og alle er udtryk for det, vi ikke vil, men som vi alligevel gør. Rubenson beskriver, hvordan det er en åndelig praksis at øve sig i at observere disse tankemønstre – ikke som et forsvar mod andre, men for at vi kan styrke vores indre med en åndelig modstandskraft.

Bogen kalder på åndelig årvågenhed i forhold til, hvordan vi opfylder de behov, vi er blevet skabt med, og som vi derfor har ansvar for. Som læser ledes man til en bevidsthed om tankernes bevægelser, så vi kan gøre os fri af dem gennem en dybere forståelse af os selv. Spørgsmålet er, om vi vil erkende og indse vores behov, eller om vi vil benægte og dække over dem.

How (Not) To Be Secular

AF PETER KOFOED BÆK

os befinder os et sted midt imellem, i spændingen mellem tro og tvivl. Netop denne virkelighed kortlægger den canadisk-amerikanske filosof

James K. A. Smith i How (Not) To Be Secular.

Bogen er en introduktion til Charles Taylors store værk A Secular Age (2007). Taylors afgørende pointe er, at sekulariseringen ikke blot har ændret, hvad vi tror, men hvordan tro opleves: altid som et valg, der

kan modsiges og anfægtes, og altid i konkurrence med andre livsanskuelser. Smith gør disse indsigter mere tilgængelige i en kortere og mere sanselig form, hvor litteratur, film og musik illustrerer pointerne. Ifølge Taylor og Smith er vi alle sekulariserede. Troen og tvivlen lever altid side om side, og bogen giver dermed sprog til den spænding, de fleste af os erfarer. Den fungerer derfor som et spejl, hvor man kan

Vi lever i en tid, hvor tro hverken er selvfølgelig eller utænkelig. For nogle virker religion gammeldags, for andre uundværlig – og de fleste af Find bogen på Areopagos’ butik. Se side 47.

Dan’s Admission

Undskyldninger er blevet en selvstændig genre, særligt de offentlige af slagsen – enten som videoer med blikket rettet stift mod kameraet eller skrevet i Notes-appen og lagt på Instagram. Det seneste eksempel i en dansk sammenhæng er vist Jonathan Spang.

Men selvom undskyldninger er i høj kurs, har jeg stadig til gode at se en god undskyldning, hvor man ikke enten negligerer forbrydelsen, rykker ansvaret en smule eller anfægter voldsomheden af anklagen.

Altså indtil jeg faldt over Dan Harmons offentlige undskyldning for sin adfærd på settet til serien Community , hvor han som showrunner forelskede sig i en fra sin stab og optrådte grænseoverskridende. Ja, det er en MeToo-sag.

ERIKSEN

Harmons tilståelse er en enkel erkendelse af den skade, han har påført andre: sin kæreste, sin stab og selvfølgelig Megan Ganz, som var hans offer. Ingen “jeg kan ikke genkende situationen fra den vinkel”. Den er udfoldende. Næsten ubehagelig.

“I would not have been able to do it if I had any respect for women on a fundamental level. I was thinking about them as different creatures. I was thinking about the ones that I liked as having some special role in my life.”

Hvis du har ti minutter i dag, så brug dem på at se Dan Harmon lægge sin sjæl på køkkenbordet, hvor alle kan se, pege og sige: “Se dér, det er den rådne del.”

Dan’s Admission hedder videoen, hvis du selv vil se en mand, der langsomt piller lag på lag af sin egen indbildskhed.

genkende og forstå både sig selv, den anden og samfundet omkring os.

Jeg har sat stor pris på bogens samtidsanalyse. Den er ærlig og nuanceret og afviser de forsimplede forståelser af troens indhold og rolle. Nej, troens blik på verden er ikke bare en irrationel tilføjelse til det objektive og rationelle (ateistiske) verdensbillede. Og nej, det er ikke muligt at spole tiden tilbage til dengang, troen var en selvfølge. Samtidig giver

Smith sit bud på, hvorfor vi i et dybt sekulariseret samfund ser længslen efter ”noget mere” bryde tydeligere frem – både i musik, kunst og i vores egen uro og søgen efter mening.

How (Not) To Be Secular er en kort bog, men formår pædagogisk at formidle den store historie om, hvordan vi dog endte her. Den er fuld af værdifulde indsigter og et must for alle, der vil forstå vores åndelige liv og søgen i en sekulariseret tid.

Jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være

Et forsvar for bogen

AF BENT BJERRING-NIELSEN

Jeg læser ikke, fordi jeg keder mig. Jeg læser heller ikke for at blive et bedre menneske. Jeg læser slet ikke, fordi det gør mig til en dannet person. Jeg læser, fordi jeg nyder det. Jeg læser i en fysisk bog, fordi det er det lækreste. Jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være.

Det er der ikke noget nyt i. Jeg har læst meget, siden jeg var teenager.

I min barndom voksede jeg op i en temmelig fundamentalistisk kirke. Her var en af mine forældres venner noget bekymret for mit valg af litteratur, der i mange tilfælde ikke gav det store udslag på fromhedsbarometret. Det kunne han jo godt

have sagt til mig direkte, hvad jeg som enhver nogenlunde velfungerende teenager ville have været fuldstændig ligeglad med, så det undlad han heldigvis at gøre.

Det er vigtigt at vælge den forfatter og bog, der på fornemste vis repræsenterer det synspunkt, man er uenig i.

I stedet gjorde han noget, som var meget bedre og smukkere: Han begyndte at forære mig de bøger, han syntes, jeg burde læse. Det drejede sig blandt andet om C.S. Lewis Narnia-fortællinger og Hobbitten og Ringenes herre af J.R.R. Tolkien. Det blev startskuddet til en livslang, passioneret optagethed af de to forfatterskaber, der gennem årene blev suppleret med alverdens anden skønlitteratur: romaner, noveller, digte, gammelt og nyt,

modernistisk og ikke-modernistisk, dansk og udenlandsk, mange forskellige genrer.

Jeg har selvfølgelig også mine forbehold, ting, jeg ikke gider læse, som f.eks. socialrealistisk litteratur og auto-fiktion. Og nej: Jeg har ikke læst Knausgård. Så tager jeg hellere en cykeltur på Amager.

Når det drejer sig om faglitteratur af forskellig art, har jeg heller aldrig været kostforagter: litteraturvidenskab, teologi, filosofi, sociologi m.m. – jeg finder glæde ved mange ting.

I det, jeg har skrevet indtil nu i denne lille artikel, har jeg brugt ordet ”jeg” frygteligt mange gange. Det ville jeg normalt ikke gøre, men lige i denne sammenhæng er det vist i orden med den meget personlige vinkling. Det er i orden af den simple grund, at hvis vores læsning ikke er båret af lyst, passion og glæde, så kan det være lige meget.

Det gælder også, hvis motivationen for læsningen skulle være dannelse og åndelig oprustning, som der bliver talt så meget om i øjeblikket. Hvis læsningen ikke er båret af en basal glæde, holder det ikke på den lange bane.

Det kan ikke siges bedre, så det vil jeg ikke kommentere på, bortset fra en enkelt bemærkning: Hvis vores læsning skal gøre vores verden større, så skal vi vælge vores fjender med omhu. Vi lever i en tid, hvor algoritmerne kan forlede os til at færdes i virtuelle ekko-kamre, hvor vi ikke for alvor møder synspunkter, vi er uenige i. Det er derfor vigtigt med jævne mellemrum at læse en bog, hvor man er dybt uenig med forfatteren. Og det er vigtigt at vælge den forfatter og bog, der på fornemmeste vis repræsenterer det synspunkt, man er uenig i.

2. DET GØR OS KLOGERE OG HJÆLPER OS TIL EN STØRRE KONCENTRATIONSEVNE – IKKE MINDST, HVIS VI LÆSER I EN FYSISK BOG.

Hvis læsningen ikke er båret af en basal glæde, holder det ikke på den lange bane.

Hvad har den meget læsning så gjort ved mig? Mere generelt: Hvad får vi ud af at læse bøger? Det kan der uden tvivl siges meget om, men her er et par enkle punkter:

1. DET GØR VORES VERDEN STØRRE.

Den engelske forfatter C.S. Lewis skriver i An Experiment in Criticism:

“…in reading great literature I become a thousand men and yet remain myself. Like the night sky in the Greek poem, I see with a myriad eyes, but it is still I who see. Here, as in worship, in love, in moral action, and in knowing, I transcend myself; and am never more myself than when I do.”

Den digitale invasion gør os dummere og den giver os et mærkeligt, distanceret forhold til vores umiddelbare fysiske omgivelser. Det er en af mange grunde til, at jeg foretrækker at læse i en fysisk bog. Anne Mangen, der er professor i ”læsevidenskab” ved universitetet i Stavanger, lavede et forsøg, hvor hun lod elever i Folkeskolens ældste klasser blive delt op i to grupper, der skulle læse den samme tekst. Den ene gruppe læste den fysiske tekst, mens den anden gruppe læste en PDF af teksten på en skærm.

Konklusionen var klar: Eleverne, der læste den fysiske tekst, forstod den bedre end dem, der læste den samme tekst på en skærm. I artiklen henviser Mangen til en række andre forsøg, der peger i den samme retning1.

Det er imidlertid ikke derfor, jeg læser; jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være. Så efter at have skrevet denne artikel på computeren, vil jeg lave noget god kaffe, udvælge mig det bedste og mest behagelige hjørne i hjemmet og læse en fremragende bog, jeg er dybt uenig i med den klare forventning, at det gør mig bedre åndeligt rustet.

Forfatter: Man bliver ikke stærk af at undgå livet, men af at leve det med værdighed

I en tid præget af kriseretorik, mistrivsel og jagten på succes peger filosof og forfatter Niels Overgaard på, at vi hver især har brug for at leve ud fra et sæt livsværdier. Han mener, at filosofi kan give os et sprog for, hvordan vi lever værdigt, finder indre styrke og skaber mening – så vi ikke flygter fra livets udfordringer, men i stedet lærer at leve med dem og tage ved lære af dem

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Der er vist efterhånden ingen, der er uenige i, at vi lever i en urolig tid. Klimaforandringer, geopolitiske tektoniske plader, der rykkes, og sociale medier, der konstant minder os om andres succeser, skaber en oplevelse af støj og uro. Ikke mindst blandt unge er mistrivsel et tilbagevendende tema. Ofte hører vi, at det aldrig har været sværere at være ung.

“Vi må i stedet spørge os selv: Hvilket menneske ønsker jeg at være? Hvad vil jeg stå for?”

Niels Overgaard

For Niels Overgaard er dette billede for unuanceret. Han mener, vi i stedet bør spørge, hvordan vi kan finde

styrke til at leve godt, også når tiderne er urolige. “Verden har altid været fuld af problemer,” siger han. “Men den har også altid rummet muligheder. Vi hjælper ikke de unge ved at forstærke fortællingen om, at alt er forfærdeligt. Vi hjælper dem ved at vise, at livet kan være godt, også selvom det ikke er let.”

Hans tilgang til livet er ikke en opskrift på komfort, men et budskab om at acceptere livets modgang og udvikle den indre styrke, der gør os i stand til at bære modgang.

Svaret skal findes i at beskæftige sig med filosofi. For Overgaard blev filosofi ikke en intellektuel interesse, men et eksistentielt redskab. Da hans far døde pludseligt, oplevede

NIELS OVERGAARD

Født og opvokset på Vesterbro i København.

Uddannet journalist fra Syddansk Universitet.

han depression og meningsløshed. Først fandt han trøst i buddhismens tale om forandringens uundgåelighed: alt er i bevægelse, intet forbliver det samme. Men det var hos de græske og romerske filosoffer, han fandt et kompas af værdier, han kunne styre livet efter.

Hos de græske antikke tænkere som Seneca og Marcus Aurelius lærte han, at vi ikke kan ændre fortiden, men kan vælge, hvordan vi reagerer nu. Filosofien blev en livline, fordi den gav et sprog for at leve videre med værdighed. “Jeg opdagede, at jeg ikke kunne kontrollere, at min far døde. Men jeg kunne kontrollere, hvordan jeg valgte at forholde mig til det,” fortæller han.

Arbejder i dag som journalist, forfatter og foredragsholder og strategi- og kommunikationschef på Gyldendal. Kendt som en af Danmarks mest markante formidlere af stoicismen.

Har skrevet tre bøger om filosofi og livskunst:

• Det hele handler ikke om dig – antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening

• Mere er aldrig nok – hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv (2024)

• Det skal nok gå – 48 ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg var ung (2025)

De fire kardinaldyder:

• Visdom er at se virkeligheden klart og handle derefter.

• Retfærdighed er fairness og omtanke for andre, fordi livet altid leves i fællesskab.

• Mådehold er at kunne sige nej, selv når vi fristes til at sige ja til alt.

• Mod er ikke fraværet af frygt, men evnen til at handle på trods af den.

DYDERNES AKTUALITET

Kernen i denne livsanskuelse er de fire kardinaldyder: visdom, retfærdighed, mådehold og mod. Overgaard ser dem som tidløse redskaber, der er lige så nødvendige i dag, hvor distraktioner og fristelser er overalt.

”De syv kristne kardinaldyder bygger videre på de fire græske; tro, håb og kærlighed er tilføjelser, men fundamentet er det samme,” fortæller han, idet han ser en stærk forbindelse mellem græsk filosofi og kristendom. For ham viser det, at mennesker altid har haft brug for regler at leve efter – uanset om de har troet på en Gud eller ej.

Han peger også på, hvordan kulturkristendommen i Danmark har givet tidligere generationer et etisk ståsted, uden at man har kaldt det filosofi. Kristendommen har ifølge ham ført til en stoisk livsstil for mange.

“Min mormor ville aldrig have brug for at læse mine bøger, for hun var allerede skolet i ikke at sætte sig selv i centrum, men i at se på fællesskabet før sig selv. Skolet til at håndtere modgang med værdighed og sætte tæring før næring. Det var bare den opdragelse, hun havde fået. Hun opførte sig på mange måder som en stoiker, selvom hun nok ikke ville kalde sig sådan,” fortæller han og taler om at se på sig selv som 75-årig, der ser tilbage på sit liv:

“Vi hjælper ikke de unge ved at forstærke fotællingen om, at alt er forfærdeligt. Vi hjælper dem ved at vise, at livet kan være godt, også selvom det ikke er let.”

Niels Overgaard

mit liv med værdighed. At jeg levede et værdigt liv – ikke hvor alt var let, men hvor jeg forsøgte at leve mit liv så godt, jeg kunne.”

Det er en tanke, der går imod en kultur, hvor succes ofte måles i ydre præstationer: karriere, penge, popularitet. Han mener, vi i stedet må spørge os selv: Hvilket menneske ønsker jeg at være? Hvad vil jeg stå for? Den øvelse er krævende, men også befriende, fordi den flytter fokus væk fra sammenligninger og hen på værdier, vi selv kan vælge.

“Mine bedsteforældre levede gennem en verdenskrig og blev alligevel stærke og ordentlige mennesker. De så ikke sig selv som ofre, men som mennesker med ansvar.” For Niels Overgaard er det en påmindelse om, at styrke ikke kommer af at undgå smerte, men af at tage ved lære af smerten.

SMÅ VANER, STOR FORSKEL

Indre styrke bygges ikke kun i store øjeblikke, men i daglig praksis. Overgaard fører derfor dagbog, hvor han morgen og aften reflekterer over, hvad der gik godt, og hvad der kunne være bedre. “Hvis jeg ikke gør det, driver jeg let i alle mulige retninger,” siger han. “Men dagbogen minder mig om, hvad der betyder noget.”

For ham er det en påmindelse om, at vi faktisk har tid til de store spørgsmål. Vi har tid til sociale medier og underholdning, og derfor også tid til at spørge os selv: Hvordan lever jeg mit liv? Hvad gør jeg godt, og hvad kunne jeg gøre bedre? Filosofien bliver dermed en form for åndelig oprustning, som han mener er lige så nødvendig i dag som økonomisk og militær oprustning.

“Det vigtigste for mig er at kunne se tilbage på

“Man bliver ikke stærk af at undgå livet,” siger Overgaard. Med den sætning rammer han essensen af sit budskab: at styrke ikke er noget, vi får foræret, men noget vi bygger skridt for skridt i mødet med livet, som det er. Filosofien lover ikke lykke, men giver os et sprog for at leve værdigt. Den minder os om, at vi har mere indflydelse på vores liv, end vi ofte tror. Og at den største frihed ligger i at leve efter værdier, vi kan stå inde for.

AT LAPPE OG REPARERE ER IKKE BARE PRAKTISK – DET ER PRAKSIS

RUM FOR STILHED – NÅR LÆSNING OG LANGSOMHED FINDER PLADS I HVERDAGEN

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Fredag eftermiddag i det gamle hus Vartov i Indre By i København. Udenfor suser trafikken, folk skynder sig hjem fra arbejde, og byen pulserer i sit vante tempo. Men indenfor på biblioteket åbner der sig et anderledes rum. Et stille rum. Deltagerne modtager en kold drink og en lille sandwich, inden de finder en plads blandt andre. Konceptet er enkelt: stilletid til at læse –sammen, men i ro.

Arrangementet kaldes Stillelæsning og fredagsbar, og ideen er lige så ligetil, som den er radikal i en tid, hvor opmærksomheden trækkes

væk af skærme, gøremål og forstyrrelser. En time er afsat til uforstyrret læsning. En kort introduktion men ingen afbrydelser – bare bøgernes verden og stilheden som fælles grundlag.

Efter en times koncentreret fordybelse brydes tavsheden. Litteraturformidler Lea Fløe Christensen står klar til at dele ud af sin viden og begejstring for bøger. Hun taler ikke kun om litteraturen i sig selv, men også vigtigheden af at kunne finde frem til bøger, der passer til sin personlige smag. Det er ikke et spørgsmål om kanon eller populære tendenser, men om at

opdage det personlige møde med litteraturen. Samtalerne mellem deltagerne tager hurtigt form. Der deles anbefalinger, læseoplevelser og refleksioner, mens nogle blot vælger at fortsætte læsningen i ro.

Formatet viser sig at have en særlig styrke. Stilheden skaber et fælles udgangspunkt, og da ordene først bryder frem, er det med en åbenhed og eftertænksomhed, som sjældent opstår i hurtige hverdagsmøder. Kombinationen af individuel fordybelse og fælles samtale danner et rum, hvor litteraturen både er privat og social.

STILHED SOM MODBEVÆGELSE

At samle mennesker omkring stilhed og fordybelse er ikke kun et enkeltstående arrangement. Areopagos arbejder også bredere med at skabe sådanne rum som en form for stille modbevægelse i en kultur præget af fart, krav og konstant stimuli. Hvor meget af hverdagen i dag er præget af skærme, deadlines og afbrudte tanker, søger Areopagos at tilbyde et alternativ: langsomhed, opmærksomhed og nærvær.

Et eksempel er de såkaldte plantemeditationer, som finder sted i Emmauskirken på Diakonissestiftelsen. Her inviteres deltagerne til en stille begyndelse på dagen. Konceptet er enkelt: man sætter sig foran en plante, sanser den, og forsøger at tegne den – uperfekt, uden krav om kunstnerisk kunnen. Tegningen fungerer som en mikropraksis, en lille øvelse i langsomhed, der kan tages med ind i resten af dagen.

Plantemeditation handler ikke om at opnå et konkret resultat. Pointen er snarere at stoppe op, se nøje efter, og give sig hen til et øjebliks nærvær. I en tid, hvor mange oplever at være ”smurt tyndt ud” over dage fyldt med forpligtelser og notifikationer, fungerer praksissen som en lille påmindelse om, at tempoet kan brydes –også blot for 40 minutter en tidlig morgen.

ET LILLE OPRØR I LANGSOMHEDENS TEGN

Når man ser på både stillelæsningen i Vartov og plantemeditationerne i Emmauskirken, tegner der sig en fælles bevægelse. Det er ikke store, spektakulære events, men små, enkle formater,

der insisterer på nærvær. De viser, at fordybelse ikke behøver at være noget elitært eller krævende, men kan ske i det hverdagslige: at læse en bog i stilhed, at følge en plantes blad med blyanten.

Netop i det små ligger det store. Arrangementerne kan ses som stille protester mod den hastighed og effektivitet, der præger mange menneskers liv. De tilbyder en mulighed for at genopdage værdien i det, der umiddelbart virker ”unyttigt”. At læse uden formål. At tegne uden ambition. At sidde stille uden andet krav end at være til stede.

Begivenheder som disse peger på, at stilhed og fordybelse ikke kun er pauser fra hverdagen, men faktisk kan skabe nye former for fællesskab. Det særlige ved Stillelæsning og fredagsbar er, at stilheden deles. Deltagerne sidder side om side, optaget af hver sin bog, men forbundet i det fælles valg om at læse sammen. Senere forvandles stilheden til samtale, og der opstår en cirkulation af idéer og anbefalinger, som kun er mulig, fordi roen kom først.

På samme måde tilbyder plantemeditationen en anderledes begyndelse på dagen, hvor deltagerne møder både planten og sig selv gennem en enkel praksis. Man går ikke derfra med et færdigt værk, men med en erfaring af nærvær, som kan bære videre ind i resten af dagen.

I en verden præget af sociale medier, mails, notifikationer og konstante krav om tilgængelighed, kan sådanne initiativer synes næsten paradoksale. Hvorfor bruge tid på noget så ”unyttigt”? Men netop heri ligger deres betydning. De minder os om, at det menneskelige liv ikke alene kan måles i effektivitet eller output.

Stilheden skaber rum til eftertanke, til at opdage nuancer, til at være til stede uden at skulle præstere. Den tilbyder en anden form for værdi – en langsomhed, der kan føles både uvant og befriende.

Både stillelæsningen og plantemeditationen er små eksperimenter i en nygammel retning. De peger på, at der stadig er brug for rum, hvor vi kan trække vejret dybt, lade tankerne falde til ro og opdage verden – og måske os selv – på ny.

“Når stilheden mangler, opstår en uro, som nemt bliver til vrede.”

Thomas Frovin

En stille kaffetid med Thomas Frovin

AF MARTIN KRATH-ANDERSEN

Det er en rolig formiddag på Amager, da præst og forfatter Thomas Frovin banker på døren. Jeg har inviteret ham forbi til en kop kaffe mellem to venner. Men jeg bruger anledningen til at snakke med ham om, hvad vi særligt trænger til i vores tid, når vi taler om at opruste åndeligt.

”Man bliver nødt til at melde sig ud for en stund,” siger han. ”Ellers bliver man fanget af tanken om, at man hele tiden skal mere, hurtigere.” For Frovin er stilheden ikke bare en pause, men en forudsætning for at kunne mærke sig selv. At trække sig væk fra støjen, fra forventningerne, fra alt det, der skubber os fremad uden at vi når at spørge: Hvorfor?

Han beskriver stilheden som en slags modbevægelse. En måde at vende sig væk fra de krav, der ikke altid gør os godt. Når vi vælger roen til, kan vi ifølge ham mærke, hvad der egentlig har betydning, og hvad der bare er støj. ”For mig er stilheden både at finde ind til mig selv og at lytte,” forklarer han. ”Og når jeg har været der, er det nemmere for mig at være i fællesskabet med andre.”

Når stilheden mangler, opstår en uro, som nemt bliver til vrede.

For han ser et samfund, der er præget af vrede og frygt. Han nævner plakaten i Føtex, der beder kunder huske at tale pænt til kassedamen. ”Hvad er det for et pres, vi lever under, når vi skal mindes om helt basale ting som at opføre os ordentligt?” spørger han roligt. For ham er vreden og angsten tegn på noget dybere: rådvildhed, usikkerhed og en verden, der kan føles krævende bare at være i.

Han reflekterer over, hvorfor netop vreden får lov at fylde. Måske fordi vi lever i en tid, hvor tempo og forventninger skaber en konstant fornemmelse af utilstrækkelighed. Når vi ikke får rummet til at mærke efter, hvad vi egentlig længes efter, risikerer vi at reagere i affekt mod dem, der står lige foran os. Den unge kassedame, kollegaen, naboen. ”Det er sjældent den rigtige, der får skylden,” siger Frovin. Stilheden bliver på den måde en slags øvelse i at bære sig selv, før man møder andre. Et sted, hvor man ikke måles på tempo eller resultater, men blot får lov til at være. Og netop dér kan vi hente den ro, som forhindrer vreden i at tage magten. ”Vi har brug for steder, hvor vi ikke hele tiden skal bevise, hvem vi er,” tilføjer han. ”Stilheden kan være sådan et sted.”

AF LOUISE FRANKLIN HØJLUND

Grundtvig dyrkede ikke yoga, men…

Ingen, der dyrker yoga, undgår krigeren.

Kriger 1 kigger frem. Hun står grounded og klar til at møde verden med fokus og vilje. Klar til at handle.

Kriger 2 står med siden til. Lidt mere observerende. Men stærk og åben.

Kriger 3 står på et ben. Bøjer sig frem, må finde balance og kraft uden støtte udefra.

Og så følges de tre krigerstillinger ofte af en omvendt og en ydmyg kriger, der bøjer sig fleksibelt. Sårbart. Blødt.

Alt sammen, mens vi trækker vejret. Ud og ind. Ånder. Også krigeren ånder.

Ingen, der dyrker yoga, har lyst til at undgå krigeren. Krigerstillingerne handler ikke om at være krigerisk. Det er stillinger, der handler om at stå i verden med mod, nærvær og vilje. Stå stærkt. Med en styrke, der viser sig på forskellige måder. Modig og ydmyg og åben. Indadvendt og udadvendt. Og i balance. Det er noget, vi gennem livet må øve os på. Gennem yoga eller i øvrigt.

Hvis du øver dig med kroppen og stiller dig i krigeren, så kan du, mens du står der, spørge dig selv, hvad du kæmper for. For kærligheden, for fred, for dit barn, for at slippe fri af gamle mønstre, finde vej, eller for at lære noget nyt?

Stå der. Træk vejret. Undersøg krigeren. Din styrke handler om meget mere end din fysik.

Grundtvig dyrkede ikke yoga, tror jeg. Men han tilbragte på en måde hele sit liv i krigeren.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, krigeren, stod nemlig klar til kamp i 1800-tallet. Ikke bare måtte han kæmpe med sin far og med sit bipolare sind og med en stiv og rationel kirke. Han kæmpede også gennem et langt liv for frihed. For ytringsfrihed, religionsfrihed, frihed til ikke at være soldat, liturgisk frihed, handelsfrihed, frihed for kvinder, for slaver, frihed til at hjemmeundervise og grundlægge frie skoler. Frihed til at ånde frit.

Men frihed er ofte truet. På Grundtvigs tid og i vores. Grundtvig kæmpede med pennen i hånden. Skrev, digtede og talte visioner frem på et tidspunkt, hvor man stod i overgangen fra en tid til en ny tid – folketiden. Han drømte om et liv i lys til fælles bedste. Et liv med frihed, kærlighed og ånd. Selvfølgelig, for hvis man, som Grundtvig, tænker, at vi er skabt i en lysende Guds billede, så er der jo lys i hver enkelt af os, og det lys skal lyse i verden. Bum. Man skal ikke sætte en spand over stearinlyset, nej sæt det, så alle kan se det, som Jesus sagde. Så det kan lyse og alle kan have gavn af det. Enkelt. Men man skal kæmpe for den. Friheden. Og det gjorde Grundtvig. Det var hans sag. Vi mennesker er, siger Grundtvig, et guddommeligt eksperiment

af støv og ånd. Støv - altså af noget helt fysisk, håndgribeligt, et stykke natur, der også en dag går bliver til jord igen. Og ånd - verdens store energi, der hele tiden får noget nyt til at blive til, bevæger verden.

Eksperimentet begynder når vi fødes. Ikke to mennesker er identiske, ethvert barn er sit eget under og intet menneske skal efterabe, det, der har været før. Nej, her er noget nyt, der begynder. Og det kræver frihed. Plads og kærligt rum, så eksperimentet kan udfolde sig, ånd og støv hvirvles ind i hinanden gennem et liv på den bedste måde. Så lyser lyset i stuen. Vi bliver de mennesker, vi er skabt til at være.

Det er ret enkelt og basalt. Ind til benet. Ikke nogen rustninger. Ikke noget at spænde om os, opruste med. Ingen hjelme og bomber. Bare mennesker. Og frihed. Det vil sige plads til ånden. For ånd er en uforudsigelig vild kraft, som vi må have tillid til, er lys og god.

Ja, mennesker skal dannes i mødet med verden, af kunst og alt det hele. Have fyldt noget på, der ruster os. Men man kan overveje, om ikke også en del af den åndelige oprustning handler om, hvad vi skal afklæde os. Altså hvilken rustning vi skal tage af, for at vores menneskelighed står frem.

Hvordan ser den gode frie jord ud, som vi og vores børn kan vokse i? Hvor ånden og krop har plads, hvor hjertesprog og kreativitet har værdi. Så rødder og grene kan gro frit. Så det guddommelige eksperimentarium kan få lov at udfolde sig. I dets uforudsigelighed, bevægelighed. Og lys.

Det kommer heller ikke af sig selv. Det må man kæmpe for. Stå i en slags nøgen kriger. 1-3. Om man vil. Trække vejret. Ånde. Jeg tror, Grundtvig står der sammen med os. Grundtvig tilføjer: at det guddommelige eksperiment af støv og ånd en dag vil forklares i en fælles guddommelig bevidsthed. Altså at vi vil blive forvandlet. Blive fælles. I Gud. Et vi.

Det er vi, åndeligt, rustet til.

HVAD VIL DET SIGE AT HAVE SUND ROBUSTHED I EN SKRØBELIG TID?

I et møde mellem filosofien og psykologien udfolder Ole Fogh Kirkeby og Lene Tanggaard, hvordan robusthed er blevet en nødvendighed i vores tid – men også risikerer at blive et usundt panser. De peger på, hvordan den sunde robusthed vokser i skrøbelighed, relationer og fællesskab

Robusthed er blevet et uomgængeligt ord i vores samtid. Vi lever i en tid, hvor meget føles skrøbeligt. Klimakrise, krigstrusler, stress og et accelererende tempo, hvor det at kunne holde balancen føles sværere for hver dag. Der er brug for styrke, for at vi kan stå fast, når det hele ryster. Her er et ord som robusthed blevet populært. Men hvad betyder det egentlig at være robust?

Artiklens interviewpersoner ser robusthed som en nødvendighed. Det er evnen til at rejse sig, når vi falder. At stå fast, når det stormer,

og at finde kraft i fællesskaber, der bærer os. Men robusthed kan også antage en usund form. Ofte forveksler vi robusthed med hård hud – en uigennemtrængelighed, hvor man bider tænderne sammen og tåler alt. Men den form for robusthed er en illusion. Den gør os ufølsomme over for vores egne grænser og blinde for andres behov. Den slags hårdhed knækker os i længden.

Sund robusthed er noget helt andet. Det handler ikke om at være ubevægelig. Det er tværtimod en følsom styrke, en evne til at skelne, til at handle og til at stå fast dér, hvor det virkelig betyder noget. Det er en styrke, der ikke fornægter skrøbelighed, men tværtimod fødes i den.

Det er netop denne forskel, som filosoffen Ole Fogh Kirkeby og psykologen Lene Tanggaard insisterer på. Ole taler om sensitiv robusthed : styrken til at stå fast på værdier, modet til at handle og evnen til det, han kalder etisk fantasi – intuitionen, der ser den andens behov, før den selv gør det. Lene taler om resiliens : styrken, der altid vokser i relationer, hvor nogen står bag os, og hvor vi får plads til både at fejle og at rejse os igen.

FRA PANSER TIL SENSITIV ROBUSTHED Mange arbejdspladser efterlyser robuste medarbejdere. Men hvis ordet oversættes til du skal kunne tåle alt, bliver det en belastning frem for en styrke. Ole Fogh Kirkeby vender sig mod netop denne forestilling:

“Hvis robusthed betyder, at du skal kunne tåle hvad som helst, at du ikke må mærke efter, at du skal bide tænderne sammen – så bliver robusthed til et panser. Et panser, der gør men -

“Lad være med at undgå lidelsen. Vær opmærksom på det, der berører dig, det der smerter dig, og det der bringer lidelse. Det er en af de primære veje til at finde ind til det væsentlige – det, der virkelig betyder noget”

Ole Fogh Kirkeby

nesker hårde, ufølsomme og i sidste ende mere skrøbelige,” siger han.

Den sunde robusthed er ikke en rustning, men en evne til at mærke forskel. At kunne sige: Her står jeg fast, fordi dette betyder noget. Og samtidig: Her lader jeg mig berøre, fordi jeg ikke vil gøre mig blind for sårbarhed.

Ole peger på det klassiske stoiske begreb karteria : evnen til at stå fast på sine værdier uden at stivne i trods. Robusthed er ikke at lukke øjnene for modstand, men at finde en indre sammenhæng, der gør det muligt at handle –også når det koster.

“Den sunde robusthed er etisk fantasi,” siger han. Jeg beder ham om at folde det ud.

“Det er evnen til at se, hvad et andet menneske har brug for, før det selv har formuleret det. At handle rigtigt i det øjeblik, hvor der er behov for dig. Det kræver mod og sensitivitet.”

SMERTEN SOM SEISMOGRAF

Hvordan finder vi ud af, hvor vi skal være robuste? Hvor vi skal lægge vores kræfter? Hvad der er væsentligt for os? Ole svarer uden tøven: Ved at tage smerten alvorligt.

“Lad være med at undgå lidelsen. Vær opmærksom på det, der berører dig, det der smerter dig, og det der bringer lidelse. Det er en af de primære veje til at finde ind til det væsentlige – det, der virkelig betyder noget,” siger han.

Smerten er som en seismograf. Den registrerer, hvad der virkelig betyder noget for os, og viser os, hvor vi skal stille os fast – også når det gør ondt. Hvis vi kun søger at undgå lidelse, mister vi forbindelsen til vores værdier.

At være robust er derfor ikke at undgå det smertefulde, men at gå igennem det og lade det forme os. Smerten skaber dybde, og dybden bliver et kompas. Når vi mærker, hvor det gør ondt, ved vi også, hvor vi skal kæmpe, hvad vi skal beskytte, og hvor vi skal sætte grænser for os selv.

RESILIENS FØDES I RELATIONERNE

Hvor Ole taler om værdier, smerte og mod, flytter Lene Tanggaard robustheden ned på jorden. Hun foretrækker ordet resiliens, fordi det rummer elasticitet og bevægelighed.

Resiliens er ikke noget, vi bærer alene. Den fødes i fællesskaber.

“Et barn bliver ikke robust af at få at vide, at det skal tage sig sammen. Det bliver robust af at opleve, at der er nogen, der står bag det – en lærer, en ven, en forælder – som hjælper det med at finde fodfæste igen,” siger hun.

Hun peger på de små hverdagsscener som livsnødvendige: at sidde rundt om spisebordet sammen, at føle sig tryg i en klasse, at høre til i en klub. Det er i sådanne rum, robusthed vokser.

Men også i frirummene: de uplanlagte lørdage, hvor børn selv finder på ting at lave. De tidspunkter, hvor de ikke overvåges og hjælpes hele vejen igennem, men får lov at prøve, fejle og rejse sig igen.

Det samme gælder i arbejdslivet. Resiliens opstår, når ledere tør give ansvar, der ligger

“Robusthed er ikke at klare alt alene. Det vokser af at have nogen at læne sig op ad, når det hele ramler –og at vide, at man kan rejse sig igen, fordi man ikke står alene.”

Lene Tanggaard

lige på kanten af, hvad medarbejdere kan magte – men samtidig er nærværende til stede som sikkerhedsnet. Ligeledes formes den slags resiliens-arbejdspladser, når ledere tør vise deres egne fejl og deler dem åbent. Når der er plads til nærvær, ikke bare i formelle møder, men i de små uformelle samtaler på en gåtur eller ved kaffemaskinen.

“Robusthed er ikke at klare alt alene. Det vokser af at have nogen at læne sig op ad, når det hele ramler – og at vide, at man kan rejse sig igen, fordi man ikke står alene,” siger Lene Tanggaard.

FEM KONKRETE GREB SAMMENFATTET PÅ BAGGRUND

AF INTERVIEWENE

Her er fem øvelser, der kan begynde arbejdet i det små:

Smertelog: Skriv i en uge ned, hvad der berører dig, hvorfor, og hvordan du kan handle på det. Brug det som kompas for, hvor du skal være robust, og hvad der er væsentligt for dig.

Åndehuller: Indfør en lørdag formiddag uden planer hver anden uge – og giv børnene (hvis du har sådan nogle) lidt ekstra ansvar. Skru ned for overvågning. Lad dem selv finde løsninger.

Passende udfordringer: Som forælder, kollega eller leder – giv passende udfordringer lidt ud over komfortzonen, men sig eksplicit: “Jeg er her. Du kan altid tage fat i mig.” Normalisér fejl ved selv at vise dem.

Tal dine værdier højt: Sig, hvorfor noget går dig på, og hvad du vil ændre – og stå ved det, også hvis det koster i den sociale status og anerkendelse.

Etisk fantasi: Øv dig i at se den andens behov, før det er formuleret. Den sensitive empati. Prøv at handle derefter. Det skaber en robusthed, der rækker ud og bærer med på andres byrder, så det ikke bliver ren selvrealisering.

ÅND OG STØV RUSTET

TIL

FRED

I det andet kapitel af 1. Mosebog læser vi: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” Mennesket er jord, mennesket er ler, mennesket er fysisk – og mennesket er ånd. Denne dobbelte forståelse gennemsyrer de bibelske tekster og har fået mange udtryk gennem kirkens historie, hvoraf et af de smukkeste er Grundtvigs bestemmelse af mennesket som et guddommeligt eksperiment af ånd og støv.

Denne forståelse kaster lys over den hyppige brug af krigs- og hærmetaforer i de bibelske tekster, som vi for eksempel finder i Efeserbrevet kapitel 6. Her tales der om, at mennesket står i en åndelig kamp og må iføre sig Guds rustning for i bogstaveligste forstand at være forberedt til denne kamp.

EFESERBREVET 6,10-17

Endelig, bliv stærke i Herren og i hans mægtige kraft!

Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.

Tag derfor Guds fulde rustning på, så I kan stå imod på den onde dag og blive stående, når I har fuldført alt.

Stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, ifør jer retfærdighed som brynje, tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium, løft i alting troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile, grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.

Hvad består denne rustning af? Den består af kvaliteter, som mange ville kalde moralske. Det særlige er dog, at de ikke blot skal udøves, men iføres –ligesom tøj – som gaver fra Gud, der må modtages fra ham. Formålet er, at man skal kunne modstå “den onde dag”, som teksten siger; det, vi i moderne sprog ville kalde resiliens.

Rustningen begynder med sandhedens bælte – sandheden holder tingene sammen. Dernæst retfærdighedens brynje – det er ikke menneskets styrke og kraft, men Guds retfærdighed, der beskytter. På fødderne er skoene, villigheden til at gå med fredens evangelium. Det er bemærkelsesværdigt, at det, der giver bevægelse i denne krigeriske metaforik, er netop fredens budskab.

Vi rustes til åndelig kamp ved at udbrede fred. Den særlige beskyttelse mod ondskabens pile er troens skjold, i samspil med frelsens hjelm. Alt dette gives af Gud, men vi må selv aktivt iføre os det. Til sidst nævnes det eneste angrebsvåben i hele samlingen: Åndens sværd, som er Guds ord.

Når vi som moderne mennesker læser en sådan tekst, kan vi let fristes til at forstå det som en individuel øvelse, en slags åndelig prepping . Men det vil være en misforståelse. Udgangspunktet er fællesskabet med andre – et fællesskab, der udfolder sig i bøn for andre, hjælp til andre og afhængighed af andre. At blive rustet til fred er derfor ikke et soloprojekt, men sker i deltagelsen i et forpligtende fællesskab, som naturligvis kan tage sig anderledes ud i dag end i nytestamentlig tid.

Konklusionen er, at vi må erkende, at vi både er ånd og støv, og at vi har brug for – sammen med andre – at modtage og iføre os Guds gode “våben”, Guds fulde rustning, så vi kan blive rustet til fred.

DE SYV PILGRIMSORD SOM VEJVISER

I EN VERDEN FYLDT MED MULIGHEDER

Frihed

Enkelthed

Stilhed

Bekymringsløshed Langsomhed Åndelighed

Fællesskab

TEKST OG FOTO AF MIA BROE JAKOBSEN

Syv enkle ord kan hjælpe os til at finde ro, nærvær og glæde midt i hverdagens strøm af indtryk, mener Mia Christina Broe Jakobsen, der er kunsthistoriker og forfatter

Den senmoderne virkelighed, vi lever i, er sammenstykket, forvirrende og larmende. Der er mange spændende muligheder at gribe hvert øjeblik, men der er næsten for mange. Vi kan blive forpustede og svimle over det væld af veje og indtryk, vi kan vælge imellem. Nogle gange kan verdens mange informationer føles som en malstrøm, der trækker os med sig og forvirrer og fortravler os, hver gang vi prøver at skabe

overblik over, hvilken retning vi ønsker, at vores liv skal tage.

Når vores liv føles som et skib fanget i stærke havstrømme, og vi oplever, at vi har mistet retningssansen, er det tiltrængt med et kompas. Et kompas kan være de dybe værdier, du ønsker skal lægge kursen for dit liv. For mig er dette kompas blevet de syv pilgrimsord, eller pilgrimslængsler, som den svenske præst HansErik Lindström har formuleret. De syv ord er: Frihed, Enkelthed, Stilhed, Bekymringsløshed, Langsomhed, Åndelighed og Fællesskab.

Med jævne mellemrum forsøger jeg at stoppe op og tjekke kompasset. Når jeg føler, at verden overvælder mig, og jeg bliver revet med af travlhedsidealer og præstationskultur, sætter jeg mig et stille sted. En solstribe i min stue er et godt sted, men skoven er måske endnu bedre. Her lukker jeg øjnene og fokuserer på pilgrimsordene, som jeg tror kan bevæge mig i retning af det liv, Gud ønsker for mig og mine medmennesker. Jeg sender et kærligt tilbageblik ud over de forgangne dage og ser med mildhed efter, om der var nok stilhed eller enkelthed i dem. Var der dryp af åndelighed, fællesskab, frihed og langsomhed? Og har jeg givet mig selv lov til at hvile lidt i bekymringsløsheden? Hvis ikke, hvordan kan jeg så lægge disse værdier ind i de kommende dage?

Det er vigtigt at have stor mildhed over for sig selv i denne proces. Vi er kun mennesker, og vi bliver så let revet med af den stærke kulturelle tendens til at skulle skabe en performativ platform i verden, hvor vi står alene med det tunge ansvar at fremstille et billede af, hvem vi er. Men friheden er, at vi slet ikke behøver at skabe en platform selv, når vi opdager, at vi allerede har en gudskabt, unik plads i verden. Vi behøver ikke at blive nogen, for det er vi allerede. Vi er altid allerede dybt elskede af Gud. Kompasset af pilgrimsord skal derfor ikke være endnu en præstation, men nærmere noget, jeg kan hvile i.

Det føles i høj grad som en lettelse at arbejde på at gøre mit liv mere enkelt, søge stilheden og langsomheden, søge fællesskab med Gud og andre og huske på, at jeg er helt fri til at være

lige præcis det menneske, jeg allerede er. Disse værdier er en form for nåde, jeg allerede har fået, men som jeg kan øve mig i at gøre mere bevidste i mit liv.

Jeg har engang malet et billede, hvor jeg gjorde de syv pilgrimsord til min rustning mod verden. Og når vi taler om åndelig oprustning, har de en central plads for mig som rettesnor i livet. Samtidig er de nærmere en afvæbning, et helle, jeg kan søge til.

Når jeg lader mig rive med af min samtid og hverdagens mange forpligtelser, minder jeg mig selv om Benedikt, der i 500-tallet skrev sin klosterregel. Han blev engang spurgt, hvad munkene i klostrene fik tiden til at gå med. ”At falde og rejse sig op igen” var hans svar. Vi kommer ofte til kort i forhold til vores kærlige og intentionelle retning i livet. Men med pilgrimskompasset kan vi skabe stille dryp af forandringer i vores liv, som alligevel udgør en virkningsfuld modkultur til de negative højhastighedstendenser i den tid, vi lever i. Husk på, at selv en lille kursændring for et skib på længere sigt kan gøre en stor forskel.

Eksempelvis kan en kursændring mod en mere enkel og langsom livsstil fordybe det enkelte øjeblik og gøre det nemmere at være til stede og sanse det, jeg oplever. Derved forsvinder meget af min FOMO (Fear Of Missing Out), for hvis jeg skal opleve tre gange så meget, som jeg engang havde for vane, oplever jeg slet ikke nær så intenst – og så har jeg svært ved overhovedet at huske alt, hvad jeg har oplevet. De dybe sansninger og møder med andre mennesker, med naturen og med Gud kræver tid og nærvær. Det hjælper langsomheden og enkeltheden mig til. Og stilheden gør det muligt for mig at lytte nøjere efter, hvad jeg dybest set har brug for og længes efter.

Det vil mange medier og producenter gerne fortælle mig, men deres mange tilbud tilfredsstiller kun kortvarigt og overfladisk. Mine dybeste længsler har en anden retning. De hjælper mig mod mere skønhed, dybde og en mulighed for at opdage mere af Guds kærlighed, som allerede er flettet ind i mit liv som de fineste guldtråde alle vegne.

AF BENTE MIKKELSEN PAHUS

Bente er landechef i Areopagos. Hun er uddannet åndelig vejleder fra North Park Theological Seminary i Chicago og har arbejdet med åndelig vejledning, især blandt kirkeledere og præster, i mange år. Hun er særligt optaget af, at vi finder på plads hos os selv og Gud, og derigennem finder på plads i livet og verden. Særligt er Bente optaget af at lytte til menneskers historie om livet, og hvordan de præger den verden, vi er i sammen.

At komme hj em til sig selv

Ett er nødvendig

Ett er nødvendig – her i denne vår vanskelige verden av husville og heimløse:

Å ta bolig i seg selv

Gå inn i mørket og pusse sotet av lampen.

Slik at mennesker på veiene kan skimte lys i dine bebodde øyne.

Hans Børli

Vi er hinandens, og den måde, vi er i verden på og i os selv på, betyder noget for dem omkring os. Vores indre og det, der er på spil derinde –det forplanter sig både i vores relation til os selv og til dem omkring os.

Derfor betyder hjertets dannelse, og det at være hjemme hos os selv også noget. Om vi kender vores egen passion og ved, hvad der gør os glade. Om vi står stærkt i forhold til at kunne rumme vores egen kommen til kort, i forhold til den tvivl, der bor i os. Kan vi blive ven med vores eget hjerte? kunne man spørge.

Når diskursen om åndelig oprustning får plads i den offentlige dialog i Danmark netop nu, handler det måske om, at vi på ny må finde tilbage til os selv. Vi må formå at trække os væk fra verden i stjålne øjeblikke, lade alt det dejlige, som er i verden vente, og bare sidde med os selv. I trængte tider; når livet går galt, når dem omkring os har det svært, når vi er blevet forladt eller har mistet, når vi tror, alt håb er ude, når verden forandrer sig på måder, vi ikke forstår, eller ikke er enige i, når systemerne bliver pressede, og når den retfærdighed, vi så brændende ønsker os, ikke er at finde nogen steder; når vi mærker frygt, vrede, tvivl, længsel, uvished, uden at kunne dulme den uro, vi føler – så leder hjertet efter ro og tryghed uden trangen til at

flygte fra os selv og evnen til stilheden i at sidde lige dér, midt i det hele.

Der er tusindvis af eksempler på mennesker, der har udholdt krig, sygdom, forfølgelse, racisme og afmagt, og som har vist os, at det er muligt at møde livet med en vished om, at freden i hjertet kommer indefra. At det reservoir af fred, nåde, sandhed og skønhed, som vi har brug for, kommer af det, vi har fyldt vores hjerte op med, og af det, vi tror om os selv.

At ruste sig åndeligt er at tage vare på sig selv midt i alt det, der rent faktisk er. Og den bevægelse kræver tid og intension. For hvilke elementer skal der for at finde tilbage til en stærk indre kerne? Hvilke typer bevægelse skal der til?

BEVÆGELSE 1

Den vigtigste bevægelse

– at kigge ind og opleve sig selv

Denne bevægelse er måske den sværeste del af øvelsen, og den er livslang. Her må man mærke grundigt efter. For bevægelse 1 indebærer en forståelse og dyb accept af vores eget jeg.

Nogle af os er så velsignede, at vores forældre får givet os en helt tryg forståelse af vores eget

jeg, mens andre blandt os må arbejde lidt hårdere på at komme på plads med den, vi er.

Bibelen siger, at vi alle er skabt unikke, og at vi er skabt i Guds billede, og at vi er gode præcis som vi er.

I Det Gamle Testamente bruges det hebræiske ord tôv. Gud ser på sin skabning og synes, at den er tôv – god, som den er. Her bruges ikke ordet perfekt. Det med at skulle være perfekt er noget, grækerne kommer i tanke om senere. Men hos Gud er ting ”gode” og ”gode nok”. De er lige, som Gud vil have det.

Derfor er bevægelse 1 også det at sidde med, at vi også har fejl og mangler, og at de fejl og

mangler godt må være der. For i vores gudbilledlighed er der en skabthed, der er ”god nok” – tôv.

Når du arbejder med dig selv og med at acceptere den, du er, kan det ske gennem flere forskellige praksisser:

• Øv dig på at lade dine facader forsvinde og mærke dig selv inde bag det hele

• Øv dig i at være alene

• Øv dig i at lytte til dit hjerte

• Øv dig i at spørge om hjælp

• Øv dig i at mærke efter: Hvad mener jeg egentlig?

• Øv dig i at finde ro. – Nogle af os finder ro ved vinterbadning, mens andre finder ro ved at skabe noget med hænderne. Vi er forskellige, og det er tôv!

BEVÆGELSE 2

kan også være en hjælp til bevægelse 1

– at fylde på hjertet og kigge ud og berige og styrke sig selv, at blive medskaber, at mærke mulden, planterne, dyrene, havene

Her må vi optage viden og sanselig erfaring.

Litterær dannelse er væsentlig, kunst og musik betyder noget og vækker vores hjerter, åndelig søgen er vigtig, for blandt andet herigennem finder vi ro i, at andre har det ligesom os. Vi finder ro i at spejle os i andres liv, vi finder ro i litteratur, i poesi, i musik, i film, i rum, der afspejler noget, vi kender, og noget ukendt, som vi gerne vil lære at kende.

I bevægelse 2 må vi sanse verden, naturen omkring os, blomsterne, bierne, træerne, Vesterhavet, Tisvilde Hegn og andre omegne af verden, der også er en del af skabningen. Her taler forskellige steder til os hver især.

Vi må dufte til blomsterne, lære en ny plante at kende, lade tæerne mærke sandkornene på stranden, plukke et æble og nyde hver bid med langsomhed, blive bevidste om vores åndedræt, holde hinanden i hånden, mærke vinden mod ansigtet, når vi cykler, indtage verden og hvert et strå på vores vej.

Jeg må nævne musikken her. Musikken har en sjælden evne til at styrke os i det indre. Her er det netop det ordløse, det sanselige, det åndelige, der kan få plads. Det kan komme til os i tonerne, helt uden ord, og åbner vores hjerter helt uventet.

BEVÆGELSE 3 kan også være en hjælp til bevægelse 1

– at række ud, at finde nåde, fred, taknemlighed og nærhed, og at skabe forsoning og retfærdighed i verden

Denne bevægelse handler om at lade vores hjerter vokse, at skabe rum. At ruste sig åndeligt

er også at række ud, at være nysgerrig, at finde plads, at tage vare på nogen omkring os, at søge retfærdighed, at give af os selv, af vores midler, af vores hjerte. Her må vi strække os, øve os, gå ud på diverse broer for at komme i møde, tage modige skridt hen mod den, vi ikke forstår. Vores hjerter må forsone sig med det, der er.

At ruste sig åndeligt er også forsoning. Det er at aflægge os selv for andre, at finde ro i hjertet til at give plads til ikke at få ret. At skabe rum og mulighed for forsoning kræver et stærkt selv. Et selv, der er forsonet med sig selv, er klart til at afgive noget.

Bevægelse 3 er et svært sted, for hele verden står i en række voksende dilemmaer for tiden. Fronterne er hårdt trukket op, retfærdigheden i verden er truet, og der må skabes noget plads midt i magtkampen. Det er en ulykkelig situation. Her er det godt at vide, at freden er mulig, og at vi må arbejde hårdt på den. Ikke for selv at få fred, men for at medarbejde på en retfærdig verden, hvor de, der lider, også kan finde fred.

I bevægelse 3 må det selv, vi arbejder hårdt på at styrke i bevægelse 1 altså med kraft afstå fra noget. Vi må give afkald på retten til at få ret. Bevægelse 3 kaldes også ofte den tredje vej. Vi strækker os mod hinanden og finder sammen en ny vej.

At finde hjem til sig kan forandre verden. Det handler om den måde, vi er i verden på, og her kan vi øve os sammen. For vores stærke kerne, der har fundet hjem til sig selv, der strækker sig mod fred, uden forstillelse, uden behov for magt – det er det, vi kan give til verden. De tre bevægelser foregår – det siger min erfaring – gennem hele livet, og vi veksler også mellem forskellige livsfaser, og vores udblik kan skifte over tid.

At finde hjem til sig selv, så livet kan udfolde sig, også når det er svært, kan blive obstrueret af sygdom, af angst og afmagt. Hvis du oplever, at livet er svært, kan du søge hjælp hos din læge til at komme videre.

Jeg elsker den brogede verden

1. Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i patriarkernes tid.

2. De snakke, som om den er gammel, af synd og sorger mæt. O nej, den flyver endnu i dans om solen så ung og let!

3. Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast.

Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last!

4. Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du?

5. Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og trothi evig stilstand er død!

6. Og derfor elsker jeg verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i skabelsens ungdomstid!

Lige nu får du 25% rabat på hele bogbutikken med koden toerst25.

Besøg Areopagos’ bogbutik, og lad dig inspirere af bøger, der vækker tro, håb og handling.

Særligt vil vi fremhæve Praksisbiblioteket – en samling af bøger, samtalekort og notesbog – der bringer tidløs visdom ind i vores tid og hverdag. Her mødes refleksion og poesi, natur og ritual, mikropraksis og drømme.

LYT TIL INSPIRERENDE SAMTALER

I Areopagos taler vi både om små og store spørgsmål – men især dem, der giver livet dybde og mening. Scan QR-koden for at se få overblik over vores podcasts, som du kan tage med dig i hverdagen og lytte til, når du har brug for perspektiv og eftertanke.

HER FINDER DU AREOPAGOS’ PODCASTS