




RIGTIG MEGET SAMMEN

![]()





RIGTIG MEGET SAMMEN

Her i Ældre Sagen holder vi de såkaldte dialogmøder to gange om året – over fem dage i maj og igen i september. I løbet af de dage mødes vi med samtlige lokalafdelinger, og som landsformand betragter jeg dialogmøderne som nogle af de vigtigste møder, vi har. Her får vi mulighed for at tale sammen om det, der er aktuelt og vigtigt, både i lokalafdelingerne, i landsbestyrelsen og i sekretariatet. Og netop nu, hvor vi er i gang med arbejdet frem mod en ny strategi for Ældre Sagen 2028-2032, er det ekstra vigtigt, at vi får hørt jeres tanker, erfaringer og ønsker. De input skal indgå i planlægningen af den næste strategiperiode.
På dialogmøderne i maj blev det meget tydeligt, hvor værdifulde møderne er. Debatten var både levende og engageret, og en stor del af samtalen handlede om at give input til, hvordan vi bevarer sammenhængskraften i Ældre Sagen.
Spørgsmålet er vigtigt: Hvordan sikrer vi, at kæden stadig hænger godt sammen – fra den enkelte frivillige til lokalafdelingen, distriktet, landsbestyrelsen og sekretariatet i Snorresgade – også med den størrelse, Ældre Sagen har i dag?
Det gav anledning til mange gode råd og bemærkninger, som vi nu arbejder videre med. Og det var en fornøjelse at opleve, hvor interesseret og positivt der blev gået til værks.
Jeg vil heller ikke undlade at nævne pauserne. Dem skal man bestemt ikke forklejne. Her bliver der taget mange gode, uformelle snakke, både på tomandshånd med formanden, med de medlemmer af landsbestyrelsen, der deltager undervejs, og med konsulenter og medarbejdere fra sekretariatet. Også her bliver der udvekslet synspunkter, givet gode råd og knyttet vigtige forbindelser.
Jeg ser frem til, at vi mødes igen til dialogmøderne i september.

Landsformand Birger Rasmussen bir852@aeldresagen-post.dk





22
Snorresgade 17-19
2300 Kbh. S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk
Ansvarshavende
Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk
Redaktør Tea Sletved tsl@aeldresagen.dk
Oplag 20.000
Udsendes fire gange årligt
Design og tryk vahle+nikolaisen
4
Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven.
Frivillige giver nuet værdi
Selv når fremtiden er svær, kan frivillige i Demenscaféen i Tårnby skabe øjeblikke af glæde, ro og fællesskab.
8
Opskrift på mandefællesskab
På tre år har Knud Erik sammen med frivillige opbygget et Herreværelse, hvor mere end 100 mænd mødes om samvær og nye relationer – kig med i hans drejebog.
12
16
Giv plads til livet som alene
Når samtalen kredser om par, børn og børnebørn, kan nogle falde udenfor. Marianna viser, hvordan vi kan skabe fællesskaber med plads til flere erfaringer.
Frivillige rykker lokalpolitikken
I Frederikssund tog frivillige sagen op, da rengøringshjælp blev skåret væk – og de viste, at lokalt engagement kan gøre en forskel.
18
Et årsmøde – og et farvel
Ved et velplanlagt årsmøde i Ribe siger Jenny farvel efter 14 år som formand. Og hun har selvfølgelig sørget for, at stafetten går videre i gode hænder.
22 Når roen kommer på fire poter
Sammen med sin hund giver skolevennen Zoe elever et trygt rum, hvor skuldrene sænker sig, og koncentrationen stiger.
26 Gode rammer for det sværeste nærvær
I Vejen har Mona og det palliative team opbygget et samarbejde, der styrker vågetjenesten og hjælpen til dem, der skal herfra.


”Vi ved godt, at fremtiden ikke er lys.
Men nuet er også værd at gribe!”
Al forskning viser, at frivilligt arbejde er givende. Men det kan også være hårdt. Især når dem, man hjælper, kun bliver dårligere. I Demenscaféen i Tårnby har man valgt at fokusere på de små glimt af lykke, der stadig findes i nuet, frem for den fremtid, ingen alligevel kender
Der er en stille summen af stemmer i den gamle postmesterbolig i Tårnby. Det sidste brev er for længst blevet afsendt fra matriklen. Og den fine gamle bygning danner i dag ramme om flere af Ældre Sagens lokale aktiviteter. I dag er det Café Livsglæde – en café for mennesker med demens og deres pårørende – der er rykket ind i de hyggelige stuer. Der er dækket op med kopper med guldkant og friske blomster i vaser. Og puddersukkermadder. En efterhånden glemt spise, som mange af caféens gæster imidlertid kan huske, de fik som børn.
”Det er altid skønt, når vi kan vække nogle minder,” siger aktivitetsleder Bente Olofsen.
Det er snart ti år siden, hun påbegyndte projektet. Umiddelbart efter at hendes egen mand var gået bort efter et kort, men intenst demenssygdomsforløb. I dag driver hun Café Livsglæde sammen med en lille fasttømret gruppe frivillige, der alle som hun selv har haft demens tæt inde på livet.
”Det skal være et trygt sted at komme. Her er ingen, der griner, hvis nogen kommer til at drikke af flødekanden. Og selvom vi først og fremmest hygger os, skal der også være plads til den sorg og frustration, demenssygdommen efterlader i de ramte og deres pårørende,” siger Bente og fortsætter:
”Vi er ikke naive. Vi ved, hvor hårdt det er, og at det ikke er en sygdom, vi kan stille noget op med. Det kan give en følelse af afmagt. Vi ved jo godt, at fremtiden ikke er lys, men nuet er også værd at gribe ud efter. Og det er det, vi fokuserer på her i caféen.”
De gode stunder findes i nuet
Og det er lige præcis sådan, eksperter opfordrer frivillige til at gribe de situationer an, hvor deres indsats ellers hurtigt kan komme til at føles som en dråbe i havet, og de mennesker, de arbejder for at hjælpe, ikke har udsigt til at blive raske eller få det bedre.
Sådan lyder det fra Conny Hjelm, der er master i diakoni og blandt andet underviser Ældre Sagens frivillige i, hvordan de håndterer udfordringer i forbindelse med arbejdet med sårbare og syge mennesker.
”Det kan være vanskeligt for alle – også for professionelle – at arbejde med mennesker, der ikke har udsigt til at blive raske, men tværtimod forventes
Jeg er helt indforstået med, at flere af vores gæster i caféen kun vil blive dårligere

at blive dårligere. Vi vil gerne skabe forandring og forbedring, men det er ikke altid en mulighed. Og så kan vi blive ramt af stor afmagt, hvis ikke vi forstår, at det nogle gange ikke handler om at skabe et rum for forandring, men et rum for væren. Et rum hvor man ikke skal være andet end nærværende i nuet. Og at det faktisk er meningsfuldt helt i sig selv,” siger hun.
En svær, men meningsfuld opgave
Det kan lyde nemt. Men det er det ikke, understreger Conny.
”Som frivillig mærker man typisk glæde og meningsfuldhed, når dem, man hjælper, får det bedre eller udvikler sig i en god retning. Men når det ikke sker, kan man opleve det stik modsatte. Ærgrelse over egen indsats og bekymring for, om det, man gør, er godt nok. Og det er en meget vanskelig følelse, når man netop er sat ud for at gøre noget godt for andre.”
Ifølge Conny er første skridt at gøre sig klart, at forandring og forbedring ikke altid er målet. Og at det meningsfulde også kan findes i det enkle nærvær. Samtidig skal man forstå, at det, at der ikke sker forandring, ikke er en refleksion af ens indsats, men et vilkår. Og endelig skal man anerkende, at det ikke er altid, man har det overskud, det kræver at sidde i den afmagt, der kan opstå. Og at det er OK.

”Selv professionelle i omsorgs- og sundhedsfag, som har uddannelse og forudsætninger for at tackle de udfordringer, de møder, kan føle sig overvældede. Det er vigtigt at anerkende, at de følelser er naturlige, og give dem plads,” siger Conny og fortsætter:
”Når man indstiller sig på, at man ikke kan alt, og at målet ikke altid er fremdrift og forandring, bliver det pludselig klart, hvor stor værdi og meningsfuldhed, der findes i at være i nærværet og nuet sammen med mennesker, som netop har brug for lige det.”
I Café Livsglæde får nuet lov til at blomstre
Det er en oplevelse, Bente kender til.
”Jeg er helt indforstået med, at flere af vores gæster i caféen kun vil blive dårligere. Nogle af dem kan meget lidt. Enkelte har ikke noget sprog. Men jeg ser det slet ikke som min opgave at skulle bedre det. Jeg ser det som min opgave at se på dagsformen og på, hvordan vi kan få den bedste stund sammen lige her og nu,” siger Bente.
Det er lige dér, glæden ved den frivillige indsats ligger, mener hun.
”Altså jeg føler mig faktisk altid opløftet, når jeg går herfra. Uanset hvor lidt eller hvor meget der er sket,” siger Bente.
”Det er de små glimt for mig. Et smil, et knus eller en latter. Eller bare det, at vi har delt disse timer sammen. Det er det, der betyder noget for mig.”

Lyt frem for at anvise
Vi kan alle have lyst til at hjælpe og anvise, når vi møder mennesker, der har det svært. Men er man ramt af alvorlig sygdom eller andre svære livsomstændigheder, har man først og fremmest brug for at blive rummet, lyttet til og anerkendt. Spørg ind, og giv udtryk for, at situationen er hård, frem for at give gode råd eller øse ud af egne erfaringer og eksempler. Anerkendelsen og nærværet er det vigtigste.
Forstå, at brok ikke handler om dig
Vi kalder dem ’brok-kaldere’. Mennesker, der har det svært, og uanset hvordan man tilrettelægger en aktivitet, vil finde ting at brokke sig over. Men det handler i virkeligheden ikke om noget, du har gjort galt. De ’kalder’ dig blot til sig med deres ’brok’, fordi de ønsker dit nærvær og din opmærksomhed. Giv dem dit nærvær uden at tage brokken til dig.
Pas på dig selv
Omsorg kan være omkostningstungt, selvom det er en givende gerning. Husk, at det er helt naturligt at føle udmattelse og afmagt. Giv plads til følelserne, og træk dig, hvis du har brug for en pause.
Kilde: Conny Hjelm


På bare tre år er det lykkedes Knud Erik Lykkegård og Ture Skriver at skabe et Herreværelse med langt over 100 medlemmer, der tæller såvel sårbare som ressourcestærke mænd. Han deler gerne ud af sine erfaringer – han har nemlig skrevet opskriften ned
Forskning viser, at mænd har større risiko for ensomhed og sværere ved at skabe nye relationer end kvinder. Men det kan være svært at få øje på, det øjeblik man træder ind i Herreværelset i Rødovre.
Her er en summen af stemmer i de smukke højloftede lokaler, kommunen stiller til rådighed for arrangementet. Grin, udbrud og latter. Men også stille samtaler. Af den slags, der finder sted mellem færre og i fortrolighed. Over 50 fuldvoksne mænd er samlet omkring de opstillede borde. Over sild, snaps, øl og smørrebrød. Og til tonerne af bandet Zealands covernumre af 60’erne, 70’erne og 80’ernes tidstypiske soundtrack.
Det er svært at tro, at det kun er tre år siden, tovholder og frivillig Knud Erik Lykkegård satte projektet i søen. Men det er det.
”Vi er næsten 120 medlemmer i dag”, siger manden med sixpencekasketten og det store smil.
”Her er fuldt hus næsten hver gang. Og nye medlemmer kommer hele tiden til.”
Succesen i Rødovre skyldes masser af gåpåmod, hårdt slid og en stor indsats fra en lille, men aktiv gruppe af lokalafdelingens frivillige.
Men det skyldes også noget andet.
Et fælles fodslag – og manifest
Knud Erik og hans makker, tovholder Ture Skriver, gik metodisk til værks efter nogle principper, de havde formuleret, før de begyndte, og der er blevet skrevet en regulær drejebog for arrangementet, efter at det var sat i søen. For at ridse bevæggrundene op for, hvorfor et Herreværelse overhovedet var nød-
Jeg kan lægge mig syg i morgen og alligevel være sikker på, at det hele kører som smurt
vendigt. Og for at sikre, at det ikke kun blev en lukket klub for de ressourcestærke, men en klub for alle.
”Jeg tror på, at de frivillige, der lægger deres tid og energi i et projekt som dette, skal inkluderes og have indsigt i, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad meningen med det hele er. Det er sådan, man skaber et stærkt hold og sikrer, at det projekt, man sætter i søen, kører på skinner,” siger Knud Erik.
”Jeg kan lægge mig syg i morgen og alligevel være sikker på, at det hele kører som smurt. Fordi vi har en fælles plan, og det hele står skrevet ned i vores drejebog.”
Et miks af sårbarhed og styrke
Knud Erik savnede selv et sted at mødes med andre mænd. For at tale ”lidt motor og værksted”, som han siger. Men han kendte også til statistikkerne. Om mænd der, især når de bliver alene, er i større risiko for ensomhed og mistrivsel.
De fakta står nu nedfældet i drejebogen som en reminder om, at der skal gøres en ekstra indsats for






at tiltrække og fastholde netop de mænd, som kan være mere udsatte og sårbare.
For eksempel ved at sørge for, at mænd, der ikke har computeradgang, får en fysisk invitation. Og mere end bare en enkel påmindelse i de tilfælde, det er nødvendigt. Og ved at insistere på et rotationsprincip ved bordene, så der ikke opstår kliker.
”Deltagerne møder op og trækker et spillekort. Og så skal de finde det bord, der matcher kortet. På den måde sørger vi for, at folk ikke lukker sig i grupper. Og at nye forbindelser kan opstå,” siger Knud Erik.
I drejebogen kan man også læse, at det er vigtigt at stræbe efter et godt miks af ressourcestærke såvel som sårbare medlemmer.
”Det er vigtigt, at der også kommer mænd med overskud. Det er det gode miks, vi går efter. Og det betyder, at der skal være en andel af ressourcestærke, som kan give dem, der måske har brug for det, en ekstra hånd til at komme i gang med samtalen,” siger Knud Erik, der også afslører, at han og de andre frivillige godt kan snyde lidt med spillekortene for at sikre for eksempel nye medlemmer en god plads.
Der skal også være plads til det svære
Det skal være sjovt og løfte ens humør at komme i Herreværelset i Rødovre, lyder det fra Knud Erik.

”Vi må gerne bruge tid på det sjove og lette. Vi sørger for indslag, som er typisk rettet mod mænds interesser. Et foredrag med en fra Beredskabsstyrelsen eller med tidligere politichef Peter Larsen for eksempel. Det kan være afsæt for en samtale. Men de indbudte talere må ikke fylde for meget. Deltagerne har nemlig også brug for at tale sammen indbyrdes. Om det, der optager dem. Også det svære,” siger Knud Erik og fortsætter:
”Det, tror jeg, vi har lidt sværere ved som mænd. Derfor bliver jeg også bare så kisteglad, når jeg ser det ske. At der faktisk er gode samtaler. Om sygdom og tab og andet, der kan være svært at tale om. Nogle skal lige tage lidt tilløb. Men jeg kan se, at der er plads og rum til det,” siger Knud Erik.
”Og så er det jo det hele værd.”
Kvartetten Zealand spiller op igen. Med et af de helt store danske hit, fra dengang far var dreng. Der kommer kaffe og wienerbrød på bordet. Og tonerne fra Gasolins album ’Gør det noget’ fylder rummet med et velkendt og passende omkvæd:
De siger: ”Hva’ ska’ du ha’ min dreng?”
Jeg si’r: ”Det bedste. Det bedste til mig og mine venner.”


”Tabet gjorde mig mere indesluttet”
Leif Jensen, 78 år, tidligere assurandør. Første besøg i Herreværelset.
”Jeg skulle nok presses lidt til at komme. Men min kone mente, at det var en god idé, at jeg begyndte at overskride parcellen igen. Jeg mistede min datter, Pia, i 2018. Hun blev kun 38 år. Tabet har betydet, at jeg er blevet mere indesluttet og har holdt mig mere hjemme. Jeg står ved hækken og taler gerne med dem, der kommer forbi. Men jeg er ikke opsøgende mere. Når man mister et barn, er der mange, der trækker sig. De ved ikke, hvad de skal sige. Så er det nemmere bare at blive hjemme.”
Hvad synes du om dit første besøg på herreværelset?

Vil I også holde Herreværelse?
Så hør mere hos
Lars Berg Schovsbo, konsulent for mandefællesskaber, på tlf.: 23 47 79 95 eller lbs@aeldresagen.dk


”Det er svært at sige efter en enkelt gang, men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg kommer igen. Silden var ualmindelig god.”
”Her kan jeg tale frit fra leveren” Finn Jensen, 72 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet. Er kommet i Herreværelset siden begyndelsen.
”Jeg så arrangementet ved et tilfælde i Ældre Sagens blad og tænkte, at det lige var noget for mig. Selvom jeg er glad for selskaber med kvinder, findes der et frirum i kun at være mænd. Vi taler frit fra leveren og skal ikke tage hensyn til sprogbrug eller til, om vi risikerer at fornærme nogen. Det er der en sund følelse af frihed i.”
Hvad har overrasket dig ved at komme i Herreværelset?
”At vi sagtens kan løfte de opgaver, der nok traditionelt løftes af kvinder. Her er svagtseende og dårligt gående. Dem kan jeg godt skænke en kop kaffe eller hjælpe på plads. Og selvom jeg skal hjem til min kone, så vil jeg gerne lægge ører til, hvordan det er at være enkemand. Der er ingen fornuft i, at nogen skal sidde alene og kukkelure.”
”Her er jo ingen kvinder at imponere”
Bjarne Håkansson, 82 år, globetrotter og ny i Herreværelset.
Jeg har prøvet mange ting i mit liv og rejst i 99 lande, så jeg var ikke bange for at springe ud i det. De taler måske lige lidt meget biler for min smag, men jeg kommer igen. Og jeg vil sige, at mine rejser har lært mig, at Danmark er et land, hvor man passer på hinanden. Det er det her jo et godt eksempel på.
Hvad betyder det for dig, at her kun er mænd?
Her er jo ingen kvinder at imponere. Og så kan man slappe lidt af i sin ageren og være knap så forfængelig.



ikke længere er to”
Ældre Sagen arbejder for at mindske ensomhed. Men ensomhed findes i mange former, lyder det fra Marianna Egebrønd. Hun lever et aktivt og socialt liv, men mærker alligevel en følelse af det, hun kalder ’alenehed’, efter sin mands død

Marianna Egebrønd var sammen med nære venner, da hun mærkede følelsen første gang. En oplevelse af pludseligt at føle sig meget alene blandt andre mennesker. Det var ikke længe efter hendes mands, Sørens død, og en af de første gange, hun var ude på egen hånd. Derfor havde hun også sørget for at være i godt og trygt selskab. Alligevel ramte følelsen hende med en styrke, hun ikke var forberedt på.
”Jeg fik pludselig en oplevelse af at være meget alene blandt de andre. Det var ikke, fordi Søren og jeg plejede at være klinet op ad hinanden, når vi var ude. Men det gik op for mig, at når jeg før havde følt et tomrum, så søgte jeg ham helt naturligt. Ikke nødvendigvis for at tale med ham. Vi kunne også bare stå lidt sammen eller give hinandens arm et klem.”
Det er ti år siden, Søren døde. Men følelsen af at være alene, findes stadig i Marianna. Og det var derfor, hun i foråret valgte at sende Ældre Sagen et uopfordret brev, da hun så, at netop ensomhed er et særligt indsatsområde for organisationen.
Alene blandt andre
”Jeg ville gerne gøre opmærksom på, at ensomhed findes i mange former. Jeg er selv et meget aktivt og socialt menneske. Jeg har mange og gode venner. Går i biografen, ser kunst, hører foredrag, vandrer og spiller tennis. Alligevel kender jeg til ensomheden. Eller jeg vil nok snarere kalde det en følelse af alenehed. Jeg tror imidlertid, at den følelse af alenehed meget nemt kan udvikle sig til ensomhed, hvis ikke vi handler forebyggende på den,” siger hun.



Som alene ender jeg ofte med at blive den lyttende og passive part. Og det er et svært sted at være hele tiden
Det Marianna gerne vil sætte fokus på er den ensomhed – eller alenehed – der kan opstå, når man bliver alene efter et dødsfald.
”Der er selvfølgelig sorgen. Men den her følelse af at være alene blandt andre er noget andet. Jeg skænkede det ikke selv en tanke, da jeg selv var del af et par. Men nu kan jeg se, hvordan vi, der er alene, ofte ender lidt i udkanten af fællesskabet.”
Marianna ser det i alle sammenhænge. Til middags- og aftenarrangementer. På vandreture eller udflugter. Både i privat og i Ældre Sagens regi. Selv på tennisbanen kan hun mærke det.
Ikke af ond vilje
”Det er det samme mønster, der findes til en middag som til tennis. De, der er del af et par, har en naturlig tendens til at tale om sig selv som par. Altså tale meget om de oplevelser, de har som par. Fælles oplevelser, rejser og begivenheder. Jeg tror bestemt ikke, det er for at udelukke andre. Jeg gjorde det jo selv. Inddrog helt naturligt Søren i de oplevelser, jeg talte om. Fortalte om det, vi havde oplevet og set. Man vil jo gerne dele ud af det gode i sit liv,” siger Marianna.
”Som alene ender jeg ofte med at blive den lyttende og passive part. Og det er et svært sted at være hele ti-
den. Jeg lytter gerne og stiller spørgsmål, men på et tidspunkt går jeg død i det. Bliver helt tom for energi. Og føler mig bare pludselig meget alene.”
Et vilkår for mange ældre borgere Marianna og Søren fik aldrig børn sammen. Så Marianna har hele sit liv kendt til det med at stå udenfor samtalen, der fylder meget i sociale sammenhænge. Den om børn. Og nu også børnebørn.
”Jeg har ofte tænkt på Ritt Bjerregård-reglen i den sammenhæng. Ritt fik aldrig børn. Og hun fortalte, at hun startede enhver form for social sammenkomst med at sætte 10-15 minutter af til at tale børn. Og så kunne samtalen fortsætte om alt muligt andet,” siger Marianna.
”Jeg tænker, at det måske kunne være en idé til de mange frivillige, der arrangerer aktiviteter i Ældre Sagen. Måske kunne man sætte lidt tid af til

at tale om de emner, der typisk fylder meget: børn, sygdom og parliv. Og så give det et forsøg med nogle af alle de andre emner, livet også er fuldt af?”
En mulighed er at tematisere sammenkomster. Omkring kunst, historie, sport, håndarbejde eller musik. Arrangører kan også være bevidste om at fordele de fremmødte par lidt ud blandt de enlige, så der naturligt opstår mere mingling. Og endeligt kunne man forestille sig, at man ude i de forskellige lokalafdelinger blev mere opmærksomme på at lave arrangementer målrettet dem, der er blevet alene og skal finde fodfæste i fællesskabet igen.
I virkeligheden handler det, ifølge Marianna, først og fremmest om at skabe mere synlighed og bevidsthed omkring problematikken.
”Jeg var ikke selv særlig god til det. Jeg var simpelthen ikke bevidst om det, da jeg selv var del af et par. Det
Jeg fik pludselig en oplevelse af at være meget alene blandt de andre

tror jeg ikke, mange er. Men jeg tror, at hvis den bevidsthed bliver større, så kan vi – også parrene – bedre handle på det. Og skabe bedre samhørighed med de enlige,” siger hun.
”Det drejer sig jo ikke om et lille flertal. Mennesker midt i livet bliver heldigvis sjældent alene på grund af dødsfald, men det er et vilkår ved at blive ældre. Vi er mange, der er alene nu. Og jeg tror, at mange, der oplever den følelse af pludselig at føle sig alene blandt andre, er i risiko for at blive regulært ensomme.”
Det er langt sværere at hjælpe mennesker ud af ensomhed, når den først har bidt sig fast, mener Marianna. Derfor er det vigtigt at have øje for, at ensomhed – eller alenehed –kan have mange former og se meget forskellig ud.
Den kan sagtens findes blandt menneske, der ellers ved første øjekast lever sociale og aktive liv. Går
ud, nyder kultur, vandrer og spiller tennis.
”Det er det perspektiv, jeg gerne vil gøre opmærksom på,’” siger Marianna.
”Jeg kunne godt selv have brugt en større grad af forståelse for den følelse af alenehed lige efter Sørens død, hvor den var allerstærkest. Jeg håber, at mine erfaringer kan komme andre til hjælp.”
Marianna Egebrønd er 71 år gammel og bor i Vesthimmerlands Kommune. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet som pædagogisk konsulent i en lang årrække. I dag er hun pensioneret – hvilket hun nyder.
”
Da kommunen ville skifte rengøringshjælp ud med robotstøvsugere
i Frederikssund, gik Bente Christensen og Vicki Hansen til kamp for ældres rettigheder
Den ene sag var så absurd, at Bente Christensen og Vicki Hansen havde svært ved at tro, den var sand.
En ældre kvinde med halvsidig lammelse, der boede i et lille hus fordelt på hele tre forskellige etager, skulle ikke længere have rengøringshjælp. I stedet skulle hun have en robotstøvsuger.
”Vi troede, det var løgn. Hvordan havde kommunen forestillet sig, at en kvinde med halvsidig lammelse skulle kunne gøre sin etagedelte bolig ren med en robotstøvsuger?” siger Bente, der er formand for Frederikssunds lokalafdeling.
Sagen var bare en af mange, der landede på de to kvinders bord i sommeren 2023. For flere af Frederikssunds ældre borgere begyndte pludselig at ringe til Ældre Sagens lokalafdeling med samme problem. Kommunen havde meddelt dem, at de ikke længere ville modtage rengøringshjælp. I stedet skulle de benytte robotstøvsugere.
”De var dybt ulykkelige. Og mistede fuldstændig tilliden til systemet. Tæppet blev jo bare revet væk under dem,” siger Vicki, der er aktivitetsleder for lokalafdelingens bisiddergruppe.
Så bort fra loven
De to kvinder besluttede sig hurtigt for at gribe ind og rakte ud til lokalpolitikerne med det samme. Både telefonisk og via mail. Da det ikke syntes at have nogen synderlig effekt, gik de skridtet videre og henvendte sig til såvel den lokale presse, som til Ældre Sagens politiske konsulenter og Rejseholdet, hvor de bad om råd og vejledning til, hvordan de bedst kunne hjælpe de ældre borgere.
”Det betød noget, at pressen tog sagen op og skildrede, hvordan man med brask og bram pludselig ville have alle til at bruge robotstøvsugere uden at skele til deres mobilitet og boligforhold. Og vi sørgede selvfølgelig for at hjælpe journalisten med alle de informationer og cases, han havde brug for,” siger Bente.
Samtidig stod det klart, at kommunen ikke havde handlet i overensstemmelse med forvaltningsloven, da rengøringshjælpen var blevet fjernet, uden at der var sket et hjemmebesøg og foretaget en konkret vurdering af den enkelte borger.
Og herfra begyndte der at ske noget.
En ny adgang til politikerne Lokafdelingen inviterede samtlige partier til valgmøde i forbindelse med
kommunalvalget, hvor blandt andet robotstøvsugerne blev taget op som emne. Og den nyvalgte borgmester og de nyvalgte politikere var langt mere lydhøre over for de to kvinders indsigelser.
”Det viste sig, at der var tale om en misforståelse mellem politikerne og administrationen. Politikerne troede, at de lovpligtige vurderinger blev foretaget. Det skete bare ikke. Der blev kun kigget i journalerne, ikke taget på nogen hjemmebesøg,” siger Vicki og fortsætter:
”Nu får borgerne besøg af en visitator, som laver en konkret og individuel vurdering.”
Samtidig har kommunen besluttet, at visitatorerne skal gennem en kompetenceudvikling, så de bliver skarpere på opgaven. Og endelig har kommunens centerchef for Sundhed, Forebyggelse og Ældre inviteret Bente og Vicki til faste møder hvert kvartal.
”Vi oplever en helt anden respekt og har fået en helt anden adgang til politikerne. Vi er også netop blevet inviteret med til en konference om velfærdsteknologi, som vi selvfølgelig har takket ja til. Vi er jo absolut ikke modstandere af velfærdsteknologi. Den skal bare give mening,” siger Bente og forsætter:




”Man kan vel sige, at vi har fået en lokalpolitisk stemme. Og den har vi tænkt os at bruge.”
Kampen fortsætter
Den større lydhørhed betyder nemlig ikke, at alt er fryd og gammen i Frederikssund.
”Vi arbejder videre for at sikre de ældste borgeres rettigheder. Og det er der brug for. Vi hører stadig fra ældre, der står til at miste hjælpemidler, de mener at have krav på. Alt fra støttestrømper, til kørestole og ortopædiske sko. Eller borgerne oplever, at deres rettigheder på an-





den vis ikke imødekommes. Her er vi klar til at hjælpe. Ved at deltage i hjemmebesøg og møder med kommunen eller hjælpe med parthøringer og anker,” siger Vicki.
På det overordnede plan arbejder de to kvinder fra Frederikssunds lokalafdeling for at sikre, at rettighederne fremover honoreres i udgangspunktet. Så borgerne ikke skal ud i slidsomme kampe.
”Der er stadig masser af tage fat på, men vi kan mærke, at der en helt anden lydhørhed hos politikerne nu,” siger Bente.
Hvad betyder den nye ældrelov?
Den ny ældrelov, der trådte i kraft den 1. juli 2025, har i høj grad rykket ansvaret for de ældre ud i kommunerne. Loven fjerner mange tidligere regler, hvilket betyder, at kommunerne får større frihed til at organisere hjemmehjælp og pleje med fokus på kvalitet og den enkelte borgers selvbestemmelse. Da ansvaret er flyttet ud, kan kvaliteten og indholdet af ældreplejen imidlertid variere fra kommune til kommune. En analyse fra 2025 viser, at mange kommuner har nedprioriteret ældreområdet, mens andre udmærker sig. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at Ældre Sagens lokalafdelinger orienterer sig i den førte ældrepolitik og går i dialog med kommunen.
Bente og Vickis bedste tip til politisk indflydelse
Gå i dialog!
Vær ikke bange for at række ud til lokalpolitikerne. Ring dem op, eller skriv en mail. Og invitér dem til møder og borgermøder. Det hele står og falder med dialog.
Organisér jer!
De frivillige har den direkte kontakt til de ældre borgere. Og de er ofte de første, der opdager, når nye behov eller udfordringer opstår. Lad dem vide, at det, de hører og ser i samværet med de ældre, er vigtig viden for jer. Og at I sammen kan skabe forandringer for de ældre i lokalområdet.
Skab alliancer!
Det er ikke altid muligt at skabe forandring alene. Alliér jer med andre aktører, for eksempel den lokale presse. Brug Rejseholdet i Sekretariatet, der kan hjælpe med at sikre den rette vejledning med hensyn til bl.a. regler, lovgivning og anke af kommunale sager.


14 år med fællesskabet i centrum
Ved et fyldt årsmøde i Ribe siger formanden farvel med våde øjne og stående bifald.
Og hun har selvfølgelig sørget for en god afløser på posten
Jenny Beck er ved at slutte årsmødet af. Hun står ved talerstolen iført en åben blå- og hvidstribet skjorte, mens hendes arme roligt hviler langs siden. Hun har våde øjne og er netop blevet tildelt Ældre Sagens æresbevis af landsbestyrelsen.
Kulturhallen i Ribe Fritidscenter er fyldt fra ende til anden. Fem langborde, hver med omkring 40 personer, fylder næsten hele rummet, så det slidte trægulv kun anes mellem stolene. På bordene ligger hvide duge, glatte og sirligt lagt, og midt på hvert bord står små blomsterbuketter omgivet af et hav af levende lys.
192 mennesker sidder tæt, vendt mod hende. Hun lader blikket glide ud over salen, før hun begynder at tale. Med en stemme, der balancerer mellem taknemmelighed og vemod, siger hun:
”Jeg er overvældet. Jeg vil gerne sige tak til alle jer. Tak for de sidste 14 år. Det har betydet mere, end jeg kan sige.”
Spoler man tiden to timer tilbage til begyndelsen af årsmødet, er alt gået som planlagt.
Klokken er ti minutter i fem. Ved indgangen til kulturhallen sidder to frivillige og tjekker med-
lemskort, mens en kø med 10-15 mennesker tålmodigt er samlet udenfor og venter på at komme ind. Inde i hallen vokser summen af stemmer, i takt med at de første finder deres pladser. Der gives håndtryk og kram.
Da klokken passerer fem, er køen væk. Alle 192 har fundet deres pladser. Den blå højskolesangbog ligger klar foran dem. Ved det sorte klaver tæt på indgangen sætter Dorte Rahbek sig. Normalt sidder hun blandt deltagerne, da hun selv er frivillig i Ældre Sagen, men i dag er hun blevet spurgt, om hun vil spille til årsmødet. Hun slår de første toner an, og samtalerne forstummer. Stemmerne samler sig i ét kor, der synger 'Når vinteren rinder i grøft og i grav'.
Efter sangen erklæres årsmødet for åbent. Der gøres status, vælges ny formand og hyldes jubilarer med vin, nåle og anerkendelse for 10, 15 og 20 års indsats. Sådan er et årsmøde i Ældre Sagen Ribe. Én gang om året samles de frivillige for at se tilbage og sætte retning for det næste år, men også for at mødes og mærke fællesskabet.
Sådan er det også i år. Men noget er anderledes. For det er ikke bare et årsmøde. Det er en afsked. Jenny Beck er 79 år. Hun har været i bestyrelsen siden 2010 og formand siden 2012. For to år siden


Jeg har aldrig stået alene i det her



meldte hun ud, at dette ville blive hendes sidste årsmøde. Det er nu.
”Det er jo lidt en underlig dag. Det er underligt at give stafetten videre. Det har fyldt rigtig meget i mit liv at være formand for lokalafdelingen i Ribe. Men det er det helt rigtige at stoppe,” siger hun.
Hun har haft et arbejdsliv med ledelse bag sig, og rollen som formand faldt hende naturligt. Alligevel peger hun et andet sted hen, når hun forklarer, hvorfor det er lykkedes at blive i 14 år:
”De frivillige er kernen i det hele. Det er dem, der får det til at leve i hverdagen. Uden dem ville der ikke være nogen aktiviteter, intet fællesskab, ingenting. Jeg har aldrig stået alene i det her. Der har altid været mennesker omkring mig, som ville det samme. Det er det, der gør sådan en lokalafdeling stærk,” siger hun.
Spoler man tiden frem til Jennys takketale igen, sidder hendes afløser blandt de 192 fremmødte.
I en grøn skjorte, sirligt stukket ned i bukserne, sidder Søren Tang Sørensen med blikket rettet mod Jenny ved talerstolen. Han klapper med de andre.
Han er 74 år, tidligere skoleleder og har haft en lang karriere i Ribe Byråd,
blandt andet som viceborgmester. De seneste fire år har han været en del af bestyrelsen i Ældre Sagen Ribe. Nu er det ham, der skal tage over.
Da Jenny træder ned fra talerstolen, rejser han sig og går derop.
”Jenny har gjort et kæmpe arbejde. Jeg glæder mig til at føre det videre,” indleder han og lader blikket glide ud over salen.
Han kaster et kort blik ned på sit papir.
”Jeg er spændt på opgaven. Jeg står ikke alene, og jeg ved, at jeg har en masse dygtige frivillige omkring mig, som gerne vil hjælpe,” siger han.
Erfaringen fra bestyrelsen har givet ham et indblik i formandsrollen og i, hvad Ældre Sagen står for. Derfor var han ikke i tvivl, da Jenny spurgte, om han ville overtage posten.
”Lokalafdelingen står for rigtig mange gode ting, som jeg gerne vil støtte og hjælpe med. Derudover vil jeg gerne fortsætte det arbejde, Jenny har skabt i lokalafdelingen,” siger han.
Han bliver stående ved talerstolen et øjeblik endnu, før han retter blikket mod Jenny, der nu sidder blandt de andre.
”Jeg har fået mange gode råd af dig, Jenny. Men det vigtigste er, at de frivillige skal være i fokus. Uden dem sad vi
ikke her i dag. Det vil jeg arbejde videre ud fra,” siger han og smiler ned til hende.
Applausen breder sig i salen. Kort efter skifter stemningen. Tallerkener bliver sat frem, og maden kørt ind. Tapas i små anretninger med et stykke gulerodskage ved siden af. Køleskabene, der har brummet under hele mødet, bliver tømt for øl og sodavand.
Ribe-afdelingen tæller 4.318 medlemmer og 119 frivillige. I Jenny Becks tid som formand har hun fordoblet antallet af frivillige og skabt flere aktiviteter, hvilket har tiltrukket endnu flere frivillige til lokalafdelingen. Nu ser hun frem til en ny rolle.
”Jeg har haft meget ansvar i 14 år, så nu vil jeg gerne være frivillig på andre områder i Ældre Sagen. Jeg ved ikke helt hvilke endnu, men jeg glæder mig til at bidrage uden at have det samme ansvar,” siger hun.
Samtidig giver beslutningen plads til andre dele af livet.
”Jeg vil også gerne have mere tid til mine børnebørn, min hund og andre ting i hverdagen,” siger hun.
Når Jenny Beck ser tilbage på sine 14 år som formand, kan hun næsten ikke forstå, hvor hurtigt tiden er gået:




Anne Louise Pedersen, ti år som kørestolsskubber.
”Det har været et godt årsmøde, hvor vi er blevet præsenteret for resultaterne fra sidste år, og hvad der skal ske det kommende år. Så har vi fået ny formand, hvilket også bliver spændende at følge.”
Bodil Juhl, 15 år som morgenringer.
”Det har været et rigtig godt årsmøde. Jeg blev jo hyldet, fordi jeg har været frivillig morgenringer i 15 år. Det er dejligt at få den anerkendelse. Jenny har gjort det fantastisk som formand, og jeg håber det bedste for hende fremover.”
”Tiden flyver, når man har det sjovt, og sjovt har jeg haft det,” siger hun.
Men nu er det tid til at give stafetten videre, og den, der tager over, er hun tryg ved:
”Jeg er glad for, at det er Søren. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil drive det videre på en rigtig god måde. Vi har haft en god overdragelse, så han allerede ved, hvordan det hele fungerer,” siger hun.
Aftenen nærmer sig sin afslutning. Tallerkenerne er tømt, og den sidste sang venter. Dorte Rahbek sætter sig igen ved klaveret og spiller for til “Det er forår, alting klippes ned” af Benny Andersen.
Stemmerne fylder rummet én sidste gang.
En afslutning og en ny begyndelse.
Børge Mortensen, fem år i den hjælpende hånd.
”Jeg synes, det bedste ved årsmødet er stemningen. Vi får snakket, grinet og spist sammen. Det er virkelig hyggeligt. Man møder nogle, man ikke ser til hverdag, og det gør bare noget godt for fællesskabet.”





Sammen med sin hund Mary skaber Zoe trygge rammer for børn, der kæmper med at finde ro i en travl skoledag
Klokken er 11.00, og midt i et tomt klasselokale på Fryndesholm Skole i Fynshav på Als sidder tiårige Liva på en blå skammel. Hun har en lyserød hoodie og grå joggingbukser på. Liva går i 4. klasse, og foran hende ligger en matematikbog. Ved siden af hende sidder Zoe Sørensen i sin elektriske kørestol. Hun er iført lyserøde sneakers, blå jeans og en lyserød fleecetrøje. En gennemsigtig plastikslange går fra iltmaskinen på hendes kørestol op til næsen og hjælper hende med at få vejret.

Det giver mig en følelse af stadig at kunne bidrage

På gulvet ligger Mary. En lys golden retriever på tre år med en rød klud om halsen, hvorpå hendes navn står med stor sort skrift.
I den ene hånd holder Liva sin blyant, mens den anden langsomt lader fingrene glide igennem Marys lange lyse pels.
”20 minus 7, hvad er det?” spørger Zoe og læner sig en smule frem.
Liva kigger ned på regnestykket i matematikbogen. Hendes hånd stopper ikke med at ae hunden. Efter lidt betænkningstid siger hun:
”13”.
Zoe smiler og siger: ”Jaaaa, sådan.”
Mary er nøglen
I lidt over et halvt år har Zoe været skoleven på Fryndesholm Skole i Augustenborg gennem Ældre Sagen. Flere gange om ugen er hun her i klasselokalet, hvor hun skaber ro og et trygt rum for børn i indskolingen, der har svært ved at koncentrere sig i et fyldt klasselokale.
”Jeg er virkelig glad for det. Det giver mig en følelse af stadig at kunne bidrage, selvom mit liv har ændret sig,” siger

Mange af dem kæmper med at koncentrere sig, men når de sidder med en hånd på Mary, finder de en ro
hun og kigger over på Liva, der roligt aer hunden, mens hun fortsat er dybt koncentreret om sin matematikopgave.
For fem år siden så Zoes hverdag helt anderledes ud. Hun cyklede flere gange om ugen og brugte sin mountainbike flittigt. I dag sidder hun i kørestol efter at have fået konstateret en muskel- og vævssygdom.
”Jeg skulle finde en ny måde at være noget for andre på. Og det har jeg fundet her,” siger hun.
Zoe er 49 år og uddannet socialpædagog. Til daglig bor hun i Sønderborg med sin kone Tina og deres to hunde. For hende giver rollen som skoleven en særlig følelse af mening.
”Det giver en stor tilfredsstillelse – jeg hjælper børn, der har svært ved at finde ro i skoledagen,” siger hun og nikker mod Liva.
Mary ligger med hovedet mod gulvet. Hun trækker vejret tungt. Ifølge Zoe er det Mary, der gør forskellen hos eleverne.
”Man kan mærke det med det samme, når børnene træder ind,” siger hun og ser ned på Mary og fortsætter:
”Deres skuldre sænker sig, og de falder mere til ro. Mange af dem kæmper med at koncentrere sig, men når de sidder med en hånd på Mary, finder de en ro, de ellers ikke har i et fyldt klasselokale.”
Mary løfter kort hovedet, da Liva stopper med at ae hende for at rette på sit lange lyse hår. Et øjeblik senere er Livas


Hvis du ligesom Zoe skal have din hund med i frivillige aktiviteter i Ældre Sagen – det kan også være i aktiviteten ’besøgsven med hund’ – så er det vigtigt, at din hund bliver testet inden.
Ældre Sagen gennemfører testdage sammen med Dansk Kennelklub, og du kan læse mere om, hvad din hund skal mestre for at være med i aktiviteter i Ældre Sagen.
https://www.aeldresagen.dk/frivilligportalen/ frivilligomraader/social-indsats/ besoegstjenesten/besoegsven-med-hund

hånd tilbage i hundens pels igen, og langsomt glider Marys hoved tilbage mod gulvet.
”Hun er træt, når vi er færdige, men hun er også glad. Hun kan mærke, at hun gør en forskel,” siger Zoe.
”Det bedste jeg ved”
Liva retter sig lidt op på den blå skammel.
”13 gange 3?” spørger Zoe.
Liva kigger koncentreret på regnestykket. Hånden i Marys pels bevæger sig stadig roligt frem og tilbage.
”39,” siger hun.
”Ja, lige præcis,” svarer Zoe, og et lille smil breder sig hos Liva.
Hver gang det er Livas tur til at have tid med Zoe, begynder forventningen allerede at vokse fra morgenstunden, fortæller hun.
”Jeg glæder mig helt vildt. Det er det bedste, jeg ved,” siger hun og bryder ud i et grin, der får koncentrationen i rummet til at slippe for et øjeblik.
”Jeg kan næsten ikke vente på at skulle hilse på Mary, når jeg ved, hun kommer,” siger hun, mens hun igen sænker blikket mod regnearket.
Hjemme hos Liva har de en kat, men den helt store drøm er en hund.
”Jeg elsker dyr og især hunde. Men Mary er nu den sødeste, jeg kender,” siger hun.
Klokken nærmer sig 11.40. De har arbejdet sammen i næsten 40 minutter, og opgaverne er ved at være færdige. Men noget særligt venter. De sidste fem minutter. En fast ting på programmet.
”Det er faktisk de bedste, fordi der må man bare være sammen med Mary,” siger Liva og smiler et lille smil.
Hun lægger blyanten fra sig og lægger sig ned ved siden af Mary. Begge hænder forsvinder ned i den lyse pels.

Da vågetjenesten i Vejen indgik et samarbejde med kommunens palliative team, skabte det ikke bare større synlighed, men også bedre og tydeligere rammer omkring vågernes opgave. Det er vigtigt i et felt, hvor intet kan sættes på formel, og hvert farvel er unikt
Da Mona Toksvig for fem år siden sagde ja til rollen som koordinater for Ældre Sagens vågetjeneste i Vejen Kommune, påtog hun sig ansvaret for en tjeneste, der de seneste mange år har sørget for, at de mennesker, der havde brug for et varmt og trygt nærvær i deres sidste stund, fik besøg af en frivillig, der vågede hos dem, mens livet ebbede ud.
”Det er en vigtig og meningsfuld opgave at sikre, at et menneske ikke dør alene. Og den opgave er blevet varetaget godt her i Vejen gennem mange år,” siger Mona Toksvig.
Ikke desto mindre har et nyt og nært samarbejde med kommunens palliative team løftet tjenestens indsats til et nyt niveau. Og det er værd at fortælle om, mener Mona:
”For måske kan det inspirere andre.”
For et par et år siden henvendte to sygeplejersker fra kommunens nyetablerede palliative team sig til Mona og vågetjenesten med en forespørgsel om et møde. Og det blev starten på noget, der i dag føles som et rigtig godt makkerskab.
”Vi mærker simpelthen, at vi kan gøre noget væsentligt for hinanden og sammen kan give de menne-
sker, det hele handler om, en bedre hjælp og støtte sidst i livet,” fortæller Mona.
Helt konkret handler det om, at samarbejdet ikke bare har skabt større synlighed omkring vågetjenesten, men også har ført til bedre og tydeligere rammer omkring vågernes opgave, forklarer hun.
Samme information til alle
”Tidligere fungerede det sådan, at vi en gang om året aflagde et besøg på kommunens plejehjem og hjemmepleje for at fortælle om vågetjenesten. Det fungerede, men det føltes også nogle gange lidt træls. For vi følte, vi forstyrrede midt i en travl hverdag, og tog tid på personalemøder, der ofte var tæt pakkede i forvejen,” siger Mona.
”Samtidig er der stor udskiftning i plejesektoren, så derfor blev der hurtigt behov for, at vi kom på genbesøg. For de ansatte, som havde fået informationerne, rykkede ofte videre, og så kom der nyt personale, vi skulle informere om samarbejdet.”
I dag har de palliative sygeplejersker overtaget informationsopgaven. Og det har haft stor effekt. For det første sikrer de, at alle aktører
i kommunen får en enslydende information om vågernes tilbud. For det andet opdaterer de den løbende, så nyt plejepersonale kontinuerligt klædes på. Og sidst, men ikke mindst, giver sygeplejerskernes omtale også en form for anbefaling af vågetjenestens indsats.
”Det har givet et mere ensartet samarbejde. Når vi får en henvendelse i dag, ved de, der ringer, præcis hvad det er, vi kan tilbyde,” siger Mona.
Det handler blandt andet om afstemning af forventninger, vagternes varighed, og hvordan vagten startes og afsluttes.
”Vi vendte også blikke indad for at se på, hvad vågerne havde af behov i forbindelse med det nye samarbejde. Og det viste sig, at det var vigtigt for mange af vågerne, at de blev modtaget, når de ankom, og vist hen til den døendes værelse. Og at de på samme måde blev vist ud, når de sluttede vagten,” siger Mona.
Alt det bliver nu formidlet på samme måde til plejepersonalet af palliationssygeplejerskerne, når de underviser.
”Uanset om en våger møder op morgen eller nat, så er den, der tager imod, i dag klædt på til at vide, hvad
vågernes opgave er. Det, at alle får samme besked, og alt er forventningsafstemt, har haft en kæmpe positiv betydning,” siger Mona
Ethvert farvel er unikt
”Hvert vågeforløb udvikler sig forskelligt. Det er et vilkår. Og en del af det, der gør det frivillige arbejde som våger meningsfuldt og værdifuldt. For vi skal ikke gribe ind eller tage beslutninger. Vi skal blot være der og følge den døende i processen, som den udvikler sig,” siger Mona.
”Man kan sige, at det er den store paraply af retningslinjer, som de palliative sygeplejersker formidler. Og så er det op til plejepersonale og os i vågetjenesten at tage bestik af den enkelte sag og vurdere, hvordan der skal handles. Hvornår er det for tidligt at starte vågningen op? Hvornår vil det være for sent? Alt det, der ikke sættes på formel, fordi døden ikke kan regnes ud.”
Det er netop derfor, det er så vigtigt med tydelige rammer, som alle er indforståede med.
”Så glider samarbejdet så meget nemmere. Det bliver som et godt og nært makkerskab.”


Enslydende information til alle Det er vigtigt, at alle aktører får det samme at vide, om hvad vågetjenesten kan tilbyde. Og at denne information løbende opfriskes, da der er stor udskiftning i plejesektoren. Derfor er det en god idé at undersøge, om der findes et fælles led i det område, I dækker, der kan hjælpe med at løfte den opgave. Det kunne være et palliativt team eller eventuelt ledelsesteam på plejehjem eller i hjemmeplejen.
Vågernes behov er også vigtige Det er ikke nok at informere om, hvad vågerne kan tilbyde. Det er også vigtigt, at vågerne selv gør sig klart, hvad de har af forventninger og behov, når de indgår i et samarbejde med plejesektoren og private. Hvad skal der ske, når de ankommer? Hvordan skal deres vagt afsluttes? Tal indbydes om jeres behov, så I kan forventningsafstemme med dem, I skal samarbejde med.
Vil du vide mere om samarbejder i vågetjenesten?
Så kontakt konsulent Mette Møller Kvisgaard på mobil 2130 9546 eller mmk@aeldresagen.dk
Fælles fodslag Mennesker er forskellige. Det gælder også dem, der melder sig til en vågetjeneste. Og det er både godt og givtigt. Men det er alligevel vigtigt, at der trods forskellighed er enighed, om hvordan I fungerer og optræder som gruppe – hvordan I taler sammen indbyrdes, og hvordan I agerer, når I er ude at repræsentere vågetjenesten. Sørg for at finde fælles fodslag, så de, der beder om jeres hjælp, ved, hvad de kan forvente, når I møder op for at våge.
Mænd deltager ikke i lige så høj grad som kvinder i fællesskaber. Derfor er der flere mænd, som risikerer at ende i ensomhed. Det kan du som frivillig bidrage til at ændre på. På kurset lærer du om mænd og ensomhed, og hvordan mandefællesskaber ændrer mænds livskvalitet.
Kurserne afholdes: 16. september i Aalborg, tilmeld: www.tilmeld.dk/det-kraever-sin-mand-at-passe-paa-hinanden-16-09-26
24. september i København, tilmeld:
www.tilmeld.dk/det-kraever-sin-mand-at-passe-paa-hinanden-24-09-26
Der er et stort potentiale i at få flere 50-70-årige med i lokalafdelingernes aktiviteter – og på sigt som frivillige. Det styrker både fællesskabet, mangfoldigheden og fremtidens frivillighed i Ældre Sagen.
På kurset 'Flere unge ældre med i fællesskabet' får du inspiration til at udvikle aktiviteter målrettet den målgruppe. Sammen arbejder vi med idéer og skitser til initiativer, du kan tage med hjem og afprøve lokalt.
Kurset afholdes: 5. november i Aarhus 19. november i København (Campus, Snorresgade)
Kurset er for frivillige og kommende frivillige med interesse for at udvikle tilbud til målgruppen. Tilmeld dig her: www.aeldresagen.dk/kurser-faa-flere-unge-aeldre-med
Læs også inspirationskataloget: www.aeldresagen.dk/inspirationskatalog
Sæt gang i fællesskabet med en reparationscafé
– og gør samtidig en indsats for, at vi får brugt alle vores gamle ting igen, når de nu kan komme til at virke. Bliv klogere på, hvordan du stabler det hele på benene på vores webakademi.
www.aeldresagen.dk/kursus-reparationscafe
Nu har I mulighed for at købe Højskolesangbogen til jeres lokalafdeling med 35 % i rabat. Ældre Sagen har nemlig indgået aftale med Forlaget Højskolerne om særpriser på højskolesangbogen i stort format og med Ældre Sagens logo på.
Læs mere, og bestil højskolesangbøger på frivilligshoppen.dk


Har du tre dage i efterårsferien i uge 42 og giver det dig glæde at være sammen med børn? Så bliv madskoleinstruktør, og få en hyggelig og sjov oplevelse, hvor du lærer børn mellem 8 og 12 år om god og sund kost og at lave mad fra bunden.
Du kan tilmelde dig på: www.aeldresagen.dk/ om-os/begivenheder/madskoler-aeldre-sagen
Vil du teste, om din hund kan blive besøgshund?
HUSK, at vi i efteråret afholder tre hundetestdage, hvor du eller en hundeejer, du kender, kan blive klogere på glæderne ved at være besøgsven med din hund – og ikke mindst: afprøve, om din firbenede ven egner sig:
Aarhus den 10. september
Brørup den 17. september
Ringsted den 2. oktober
Læs og tilmeld her: www.aeldresagen.dk/ hundetestdage

Har du en god historie fra din lokalafdeling, så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Det kan være alle mulige historier fra din hverdag som frivillig. Fx hvis du har været med til at starte en ny aktivitet, som er en succes, og som andre lokalafdelinger kunne blive inspireret af, eller I hos jer griber rekruttering an på en anderledes måde, som giver pote. Det kan også være, du vil fortælle om, hvordan det er at begynde som frivillig – eller noget helt fjerde, som andre frivillige kan blive inspireret af til et bedre og sjovere frivilligliv i Ældre Sagen.
Skriv en mail til os: aktiv@aeldresagen.dk. Så kan det være, at det kan blive til en historie i Aktiv.
Vi glæder os til at høre fra dig. :-)















Vil I gøre det nemmere og hurtigere at afvikle bridgeturneringer og dele resultater med spillerne, er BridgeLink løsningen. Med digital resultatopsamling bliver der mindre ventetid, færre fejl og hurtig adgang til resultaterne efter turneringen.
BridgeLink er Ældre Sagens fælles løsning til digital resultatopsamling i bridge. Her kan turnerings- og holdledere oprette spillere, par og hold, administrere turneringer og indsamle resultater digitalt ved bordene. Resultaterne beregnes automatisk, og spillerne kan efterfølgende se både resultater, placeringer og eventuelle kortfordelinger.
Løsningen understøtter både Bridgemate, tablets og mobiltelefoner. Resultater fra regnskabsslipper kan også indtastes manuelt og derefter beregnes automatisk.
BridgeLink er valgt som fælles løsning i Ældre Sagen og lever op til krav om datasikkerhed, drift og support.
www.aeldresagen.dk/bridge-digital-resultatopsamling

IRekrutteringsugen laver vi en koordineret indsats på tværs af landet for at finde flere frivillige lokalt i uge 40. Igennem rekrutteringsugen har I mulighed for at bestille rekrutteringspakken og få annoncetilskud til annoncer til rekruttering af frivillige. Inden længe sender vi alle lokalafdelingsformand en mail, hvorigennem I har mulighed for at bestille rekrutteringspakken og anmode om annoncetilskud.
Materialet fra rekrutteringspakken sendes til alle, som har bestilt pakken i slutningen af august, og bestillingsfristen er den 7. august.
www.aeldresagen.dk/rekrutteringsugen
Få nye frivillige med frivilligjob.dk. Se hvordan på Frivilligportalen, du kan scanne QR-koden her med din telefon.


Pssst!
Du kan også læse Aktiv på din computer eller iPad.
Ups! Røg dit Aktiv-blad ud med bunken af aviser, uden at du fik det læst? Er du kommet i tanke om en artikel fra sidste år, du gerne vil læse igen, eller foretrækker du bare at læse på skærmen? Så husk, at dit nye Aktiv og de ældre udgaver ligger på nettet.
Find det her: www.aeldresagen.dk/aktiv
Æresbeviset gives for dit store arbejde i Ældre Sagen, Ølstykke, siden 2006. Det er med stor respekt, at vi siger dig tak for dit store uegennyttige arbejde. Du har stået for det lokale blad, været kasserer og også næstformand. Du er en utrolig støtte for mange nye bestyrelses-medlemmer og har været den faste klippe, når mange medlemmer har fundet det svært at begå sig i den digitale verden. Ligeledes har du været en stor hjælp med ture og arrangementer. En indsats helt ud over det sædvanlige.
Æresbeviset gives for dit store arbejde i Ældre Sagen, Aalborg. Det er med stor respekt, at vi siger dig tak for dit store arbejde. Du har i mere end ti år arrangeret det velbesøgte arrangement Trilles Café. Via dit store netværk af ’kendte’ personligheder har du været i stand til at holde ti årlige arrangementer af Trilles Café. Dit kontaktled har givet os en omfattende netværk. En indsats helt ud over det sædvanlige.
Æresbeviset gives for din store indsats i besøgstjenesten i Ældre Sagen, Køge, som du har passet i 16 år til stor glæde for både værter og venner. Opgaverne er blevet klaret på bedste vis. Du har hjulpet med ’parring’ af værter og venner, men også med de sociale arrangementer, der følger med at være aktivitetsleder. Det gælder både den årlige udflugt for værterne og frokosten for vennerne og al den personlige kontakt, der er nødvendig i denne meget socialt prægede aktivitet. Det er en indsats helt ud over det sædvanlige.
Gives for dit store arbejde i Ældre Sagen, NykøbingSydfalster. Du har ydet en fantastisk arbejdsindsats for at få lokalafdelingen til at fremstå som troværdig og tillidsskabende. Du har været en kasserer af den gamle skole. Du har styret de frivillige, som har haft til opgave at hjælpe ved arrangementer, og du husker mærkedage hos bestyrelsesmedlemmer, samler ind til gaver og sørger for, at de bliver købt. Du får alting til at glide, er altid positiv over for nye opgaver og modtager nye medlemmer og frivillige med åbne arme. En indsats helt ud over det sædvanlige.
Tildeles frivillige, der har ydet en særlig indsats
Gives for jeres store arbejde i Ældre Sagen, Korsør. I har ydet en fantastisk arbejdsindsats på vores madhold 1 og 2 hver eneste torsdag. I har sørget for madlavningen samt foretaget indkøb og udarbejdet regnskabet. Det er vi meget taknemmelige for. Det er en indsats helt ud over det sædvanlige.
Gives for dit store arbejde i Ældre Sagen, Skive-SpøttrupSundsøre. Som formand for lokalafdelingen i ti år har du ydet en enestående indsats, og afdelingen er i dag respekteret og afholdt med stort socialt humanitært fokus og mange medlemsaktiviteter. Du har også været formand for Koordinationsudvalget for Ældre Sagen i Skive Kommune og har formået at etablere en relation, som er kommet Ældre Sagens medlemmer og alle borgere i Skive Kommune til gode. I mange år har du bidraget til Distrikt 2 Midt- og Vestjyllands frivillige indsats som koordinator for den ældrepolitiske indsats. En indsats helt ud over det sædvanlige.
For din enestående indsats som aktivitetsleder for ’Modige mænd’, for at være en engageret og trofast frivillig i Ældre Sagen, Langeskov-Munkebo. Med varme, empati og stort nærvær har du skabt et trygt fællesskab for mænd henvist via Kerteminde Kommunes forebyggende medarbejdere. Du har formået at styrke deltagernes trivsel og mod på fællesskab – også i andre sammenhænge. Du er højt værdsat af både Ældre Sagen og vores samarbejdspartnere i Kerteminde Kommunes forebyggelsesteam. Dit engagement rækker langt ud over, hvad man kan forvente – og har gjort en mærkbar forskel for mange. Det er en indsats helt ud over det sædvanlige.
Læs på side 16

FIND DEN PÅ SIDE 8 DEN GODE OPSKRIFT?

Mens det digitale tog suser afsted, er der alt for mange, der står tilbage på perronen. Faktisk oplever hver tredje dansker udfordringer med det digitale, og det gælder på tværs af alder, baggrund og erfaring.
På Folkemødet har vi de sidste to år hyldet nogle af de mennesker, der bygger broer i stedet for barrierer, og som hver dag gør en forskel for mennesker uanset digitale kompetencer.
I år gik prisen til:
Pia Therkildsen, teamleder for SeniorDigital i Aalborg Kommune, og Kim Gervin, administrerende direktør i teleselskabet DUKA – overrakt af Louise Kambjerre Scheel fra Ældre Sagen.
Digitalisering handler nemlig ikke kun om nye løsninger og smarte apps. Det handler også om mennesker. Om at sikre, at ingen bliver hægtet af, og om, at der stadig er en dør at gå ind ad, et telefonnummer at ringe til og et rigtigt menneske i den anden ende.