DET SYDLIGE STILLEHAVS DIVISION
I dette kvartal fokuserer vores missionsberetninger på Det Sydlige Stillehavs Division, hvis område dækker Amerikansk Samoa, Australien, Cook Islands, Fiji, Fransk Polynesien, Kiribati, Nauru, Ny Caledonien, New Zealand, Niue, Papua New Guinea, Pitcairn, Samoa, Salomonøerne, Tokelau, Tonga, Tuvalu, Vanuatu og Wallis og Futuna øerne.
Gud gør store ting i dette område med 40,5 millioner indbyggere og 518.016 adventistmedlemmer. Det svarer til én adventist for hver 78 indbyggere.
Dette kvartals tre missionsprojekter er meget forskellige. ”Red 10.000 tæer“ har som mål at give sundhedsoplysning for at undgå amputation af tæer hos mennesker med diabetes. I Det sydlige Stillehavs område amputerer læger 80 tæer hver dag eller en tå hvert 10. minut i løbet af den lyse del af døgnet. 19 % af befolkningen i dette område lider af diabetes 2, som hovedsagelig skyldes dårlig livsstil. I Amerikansk Samoa er tallet helt oppe på 47 %. Dette er et af de lande, som vil nyde godt af dette kvartals 13. sabbatsoffer.
Et andet projekt fokuserer på at bringe Hope Channel til Tonga. En del af 13. sabbatskollekten i 2016 gjorde Hope Channel tilgængelig for alle husstande i New Zealand, og mange mennesker er kommet ind i kirken som et resultat af dette. Vi håber på en tilsvarende velsignelse i Tonga.
Tak for jeres støtte til missionen i dette store område.
MISSIONSPROJEKTER I 3. KVARTAL 2019
• ”Red 10.000 tæer“, en kampagne, som skal være med til at forebygge amputationer gennem sundhedsarbejde i Fiji, Vanuatu, Salomonøerne, Samoa, Amerikansk Samoa, Kirbati og Tonga.
• Oprettelse af Hope Channel TV- og radiostudie i Tongatapu, Tonga
• Produktion i Australien af ”Daniel børneserie“, en animeret serie på 13 dele for børn på 8-12 år. Den vil følge Daniel og hans tre venners oplevelser.
6. JULI 2019
AT VINDE FORDRUKNE FORÆLDRE
Talitha Hoyatos forældre var berygtede for druk og gambling i den lille bjergby Goroka i Papua New Guinea.Ofte glemte de alt om deres 8-årige datter derhjemme. De protesterede derfor ikke, da en venlig nabo ønskede at adoptere pigen. Naboen tog Talitha til sig og sagde, at hun skulle kalde hende Mor.
Mors vækkeur ringede kl. 5 hver morgen. Talitha så hende stå ud af sengen, knæle ned og tale højt til Gud. Mor nævnede til og med Talithas navn. Bagefter åbnede Mor en sort bog og begyndte at læse. Næste dag fik de besøg af nogle kvinder, som bad Mor om råd. Mor bad sammen med kvinderne og gav dem gode råd fra den sorte bog, som Talitha fandt ud af, var en bibel.
Talitha begyndte at efterligne Mor. Når vækkeuret ringede, knælede hun også ned og bad. Hun læste i Bibelen. Mor lærte hende at dele det, hun lærte fra Bibelen, med andre. Talitha opdagede, at Gud besvarede hendes bønner, og hun kom til at tro på ham.
Årene gik, og Talitha voksede op. Da hun var 17 år, blev hun døbt. Kort efter dåben sagde Mor, at Talitha skulle flytte tilbage til sine biologiske forældre. Talitha græd. ”Vil du virkelig have, at jeg flytter tilbage til dem?“
Med tårer i øjnene forsikrede Mor, at det havde været en vanskelig beslutning; men hun troede, at det var den rigtige. ”Du har taget imod Jesus, og du er nødt til at vise dine forældre, hvilken vidunderlig Frelser, Jesus er,“ sagde hun.
Talithas forældre blev overraskede over at se hende; men de bød hende velkommen. De ønskede ikke at høre om Jesus. Hver gang Talitha nævnte Jesus, gik de deres vej. Talitha blev gode venner med sine to yngre brødre og en søster, som hun ikke havde mødt før. Hun stod stadig op hver morgen klokken 5 for at bede og læse i Bibelen. Hun forsøgte at fortælle sine forældre om det, hun læste; men de ville ikke lytte. Mens de sov, stillede hun sig ved deres seng og fortalte bibelhistorier, og bad for dem. Hun huskede, at hendes adoptivmor havde sagt: ”Det er Guds opgave at omvende mennesker, ikke vores.“
Efter et år fik Talitha overtalt sin mor til at gå med i kirke. Hun var bange for, at menighedsmedlemmerne ville se skævt til hende, for alle vidste, at hun gamblede og drak.
”Gud ser på hjertet,“ sagde Talitha. ”Da Jesus var på jorden, blandede han sig med folk som dig. Du skal ikke bekymre dig om, hvad andre mennesker siger. Der er stor glæde i himlen over enhver synder, som omvender sig.“
Talithas adoptivmor var henrykt over at se Talithas biologiske mor i kirken. Hun bød hende og de tre yngre børn velkommen med et stort knus.
”Du skal ikke tage dig af det, hvis nogen dømmer dig,“ sagde hun. ”Gud ser dit hjerte. Og han har en plan for dig.“
Talithas far sagde ikke noget, da moderen kom hjem fra kirke. Talitha inviterede også ham til at komme med, men han afviste det. ”Du er kun et barn. Lad være med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre.“
Talitha læste i Dan 4,28-37, at Gud forandrede Nebu-
Talitha Hoyato
kadnesar så han skulle leve som et dyr, for at kongen skulle anerkende Gud. Talitha besluttede at ændre sin bøn for sin far.
”Kære Gud,“ bad hun, ”hvis du kan forandre en konge til at leve som et dyr, så han indser, at du er Gud, må du hjælpe min far, som kun er et helt almindeligt menneske. Jeg beder dig om at gøre noget, selv om det gør ondt, så han kommer til at erkende, at du er til.“
Kort tid efter, at Talitha begyndte at bede på denne måde, blev hendes far arresteret. Hendes far var elektriker og havde ikke afsluttet et job, han var blevet betalt for, og hans chef fik ham sendt i fængsel. I fængslet begyndte han at tro på Jesus. Da han blev løsladt, meldte han sig i dåbsklassen i Adventistkirken. Talitha var overlykkelig.
Men en måned senere døde hendes far af tyfus. Han blev kun 45 år. Talitha forstod ikke, hvad der skete. Hun havde ønsket, at hele hendes familie skulle gå i kirke sammen hver sabbat. ”Det vi forventer, sker måske ikke; men Guds svar er altid det rette,“ siger hun. ”Jeg forventede, at min far skulle blive adventist, og at vi som familie skulle gå i kirke sammen; men sådan gik det ikke. Men jeg er glad for, at han døde i troen på Jesus. Når Jesus kommer igen, vil vi som en familie komme med ham til himlen.“
Talithas mor kommer i kirke hver sabbat og skal snart døbes. Hendes brødre og søster kommer også.
Talitha er 19 år og læser til skolelærer. Hun er glad for sine to mødre, både hendes biologiske mor og hendes adoptivmor.
”Jeg takker altid Gud for min adoptivmor, som lærte mig at blive en Jesu discipel, mens jeg var lille,“ siger hun. ”Nu er det at vidne for andre blevet en del af den, jeg er.“
For tre år siden blev en del af 13. sabbatsofferet brugt til at bygge værelser til børnesabbatskoleklasserne i kirken i Talithas hjemby i Papua New Guinea.
Tak for jeres gave til missionen.
FAKTA OM PAPUA NEW GUINEA
• Papua New Guinea ligger på den østlige del af verdens næststørste ø. Den rammes hyppigt af jordskælv, vulkanudbrud og tidevandsbølger.
• Ca. 80 % af landets befolkning bor i landdistrikter næsten uden nogen form for moderne bekvemmeligheder.
• I Papua New Guinea er der 1045 adventistmenigheder og 3182 grupper med et samlet medlemstal på 315.759 medlemmer. Det svarer til én adventist for hver 26 mennesker. (I Danmark er der én adventist for hver 2280 mennesker.)
13. JULI 2019
TO BLÅ ØJNE
19-årige Talitha Hoyato blev chokeret, da hun så, at hendes værelseskammerat havde fået to blå øjne. ”Hvad er der sket?“ spurgte hun.
Hendes 23 år gamle veninde Doreen løftede sin bluse op og viste, at hendes ryg var dækket af sår. ”Min mand er dranker, og han gjorde det,“ græd Doreen.
”Så skal du ikke tage hjem igen,“ sagde Talitha.
Men Doreen tog hjem så ofte, hun kunne. Hun havde en 1 år gammel baby, som blev passet af hendes svigermor i Mount Hagen, Papua New Guinea. Og hun savnede sit lille barn forfærdeligt.
Doreen fandt en god lytter i Talitha. De læste begge til lærer på Simbu lærerseminar i Kundiawa, ca. 3 timers kørsel fra Doreens hjem.
”Min tilværelse er elendig, og jeg ved ikke, hvordan jeg kan forandre mig, så jeg bliver en god mor og hustru,“ sagde Doreen.
Talitha tænkte over, hvad hun kunne sige, og kom i tanker om, hvordan kvinder med ægteskabsproblemer var kommet til hendes mor for at få vejledning. Hendes mor havde henvist dem til visdom fra Bibelen.
”Min mor sagde, at kun Gud kan forandre en person,“ sagde Talitha. ”Gud skabte os og ved, hvordan han kan reparere os.“
Hun foreslog, at Doreen skulle bede og læse i Bibelen hver morgen.
En af de første ting, Doreen havde bemærket, da de to flyttede sammen i pigebygningen, var, at Talitha stod op klokken 5 hver morgen og bad og læste i Bibelen. Doreen fandt ud af, at Talithas forældre var drankere, og at hun var vokset op hos en adoptivmor, som var syvendedags adventist. Hendes adoptivmor havde lært hende at holde andagt hver dag.
Næste gang Doreen vendte tilbage til skolen efter en weekend hjemme, havde Talitha en overraskelse til hende. Talitha gav hende nogle ark, hvor hun havde kopieret tre bibelske beretninger, bl.a. den om den samaritanske kvinde, som fik forvandlet sit liv fra Joh 4,1-42. Hun havde også kopieret en missionsberetning og en børnehistorie.
”Du kan læse disse, hvis du har tid,“ sagde Talitha.
Doreen syntes godt om beretningerne og bad om flere. Talitha fortalte, hvordan hun et år tidligere var begyndt at bede for sin far, og hvordan han havde modsat sig alle hendes opfordringer til at give sit liv til Gud. Men mens hun havde bedt, var hendes far blevet arresteret, fordi han var sprunget fra en arbejdskontrakt. I fængslet havde han givet sit liv til Gud. Hun ventede på, at han skulle blive løsladt, så de kunne gå i kirke sammen.
”Gud kan også forandre din mand,“ sagde Talitha.
Doreen blev grebet af beretningerne og begyndte at bede for sin mand hver dag. En morgen vågnede Talitha klokken 5 og opdagede, at Doreen allerede var vågen og læste i Bibelen. Talitha var henrykt.
Talitha Hoyato
Der gik to måneder, og Doreens svigermor ringede med en overraskende nyhed. Hun fortalte at Doreens mand, som aldrig havde arbejdet en eneste dag i haven og langt mindre havde rørt en spade, havde gravet og plantet en stor køkkenhave helt alene.
”Det må være din spøg,“ sagde Doreen.
”Kom selv og se,“ svarede hendes svigermor.
Næste gang Doreen rejste hjem, så hun selv haven. Hendes mand forsøgte for første gang at sørge for hende og familien. Han var også holdt op med at drikke. Ingen i landsbyen kunne fatte, hvad der var sket.
Tilbage på skolen takkede Doreen Talitha med et stort knus.
”Gud være lovet,“ sagde Talitha. ”Gud arbejder med ham!“
Et år senere tager Doreen tid til morgenandagt hver dag, og hun og hendes mand kommer i kirke sammen. Hun får ikke længere blå øjne.
”Nu er jeg en lykkelig mor med en lykkelig mand,“ siger hun.
Doreen er kun en af mange, som har lært Gud at kende gennem Talitha. Selv om hun kun er 19 år, ved Talitha ikke noget bedre end at tale med andre om Jesus og hans retfærdighed.
”Fra jeg var helt lille, lærte min adoptivmor mig, hvordan jeg skulle være en discipel, og jeg har altid takket Gud, fordi han gav mig en sådan mor,“ fortæller hun. ”Jeg holder af at dele Jesus med andre allevegne. Når vi taler om dagens nyheder, siger jeg: ’Se, det fortæller os, at Jesus kommer snart.’ Vi må være trofaste og ikke miste det håb, vi har i Jesus.“
FAKTA OM PAPUA NEW GUINEA
• Papua New Guinea består af over 600 øer med 800 lokale sprog. Det er opdelt i fire regioner og 20 provinser.
• I Papua New Guinea findes verdens eneste kendte giftige fugl, hætte-pitohuien.
• Adventistkirken driver 29 klinikker og sundhedscentre i landet.
20. JULI 2019
ET MØDE MED JUSTIN BIEBER
Okanama Kevi
Mange ældre syvendedags adventistpræster i Papua New Guinea vender tilbage til de landsbyer, de voksede op i, når de går på pension, og tilbringer de sidste år af deres liv hjemme sammen med familien.
Okanama Kevi, som er pensioneret præst fra landsbyen Ura i højlandet, vendte ikke tilbage til sin fødeby. Hans tilværelse var blevet endnu mere travl, efter han gik på pension. Han følte, at Gud kaldte ham til en fuldtids bønnetjeneste. Gennem sit arbejde havde han set, at det okkulte er meget udbredt i Papua Ny Guinea. Det er endda trængt ind i nogle af adventistskolerne.
En søndag aften brugte pastor Okanama Ef 6,12 som sin åbningstekst ved en bedeuge på et adventistgymnasium i højlandet i Papua New Guinea. Han læste: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“
Blandt eleverne var Kate, som var datter af en adventistpræst. Mens hun lyttede, følte hun en usynlig magt, som prikkede til hende. ”Kate, du er nødt til at tage en beslutning nu.“
Næste dag gik hun som sædvanligt til timer; men hun følte sig urolig og kunne ikke lade være med at tænke over sidste aftens prædiken. Hun besluttede sig for at tale med pastor Okanama.
Samme eftermiddag opsøgte hun ham, og bad om hjælp. Hun fortalte, at hun to år tidligere, mens hun gik i ottende klasse, var faldet over en okkult gruppe på Facebook og var blevet medlem. Efter nogen tid blev hun leder af gruppen og stod kun under en ond engel, som styrede det hele.
”Da jeg blev medlem af gruppen, rejste jeg over alt i verden og gjorde det, de bad mig om at gøre,“ fortalte hun. ”Jeg gjorde grin med de kristne, og hånede Jesus.“
Hun fortalte, at den nøgle, hun brugte for at rejse verden rundt, var en særlig halskæde og en speciel bog. De to ting, fortalte hun, gjorde hende i stand til at forvandle sin krop til forskellige former og til og med benytte døde menneskers ansigter og udseende, så hun ikke kunne genkendes, når hun rejste.
”Jeg rejste sammen med mange kendte mennesker, sangere og skuespillere,“ fortalte hun.
Kate fortalte om en bestemt tur, hvor hun fløj fra Goroka, en lille by i nærheden af hendes hjem i højlandet, til Moresby, hovedstaden i Papua New Guinea. Uden pas eller visum gik hun ombord i flyet til Sydney i Australien, og derfra på et fly til Los Angeles. Hun fortalte, at hun benyttede halskæden og bogen til at forvandles til en form, som gjorde, at ingen så hende.
I Los Angeles ventede en bil på hende i lufthavnen og kørte hende til det, hun omtalte som ”Djævelens rige“, et stort herskabeligt hus i byens centrum. Der blev hun registreret sammen med en amerikansk okkult gruppe og fik en blå jakke med hætte.
Okanama Kivi
Hun fortalte, at hun også mødte Justin Bieber i huset der. Popsangeren gav hende en tatovering, og idet han rakte hende et armbånd lavet af rød tråd, sagde han: ”Dette er en blodspagt mellem dig og mig.“
Kate græd, mens hun fortalte sin historie. Derefter gav hun pastor Okanama den blå jakke og det røde armbånd. Pastor Okanama holdt hendes hænder og begyndte at bede. Han fik kun sagt tre ord, før Kate faldt ned på jorden, som om hun var død. Pastor Okanama hjalp hende op, og begyndte igen at bede. Igen faldt hun til jorden. Dette skete fire gange.
Efter den fjerde gang salvede pastor Okanama hende med vand, der repræsenterede Jesus det levende vand, og med olivenolie, som repræsenterede Helligåndens kraft. Da han igen bad, forlod den onde ånd hende.
Præsten og andre menighedsledere, som kender til Kates historie, tror ikke, at hun rejste til Los Angeles. Onde engle elsker at bedrage og kunne imponere en præstedatter med den vrangforestilling, at hun havde rejst og mødt Justin Bieber. Jesus sagde trods alt: ”For der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild“ (Mark 13,22). 2 Kor 11,14 siger: ”Og det er intet under. Satan udgiver sig jo for at være lysets engel.“
I dag er Kate ved at gøre sin gymnasieuddannelse færdig, og beder om, at Gud må bringe andre mennesker, især teenagere, ud af det okkulte.
”Jeg døbte hende,“ fortæller pastor Okanama. ”Gud har befriet hende fra Satans lænker.“
FAKTA OM PAPUA NEW GUINEA
• Der er meget få veje i Papua New Guinea, så det er meget almindeligt at flyve fra sted til sted.
• Papua New Guinea har tre officielle sprog: Engelsk, Hiri Motu og Tok Pisin. Derudover er der over 800 lokale sprog, som alle er meget forskellige.
• Adventisternes arbejde i Papua New Guinea var til at begynde med meget vanskeligt. Regeringen havde inddelt landet i tre missionsområder, metodisternes, anglikanernes og London Missionsselskabs, og det var meget svært for andre missionærer at købe land eller at arbejde i disse territorier.
27. JULI 2019
HAN TABTE SIG 40 KILO
Henrik Dun Siope
Henrik Dun Siope voksede op i et syvendedags adventisthjem og levede livet som kampsportsekspert på Salomonøerne.
Han repræsenterede Salomonøerne ved Det sydlige Stillehavs mesterskaber i Tahiti. Dernæst vandt han medaljer, da mesterskaberne blev holdt på Fiji.
Siden hen fik han travlt med at arbejde som arkitekttegner. Han blev gift og fik fire børn. Han læste sjældent i Bibelen og gik aldrig i kirke. Han holdt op med fysisk træning og spiste en masse færdigmad som fish & chips og grillkylling og drak cola. Der gik elleve år. Henrik voksede og voksede, indtil han vejede 105 kilo, langt over hans idealvægt på 65 kilo.
En dag begyndte hans venstre fod at gøre ondt. I løbet af nogle få uger spredte smerten sig op i hans ben. Han opsøgte en læge, men intet hjalp. Til sidst kunne han ikke gå.
Henrik blev ude af sig selv. Han var klar over, at blodcirkulationen i hans lægmuskel var ekstrem dårlig, og han var bange for, at han skulle miste benet. Så kom han i tanker om Gud.
”Gud, hjælp mig til at finde noget medicin,“ bad han. ”Jeg har været ved lægen; men de kan ikke hjælpe mig.“
Kort efter, at han havde bedt, bankede en ældre slægtning på hans dør. Hans slægtning havde følt en stærk tilskyndelse til at besøge Henrik og spurgte, hvorfor han ikke kunne gå. Henrik fortalte ham om sine smerter og manglen på medicin.
”Jeg vil hjælpe dig,“ sagde den gamle mand. Han tilberedte et hjemmelavet lægemiddel og behandlede Henrik hver dag. Efter tre uger kunne Henrik stå på sit ben; men han kunne stadig ikke gå.
”Du har mistet muskelstyrken i din læg,“ sagde den gamle mand. ”Du skal træne hver dag.“
Henrik takkede Gud for sin helbredelse og bad: ”Kære Gud, jeg ønsker, at du skal bruge mig. Jeg ønsker at være en velsignelse for andre. Vis mig, hvad din plan for mig er.“
Efter sin bøn følte Henrik sig overbevist om, at han skulle tabe sig. Han sov dårligt om natten og havde ondt i ryggen. Når han bevægede sig, havde han vejrtrækningsproblemer. Han vidste, at hans smerter i benet havde forbindelse med hans overvægt.
Men hvordan skulle han tabe sig? Henrik kom i tanker om Ellen White’s bog ”Counsels on Diet and Foods“ [Råd og vink om kosthold og helse]. Han blev overrasket over at opdage, at appetitten bragte synden ind i verden. Han læste: ”Vores første forældre tabte Eden, fordi de gav efter for appetitten. Derfor består vores eneste håb om at genvinde Eden i en stærk afvisning af appetittens og lidenskabens magt“ (side 59).
Henrik ændrede helt sine kostvaner. Han holdt op med at spise færdigmad, og efter en hård kamp var han i stand til at opgive koffeinholdige drikke. Han holdt også op med at spise sukker og mejeriprodukter. I stedet gik han over til
Henrik Dun Siope
Guds oprindelige plantebaserede kostplan med frugt, grøntsager, korn og nødder. Han forsøgte også at lade være med at spise efter klokken 16 og passede på ikke at spise for meget.
Han begyndte også at dyrke motion, først ved at gå hver dag, derefter ved også at gøre enkle øvelser derhjemme.
På 12 måneder tabte han sig 40 kilo og var tilbage på sin idealvægt. Han følte sig sundere og kunne gøre forskellige øvelser, som han end ikke havde været i stand til at gøre, mens han dyrkede kampsport.
Nu, to år senere, er Henrik 46 år og leder tre fitnessklasser for overvægtige øboere i et lokale, som ejes af Adventistkirken. Over 200 mennesker fra forskellige trosretninger kommer for at dyrke motion fire dage om ugen. Han holder også seminarer for landets sundhedsministerium og samarbejder med private arbejdsgivere. Hans råd kommer direkte fra Ellen White – og han siger, at folk taber sig, og får det rigtig godt.
”Det gik op for mig, at det er sådan, Gud ønsker at bruge mig, og det har virkelig styrket mit åndelige liv,“ fortæller Henrik. ”Jeg takker Gud for de velsignelser, han har givet mig, så jeg på denne måde kan være en velsignelse for andre.“
En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil støtte et projekt, som hedder ”Red 10.000 tæer.“ Projektet vil bekæmpe diabetes på Salomonøerne. ”Red 10.000 tæer“, som henviser til amputationen af tæer hos mennesker med diabetes, startede i december 2017 og er med til at finansiere Henriks motionsprogram.
Tak for jeres gave til missionen.
FAKTA OM SALOMONØERNE
• Salomonøerne består af seks store øer og omkring 992 små øer, atoller og rev. Øriget dækker et område på 249.000 sømil; men landområdet dækker kun 28.466 km².
• Adventistkirken har 197 menigheder og 408 grupper, som tilsammen tæller 52.975 medlemmer. Med et befolkningstal på 671.000 betyder det en adventist for hver 13 indbyggere.
• Kristendommen, som blev introduceret af missionærer i det 19. og tidligt i det 20. århundrede, er den største religion på Salomonøerne. De største kristne kirker er den anglikanske, den romersk katolske, metodisterne og syvendedags adventisterne.
3. AUGUST 2019
INSPIRERET AF EN AF SINE ANSATTE
Geoffrey Samuel
Geoff Samuel, formand for et bygningsfirma på Salomonøerne, havde svært ved at tro sine egne øjne, da en af hans ansatte tabte sig 40 kilo på et år. Han kiggede på sin egen mave og tænkte: ”Kan jeg mon gøre det samme?“
Geoff vejede 130 kg. I 10 år havde han lidt af for højt blodtryk. Han var klar over, at han var ved at ødelægge sit eget liv.
Geoff kendte godt til adventisternes sundhedsbudskab, for han var vokset op i et adventisthjem og havde gået i menighedsskole. Hans krop var i total modsætning til det, han vidste, var rigtigt. Hans aftensmåltid var det største måltid på dagen, ligesom for alle andre på Salomonøerne, også adventisterne.
Før hvert måltid bad han altid: ”Tak, kære Gud, for denne mad og den velsignelse, det giver os.“ Det var aldrig faldet ham ind at bede: ”Gud, giv os styrke til at kontrollere vores appetit.“
En dag i begyndelsen af 2017 talte Geoff med Henrik, som arbejdede for ham som arkitekttegner.
”Hvordan klarede du at tabe dig så meget?“ spurgte han ham.
Henrik forklarede, at han havde fulgt en diæt og et motionsprogram, som var inspireret af Ellen Whites bog ”Counsels on Diet and Foods.“
”Jeg kan vise dig, hvad jeg gjorde,“ sagde han.
”Hvornår kan jeg gå i gang?“ spurgte han.
”Vi kan godt starte med det samme, hvis du vil,“ svarede Henrik.
De to mænd forlod kontoret og begyndte en enkel 45 minutters motionstur på stranden og gennem skovområder. Det var hårdt for Geoff at kæmpe sig igennem forskellige 20 sekunders øvelser undervejs.
”Da jeg begyndte, kunne jeg ikke klare 20 sekunders øvelser,“ fortæller han. ”Jeg talte, og jeg var glad, hver gang jeg kunne klare 5 sekunder. Hver dag forsøgte jeg at lægge nogle sekunder til.“
Idet Geoff tabte sig, sluttede andre sig til deres gruppe. Herik blev ved med at lede gruppen, og Geoff påtog sig opgaven som koordinator. I dag er der over 200 mennesker fra forskellige trosretninger, som mødes fire dage om ugen for at dyrke motion i en gymnastiksal, som adventisterne ejer.
Hver træning begynder og slutter med bøn. En gang om ugen er der sat tid af til personlige vidnesbyrd, og Henrik og Geoff lægger vægt på betydningen af, hvad man spiser. Deres råd kommer direkte fra Ellen White.
Geoffrey Samuel
”Hvis I synes, I har fået det godt nu, hvorfor så ikke også ændre jeres åndelige liv?“ spørger Henrik.
”Forestil jer, hvordan I ville have det, hvis I bad hver morgen,“ tilføjer han.
”Hem waka!“ som betyder ”Det virker!“ lyder ofte i gymnastiksalen, når mennesker opdager, at deres krop kommer i form.
Henrik og Geoff er ikke medicinske eksperter; men de har lagt mærke til, at Gud hjælper dem, så kroppen helbreder sig selv, hvis de behandler deres legeme, som Gud har tænkt det. Geoff har endnu ikke nået sin idealvægt; men han har tabt sig næsten 35 kilo på 18 måneder og har det bedre end nogensinde før.
”Nu kan jeg løbe, klatre og hoppe,“ siger han med et stort smil. ”Og hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det.“
Fedme er et stort problem på Salomonøerne og er medårsag til mange sygdomme, deriblandt diabetes. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil støtte ”Red 10.000 tæer“-projektet, som skal bekæmpe diabetes på bl.a. Salomonøerne. Projektet, som blev lanceret i slutningen af 2017, støtter det motionsprogram, som Henrik og Geoff leder i deres lokalområde.
FAKTA OM SALOMONØERNE
• Kristendommen, som i dag den største religion på Salomonøerne, nåede øerne i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. De fire største kirkesamfund i dag er den anglikanske kirke, den romersk katolske kirke, Metodistkirken og Adventistkirken.
• Man mener, at der har boet mennesker på Salomonøerne så tidligt som 2000 år f. Kr.
• Selv om engelsk er det officielle sprog på øerne, taler kun 1-2 % af befolkningen engelsk. Salomon Island pijin er det mest almindelige talesprog, men i tillæg til det er der over 80 forskellige sprog og mange dialekter.
10. AUGUST 2019
RED EN SENG
Kinnie Aitorea
Selv om Kinnie Aitorea kun er 18, blev hun bedt om at være menighedssøster i kirken på adventisternes kostskole på Salomonøerne.
Kinnie var henrykt. Hendes mor var menighedssøster, og hun havde aldrig troet, at hun selv skulle blive det. Kirkens præst sammenkaldte menighedens otte menighedssøstre, fire elever, deriblandt Kinnie og fire voksne, for at drøfte deres ansvarsområder i kirken på Betikama Adventist College. Han sagde til Kinnie og hendes veninde Wendy, som også var en af menighedssøstrene, at de havde en helt speciel opgave. De skulle finde ud af, hvad pigerne i pigebygningerne havde brug for af hjælp.
Kinnie og Wendy gik straks i gang med opgaven. De gik omkring i deres egen bygning, som består af et stort rum med køjesenge til 40 piger. De så efter, om pigerne havde gode lagener, tæpper og puder. De undersøgte, om pigerne havde tøj nok og notesbøger og skriveredskaber. Når de mødte en pige, der så ud til at have brug for hjælp, tog de sig tid til at tale med hende.
”Hvordan går det?“ spurgte Wendy. ”Hvordan klarer du dig i skolen?“
”Har du brug for hjælp?“ spurgte Kinnie.
Nogle af pigerne svarede, at de havde brug for tøj. Andre fortalte, at de havde brug for blyanter og papir.
Kinnie og Wendy kom til Mitlyn Todongas seng. Der lå et tyndt tæppe sammenfoldet ved foden af hendes køjeseng. Der var ingen madras oven på de hårde trælameller. Der var heller ingen pude eller lagen.
Kinnie og Wendy opdagede også, at Mitlyn heller ikke havde en hvid bluse og en sort lang nederdel, som eleverne skulle være iført til timerne og ved mange andre anledninger.
Det var Mitlyns første år på skolen. Hun gik i syvende klasse og var kommet for nyligt fra en anden ø. Hendes forældre, som ikke var syvendedags adventister, gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe deres datter. Moderen bagte boller og lavede slikpinde, som faderen solgte. Men der var alligevel ikke penge nok.
Kinnie og Wendy ønskede at tale med Mitlyn; men de andre piger fortalte, at hun var væk hele dagen sammen med skolekoret, som holdt koncert på et museum i landets hovedstad Honiara.
Pigerne fortalte også noget, der gjorde Kinnie meget bedrøvet. De sagde, at Mitlyn græd hver aften, fordi nogle af de andre piger mobbede hende, fordi hun kom fra en fattig familie. Når Mitlyn var til stede, talte de højt og hånligt om hende.
Kinnie Aitorea
”Hun har ikke engang en ordentlig seng,“ sagde en.
”Hvorfor kom hun hertil?“ sagde en anden. ”Alle andre har en rigtig seng.“
Kinnie og Wendy gik til præsten og fortalte om Mitlyn. ”Lad os begynde med at hente en madras og skaffe noget tøj til hende,“ sagde han.
De tre tog sammen ind til byen og købte en madras, der var 5 cm tyk, så Mitlyn kunne få en mere komfortabel seng. De købte også et lagen og et tæppe, en hvid bluse og en sort nederdel, skrivepapir, blyanter, sæbe, tandpasta og en tandbørste.
Da de kom tilbage til pigebygningen, redte de sengen og lagde tøjet og de andre ting oven på den.
Da Mitlyn om aftenen kom tilbage fra korturen, blev hun chokeret over at se sin seng. ”Hvem ejer den madras?“ spurgte hun de andre piger.
”Det gør du,“ svarede en af dem.
”Nogen kom og gav dig den,“ sagde en anden.
”Hvem var det?“ spurgte Mitlyn.
”Kinnie og Wendy,“ svarede pigen. ”De kom også med tøj til dig.“
Da Kinnie kom ind i pigebygningen om aftenen, løb Mitlyn hende grædende i møde. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen ville købe en madras og tøj til mig,“ sagde hun. ”Det er så meget! Min far bliver rigtig glad, når han hører, hvad I har gjort for mig.“
Kinnie blev selv meget lykkelig over Mitlyns glæde. ”Det er helt OK,“ sagde Kinnie og gav Mitlyn et knus. ”Det er Guds mening, at vi skal hjælpe hinanden.“
FAKTA OM SALOMONØERNE
• Betikama Adventist College har 520 elever, som bor i fem pigebygninger og seks drengebygninger.
• Dårlig hygiejne og manglende kloakering er årsag til, at malaria og tuberkulose stadigvæk florerer på øerne. Kun 60 % af befolkningen har adgang til tilstrækkelig kloakering.
• Den spanske opdagelsesrejsende Alvaro de Mendana de Neira opdagede øerne i 1568. Da han fandt aflejret guld på Guadalcanal, troede han, at han havde fundet kilden til kong Salomos rigdom og kaldte derfor øerne Salomonøerne.
17. AUGUST 2019
SABBATSARBEJDE
Sophie Bauma
I oktober 2017 blev der holdt en offentlig mødeserie i Ny Kaledonien, et fransk territorium i Stillehavet. Præsten talte om det fjerde bud, og Sophie Bauma tog imod budskabet om, at lørdagen er den bibelske sabbat. Men hun sagde ikke sit arbejde op. Fire dage om ugen – tirsdag til fredag – arbejdede hun i et supermarked i Mebuet, en landsby på den lille bitte ø Maré. Hendes kollega Celine passede forretningen de andre tre dage.
Om fredagen går solen ned mellem 17.30 og 18.45, afhængigt af årstiden. Og Sophie skulle først lukke forretningen klokken 19.00. Hun havde det ikke godt med at arbejde om sabbatten. Hun ønskede ikke at opsige sit job, for det var vanskeligt at finde arbejde, og hendes løn skaffede mad til hele familien. Hun bad Gud om at ændre hendes arbejdstider.
En fredag aften, mens Sophie var på arbejde og beklagede sig over at skulle arbejde endnu en sabbat, fik hun en opringning fra Celine. Hendes kollega fortalte, at hun var i Noumea, Ny Kaledoniens hovedstad, som ligger på en anden ø. Hun fortalte, at hun ikke var i stand til at få en flybillet hjem til Maré.
”Kan du afløse mig i morgen?“ spurgte hun.
”Nej, jeg skal i kirke i morgen,“ svarede Sophie. ”Du ved godt, at det er den dag, jeg tilbeder Gud.“
Kort tid efter fik Sophie en sms på sin mobiltelefon fra supermarkedets ejer, som også befandt sig i Noumea.
”Du skal åbne forretningen i morgen og passe butikken,“ skrev ejeren.
Sophie skrev tilbage: ”Nej, i morgen er det min helligdag, så jeg vil ikke åbne supermarkedet.“
Et øjeblik senere fik hun svar tilbage fra ejeren. ”Ikke noget problem. Luk supermarkedet.“
Men Sophie var bekymret. Hun talte med en dame i menigheden. ”Frygt ikke mennesker,“ sagde damen. ”Frygt Gud.“
Om søndagen var hendes kollega stadigvæk ikke kommet tilbage, så Sophie åbnede supermarkedet. Det var lykkedes for ejeren at komme tilbage, men hun var rasende.
”Mit supermarked har aldrig holdt lukket om lørdagen, og jeg ønsker aldrig mere, at det skal ske!“
Sophie mindede ejeren om sin tro og tilføjede: ”Hvis du ønsker at fyre mig, er du i din fulde ret til at gøre det.“
Nogle uger senere gav ejeren Sophie tilladelse til at holde fri i fire dage for at rejse med sin teenage datter til hovedstaden. Men da Sophie kom hjem igen, sagde forretningens ejer, at hun blev nødt til at arbejde fire dage ekstra til erstatning for de dage, hun havde holdt fri. To af de dage var lørdage.
Sophie Bauma
Sophie forsøgte at bytte med sin kollega; men ejeren insisterede på, at hun skulle arbejde på de dage. Sophie arbejdede begge sabbatter og græd, mens hun arbejdede. Om aftenen kunne hun ikke falde i søvn. I desperation bad hun: ”Gud, hjælp mig til at få fri om sabbatten.“ Hun bad også menigheden om at bede for hende.
Nogle få dage senere offentliggjorde ejeren et nyt arbejdsskema. Sophie havde på ejerens forlangende arbejdet ekstra hver dag; men det kostede en hel del i overtidsbetaling.
”Fra nu af skal du arbejde fra søndag til onsdag,“ sagde ejeren.
Sophie kunne ikke tro sine egne ører! Hun skyndte sig hjem med et stort smil om munden for at fortælle sin mand den gode nyhed.
I dag tjener Sophie mindre end tidligere; men hun er ikke ked af det. Nu kan hun tilbede Gud hver sabbat.
”Min løn er ikke vigtig, men det er min tid med Gud,“ siger hun. ”Jeg glæder mig over at holde fri hver sabbat.“
En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at bygge to børnesabbatskolerum på Maré. Et af dem er i Sophies kirke. Tak for jeres støtte til missionen, som er med til at hjælpe både voksne og børn til at lære Gud at kende.
FAKTA OM SALOMONØERNE
• Adventistkirken i Ny Kaledonien har seks menigheder og fire grupper med tilsammen 1029 medlemmer. Landet har 283.000 indbyggere.
• De første adventistmissionærer, som arbejdede i Ny Kaledonien, var kaptajn G.F. Jones og hans hustru, som sejlede fra Sydney til Noumea i oktober 1925. Øerne var nogle af de vanskeligste at nå i Stillehavet.
• James Cook var den 4. sept. 1774 den første europæer, der opdagede Ny Kaledonien. Han kaldte det Ny Kaledonien, fordi den nordøstlige del af øen mindede ham om Skotland.
24. AUGUST 2019
ENGLE I STORMEN
Annie Paama voksede op i et adventisthjem på Ny Kaledonien, men hun forlod kirken som 16-årig og flyttede sammen med Leonce, som hun fik to børn sammen med. Leonce kom ofte fuld hjem, og kom op at slås med Annie. Af og til bankede han deres børn. En aften hørte Annie Leonce råbe, mens han kom op af bakken mod deres hus. Hun var klar over, at han var fuld.
Regnen faldt let. Vejrmeldingerne forudsagde, at cyklonen Erika ville ramme Ny Kaledonien den aften, og folk blev opfordret til at blive indendørs. Men Annie havde ikke lyst til at være fanget med en fuld og voldelig mand. Hun greb sin datter Morgane på 3 og sin 8 måneder gamle søn Leonce Junior, satte dem i sin bil og kørte hurtigt væk. Hun kørte, til benzinmåleren viste, at tanken var tom. Så parkerede hun nær et træ – usikker på, hvor det var mest sikkert at opholde sig under stormen. En kraftig vind fik bilen til at gynge, og en kold vind strømmede igennem den. Det gik op for Annie, at hun ikke havde taget varme tæpper med.
Hun betragtede sine børn. De sov trygt efter den lange køretur. For første gang i mange år huskede hun på Gud. ”Gud, hvis du er der, beder jeg dig om at beskytte mig og mine børn i nat,“ sagde hun.
Da hun havde bedt, blev hun overmandet af en dyb træthed. Hun lænede sig tilbage i førersædet og kiggede ud af sidevinduet. Så blinkede hun hurtigt og kiggede igen ud ad vinduet. Med stor forbløffelse så hun skyerne rulle væk og himlen åbne sig. Rædselsslagen stirrede hun opad. Hun så tusindvis af engle, som gik frem og tilbage i himlen. Hun strakte nakken i håbet om at kunne se Guds trone. Så lukkede himlen sig igen, og en stige strakte sig fra skyerne ned til hendes bil. Tre engle kom ned ad stigen. De var hvidere end noget, Annie nogen sinde havde set. Hun kunne ikke se deres ansigter, kun at de var høje, havde vinger og skinnede med et klart lys. En af englene stillede sig foran bilen og foldede sine enorme vinger ud, så de nåede til bagenden af bilen. De to andre engle stod på hver sin side af bilen og dækkede også bilen med deres vinger.
Annie var rædselsslagen og rystede af frygt. Så følte hun, at bilen blev vugget forsigtigt, som når en mor vugger sit lille barn. En behagelig varme fyldte hele bilen. Pludselig forsvandt Annies frygt, og hun følte en dyb fred. Hendes øjne blev tunge og hun faldt i en tung søvn.
Annie vågnede ved lyden af fuglekvidder. Da hun så ud af vinduet, så hun igen stigen komme ned fra himlen. Englene foldede deres vinger sammen og steg op ad stigen. Da de forsvandt, begyndte Annie at ryste – ikke af frygt, men af kulde. Varmen i bilen var forsvundet.
Mens det begyndte at gå op for Annie, hvad der var sket, indså hun, at hendes bøn var blevet besvaret på en helt enestående måde. I det øjeblik gav hun sit hjerte til Jesus. ”Jeg vil aldrig vende tilbage til mit gamle liv,“ bad hun. ”Jeg lover at leve mit liv for dig, Jesus.“
På forunderlig vis var der nok benzin i tanken til, at hun kunne køre hjem til sin mor. Hendes mor tog imod hende med åbne arme og sørgede for penge til at fylde tanken.
Annie Paama
Da Annie kom hjem, så hun, at deres hus havde undgået cyklonens rasen, selv om nabohusene havde lidt skade. Hun rev billeder af Bob Marley og marihuana ned af væggene, samlede sine smykker og brændte det hele på et bål. Flammerne var endnu ikke gået ud, da Leonce kom hjem fra arbejde. Annie så hans forundring, og forklarede, at hun havde givet sig hjerte til Jesus.
Leonce spurgte, hvad der var sket den forgående aften og nat. ”Hvor var du og børnene?“ sagde han. ”Jeg kom hjem, og huset var tomt.“
Annie fortalte, hvordan hun havde hørt, at han havde råbt i fuldskab, mens han kom op ad bakken, og hvordan hun var flygtet for at undgå slagsmål. Leonce rystede langsomt på hovedet. ”Det var ikke mig,“ sagde han. ”Jeg drak ikke i går.“
Annie holdt sit løfte om at tjene Gud. Hun giftede sig med Leonce og blev døbt. Hun blev også valgt til at være menighedssøster i den lokale menighed. Den opgave har hun nu udført i 10 år.
Da Leonce hørte om mødet med englene, lagde han sin voldsomhed væk. Annie beder om, at han må blive døbt.
Børnene, som nu er teenagere, har svært ved at tro, at de var en del af en så fantastisk oplevelse. De ønsker, at de kunne opleve noget lignende en dag. Annie fortæller dem, at det kan de.
”I må have et forhold til Gud og tale med ham,“ siger hun. ”Så vil han også vise sig for jer.“
En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at bygge to børnesabbatskolerum på Maré.
FAKTA OM NY KALEDONIEN
• Ny Kaledoniens indbyggere kaldes ”kanaker“. Ordet kommer fra det polynesiske ord ”kanaka“, som betyder ”menneske“.
• Ny Kaledoniens største eksportvare er nikkel. Landet har 25 % af verdens nikkelbeholdning.
• Der findes næsten 25.000 orkidearter i verden, men kun omkring 100 af dem er ”vanilje“. Af disse bliver kun tre arter dyrket pga. deres aromatiske kapsler: Vanilla pompona, Vanilla tahitensis og Vanilla planifolia, som findes i Ny Kaledonien.
• Ny Kaledonien har et subtropisk klima med maksimumstemperaturer mellem 25 og 30 grader i den varme årstid fra september til marts og 20 til 23 grader i de køligere måneder fra april til august.
31. AUGUST 2019
”HEJ, HOPE CHANNEL“
William Arama
William Arama er præst i den nordlige by Kerikeri på New Zealand. Han læste med interesse sin e-mail.
”Hej Hope Channel,“ stod der. ”Min kone og jeg flytter snart til Kerikeri. Vi kommer til at se os om efter en kirke, hvor vi kan gå til gudstjeneste. For nogen tid siden så vi et program, som blev ledet af en mand i en gymnastiksal i Kerikeri. Vi tænker på, om det er muligt for os at kontakte ham, når vi kommer dertil. Vi holder meget af jeres program. Jeres i Jesu navn, Colin Horsfall.“
Williams hjerte fyldtes med glæde, da han læste brevet. Det var godt at høre, at der var mennesker, der så hans program, og at deres hjerter blev rørt. Nu ønskede dette par at komme til hans kirke. Han følte sig helt overvældet.
William skrev tilbage, at han var glad for, at Colin og hans kone syntes om Hope Channel. Han forklarede, at Kerikeri, som ligger ca. 250 km nord for New Zealands hovedstad Auckland, er en lille by med 7.500 indbyggere. Adventistmenigheden mødes hver lørdag kl. 10 i kapellet i et seniorcenter.
”Vi vil glæde os til at se dig og din hustru,“ svarede han. ”Ring til mig, hvis I har brug for hjælp.“
”Tak,“ svarede Colin kort tid senere. ”Vi ses snart.“
William var kommet til Kerikeri et par år tidligere for at plante byens første syvendedags adventistkirke. Der boede kun én adventistfamilie i byen, og William kendte ingen. Efter at have bedt om, hvordan han skulle gå i gang med arbejdet, besluttede han at starte et fitnesscenter.
”Gud gav mig denne glimrende ide og sagde: ’Hvorfor starter du ikke et fitnesscenter?’“ siger William og tænker tilbage. ”Jeg startede et fitnesscenter, fordi jeg vidste, at jeg kom til at møde en masse mennesker der.“
Og han mødte mange mennesker. Han begyndte også at samarbejde med Hope Channel New Zealand. Den lokale kanal er knyttet til Adventistkirkens internationale radio- og TV-virksomhed. Ved hjælp af midler fra et 13. sabbatsoffer i 2016 begyndte Hope Channel at sende gratis til samtlige husstande i New Zealand.
Et af de programmer, som William lavede, viste, hvordan han gav råd om træning og motion i fitnesscenteret. I sit program beskrev han, hvordan mennesker er bekymrede over deres fysiske sundhed og spurgte: ”Hvad så med din åndelige sundhed?“
Dette program havde gjort stort indtryk på Colin og hans hustru Robyn, som var ved at forberede sig på at flytte fra Kaitaia, en by ca. 95 km nordvest for Kerikeri. Parret kom regelmæssigt i kirke i et andet kristent trossamfund i den by.
William Arama med Olin og Robyn
Sabbatten oprandt, da Colin og Robyn for første gang dukkede op i Williams kirke. Menighedens 12 medlemmer modtog dem med stor varme, og de syntes godt om prædikenen og frokosten bagefter.
”Alle var meget venlige, og de følte sig velkomne,“ fortæller William. ”Og de blev ved med at komme tilbage.“
Colin, som var 75, havde vundet medaljer i landets mest prestigefyldte cykelløb, World Masters Games. Robyn elskede at se Hope Channel, og efter at have set William i fjernsynet, hilste hun på ham om sabbatten og sagde: ”Jeg har set min yndlingspræst i løbet af ugen.“
William og Robyn begyndte at deltage i bibelstudier, og de forbereder sig nu på at blive døbt.
William er fast overbevist om, at Hope Channel åbner mange døre i New Zealand, hvor Adventistkirken i mange år har kæmpet med at blive accepteret i et meget sekulært samfund.
”På denne måde er Gud i stand til at tale til dem, som sandsynligvis kæmper med spørgsmål, som de ikke ønsker, at andre skal kende til. De ønsker ikke at møde op i en kirke,“ siger William. ”Men gennem Hope Channel kan de sidde komfortabelt i deres eget hjem og høre Guds budskab.“
Tak for jeres 13. sabbatsoffer i 2. kvartal i 2016, som var med til at gøre det muligt for Hope Channel at sende gratis til alle husstande i New Zealand. Tak også for jeres almindelige sabbatsskolegaver, som er med til at udbrede budskabet om, at Jesus snart kommer igen.
FAKTA OM NEW ZEALAND PACIFIC UNION
• New Zealand Pacific Union består af New Zealand, Cook Islands, Fransk Polynesien, Ny Kaledonien, Pitcairn og Wallis og Futuna-øerne.
• Der er 13.167 medlemmer i denne union, som har 83 menigheder og 26 grupper.
• 15 % af New Zealands befolkning er maorier.
• Selv om New Zealand er på størrelse med Japan, bor der kun lige over 4 millioner indbyggere. Det er et af verdens mindst befolkede lande.
7. SEPTEMBER 2019
GANGSTER TIL GUD
Jayson Rogers
Da han var 12 år gammel, råbte Jayson Rogers til en Gud, han ikke kendte. ”Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor,“ siger Jayson. ”Jeg var ensom i mørket om aftenen og græd og råbte til Gud under min pude.“
Jayson var den yngste af ni søskende og boede hos sin tante og onkel i det nordlige New Zealand, da han bad Gud om at gribe ind i sit liv. Hans forældre syntes, han var uregerlig, og han var blevet smidt ud af skolen. Selv om han kun var barn, brød han ind i folks hjem, og han stjal også biler. Da han var 10, købte han sin første bil med den første løn, som han havde tjent på en byggeplads. Bilen var en ”skraldespand“, fortæller han, men han købte den på grund af nummerpladerne. I løbet af de næste år brugte han nummerpladerne på ni forskellige biler, som han stjal.
Jayson oplevede ikke et øjeblikkeligt svar på sit råb til Gud. Et år flyttede han tilbage til sine forældre i Auckland, New Zealands hovedstad.
Jayson blev dybt involveret i kriminalitet. Som 15 årig flyttede han sammen med sin kæreste Krystal hos hendes forældre. Han blev medlem af en gadebande og dyrkede og solgte marihuana i adskillige år. Han blev afhængig af metamfetamin, og i 11 år solgte han dette narkotika for at tjene penge til sin egen afhængighed.
”Jeg var dybt involveret i bander og den kriminelle underverden,“ fortæller han. ”Jeg var kendt for indbrud, kidnapning og pengeafpresning. Syv mennesker arbejdede for mig i et kartel, der fremstillede og distribuerede narkotika.“
Han havde altid bunker af kontanter. Hver anden eller tredje dag tjente han omkring 45.000 kr. på sit narkosalg.
En dag henvendte en mand, som hed Andrew, sig til ham og inviterede ham til gratis timer i kick-boksing. Jayson greb anledningen og håbede, at det kunne forbedre hans færdigheder i gadekamp og afpresning.
Jayson tilsluttede sig en gruppe andre gangstertyper i sportshallen onsdag aften. Andrew ledte gruppen i en times sveddryppende øvelser. Derefter uddelte han en bibel til hver af dem og sagde: ”Lad os dele vores tanker med hinanden omkring bordet.“
Jayson blev chokeret og havde mest lyst til at gå. Men af en eller anden grund blev han. Andrew talte i en halv time, og imens rasede Jayson i sit sind mod Gud. Han tænkte: ”Hvem er Gud? Jeg er Gud i min verden. Jeg har arbejdere, mine egne håndlangere. Jeg er højt respekteret og set op til. Jeg er Gud.“
Han blev bragt tilbage til virkeligheden, da Andrew sluttede med at læse Jesu ord i Matt 6,19-20: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.“
Jayson blev forvirret. Hvordan kunne han samle sig skatte i himlen – uden for rust og medtyves rækkevidde?
Jayson Rogers
Hele ugen tænkte han over det og begyndte at komme regelmæssigt i klassen. Inden længe spurgte Andrew ham, om han havde lyst til at hjælpe til med at lede klassen. Jayson blev både overrasket og glad. For at blive kvalificeret som instruktør var han nødt til at gennemgå et førstehjælpskursus, som blev holdt i Andrews kirke, Papatoetoe Syvende Dags Adventistkirke.
Snart begyndte Jayson at komme i kirke sammen med Krystal og deres syv børn. Han tog imod Jesus, og efter at have boet sammen med Krystal i 21 år, friede han til hende. Menigheden fejrede sin største familiedåb, da han, hans kone og fem af deres børn blev døbt på samme dag. De to yngste af børnene blev velsignet.
Jayson, som nu er 36, fortæller, at hans liv er totalt forandret i løbet af de sidste tre år. ”Nu bor vi ikke længere beskyttet af tre meter høje hegn, baseballbats, oversavede maskingeværer og store knive,“ siger han. ”Nu bor vi omgivet af et hvidt stakit, og jeg har mit eget håndværkerfirma.“
Han er stadig med til at lede kick-boksingklassen, som indtil nu har resulteret i seks døbte. Der løb en tåre ned ad hans kinder, da han tænkte på sine forældre.
”Min bekymrede mor plejede at ringe til mig hver dag,“ fortæller han. ”Hun så på nært hold, hvor skrækkeligt mit liv var. Nu hører jeg ikke så meget fra hende mere, og det tager jeg som et godt tegn.“
Han håber, at han kan lede sine forældre og andre til Kristus. ”Jeg er lykkelig nu,“ siger han. ”Jeg ville ikke bytte det med noget andet. Jeg er blevet Guds discipel, og jeg ønsker at dele Ordet med så mange som muligt på de måder, Gud viser mig.“
FAKTA OM NEW ZEALAND
• I 1893 blev New Zealand det første land i verden, der gav kvinder stemmeret.
• ”Aotearoa“, navnet for New Zealand på maori, betyder ”Den lange hvide skys land“.
• Kea-fuglen, som kun findes i New Zealand, er kendt for at stjæle vinduesviskere fra biler og gummipakninger fra vinduer.
• I New Zealand findes verdens tungeste insekt. Det er en kæmpe-weta. Den er tungere end en spurv og ligner en kæmpekakerlak.
• Sir Edmund Hillary, den første, som i 1953 besteg Mount Everest, kom fra New Zealand.
14. SEPTEMBER 2019
NÅR ULYKKEN RAMMER
Joeli Rabo
Joeli Rabo er forsikringsagent fra Fiji. Han kiggede op fra sin hospitalsseng og så sin tantes bekymrede ansigt. ”Søn, du bliver nødt til at forlade den kirke. Lad være med at bringe den til vores landsby,“ sagde hun. ”Det er en forbandelse for dig. Der vil komme meget mere ulykke ud af det, hvis du bringer denne nye tro til vores landsby. Du tilbeder på en anden dag. Og det er den forkerte dag. Nu lider du under følgerne af det.“
Joeli så ned på sine hænder. De var begge brækket i en bilulykke. To af hans nevøer var omkommet ved ulykken.
Da Joeli blev døbt, havde han et brændende ønske om at dele sin tro med den landsby, han kom fra. Men han fik en meget fjendtlig modtagelse, ikke mindst fra mange af sine slægtninge, der tilhørte et andet kirkesamfund. Alligevel organiserede Joeli evangeliske møder, og 10 mennesker blev døbt. Dernæst anskaffede han en grund, hvorpå han ville bygge en kirke. Han havde aftalt en dag, hvor de nye medlemmer skulle mødes med ham for at rydde grunden.
Dagen før de skulle mødes, stod Joeli tidligt op for at køre sin nevø til Nadi lufthavn. Nevøens mor og to yngre nevøer samt hans egen 13 år gamle søn var også med i bilen.
Omkring klokken 4 om morgenen var Joeli faldet i søvn ved rattet, og bilen kørte af vejen. Den 27 årige nevø og hans 16-årige bror blev dræbt på stedet. Deres mor og den anden nevø på 13 år blev bragt til hospitalet med alvorlige skader. Joeli brækkede begge arme. Hans egen søn slap mirakuløst uskadt fra ulykken.
Joelis tante kom til hospitalet for at tale ham fra planen om at bygge en adventistkirke. Joeli så på hende fra hospitalssengen. ”Tante,“ sagde han. ”Du har kun en søn. Hvis jeg døde i denne hospitalsseng, for at din søn en dag vil blive adventist, ville jeg takke Gud for muligheden for at give mit liv for din søns liv.“
Hans tante vendte sig bort med tårer i øjnene.
Til trods for, at Joeli havde talt med stor selvsikkerhed, var han ikke overbevist om, at han skulle bygge en kirke. Den måned, han lå på hospitalet, bad han meget. ”Kære Gud, jeg ved ikke, om det er din vilje.“
Men da han forlod hospitalet, var han ikke i tvivl om, at kirken skulle bygges. Et citat fra Ellen White bekræftede hans overbevisning. I bogen Testimonies for the Church, 1. bind s. 78 siger hun: ”Lidelse har været Guds folks skæbne lige fra martyren Abels dage. Patriarkerne led på grund af deres troskab mod Gud og lydighed mod hans bud. Kristus, menighedens store overhoved, led for vor skyld; hans første apostle og den nye menighed led; millioner af martyrer led, og reformatorerne led. Hvorfor skulle vi, som har det salige håb om udødelighed, som skal blive virkelighed, når Kristus snart kommer igen, afskrækkes af tilværelsens lidelser?“
Joeli indså, at lidelse kan komme, mens vi forkynder evangeliet, fordi djævelen er vred. Kirken blev bygget på
lidt over en måned. Joeli var lykkelig over, at hans landsby havde en kirke; men han havde også et ønske om at plante en anden menighed i landsbyen Kiuva. Samtidig ønskede han ikke, at nogen skulle rammes af tragedier. Så han og de menighedsmedlemmer, der arbejdede sammen med ham, besluttede sig for at bede og faste to gange om ugen, mens de gik fra dør til dør i landsbyen.
”Gud, jeg havde en dårlig erfaring i min egen landsby,“ bad han hver dag. ”Nu bringer jeg evangeliet til en anden landsby. Vil du ikke nok beskytte os mod en så frygtelig oplevelse denne gang. Led mig i alt, hvad jeg gør, så jeg ikke skal opleve det samme igen.“
Til hans store overraskelse tog en af landsbyboerne godt imod budskabet og inviterede Joeli til at holde gudstjeneste om sabbatten i hans hjem. Senere donerede han et stykke jord, hvor de kunne bygge en adventistkirke.
Joeli sagde, at bøn og faste havde hjulpet dem til uden besvær at plante den nye menighed.
Dernæst tog han hen til en tredje landsby, Buretu. Igen bad og fastede han og menighedsmedlemmerne. Til deres store glæde blev landsbyens høvding og hans familie døbt.
Men ulykken ramte, inden Joeli kunne nå at bygge en adventistkirke. Høvdingen døde som følge af diabetes. Landsbyens beboere undrede sig over, om deres høvding var blevet straffet, fordi han var blevet adventist.
Joeli sagde, at djævelen brugte høvdingens død til at angribe adventisternes arbejde, og han tror, at der vil blive bygget en kirke. Han ser også frem til dette kvartals 13. sabbatsoffer, som vil hjælpe mennesker med diabetes gennem sundhedsprojektet ”Red 10.000 tæer“.
Joeli siger, at Gud vil sejre i landsbyen. Efter at Joeli havde fortalt sin tante, at han var villig til at dø for hendes søn, blev hendes søn og hans fire børn døbt og blev adventister.
”Da jeg besøgte min tante, inden hun døde, takkede hun mig for, at jeg havde delt budskabet med hendes eneste søn,“ fortæller Joeli. ”Gud har styr på det hele.“
FAKTA OM FIJI
• Der bor 878.000 mennesker på Fiji. 26.487 er medlemmer af Adventistkirken. Der er 166 menigheder og 101 grupper.
• Adventisterne har tre skoler på Fiji: Navesau Adventist High School, Suva Adventist College og Fulton College.
• De første adventistmissionærer kom til Fiji i 1891. Fiji blev organiseret som en mission i 1895.
21. SEPTEMBER 2019
OMVENDT VED EN BEGRAVELSE
Ingen ønskede at hjælpe Tito, da hans far døde. ”Du kan ikke få en kirkelig begravelse til ham,“ sagde en. ”Gå og grav ham ned i jorden,“ sagde en anden.
Indbyggerne i den afsidesliggende landsby Nakavika på Fiji havde vendt Titos far ryggen, fordi han var blevet syvendedags adventist. Resten af landsbyen, også Tito, tilhørte et andet kirkesamfund.
Tito ønskede, at hans far skulle have en ordentlig begravelse, så han appellerede til landsbyens høvding, som var hans fætter. Høvdingen gik med til, at der skulle være en kristen begravelse, men på den betingelse, at Tito byggede en adventistkirke til begravelsen.
Tito byggede et lille skur, og han og de andre slægtninge masede sig derind til begravelsen. En adventistpræst kom og holdt en tale om de dødes tilstand.
Tito lyttede chokeret. Han havde altid troet, at folk fór til himlen, når de døde. Men præsten beskrev døden som en søvn og understregede, at Jesus i beretningen om Lasarus i Joh 11 også kaldte døden en søvn.
Titos søster rakte ham en bibel, så han kunne læse, mens præsten talte. Tito så, at ordene i Joh 11 stemte med det, præsten sagde.
Derefter læste præsten fra 1 Thess 4,16 og læste, at de døde vil vågne og opstå fra deres grave, når Jesus kommer igen. Han læste: ”For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.“
Igen slog Toto op i Bibelen og så, at det passede med det, som præsten sagde. Han havde aldrig læst i Bibelen under en gudstjeneste i sin egen kirke.
Da de sørgende var samlet til et måltid efter begravelsen, greb Tito fat i en af adventistgæsterne. ”Vil du ikke komme med hjem til min families hus?“ spurgte han. ”Jeg vil gerne vide mere om, hvad der sker, når et menneske dør.“
Menighedsmedlemmet gik med ham hjem og gav ham et bibelstudium om de dødes tilstand. Tito ønskede at vide mere og inviterede manden til at komme tilbage og holde flere bibelstudier.
Men Titos hustru, Vika, ønskede slet ikke at deltage i bibelstudierne. Hun lukkede sig inde i et andet værelse sammen med deres to små børn, hver gang adventisten besøgte dem.
Efter to måneder var Tito kommet til bibelstudiet om dåb, og han sagde, at han ønskede at blive døbt. Vika græd, da hun hørte om hans beslutning.
”Jeg valgte dig, fordi vi har den samme tro,“ sagde hun. ”Hvis dette skal være din kirke, er det bedst for os at blive separeret. Vi har to børn. Du kan beholde den ene, så tager jeg den anden.“
Tito blev meget ked af det; men han kunne ikke overtales til at ændre sin beslutning.
”Vika, fra nu af vil Gud være nr. 1 i mit liv, og du vil være nr. 2,“ sagde han. ”Men jeg lover dig en ting. Hvis
Kositela Tito
min kærlighed til dig tidligere var 50 %, vil den nu være 100 %.“
Efter sin dåb fortalte
Tito Vika, at han ikke ville forhindre hende i at gå i kirke om søndagen, som hun plejede. Men han bad hende om ikke at lave mad og vaske deres tøj om lørdagen. Han sagde, at han både ville vaske alt tøjet og lave mad om søndagen.
Der gik en måned, og Vika lagde mærke til, at hendes mand virkelig ikke var den samme, som hun havde giftet sig med. Når han var færdig med sit daglige arbejde som skolelærer, gik han ikke længere ud og drak sammen med sine venner. Han inviterede ikke sine venner hjem til samtaler, som var fulde af bandeord. Nu kom han direkte hjem fra arbejde og tilbragte tid med børnene. Han var holdt op med både at drikke, ryge og bande.
En dag sagde hun til ham: ”Tito, der er sket en stor forandring med dig. Du er ikke den Tito, som jeg kendte tidligere. Vi plejede at skændes; men det gør vi ikke mere. Vi var uenige om mange ting; men det er vi ikke længere. Nu tilbringer vi meget tid sammen som familie. Jeg ønsker også at kende sandheden.“
Tito havde bedt for Vika, og hendes ord glædede hans hjerte. De bad sammen, og han arrangerede, at hun fik bibelstudier. Inden længe blev hun døbt.
I dag er Tito 33 år og sabbatsskolelærer i tillæg til sit arbejde som skolelærer. Vika underviser i børnenes bibelklub. Tito holder bibelstudier med folk fra landsbyen, og to er allerede blevet døbt.
Han har mødt vanskeligheder i skolen på grund af sin tro. En dag havde nogen tisset på hans bord, da han kom på arbejde. En anden dag havde nogen skrevet sjofelheder om ham på tavlen. Skolens leder var nødt til at tilkalde politiet en dag, da en fuld landsbyboer truede Tito med en kniv.
Men han er fast besluttet på at dele evangeliet med andre. Hans bøn er: ”Gud, jeg er villig til at dele dit ord med resten af landsbyen. Brug mig i disse sidste tider.“
FAKTA OM FIJI
• Fiji består af 322 større og over 500 mindre øer. Ca. 110 af dem er beboet. De er spredt ud over et område på 194.000 km², hvoraf kun 10 % er land.
• Fiji har tre officielle sprog: fiji, engelsk og fiji hindi.
• Over 80 % af Fijis jord ejes af lokale landsbygrupper, som hver har deres egen høvding.
• Suva er Fijis hovedstad og ligger på øen Viti Levu.
28. SEPTEMBER 2019
INTET BEN, NYT LIV
Lepani Kuruduadua følte det, som om hans liv var slut. Den pensionerede skolelærer var ved et uheld kommet til at skære sig i benet, mens han var ved at reparere en kirke i landsbyen Naqarani på Fiji. Såret ville ikke heles, og fordi Lepani havde diabetes, blev det kun værre. Til sidst sagde lægen, at de var nødt til at amputere hans ben.
Efter operationen lå Lepani lænket til sengen i mange måneder og tænkte over, hvad der var at leve for. Han var især ked af det, fordi han 17 år tidligere havde tilsluttet sig kirken, men aldrig havde brugt sine to gode ben til at lede nogen til Kristus. Og nu havde han kun et ben.
Ti måneder efter amputationen fik Lapani et kunstigt ben og lærte at gå igen. Hver dag tænkte han: ”Jeg er nødt til at gøre noget for Gud, selv om jeg kun har et ben.“ Mens han bad, kom han i tanker om en landsby, som han og andre medlemmer i lang tid havde ønsket at nå med evangeliet. Han huskede, at der boede en adventistfamilie i landsbyen. Han besluttede sig for at bede denne familie om hjælp til at organisere nogle evangeliske møder.
Han tog en taxa til landsbyen og blev mødt af Anna, familiens datter. Han fik at vide, at hendes forældre, som han havde håbet ville hjælpe ham med møderne, var flyttet til Nadi på den anden side af øen.
”Hvordan holder du nu gudstjeneste?“ spurgte han hende.
Den unge kvinde fortalte, at hun af og til holdt gudstjeneste med Nico, en af hendes naboer, som ikke tilhørte nogen kirke.
”Lad os holde en bøn,“ sagde Lepani. ”Jeg vil gerne besøge Nico,“
Da Lepani og Anna lidt senere nærmede sig Nicos hus, sprang døren op og en mand kom løbende ud.
”Du er den gæst, jeg har ventet på!“ udbrød han. Han bad dem komme indenfor, og fortalte dem en fantastisk historie.
Han sagde, at han havde bedt og bedt om, at nogen ville tale til ham om Jesus. Han havde lovet Gud, at han ville tilslutte sig den kirke, som den første person, der kom til hans
Lepani Kuruduadua
hus, tilhørte. Samme morgen, mens han var ude for at samle brænde, havde han haft en stærk følelse af, at den længe ventede gæst ville ankomme den dag. Han skyndte sig hjem; men der var ingen. Han tog et brusebad og havde netop fået tøj på, da han hørte Lepanis stemme udenfor.
”Jeg vil gerne tilslutte mig din kirke,“ sagde Nico. ”Jeg vil gerne komme til din kirke næste sabbat sammen med min kone og mine tre døtre.“
Lepani bad sammen med han og udtrykte sin glæde over hans ønske om at tilslutte sig menigheden. Men han sagde til ham: ”Næste sabbat vil jeg komme til dig, og vi vil holde kirke i dit hjem.“
Hver sabbat de næste syv måneder holdt Lepani gudstjeneste i Nicos hjem. Andre landsbyboere sluttede sig til dem. Efter at Lepani havde organiseret en evangelisk mødeserie, blev 16 mennesker døbt, deriblandt Nico, hans kone og to af deres tre døtre.
Forsamlingen voksede, og menigheden flyttede ud af Nicos hus og fik deres egen bygning.
Lepani er nu 60 år. Han er meget begejstret og håber, at han i år kan plante endnu en menighed i en anden landsby. Hans plan er så at plante en tredje menighed næste år. Han siger, at det forandrede hans liv, at han mistede sit ben. ”Hvad jeg ikke var i stand til at gøre med to ben, kan jeg nu gøre med et,“ siger han. ”Jeg har fundet ud af, hvad det er meningen, at jeg skal gøre.“
En del af 13. sabbatsofferet i dag vil støtte sundhedsprojektet ”Red 10.000 tæer“, som skal hjælpe mennesker på Fiji til at undgå diabetes.
Tak for jeres gave til missionen.
FOKUS PÅ MISSIONEN
Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet, er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet.
Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.
Hvert kvartal fokuserer vi på én del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25 % af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.
Jan Arne Nielsen, kristen forvaltning