I dette kvartal kommer missionsberetningerne fra Den Transeuropæiske Division, som består af følgende lande: Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Danmark, Estland, Finland, Grækenland, Grønland, Holland, Island, Irland, Letland, Litauen, Montenegro, Norge, Polen, Serbien, Slovenien, Storbritannien, Sverige, Makedonien, Ungarn, samt den sydlige del af Cypern.
Der bor mere end 205 mio. mennesker i dette område; men kun 87.867 er medlemmer af Adventistkirken. Det svarer til en adventist for ca. hver 2.342 indbyggere.
Selv om store dele af Europa er kendt for at være meget sekulær, vil vi i dette kvartals beretninger se mange eksem-
pler på, hvordan Gud arbejder med mennesker selv i verdslige omgivelser og drager dem til sig og til hans kirke.
Der er 3 projekter for kvartalets 13. sabbatsgave. De er spredt ud over hele divisionen, nord for polarcirklen i Norge, sydpå til Cypern i Middelhavet og østpå til Serbien.
Vi ønsker at takke alle for jeres støtte til kirkens mission.
MISSIONSPROJEKTER FOR 2. KVARTAL 2020
• Et indflydelsescenter i Sortland, Norge.
• Oprette en menighed i Ny Beograd, Serbien.
• Et kombineret kirke- og indflydelsescenter i Nicosia, Cypern.
4. april 2020
EN BANGE ATEIST
Biljana Mijatovi, 47
Biljana Mijatovi bad for første gang, da hun var 20 år og ateist og så, hvordan en slægtning kæmpede med overnaturlige kræfter.
Biljana havde hørt om problemet fra en kusine. ”Svetlushka er blevet tosset,“ sagde hendes kusine.
”Hvad er der sket?“ spurgte Biljana. Hun havde travlt med sine universitetsstudier og havde ikke set Svetlushka i lang tid, selv om de var naboer i et dobbelthus i en forstad til Beograd, hovedstaden i Serbien.
Kusinen fortalte, at Svetlyshka hørte stemmer. Stemmerne sagde ikke noget vigtigt, men havde hele tiden gang i småsnak. Svetlushkas mand hørte også stemmer, og deres 3-årige datter havde mavesmerter. Svetlushka hørte desuden bankelyde i væggene og pibende lyde. Hun talte om at være formindsket til musestørrelse, og gik omkring i huset, som om hun var en meget lille person. Når hun gik ude i byen, føltes det, som om hun vadede rundt i vand til taljen, og andre mennesker gik tværs igennem hende.
Svetlushka var bekymret, og havde været hos lægen. Hun fik medicin, der hjalp hende med at sove; men det løste ikke hendes problemer.
Slægtninge havde taget Svetlushka med til forskellige klostre, og præster havde besøgt hendes hjem. En præst placerede en bibel på hendes hoved og en anden på hendes fødder i forsøg på at foretage djævleuddrivelse. Som tiden gik, mistede Svetlushka kræfterne og kunne ikke længere stå på benene. Hun tilbragte al sin tid i sengen.
Biljana blev forskrækket over nyheden, men vidste ikke, hvad hun skulle mene. Som ateist troede hun ikke på hverken Gud, Djævelen eller noget overnaturligt. Hun kom til den slutning, at Svetlushka led af psykiske problemer. Hun havde medlidenhed med hende, og besluttede sig for at besøge hende.
Indgangsdøren stod åben, da Biljana kom, så hun gik ind. Svetlushka lå i sengen, og blev meget glad for at se hende.
”Jeg lider ikke af psykiske problemer!“ sagde hun. ”Jeg er så ked af, at ingen tror mig.“ Hun beskrev tydeligt og sammenhængende de mærkelige ting, hun oplevede. ”Hvorfor skal jeg tage medicin, når jeg er rask?“ sagde hun. ”Jeg er normal. Jeg sover hele dagen på grund af den medicin, jeg får. Jeg har brug for en anden form for hjælp.“
Biljana blev mere og mere overbevist om, at det, Svetlushka fortalte, var sandt. ”Vil du have, at jeg skal bede for dig?“ spurgte hun, også til sin egen overraskelse. ”Jeg kommer i
Biljana Mijatovi
en kristen kirke, og der har jeg hørt, at Gud kan hjælpe i mange forskellige situationer. Når der ikke er noget, vi selv kan gøre, kan vi bede.“ Selv om Biljana ikke troede på Gud, havde hun i nogen tid gået til gudstjeneste i Ny Beograd Adventistkirke, fordi hun søgte en mening med livet.
Svetlushka sagde tak til tilbuddet om forbøn. ”Jeg vil være meget taknemlig, hvis du vil bede for mig,“ sagde hun.
Biljana gik hjem til sit eget hus, og knælede. ”Gud, hvis du er til, vil du ikke nok beskytte mig mod de onde ånder,“ bad hun. Mens hun bad, undrede hun sig over, hvorfor hun lå på knæ. Det var ikke normalt at knæle, og hun tænkte, at hun måske selv var ved at blive gal. Men hun blev ved med at bede. ”Gud, du må hjælpe Svetlushka,“ bad hun. ”Beskyt hende.“
Den følgende dag, da Biljana kom hjem fra universitetet, fandt hun Svetlushka på benene. Hun var i gang med at pudse vinduer i sit hus. Gud havde hørt hendes bøn!
Svetlushka var befriet fra de onde ånder, og er aldrig siden blevet plaget af dem. Biljana fyldtes med glæde. Fra det øjeblik gav hun et løfte til Gud, som ligner det, Jakob gav i 1 Mos 28,20: ”Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse … skal Herren være min Gud.“
En morgen vågnede Biljana med tro i sit hjerte. Hun tvivlede ikke længere på Gud. Hun gav sit hjerte til Jesus, og blev døbt. Biljana, som nu er 27 år og revisor i et forsikringsselskab, er et aktivt medlem af adventistmenigheden i Ny Beograd.
”I mit missionsarbejde har det været en stor trøst for mig at se den måde, som Gud arbejder med hvert enkelt menneske på, lige fra de er børn,“ siger hun. ”I min egen erfaring har jeg set, hvordan Gud tålmodigt og vedholdende arbejder med alle. Lad Gud hjælpe os til at møde de mennesker, som han leder, så de kan høre Guds ord og tage imod hans kald til frelse.“
Ny Beograd Adventistkirke vil få en del af dette kvartals 13. sabbatsoffer, så de kan få deres egen kirkebygning. Menigheden har mødtes i et lejet biograflokale siden den blev stiftet i 1993, og deler nu lokale med en anden adventistmenighed i nærheden af Ny Beograd.
Tak for en god gave den 13. sabbat.
11. APRIL 2020
EN ADVENTIST UD AF 10.000
Radenko Melovi, 58
Det var en stor oplevelse for Radenko Melovi at studere på universitetet. Han forlod sine forældre i deres landsby, og flyttede 300 km væk til et stort universitetskollegium med 10.000 beboere i Beograd.
Radenko havde meget sjov, og studerede meget lidt. Det første år gik han ikke op til en eneste eksamen. For at undgå at blive udvist af kollegiet ændrede han sit hovedfag det følgende år. Det andet år gik, uden han tog nogen eksamen.Radenko ændrede igen sit hovedfag.
Det tredje år gik, og han gik ikke op til eksamen. I stedet for at studere festede han. Han røg og drak sammen med sine venner. Han var populær blandt sine medstuderende, og blev valgt til elevformand.
I løbet af hans fjerde år på universitetet ramte ulykken. Hans søster døde i barselseng. Radenko var knust. Hans søster havde været som en engel i familien. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. For første gang i sit liv bad han. Han bad Gud om at vise ham den rette vej for sit liv.
Blandt de 10.000 unge på kollegiet var der en enkelt syvendedags adventist, en ung kvinde, som hed Emilia. Kort tid efter Radenkos bøn introducerede en bekendt dem for hinanden.
Emilia begyndte straks at tale om Gud. Hun ønskede ikke at tale om noget andet. Hun fortalte Radenko, at hun var syvendedags adventist. Han havde aldrig hørt om adventister før. Emilia inviterede ham med i kirke om lørdagen, og han sagde ja.
Radenko lyttede til prædikenen, og bagefter spurgte ungdomspræsten, om han havde lyst til at studere Bibelen. Radenko havde aldrig læst i Bibelen, og sagde ja til at mødes med ham tirsdag aften.
Da det første bibelstudium var færdigt, oplevede Radenko noget helt specielt. Han følte det, som om han kunne flyve. Han havde hørt lærdomme, der slukkede en længe uopfyldt tørst.
Radenko og ungdomspræsten mødtes uge efter uge for at studere Bibelen. Så kom de til emnet om sabbatten. Radenko blev chokeret over, at Bibelen fortæller, at lørdag er sabbat. Næste dag opsøgte han en præst i en anden kirke for at dobbelttjekke, om det passede.
”Ved du, hvilken dag Jesus opstod fra graven?“ spurgte præsten.
”Søndag,“ svarede Radenko.
Radenko Melovi
”Det er derfor, vi tilbeder om søndagen,“ svarede præsten.
Radenko fortalte adventistpræsten om sin samtale med den anden præst. Adventistpræsten forklarede, at Jesu død og opstandelse ikke havde ændret loven. Det fjerde bud siger stadigvæk, at den syvende dag er sabbat.
Radenko ville tale med den anden præst igen, men kunne ikke finde ham. En anden præst lyttede til hans spørgsmål. ”Vores hellige fædre besluttede, at søndagen skulle være helligdag, og jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved deres opfattelse,“ sagde præsten.
Radenko fandt svaret overraskende. ”Hvem har den højeste autoritet, Bibelen eller de hellige fædre?“ spurgte han.
Det ville præsten ikke svare på.
For Radenko var der ingen tvivl om, at Bibelen havde den højeste autoritet.
I dag er Radenko 58 år, gift og har en afsluttet universitetsuddannelse. Han elsker Guds lov. I sin bibel brugte han en blå pen til at understrege det vers, som adventistpræsten læste ved hans dåb. I Jos 1,8 står der: ”Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig.“
Emilia, som han havde mødt på universitetet, blev meget begejstret, da hun 30 år senere fandt ud af, at det frø, hun havde plantet, havde båret frugt. Hun havde forladt kollegiet kort tid efter, hun mødte Radenko, og de havde mistet kontakten. Radenko tror, at Emilias mission var at dele evangeliet med ham.
”Det var et virkelig mirakel at finde den ene adventist blandt 10.000 mennesker,“ siger Radenko. ”Men det var Guds svar, da jeg bad ham om at vise mig den rette vej for mit liv.“
Radenko er forstander i Adventistkirken i Ny Beograd, som vil få en del af dette kvartals 13. sabbatsoffer, så de kan få deres egen kirkebygning. Menigheden har mødtes i et lejet biograflokale, siden den blev stiftet i 1993, og deler nu lokale med en anden adventistmenighed i nærheden af Ny Beograd.
Tak for en god gave den 13. sabbat.
18. APRIL 2020
TILBAGE I SKOLE
Daniela Marinkovi, 41
Daniela Marinkovis forældre fik aldrig en højere uddannelse end 9. klasse, og en af deres største drømme var, at deres datter fik en universitetsuddannelse. Daniela gjorde oprør mod, hvad hun følte, var uretfærdige forventninger. ”Det er ikke jeres beslutning, men min,“ sagde hun. ”Jeg bestemmer selv, hvad jeg gør med mit liv.“
For at glæde sine forældre begyndte Daniela alligevel at læse russisk på universitetet i Beograd. Det var ikke hendes førstevalg, og hun gjorde kun en halvhjertet indsats. Det varede ikke længe, før hun droppede ud. Det bekymrede ikke Daniela. Hun var 20 år, og fik hurtigt arbejde i et call-center hos et internationalt telekommunikationsfirma.
I løbet af de næste år blev hun gift med en anden syvendedags adventist, og faldt til ro. Hendes job gav hende ikke nogen tilfredsstillelse, der manglede kreativitet og initiativmuligheder. Hun begyndte at grue for det daglige arbejde.
Rutinen blev brudt, da hun fødte en søn. Den 29 år gamle mor forlod sit arbejde for at tage tre års barselsorlov. I løbet af de år tænkte hun meget over livet. Hun kunne ikke forestille sig at tilbringe resten af livet med at arbejde i et job, som hun syntes var kedeligt og utilfredsstillende. Hun fortrød, at hun så ligegyldigt havde sluttet sit universitetsstudium. Uden en universitetsgrad var det begrænset, hvilket arbejde hun kunne finde.
Sommeren inden hendes forældreorlov udløb, besøgte Daniela og familien hendes far og hans nye kone i Makedonien. Hendes far var blevet gift igen efter en skilsmisse. Stedmoderen, som var psykolog, opmuntrede Daniela til at genoptage sine studier.
”Hvorfor forbereder du dig ikke til optagelseseksamen og tilmelder dig universitetet?“ sagde hun.
”Men jeg har et barn og en familie og et hjem at passe,“ protesterede Daniela. ”Jeg er nødt til at tage tilbage til mit job på call-centret.“
Mens de to kvinder talte sammen, begyndte Daniela at tro på, at hun kunne magte både hjemmet, arbejde og studierne. Hun søgte ind på psykologistudiet i Beograd, og forberedte sig til optagelsesprøverne.
Det viste sig, at universitetet havde planlagt prøverne på en lørdag. Daniela henvendte sig til formanden for Adventistkirken i Serbien for at få hjælp. Han skrev et brev til universitetet; men det svar, de fik, var: ”Vi beklager, men vi kan ikke ændre datoen for en enkelt person.“
Daniela Marinkovi
Daniela var meget skuffet. Universitetet syntes at være uden for hendes rækkevidde. Hun fortalte en af sine slægtninge, der var en højtuddannet kvinde, om problemet.
”Det er enkelt,“ sagde hun. ”Meld dig ind på et universitet, som ikke har optagelsesprøverne på en lørdag. Efter et år kan du skifte til universitetet i Beograd.“
Daniela fandt et universitet i Novi Sad, den næststørste by i Serbien, hvor optagelsesprøverne foregik på en fredag. Hun bestod sin eksamen.
Det følgende år var meget travlt. Daniela havde to fridage fra sit arbejde hver uge. Om lørdagen gik hun i kirke, og tilbad Gud. Mandagene tilbragte hun på universitetet. De andre dage arbejdede hun fra 7 til 15, og kørte derefter til universitetet, hvor hun gik til forelæsninger. Hendes mor hjalp med at passe den lille dreng.
”Hele tiden bad jeg til Gud, og jeg var overbevist om, at jeg gjorde det rigtige,“ fortæller Daniela. ”Jeg havde en slags indre styrke, som drev mig fremad, og fik mig til at bestå mine eksaminer med høje karakterer.“
Efter ni måneder fyrede telekommunikationsfirmaet 10 % af de ansatte, ca. 100 mennesker, på grund af reorganisering. Også Daniela blev afskediget. Hun så det som en velsignelse; for så fik hun mere tid til sine studier og sin familie.
Efter sit første år på universitetet besluttede Daniela, at hun ikke ville overflyttes til universitetet i Beograd. Professorerne accepterede hende og hendes sabbatshelligholdelse.
Hun kom heller ikke til at lide nogen økonomisk nød, da hun blev fyret. Hendes karakterer blev bedre, og universitetet gav hende et fuldt stipendium. I tillæg fandt hun et sommerjob i Tyskland, hvor hun gjorde rent.
Danielas forældre var meget stolte, da hun afsluttede sin uddannelse. Og deres glæde blev endnu større, da hun fortsatte for at få en kandidatgrad i psykologi. Den bestod hun i oktober 2018.
I dag er Daniela 41 og arbejder for ADRA som koordinator på et flygtningecenter for kvinder i Beograd. Hun elsker sit arbejde. ”Mit job er ikke kedeligt,“ siger hun. ”Jeg er meget glad for, at jeg fik det. Det er dynamisk og kreativt. Det indeholder alt det, jeg har lyst til at arbejde med.“
25. APRIL 2020
TO UVENTEDE SØNNER
Halina Pastuszko, 65
Efter sin tredje datters fødsel besluttede Halina Pastuszko fra Polen sig for, at hun ikke ville have flere børn. Men da hun var 42, samme år som hendes første barnebarn blev født, fandt hun ud af, at hun var gravid og fem måneder henne. Graviditeten gjorde lægerne bekymrede, og de advarede Halina om, at barnet måske ville være handicappet på grund af hendes høje alder. På den tid havde Polen ingen institutioner, hvor man kunne anbringe handicappede børn.
Lægen anbefalede abort, og gav Halina telefonnummeret til en læge, der kunne foretage indgrebet. Da hun kom hjem, forsøgte Halina at ringe for at aftale en tid; men ingen svarede på hendes opringning. Hun opgav, og vendte tilbage til sit arbejde som regnskabschef i beboelsesselskabet i hendes hjemby Rumia.
I mellemtiden havde hendes mand, Wladyslaw, fra en af deres døtre fået at vide, at hans Halina havde forsøgt at ringe til abortklinikken. Han skyndte sig hen til hendes arbejdsplads.
”Det er min afgørelse,“ sagde Halina. ”Jeg ønsker at få en abort.“
Wladyslaw bønfaldt hende: ”Vil du ikke nok lade være?“
Halina spurgte, om han ville forlade hende, hvis hun fik en abort. ”Nej,“ svarede han. ”Uanset hvad der sker, vil jeg aldrig forlade dig.“
Halina blev helt rørt. ”Så lad os få barnet,“ sagde hun.
Tre og en halv måned senere blev Adam født, sund og rask. For første gang indså Halina, at mennesker kan tage fejl, uanset hvor stærk deres mening måtte være. Hvis Gud ønsker at opnå noget, vil han gennemføre sine planer.
Halina begyndte at tænke over, hvorfor hendes mand regelmæssigt kom i syvendedags adventistkirken. Polen var dengang kommunistisk, og hun havde ikke tænkt meget på Gud. Nu følte hun taknemlighed over sin sunde og raske baby, og ønskede at gøre noget godt for Gud. Hun besluttede sig for at blive adventist.
Uden sin mands viden studerede hun Bibelen sammen med en adventistpræst. Hun overraskede Wladyslaw ved at blive døbt under et årsmøde.
Der gik nogle år, og Halina begyndte at studere ved adventisternes præsteseminarium i Polen for at få en højere uddannelse. Til en af forelæsningerne blev hun rørt over
Halina Pastuszko
at høre en mand med Downs Syndrom fortælle om de vanskeligheder, handicappede mennesker har. Hun besluttede sig for at skrive sin kandidatopgave om, hvordan man kan hjælpe handicappede børn. Hun kom i kontakt med en fysioterapeut, som introducerede hende til en 10 år gammel handicappet dreng på et børnehjem.
Halina faldt med det samme for Dawid. Drengen var blevet efterladt som spæd, og børnehjemmet havde uden held forsøgt at finde en familie, der ville adoptere ham.
Halina meldte sig til et offentligt program, hvor familier kan tage forældreløse børn hjem til sig på weekend. Hun og hendes mand tog Dawid med hjem hver fredag eftermiddag, og bragte ham tilbage til børnehjemmet søndag aften. En søndag aften ville Dawid ikke med tilbage. Han klyngede sig til en stol, og græd højlydt. Halina græd også. Hun besluttede sig for at adoptere Dawid.
Halina samlede familien for at fortælle dem om sit ønske. Alle var imod planen, bortset fra den yngste søn, Adam, som på det tidspunkt var blevet 12 år. Efter familiens møde skrev han et smukt brev til sine forældre. ”Uanset hvordan Dawid opfører sig, ønsker jeg, at han altid skal være en del af vores familie.“
Halina besluttede sig for at gå tidligt på pension, så hun kunne bruge al sin tid på at tage sig af Dawid. Og selv om hun var midt i halvtredserne, godkendte en dommer hurtigt adoptionen. Den 2. juli 2009 flyttede Dawid hjem til familien.
En måned senere fik han den første operation på sine ben. Lægerne var skuffede over resultatet, og advarede familien om, at drengen aldrig ville komme til at gå. Men han tog fejl. Hvis Gud ønsker at opnå noget, vil han gennemføre sine planer. Dawid gennemgik yderligere 4 operationer, og kan nu gå.
Dawid, som nu er 17 år, er et levende vidnesbyrd for Gud. Når familien er ude på tur, bliver folk forbløffede over Dawid. De stiller mange spørgsmål, og familien svarer ved at forkynde evangeliet. Sidste år uddelte de over 200 eksemplarer af Den store Strid.
Dawid elsker Bibelen, og han har lært adskillige kapitler udenad. Hans yndlingstekst er Salme 23. Den opsummerer hele hans tilværelse. ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.“
2. MAJ 2020
EN DÅRLIG BESLUTNING
Mariusz Maikowski, 55
Efter mange måneder med ugentlige gudstjenester var syv fanger fra et fængsel i Polen parat til dåb. Men hvordan og hvor kunne de blive døbt?
Pastor Mariusz Maikowski havde en idé. Fangerne kunne blive døbt i Østersøen under et kommende ungdomsstævne. Mariusz bad fængselsbetjenten om at løslade fangerne i fire dage – en dag til at rejse med tog til havet, to dage på stævnet, og en dag til at rejse tilbage til fængslet igen. Ifølge polsk lov kan fanger, der udviser god opførsel, og som har afsonet to tredjedele af deres straf, få udgangstilladelse fra fængslet i en kort periode.
Fængselsbetjenten bevilgede en særlig tilladelse til seks af de syv fanger, så de kunne foretage den 400 km lange tur til Jaroslawiec. Den følgende uge ankom Mariusz sammen med adskillige menighedsmedlemmer til fængslet for at tage fangerne med til jernbanestationen.
Jurek, en af de andre fanger, havde hørt om dåben og besluttede, at han også ønskede at blive døbt. Han havde afsonet to tredjedele af sin straf. Han forlod fængslet en dag tidligere, og aftalte at mødes med adventistgruppen i toget.
Togrejsen var en meget glædelig begivenhed. Et af menighedsmedlemmerne havde sin guitar med, og gruppen sang glade kristne sange.
Efter nogen tid ankom toget til den station, hvor Jurek skulle stige på. Men han var der ikke.
Om sabbatten blev de seks fanger døbt i Østersøen. To dage senere var fangevogterne og de andre fanger overrasket over at se alle seks fanger igen. De havde væddet om, hvor mange af dem der ville stikke af. Men Jurek vendte ikke tilbage, og der blev udstedt en arrestordre på ham.
Fordi politiet var på udkig efter ham, kunne Jurek ikke finde arbejde. Han slog sig sammen med nogle kriminelle venner, og inviterede sin 17 år gamle bror til at slutte sig til dem.
En aften drak Jurek og hans bror sig fulde i en park i Toru i det nordlige Polen. En sygeplejerske cyklede forbi på vej til arbejde. Hun havde en stor pose æbler med, som hun skulle dele med sine kollegaer. De to mænd angreb hende, voldtog hende og kvalte hende. Efter en stor politijagt blev Jurek og hans yngre bror anholdt og fængslet.
I tyve år plagede Jureks historie pastor Mariusz. Jurek havde været så tæt på at blive døbt, hvis bare han var stået på toget den dag.
En dag henvendte en adventistkvinde sig til Mariusz i byen Lublin i det østlige Polen, hvor han var præst dengang. Hun
Mariusz Maikowski
fortalte, at hendes søster kom sammen med en tidligere fange, som havde brug for et sted at bo. ”Han ved ret meget om Bibelen,“ fortalte hun. ”Kan vi som menighed hjælpe ham?“
Præsten mødtes med manden, som hed Tomek. Han kendte virkelig Bibelen ret godt, og han begyndte at komme i kirken. En adventist, som havde en udlejningslejlighed, lod Tomek få lov til at leje den.
Tomek nærede en dyb bitterhed mod Gud. Under bibelstudier i hans lejlighed brød han tit ud i raseri, hvor han forbandede Gud. ”Du tror på Gud, fordi du har en god familie og et godt liv,“ sagde han til pastor Mariusz. ”Jeg blev født ind i en funktionsforstyrret familie. Både min far og mine brødre var kriminelle. Min mor var alkoholiker. Mine storebrødre spyttede i min mad. En af dem voldtog mig. Så hvordan kan jeg tro på Gud?“
Mariusz tænkte over, hvordan han skulle svare. En aften under deres bibelstudium talte han om, hvordan en enkelt dårlig beslutning kan ødelægge et menneskes liv. Og så fortalte han historien om Jurek. ”Ser du, Tomek, denne mand var meget tæt på Gud,“ sagde han. ”Men en enkelt forkert beslutning ødelagde ikke alene hans eget liv, men også hans lillebrors liv.“
Tomek blev bleg og så på Mariusz med vilde øjne. Præsten blev helt bange. De to mænd var alene i lejligheden, og Mariusz vidste, at Tomek havde været i fængsel på grund af drab. Men så begyndte Tomek at græde. ”Det er helt utroligt,“ snøftede han.
”Hvad mener du?“ spurgte Mariusz.
Tomek så på præsten, og sagde: ”Jeg er Jureks lillebror.“
I dag overvejer Tomek at blive døbt, og han forsøger at holde op med at drikke. Hans indflydelse i et alkoholafvænningscenter har ført to mennesker til Kristus. Hans bror Jurek er stadig i fængsel.
”Historien om Jurek viser, at når du holder dig nær til Gud, og han taler til dig, bør du tage en beslutning med det samme og ikke udsætte det,“ siger Mariusz. Esajas 55,6 siger: ”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær.“
”En del af denne historie er meget trist,“ siger Mariusz. ”Men den viser også, hvor stor Guds kraft er, og hvad han kan udrette i vores liv. Tænk at møde Jureks lillebror efter 20 år og få anledning til at lære ham om Gud.“
9. MAJ 2020
EN VEN FOR FINLANDS VENNELØSE
Lauri Herranen, 60
Lauri Herranen stod trist ved en vens grav i Mikkeli i Finland. Vennen, som var samme alder som Lauri, var død tre år tidligere, da en blodprop flyttede sig fra hans hjerte til hans hjerne.
”Det kunne være mig, der lå i den grav,“ tænkte Lauri. Han fornemmede en indre stemme, der sagde: ”Du ved, hvad det liv, du nu lever, vil føre til. Er det virkelig, hvad du ønsker?“
Lauri, som var 45, kunne ikke besvare det spørgsmål. Men det blev ved med at dukke op i hans tanker hver eneste dag. ”Hvis du dør, ved du, hvad der vil ske med dig. Hvis du dør, ved du, hvad der vil ske med dig.“
Med frygt huskede han, at han som barn havde hørt om Jesu genkomst. Han havde lært, at de onde ville blive kastet i et evigt brændende helvede. Han havde ingen kristne venner, og han kendte ingen, der ville lytte til hans frygt.
Det blev endnu værre, da han gik til lægen på grund af en øreinfektion. Lægen fandt ud af, at han også havde prostatakræft. Nu blev tanken om døden meget realistisk.
Lauri tog mod til sig, og opsøgte en kristen præst. Præsten bad for ham om, at hans synder måtte blive tilgivet, og opfordrede også Lauri til at bede om tilgivelse.
Mens de bad, skete der noget i Lauri. Han efterlod sin synd ved korsets fod, og blev fyldt med fred og glæde. Lauri begyndte for alvor at læse i Bibelen. Til sin overraskelse opdagede han, at Lukasevangeliet omtalte den syvende dag som sabbat. Han læste Det Nye Testamente igennem tre gange for at finde et sted, hvor sabbatten blev ændret fra lørdag til søndag. Men han fandt det ikke.
Omtrent på samme tid så han en avisannonce om en serie evangeliske møder i den lokale adventistkirke. Mindre end et år senere tilsluttede han sig menigheden.
Lauris kone var ikke begejstret for Lauris interesse i Gud, og bad om skilsmisse. Et par år senere blev Lauri gift med
en adventistkvinde, og flyttede til hendes hjemby Lahti.
Lauri ønskede inderligt at finde en måde at dele evangeliet om Jesus med mennesker i Lahti. Efter at have bedt meget følte han sig tilskyndet til at åbne et suppekøkken i adventistkirken i Lahti.
”De fleste finner er ret verdslige, og deres tilværelse handler om materielle goder og verdslige fornøjelser,“ fortæller han. ”De har ikke plads til Gud i deres liv. Så jeg spurgte: ’Hvordan kan vi nå dem?’ Suppekøkkenet er én måde.“
De, som kommer til kirken to gange om ugen, er hovedsageligt bygningsarbejdere og ældre. Mange er finner; men der er også mange russere. Nogle har økonomiske problemer. De fleste er ensomme, og ønsker venskab, ligesom Lauri havde længtes efter kristne venner at tale med.
”I Finland er det vanskeligt at tale med andre om personlige emner, især tro,“ siger Lauri.
I begyndelsen kom der kun nogle få til suppekøkkenet. Men nu, efter fem år, kommer der ca. 40 mennesker hver mandag og onsdag. På denne måde har man haft kontakt med mange hundrede mennesker, og mindst en er blevet døbt.
Suppekøkkenet har også tiltrukket passive adventister. Menighedsmedlemmer, som ikke er kommet i kirken i mange år, har tilbudt at arbejde frivilligt, og er igen begyndt at tage del i menighedens aktiviteter.
Lauri, som er 60, er blevet behandlet for sin kræft, og er nu rask. Han frygter ikke længere døden. ”Nu er mit liv i Jesu hænder, og jeg venter med stor glæde på hans genkomst,“ siger han. ”Jeg er ikke bange for at dø.“
16. MAJ 2020
EN ATEIST VIDNER OM KRISTUS
Riitta-Liisa Peltonen, 73
Esko var 63 år og syg, da han en første gang kom til Piikkiö Adventistkirke i det sydvestlige Finland. ”Jeg har ikke brug for mad,“ sagde han til Riitta-Liisa Peltonen, som er leder for kirkens madlager. Hun var ved at finde grønsager, kød og brød frem til ham.
”Det er til mine venner,“ fortsatte han. Riitta-Liisa så medfølende på den meget overvægtige mand. Han stank af sved og uvasket tøj. Han havde alvorlige leverproblemer efter at have drukket hårdt i mange år. Men hans øjne var venlige.
”Er du kristen?“ spurgte Riitta-Liisa.
Esko ville ikke møde hendes blik. ”Øh,“ sagde han. ”Øh, jeg har min egen religion.“
Riitta-Liisa forstod, at han var ateist, som så mange af Finlands indbyggere. Det er et meget sekulært land med en befolkning på ca. 5,5 millioner og kun 4.800 adventister.
Esko kom tilbage uge efter uge i kirken i Piikkiö, en lille by med 7.500 indbyggere, for at få mad til sine venner, et ægtepar som hed Pasi og Krista. Riitta-Liisa fandt ud af, at Pasi ejede et tagfirma i den nærliggende havneby Turku, men hans firma gik ikke så godt på grund af nedgangstider. For at trøste sig var Pasi og Krista begyndt at drikke rigtig meget.
Parret blev overrasket den første gang, Esko kom med mad til dem. ”Hvor har du fået maden fra?“ spurgte Krista.
”Kom og se,“ svarede Esko. Men det ville parret ikke.
Så skete det triste, at Eskos hund, som var hans eneste ven, døde. Den ældre mand sørgede så dybt, at han ikke kunne holde ud at være alene i sit hus. Han tog over til Pasi og Kristas hus for at overnatte der.
Til Kristas overraskelse bad Esko bordbøn, inden de spiste aftensmad. ”Hvordan kan det være, at en ateist beder bordbøn?“ spurgte Krista. Hun havde aldrig oplevet noget lignende før.
Riitta-Liisa Peltonen
Hun blev nysgerrig og besluttede sig for selv at undersøge kirken. Hun bad sin mand om at tage med. Men for at få mod til at tage derhen drak de sig fulde. De kunne næsten ikke stå på benene, da de stod i kø for at få mad i kirken.
Parret kom tilbage den følgende uge og også ugen efter. Efter nogen tid blev Krista interesseret i de kristne sange og de åndelige budskaber, som menighedens medlemmer delte med dem, der kom for at få mad. Hun begyndte at komme til gudstjeneste.
Esko bemærkede hendes interesse og smilede. ”Nu er min opgave fuldført,“ sagde han stille til hende.
Kort tid senere, i 2017, døde han. I mellemtiden var Krista holdt op med at drikke, og blev døbt. Pasi så den store forandring i hendes liv, og gav også sit hjerte til Jesus. ”Jeg har fundet troen,“ sagde han. Han besluttede sig for at blive døbt ved adventisternes sommerstævne i 2018.
Ægteparret blev aktive i menigheden, og deltog i bedemøderne. Pais lavede mad i kirkens køkken for de mennesker, som kom til madlageret. Den store forandring, der var sket med ham, var tydelig for alle. En aften skinnede hans ansigt af glæde, mens han lavede mad.
Næste morgen fandt Krista ham død i deres køkken derhjemme. Han blev kun 51 år.
Begravelsen blev holdt i Adventistkirken, og den gjorde stort indtryk på den udvidede familie, som var til stede.
Krista, som er 40, er i dag aktiv i menigheden, og hendes mor er begyndt at komme til gudstjeneste hver sabbat.
I alt er 10 mennesker blevet døbt siden madlageret åbnede. Ritta-Liisa takker Gud for hver eneste dåb, men måske er hun mest forbavset over Esko.
”Han var ateist. Men han ledte sine venner til Kristus,“ siger hun. ”Han var så glad, da hans venner begyndte at komme i kirke. Han ledte dem til at få et bedre liv.“
23. MAJ 2020
DÆMONER OG DØD
Timo Flink, 45
Leena vendte sig pludselig til sine venner Anneli og Timo, mens de var i gang med et bibelstudium i hendes lejlighed i Raahe, en finsk by, som ligger 600 km nord for Helsingfors.
”Jeg har en meget dårlig fornemmelse,“ sagde hun. ”Lad os bede.“
De tre universitetsstuderende faldt på knæ. I samme øjeblik sprang en høj mørk skikkelse ind i værelset, og fór hen til Anneli. Hun veg tilbage med stor frygt, idet den mørke skikkelse forsøgte at gribe hende.
Timo og Leena bad endnu mere inderligt. Så kom en anden skikkelse ind i værelset, og jagede den mørke skikkelse ud. Den mørke skikkelse stod i døråbningen og forsøgte at komme ind igen; men den lyse skikkelse blokkerede ethvert forsøg. Efter omkring 10 minutter opgav den mørke skikkelse, og gik sin vej.
Da der igen faldt ro over værelset, forsøgte de rystede studerende at forstå, hvad der var sket. Leena beskrev udvekslingen mellem den lyse og den mørke skikkelse. Timo havde kun set lyse og mørke skygger fare forbi ham på gulvet. Anneli ønskede ikke at tale om, hvad hun havde set.
Senere fandt de ud af, at på det samme tidspunkt, hvor angrebet fandt sted, havde en person begået selvmord i et hus lige ved siden af. ”Det var derfor, jeg havde en dårlig fornemmelse,“ siger Leena.
Anneli brød sin tavshed og fortalte, at hun tidligere havde praktiseret spiritisme, og stadigvæk blev plaget af onde ånder. Men hun sagde, at Gud var stærkere end ånderne. Om aftenen efter angrebet havde hun set den lyse skikkelse komme ind i hendes værelse og sidde på hendes sengekant, indtil det blev morgen.
De dæmoniske angreb standsede, da Anneli blev døbt og optaget i syvendedags adventistmenigheden.
Det var første gang, at Timo havde oplevet den store strid mellem Kristus og Satan på nært hold. Men det var ikke sidste gang. Normalt sov Timo godt om natten; men en nat vågnede han med følelsen af, at nogen stirrede på ham i mørket. Og så hørte han en stemme. ”Lad være med at blive døbt,“ sagde stemmen.
Timo var i gang med en uddannelse til software ingeniør og var ved at forberede sig på at blive døbt. Han stirrede ud i mørket. Han kunne ikke se noget; men han fornemmede, at der var nogen i mørket. Han bad, og den, der var i mørket, forsvandt.
Timo Flink
Næste dag fortalte Leena Timo, at nogen havde begået selvmord i nærheden af hans hjem den foregående aften.
”Ved du, hvornår det skete?“ spurgte han.
Det gjorde hun – det var nøjagtigt på det tidspunkt, han var vågnet.
Advarslen om natten fik ikke Timo til at lade være med at blive døbt. Og han besluttede sig for at ændre sin uddannelse og blev præst i Adventistkirken. Men hans oplevelser med det overnaturlige og selvmord holdt ikke op.
En dag gik han og en række andre adventistpræster om bord på en færge, der om natten skulle sejle dem til Sverige til et arbejdermøde for præster. Om natten var Timo meget rastløs. Efter forgæves at have forsøgt at falde i søvn følte han en pludselig tilskyndelse til at bede. Næsten med det samme, han begyndte at bede, hørte han en dæmonisk latter. Den frygtelige lyd var ubeskrivelig, og lød som en forrykt persons latter. Timo fornemmede, at noget frygtelig var ved at ske; men han vidste ikke, hvad det var. Han blev ved med at bede i to timer.
Ved morgenmaden næste dag kom en ældre adventistpræst hen til Timo. ”Hvad skete der med dig i nat?“ spurgte han. ”Helligånden sagde til mig, at jeg skulle bede for dig.“ Han var blevet vækket midt om natten og havde bedt for Timo.
Så kom en af de andre præster hen til bordet. ”I kan ikke forestille jer, hvad der skete for mig i nat,“ sagde han. ”Jeg vågnede med en stærk følelse af, at det var nødvendigt for mig at gå udenfor og få noget frisk luft. Da jeg kom op på dækket, var der en mand, som var ved at springe over bord.“ Præsten fik overtalt manden til at lade være, og talte med ham i over en time om, at han ikke skulle tage sit liv.
Da de tre præster sammenlignede tidspunktet for deres natlige oplevelser, fandt de ud af, at det var sket på samme tid.
Timo, som nu er 45år og leder af kommunikationsafdelingen i Adventistkirken i Finland, betragter de tre møder med selvmord og overnaturlige kræfter som et bevis på, at den store strid mellem Kristus og Satan er meget virkelig.
”Det sker over alt omkring os,“ siger han. ”Men det opmuntrende er, at Kristus allerede har vundet. Vi har intet at frygte. Jesus beskytter os også under sådanne frygtelige overnaturlige hændelser. Den anden side kan ikke gøre os noget.“
30. MAJ 2020
EN SAMTALE OM EN SKJORTE
Glenn Lie, 55
Glenn Lie havde iført sig sin grønne yndlings-t-shirt, og stod nu på undergrundsbanen i Oslo. Den 55 år gamle lærer håbede, at folk ville se på ham. Og han behøvede ikke at vente længe.
Glenn sad lige over for en elegant klædt kvinde, som så ud til at være omkring 60 år. Kvinden kikkede på ham og dernæst på hans skjorte. Hendes øjne blev hængende ved t-shirten. På venstre side af skjortebrystet var der broderet følgende: ”Adventist Airlines, Steward Glenn Lie“ samt billedet af et fly.
Glenn sagde ikke noget. Han vidste, at kvinden spekulerede på, hvorfor hun aldrig havde hørt om Adventist Airlines. Efter at have stirret i ca. 5 minutter talte kvinden.
”Undskyld,“ sagde hun. ”Jeg har ikke hørt om det luftfartsselskab før. Arbejder du der?“
”Ja,“ svarede Glenn.
”Åh,“ sagde hun. ”Hvor flyver I hen?“
”Vi har kun en destination,“ svarede Glenn.
”Virkelig?“ sagde kvinden overrasket.
Hun spurgte ikke, hvor den destination var, og Glenn sagde ingenting. Efter et langt øjeblik spurgte hun: ”Er det meget dyrt?“
”Nej, billetterne er gratis,“ svarede Glenn.
Kvinden blev meget paf. ”Hvad?“ udbrød hun. ”Hvorfor er billetterne gratis?“
Det var Glenns tur til at tøve. Kvindens nysgerrighed voksede. Til sidst talte Glenn. ”Billetterne er gratis, fordi de blev betalt for 2000 år siden,“ sagde han.
Kvinden så et øjeblik forvirret ud, men så lyste hendes øjne pludselig op i forståelse.
”Ah, jeg forstår,“ sagde hun. Så tøvede hun. ”Men jeg har meget svært ved at tro på himlen,“ sagde hun.
”Hvorfor det?“ spurgte Glenn.
”Jeg har haft meget dårlig erfaring med religion i min opvækst,“ svarede hun.
Det var den samme historie, Glenn havde hørt mange gange. Folk afviste kristendommen på grund af, hvad de opfattede som dårlige eksempler på kristne mennesker.
Glenn Lie
Norge er et meget sekulært samfund, og medlemstallet i mange kristne kirker er dalet i mange årtier. Syvende Dags Adventistkirken er ingen undtagelse, og de 4.500 medlemmer kæmper med at vinde mennesker i dette skandinaviske land med 5,3 millioner indbyggere.
Glenn fornemmede, at kvinden længtes efter noget bedre. ”Måske kan du finde vejen ved at undersøge Bibelen med nye øjne,“ sagde han.
Da kvinden hørte det, slappede hun tydeligt af i den næsten tomme togvogn. Hun talte frit med Glenn om sine tvivl og spørgsmål de næste 20 minutter. Så rejste hun sig.
”Jeg skal af her,“ sagde hun. ”Tak for snakken. Du har givet mig meget at tænke over. Jeg bliver nødt til at undersøge grundigere.“
”Jeg er sikker på, at du vil finde vejen. Jeg vil tænke på dig,“ sagde Glenn. Og Glenn mente det. Kvinden var grunden til, at han havde den grønne t-shirt på i toget.
Glenn tager denne t-shirt på i de varme sommermåneder, så ofte han kan. Når han gør det, vækker den altid opmærksomhed. Og nogle gange fører det til samtaler. ”Jeg er ikke særlig modig,“ forklarer Glenn. ”Jeg går ikke ud, og ringer på folks døre. Det er ikke noget, jeg har det godt med.“
Men han elsker Jesus, og ønsker at være med til at sprede evangeliet. Han elsker også fly. Så han bestilte en t-shirt af høj kvalitet fra et online firma i Tyskland. Firmaet sørgede for det broderede fly og hans navn på t-shirten. ”Det ville være fantastisk, hvis jeg kan være et redskab til at hjælpe mennesker til at genoprette deres forbindelse med Gud,“ siger han.
Glenn ved ikke, om nogen er blevet ledt til Jesus eller adventbudskabet på grund af hans t-shirt. Men han er overbevist om, at Helligånden kan bruge ham og hans t-shirt til at starte samtaler med andre mennesker. ”Lad os møde mennesker, hvor de er,“ siger han. ”Det er ikke min opgave at gøre nogen til adventister. Det er Helligåndens opgave. Vores opgave er at så. Gud vil sørge for høsten.“
Glenn Lie er lærer på Østmarka Adventistskole i Oslo, som har ca. 100 elever fra 1.-10. klasse. Han er medlem og tidligere ungdomspræst i Betel kirke, som i 2017 fik en del af 13. sabbatsofferet til at åbne et ungdomscenter i kirkens kælder.
6. JUNI 2020.
FORKYNDELSE FOR DE BLINDE
Øystein Hogganvik, 61
To mænd prædikede i Norge. Den første taler var velklædt og lidt arrogant, syntes landmanden, som sad bagest i salen iført sit arbejdstøj. Taleren åbnede en bog, og læste et citat fra Ellen White, en af stifterne af Syvende Dags Adventistkirken. Hele talen bestod af citater fra Ellen White. Det generede ikke Øystein Hogganvik, den 30 år gamle landmand bagest i salen.
Den anden mand rejste sig og begyndte at tale. Også han var velklædt; men hans jakkesæt var gammelt, og var blevet repareret flere steder. Hans sko var pudsede, men slidte. Han læste ikke ret meget fra nogen bøger, men talte i stedet lige fra hjertet.
Prædikantens alvor rørte ved Øysteins hjerte; men han var meget uenig med emnet, der blev fremlagt. Han blev faktisk stødt.
Prædikanten bemærkede det, og henvendte sig til Øystein bagefter. Han hilste høfligt på bonden, og spurgte, hvad han hed. Han spurgte om hans arbejde og familie. Han sagde ikke et eneste ord om talen.
Efter nogle få minutter bad prædikanten om lov til at bede for Øystein. Mens han bad, begyndte en stor konflikt i Øysteins sind. ”Hvordan kan du tillade en mand at bede for dig, når du er så uenig med det, han talte om?“ tænkte han. Men med det samme fornemmede Øystein, at Gud talte til ham: ”Du må stole på mig.“
Da Øystein kom hjem til gården, besluttede han sig for at bevise, at prædikanten tog fejl. Han tilbragte mange timer med at studere Bibelen. Han købte optagelser af prædikener om det emne, der havde forarget ham, og fandt forskellige synspunkter blandt forskellige adventisttalere. Han følte det, som om Jesus var ved at glide fra ham. Der gik et år, og han var fuldstændig forvirret.
En dag læste Øystein beretningen om, hvordan Jesus gav synet tilbage til den blinde Bartimæus i Mark 10,46-52. Mens han læste, slog det ham, at han var Bartimæus. Selv om han altid havde haft et godt syn, var han åndeligt blind, og havde brug for at bede Jesus om at åbne hans øjne. Øystein åbnede munden og råbte: ”Giv mig åndeligt syn!“
Med det samme følte han sig tilskyndet til at slå op i sin bibel til beretningen i Luk 24 om to disciple, som uden at vide det gik sammen med Jesus på vejen til Emmaus. På vejen gav Jesus dem et grundigt bibelstudium om sig selv; men de to mænd genkendte ham stadigvæk ikke. Deres øjne blev først åbnet, da Jesus bad for maden i deres hjem.
Øystein Hogganvik
Øystein huskede, at de 12 disciple havde været sammen med Jesus i mere end tre år, men forblev åndeligt blinde med hensyn til hans opgave og korset.
Han indså, at han som femtegenerationsadventist havde været sammen med Jesus hele tiden, men var åndeligt blind, fordi han havde klynget sig til sin egen forståelse fremfor at bede Helligånden om at åbne hans øjne. Jesus havde ikke forladt ham; men han var i færd med at forlade Jesus på grund af sin kærlighed til sine egne sandheder.
I det år, hvor han forsøgte at bevise, at prædikanten tog fejl, havde han aldrig bedt Gud om at åbne hans øjne. Han var kun interesseret i at bevise, at prædikanten tog fejl.
For første gang lukkede Øystein øjnene og bad om, at hans øjne måtte blive åbnet.
”Fra den dag blev Bibelen levende for mig,“ fortæller han. ”Hver beretning i evangelierne handlede ikke længere om mennesker, der levede på Jesu tid. Det var beretninger, som jeg kunne forholde mig til, og som indeholdt lærdomme for mig.“
Mens han arbejdede lange timer på sin gård, lyttede han til optagelser af Bibelen og Ellen Whites bøger, og de fik en helt ny betydning for ham. Hans hjerte blev forandret og hans intellektuelle kundskab blev en levende og praktisk virkelighed.
Et år senere begyndte Øystein at dele sin historie med menigheder rundt omkring i Norge. Efter nogen tid spurgte ledere i Østnorsk distrikt, om han kunne tænke sig at arbejde som prædikant.
Nu er Øystein 61 år og har stadigvæk sin gård, men han bruger sin tid og sine kræfter på at så evangeliet. Han har arbejdet som fuldtids præst de sidste ni år, og har ansvar for to menigheder i Oslo-området.
Øystein voksede op på første række i menigheden, hvor han lyttede til sin mor, der spillede orgel, og hørte sin bedstefar prædike. Han blev døbt som 17-årig. Han havde altid været adventist, og havde altid ønsket at være adventist. Men han siger, at han var åndeligt blind, indtil han bad Jesus om at åbne sine øjne.
”Fra den dag har Bibelen og Ellen Whites bøger været mit liv,“ siger han.
13. JUNI 2020
HVORFOR LIDE?
Axel Domingues, 31
Min søster begik selvmord, da hun var 14 år. Min mor var knust af sorg, og besluttede sig for at få endnu et barn, en pige. Men til hendes store sorg fik hun mig – en dreng.
Mor opdrog mig og min ni år ældre bror i byen Faro i det sydlige Portugal. Far boede i Mellemøsten, hvor han arbejdede som bygningsmand. Mor var altid trist. Og det blev kun værre, da far skilte sig fra hende, og min bror flyttede hjemmefra. Så blev hun syg af kræft, og kom på hospitalet. Jeg var kun 11 år, da jeg blev sendt til nogle slægtninge for at bo hos dem.
Mor havde aldrig gået i kirke; men mine slægtninge tog mig med i kirke hver søndag. Da jeg lærte om Gud, bad jeg om, at mor måtte blive helbredt. Der gik to år, og mor døde. Det gav ingen mening for mig. Jeg besluttede mig for, at Gud kun var en fabel.
Jeg holdt op med at gå i kirke, og da far flyttede tilbage til Portugal, flyttede jeg sammen med ham og hans nye familie.
Jeg mistede helt kontrol med tilværelsen, da jeg begyndte på universitetet. Jeg drak og brugte narkotika. Jeg lyttede til den forkerte slags musik, og praktiserede satanisme. Flere møder med ånder gjorde mig bange, og fik mig til at indse, at der fandtes en åndeverden ud over det, vi mennesker kan se med vores øjne.
Da jeg var først i tyverne, begyndte jeg at høste følgerne af det, jeg havde sået. Jeg levede i konstant frygt for onde ånder. Jeg ønskede at holde op med at ryge og bruge narkotika; men jeg kunne ikke.
Men så hørte jeg, at en af mine venner, en ateist, som brugte narkotika, var blevet døbt. ”Hvad er der galt med dig?“ spurgte jeg ham. ”Hvorfor er du blevet døbt?“
”Jeg læser Bibelen, og jeg tror på det, der står i den,“ svarede han.
Af en eller anden grund betroede jeg mig til ham omkring min frygt for onde ånder. Han lyttede tankefuldt. ”Hvorfor læser du ikke i Bibelen?“ spurgte han.
Det var et godt spørgsmål. Gud virkede ikke længere som en fabel for mig. Jeg vidste, at der fandtes onde ånder, og jeg følte, at de blev holdt tilbage af en højere magt. Jeg begyndte at læse i Bibelen og bede.
Mens jeg læste, opfattede jeg tydeligt en indre stemme, som sagde: ”Hold op med dit misbrug.“
Jeg havde ikke lyst til at opgive det hele, så jeg tænkte: ”Jeg
Axel Domingues
kan stadigvæk nyde noget at det.“ Men så slog det mig, at jeg aldrig havde været i stand til at opgive mit misbrug stykkevis, så hvorfor ikke forsøge at opgive det hele på en gang.
I samme øjeblik talte en ond stemme til mit sind. ”Hvad foretager du dig?“ spurgte den.
Da jeg hørte stemmen, forstod jeg, at der foregik noget meget alvorligt. Jeg opgav øjeblikkeligt al min afhængighed.
Det var en glæde for mig at læse Bibelen. 1 Mos 3 viste mig, at Gud ikke overlod menneskene til sig selv ved syndefaldet, men havde en frelsesplan. Jeg så, at Guds profetier om israelitterne gik i opfyldelse. Min tro voksede, og jeg så, at Bibelen ikke var opdigtet.
Der gik flere måneder. Jeg afsluttede mine studier, og flyttede til Dublin i Irland for at arbejde som software ingeniør. En dag sendte min tidligere ateistven mig et link til en YouTube tale om syndens oprindelse. Jeg syntes om taleren, en syvendedags adventistevangelist, og ledte efter flere af hans taler. Men da han i en tale talte om, at lørdag er sabbat, afviste jeg hans budskab og syntes, det var mærkeligt.
Men hans sabbatstale blev ved med at komme op i mine tanker. Ordet for lørdag på mit modersmål portugisisk er ”Sabado,“ eller sabbat. Jeg mente, at der måtte være en bibelsk forklaring på, hvorfor alle kristne tilbad om søndagen, og besluttede mig for at finde det i Bibelen. Men jeg fandt ingen tekst, som sagde, at sabbatten var forandret fra lørdag til søndag.
Jeg vendte tilbage til adventistevangelisten på YouTube. Hans prædikener om sabbatten og endetidsprofetierne gav mening, og jeg accepterede Syvende Dags Adventistkirken som Guds kirke.
På nettet fandt jeg adressen på en adventistkirke, og jeg deltog i gudstjenesten, og fik senere bibelstudier. Jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg havde oplevet så meget modgang i min barndom. Det var ikke på grund af Gud. Det skyldtes synd og dårlige valg, som jeg og andre mennesker i mit liv havde taget. Som David siger i Salme 16,4: ”De, som løber efter andre guder, rammes af mange lidelser.“ Jeg blev døbt, da jeg var 26.
I dag er jeg lykkeligt gift med Joana, en brasiliansk sygeplejerske, som jeg mødte i adventistkirken i Dublin. Hun var også blevet døbt i Irland. Vi arbejder, giver bibelstudier og hjælper til i menigheden. Og vi beder Gud om at vise os, hvad han ønsker, at vi skal gøre i fremtiden.
20. JUNI 2020
TILGIVELSE EFTER SKILSMISSE
Mary* forlod sin mand, da hun var 30. Hun havde bibelske begrundelser for sin skilsmisse; men hun sagde ikke noget om det til andre, for hun ønskede ikke at offentliggøre private anliggender. Desuden var hendes tidligere svigerforældre respekterede medlemmer af den lokale adventistkirke, som hun stadigvæk kom i.
Menighedens medlemmer forstod ikke, hvorfor Marys ægteskab var gået i stykker, og de gav hende skylden. Flere sagde direkte til hende, at hun havde sat sin frelse på spil ved at forlade sin mand.
Mary var vokset op som adventist, men holdt nu op med at komme i kirke om sabbatten, og flyttede til sidst til en anden del af landet for at begynde en ny tilværelse. Men indre dæmoner plagede hende. Selv om ingen i den nye by anklagede hende på grund af skilsmissen, kunne hun ikke glemme det. Hun følte sig som en fiasko. Hun spekulerede på, om Gud elskede hende på trods af hendes skilsmisse.
Hun søgte svar på nettet, og skrev ordet ”Gud“. Det store antal af resultater overvældede hende. Hun tændte for fjernsynet, og søgte på forskellige kanaler. En kanal, som tilhørte en karismatisk kristen kirke, fangede hendes opmærksomhed; men tungetalen og helbredelserne skræmte hende. Hun ville ikke se mere. Men så lagde hun mærke til et ugentligt program på den samme kanal, som ledtes af en kvindelig taler. Kvinden talte roligt og fornuftigt. Mary så programmerne regelmæssigt i flere uger.
En aften talte kvinden om tilgivelse. ”Ingen er i stand til at tilgive på egen hånd,“ sagde hun. ”Du har brug for Guds hjælp.“ Disse ord kom tilbage til Mary næste morgen, mens hun kørte til arbejde. Med et sæt gik det op for Mary, at hun havde brug for at tilgive sin tidligere mand og hans forældre, de uvenlige menighedsmedlemmer og mest af alt sig selv. Hun følte en uimodståelig trang til at bede Gud om hjælp.
Hun græd, og forsøgte at bede; men tårerne gjorde det umuligt for hende at køre og bede på samme tid. Hun trak ind til siden af vejen. ”Jeg vil gerne tilgive; men jeg kan ikke,“ bad hun. ”Hvis jeg får tilgivelse som gave, vil jeg følge dig.“
Svaret kom næsten med det samme. ”Jeg vil hjælpe dig,“ sagde en blid stemme.
Mary græd endnu mere – men nu var det af glæde. Hun vidste, at himlen havde hørt hendes bøn. Mary blev holdende i vejsiden endnu en halv time. Hun var usikker på, hvordan hun skulle holde sit løfte om at følge Gud.
”Jeg er vokset op som adventist,“ bad hun. ”Hvordan skal jeg leve nu?“ Et svar dukkede op i hendes tanker: Læs Bibelen og Ellen Whites skrifter.
Mary kørte hjem for at vaske sit ansigt, og kørte så på arbejde. Hun kom en time for sent.
Efter arbejde åbnede Mary sin bibel, og begyndte at læse. Hun læste i hvert ledigt øjeblik, hun havde. Når hun ikke kunne sove om natten, stod hun op, og læste. Mary havde aldrig brudt sig om at læse bøger; men nu havde hun et tilsyneladende uudslukkeligt ønske om at læse.
”Jeg læste, fordi jeg havde brug for at finde ud af, hvem Gud er,“ fortæller hun. ”Jeg havde et stort behov for at vide mere.“ På et år læste hun Bibelen tre gange, og læste også de fem bøger i Ellen Whites ”den store konflikt“serie.
Mary tog mod til sig, og talte med den lokale adventistpræst om sin skilsmisse. Han oprettede en bibelstudiegruppe kun for Mary. Han håbede, at bibelstudiegruppen ville hjælpe hende til at komme tilbage til Gud og menigheden.
Mary elskede gruppen. ”Jeg var meget ivrig; for jeg blev fyldt af alt det, jeg havde læst,“ siger hun.
Efter en serie evangeliske møder begyndte Mary regelmæssigt at komme til gudstjeneste om sabbatten. Nogen tid senere mødte hun sine tidligere svigerforældre. Til sin overraskelse nærede hun ikke længere hadefulde følelser over for dem. De var venner. Mary har også tilgivet de menighedsmedlemmer, som var uvenlige over for hende. Hun kan ikke engang huske, hvem det var. ”Jeg føler mig tilgivet,“ siger hun. ”Jeg har fred.“
I dag er Mary aktiv i sin lokale menighed, og leder af et af projekterne for 13. sabbatsofferet i Den Transeuropæiske Division. Hun læser stadigvæk Bibelen hver dag, og hun læser den igennem mindst en gang om året. Hun tilbringer også tid hver dag med at læse fra Ellen Whites skrifter.
Når hun fortæller sin historie, fyldes hendes øjne med tårer, når hun tænker tilbage på den dag, da Gud hjalp hende til at tilgive andre og sig selv.
”Jeg fik tilgivelse som gave,“ siger hun. ”Denne historie har helt forandret mit forhold til Gud.“
* Mary er ikke kvindens rigtige navn. Navnet er brugt for at beskytte og respektere familiens og menighedsmedlemmers privatliv og lokalitet
27. JUNI 2020
VENSKAB MED EN SKOPUDSER
Filip Dmitrov, 49 Yulian Kankov, 49
Skopudseren fangede Filip Dmitrovs opmærksomhed i Nicosia, hovedstaden på Cypern. Hans tøj lugtede af gammel cigaretrøg. Hans hænder skælvede på grund af alkoholmisbrug.
Filip bad ikke om at få sine sko pudset. ”Hvordan går det, min ven?“ spurgte Filip og talte på bulgarsk. ”Har du brug for hjælp?“
Manden, Yulian Jankov, så overrasket på Filip. Ingen havde stillet ham det spørgsmål, siden han flyttede fra Bulgarien 10 år tidligere. Det var dejligt at høre nogen, der viste interesse for ham. Men Yulian forblev tavs.
”Jesus elsker os alle sammen, uanset hvilken situation vi befinder os i,“ fortsatte Filip. ”Han gav sit liv for os.“
Det gjorde indtryk på Yulian, at Jesus blev nævnt. Næste dag kom Filip tilbage.
”Hvordan går det, min ven?“ spurgte han. ”Har du brug for hjælp?“ Yulian blev overrasket over, at den fremmede var kommet tilbage. Igen bad Filip ikke om at få sine sko pudset. I stedet opfordrede han Yulian til ikke at spilde sine penge på alkohol og cigaretter.
”Det vil være klogt at lægge penge til side til opsparing,“ sagde han.
Hver dag talte Filip med Yulian. Til sidst introducerede de sig for hinanden, og begyndte at tale sammen. Yulian sagde, at han havde arbejdet for et byggefirma, efter at han sammen med sin familie kom til Cypern. Men han havde mistet sit arbejde, og var blevet smidt ud hjemmefra på grund af sit alkoholmisbrug. ”Min familie har afvist mig,“ sagde han. ”En efter en har selv mine nærmeste venner forladt mig.“
En dag førte Yulian sin ven til den tomme bygning, hvor han sov. Filip fik tårer i øjnene, da han så stedet. Yulian sov på det hårde gulv. Han ejede intet andet end det tøj, han gik i. Alt, hvad han tjente, gik til alkohol og cigaretter.
”Du er havnet så langt nede,“ sagde Filip stille. ”Du har ødelagt dit liv, og du er nødt til at gøre noget ved det. Du har brug for hjælp. Intet er umuligt for Gud. Er du klar over, at Gud elsker dig?
Filip begyndte at tale om Gud og bede med Yulian. Yulian følte, at Filip så noget værdifuldt i ham. Han begyndte at se Guds kærlighed i sit liv.
Filip Dmitrov og Yulian Kankov
En dag sagde Filip: Du fylder snart 50, og du har kun tjent Satan. Det er på tide, at du giver dit liv til Kristus. Han vil velsigne dig.“
Yulian ønskede forandring. ”Jeg er klar til at give mit liv til Gud,“ sagde han.
Selv om han havde drukket meget i 35 år, stoppede han med at drikke alkohol den dag. Selv om han havde været storryger i 35 år, holdt han op med at ryge i løbet af en uge.
Filip og Yulian studerede Bibelen sammen. De to mænd deltog i bibelstudiegrupper på bulgarsk forskellige steder på Cypern, som Filip ledte.
Yulian fandt ud af, at Filip, som kom fra Bulgarien, var en fuldtids lægevangelist, der var ansat af Syvende Dags Adventistkirken på Cypern. Otte mennesker var blevet døbt gennem hans arbejde de sidste tre år. Det er et ret højt tal i et land, hvor Adventistkirken kun har 103 medlemmer ud af en befolkning på 1,1 millioner. Yulian blev den niende, da han den 23. juni 2018 blev døbt i Middelhavet.
Efter hans dåb begyndte der at ske gode ting i Yulians liv. Han fandt arbejde i et hotelkøkken, som gav ham fri om sabbatten, noget der er sjældent på Cypern. Hans familie tog imod ham igen. Han fortæller alle, som vil lytte, om sin kærlighed til Gud.
”Lige fra den dag, jeg blev døbt, har jeg ikke kunnet holde op med at prise Gud for, hvad han har gjort for mig, og hvad han er villig til at gøre for hvert eneste menneske,“ fortæller Yulian. ”Hver gang jeg møder et nyt menneske, ønsker jeg at dele min historie. Jeg siger: ‘Hvis Gud kunne gøre dette for mig, kan han også gøre det for dig.’“
En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil gå til at opføre en meget tiltrængt kirkebygning og et indflydelsescenter i Nicosia på Cypern, hvor tre adventistmenigheder vil samles.
Tak for jeres gave i dag. Den vil støtte dette og to andre projekter i Den Transeuropæiske Division.
FOKUS PÅ MISSIONEN
Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet, er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet. Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.
Hvert kvartal fokuserer vi på én del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25 % af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.