
1 minute read
Stop masseaflivningerne
from Dyrenes stemme 23.1
by Anima
I Danmark alene bliver omkring 4,5 millioner hanekyllinger aflivet kort efter, de er kommet ud af ægget. I ægproduktionen er hannerne nemlig ubrugelige. Anima vil have et forbud mod masseaflivningerne hurtigst muligt.
SKALLEN KRAKELERER og en lille forpjusket hanekylling møver sig møjsommeligt ud af ægget. Han er helt ny i verden, og alligevel har han ikke lang tid tilbage. Før han ved af det tumler hans fjerlette kyllingekrop pludselig rundt på et transportbånd med hundredvis af andre dunede artsfæller.
Advertisement
Et menneske samler lynhurtigt kyllingerne op én efter én og smider dem videre i systemet. De bliver sorteret efter køn – og hans er det forkerte. Han kommer aldrig til at lægge æg, og således kan ægindustrien ikke bruge ham. Så de gasser ham sammen med alle de andre frasorterede hanekyllinger.

En kynisk industri
Det er svært rigtig at begribe, hvorfor denne meningsløse massakre finder sted, hvis ikke man ved, hvordan ægindustrien er opbygget – og hvis du ikke ved dét, tilhører du flertallet. For der er en længere historie bag ægget i køledisken, end de fleste lige forestiller sig:
Første led i industrien er avlsvirksomhederne. De avler såkaldte “forældredyr”, dvs. haner og høner af æglæggende race. Forældredyrene parrer sig, og det kommer der befrugtede æg ud af. Disse æg bliver sendt videre til såkaldte rugerier. På rugerierne udklækkes æggene, og det er her hanekyllingerne frasorteres. Kyllingerne af hunkøn bliver til de høner, som lægger de æg, der havner i køledisken. Hanekyllingerne kommer naturligvis ikke til at lægge æg, men da de er af æglæggende race, kan det ikke betale sig at fede dem op som slagtekyllinger. De er altså “biprodukter” i en kynisk industri.
Forbyd aflivningerne
Anima mener selvfølgelig, at det er dybt uetisk at sætte dyr i verden bare for at aflive dem. Vi ønsker et forbud mod masseaflivningerne. Derfor er vi nu gået i dialog med en lang rækker partier i Folketinget om netop dette, og i løbet af 2023 indleder vi en større kampagne for at sætte fokus på sagen.