Skip to main content

Flere unge ældre med i fællesskabet inspirationshæfte

Page 1


Flere unge ældre med i fællesskabet

Et inspirationskatalog til aktiviteter målrettet de 50-70 årige

Introduktion

I Ældre Sagen betyder det meget for os at kunne tilbyde fællesskaber, netværk og arrangementer til seniorer.

Vi ved, at der er et stort potentiale for at få flere i aldersgruppen 50-70 år til at deltage i lokalafdelingernes aktiviteter og på sigt engagere sig som frivillige. Der er flere grunde til, at de 50-70 årige (også) er en attraktiv målgruppe for lokalafdelingerne:

• Større fællesskab og mangfoldighed: Det giver en mere levende lokalafdeling, når aldersspændet udvides. Det skaber nye fællesskaber og bringer friske perspektiver ind i de eksisterende aktiviteter.

• Forebyggelse af ensomhed: Ved at engagere folk tidligt i ”seniorlivet” kan de frivillige være med til at opbygge netværk, før ensomhed eller alvorlig sygdom opstår, hvilket gør en stor forskel.

• Sikring af fremtidens frivillighed: Ved at få de 50-70 årige involveret, sikrer lokalafdelingen, at der er en ny generation af frivillige klar til at tage over.

Vi oplever en stor tilgang af nye medlemmer. Faktisk er næsten 70 % af nye medlemmer under 65 år. Derfor kan lokalafdelingerne med fordel have fokus på at få flere i aldersgruppen med i afdelingens aktiviteter.

Et fælles værktøj

”Alder er bare et tal – og alle er velkomne!”

Alligevel er der vigtige opmærksomheder og værtskabspointer – små ting, man med fordel kan ”skrue på”, når man gerne vil få flere unge ældre med.

Sammen får vi hele tiden nye idéer, gør os erfaringer og bliver klogere på alt det gode, vi gør. Derfor er inspirationskataloget tænkt som et dynamisk værktøj, som med tiden vil blive udbygget med erfaringer fra lokalafdelingerne. Ved fælles hjælp bliver kataloget over tid til en guldgrube med guide og genveje til at lokke flere unge ældre vores vej – til fælles glæde og genspejling.

Pluk i kataloget, som det passer dig

Du kan læse kataloget i sin helhed eller plukke i det, som det passer dig. Du er også mere end velkommen til at bidrage til det med dine egne idéer (se afsnittet Kom godt videre).

God fornøjelse!

Hvem er de unge ældre?

Mennesker er forskellige, men der er alligevel nogle fællestræk ved aldersgruppen 50-70 år, som er relevante for lokalafdelingernes tilgang til dem:

Selvopfattelse og identitet

Opfatter sig som aktive, selvstændige og i god fysisk og mental form.

Sundhed og livsstil

Mange er sundhedsbevidste og prioriterer fysisk aktivitet, sund kost og forebyggelse.

Arbejdsmarked og økonomi

En stor del er stadig på arbejdsmarkedet – vælger at blive længere af lyst snarere end af nød.

Digitalisering og teknologi

Mange bruger smartphones, netbank, sociale medier og digitale tjenester og føler sig trygge online.

Værdier og samfundsengagement

Har ofte stærke holdninger til samfundet og engagerer sig i frivilligt arbejde, lokalpolitik eller sociale formål. De vil gerne indgå i fællesskaber, der giver dem mulighed for at sætte deres kompetencer i spil.

Familierelationer

De fleste har voksne børn og ofte børnebørn, og de spiller en vigtig rolle som bedsteforældre. Udover det er de selv voksne børn til forældre, der kan have brug for lidt ekstra hjælp fra dem. De står derfor mellem to generationer og kaldes af den grund ”sandwichgenerationen”

Det gode værtskab tilpasset unge ældre

Godt værtskab er på mange måder universelt: Folk vil gerne føle sig velkomne, vide, hvad de går ind til, og opleve, at deres tid bliver brugt fornuftigt.

Men når du inviterer de unge ældre, er der alligevel nogle nuancer, der er relevante at have med. Det er en målgruppe, der stadig er i fuld gang – med arbejde, relationer og interesser – og som vælger deres tid til med omhu. Til gengæld siger de gerne ja til noget, de oplever som meningsfuldt og udbytterigt (hvad enten det er udbytte i form af et større netværk, en god oplevelse eller noget helt tredje).

I dette afsnit får du tips og tricks at skabe arrangementer, hvor værtskabet sidder lige i skabet for denne målgruppe.

Praktiske overvejelser

Når lokalafdelingen planlægger arrangementer for de unge ældre, kan I med fordel være opmærksomme på at:

• Lægge det uden for normal arbejdstid

Mange 50-70 årige er stadig på arbejdsmarkedet og kan derfor ikke deltage i arrangementer i dagtimerne. Derimod er fyraftensmøder eller weekendaktiviteter en rigtig god mulighed.

• Være de steder, de unge ældre kommer

Det er vigtigt, at arrangementerne foregår på steder, som målgruppen kan se sig selv i. Det kan fx være på biblioteket, i kulturhuse eller i naturen.

• Tilpasse forplejningen efter målgruppens smag

Overvej, om der skal serveres noget lidt mere let og utraditionelt end smørrebrød og kringle. Måske en færdig salat eller pokébowl til fyraftensmødet kunne være ”Det gode måltid”?

• Fastlægge en realistisk tidsramme

For en stor del af de 50-70 årige betyder det noget at vide, hvor lang tid man skal forvente at bruge på en given aktivitet. Især på hverdage er det vigtigt, at aktiviteterne har en rimelig bagkant.

Den gode invitation

Det er vigtigt, at en modtager kan se sig selv i invitationen til jeres aktivitet. Har modtageren svært ved at identificere sig med sproget og stilen i invitationen, er sandsynligheden for, at han eller hun deltager, lille. Her er nogle gode råd til at ramme rigtigt i invitationen:

• Hold en let og talesproglig tone

Hold sætningerne korte og simple, og inddel teksten i korte afsnit, gerne med overskrifter, der fanger interessen. På den måde bliver teksten let at læse (eller skimme) for travle (erhvervs)aktive seniorer.

• Fortæl om udbyttet

Skriv i invitationen, hvad man får ud af at deltage i aktiviteten. Det kan fx være et større netværk, viden om specifikke emner eller en pause fra hverdagens travlhed.

• Informér om tidsrammen

Tydelig forventningsafstemning er vigtigt. Fortæl derfor både, hvornår aktiviteten starter, og hvornår den slutter, i invitationen.

• Vælg billeder, målgruppen kan spejle sig i

Hvis I bruger billeder i invitationen, så sørg for at vælge profiler fra målgruppen. Vores øjne scanner lynhurtigt et billede og vurderer – uden at have læst teksten –om det er relevant for os.

• Placér invitation, hvor de unge ældre er

Overvej, hvilke fysiske steder målgruppen færdes og ser jeres invitation. Det kan fx være den lokale café/vinbar, aftenskolen, supermarkedet eller biblioteket. Inviterer I via digitale platforme som fx Facebook, så brug gerne lokale grupper såsom ”Det sker i Give”.

Lettere at komme ud af døren

Mange af de unge ældre har en travl hverdag med arbejde, (voksne) børn, forældre, fritidsinteresser og meget andet. Derfor kan det være svært for dem at forpligte sig til en aktivitet, der ligger langt ud i fremtiden eller på et bestemt tidspunkt.

For at gøre det lettere at komme ud af døren til jeres aktivitet kan I med fordel:

• Frister

Overveje muligheden for at tilbyde korte tilmeldingsfrister

• Tidspunkter

Prioritere aktiviteter med fleksible mødetidspunkter, så man fx kan dukke op efter arbejde.

Den gode velkomst

Den gode velkomst gør, at deltagerne føler sig set og ønsket til aktiviteten. Den er deltagernes første indtryk af jer, lokalafdelingen og i sidste ende Ældre Sagen som organisation.

Derfor er det en god idé at:

• Udvise interesse

Mød hver enkelt med en oprigtig interesse for, hvem de er, hvad de forventer og ønsker at bidrage med – og hvad de ønsker at tage med hjem fra aktiviteten.

• Matche deltagerne ud fra interesser eller livssituation

Angiv eventuelle siddepladser, hvor du tænker, der kunne være et godt match ift. ovenstående.

• Udstråle overskud

Vær i god tid og godt forberedte, så deltagerne får en oplevelse af, at de er ventede, og at der er styr på det.

• Være nærværende

Udvis åbenhed og nærvær over for deltagerne, og husk at smile – det smitter.

Det gode samvær

Målgruppen 50-70 årige har ofte en forventning om at møde op til en veltilrettelagt aktivitet målrettet deres livssituation og behov.

Det kan I skabe ved at:

• Styre samtalen i den ønskede retning

Forbered gerne ”Samtalestartere,” der tager afsæt i deltagernes livssituation og i det, de er der for.

• Planlægge i detaljer

Hav fx en klar og tydelig intern rollefordeling ift. opgaver – det smitter positivt af på ”flowet” i aktiviteten.

• Overholde tidsrammen

Sørg for en relativt stram tidsstyring, hvis I skal nå omkring meget under aktiviteten. Planlæg, hvem af jer der har ansvaret for tidsstyringen.

• Finde medværter, der ligner målgruppen

Det er en fordel, hvis deltagerne (til en vis grad) kan spejle sig i værterne. Invitér gerne yngre medværter til at deltage og sætte stemningen for aktiviteten.

• Bede om feedback

Inddrag gerne deltagerne og lad dem sætte deres præg på aktiviteten – også gerne til en eventuel næste gang.

Farvel og på gensyn

Giv målgruppen lyst til at komme igen eller deltage i endnu flere af jeres aktiviteter ved at:

• Interessere jer for deltagernes udbytte

Spørg gerne ind til, om deltagerne fik, hvad de kom for. I kan også bede dem komme med input til, hvad I kan gøre endnu bedre til en eventuel næste gang.

• Give mulighed for yderligere input

Oplys, hvem deltagerne kan kontakte, hvis de efterfølgende får gode idéer og har konstruktive input til kommende eller potentielle initiativer i forlængelse af aktiviteten.

• Anerkende deres indsats

Fortæl, at I sætter pris på, deltagerne fandt tiden og muligheden for at lægge vejen forbi – og at de selvsagt er velkomne igen.

Ud over rampen med de gode tilbud

Det betyder noget, hvordan vi kommunikerer! Så vær opmærksom på en række enkle greb, som kan være afgørende for om yngre ældre kan se sig selv som målgruppe:

• Undgå at omtale modtageren som gammel

Yngre ældre vil helst ikke ses som gamle. Undgå derfor betegnelser som senior, 65+, ældre eller gammel i omtalen af jeres aktivitet.

• Fokusér på aktiviteten i jeres omtale

For denne målgruppe er det vigtigste, hvad de kan få ud af en aktivitet –ikke hvem der har arrangeret den. For nogle kan det måske ligefrem være demotiverende, at det er Ældre Sagen, der står bag en aktivitet (i hvert fald indtil de lærer os bedre at kende).

• Synliggør de yngre medlemmer

Fremhæv (også) aktiviteter for de yngre medlemmer på jeres kanaler. Slå gerne noget op på hjemmesiden og henvis til det fx gennem opslag på Facebook.

• Brug relevante nøgleord

Når I beskriver aktiviteten, så brug gerne nøgleord, der ræsonnerer hos målgruppen. Det kan fx være ord, der signalerer høj kvalitet, balance mellem arbejds- og familieliv eller fleksibilitet.

Støv sproget af

• Tal direkte til modtageren i jeres kommunikation – skriv ”du” i stedet for ”man”.

• Brug aktive verber i stedet for passive – undgå fx formuleringer som ”Der serveres kaffe/kage”, men skriv i stedet ”Vi spiser pokebowl og nyder det gode samvær.”

• Undlad lange, formelle ord og formuleringer – skriv ikke ” Eventuel henvendelse og information bedes stilet til xx”, men skriv i stedet ”Kontakt xx, hvis du har spørgsmål.”

Tjekliste til planlægning af aktiviteter

Når I skal planlægge aktiviteter for de unge ældre, kan I benytte denne tjekliste. Listen er bygget op som en række spørgsmål, I kan stille jer selv og hinanden i forberedelsen af hver aktivitet.

Indhold & målgruppe

□ Hvem henvender aktiviteten sig til?

□ Er indholdet relevant for målgruppen?

□ Hvilken mødeform giver bedst mening ift. indhold og målgruppe (netværksmøder, møderækker, enkeltmøder etc.)?

Tid & sted

□ Foregår det på et tidspunkt, hvor målgruppen har mulighed for at deltage?

□ Holder I det på et sted, hvor målgruppen kan se sig selv komme?

□ Er stedet nemt at komme til?

□ Er der gode parkeringsforhold?

Økonomi

□ Hvad koster det at deltage?

□ Hvordan betaler man? (Her vil MobilePay eller kortbetaling være at foretrække for målgruppen)

Organisering & planlægning

□ Hvordan kan I bedst organisere aktiviteten?

□ Hvor mange skal I være om at organisere den?

□ Kan I løbende engagere og involvere nogle af deltagerne i planlægningen?

Kommunikation

□ Hvor rammer I bedst målgruppen (Facebook, hjemmesiden, lokalt nyhedsbrev, andre steder)?

□ Har I skrevet invitationer/annoncer i et sprog, der passer til målgruppen?

□ Hvem kan man kontakte for tilmelding eller input?

□ Kræver det tilmelding – og i så fald: hvornår er tilmeldingsfristen? (Læg den gerne så tæt på aktiviteten som muligt, da målgruppen har brug for fleksibilitet i planlægningen)

Inspiration til aktiviteter for unge ældre

Det er ikke så svært at skabe aktiviteter, som er tilpasset målgruppen 50-70 år. Først og fremmest handler det om, at I finder på nogle relevante aktiviteter. Her kan du finde inspiration til, hvad det for eksempel kunne være.

Dette kapitel er delt op i fem kategorier, som hver især indeholder idéer til aktiviteter samt eksempler på, hvordan en invitation til aktiviteten kunne se ud.

Kategorierne er:

Arbejdsliv

Fællesskaber og relationer

Livsovergange

Livsstil Natur og bevægelse

Arbejdsliv

Mange af de unge ældre er stadig på arbejdsmarkedet, og derfor fylder arbejdsliv stadig meget hos dem.

Relevante temaer for aktiviteter kunne være:

• Fleksibilitet og balance i arbejdslivet

• Muligheder for nedsat tid, senioraftaler etc.

• Motivation og arbejdsglæde

• Karriereskift efter de 50

• Iværksætteri sent i livet

• CV-skrivning

• LinkedIn for seniorer

Forslag til aktiviteter:

• Event: “Iværksætteri for 50+”

Networking med ligesindede samt ekspertviden fra erhvervsekspert.

• Walk & talk: “Arbejdsglæde i hverdagen”

Gåtur med små refleksionsøvelser om trivsel og relationer.

• Workshop: ”Det fleksible senior-arbejdsliv”

Oplæg med relevante fagpersoner blandet med øvelser, der inviterer til refleksion over eget arbejdsliv.

• Mini-kursus: ”Lær at bruge LinkedIn aktivt i dit arbejdsliv”.

På de næste sider finder du forslag til, hvordan invitationen til nogle af disse aktiviteter kan se ud.

Lokalafdeling

Workshop: Det fleksible senior-arbejdsliv

Skræddersy dit arbejdsliv, så det passer til dit liv – ikke omvendt. Måske vil du arbejde lidt mindre eller lidt anderledes. Måske vil du bare have bedre styr på dine muligheder, før du beslutter dig.

Kom til en workshop, for dig, der 50+ og gerne vil have overblik, handlemuligheder og ro i maven, når det gælder dit arbejdsliv de kommende år.

På workshoppen får du blandt andet:

• Overblik over dine muligheder for fleksibilitet i arbejdslivet

• Indblik i seniorsamtaler: Hvad kan du tage op – og hvordan?

• Viden om deltid, arbejdstid og de typiske faldgruber

• En klar introduktion til reglerne for seniorpension (uden paragrafsprog)

• Inspiration til, hvordan andre har grebet det an

Tid: XX kl. 17–20

Sted: XX

Tilmelding: Senest XX

Kontakt for spørgsmål:

Navn Navnesen

Tlf. XX XX XX XX. Mail: mail@mail.dk

Klar til at tage styringen?

Tilmeld dig workshoppen Det fleksible senior-arbejdsliv og få inspiration og værktøjer til at forme et arbejdsliv, der giver mening for dig. www.aeldresagen.dk/lokalafdeling

Lokalafdeling

Event: Iværksætteri for 50+

– tag første skridt mod din drøm

Drømmer du om at blive selvstændig? Så er du ikke alene.

Vi inviterer til en inspirerende aften for dig, der går med tanker om at starte egen virksomhed. Her får du mulighed for at møde andre i samme situation, blive klogere på dine muligheder og tage de første skridt mod din iværksætterdrøm.

Program:

• Fælles middag og uformel snak med ligesindede

• Oplæg fra erhvervsekspert om at starte op som 50 + årig

• Personlige historier fra iværksættere, der selv har taget springet

Aftenen byder på inspiration, netværk og konkrete erfaringer – i en afslappet og uformel ramme.

Tid: XX kl. 17–20

Sted: XX

Tilmelding: Senest XX

Kontakt for spørgsmål: Navn Navnesen

Tlf. XX XX XX XX.

Mail: mail@mail.dk

Kom, som du er – og gå hjem med ny motivation og måske starten på dit næste kapitel og et nyt netværk til god sparring. www.aeldresagen.dk/lokalafdeling

Fællesskaber og relationer

For mange i alderen 50-70 år er relationer ikke længere noget, der bare “opstår” gennem arbejde og hverdag. Kollegaer skifter, børnene er flyttet hjemmefra, og livet får en anden rytme. Til gengæld bliver valgte fællesskaber vigtigere – de fællesskaber, man aktivt vælger til, fordi de giver energi, mening og gode oplevelser.

Relevante temaer for aktiviteter kunne være:

• Bedsteforælder-rollen

• Samspil med den nye generation af forældre

• Relationer på tværs af generationer

• Socialt samvær med kvalitet

Forslag til aktiviteter

• Læseklubber: De store klassikere, nyere dansk litteratur etc.

• Uforpligtende fællesleg med bedsteforældre og børnebørn

• Aktiviteter, der samler generationer og skaber gode minder. Fællesspisning

• Reflektionsworkshop: Når vi taler forbi hinanden Fagligt oplæg og derefter arbejde med cases som fx ”Min voksne datter reagerer ikke på mine beskeder” eller ”Min far vil ikke tale om sin fremtid”

• Madlavningskursus: Lav retter fra forskellige generationers liv. Eventuelt med samtalespørgsmål undervejs, fx ”Hvad spiste du som barn?”

På de næste sider finder du forslag til, hvordan invitationen til nogle af disse aktiviteter kan se ud.

Lokalafdeling

Sjov med bedsteforældre og børnebørn

Leg, hygge og fællesskab på tværs af generationer

Er du bedsteforælder og har dine børnebørn med indimellem? Så kom og vær med til hyggelige stunder med andre bedsteforældre og børn.

Vi mødes til leg, spil, tegning, historier, kaffe og saftevand – nogle gange ude i naturen/på legeplads, andre gange hos Ældre Sagen.

Ingen krav – bare fællesskab, fantasi og tid sammen.

Vi mødes hver torsdag fra kl. 16-18.

Vil du være med?

Kontakt os og hør mere – eller kig forbi næste

gang:

Navn Navnesen

Mail: mail@mail.dk

Tlf: XX XX XX XX

Læs mere på www.aeldresagen.dk/lokalafdeling

Lokalafdeling

Gode oplevelser i generationer

Er du heldig stadig at have forældre, som du gerne vil dele gode oplevelser med?

Eller har du en ældre i dit liv, du gerne vil invitere ud en gang imellem?

Vi inviterer til en perlerække af muligheder for at tage hinanden under armen på tværs af granvoksne og ældste generationer.

Sammen kan I opdage, opleve og være fælles om nye oplevelser, temaer og ”passende forstyrrelser” i form af:

�� Foredrag

�� Intimkoncerter

�� Smagninger

�� Fællesmiddage

�� Udflugter

�� Storytelling �� – og ting vi kan grine af.

Kig på vores lokale hjemmeside www.aeldresagen.dk/lokalafdeling og se om ét eller flere af årets ”Gode oplevelser i generationer” kunne være noget for dig.

Lokalafdeling

Langbordsmiddag

– appetit på fællesskabet

Middage ved langbordet byder på fællesskab, hygge og uformel stemning.

Når vi mødes efter fyraften, er der ingen ”dress code”, ingen bordplan og ingen portionsanretninger. I stedet handler samværet om at møde andre, få nye indtryk og måske dele lidt hverdagsliv og torsdagsstemning – og ikke mindst den gode mad på fælles fade.

Når vi har spist og nydt en pause i det travle liv, rydder vi sammen af bordet og vender hjem med en god mavefornemmelse og gerne appetit på flere fællesskaber med andre, der – som dig selv – stadig er aktive på arbejdsmarkedet, men ikke længere har børn boende hjemme. Par, singler, naboer og andet godtfolk er lige velkomne.

Når vi spiser sammen, deler vi livet sammen!

Vær med den 1. torsdag hver måned i xxxxx. Tilmelding på mail@mail.dk senest dagen før – vi har 50 pladser ved langbordet.

Livsovergange

Mange i alderen 50-70 år oplever skift i arbejdsliv, familie og identitet.

Samtidig er deres lyst til at lære, bidrage og være aktiv stadig stærk.

Relevante temaer for aktiviteter kunne være:

• Nye veje i livet

• Familieliv i forandring

• Identitet og formål

• Pension og udbetalingsstrategi

• Arv og formueplanlægning

• Frivillighed og engagement

• Nye interesser og passioner

Forslag til aktiviteter

• Fyraftensmøde: ”Pension – hvad så?”

• Foredrag: ”Livet som empty nester – når børnene flytter hjemmefra”

• Workshops om at bruge egne kompetencer i frivilligt arbejde Fx hvordan tidligere erhvervserfaring kan omsættes til værdi i en sag.

• Netværksgruppe: ”Work-Life-Balance

• “Fra erfaring til aftryk” Workshop, hvor en erhvervsprofil hjælper deltagerne til at finde ud af: Hvad har jeg opbygget gennem livet? Hvordan kan det bruges fremadrettet?

• Cafémøder: ”Byg bro til nye veje i livet”. Uforpligtende cafémøder om livet i den 3. alder med foredrag, inspiration og erfaringsudveksling.

På de næste sider finder du forslag til, hvordan invitationen til nogle af disse aktiviteter kan se ud.

SLAPPE AF

REJSE OG OPLEVE

MERE MOTION

TID TIL FAMILIEN FRIVILLIG

Mere liv i livet – hvad skal fylde nu?

Fyraftensmøde for dig, der nærmer dig pensionen

Når arbejdslivet slipper, opstår der plads til noget nyt. Men hvad skal den nye tid egentlig fyldes med?

Måske drømmer du om at finde en ny hobby, skabe noget sammen med andre – eller bare få ro til at tænke over, hvad der giver mening nu.

Til dette fyraftensmøde stiller vi skarpt på overgangen fra arbejdsliv til en ny livsfase. Vi inspirerer dig til at tænke i muligheder frem for begrænsninger – og deler idéer til, hvordan du kan forme et aktivt og meningsfuldt liv efter arbejdet.

Uanset om du allerede har sat datoen, eller bare begynder at kigge fremad, er du meget velkommen.

Kom og vær med – det handler om dig og det, der skal fylde i livet fremover.

17. september kl. 17-18.30

www.aeldresagen.dk/fyraften-mere-i-livet

Lokalafdeling

Work-Life-Balance

Netværk for dig, som nogle gange har svært ved at balancere mellem egne interesser og familiebehov.

Hvorfor Work-Life-Balance?

Vi kalder det Work-Life-Balance, fordi det handler om det pres, du kan føle, i en livsfase, hvor du på papiret har masser af tid og frihed efter at være trådt ud af det ordinære arbejdsmarked.

Dit udbytte af netværket

At få andres perspektiv på dilemmaer, vi hver især støder på, er ren livseliksir. Vi går gladere og klogere hjem fra netværksmøderne, hvor vi på skift forbereder cases til dagens møde.

Over 2-3 timer drøfter vi vores cases, og hvordan vi både kan holde fast i at være aktive og gøre ting, vi har drømt om hele vores arbejdsliv – og samtidig hjælpe vores gamle forældre eller passe vores børnebørn, når de er syge. En situation, der kan nemt give dårlig samvittighed og øge presset på, hvordan vi prioriterer vores tid mellem familie, fritid og arbejdsliv. Heldigvis er du ikke alene om det – og får forhåbentlig gode input til at håndtere situationen.

Tid & Sted

Vi mødes den første tirsdag i måneden kl. 15.00 på Kulturcentret i lokalet Udsigten.

Lokalafdeling

Cafémøder – byg bro til nye veje i livet

Er du begyndt at tænke over, hvordan livet skal tegne sig fremover for dig i din 3. alder?

Hvad med arbejde og fritidsliv – skal tiden og kræfterne omfordeles, og er der plads og lyst til nyt og mere? Hvordan følger kroppen, relationerne og økonomien med?

Temaerne og spørgsmålene kan være mange, og vi samler nogle af dem i en række cafémøder, hvor der er åbent for foredrag, inspiration og fælles erfarings- og idéudveksling om de mange muligheder, som fremtiden.

Det praktiske Ingen tilmelding nødvendig.

Alle møder finder sted på café xxxxx.

Læs mere om foredrag, temadrøftelser og rundbordssamtaler i rækken af cafémøder på www.aeldresagen.dk/lokalafdeling.

Livsstil

Mange står et sted i livet, hvor der er både tid og motivation til at prioritere sundhed, trivsel og ansvarlige valg i hverdagen.

Relevante temaer for aktiviteter kunne være:

• Fysisk og psykisk sundhed

• Kost og ernæring

• Bæredygtig livsstil uden afsavn

• Rejser og oplevelser

• Overgangsalderen – behandling og muligheder

Forslag til aktiviteter

Masterclass: Energi, søvn og restitution. Foredrag med søvnforsker eller lignende.

• “Små vaner – stor effekt” workshop. Adfærdsdesigner eller coach fortæller om, hvordan man ændrer vaner realistisk.

• Fyraftensmøder: Hold hjernen skarp. Forløb med viden om hjernens udvikling med alderen og øvelser i fokus, hukommelse og læring.

• Cafémøder om voksenlivets 2. fase: krop, Seksualitet, modenhed, økonomi og moderne familiekonstellationer.

• Temaaften med paneldebat: Læge, ernæringsekspert og træningsfaglig om forebyggelse og langsigtet sundhed

• Fyraftensmøder: ”Gør noget godt for dig selv og miljøet.” Deltagerne reparerer egne eller andres ting

På de næste sider finder du forslag til, hvordan invitationen til nogle af disse aktiviteter kan se ud.

Lokalafdeling

Reflekterende. Debatterende. Provokerende.

– Cafémøder om voksenlivets 2. fase

Vi har inviteret en række spændende foredragsholdere, provokatører og debattører til en møderække, hvor vi sammen diskuterer og reflekterer over temaer som:

• At blive eller være pårørende

• Krop og overgangsalder

• Køn og seksualitet

• Modenhed og nyorientering

• Moderne familiekonstellationer og parforhold

• Bolig og økonomi

Alle er velkomne. Kig på vores lokale hjemmeside www.aeldresagen.dk/lokalafdeling, og se, om et eller flere af årets ”Cafémøder voksenlivets 2. fase” kunne være noget for dig eller en, du kender.

Lokalafdeling

Fyraften med mening –

Gør noget godt for dig selv og miljøet

Fyraften med mening er en række uforpligtende cafémøder for dig, der har lyst til at bruge et par timer på noget praktisk, bæredygtigt og tilfredsstillende – i godt selskab med andre, der heller ikke er færdige med at være nysgerrige.

Hvad kan du lave?

Mulighederne er mange – og du vælger selv, hvad du har lyst til:

• Sy dit eget indkøbsnet af stofrester

• Få liv i din trætte kaffemaskine (eller blender, lampe – hvad du nu har derhjemme)

• Opgradér en skjorte, du ellers var ved at opgive

• Giv dit gamle grej nyt liv i stedet for at købe nyt

Hvad får du ud af det?

• En konkret ting med hjem, du faktisk kommer til at bruge

• Nye idéer til, hvordan du kan skrue ned for forbruget uden at skrue ned for kvaliteten

• Et pusterum efter arbejde, hvor hænderne får lov at tænke med

• Godt selskab og uformelle snakke med andre, der også gerne vil bruge tiden aktivt

Hvor og hvornår?

Vi mødes fredag i perioden fra oktober til december på Kulturhuset til fyraften kl. 17.00 – og arbejder et par timer. Ofte følges vi videre i byen og spiser sammen.

Natur og bevægelse

Mange i 50-70-årsalderen mærker et tydeligt ønske om at holde kroppen stærk, sindet klart og hverdagen meningsfuld. Naturen tilbyder et rum, hvor tempoet sænkes, og hvor bevægelse føles mindre som træning og mere som en integreret del af det gode liv.

Her får du nogle forslag til aktiviteter i naturen målrettet de unge ældre:

• Guidede vandringer med naturvejleder, fx sanketure

• Walk & Talk: vandreture i naturen med faciliterede samtaler

• Netværksmøder i naturen, fx bål, bobler og business

• Naturbaseret mindfulness med naturmentor – øvelser i opmærksomhed og nærvær i naturen

• Fyraftensmøder: “Pause i naturen” – restitutionssessioner

• Mikroeventyr i hverdagen – møderække med meningsfulde oplevelser i nærområdet, fx aftenture, bål, morgenbadning

• Natur & fællesspisning, fx mad på bål

På de næste sider finder du forslag til, hvordan invitationen til nogle af disse aktiviteter kan se ud.

Lokalafdeling

Natur, mad og fællesskab

Vi går i naturen og sanker, laver mad og spiser sammen

Tag med på en fælles gåtur i skoven med en naturvejleder og bliv klogere på naturens fødevarekammer.

Dét vi finder, bruger vi til at lave mad til fællesspisning i Naturvejlederhytten.

Alle er velkomne.

Lørdag den 14. juni kl. 10-14. Vi mødes xxx. Medlemspris 40 kr. (75 kr. hvis du ikke er medlem af Ældre Sagen).

Kontakt for spørgsmål: Navn Navnesen

Tlf. XX XX XX XX. Mail: mail@mail.dk

Tilmeld dig inden 1. juni på www.aeldresagen.dk/lokalafdeling

Lokalafdeling

Netværk i bevægelse

- Gå dig til gode samtaler

Hvad sker der, når man tager netværket ud af mødelokalet og sætter det i bevægelse?

Man får bedre samtaler. Mere ro i hovedet. Og ofte lidt skarpere tanker med hjem.

Vi inviterer til et netværk, hvor vi mødes i naturen og går en tur sammen – guidet af en naturmentor, der undervejs hjælper os med at bruge omgivelserne aktivt: til at sanse, koble af og åbne for samtaler, der faktisk giver noget.

Hvorfor gå og tale?

Der er noget særligt ved at gå side om side. Samtalen bliver mindre formel. Pauserne føles naturlige. Samtidig gør naturen sit: Den sænker tempoet, skærper sanserne og giver plads til refleksion.

Kort sagt: Det bliver nemmere at tale om det, der faktisk betyder noget.

Hvad får du ud af det?

• Et stærkere netværk med andre, der –ligesom dig – stadig er i gang og nysgerrige på næste skridt

• Bedre samtaler, fordi rammerne gør det lettere at være åben og konkret

• Frisk luft og let motion, der giver energi i stedet for at dræne

• Nye perspektiver på dit arbejdsliv og dine muligheder

• En pause fra skærm og møder, der faktisk føles som en pause

Hvad sker der på turen?

Vi mødes et sted i naturen og går en rute i roligt tempo. Undervejs introducerer naturmentoren små øvelser og refleksioner, der sætter gang i både sanser og samtaler. Der er plads til både fælles snakke og mindre dialoger undervejs – og du bestemmer selv, hvor meget du vil dele.

Du behøver ikke være friluftsmenneske. Bare have lyst til at gå en tur og møde andre, der også gerne vil noget med deres tid.

Praktisk

Tid: XX kl. 17–20. Sted: XX

Tilmelding: XX

Kom godt videre

Forhåbentlig er du blevet inspireret til opgaven med at lave aktiviteter for de unge ældre. Så er næste skridt at få ført idéerne ud i livet.

Hold øje med kursuskataloget 2027, hvor vi udbyder kurser for frivillige, der skal drive aktiviteter for unge ældre.

Få inspiration på Frivilligportalen

Hold øje med Frivilligportalen, der vil løbende komme nye eksempler på aktiviteter for unge ældre, som andre lokalafdelinger har haft succes med.

Følg med her: www.aeldresagen.dk/inspirationskatalog

Hjælp til plakater, annoncer m.m.

Har I brug for hjælp til at sætte plakater, annoncer eller andet markedsføringsmateriale op? Eller ønsker I at bruge noget af det viste materiale tilpasset med lokalafdelingens kontaktoplysninger?

Så skriv til design@aeldresagen.dk og få hjælp med at få det sat op.

Del gerne jeres erfaringer

Det er altid brugbart at lære af hinandens erfaringer – og hvorfor opfinde den dybe tallerken, hvis en anden lokalafdeling har gjort det før jer?

Del gerne jeres gode eksempler på aktiviteter, som lokalafdelingen har haft succes med. Skriv til Christian Holm, cho@aeldresagen.dk, så vil sekretariatet sørge for at dele erfaringerne på tværs af lokalafdelingerne.

Nyttige links

Inspiration til foredrag, ture og arrangementer

Find flere forslag her: www.aeldresagen.dk/gruppetilbud

Find flere frivillige

Har I brug for frivillige til aktiviteter for de unge ældre?

Se mere på Frivilligportalen: www.aeldresagen.dk/opret-dit-opslag

Læs mere om de unge ældre

Besøg Ældre Sagens redaktionelle univers og find relevante artikler: oase.aeldresagen.dk

Billedbanken

I Billedbanken finder du billedmateriale, der er godkendt til brug i Ældre Sagen. Tag afsæt i anbefalingerne fra det gode værtskab, når du skal finde et passende billede til målgruppen.

Se de mange muligheder her: billeder.aeldresagen.dk/login

Ældre Sagens jobbank

Skal du lave en aktivitet, der vedrører jobsøgning, CV eller lignende for unge ældre?

Find inspiration og viden i Ældre Sagens jobbank: www.aeldresagen.dk/jobbank

FrivilligService

Her kan du få hjælp til at bestille materialer, foldere og meget mere. Tlf. 33 96 86 90

E-mail: frivilligservice@aeldresagen.dk

Det er nemmere, end du tror…

Forhåbentlig har dette katalog inspireret dig til at starte nogle aktiviteter for de unge ældre, som viser interesse for eller allerede er en del af Ældre Sagen.

Det behøver ikke at være et stort arbejde at tænke de unge ældre ind, for der er allerede masser af gode og relevante aktiviteter i Ældre Sagens lokalafdelinger.

Kig gerne på nogle af de aktiviteter, I allerede har på paletten, og overvej, om I kan give dem et twist, så de henvender sig til de unge ældre.

Tak fordi du læste med!

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Flere unge ældre med i fællesskabet inspirationshæfte by Ældre Sagen - Issuu