Skip to main content

Faktaark 5 Vi skal kunne dø trygt og smertelindret

Page 1


Vi skal kunne dø trygt og smertelindret

For at få den bedst mulige afslutning på livet er det afgørende, at medarbejderne er rustet til at tale med ældre og deres pårørende om deres ønsker til den sidste tid.

De fleste ældre mennesker ønsker at dø derhjemme. For mange giver det en tryghed at dø i eget hjem eller på plejehjem, hvor man bor.

Det kræver et tæt samarbejde og de rette ressourcer at sikre pleje, omsorg og behandling af høj kvalitet i den sidste tid. Der er i dag store forskelle mellem kommuner og regioner i, hvordan opgaven håndteres.

Mange ældre bliver i dag ikke smertelindret korrekt, og der er udbredt ulighed i adgangen til lindrende indsatser, hvor alder, diagnose og postnummer har indflydelse på, hvilken behandling der bliver tilbudt.

Personalet mangler ofte tid, kompetencer og ressourcer til samtaler, nærvær og kompetent behandling i den sidste tid. Det er helt afgørende, at der er de rette kompetencer i det nære sundhedsvæsen til at smertelindre tilstrækkeligt. Dette bør ske i tæt samarbejde med egen læge, hospital eller akutsygeplejen.

Fakta

34 pct. af danskerne ønsker at dø derhjemme, 11 pct. på hospice, 2 pct. på hospitalet og 33 pct. har ikke taget stilling.1

Hver fjerde plejehjemsbeboer dør indenfor 9 måneder eller kortere.2

Ca. 50 pct. af danskerne dør i eget hjem eller på plejehjem.3

Ca. 50 pct. af plejehjemsbeboere lider af en eller flere kroniske og/ eller livstruende sygdomme, og mindst to ud af tre plejehjemsbeboere har en demenssygdom. Stort set alle plejehjemsbeboere vil have gavn af palliativ indsats.4

Ældre Sagen mener:

• Der skal være mål for palliation i nærsundhedsplaner med ret til palliativ pleje i hjemmet og støtte til pårørende.

• Der skal være lige adgang til palliation – uanset alder, diagnose, bopæl og socioøkonomisk baggrund.

• Vi skal tale om døden – svækkede ældre skal tilbydes samtaler om den sidste tid.

• Palliative indsatser skal være en integreret del af plejen og omsorgen for alvorligt syge mennesker.

• Udvidelse og nytænkning af hospice skal hjælpe flere til at dø i trygge omgivelser.

• Systematisk samarbejde mellem kommuner og egen læge/ hospital/ akut sygepleje om palliation, herunder styrkelse af udkørende palliative teams.

• Kommuner og regioner skal sikre, at pleje- og sundhedspersonale løbende videreuddannes, så de har kvalificeret viden og kompetencer om palliativ indsats.

Et registerstudie fra 2022 viser, at næsten to tredjedele af de yngste kræftramte mellem 18 og 39 år får specialiseret palliation frem mod døden. I gruppen over 80 år får kun en fjerdedel specialiseret lindring inden døden.5

1 Undersøgelse fra Ældre Sagen fra 2018.

2 Analysenotat, Plejehjemsbeboere, KL, januar 2024.

3 REHPA; Dødssted og dødsårsager blandt voksne i Danmark – i perioden 2012-2020, 2024.

4 REHPA; Satspuljen ”En værdig død – modelkommuneprojekt” En tværgående slutevaluering, 2019.

5 Adsersen et al. Journal of Palliative Medicin 26(1) 2022 https://www.liebertpub.com/ doi/10.1089/jpm.2022.0087

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook