TIENDE: Har du spørgsmål angående fradragsmuligheder, kontakt Anna Falk på afa@adventist.dk
TESTAMENTE: Det er vigtigt, at man i tide tager beslutning omkring sine økonomiske og arvemæssige forhold. Et dødsfald kan få stor betydning for de efterladte. Er der ingen lovmæssige arvinger og ikke oprettet noget testamente, går arven til staten.
Kontakt Kristinn Odinsson, 45 58 77 73, hvis du overvejer eller ønsker hjælp til at oprette et testamente, hvor du tilgodeser Adventistkirken.
Adventnyt nr. 3 · juni 2026
INDHOLD
03 Leder
04 Rundt omkring i korte glimt
8 Unionens sider
Mod en ny tid?
10 Årsmøde 2026 i spredte glimt
13 Teologisk artikel: Et fællesskab, der favner
15 Ung, nybagt præst
16 Tanker om ondskab og om at tilgive
18 Hvor meget er vi villige til at udholde for sandhedens skyld?
20 Jeg elsker at kramme
22 Huden er deres forbandelse
24 Seniorsiderne
Vores venner i Iran
Forsvundet og fundet igen
Adventbudskabet i salmer og lovsange
28 SABUS
Dage fyldt med fællesskab og tro
SABUS-dag
Reddet
Familiegudstjeneste og workshop i Randers På eventyr i vikingernes land
32 Kulturændring på Vejlefjordskolen
33 Dansk gymnasieelev i Norge
34 Lykønskninger
35 Efterårsmøde på Sjælland
36 Mindeord
38 Annoncer
39 Kollekt og kalender
40 Hjælpeaktion
Forsidefoto: Risto Paananen blev indsat som præst i Adventistkirken fredag den 15. maj ved en højtidelig ceremoni under årsmødet på Himmerlandsgården. Risto får god og trofast støtte af sin hustru, Sabrina. Foto: Holger Daugaard
der favner
Holger Daugaard er
Som tema for årets samling på Himmerlandsgården blev valgt ”Fællesskab, der favner“. Fællesskabet er et af de kendetegn, der bør være udtalt for kristne mennesker, så det er ikke et overraskende tema.
Men hvordan viser fællesskabet sig? Hvis vi undersøger, hvad Bibelen siger om dette, får vi flere overraskende svar. Det kan du læse nærmere om i en spændende artikel her i bladet, hvor forfatteren meget relevant behandler emnet.
Og hvordan favner man så? Også her er der flere mulige svar, men et af dem handler om rent fysisk kontakt. Vi giver hånd, når vi hilser på hinanden. Men vi ser i stigende grad, at trosfæller ikke nøjes med at give hånd, men også giver knus og kram til hinanden.
For nogen kan det være lidt grænseoverskridende, for andre helt naturligt. I dette nummer af Adventnyt kan du læse en artikel netop om dette emne, hvor forfatteren giver udtryk for sin personlige holdning.
Ikke alle kristne nyder den trosfrihed, som vi oplever, og det er vigtigt, at vi husker de af vores trosfæller, der oplever modstand og forfølgelse på grund af deres tro. Det er desværre ikke kun i fortiden, men i høj grad også i dag, at mange troende bliver forfulgt. Her i bladet kan du læse et par artikler, der netop omtaler dette emne. Lad os huske disse trosfæller og tage imod dem, hvis de dukker op som flygtninge i vores fællesskab. Lad os også bede for dem, der må lide der, hvor de er.
Læs eller lyt til Adventnyt online: adventist.dk/adventnyt
Adventnyt på CD Kontakt Margit Wærn, 45 58 77 92 mwa@adventist.dk
Adresseændringer: Meldes til unionskontoret info@adventist.dk
Pris for medlemsabonnement: Danmark, Grønland og Færøerne: Gratis
Øvrige udland: Kr. 300,-
Kommende Adventnyt:
Nr. 4 august, udkommer 17. august
Materiale-deadline: 15. juli 2026
Nr. 5 oktober, udkommer 12. oktober
Materiale-deadline: 7. september 2026
Nr. 6 december, udkommer 7. december
Materiale-deadline: 2. november 2026
redaktør for Adventnyt.
Guds ord griber...
Tekst og foto: Line Nielsen
Det skete på kursus med Gunnar Pedersen og Paul Birch Petersen den 14.-15. marts 2026 i Odense
Har du opdaget det? Det meste af det, der foregår i denne verden, er ikke Guds vilje. Vi ved det fra Første Mosebog 3, hvor det gik galt for Adam og Eva. Men fra Ordet ved vi også, at én dag vil der komme et kongerige, som ikke er blevet til ved menneskehånd.
Begejstrer det dig? Riget, der kommer, er intet mindre end paradiset genoprettet – den store fortsættelse af den plan, der for en tid røg i vasken, dengang paradiset blev tabt. Gud har det i sine hænder, ja, Jesus er ophøjet til Guds højre hånd. Og derfra kalder han stadig: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave“ (ApG 2,38).
Sammen med Gunnar Pedersen og Paul Birch Petersen så vi på store emner. Temaet var Apostlenes Gerninger – sat i sammenhæng med det første og det sidste i denne verden. En historie om Guds Ords sejrsmarch. Det er bogen, som ikke rigtig ender – den rækker ud, så du kan være med. Sammen med de troende igennem alle tider kan også du og jeg blive ledt af Helligånden i vores tjeneste.
Gunnar og Paul varetog undervisningen i Odense, ledt af Helligånden. Det var solid bibelundervisning, som greb både min hjerne og mit hjerte. Jeg elsker, når de store perspektiver i Bibelen bliver sat sammen i helheder, som får mig til at se en endnu større historie. Det var det, der skete. Og ja, det er jo på ingen måde muligt at videregive på
én side – så derfor vil jeg allerede nu på det varmeste anbefale: Kom selv og vær med næste gang anledningen byder sig.
Vil du være med? I den store plan – Guds Ords sejrsmarch. Måske er du lidt tøvende og genert – det var apostlene også. Forfølgelserne var begyndt, og de bad denne bøn: ”Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn“ (ApG 4,29-30). Ser du det? De bad om frimodighed! Frimodighed til den opgave, som Gud havde givet dem, og som de brændte for.
Gud svarede med det samme! ”Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed“ (vers 31). Helligånden gav dem fri-
modighed. Og den samme Helligånd virker i dag og giver dig og mig frimodighed til at være med. Vi skal nemlig nå helt ud til verdens ende: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8).
Efter at ordet er nået til verdens ende, er det tid for, at ”Jesus, som er blevet taget fra jer og til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen“ (vers 11).
Du kan glæde dig! Det genoprettede paradis kommer. Indtil da kan du være med som vidne om, hvad Gud har gjort for dig – et vidne fyldt af Helligånd!
Ordene ovenfor er skrevet med afsæt i mine noter fra to frydefulde dage med Paul og Gunnar – med TAK!
SABUS-besøg i Rødekro
Tekst og foto:
Jette Falck Bek
SABBATTEN DEN 11. april havde Rødekro menighed et hyggeligt besøg af SABUS med Maysie Keye i spidsen. Gudstjenesten bød bl.a. på lysbilleder, som en af menighedens unge, Daniel, havde fået til opgave at stå for, og det gjorde han virkelig godt!
Det skuespil, som Maysie også havde aftalt fuldstændig direkte med nogle af vores unge, gjorde de unge også bare SÅ flot!
Efterfølgende havde vi fællesspisning, som 3 menighedsmed -
lemmer diskede op med. Og til sidst, men ikke mindst, hyggelige aktiviteter, bl.a. pandekagebagning over bål, som det ses på et af billederne, hvor Clas har bagt en perfekt pandekage.
De næste gudstjenester, som involverer hele menigheden, voksne som børn, bliver et vidnesbyrdsmøde i starten af maj, og kirkens 60års jubilæum den 23. maj. I forbindelse med sidstnævnte vil vi have sanggudstjeneste med kagebord bagefter.
Forårsmøde på Fyn
Tekst og foto: Holger Daugaard
SABBATTEN DEN 25. april mødtes de fynske menigheder i Nyborg Adventistkirke til forårsmøde. Det var som altid hyggeligt at mødes med lidt flere end normalt. Dagen blev indledt med sang og musik og et inspirerende bibelstudium ved Thomas Rasmussen. Temaet for gudstjenesten var ”vækkelse“, og her var Rob Folkenberg inviteret til at prædike.
Når vi hører ordet vækkelse, hvad tænker vi så på? En spektakulær begivenhed, hvor mange mennesker oplever Guds indgriben? Noget vi alle sammen gerne vil opleve? Rob Folkenberg tog udgangspunkt i disse spørgsmål, men ifølge ham er der noget, som er meget vigtigere end en sådan enkeltstående begivenhed – nemlig den gradvise overgivelse og udvikling i vores kristenliv.
Han henviste til teksten i Fil 1,6, hvor der står: ”I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi
dag.“ Vi har alle sammen ting i vores liv, vi gerne vil slippe af med, og Rob fortalte åbent og ærligt om noget af det, han selv gerne vil gøre bedre.
Efter et hyggeligt fælles frokostbord og gode samtaler ved bordene blev det tid til endnu et program, hvor Simon Falk havde forberedt musik og sang, der kredsede om formiddagens emne. Flere musikere og sangere medvirkede, bl.a. Rob og hans to piger. Derefter fik vi endnu et indslag af Rob Folkenberg, hvor han fokuserede på det at blive overrasket. Mens de voksne var i mødesalen, blev der hygget om børnene ved siden af med krea-værksted. Det var en dejlig sabbat med fællesskab og opbyggelse.
Adventistkirkens skitur – 20 år på toppen!
Tekst og foto: Henrik (Hit) Novak Nielsen
DET STARTEDE I 2005 som en idé på bagerste række under en prædiken i Cafékirken. I februar 2006 var vi afsted første gang på en enkelt tur. Men folk ville afsted igen, så vi lavede en enkelt tur mere i 2007 –og i 2008 og i 2009 – og sådan er det fortsat, og nu er der så gået 20 år.
Skituren er vokset og er blevet hele Adventistkirkens skitur med omkring 100 deltagere, stor dobbeltdækkerbus, kæmpe hytte og masser af gode oplevelser, og vores lille ny, Adventistkirkens ungdomsskitur, vokser og har det godt. De bor i en lejlighed lige over for den store hytte.
I starten af marts var vi afsted på jubilæumsturen, og det var fantastisk. Vi var 100 deltagere i alt, hvoraf de 18 var med på ungdomsturen. Vi havde masser af godt vejr og lækker sne, og alle børnene havde en fest både med at stå på ski på fjeldet og kælke ned ad snebunkerne foran hytten og grave huler.
Skitur er at komme ud i den smukke norske natur, nyde den friske luft, bruge sine muskler og so -
cialt fællesskab på kryds og tværs af aldersgrupper. Selvom de fleste tager med for at stå på ski, er skituren også så meget andet: Andagt og lovsang foran pejsen om aftenen, dejlig mad og masser af hygge.
Vi havde inviteret Lasse Bech med, og han holdt aftenandagterne i den store hytte og hyggede med ungdomsturen over morgenmaden i deres lejlighed. Lasse havde taget sin familie med, og det var fantastisk at hygge med dem. Tak for det! Skituren har udviklet sig til et kæmpe projekt, som kun fungerer,
fordi der er mennesker, der frivilligt stiller op og gør en uvurderlig indsats. Til dem skal der lyde en kæmpestor tak! Selvfølgelig også tak til alle de mange deltagere. Uden jer ville der ikke være nogen tur.
Turen i 2027 bliver i uge 10, og tilmeldingen er åben. Faktisk er de 105 pladser, vi har til næste år, allerede booket, men måske kommer der et afbud? Se alt om turen på www.skiturNU.dk og følg os på Facebook: Adventistkirkens Skitur (Ny gruppe).
Unge mødes på tværs af menigheder
Tekst og foto: Arthur og Bruna Secek
23 TEENAGERE FRA Vejle, Horsens og Vejlefjordkirken mødtes i Vejle. De mødtes allerede til morgenmad i kirken, hvor der var dækket op på 2 langborde i kirken for at have plads til alle.
Efter morgenmaden var Maysie klar med en levende sabbatsskole og eftefrølgende gudstjeneste. Inden efter-
middagens geocatch og vidensdeling om KirkeCare, som er kirkens sociale arbejde i Vejle, stod den på hjemmebyggede burgere. Energidepoterne skulle gerne være fyldt godt op til en spændende eftermiddag i Vejles gader.
Teenagerne fra Horsens, Vejle og Vejlefjord er ved at få skabt en rigtig god tradition, hvor de mødes på skift i deres menigheder.
Arbejdsdag i Egehytten
EN GRÅVEJRSDAG I april blev brugt på arbejdsdag i Egehytten. Et langbord inde i spisestuen var fyldt med folk både til morgenboller, frokost og eftermiddagsservering. Men der blev også tid til andet end at spise. Der blev givet max gas med både muskelkraft og maskinkraft. Alle M/K’er hjalp til lige fra 5-årige til 83-årige.
Naboen kom med sin store gravemaskine, og det resulterede i, at på ganske få timer var hele pilehegnet savet ned og omdannet til et gigantisk bål, der nu ligger og venter på Sankt Hansaften.
Nå ja, det var ikke alt træet, der havnede på bålet, der blev nemlig også slæbt en del ned ved bålpladsen, hvor det blev til et hegn, som danner læ, når man skal hygge ved lejrbålet. ”Laden“ blev også ryddet
op og organiseret, nye lamper blev monteret, vinduer pudset og mange andre småopgaver blev udført.
Tak til alle, der kom fra både nord (Nærum) og syd (Nykøbing F) og alt derimellem. Nu glæder vi os til at invitere alle fra Sjælland til de næste omgange af Egehytten HangOut. Sæt allerede nu kryds i kalenderen både den 23. juni kl. 19.00 (Sankt Hansaften) og den 22. august, hvor vi skal fejre hyttens 40-års jubilæum – det må du ikke gå glip af!
EFTER NÆSTEN ET årti med forskning, skrivning og samarbejde er
A Global History of Seventh-day Adventists nu tilgængelig verden over hos store online boghandlere som Amazon og i forskellige lokale boghandlere. Den er redigeret af E.M. Allan og M.W. Campbell og designet til at være engagerende og forståelig for flere målgrupper, herunder kirkemedlemmer, der er nysgerrige på deres egen arv, læsere uden forudgående kendskab til adventismen og universitetsstuderende, der læser religionshistorie.
Bogen indeholder omkring 100 fotografier, tekstbokse om et bredt udvalg af emner og diskussionsspørgsmål til brug i forelæsningen.
Det, der adskiller denne bog fra tid ligere bøger om adventisternes hi storie, er dens re elt globale omfang. Tidligere omfatten de kirkehistoriebøger har i høj grad centreret sig om den nordamerikanske historie. Denne bog følger adventismen på tværs af århundreder og kontinenter og placerer trosretningen inden for verdenshistoriens bredere strømninger.
Både forfatterne og redaktørerne understreger det engagement i ærlig historiografi, der har styret projektet. Campbell bemærker, at
bogen ikke undgår vanskelige emner, herunder adventistkirkens forhold til Det Tredje Rige og de igangværende debatter om kvinders ordination. Bogen gør også en bevidst indsats for at fortælle historier om almindelige troende og underrepræsenterede stemmer, herunder kvinder, hvis bidrag til adventistmissionen sjældent har optrådt i historiske beretninger. Forfatterne beskriver f.eks. deres opdagelse af Carmen Vaca, en oprindelig kvinde i Peru, som døbte cirka 40 mennesker på et enkelt år.
Tekst og foto: Gitte Kjeldal
Der sker noget vigtigt i vores samfund.
Guds Ånd er virksom. Interessen for at tro, for Jesus og for Bibelen er kraftigt stigende.
Generalsekretæren for FrikirkeNet, Claus Bækgaard, skrev for nylig i et nyhedsbrev: ”Uanset hvem jeg taler med – fra alle egne af landet – fra hvilket som helst kirkesamfund – så hører jeg, at mennesker helt af sig selv dukker op i kirkerne, fordi de bærer på en længsel.“
At der er en stigende længsel efter tro, sandhed og retfærdighed i vores land, er fantastisk. Samtidigt med at dette sker, mindes vi Jesus’ ord om, hvor vigtigt det er at ”tyde tidens tegn“ (Matt 16,3). Mange af dem, som observerede Jesus, hans handlinger, liv og lære, kunne ikke se, at han var fra Gud. Deres egne fordomme, tidligere erfaringer og læring gav ikke plads for det guddommelige, der skete. Ser vi, at Ånden arbejder i vores land?
Signaler
Lad mig bare dele nogle signaler, som jeg har samlet op, og som beskriver den stigende vækst i åndelig søgen:
1. I begyndelsen af april i år rapporterede Danmarks Radio, at mange unge i konfirmationsalderen, som ikke blev døbt som børn, nu selv vælger at blive døbt og konfirmeret i Folkekirken. De vælger at tro.
2. TV2 i Danmark har lavet en større undersøgelse, som fokuserer på individer og derudover stærkt bekræfter den generelle trend blandt unge at søge til kirkerne.
Tekst: Bjørn Ottesen, formand for Adventistkirken i Danmark Foto: Jakob Falk
3. LOTOT - Lad Os Tale Om Tro. Dette er en stor kampagne, hvor initiativet kommer fra FrikirkeNet, en organisation, som mange frikirker er med i.
a. Et stort antal videoer er lagt op, hvor mere eller mindre kendte personer samtaler om, hvad tro betyder i deres liv. Disse videoer har millioner af hits.
b. En undersøgelse i forbindelse med dette er refereret i Kristeligt Dagblad 11. marts 2025. Undersøgelsen viser, at 63% af unge mellem 18 og 29 år har talt med deres venner om tro indenfor det sidste år. Halvdelen af denne gruppe har gjort det indenfor de sidste 3 måneder.
c. Videre siger artiklen, at der er et stadigt stigende antal samtaler om tro på TikTok og andre sociale medier.
d. LOTOT har arrangeret flere begivenheder, hvor folk har betalt for at høre – ofte kendte personertale om tro. (F.eks. 800 tilhørere i Hedensted, 500 i Randers og 700 i Kolding.)
4. Der sker lignende udvikling i vores nabolande. Mange unge søger til kirkerne.
a. Youth for Christ/ “Unge I oppdrag“ i Norge noterer: Flere unge har taget en beslutning for Jesus Kristus indenfor de sidste 2 år end de 20 foregående år.
b. TV2 i Norge har udført studier af unge og deres interesse for tro. Ganske store antal unge finder vej til frikirkerne.
c. I følge undersøgelsen ser de efter: i. Noget at tro på ii. Noget at leve for iii. En autoritet udenfor dem selv, som kan vejlede dem i deres valg. iv. Et ægte og autentisk fællesskab.
5. Lignende undersøgelser er foretaget i bl.a. Sverige og Storbritannien.
Hvad med Adventistkirken?
Disse undersøgelser har jeg delt tidligere, men jeg vil gerne gentage dem her. Mit store spørgsmål og min udfordring er:
Hvordan er det, Adventistkirken i Danmark møder denne nye interesse for kristen tro? Er vi opmærksomme på, at det sker?
Forsøger vi at svare på de spørgsmål, som kommer frem, og involverer vi os i den interesse, som tydeligvis er der?
Adventisternes bibelske forståelse, de kernepunkter vi står for, og den måde, vi er organiseret på, blev formet i en helt anden tid. Det har stor værdi, og vi sætter pris på det. Vi har ofte ledet kristne mennesker til en dybere bibelforståelse, og de har sluttet sig til os, fordi de har set lys i vores budskab. Nu står vi overfor en generation (eller flere), som er ganske uvidende om Bibelen, men flere ønsker at forstå, hvad tro er, og hvem Jesus er. Har vi klare fora i vores menigheder, hvor disse mennesker kan komme og have en samtale på deres præmisser ud fra de mange spørgsmål, de bærer på?
Vi står nu med den udfordring at træde udenfor vores egne traditioner og vante mønstre og se noget andet, som spirer op omkring os. Som så mange andre veletablerede organisationer og fællesskaber risikerer vi (ligesom farisæerne og saddukæerne på Jesus’ tid) at forblive navlebeskuende og ikke opfatte, eller koble os på, hvad der sker omkring os, hvis det ikke passer ind i vores etablerede kategorier.
Jeg bliver så glad, når jeg hører de mange signaler om, at flere og flere danskere kommer til tro. Det er Gud, der gør noget. Er dette en vækkelse, som er i gang? Eller måske er det bare en bølge af interesse, som vil dø ud? I alle tilfælde håber jeg, at hele adventfolket kan og vil gribe anledningen til at dele de helt grundlæggende ting om tro, Jesus og Bibelen med dem, der søger. I anden række kommer måske anledningen til at præsentere dybere lærdomme fra Skriften.
Når dette er sagt, så noterer vi også, at der er så mange forskellige mennesker i Danmark, og ikke alle kan nås på den samme måde. Må Gud velsigne hver enkelt menighed og deres ledere i at møde og hjælpe de mange, som er søgende. Vi går frem der, hvor Gud allerede er gået frem for os.
Årsmøde 2026 i
spredte glimt
Når man er med til at afvikle et stort arrangement, som vores årsmøde er, så har man i mange måneder været optaget af at få alle aftaler på plads. Listerne med det, man skal huske, er lange. Himmerlandsgården skal også være klar til at modtage de mange mennesker. Og pludselig er det hele overstået igen. Hvad er det så, vi står tilbage med? Vi tror på, at det har stor værdi at mødes på denne måde. Det giver os positiv energi, det samler os på tværs af landet og på tværs af menigheder. Nu er det tid til at se tilbage – vi bringer her nogle få glimt fra de dejlige dage, vi tilbragte sammen. Der kommer mere i Adventnyt til august.
Tekst: Holger Daugaard / Foto: Holger Daugaard, Per Arild Struksnes, Jakob Falk
Forberedelse i fællesskab De færreste tænker nok på, hvor mange kræfter og mandetimer det kræver at forberede årsmøde på Himmerlandsgården. Der skal opstilles telte, lægges gulve, opsættes borde og stole, gøres rent overalt, luges og plantes - og rigtig meget bliver gjort med frivillige kræfter. Igen i år samledes en stor flok – omkring 80 personer – for at hjælpe til. Det kræver
arbejde – men det giver samtidig et utroligt fællesskab. Vi, der var med, oplevede måske næsten et større fællesskab under de indledende dage end under selve årsmødet. Ud over arbejdet blev det også til mange snakke og udveksling af tanker og tro. For de af læserne, der ikke har været med til arbejdsdagene, kan vi kun anbefale, at I melder jer næste år!
En tankevækkende ny film
ADRA inviterede torsdag til forpremiere på en ny dokumentarfilm om albinisme i Tanzania, hvor 1 ud af 1.400 bliver født med denne hudtilstand. Det er den højeste rate i verden. Kvinder, som føder et barn med albinisme, bliver typisk forladt. Personer med albinisme bliver ofte udstødt og risikerer liv og lemmer helt bogtaveligt. Ifølge udbredt overtro har kropsdele fra en med albinisme magisk kraft, og derfor bliver der handlet med dem. En anden udfordring for disse mennesker er en øget risiko for hudkræft – de fleste har celleforandringer, før de fylder 20 år. Med dokumentaren ønsker ADRA at skabe større opmærksomhed om en overset befolkningsgruppe, og ideen er at tilbyde fremvisning af filmen på skoler, biblioteker og i menighederne. En tankevækkende film, der forhåbentlig når ud til mange. Se også side 22.
Vellykket markedsdag – trods regn
ADRAs markedsdag fredag var endnu engang en succes – også selv om et kraftigt regnskyl midt i det hele hurtigt fik folk indenfor i teltene. Med den usikre vejrudsigt havde man valgt at opstille en del af boderne i ungdomsteltet, og det viste sig at være en god beslutning. Men så kunne vi da afholde auktion, mens regnen trommede mod teltdugen! To gamle Aunsborg-taburetter indbragte i alt 2.800 kr, og en norsk brunost 700 kr. I alt indbragte dagen 58.600 kr.
Stemningsfuld fredag aften
Med Torben Rasmussen og Hanneke van Amstel som tovholdere tilbragte vi en hyggelig og stemningsfuld fredag aften omkring ”bålet“, der var arrangeret på scenen i det store telt. Sang vekslede mellem små samtaler med indbudte gæster om fællesskab og gudsforhold, mens den kunstige røg bredte sig livagtigt ud i teltet. Samtalen med gæstetaleren Tihomir Lazić gav os alle noget at tænke over.
Indsættelse af Risto
Fredag eftermiddag var det en stærk oplevelse at overvære indsættelsen af Risto Paananen til præstegerningen. Vi glædede os alle over den rejse, han har været igennem i sit liv, og det var tydeligt, at han har oplevet Guds kald. Vi ønsker ham hjertelig tillykke og Guds velsignelse!
Hvad husker vi ellers fra årsmødet?
• Tihomir Lazićs indspirerende indlæg gennem hele årsmødet om fællesskabets natur og betydning
• Over 150 unge deltagere i ungdomsprogrammerne
• Over 140 børn i børneaktiviteterne
• Mange spændende kurser for de voksne
• Fantastisk koncert med Englesang, med masser af dejlige sange, der fangede og inspirerede børnene
• Mange gode snakke mellem venner
• Styrket fællesskab
BØRNENE:
Første møde med adventisternes årsmøde
–
set med en mors øjne
Tekst: Mie Plesner Daugaard
SOM MOR TIL to piger på 6 og 8 år tog jeg for første gang med til adventisternes årsmøde, og vi kastede os straks ud i møderne i børneteltet og alle de aktiviteter, der hører til. For én som har giftet sig ind i Adventistkirken, var det en stor og overvældende – men utrolig positiv – oplevelse at træde ind i fællesskabet på årsmødet.
Børnemøderne er fyldt med fantastiske sange, levende fortællinger og en tydelig kærlighed til Gud. Det er et sted, hvor alle kan være med, også mine piger, som kun har været i sabbatsskole en enkelt gang og til et par børnegudstjenester. Fra første øjeblik blev vi mødt af varme smil, og man føler sig hurtigt hjemme i fællesskabet.
Efter møderne var der krea-aktiviteter, hvor børnene kunne sidde og hygge sig sammen, snakke lidt og måske reflektere over dagens tema. Og på vej tilbage til sommerhuset blev der sunget løs – “Du er dig, og du dur“, “Det lille lys“, “Den stærkeste“ og alle de andre sange, der allerede havde sat sig fast i både hjerte og hukommelse.
Det er tydeligt, at sangene bærer børnene gennem møderne, og de korte, gode fortællinger er noget, de bliver ved med at snakke om bagefter. Når vi klæder os ud som disciple, når de voksne mænd sætter sig og vipper, eller når vi sammen følger i Jesus’ fodspor, bliver historiefortællingen både sjov, nærværende og tilgængelig – også for os voksne, der ikke er vokset op i det samme fællesskab.
Både pigerne og vi forældre glæder os allerede til næste årsmøde. Og mon ikke pigerne snart spørger, om vi skal i sabbatsskole igen? Det virker ret sandsynligt.
I næste nummer af Adventnyt kan du læse mere om nogle af de spændende ting, der skete i ungdomsteltet under årsmødet.
Gæstfrihed er en helt særlig nådegave. Igennem hele Bibelens historie har gæstfrihed været noget, som har bragt mirakler og velsignelser til dem, som åbnede deres hus og delte deres mad, især når det var med fremmede.
Et fællesskab, der
Tekst: Inger Kjartansdóttir er præst i Nærum menighed og læser teologi ved Newbold College, England
Abraham inviterede tre fremmede indenfor, som fortalte ham, at Sara skulle få et barn. Det virkede langt ude, men det gik i opfyldelse.1 Elisa besøgte en desperat kvinde og hendes søn, og det førte til, at de fik en oliekilde, som aldrig løb tør.2 Olien var til mad, men den symboliserer også velsignelse og bruges til salvelse af syge og af dem, som får en særlig tjeneste i Guds rige.
Gæstfrihed
Jesus brugte gæstfrihed i sine lignelser til at vise, hvor langt næstekærligheden skal nå, og til at demonstrere, hvor langt vi skal gå i vores handlinger. Han gjorde det tydeligt, hvem der er velkommen og værdig til at være med i Guds fællesskab.
Den første gruppe, Jesus konfronterede, var den religiøse elite – præsterne og alle, som underviste i Guds ord. Han gik direkte til værks ved at gøre op med elitær tro og de fællesskaber, som ikke er favnende. Dem hvis tro er ekskluderende og ikke inkluderende.
Johannes fik indsigt i det fællesskab, Gud ser i endetiden. Det er det, som burde være den ultimative målestok for vores fællesskab. Her bliver der beskrevet en gruppe på 144.000 mennesker, som er beseglet af Faderen og Lammet.3 Symbolikken her omfavner alle. De tolv stammer under den gamle pagt og de tolv stammer under den nye pagt i Jesus gange tusind, som er et militært tal. Vi kan alle blive en del af Guds rige og kan vælge, hvilken side af den kosmiske konflikt vi vil være på. Den største pointe er dog tilbedelsen. Den har Gud og Lammet i centrum.
Gæstfriheden rækker langt, og målet er at invitere alle til Guds fest. Derfor lægger Jesus vægt på ikke at dømme andre.4 Det handler ikke så meget om, hvem vi er, men hvem Gud er.
Kongesønnens bryllup
En af Jesus’ lignelser demonstrerer netop dette: Der er udgået en invitation til kongesønnens bryllup, men de, som er inviteret, dvs. de såkaldte venner, finder på alle mulige undskyldninger for, hvorfor det ikke passer dem. De melder fra i sidste øjeblik, fordi der er andre ting, de hellere vil gøre.
Så kongesønnen siger til sine tjenere, at de skal invitere alle og enhver som vil. Der står ”og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster“.5
Det, som var afgørende, var, om de havde bryllupstøj på eller ej. Havde de taget imod invitationen? Det svarer til symbolikken i dåben, at vi får nyt tøj på, som passer til festen i himlen.
Gæstfriheden i denne historie favner alle mulige og overraskende slags mennesker.
Hvem gælder gæstfriheden?
Jeg forestiller mig, at det har været nogle af følgende grupperinger:
1. Dem, som var anderledes, dem, som var grebet af onde ånder eller besat. Når Jesus hjalp dem, var kommentaren, at ”aldrig før er noget lignende set i Israel“.6
2. Dem, som var biologisk anderledes, f.eks. de syge, blinde, stumme, der på en eller anden måde er begrænset af deres krop, til og med eunukker.7 De var alle udelukket fra tilbedelsen i templet, men det gjorde Jesus op med.
3. Kvinder: Jesus’ måde at anerkende, tale med og inkludere kvinder i et mandsdomineret samfund var banebrydende.8
I et samfund, som troede, at kvinder var underudviklede mennesker, viste Paulus det modsatte. Han prædikede ligestilling og handlede på det, ved at de fik lov til at blive disciple, hvilket var uhørt.9 Det skabte nogle udfordringer, fordi det var nyt for alle. Paulus opfordrede til ”stilhed“, hvilket på græsk er et ord, ἡσυχίᾳ (hesuchia) , som primært bliver brugt i kontekster, hvor der bliver opfordret til stilhed, som giver plads til undervisning på den ene side og undgå at skabe splid eller forstyrre på den anden side.10 Vranglære var et problem. Pointen her er, at Paulus adresserer kvinderne som disciple på lige fod med mændene.
Paulus sendte sine breve med både mænd og kvinder til andre byer. Den, som bar brevet, var den, som fik spørgsmål om uddybelse og blev dermed læreren. Det var et stort ansvar, som krævede stor respekt. Det er det samme, som en præst gør i dag. Han eller hun er den, som bringer evangeliet videre til andre og underviser dem i det.11
4. Så er der de unge, som skulle lære af de ældre og respektere dem. De skulle holde sig mere tilbage, indtil de blev ældre og visere. Men Gud brugte Jesus’ mor, Josef, Jakobs søn, David, Samuel, Naamans tjenestepige, drengen med de fem brød og to fisk samt Timotheus, som blev trænet til at blive et forbillede og leder. Der er flere, men der er ikke plads her til at nævne dem alle.
5. Dernæst er der børnene, som skulle ses, men absolut ikke høres. Jesus siger, at de er vores forbillede. Vores tro skal være lige så umiddelbar og ren som deres. Guds rige er deres.12
6. Næste gruppe er dem, som tvivler eller er bange.13
7. Dernæst kommer synderne. Det er nok den største gruppe, for den er vi alle en del af. Alligevel har vi det med at stemple nogle mennesker som større syndere end andre.14
8. Tolderne, som bevidst levede på en måde, som brød med normen og var hadet af jøderne. Dem elskede Jesus også.15 Den kærlighed forvandlede dem.
9. Hvad så med de fattige? De som tilsyneladende ikke havde noget at tilbyde? Hvad skulle man få ud af dem? Målestokken på vores fællesskab er, hvordan vi passer på dem.16
10. Det samme gælder slaverne.17 De var særligt sårbare og udsatte for samfundets dominerende og manipulerende magt, hvor magten lå hos de velhavende, politikerne og de religiøse ledere. Dette er stadig et problem, om end skjult.
11. De fremmede gjorde Jesus til helte i sine lignelser.18 Også dem, hvis tro ikke var god nok.
12. De ældre... osv.
Gæstfrihed og fællesskab
Gæstfriheden er et tegn på, at vi er et fællesskab, der favner. Vi skal kendes på vores frugter.20 Kærligheden skal kunne ses og mærkes.21 Det er det, som er det vigtigste; ikke hvem jeg er, eller hvem de andre er. Heller ikke hvordan jeg tilbeder, eller om det er bedre eller værre end det, de andre gør. Tilbedelsen skal have Gud i centrum. Lammet skal også være i centrum; derfor kan vi få lov til at tilbede. Alt andet, som distraherer fra det, er ”jagen efter vind“.22
Ved nadveren kommer vi sammen og spiser sammen. Det minder os om, at vi er en del af den samme krop, hvis tilgang er at tilbede Gud.
Når Jesus vaskede disciplenes fødder, var det for at demonstrere, at hierarkier er ligegyldige. Han vendte det på hovedet for at drive pointen hjem.
Det er det, som vores fællesskab skal kendes på – at vi tjener hinanden i uselvisk kærlighed, hvor de unge rummer de ældre, og de ældre rummer de unge.
Vi skal kendes på at være gæstfrie nok til at kunne vise næstekærlighed mod dem, som falder ved siden af. Vi skal invitere til vores personlige bord, fællesskabets bord og brudgommens bord. Vi skal døbes og døbe, så vi kan tage bryllupstøjet på. På den måde gør vi vores for at sikre, at alle, som vil, bliver inviteret til bryllupsfesten. Det er det fællesskab, som favner.
1. 1 Mos 18,2-5
2. 2 Kong 4,8-10
3. Åb 14,1-5
4. Matt 7,1
5. Matt 22,10
6. Matt 9,33
7. ApG 8,26-40
8. Joh 4,1-42; 8,7; Mark 5,34; Joh 20,11-18; Luk 10,38-42
9. Gal 3,26-28
10. 1 Tim 2,11-12; Luk 14,4; 23,56; ApG 2,2; 11,18; 21,14
11. Rom 16
12. Mark 10,13-16
13. Matt 8,23-27
14. Matt 7,1-2
15. Luk 19,5-7
16. Luk 6,20; Matt 19,21; 25,35-40
17. Mark 12,41-44; Filem 8-16
18. Luk 10,25-37
19. Matt 8,5-13
20. Matt 21,43
21. 1 Kor 13
22. Præd 1,17
Interview: Michael Bidstrup, præst i Ringsted og ICC / Foto: Linea Christiansen
NICKLAS RISAGER har de seneste tre år læst teologi ved Andrews
University som forberedelse til at arbejde som præst i Adventistkirken. Han har nu påbegyndt sit internship, som er en oplæringsperiode, hvor han følges med en erfaren præst. Sammen med Michael Bidstrup skal Nicklas arbejde med de unge på skolerne og i menighederne i Ringsted og Roskilde samt ICC - International Church Copenhagen. Over sommeren deltager han på alle SABUS’ lejre på Himmerlandsgården.
Ung, nybagt præst
Nicklas, du har studeret teologi på Andrews University. Hvordan var det i forhold til din første uddannelse som ingeniør på DTU i Lyngby?
Jeg savner matematikken lidt, og der var rigtig meget mere læsestof på Andrews, men det er jo superfedt. Det er jo emner og indhold, som er vigtige på en helt anden måde end tal og løncheck. Det er ikke bare sjovt at læse teologi, det har også en dybere mening.
Hvad glæder du dig mest til, nu når du er færdig med dine studier?
Jeg glæder mig til at bruge meget af det, jeg har lært. Det tror jeg, bliver rigtig godt. Så håber jeg på, at jeg kan være med til at opbygge andre mennesker i troen på Gud og med at finde deres åndelige styrker. Jeg glæder mig også til at arbejde med børn og unge mennesker, til samarbejdet mellem menigheder og skoler, og hvordan vi kan supplere hinanden, så eleverne ikke bare bliver dygtige, men også modne og stærke åndeligt.
Du har en hat...
Ja, den fik jeg som gave, efter jeg havde været frivillig for en kirke og en skole i Australien. Jeg brugte hatten på en sommerlejr, for det er jo et godt sted at have sådan en på, og så begyndte folk at kalde mig hattemanden. På den måde blev den en del af mit image. Nu har jeg hatten på, hver gang jeg er på ungdomsstævne af en eller anden art.
Hvad skal du lave til sommer?
Jeg skal selvfølgelig på sommerlejre – både SommerCamp, TeenCamp og Spejderlejr. Det bliver hyggeligt!
Nicklas, du er vokset op i nærheden af Vejlefjordskolen og er kommet i Vejlefjordkirken, siden du var lille. Hvad er det, der har formet din tro og senere ønsket om at blive præst?
Uha, et stort spørgsmål... Min tro er nok mest blevet formet derhjemme ved aftenandagter med min familie. Der lærte jeg bibelhistorierne at kende og de gode værdier.
Vejlefjordskolen og menigheden gav mig tryghed og hjalp mig med at finde ud af, hvorfor jeg tror, som jeg tror. En anden ting, der også har betydet meget, er nogle bibelstudier med min onkel, hvor vi udforskede Daniels Bog og Johannes' Åbenbaring. Det var jo rigtig spændende. Jeg blev lidt af en bibelnørd, og der var flere, som spurgte, om ikke jeg skulle være præst. Så for at finde ud af det, tog jeg til Newbold et semester.
Det blev så ikke kun det semester, men et helt år i Australien, som vi har nævnt før. Der følte jeg et kald fra Gud, som sagde: JA, du skal være præst, men du skal lige gøre noget andet først. Så derfor ingeniørstudierne.
Nicklas, vi kunne tale meget længe om din interesse for brætspil og din passion for relevant og nutidig formidling af de tre engles budskaber, men det må blive ude i virkeligheden, i menighederne og på lejrene frem for her i bladet. Tak for snakken og velkommen i præstegruppen.
Tanker om ondskab og om
På en rejse til Sydafrika besøgte jeg Robben Island. Det er en ø, der ligger en halv times sejlads fra Cape Town, og i dag rummer et tankevækkende museum. Førhen var det et berygtet, flugtsikkert fængsel, og det var her, Nelson Mandela sad som fange i 18 år, fordi han var en hård kritiker af apartheid. Det hvide mindretal styrede i Sydafrika i over 40 år og gav de hvide i landet privilegier, mens den farvede befolkning led under hårdhændet undertrykkelse. Mandela var efter styrets mening farlig, fordi han var farvet og havde stor indflydelse på den sorte befolkning, og hans ord skabte grobund for oprør mod styret.
At gå rundt i museet
Det var skræmmende og samtidig bevægende at besøge det tidligere fængsel. Rundviserne var selv tidligere fanger på øen, og inden vi overhovedet gik i gang med rundvisningen, fortalte vores guide os sin historie. Han havde siddet fængslet 6 år, fordi han som ung havde deltaget i et studenteroprør. Det var en stærk fortælling, ikke bare fordi vi fik indblik i den dystre hverdag som fange på øen, men især på grund af hans forsonende og tilgivende sindelag. Han udtrykte ingen ønsker om hævn, men udelukkende et ønske om, at vi alle måtte lære at vise kærlighed og overbærenhed over for hinanden. Han var helt sikkert et kristent menneske, det lyste ud af ham.
Samme forsonende holdning mødte man i sin tid hos Mandela, der trods i alt 27 års
brutalt fangenskab – heraf 18 år på Robben Island – bagefter kun ønskede at hele de mange sår, der var efter apartheidstyret. Da det hvide mindretal endelig opgav apartheid og indførte demokrati i 1994, var det oplagt, at Mandela blev præsident. Det var desuden helt på sin plads, at han som landets fredsstifter modtog Nobels fredspris i 1993. Nelson Mandela var en dybt troende kristen og fandt styrke i sin tro gennem hele livet. Han var præget af en stærk tro på forsoning, menneskelighed og retfærdighed – alt sammen kristne værdier.
Tilgivelse fremmer heling
Når vi blev vist rundt på fængselsområdet og fik fortalt om al den ondskab og umenneskelighed, fangerne var blevet udsat for, var det svært at forstå, hvordan de kunne undgå at føle had og hævngerrighed. Og dog.
Hvis man først er blevet mødt af Kristi kærlighed og tilgivelse, sker der noget med en.
For han blev såret for vores overtrædelser, som Esajas fortæller. Og selv sagde Jesus: “I har hørt, at der sagt: du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn“ (Matt 5,43). At kunne tilgive frem for at ønske hævn er gudgivet.
Vores guide havde forliget sig med fortiden og udstrålede fred.
Udsnit af mindevæg over indsatte, som mistede livet på Robben Island.
Tekst og foto: Holger Daugaard, krydstogtturist
Mandelas vidnesbyrd
I 1994 udtalte Mandela følgende om sit store forbillede, Jesus Kristus:
Det gode ord blev båret af vores genfødte Messias, som ikke valgte en race, som ikke valgte et land, som ikke valgte et sprog, som ikke valgte en stamme, men som valgte hele menneskeheden. Hver påske markerer vores tros genfødsel. Den markerer vores Frelsers sejr over torturen på korset og graven.
Vores Messias, som kom til os som en dødelig mand, men som gennem sin lidelse og korsfæstelse opnåede udødelighed.
Vores Messias, født som en udstødt i en stald og henrettet som en kriminel på korset.
Vores Messias, hvis liv bevidner, at der ikke er nogen skam i at være fattig.
De, som skal skamme sig, er dem, der gør andre fattige. Hvis liv kundgør, at der ikke er nogen skam i at være forfulgt.
De, der skal skamme sig, er dem, der forfølger andre. Hvis liv kundgør, at der ikke er nogen skam i at være erobret.
De, der skal skamme sig, er dem, der erobrer andre, hvis liv viser, at det ikke er nogen skam at være fordrevet.
De, der skal skamme sig, er dem, der fordriver andre. Hvis liv bevidner, at der ikke er nogen skam i at være undertrykt.
De, der skal skamme sig, er dem, der undertrykker andre.
Hvilken tro! Midt i ondskaben kunne Mandela – fordi han kendte sin Frelser – tilgive sine fjender. Uvilkårligt vender tanken sig imod Jesus, der på korset kunne udbryde: “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.“ Det var hans forbillede.
En ung pige i Zambia traf sin beslutning. Intet kunne hindre hende i at tage imod Jesus.
Hvor meget er vi villige til at udholde for sandhedens skyld?
Ivores moderne tid præget af kompromiser er det på mode at tale om ”din sandhed“ og ”min sandhed“. Det lyder tolerant og oplyst, men bærer samtidig på en tomhed. Hvis sandheden kan bøjes og formes efter hver persons egen mening, mister den al vægt, magt og autoritet. Men når sandheden betyder så meget, at du ville risikere dit liv for den – når det bliver den grænse, du ikke vil krydse – begynder du at erkende, at sandheden må være noget mere absolut. Noget solidt. Noget evigt. Den virkelighed kom i skarpt fokus i Zambia, hvor jeg arbejder. Vores missionsteam var blevet inviteret til en landsby, som i mere end 100 år aldrig havde tilladt en protestantisk kristen forsamling. De, der havde forsøgt det før os, blev slået, drevet ud eller endda dræbt. Det sidste forsøg var endt i ydmygelse – ingen turde deltage af frygt for voldelig gengældelse.
Tid til forandring
Tekst:
Craig Harding er administrerende direktør for Riverside Farm Institute, en lægmandsledet støttetjeneste for Syvende Dags Adventistkirken.
Kilde: Adventist Review, 8. november 2025
Men ved Guds forsyn kom der en forandring. Regionens mangeårige religiøse leder tog på en rejse og blev tragisk dræbt i en bilulykke. Med et lederskifte åbnede et lille vindue sig, og ind i det skrøbelige rum trådte vores team for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus – sandheden, der sætter fanger fri.
Nat efter nat, under det svage skær fra et par lyspærer med strøm fra en generator, samledes landsbyboerne. Blandt dem var en stille teenagepige ved navn Lushomo. Hun kom trofast, lyttede opmærksomt og tog Guds ord til sig, og hendes hjerte åbnede sig for Åndens røst. Da kaldet til dåb
kom, rakte hun sin hånd op med stille, men beslutsomt mod.
En voldsom reaktion
Holdet aftalte at mødes med hendes familie om fredagen vel vidende, at dåben var planlagt allerede til sabbatsmorgen dagen efter. Da de nærmede sig hendes ydmyge hjem, bad de om positiv modtagelse. Men modtagelsen var langt fra varm. Hendes forældre, der var forvirrede og foruroligede over besøget, krævede en forklaring. Da de hørte om deres datters beslutning, var deres reaktion øjeblikkelig og voldelig. Der udbrød råberi. De trak pigen indenfor, og deres stemmer skar skarpt i luften: ”Hvad er der galt med vores religion?” Pigen blev slået.
Og igen: ”Hvad er der galt med vores religion?“ Flere slag, og hvert slag faldt hårdt og tungt. Gennem råbene kunne man høre dæmpede skrig. Holdet stod hjælpeløse udenfor.
Natten kom, og teamet gik med tunge hjerter og spekulerede på, om de nogensinde ville se Lushomo i live igen – og hvis hun var, var ilden i hendes hjerte helt sikkert blevet slukket af så voldsom modstand.
Uanset prisen
Men Gud var på arbejde. Næste morgen gik holdet til dåbsstedet – en dyb, kølig strøm, der flyder som livet selv gennem den udtørrede, solbrændte savanne. Luften var allerede varmere end 38°C, men vandet lovede forfriskning.
Da de nærmede sig, stoppede de i chok. Dér, allerede stående i vandet, stod Lus -
homo. Hendes krop bar præg af den foregående nats brutalitet – forslået, mishandlet, men ubrudt. Hendes øjne, lysende af noget større end smerte: overbevisning. Hun havde regnet på omkostningerne og truffet sit valg. Uanset prisen ville hun følge Jesus.
Hun var den første, der blev døbt den morgen. Da hun kom op af vandet med strålende ansigt, kunne man ikke undgå at føle, at hun ligesom Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego i den brændende ovn ikke var alene. Frelseren havde været sammen med hende i den lange nat og var nu med hende i vandet, delte hendes lidelse og beseglede hendes vidnesbyrd.
Det var et højtideligt øjeblik. Et øjeblik, der fik al snak om ”relativ sandhed“ og ”personlig sandhed“ til at forstumme. For her stod en ung pige, som havde opdaget sandheden – sandheden, der ikke var genstand for meninger eller kompromiser, men inkarneret i den levende Kristus, som stadig byder sine disciple: ”Kom og dø.“ Og alligevel er det forbløffende nok i den død, at livet findes!
Nu er Notesbibelen udkommet: En bibel med god plads i margin til at tegne eller tage noter. Perfekt til både personlig fordybelse og studiebrug.
Notesbibelen er en ny, funktionel bibeludgave lavet specielt til dem, der ønsker at fordybe sig i læsningen. Den har god plads i margin og kan for eksempel bruges til kommentarer, studienotater, fremhævninger, bønner, spørgsmål eller tegninger.
Bibelen er designet med afrundede hjørner og elastik i indbindingen: bibel og notesbog i ét. Bibelteksten er den autoriserede oversættelse fra 1992.
Notesbibelen er udgivet af Bibelselskabet og har 1440 sider. Prisen er 299,95 kr.
Nurmelur Abidin er et ligefremt og hjertevarmt menneske, som man har let ved at holde af. Hun deler gavmildt ud af sin overstrømmende livsglæde, og det kram, hun møder en med, er fast og hjerteligt. Hun lægger ikke skjul på, at det er hos Gud, hun henter sin kraft, og den kærlighed, hun finder hos ham, kan hun slet ikke holde inde.
Jeg elsker at
Tekst: Nurmelur Zainal Abidin. Nur, som hun kalder sig til daglig, bor i Odense som en af Adventistkirkens unge beboere.
Foto: Linea Christiansen
Nu tænker du nok: Hvad har det med mig at gøre? Faktisk ikke rigtig noget, og alligevel.
Noget jeg har lagt mærke til, er, at man faktisk ikke krammer så meget mere. Ikke fordi jeg mener, man skal gå rundt og give kæmpe knus til alle og enhver. Jeg mener mere, at siden corona krammer vi mindre. Er det, fordi vi er vant til kun at være omringet af egen familie og ikke af vennerne længere?
Ens nære venner? Eller at vi ikke er så åbne for at kramme ”fremmede“ mennesker, som vi var før?
Det kan godt være, at du er uenig med mig, og det er også helt okay. Ikke alle bryder sig om kram.
Vi hører fra eksperter, hvor vigtigt fysisk kontakt er for mennesker. Hvordan det kan være en hjælp, lindre mange smerter, give tryghed og omsorg, som vi har brug for.
Men hvad så med fremmede? Hvilken nytte er der ved at kramme en fremmed eller få en krammer af en fremmed?
Jeg kan godt forstå tanken om, at det er mærkeligt. Hvis der er noget, jeg har oplevet, og som har givet mig stor glæde, en varm følelse i kroppen, er en uventet krammer fra en fremmed eller det at give krammer til en fremmed.
En historie fra hverdagen
Jeg husker en gang, jeg sad i letbanen i Odense og så en sjov video på mobilen. Jeg begyndte at grine diskret. Jeg fandt ud af, at min sidemand så med og grinte sammen med mig. Jeg begyndte at grine
endnu mere, fordi jeg sad og tænkte: ”Der er nok ikke nogen, der lægger mærke til mig, jeg er diskret.“
Tydeligvis var jeg ikke diskret. Ud af det blå vendte jeg mig mod ham og sagde: ”Åhh… hvor har jeg dog brug for en krammer.“ ”Har du brug for en krammer?“ spurgte han med et smil. Åbne arme var strakt ud foran mig, og jeg lænede mig ind og fik en krammer. Vi grinte igen, og jeg undskyldte for at være så spontan, men han smilte bare og sagde: ”Du behøver ikke at undskylde.“ Jeg takkede ham, og han svarede ”selv tak“ med et smil. Letbanen stoppede, og jeg ankom til mit stop. Jeg ønskede ham en dejlig dag og gik ud.
Det, jeg lærte fra denne oplevelse, var, at der er mennesker, som godt vil give krammer. Sjovt nok troede jeg, at det ikke længere skete efter corona. Men jeg tog fejl. Jeg indrømmer gerne, at det var mig, der lagde op til det, men Mr. Letbane, som jeg kalder ham, tog imod opfordringen. Tak Mr. Letbane.
Det smitter
Nu har du læst om, at jeg fik et uventet kram. Men hvad med dengang, jeg selv gav et? Faktisk gav jeg flere i træk. Ser du, jeg skulle møde min bedste veninde, og jeg så hende godt 15 meter foran mig. Hun ved godt, at jeg elsker at kramme, så som altid begyndte jeg at strække begge mine arme ud. Dog … alt for tidligt. Det lagde jeg også mærke til – men havde ikke lyst til at tage mine arme ned igen, mens jeg gik hen imod hende.
Så der kom jeg gående i parken … med udstrakte arme. En mand så det, begyndte at grine og sagde noget: ”Du er meget glad!“ Jeg svarede: ”Ja! Jeg skal være sam -
men med min bedste veninde – jeg strakte vist bare armene ud lidt for tidligt. Jeg elsker bare at kramme.“ Til min overraskelse begyndte han at strække sine arme ud. Han ville have en krammer. Han vil have en krammer fra mig - så hvad gør jeg? Jeg går over og krammer ham.
Vi begyndte at grine, mens vi krammede, og jeg kunne høre min veninde grine i baggrunden. Nok fordi det er Nur i en nøddeskal, som min kære Mutti vil sige. Det var så dejligt med en krammer. Vi gav slip på hinanden, og han takkede mig for krammet. Jeg gik videre mod min veninde – og så en gruppe mennesker, der også stod med armene strakt ud. De ville også have en krammer! Jeg begyndte at grine og gav kram – den ene efter den anden. Vi grinede alle sammen.
Dér lærte jeg noget! Uventede kram smitter! Måske fordi man bare bliver rørt af den uskyldige handling af kærlighed – får lyst til at være en del af fællesskabet. Tak til jer.
Vi behøver fællesskab
Noget som Bibelen har lært mig, som Gud har lært mig, er, at vi mennesker ikke er skabt til at være alene (1 Mos 2,18). Vi lærer, at på trods af, at Adam var i Edens have, følte han sig alene. Han så, at alle dyrene havde en partner, men han havde ingen. Og så fik han Eva. Det Gud gav ham, velsignede ham med, var endnu et menneske, som han kunne tilbringe evighedernes evigheder med.
For mig betyder det, at det aldrig var ment for mig at være alene. Et fællesskab blandt andre mennesker. Mennesker man danner tætte relationer med, mennesker man har lyst til at tilbringe evighedernes evigheder med.
Behøver det at være en hel flok, eller bare få mennesker? Det er op til dig. Det handler om, hvad der får dig til at føle dig elsket, set, hørt, værdsat og accepteret som du er.
Hvad har det med dig at gøre og med mig, der elsker at kramme?
Mit ønske er at have så mange mennesker, som jeg elsker ved min side og tilbringe evighedernes evigheder med. Det er her, du kommer ind i billedet. Betyder det, at vi skal kramme, for at vi kan være sammen i evighedernes evigheder? Nej, men det betyder, at vi får dannet en tæt relation, der får os til at føle os trygge i hinandens selskab.
Men hvorfor er det, jeg elsker at kramme?
Svaret er simpelt. Når jeg krammer, kan jeg høre deres hjerte banke. Det beroliger mig. Det får mig til at føle mig sikker og til stede i nuet. Jeg lever i nuet, og er i nuet med denne person og nyder et dejligt kram.
Det betyder ikke, at vi skal kramme, når du møder mig. Et godt håndtryk er også fint. Det er også vigtigt, at du føler dig tilpas, at du også føler dig respekteret, værdsat som du er. Dog siger jeg ikke nej til en krammer!
Du, min kære læser, er Guds mesterværk. Herren skabte alt mellem himmel og jord på 6 dage (1 Mos 1). Dog tager det 9 måneder at skabe et menneske. Jeg beder om, at du, Guds mesterværk, husker, at du er elsket af Gud, vores skaber, og at han vil tilbringe evighedernes evigheder med dig.
Jeg håber, at jeg også kan tilbringe evighedernes evigheder sammen med dig.
Huden er deres
Ifølge FN har 1 ud af 1.400 mennesker i Tanzania albinisme. Dette tal siger ikke blot noget om, at Tanzania er et af de steder i verden, hvor albinisme er mest udbredt.
Det siger også noget om, at en meget stor gruppe mennesker lever et utrygt og isoleret liv. I det østafrikanske land opfattes albinisme nemlig som ondskab og en forbandelse – og medfører i mange tilfælde vold, overgreb, udstødelse og drab på de mennesker, der lever med tilstanden.
Tekst: Adele Bennett-Larsen, kommunikationsmedarbejder i ADRA Danmark / Foto: Daniel Overbeck
Albinisme er en genetisk tilstand, hvor kroppen producerer mindre af pigmentet melanin. Det betyder, at personer med albinisme helt eller delvist har lysere hud, hår og øjne.
Dansk Forening For Albinisme oplyser, at der findes forskellige typer albinisme. Nogle påvirker primært øjnene, som fx okulær albinisme, mens andre – som okulokutan albinisme – påvirker både hud, hår og øjne og er den mest udbredte type. Den nedsatte mængde melanin øger risikoen for blandt andet hudkræft, solskader og nedsat syn.
I Danmark og Europa hører vi sjældent om albinisme. Her rammer tilstanden ifølge FN omkring 1 ud af 20.000 mennesker, og den tillægges som udgangspunkt ikke anden betydning end netop det, den er: En genetisk tilstand.
Men i Tanzania er virkeligheden en helt anden.
Myter, der florerer om mennesker med albinisme i Tanzania:
• Mennesker med albinisme er onde og en forbandelse fra Gud, der bringer uheld over husstanden.
• Albinisme smitter gennem kontakt med et menneske, der har albinisme.
• Kropsdele fra én med albinisme, båret som amuletter, bringer held, lykke og sundhed.
• Samleje med en kvinde, der har albinisme, kurerer HIV.
• At spytte på et menneske med albinisme forhindrer, at børn i egen familie bliver født med det.
Disse myter og overtro har store konsekvenser, og mange med albinisme lever derfor et isoleret liv – ofte skjult for omverdenen med manglende adgang til skole og arbejde.
Fra udstødt til inkluderet
Nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark har i flere år arbejdet med at nedbryde stigma om albinisme i Tanzania og forsøgt at normalisere tilstanden og ændre den kulturelle opfattelse af den. Det gør de blandt andet ved at oplyse og uddanne skoler, lærere og forældre i, at de mange myter blot er myter – ikke en virkelighed.
Et af de børn, ADRA Danmark har mødt på sin vej, der har oplevet albinismens konsekvenser, men som i dag har fået et håb for fremtiden, er Joshua. Da han blev født, blev hans forældre mødt med diskrimination fra både familie og lokalsamfund. Mange mente, at hans fødsel var et tegn på, at familien var forbandet.
Joshuas mor blev blandt andet rådet til at lade Joshua ligge blottet i solen, så hans hud kunne blive mørkere. En metode, der ikke blot ingen effekt har og kan skabe farlig overophedning for et barn, men som også er decideret sundhedsskadelig for Joshua, da det manglende pigment nedsætter hans beskyttelse mod solens stråler.
Morens kærlighed til sit nyfødte barn var heldigvis større end nogle myter, og da Joshua kom i skolealderen, blev han sendt på en statslig kostskole i håb om, at han var i bedre sikkerhed dér. Men skolen blev ikke det fristed, familien havde håbet på. De andre børn mobbede Joshua og holdt ham ude af fællesskabet.
Når viden skaber forandring
Forandringen begyndte først, da der kom oplysning til Joshuas skole. Gennem en såkaldt albinisme-oplysningsklub, støttet af ADRA Danmark, lærte lærere og elever, hvad albinisme er – og hvad det ikke er.
Myter blev erstattet af viden. Lærerne lærte, hvordan de kunne støtte elever med albinisme, og
eleverne lærte, at Joshua i bund og grund er ligesom dem selv; et barn, der godt kan lide at lege, dyrke sport og være en del af fællesskabet på en ligeværdig måde.
I dag er Joshua i højere grad inkluderet i sin skole både fagligt og socialt, og han har fået en forståelse for, hvordan han kan beskytte sig mod solen og tage højde for albinismen.
Dokumentarfilm skildrer virkeligheden
Som en del af indsatsen med at skabe opmærksomhed og oplysning omkring albinisme i Tanzania har ADRA Danmark været med til at finansiere dokumentarfilmen The Light We Carry, produceret af Daniel Overbeck.
Filmen giver et sjældent indblik i livet med albinisme i Tanzania. Her møder vi børn, voksne og ældre, der lever med konsekvenserne af stigma – men også mennesker, der kæmper for forandring.
Dokumentaren kan ses på: adra.dk/ the-light-we-carry-dokumentarfilm-2026. Her er det også muligt
at booke en fremvisning af filmen til skoler, kirker og andre arrangementer.
Hvordan kan du hjælpe?
ADRA Danmark arbejder i Tanzania for at ændre den virkelighed, mennesker med albinisme lever i. Forandringen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Én skole ad gangen. Én landsby ad gangen.
Hvis du ønsker at hjælpe med at nedbryde stigma og udbrede faktuel viden om albinisme i Tanzania, så flere mennesker kan leve et liv uden frygt, så kan du støtte med et valgfrit beløb på Mobilepay 575 550 eller på adra.dk/albinisme-2026.
Tekst og foto: Sven Hagen Jensen, redaktør for Adventnyts seniorsider
Iran befinder sig i en kritisk situation, ikke bare på grund af krigen med USA, men også generelt. Der er kun meget få adventister tilbage, og selvom vi har venner i hovedstaden Teheran, så kender vi ikke deres situation.
Lad os huske, at Gud har og har haft sine trofaste børn i dette mægtige land.
Vores venner i Iran
Jeg har besøgt Iran to gange. Det var, da vi arbejdede i Mellemøsten, og anden gang var i sommeren og efteråret 1990. Der havde været voldsomt jordskælv i Gilan-provinsen 200 km nord for Teheran – et af de værste i Irans historie med ca. 40.000 omkomne og 100.000 sårede. Erich Lischek fra ADRA Tyskland og jeg selv fra ADRA Middle East fik lov at komme ind på vores tyske og danske pas og koordinere en indsats med genhusning af nogle af dem, der havde mistet deres hjem. Det gav os også anledning til at besøge adventistmenigheden i Teheran som de eneste repræsentanter fra Adventistkirken udefra i flere år.
fuld have midt i byen, hvor brudepar strømmede til for at få taget fotos mod betaling. Efter 1979 måtte alle missionærer rejse, regeringen overtog skolerne, beslaglagde flere af kirkens ejendomme og begrænsede kirkens aktiviteter.
Jeg prædikede i den farsitalende kirke på missionsområdet, hvor blot en lille menighed på 20-25 personer var tilbage. Mange var rejst til Vesten eller Libanon. Men de få, der var tilbage under Johnny Keshizadehs ledelse, gjorde et formidabelt arbejde med at drive brevskole, passe området, drive en lokal ADRA-afdeling og forhandle deres rettigheder med myndighederne fra uge til uge.
Interiør af den farsitalende adventistkirke; Johnny Keshizadeh og hans søn Raffik uden for kirkens hovedkvarter i Tehran.
Før og efter 1979
Man regner tiden fra før og efter revolutionen i 1979, da Ayatollah Khomeini og præstestyret tog over. Før 1979 var der et voksende missionsarbejde med missionærer, skoler, litteratursalg, Sultanabad Mission Hospital, to store smukke kirker i Teheran og et missionshovedkvarter med brevskole, fysioterapiklinik m.m. samt en pragt-
Johnny Keshizadeh og hans hustru var et ældre ægtepar med tre voksne sønner. Et ydmygt, gudfrygtigt og gæstfrit ægtepar. De blev tilbage, da de mere kvalificerede forlod landet. Selvom han var lægbror, så tjente han som åndelig og administrativ leder af arbejdet i Iran. Lad mig også nævne kirkens muslimske sagfører i Teheran. Han deltog fra tid til anden i kirkens gudstjenester sammen med sin hustru og to døtre. Han havde stor sympati for vores arbejde og var en god hjælp for kirken. Og hans gæstfrie hjem stod åbent også for kristne, hvor vi kunne tale sammen uden at blive overvåget.
Mine tanker går til andre iranske venner rundt om i verden, som måtte rejse på grund af regimets restriktioner. I dag er Iran en del af West Asia Field administreret fra Tyrkiet, hvor missionsarbejdet primært sker gennem Adventist World Radio med programmer på farsi. Bed for menigheden og andre kristne i dette kriseramte land.
Forsvundet
og fundet igen
Tekst: Sven Hagen Jensen Illustration: iStockphoto.com
Manuskriptet til en ny bog var ved at tage form. Jeg havde brugt et par måneder med at samle materialer. Gennem telefonsamtaler og mailkorrespondance havde jeg fremskaffet yderligere oplysninger, og nu sad jeg ved min computer og skrev.
Så skete det pludselig! De godt 20 sider, jeg møjsommeligt havde færdiggjort, forsvandt pludselig fra skærmen. Jeg må have rørt ved en forkert tast. Borte var de i hvert fald. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne genoprette teksten. Det var ingen god fornemmelse. Var mit arbejde nu spildt? En følelse af afmagt slog humøret helt i bund, og jeg havde ikke gnisten til at sige ”pyt!“ og begynde forfra.
Jeg forsøgte med et opkald til Brian Rasmussen, som er Adventistkirkens IT-mand og forklarede ham situationen. ”Har du ikke lavet en sikkerhedskopi til skyen?“ spurgte han. ”Jo, men det regnede jeg med skete automatisk.“
”Jeg må hellere tjekke, om det er slået til,“ sagde han. Jeg blev hængende på linjen og ventede forhåbningsfuldt. ”Jeg har dårlige nyheder,“ sagde han et øjeblik senere. ”Det ser ikke ud til, at der er en sikkerhedskopi. Du har nok mistet det, du har skrevet.“
Det var ikke godt. Al energi og kreativitet blev suget ud af mig. Omkring to timer senere ringede Brian tilbage. ”Jeg har fundet det! Og systemet er nu sat til automatisk at lave sikkerhedskopier.“
Har du også mistet?
Har du også prøvet at miste noget værdifuldt uden at kunne finde det igen? Måske glæden ved at komme i kirken og være sammen med trosfæller i menigheden? Eller den faste tillid til Gud og hans omsorg? Noget er kommet på tværs. En har sagt noget, som har stødt dig. Skærmen er fuldstændig blank. Du kan ikke finde den glæde og optimisme, du havde før. Eller det har været en svær vinter med mørke og vinterdepression. Og der synes ikke at være noget lys for enden af tunnelen. Det kunne jo også være syg -
dom i familien eller tab af et sikkert job. Man er slået ud, fordi man ikke ved, hvordan man skal håndtere det. Tab kan ramme os alle uanset alder, sundhedsforsikring og bankkonto.
I åndelig forstand er Jesus vores sikkerhedskopi. Han kan genoprette glæden og motivationen og visheden, som forsvandt. Han er min sang og min glæde, som vi synger det. Han er vores håb, når alt synes at være tabt, når humøret er i bund, og gnisten ikke længere fænger.
”Det håb er som en anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget (i den himmelske helligdom), hvor Jesus gik ind som en forløber“ (Hebr 6,19-20) for at være vores ypperstepræst og talsmand.
Han er mere end en sikkerhedskopi. Han går ud og finder os, når vi føler os fortabte og ikke har styr på tingene. Og han forsikrer os om, at vores sikkerhed og lykke er i ham.
Tak, Jesus, at du har fundet os og rejser os igen, når livet er svært og humøret er i bund. Og tak, Brian, fordi du fandt min tabte tekst.
Di salmer og lovsange
et var ikke tilfældigt, at adventbudskabets forkyndelse i Danmark begyndte med salmer og lovsange.
Da John G. Matteson som pionermissionær kom til Vejle i 1877, lå den første salmebog klar efter kun 14 dage med titlen Bibelske Salmer og Lovsange til Aandelig opbyggelse. Matteson forstod betydningen af åndelige sange for ordets forkyndelse og hjerters overbevisning. Fællessangen udretter noget, som tale og argumentation ikke alene kan gøre. Den rører ved følelser og forstærker det skrevne eller talte ord.
Så når han og andre pionerer kaldte sammen til åndelige møder og evangeliske foredrag, var det med Bibelen i den ene hånd og sangbogen i den anden. Med en klar og fyldig stemme ville prædikanten føre an og lede forsamlingen i pris og lovsang til Gud.
I Sine Renlevs tilfælde var det med guitarledsagelse. Så havde man ikke blot opmærksomheden, men satte en stemning, der gjorde de tilstedeværende modtagelige for budskabet, der skulle formidles.
Ældre salmebøger
I min samling har jeg nogle sangbøger i blå og bordeaux farver (ud givet af Dansk Bogforlag i 1949), som blev brugt til min fars offentlige møder. De indeholder 202 kendte salmer og lovsange. Trykt foran på omslaget står for uden titlen: ”Bogen bedes efterladt i lokalet“. Og på en vintersæson kunne man nå
mange af sangene igennem. Jeg husker levende, at fællessangen var en integreret del af de evangeliske møder. Folk elskede at synge med, også dengang.
Temaer i salmerne
Et studium af vores nuværende salmebog giver os et fingerpeg om, hvilke temaer, der optog vores sangskrivere eller sangoversættere i begyndelsen af Adventistkirkens historie. John G. Matteson har lagt navn til 14 af disse sange. Helt naturligt rangerer Jesus’ genkomst og det fremtidige hjem højt som i ”O, du kommer kære frelser“ (214), ”O, tænk hvilken glæde, når Frelseren mild, vil komme med salighedsløn“ (324) og ”Mit hjem er hos Jesus, mit hjem er ej her“ (329). Heriblandt også Annie R. Smiths ”Hvor langt fra hjemmet? spurgte jeg“ (212).
Tekst og foto: Sven Hagen-Jensen
Man fornemmer den dybe længsel efter at møde Jesus og være sammen med de forløste. Ligeledes går vækkelsestemaet og kaldet til overgivelse igen i salmer som ”Inderlig, nådig vor Jesus nu kalder“ (361) og ”Arving til livet, hvi er du så lunken?“ (371), og kampen for at holde ud i forvisningen om Guds ledelse, er udtrykt af Matteson i ”Du kæmpe må for Jesu tro“ (460) og af Uriah Smith i ”Vær trofast min broder! Snart kommer Guds søn“ (449). De levede i forventningen og opmuntrede hinanden til at være rede.
L.H. Christian, som blev født af danske emigranter i USA, er noteret for tre salmer. Han tjente som evangelist i Danmark 190204 og havde flere fremtrædende stillinger i Generalkonfensen, var formand for den Europæiske Division og senere den Nordeuropæiske Division. Med en ny erkendelse af Guds nåde og Jesus’ centrale plads i adventbudskabets forkyndelse har hans salmer ”Gud, du er kærlighed“ (90), ”Hånd i hånd jeg går med Jesus“ (241) og ”Uden min Jesus kan jeg ikke leve“ (471) fundet en varig plads i den danske adventistkirkes salmeskat.
Vi skylder også at nævne, at Matteson har givet sit bidrag til vores skønne sabbatssalmer i ”Seks dages gerning svunden er“ (487) og ”Med glæde her vi samles“ (488)
Seniorsøndag
SØNDAG DEN 1. marts mødtes omkring 30 friske seniorer til seniorsøndag på Vejlefjord. Carsten Thomsen underviste og underholdt i kirken med indslag om Bruckner og om Wienermusik, og vi fortsatte med hygge i et af sidelokalerne, mens mere musik fyldte rummet og sindet.
som uundværlige og aktuelle salmer for de nye syvendedags adventister. Ellers har det været Erik Andersen og A. Guldhammer, der har beriget os med de fleste sabbatssalmer.
Salmer til enhver anledning
Der skulle være salmer og åndelige sange til alle begivenheder, også når nye lærdomspunkter og praksis som de troendes dåb og fodtvætning blev indført for medlemsskaren. Mattesons bevægende sange ”Jeg vil følge dig min frelser“ (291) og ”Jesus var med sine samlet“ (298) faldt i denne kategori. Jeg er også glad for, at Paul Birch Petersens bearbejdelse af pioneren James Whites opmuntrende ”Hvilke toneglimt jeg hører“ (320) har fået en plads i vores salmebog.
Mange fra vores rige danske salmetradition har bidraget til Adventistkirkens salmebog, både gamle kendte og nye forfattere. Og tak for det. De salmer og åndelige sange, der kommer fra vores adventistiske pionertid, bærer et budskab, en inderlighed og en længsel, som vi ikke må overse i strømmen af nye musikalske produktioner. Lad os fortsætte med at synge dem med overbevisning og glæde som et fælles udtryk for vores sammenhold og tro på den snart kommende Frelser.
Dage fyldt med fællesskab og tro
Tekst og foto: Josia Ishimwe
WEEKENDEN DEN 20.–22. marts var en særlig oplevelse for unge fra forskellige dele af landet, som samledes til en weekend fyldt med fællesskab og inspirerende aktiviteter.
Allerede fredag eftermiddag begyndte deltagerne at ankomme, og stemningen blev hurtigt varm og imødekommende. Efter velkomst og sabbatsbegyndelse samledes vi til aftensmad, efterfulgt af lovsang med både kendte og nye sange. Senere fortsatte fællesskabet med sociale aktiviteter, hvor deltagerne lærte hinanden bedre at kende.
Lørdagens program bød på både åndelig fordybelse og sjove oplevelser. Efter morgenandagt og morgenmad stod Philip Manojlovic for bibelstudie og gudstjeneste. Hans budskab var inspirerende og gav stof til eftertanke.
Om eftermiddagen var der fokus på aktiviteter og fællesskab. Vi gik tur i parken og besøgte et stort drivhus med natur fra andre
SABUS-dag
dele af verden. Senere deltog alle i en Kahoot-quiz baseret på kapitel 1–10 i Apostlenes Gerninger, hvilket både var lærerigt og skabte god energi og konkurrence blandt deltagerne.
Musik spillede også en vigtig rolle i løbet af weekenden. Der var både solosang og fællessang, og Family Chords fremførte en sang på deres modersmål, hvilket gjorde oplevelsen til noget helt særligt.
Programmet sluttede med en Q&A ved Allan Falk, hvor deltagerne kunne stille spørgsmål og få nye perspektiver. Herefter var der hygge og flere aktiviteter.
Søndag morgen samledes vi, som var tilbage, til bøn og morgenmad, inden weekenden rundede af.
Alt i alt var det en weekend præget af stærkt fællesskab, tro og glæde – en oplevelse, som mange vil tage med sig videre. Tak til Adventistkirken i Aarhus for at have os boende. Herren velsigne jer og bevare jer.
DER VAR VISIONER på programmet den 19. april, hvor repræsentanter fra SABUS’ lokale arbejde rundt om i landet var samlet til en fælles dag for at dele erfaringer og formulere visioner for arbejdet med børn, unge og spejdere i Adventistkirken. I år blev tanker og visioner styret af kirkens strategioplæg, som SABUS ønsker at lægge sig op ad med fællesskab, discipelskab og lederskab som fokusområder. Det blev en inspirerende dag, som også indeholdt det årlige repræsentantskab, hvor der blev valgt nye ansigter til SABUS’ bestyrelse. En stor tak til Kevin Henriksen og William
Bech, der sagde tak for denne gang, og velkommen til Benjamin Lundqvist og Zakarias Bindesbøll, som træder ind i bestyrelsen som hhv. medlem og suppleant. Det skal også lige nævnes, at Jakob Falk blev genvalgt til at fortsætte sit arbejde som medlem af bestyrelsen. Den nye bestyrelse består derfor nu af: Heidi Axelsen, Louise Rechter, Mikkel Jalving, Jakob Falk og Benjamin Lundqvist. Frederik Øster og Zakarias Bindesbøll er suppleanter. Derudover sidder Dorte Thyregod Svendsen som SABUS-leder og Bjørn Ottesen som Adventistkirkens repræsentant i SABUS-bestyrelsen.
Tekst: Torben Rasmussen Foto: SABUS
DEN 20.-22. MARTS var vi 24 unge fra Danmark afsted på ungdomskongressen “Reddet“ i Mjøndalen Adventistkirke, Norge. Det var en fantastisk oplevelse at se så mange unge samlet på ét sted for at prise Gud sammen.
Temaet var i år Faith on fire, og den amerikanske taler Anthony Lyder var inviteret til at tale til os. Fredag aften havde vi det første møde, hvor vi lærte Anthony bedre at kende og fik mulighed for at synge lovsange sammen – endda med et lovsangsband fra Danmark. Om sabbatten var der forskellige workshops at vælge imellem. Alt fra Bibelens relevans i nutiden til Guds rolle i kristne parforhold. Om aftenen var der en paneldebat fyldt med vigtige emner som evangelisme, prøvelser og dét at udleve sin tro.
Sidst på aftenen var der lovsangsaften, hvor vi selvfølgelig sang sammen, men der var også sat tid af til, at man kunne dele en tanke eller fortælle om sin rejse med Gud. Det var meget rørende og givende at høre folk dele åbent og ærligt ud af, hvordan tro nogle gange kan være udfordrende, men også, hvordan nogle havde set deres liv blive fuldstændig forvandlet og blive helbredt af Jesus.
Søndag var der Q&A med Anthony, hvor vi anonymt kunne stille ham nogle ”burning questions“. Alt i alt en inspirerende weekend med nordisk ungdomsfællesskab, som klart kan og bør dyrkes mere fremover. Måske kunne du tænke dig at tage med næste år?
William, hvorfor tilmeldte du dig Reddet?
”Jeg tilmeldte mig Reddet efter opfordring fra nogle gode venner, der var med i 2025 og blev begejstret for det. Nu kan jeg kun dele den begejstring med dem. Der var noget helt særligt ved stemningen. Når ungdommen fra flere lande samles, kan man virkelig mærke, at vi er endnu flere unge om troen. Anthony var en utrolig dygtig taler, og noget af det, jeg husker stærkest, er hans opfordring til at prøve at slippe kontrollen og bevidst gøre sig afhængig af Gud.“
Peter, hvad var det allerbedste ved Reddet?
”Det er svært at vælge, men jeg tror, det var møderne som helhed. Det, jeg bedst kunne lide, var, at der var noget for enhver smag. Det var rart, at man både kunne sidde og lytte til Anthonys taler, snakke med hinanden om refleksionsspørgsmål, nyde musikken og være i godt humør. Der er altid noget magisk over den form for fællesskab.“
Sofie, hvad vil du tage med hjem fra din oplevelse på Reddet?
”Det, jeg tager med mig hjem, er klart visheden om, at vi allerede er blevet reddet af Jesus i ordets dybeste forstand. De personlige vidnesbyrd, som Anthony og nogle af deltagerne betroede os, har virkelig gjort min tro stærkere, og møderne gav mig et nyt indblik i, hvad man kan gøre for at styrke sit personlige forhold til Gud. Det var også en helt fantastisk oplevelse at være med til at lovprise Gud med det, der føltes som én stemme, selvom folk sang med på både norsk og dansk.“
Tekst og foto: Peter Rasmussen, Sofie Harlund, William Bech
gudstjeneste & workshop i Randers
Det er min påstand, at hver gang vi mødes som menighed, så bør der ske noget særligt for børnene! Noget der gør, at de føler sig velkomne, ønskede og inkluderede. Og sommetider kan hele programmet såmænd også være noget, de forstår og kan bruge i deres dagligdag.
Tekst og foto: Dorte Thyregod Svendsen
En sabbats formiddag i april holdt vi en familiegudstjeneste i Randers. Så spiste vi sammen, ligesom Jesus og hans venner gjorde det, og om eftermiddagen satte vi fokus på, hvordan vi kan dele vores tro med børn i alle aldre, i familien og i menigheden.
Familiegudstjenestekonceptet tager udgangspunkt i, at vi er forskellige og lærer og husker forskelligt. Så høresansen, følesansen, smagssansen – det sociale og det personlige og det intellektuelle – bliver mødt i gudstjenesten.
Jeg forsøger at skabe en ny familiegudstjeneste hvert halve år, og så glæder jeg mig over de skønne menigheder, som inviterer mig til at besøge dem med netop dén gudstjeneste. Det er en alternativ måde at holde en gudstjeneste, men det er gjort tidligere i historien, og konceptet er lige til at gå til, hvis I også kunne tænke jer at planlægge gudstjenester på den måde. Formularen ligger på sabus.dk/resurser, og jeg ville elske at planlægge en gudstjeneste sammen med jer over Zoom, så I fanger konceptet. Bare kontakt mig!
Et par af mine lokale kirkevenner var tilfældigvis taget til Randers den dag, så de ender måske med at opleve denne familiegudstjeneste igen i Odense. ”Det gør da slet ikke noget. Det er altid hyggeligt med familiegudstjenester,“ var meldingen, da jeg undskyldte, at de nok ville møde den igen i slutningen af maj.
Tak for en dejlig og inspirerende dag! Det giver tro på kirkens fremtid at være sammen med engagerede og glade børn og voksne. Tak for invitationen til at besøge Randers menighed igen.
På eventyr i vikingernes land
Tekst og foto: Torben Rasmussen
JEG SIDDER OG fordøjer indtrykkene fra de seneste to weekenders intense oplevelser med spejdere i både Øst- og Vestdanmark.
I Øst prøvede vi for første gang at gøre lejren helt simpel på en lejrplads uden moderne faciliteter, bortset fra et dejligt madpakkehus, en bålplads og ikke mindst et muldtoilet i en meget fin bygning med flisegulv. Til gengæld blev maden tilberedt på tre medbragte brændekomfurer, og med et stort stjernetelt over bålpladsen føltes det snart helt hjemligt.
Som en helt ny ting for mange af spejderne var der på lejren opsat en smedje, hvor de fik mulighed for at bruge kræfter med hammer mod jern, hvilket var populært hos både piger og drenge. Der blev fabrikeret nogle flotte søm og pløkke, som var med til at forme de basale færdigheder for de unge smedelærlinge. Lørdag eftermiddag var Skjoldungerne på mission for at redde Sjælland. Det førte holdene igennem en ægte vikingelandsby og over en ægte vikingebro til den store finale, hvor der blev dystet i vikingebrætspillet Hnefatafl.
I Vest blev Finderuplejren omdannet til en vikingelandsby, som deltagerne allerede fik fornemmelse af, de da ankom til lejren, hvor en portal med skjolde og fakler bød dem indenfor. De skulle også selv bygge en lejrportal til hver tropslejr og forsyne den med et skilt med troppens navn skrevet med runer. Det var en del af patruljedysten, hvor trofæ et, som er en ægte vikingeøkse, skulle vindes af den trop, der kunne samle flest point i løbet af lejren.
Lørdag aften blev der skruet op for en redningsaktion, hvor vikingekongen Harald blev befriet af alle holdene, så der kunne blive fest i lejren med pandekager og lejrsange.
På disse eventyr i vikingernes land blev der også tid til at reflektere over, hvordan forfædrene i Norden måtte leve med frygten for sygdom, død og verdens undergang. Men også for dem blev der tændt et lys og et håb, da de lærte om den sejrende konge, der kunne overvinde al ondskab.
Sådanne oplevelsesrige weekender kan ikke lade sig gøre uden engagerede hjælpere i form af spejderledere, forældre og spejderveteraner. Særligt vil jeg denne gang fremhæve vores smed Bo og SABUS’ Et-år-forHerren-team i form af Anna, Rasmus og Josef, der brugte mange timer og kræfter på at få alt til at spille både før, under og efter de weekendture, som de hver især deltog på.
Kulturændring på
Vejlefjordskolen
og foto: Thomas Müller
Vaner kan være svære at bryde – og kulturændringer tager tid. For mange adventistfamilier har det gennem generationer været naturligt at sende deres børn til Vejlefjordskolen i gymnasiet. Den mulighed er der som bekendt ikke længere.
På Vejlefjordskolen ønsker vi derfor at være med til at skabe en ny tradition: at unge i stedet vælger et ophold hos os i 10. klasse. Det er den samme alder, hvor mange tidligere begyndte i 1.g.
Fra august tilbyder vi et nyt valgfag, målrettet unge fra kirkevante hjem. Valgfaget vil blandt andet indeholde bibelundervisning, ture, lejre, socialt arbejde og outdoor-aktiviteter. Programmet tilrettelægges, så eleverne har mulighed for kirkegang sabbat formiddag, og vi arrangerer fælles tilmelding og transport til SABUS-weekendstævner i løbet af året.
Valgfaget bliver koblet sammen med aktiviteter fra profilfaget Social-10. Her er eleverne allerede engageret som besøgsvenner hos seniorerne i Vejlefjordkirken. Vi forventer, at det nye valgfag vil være attraktivt – ikke kun for unge fra Adventistkirken, men også for andre elever, der er nysgerrige på livet og på troen.
Vi oplever allerede nu, at eleverne viser stor interesse for åndelige spørgsmål.
Vores daglige morgenandagter giver anledning til gode samtaler, og der synes at være en ny frimodighed blandt unge, når det gælder tro og eksistentielle emner.
Skolen er privilegeret ved, at Adventistkirken stiller en ungdomspræst til rådighed på deltid. Sammen med menighedens præst og medlemmer er der etableret “Basen“ – dagligstuen i pigebygningen – som nu danner ramme om menighedsaktiviteter. Her mødes elever og voksne ugentligt til lektiehjælp, hygge og fællesskab, hvor relationer og netværk får lov at vokse.
Økonomisk er et efterskoleophold dyrere end et kostgymnasium. Der findes dog flere fonde, som skolen gerne hjælper med at søge, og vi råder fortsat over en elevfond, der kan støtte unge fra Adventistkirken. Vores ønske er at give så mange som muligt mulighed for at få en “Vejlefjordoplevelse“ med som en vigtig byggesten i livet. Kontakt os gerne på tm@vejlefjordskolen. dk, hvis økonomien står i vejen.
Har du et barn i 8. eller 9. klasse, vil vi opfordre dig til at overveje Vejlefjordskolen. Kig forbi til en af vores månedlige rundvisninger og få et indblik i det tilbud, vi kan give.
Tekst
Efter at Vejlefjordskolens gymnasieafdeling er lukket, må de danske adventistelever overveje andre skoler. Et alternativ kunne være
Tyrifjord gymnasium (TVS) i Norge – en løsning, Gabriella har valgt. Vi bringer et lille interview.
Dansk gymnasieelev i Norge
Først og fremmest: Synes du, at du har fundet det fællesskab, du ledte efter?
Ja! I starten var det lidt skræmmende. Men jeg blev meget godt modtaget af flinke og venlige studerende og personale, og det fik mig til at føle mig både tryg og velkommen. Jeg føler, jeg har fået venner her.
Er du involveret i nogen af aktiviteterne på TVS?
Jeg er i bibelgruppen om mandagen, hvor vi nu studerer Markusevangeliet. Og så synger jeg i koret Sananina. Jeg kan virkelig godt lide det der. Jeg tager med Sananina til Finland til en korfestival, og jeg glæder mig til det. Og så deltager jeg i husmøderne og andagterne og mange andre sociale ting, der foregår på kostskolen.
Hvordan oplever du sproget?
Det er fint! Jeg modererer dansk lidt for at blive bedre forstået, og med det norske er det fint. Jeg læ -
rer lidt efterhånden, og mange ting er ret ens.
Hvordan har overgangen været akademisk?
Skolesystemet er lidt anderledes, man vælger på en anden måde i Norge. På Vejlefjordskolen valgte vi alle fagene allerede i 1.g, men jeg manglede et års fysikundervisning, da jeg kom her. Der er derfor meget at lære, men det går fint. Lærerne er gode til at vejlede.
Længes du hjem?
Ja, nogle gange. Jeg savner min familie, men det er en del af det.
Et vigtigt spørgsmål til sidst: Hvad synes du om maden?
Jeg synes, den er god. Man har lidt anderledes spisevaner end i Danmark, man spiser meget brød her i Norge. Man kan ikke altid få den mad, man vil have, men jeg er tilfreds. Min favorit er indisk gryderet med naanbrød.
Vi på Tyrifjord gymnasium sætter virkelig pris på at have Gabriella her. Hun har givet en positiv tilføjelse til skolens elevgruppe. Danmark er en kortere rejse væk end for de norske studerende, der bor nord for Bergen. Men at bo i et andet land kan føles længere væk end selve den fysiske afstand. Det er derfor godt at høre, at vi som skole lykkes med at tage os af elever, som ud over at bo væk fra hjemmet også må håndtere et andet sprog og en ny kultur. Vi ser frem til at byde flere elever fra både Danmark og Sverige velkommen til TVS!
Tekst og foto: Kirsten Robertsen
Julekoncert Sananina
Mia, Gabriella, Maria
Anaya
Sabbatten den 2. maj blev Elisabeth Tutishimires og Obed Sibomanas datter
Anaya velsignet i adventistkirken i Viborg. Det var en speciel dag, da Elisabeth ved samme anledning fik overflyttet sit medlemskab fra Hute adventistmenighed i Rwanda til Viborg menighed. Vi glæder os med denne unge familie og ønsker dem Guds gode hjælp og velsignelse.
Sven Hagen Jensen
Joan og Wolfgang
Michelle
Den 28. marts 2026 var en stor dag for Michelle Kira Joseph. Der var glæde i himlen og i menigheden i Sønderborg. Michelle tog den store beslutning at følge Jesus. Hun tog god tid til livets store valg. Men hun valgte det rigtige, nemlig at følge Jesus gennem livet. Hun gav sine skolekammerater, som hun havde inviteret med, et godt vidnesbyrd. Tillykke med den gode beslutning. Gud velsigne dig.
Bent Nielsen
Joan Kristensen og Wolfgang Weißschädel blev viet i Vejlefjordkirken den 12. april 2026. Kirken var fuld af venner, familie, naboer og menighed for at fejre og bevidne, at kærligheden kan finde vej og blive en livsændrende virkelighed. Må Gud fortsat velsigne jer med sin frygtløse, dybe og betingelsesløse kærlighed!
Anne-May Müller
Diana Marie og Mikkel Mann
I pinsen markerer vi Helligåndens særlige manifestion over Jesus’ efterføl gere og den kristne kirkes begyndelse. I år var pinsen også rammen for Dianas og Mikkels bryllup. Det fandt sted den 25. maj i Laila og Christian Andersens store have i nærheden af Gilleleje. Under en smuk blå himmel var familie og venner vidner til Dianas og Mikkels ”ja“ til hinanden. Parret er aktive medlemmer i Adventistkirken København. De ønskes Guds rigeste velsignelser. Robert Fisher
TILLYKKE med den runde fødselsdag
Juli
Ditzie Thygesen, Randers, 90 år 4/7
Gerda Schmidt Andersen, Daugård, 90 år 26/7
Arne Risom Kjeldal, Køge, 85 år 9/7
Niels Christian Rasmussen, Tårs, 80 år 20/7
Andreas Falck, Bylderup-Bov, 75 år 11/7
Andreas Rosmon, Thisted, 75 år 16/7
Anton Christian Nicolescu, Koror, 70 år 2/7
Birgit Mtiliga, Søborg, 70 år 4/7
Bigman Alastar Nkunkununu, Mern, 70 år 6/7
Lene Hyldedal, Daugård, 70 år 20/7
Johannes Jens, Skjern, 70 år 29/7
August
Ejvind Bek, Charlottenlund, 90 år 3/8
Inge Pedersen, Faxe, 90 år 4/8
Vera Nielsen, Jelling, 90 år 16/8
Else Kristine Poulsen, Køge, 80 år 3/8
Leni Bente Kjeldal, Borup, 80 år 12/8
Bent Anker Kjøller, Nørre Alslev, 75 år 20/8
Efterårsmøde i Nærum
19. september 2026
Runde fødselsdage fra 70 år bliver annonceret i Adventnyt, hvis vi kender din fødselsdato. Ønsker du ikke din fødselsdag nævnt, så giv venligst besked senest 3 måneder i forvejen på adventnyt@adventist.dk eller til Bente Schledermann, 45 58 77 52.
Vi får besøg af Audrey og Robert Folkenberg Jr.
Glæd dig til en dag for børn, unge og ældre, hvor vi mødes på tværs af menighederne i Østdanmark.
Der bliver igen i år Mini TeenCamp hele weekenden på Nærum Privatskole. Teenagere, som kun kommer om sabbatten, er velkomne til at være med der.
Hold øje med opdateringer om dagen på adventist.dk
Jens Vilhelm Danielsen
Jens Vilhelm Danielsen sov stille ind på plejehjemmet As í Hveragerði, Island, den 15. februar 2026, 85 år gammel. Jens blev født i Kollafjord på Færøerne den 29. januar 1941. Hans forældre var Samma Jóanes og Sanna Danielsen. Jens rejste til Vejlefjordskolen kun 14 år gammel. Efter opholdet der tog han til København for at arbejde på Skodsborg Badesanatorium og andre steder. Jens var gift med Birgit Schledermann i nogle år, og de fik to børn, Susanne og Carsten.
I 1971 vendte Jens tilbage til Vejlefjordskolen, hvor han påbegyndte teologiske studier. Senere mødte han Sonja. De blev gift i 1973 og fik således 53 år sammen. Jens arbejdede som bibelarbejder i København, fuldførte BA-studier på Newbold College, var præst i Skodsborg og præceptor på Vejlefjordskolen, hvorefter han fuldførte en MDiv på Andrews universitet i USA 1983.
Det er dog præstegerningen på Færøerne, som Jens bliver husket for. Dette var første gang en færing med teologisk uddannelse var præst i den færøske adventistmenighed – en som kunne forstå kulturen, den færøske tankegang og prædike på modersmålet, hvilket han gjorde næsten ugentligt i 27 år.
I 1985 begyndte man med tvgudstjenester fra adventistkirken. Disse udsendelser, andagter, Jens’ deltagelse i bibeloversættelse og i ADRA’s Hjælpeaktion var afgørende for menigheden. Landsindsamlingen til Kosovo som repræsentant for Færøerne og turen til Pakistan var nok højdepunkter i livet.
Jens afsluttede sin tjeneste som 70-årig og flyttede til Island i 2010. De sidste 12 år nød den islandske menighed godt af Jens’ tjeneste, inden han blev ramt af sygdom.
Æret være Jens Vilhelms minde!
Eric Guðmundsson
Hildur Ingerda Pedersen
Hildur sov stille ind i døden torsdag den 19. februar 2026 med sin familie omkring sig. Hun blev født i Bergen den 3. oktober 1934 og blev 91 år gammel. Hun var en af Thorstine og Ludvig Myrlands 6 børn.
Som ung kom Hildur til Vejlefjordskolen og arbejdede i gartneriet. Det var der, Tage lykkedes med at fange Hildurs opmærksomhed. Familielivet begyndte, da Hildur og Tage giftede sig den 3. juni 1954. De fik døtrene Kari og Gitte. Deres første hjem var i Østervrå, hvor Hildur støttede Tage i skolearbejdet.
Udover at være mor, var Hildur også multikunstner. Hun underviste i husgerning og håndgerning samtidig med, at hun ordnede regnskab for flere små virksomheder.
Efter årene nordenfjords flyttede familien for en kortere bemærkning til Ringsted. Derefter gik turen til Vejlefjordskolen, hvor Hildur havde ansvaret for skolens bogholderi i mange år. Et arbejde hun udførte med stor ansvarsbevidsthed. Hun udstrålede punktlighed, orden og autoritet.
Som pensionister vendte Hildur og Tage tilbage til Østervrå. I de senere år brugte Hildur sine praktiske og kunstneriske evner til at frembringe de smukkeste ting, der vil glæde mange i årene, der kommer.
Hildurs kristendom og den kærlighed og respekt, der holdt hende og Tage sammen i mere end 70 år, var bygget på den kærlighed, der strømmer fra Gud selv. Hildur vidste, at et liv levet med Kristus i hjertet er opskriften på et lykkeligt liv i denne verden og i den kommende.
Æret være Hildur Ingerda Pedersens minde.
Allan K. Falk
Else Irene Uttrup Müller
Søndag den 1. marts sov Else Irene Uttrup Müller stille ind i hjemmet, omgivet af familien. Else fik lov at sprede glæde, håb og smil her i verden i 80 år. Hun blev født som et fredsbarn den 6. maj 1945. Som ung mødte hun Richard, og de fik fire børn sammen, Timon, Thomas, Anne og Andreas. Else gav dem en tryg og kærlig opvækst, og senere kastede hun sin kærlighed på børnebørnene.
Som 16-årig kom Else til Vejlefjordskolen for at tage realeksamen, og der blev hun døbt den 7. april 1962 af Gunnar Asholm. Hun uddannede sig til sygeplejerske, men endte sit arbejdsliv på Vejlefjordskolen som børnehaveklasselærer, hvor hun med sin slik-præmie-pædagogik fik opdraget selv de urolige elever med kærlighed.
Else havde en særlig evne med børn og brændte for, at de skulle lære Jesus at kende. Hendes engagement i børnesabbatsskolen ledte til, at hun fik ansvaret for afdelingen en årrække og lavede sange, programmer og historier, som børnene elskede.
Gaver var hendes kærlighedssprog, og hun havde altid en lille gave i tasken, som hun gav til de børn, hun var sammen med.
I hjemmet stod Else for trosoplæringen af børnene. Andagterne var spændende og kreative, og hun kunne altid fortælle en godnathistorie med morale, pointer og værdier.
Else elskede at fortælle begejstret om det nye Jerusalem i børnesabbatskolen, men de sidste år kæmpede hun sig gennem dødsskyggens dal, men hun mistede aldrig håbet om genkomsten.
Vi tager de fantastiske minder med os, hun skabte, og siger: På gensyn – vi ses snart igen.
Ære være Elses minde!
Thomas Müller
Keth W. Madsen
Den 3. marts 2026 tog familie og venner afsked med Keth Madsen. De sidste par år forandrede den livsglade og meget aktive Keth til en skygge af sig selv, der med længsel så frem til en ny og lys fremtid med familie og venner i en helt anden verdensorden.
Keth blev født den 9. oktober, 1951, som den ældste af Villi og Carina Ibsens fire børn. Allerede som ganske ung blev kursen sat, og hun færdedes hjemmevant i Nærum menighed med sin mand, Peter.
Keths livsglæde var smittende. Den kom til udtryk i sang, latter og en ubændig trang til nye oplevelser i naturen og på rejse. Keth favnede sin store omgangskreds i Danmark og Norge og indgød håb og mod.
Keth tog ansvar. Det kom bl.a. til udtryk i faste holdninger og principper, som hun aldrig var bange for at stå fast på. ”Keth var tilsyneladende ikke bange for nogen udfordringer, men væltede sig bare ud i opgaverne, hvorfor hun også ofte blev den naturlige leder, fordi hun tog ansvar. Det var hendes ideer, der blev udført.“
Keth blev kun 74 år, og uanset hvor svære de sidste år blev, så efterlader Keth et par store sko, og jeg beder til, at familie og venner vil løfte arven fra Keth, som vi så det under sygelejet. Bær hinanden indtil den dag, hvor genforening vil finde sted.
”Da bliver livet ej så svær, døden ikke heller.“
Keth efterlader mange venner og en stor familie bestående af far, ægtefælle, børn, børnebørn og oldebørn.
Ære være Keth Madsens minde! Lehnart Falk
Ernst Josva Lund
Efter et langt liv og i en høj alder af 91 år lukkede Ernst Josva Lund øjnene langfredag den 3. april 2026 og sov ind i troen på sin Frelser.
Ernst Josva Lund blev født den 19. januar 1935 til Alexandra og Martin Lund. Han voksede op på gården Mølholm syd for Jerslev sammen med sin storesøster, Anna, og da de to var begyndt i skolen, kom lillebror Erik også til.
Ernst blev døbt af Børge Olsen den 26. april 1952 i Jerslev Adventkirke. Her blev han også gift den 24. oktober 1957 med Anna-Lise. Jerslev menighed, som de begge tilhørte, betød meget for Ernst gennem hele sit liv. Han var med til at bygge kirken, og var også forstander af flere omgange. Der blev lagt mange kræfter i menigheden, og der blev også bedt for den.
Ernst mente, at det var vigtigt at leve ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord“. Han var utrolig taknemmelig for, at hans bedstefar og bedstemor ”modtog budskabet“, som han udtrykte det. De var nogle af de første adventister i Danmark.
Ernst elskede sin Gud og skaber, sin menighed og var altid at finde i kirken sabbats morgen. Han troede fuldt og fast på nyt liv ved opstandelsen.
Anna-Lise og Ernst fik fire børn sammen, Kenneth, Randi, Mona og Tina. Han efterlader sig sin hustru, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.
Ernst var ordentlig og arbejdsom, kærlig, omsorgsfuld og gavmild. Han var landmand og iværksætter, og så elskede han naturen. Han hviler nu indtil opstandelsen ved Jesus’ genkomst!
Æret være Ernst Lunds minde. Thomas Rasmussen
Knud Nielsen
Nyborg menighed har mistet et af sine trofaste medlemmer. Knud Nielsen sov stille ind i troen på sin frelser den 8. april 2026. Han var på plejehjemmet i Gislev de sidste 7 år. Knud blev født på Fyn, og her levede han hele sit liv – i godt 96 år. Knud voksede op i et godt adventisthjem og var adventist hele sit liv. Knud blev døbt den 7. juni 1947 af Vedelsø Nielsen. Knud fik et godt og langt liv, der var meningsfyldt, men der kom dog også mørke stunder. Han mistede sin hustru Linda i 1998. Det var et stort savn.
De fik 2 børn, Carsten og Laila, som hver især har deres familie. Knud var fisker og fiskede sammen med sin bror Jørgen i mange år.
Da Knud var omkring 40 år gammel, valgte han at gå i land. Han fik arbejde på ammoniakfabrikken i Nyborg. Knud var altid en god arbejder og blev her 25 år. Han fik dårlig ryg, var slidt op og gik på efterløn.
Men Knud kunne ikke holde til at sidde hjemme. I næsten 25 år derefter hjalp han sin søn Carsten på bilværkstedet. Der var mange små og store ting, han kunne gøre, og det var til gavn og glæde for begge parter.
Nu hviler Knud i sin grav, til Jesus kalder på ham.
Ære være Knud Nielsens minde! Bent Nielsen
Støtte til familier
Hvad gør du egentlig, når du finder ud af, at en af dine nærmeste i din familie eller nogen i din menighed er på LGBTQ+ spektret? Hvordan reagerer du? Hvordan udviser du bedst Guds kærlighed til den person? Hvordan kan du bedst støtte dem som pårørende, ven, præst, trosfælle?
Det prøver denne bog at svare på. Den hjælper dig med en masse fakta om det at leve som og springe ud som LGBTQ+, og den giver dig gode råd, så du på bedste måde kan være medmenneske i en ofte sårbar eller ukendt situation.
Køb bogen, hvis du vil være bedre klædt på til at møde LGBTQ+ personer i din menighed, familie eller omgangskreds.
Bogen har 72 sider og koster 79 kr.
Kvindelige personligheder i Adventistkirken i Danmark
Bogen indeholder 30 små biografier om kvinder, som har ydet en betydningsfuld indsats i Adventistkirken i Danmark. Kvinder har gennem årene udgjort majoriteten blandt kirkens medlemmer, men er sjældent beskrevet. Denne bog bidrager således til et mere nuanceret indblik i historien om menighedens liv og mission.
Bogen har 135 sider og koster 150 kr. Udgivet i samarbejde med HASDA.
EGE YTTEN ANG OUT H
SANKT HANS
Kom til hygge - kage - midsommersange og Faxes (nok) STØRSTE sankthansbål
TIRSDAG JUNI kl. 19 23
Medbring lidt til det fælles kage-/frugtbord samt dit gode humør! Vi tænder bålet kl. 20 Håber at se dig
adventist.dk/shop
Se mere om sommerens lejre og aktiviteter på sabus.dk og adventist.dk
Læs også om dine muligheder for at leje stedet på himmerlandsgaarden.dk
NY BOG af Sven Hagen Jensen
Kirkens ungdomsarbejde 4. juli
Tekst og foto: Dorte Thyregod Svendsen
DET TELT, DER blandt andet bruges til årsmødet, er helt genialt. Vi elsker at kunne samle børnene og spejderne og alle, der har lyst til at bruge det, i vores eget telt! Men mange mennesker og tørt underlag giver massevis af støv, som ødelægger vores udstyr, lamper og instrumenter, så vi drømmer om at kunne købe vores eget gulv, så vi ikke skal leje det, hver gang vi gerne vil bruge teltet. Kollekten den 4. juli vil derfor gå til dette formål.
TAK for jeres bidrag og jeres bønner for det arbejde, vi i fællesskab gør for vores børn og unge.
Menighedsplantning 1. august
Tekst: Kristinn Odinsson
Menighedsplantning i København og Aarhus
Gud har skabt os til fællesskab, til at vandre sammen, støtte hinanden og vokse i troen side om side. Det er præcis det, vores medarbejdere i København og Aarhus arbejder med, hvor mennesker kan møde Jesus og hinanden.
Det sker over et måltid, til tirsdagscafe, et brætspil, i en samtalegruppe, eller når en person spørger: ”Hvad tror du egentlig på?“ Små møder, der kan blive begyndelsen på et nyt fællesskab, hvor man ikke bare hører til, men deler liv sammen.
De nye menighedsplantninger er ikke en erstatning for det, vi allerede har. De er en forlængelse, et supplement der når ud til mennesker og miljøer, som de eksisterende menigheder ikke altid kommer i kontakt med.
Din kollekt er med til at bygge dette arbejde op. Vi har medarbejdere og medlemmer, der bruger deres tid og hjerte på at bygge relationer og plante menigheder.
”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem“ (Matt 18,20). Giv en god gave, og må Gud velsigne dette arbejde.
KALENDER
23. juni
Egehytten HangOut med kæmpe Sankt Hans bål kl. 19.00, for alle de sjællandske menigheder og venner af disse.
28. juni - 5. juli
SommerCamp, Himmerlandsgården
10.-12. juli
Forlejr TeenCamp
12.-19. juli
TeenCamp
19.-26. juli
IMPACT, Himmerlandsgården/Randers
22.-26. juli
Rover-forlejr
26. juli - 2. august
Spejderlejr
28. juli - 2. august
Seniorstævne, Lillehammer, Norge
2.-8. august
Ungdomskongres, Valencia, Spanien
22. august
Egehytten HangOut kl. 12.30, for alle de sjællandske menigheder og venner af disse
