Sognepræsten

Artikel fra

2022-1

Sognepræsten

Red.: Arne B.Christensen

Sognepræsten Vi hører kun gode og tilfredse meninger om vores sognepræst Carl-Gustav Christensen, eller GUS som mange bruger. Det er en forkortelse af fornavnet, som han blev vant til i Canada, og det har han ikke noget imod. Tiden løber, og CarlGustav har nu været vores præst her i sognet i 6 år, så nu kan vi vel spørge ham, om han har et tilsvarende positivt indtryk af sin tid og forventninger i Frederiks.

Lidt om livet før Frederiks

”Frederiks var ikke et sted, som jeg rigtigt kendte forud. Jeg er født i Øster Vandet og har boet i Thisted, og så kunne Frederiks være et af de steder, som man drønede igennem, når jeg skulle tilbage til Århus, hvor jeg studerede. Om jeg kørte over Viborg eller denne vej igennem Frederiks var lidt efter, hvordan humøret var og for afvekslingens skyld. Så det var jo meget spøjst, at jeg skulle komme til at arbejde i den kirke, som jeg så tit var kørt forbi.” Carl-Gustav er, som han nævner, fra Thisted og blev uddannet som præst fra Århus Universitet. Efter uddannelsen arbejdede han i vikariat samt i Aarhus Stift, inden han fik sit første embede som sognepræst i Vivild-Vejlby sogn på Djursland. Efter halvandet år i stillingen åbnede der sig en mulighed for at afprøve en drøm om at virke som præst i udlandet. Stillingen som præst i den danske kirke i Edmonton i Canada blev ledig, og den søgte og fik Carl-Gustav, som sammen med sin hustru, Kirsten Venø Knudsen, i 2008 tog turen over Atlanten til en 5-års kontrakt med en gensidig hensigt om forlængelse med yderligere 3 år. I en samtale med Karup Uge-avis kort ef-

ter sin tiltræden i Frederiks, fortæller CarlGustav om tiden i Canada: ”Basalt set var præstefunktionen i Edmonton den samme som herhjemme, men kirken drives anderledes derovre. Kirken er selvfinansierede - den skal blandt andet selv sørge for løn til præsten og vedligeholdes af kirken. Det giver et helt særlig engagement i kirken, en stor ansvarsfølelse og ejerskab. Kirken i Edmonton var de danske emigranters mødested. De fik en ”familie” gennem kirken, det oplevede min hustru og jeg også. Man støttede og hjalp hinanden. Det har gjort, at jeg har fået åbnet blikket endnu mere for, at det folkelige og det kirkelige går hånd i hånd. At, kirken godt må have plads i folks daglige liv. At det folkelige fællesskab godt kan tage plads i kirken og kirkens rammer. Det folkelige aspekt i kirkelivet er ikke noget at kimse af.”

Så blev det Frederiks

”Jeg søgte stillingen her i Frederiks, mens 17

jeg arbejdede i Canada. Vi havde en kontrakt på 5 år med mulighed for forlængelse i 3 år, men da jeg fik stillingen her, endte det med, at vi kom hertil lidt tidligere, end hvad vi hidtil havde regnet med. Vi var da begyndt at snakke om, hvor vi så gerne ville hen, når vi skulle vende hjem til Danmark. Geografisk skulle det ikke være alt for snævert eller yderligt, så det måtte egentlig gerne være i Midtjylland eller måske Fyn. Jeg havde haft embeder og vikariater i Østjylland, inden vi tog til Canada, så vi havde også en ide om, hvilket type sogn, vi gerne ville bo og arbejde i. Og så dukkede denne stilling op i Præsteforeningens blad. Her var tale om ét sogn og én kirke, så det Fra tiden i Canada. Nederst fra Calgary Stampede, der er en årlig rodeo, udstilling og en af Canadas største festivaler, der afholdes hver juli i Calgary.

18

Præsten i Edmonton foran den danske kirke (ps. ved en lånt bil!) var en god passende størrelse og tillige var der en kollega. Alt i alt var det et embede, som vi forventede, ville passe os godt. Og i Frederiks var der de omstændigheder, som også skulle til, for at det kunne blive et godt liv, som de mest nødvendige handlende og et vist aktivitetsniveau med sportsfaciliteter og en skole var af betydning, fordi samvirket med en stor skole gør mange ting nemmere for det kirkelige arbejde. Vi kunne se, at det meste af det, som vi forventede til et godt præsteliv, var til stede i Frederiks. Og jeg havde en alder, hvor man tænker, at hvis det er så godt, som vi forventer, så er det et sted, hvor vi kan forestille os at blive i mange år måske til pensionering. Og det truede/lovede jeg dem også, da jeg blev ansat, at jeg ikke ville rende af

pladsen lige med det samme! Det er klart, at vi også var tiltrukket af de gode og nye faciliteter, som er til rådighed for præsten og kirkearbejdet. Både fordi jeg selv havde boet i præstebolig før og efter, hvad jeg har hørt fra kolleger, så kan der være store udfordringer med gamle præsteboliger. Det kan være vældig hyggeligt men ikke altid praktisk . Det problem har vi i hvert fald ikke her i Frederiks, hvor der er fine bygninger og kun en kort spadseretur til kirken. Så, efter at have talt med mine foresatte og naturligvis med menighedsrådet, så søgte jeg stillingen, selv om det, som sagt, var lidt tidligere end planlagt. Der var lidt for mange ting på vores checkliste, der passede, så vi syntes ikke, at vi kunne forpasse chancen.” 19

Embedet og egnen lever helt op til forventningerne

På vores spørgsmål, om embedet og egnen her efter 6 års virke, så også lever op til de forventninger, der var stillet, lyder svaret: ”Ja, det vil jeg sige, det syntes jeg absolut, at det gør. Der går altid nogle år, før man ligesom for alvor kommer ind på livet på egnen og fornemmer det hele, men jeg har kun oplevet engagerede medlemmer af

20

menighedsrådet og sognebørn, som alle vil det bedste for byen og egnen. En af de ting, jeg håbede at kunne finde i Frederiks, var et godt samvirke mellem kirken og de forskellige frivillige foreninger og aktiviteter. Jeg er født og opvokset på landet og jeg kan godt lide, at man har et lokalsamfund, hvor man kender hinanden på godt og ondt, og at kirken er en del af det samfund. Derfor er jeg f.eks. også glad for at bo i en præstebolig midt iblandt sognets

beboere, og at vi på den måde lever det daglige liv iblandt dem, jeg er præst for.”

man også, at det kan indebære, at man bliver udsendt.”

Flyverpræsten

Carl-Gustav var da heller ikke i tvivl, da han i sidste halvdel af 2020 blev bedt om

En af de opgaver, som Carl-Gustav blev spurgt, om han havde lyst til at påtage sig, var at være flyverpræst i Flyvevåbnet. Det sagde han efter noget betænkningstid ja til, for han mener, at når man som Danmark vælger at sende soldater ud i verden, hvor der er en risiko for at komme galt af sted, så skal man gøre alt for at bakke op og understøtte soldaterne. Og en af de måder er at sende en præst med ud.

..forts. side 30

”Når man siger ja til at være flyverpræst, så ved 21

at tage med de danske helikoptere fra Flyvestation Karup til Operation Barkhane i Mali, der ligger i den vestlige del af Sahara ørkenområdet i Afrika, med danske styrker på basen i Gao. En flyverpræst er ikke soldat men en præst i uniform, og som Carl-Gustav siger: ”Jeg synes, det er spændende, interessant og en udfordring at bruge sin præstegerning i en anden sammenhæng – at bringe kirken tættere på folk, der, hvor de er i livet Jeg var ikke med for soldaternes skyld. Jeg var med for de mennesker, der har soldaterhvervet som job. Det var en stor oplevelse, at være sammen med de gæve gutter. Udstationeringen gav mig gode personlige og faglige udfordringer, som jeg kan bruge fremover.”

Om fremtiden for Frederiks og egnen

”Om mit syn på fremtiden for Frederiks og egnen her, må jeg bare sige, at jeg virkelig håber, at det fortsat kan være et tiltrækkende sted at bosætte sig og leve et helt liv, og at byen vil fortsætte med at udvikle sig på den positive måde som hidtil. Der er naturligvis altid ting, der forandrer sig. Bare i min korte tid her, har jeg da oplevet at forretninger og foreninger lukker, men det er desværre en naturlig udvikling, og hver ting har sin tid. Naturligvis vil de unge altid flytte fra hjemmet og sikkert også fra Frederiks, men jeg oplever da, at der her, som det gælder andre lignende steder, også er nogle, der vender tilbage igen. Jeg har da en tro på, at udviklingen også viser, at folk igen søger mod det lidt mere lokale og nære. Jeg så en statistik, der fortæller, at hver 7. vender tilbage til sin hjemkommune før eller senere, oftest naturligvis når man stifter familie og oplever at have brug for et netværk.”

30

Kirken har også sine udfordringer

”Udfordringer har vi jo også i kirken, for eksempel at måden at engagere sig på, og de interesser man har, forandrer sig. Man kan ikke komme uden om, at mange af de mennesker, der tager del i det frivillige arbejde, er en slags Tordenskjolds soldater, så udfordringen er at få flere inddraget i det her fællesskab, og give folk en oplevelse af, at det også giver noget tilbage at være engageret i et fællesskab og få noget til at eksistere og fungere til gavn for andre. Så må vi bare acceptere, at folks engagement måske ikke længere er for årtier men for en periode eller for et særligt projekt. Det gælder jo også for kirkens støtter, hvor alderen naturligvis har betydet, at jeg har måttet begrave nogle af de faste kirkegængere. Men kirkegangen er stadig meget fin herude. Selvfølgelig kan man altid ønske sig, at den var endnu bedre.

Nye tiltag kan måske være en genoplivning af gamle

Men jeg syntes også, at vi formår at have andre gudstjenestetilbud, udover søndagens gudstjeneste. Det er alt lige fra ”Gud og Pizza” til ”Aftenssang med spisning” og andre tilsvarende tilbud. Det er nok lidt utraditionelt, men ikke så meget, som det har været. Det er en måde at lave nogle former for gudstjenesten, som man syntes, kan være attraktive, både fordi det kan give én noget og det ligger på et tidspunkt, som man kan overskue. Det er også for at lave en win-win situation, hvor man siger, lad os gå til en lille gudstjeneste sammen og så spise sammen bagefter. Så har man ét fællesskab med gudstjenesten og et andet i den fælles spisning, hvor man kan snakke sammen på en anden måde. Det med måltidsfællesskabet er der god opbakning til, og jeg hører, at deltagerne syntes, det er rart at have det fællesskab.

Og at spise sammen er jo heller ikke ukendt i kirken, for i oldkirken da spiste man sammen, og måltidsfællesskabet var en stor del af gudstjenesten, hvor man bragte mad til stede og også kunne hjælpe dem, som ikke havde så meget at spise til daglig. Som man siger, hvis man har brudt brødet sammen, så har man svært ved at blive uvenner bagefter. Vi forsøger hele tiden at justere på tingene, men der er ikke i øjeblikket tanker om nye tiltag i den retning. Vi skal jo også prioritere arbejdsopgaverne. Der er stadig kerneopgaver, som skal løses som søndagens gudstjeneste, konfirmandundervisning, sjælesorg opgaver og de forskellige kirkelige handlinger. Det er præstens primære opgaver.”

En balancegang

”Det er altid en balancegang at give gudstjenesten en form, som er let tilgængelig men at det heller ikke bliver for fladt. Det må godt bevare noget af sin storslåethed. Det er det, vi kan, når vi giver den fuld gas i kirken med den gamle liturgi, som folk også fornemmer, har nogle år på bagen, og der er svung over den med salmesang og orgelbrus. I kirkerummet kan vi skabe nogle oplevelser sammen, som man ikke får andre steder.

Sjælesorgssamtaler, findes de stadig?

”Ja, det gør de. Måske ikke altid på præstens kontor eller i den sørgendes hjem, men det kan forekomme i dagligdagen, når man mødes i naturen eller på gaden. Så får man en snak, og i samtalens forløb kan der komme nogle emner frem, som ligger på sinde. Så får vi en snak om det, og måske er det nok, eller vi følger op med en nærmere samtale. For mig som præst gælder det om at være tilgængelig, og det er man også ved at bo og færdes i sognet. Her i Frederiks er vi på kanten af det, man kunne kalde det Midtjyske bibelbæl-

te. Og det fornemmes stadig, om end på en meget pragmatisk måde. Det skal man absolut ikke kimse af, for det er ofte de mennesker, der bærer en stor del af kirkens arbejde, og de er også med til at løfte kirken ud i samfundet og er trosvidner, fordi kirken og kristendommen betyder noget for den måde, de lever deres liv på. Det er jeg meget bevidst om; at vi har mange i sognet, som bidrager med. Jeg tager gerne på husbesøg, når jeg bliver bedt om det, men som præst går jeg ikke rundt og banker på dørene og trænger mig på. Naturligvis skal kirken missionere, det ligger i kirkens væsen, at vi skal forkynde om evangeliet. Det er også derfor, jeg vil engagere mig i samfundet, for folk skal møde kirken og se, at kirken er en del af deres liv.”

Frivillige hjælpere er en uvurderlig støtte

”Vi har i Frederiks Kirke en god og trofast flok af borgere, som frivilligt hjælper med kirkens forskellige opgaver og de arrangementer, som jeg før har omtalt. Det er meget værdifuldt og helt uundværligt faktisk. Og, lige som jeg oplever det i FDF, så betyder det også noget, og at det har en særlig værdi for dem, der er med, at det er et frivilligt arbejde, og at de gør det, fordi de har lyst til det. Jeg har oplevet, at der er en positiv forventning til præsterne og kirken herude, det syntes jeg faktisk, sådan generelt set. Der er desværre altid nogen, der har forventninger, de ikke får opfyldt. Man kan ikke gøre alle tilfredse. Vi vil gerne være kirke for så mange som muligt og nå så langt ud, som vi kan med de ressourcer vi har til rådighed. Jeg tager aktivt del i arbejdet i FDF, og det giver god mening for mig. Jeg har selv altid været KFUM-spejder og er vokset op med det. 31

Nu blev det så FDF, da jeg kom hertil, hvor jeg syntes, det var helt naturligt at gå med i det arbejde, som jo også på sin vis er et kirkeligt ungdomsarbejde. I det sidste par år har det været udfordrende med Corona situationen i FDF, men der har vi heldigvis kunnet forsætte med de udendørs aktiviteter, når det var mere trygt. Vi præster har en god opbakning og samarbejde med menighedsrådet, og vi har et rigtigt godt personale i kirken, lige fra graver og gravermedhjælper til vores 3 kirkesangere og organist. Så på den måde er både rammer og indhold på plads og giver alle muligheder for, at vi fortsat kan have et godt og aktivt kirkeliv her i Frederiks Sogn.”

Alle billeder er privatfotos 32