Indstilling til konkurrencen Årets Lokalområde 2020
Dette hæfte er den ansøgning, som Alhedens Borgerforening sendte til Viborg Kommunes Kultur– og Fritidsudvalg i forsøget på at blive nomineret til *Årets lokalområde*
Oplevelser og fællesskab Frederiks har pt. cirka 1900 indbyggere. Landsbyen har gennemgået en rivende befolkningsmæssig udvikling siden 1970, hvor der kun var ca. 900 indbyggere. Den store tilflytning og byggeriet af et stort antal parcelhuse i nye kvarterer op igennem 1970-80’erne er, som i landet generelt, stilnet af. Men der er stadig en god tilgang af nye boliger. Der er udvist stor omtanke for cyklister/skolebørn i alle de udstykkede områder siden 1970’erne, som er forbundne med et omfattende stisystem fri for motorkøretøjer, og som også leder til skole og idrætsområde. Boliger Der sker en løbende fornyelse af ældre boliger i midtbyen, og i flere tilfælde er ældre udtjente bygninger revet ned og erstattet med nybyggeri. Det mest iøjnefaldende er, at byens gamle skolebygning fra 1904 på en central beliggenhed er nedrevet, og et nybyggeri med 2 + 3 kædehuse til udlejning er opført på grunden, hvilket var en meget synlig forskønnelse af området. Flere andre steder er der sket nedrivning af ældre og udtjente boliger, som er erstattet af pænt og energivenligt byggeri. I kvarteret Solvænget I, blev der i perioden 2005-2010 opført et stort antal huse, og et senere udstykket område, Solvænget II med 16 grunde er nu de 12 bebygget. Der har således været en tilfredsstillende tilflytning til området, og folk er generelt glade for at bo i Frederiks. På lokalt initiativ har Viborg Kommune senest byggemodnet Solvænget III med 14 grunde til tæt-lav bebyggelse og 14 store grunde til parcelhuse, hvoraf de 5 allerede er solgt og 2 nybyggerier er igangsat.
14 nye tætlav grunde
Solvænget II 13 af 16 grunde er nu bebygget.
14 nye parcelhusgrunde
Solvænget III 2x14 grunde byggemodnet 2019
Solvænget I I disse 2 kvarterer er alle huse opført i perioden 2005-2010
Den 10 hektar store ”Lyngsøparken”, hvor også den nyeste børneinstitution ”Sol-OMio” er opført. Denne institution er kraftigt udvidet i 2019.
Begrundelser for tilflytning Tilflyttede familiers begrundelse for at komme til Frederiks er dens passende størrelse, dens centrale placering i forhold til arbejdspladser i først og fremmest Viborg, Herning og Flyvestation Karup samt en rimelig afstand til Holstebro og Silkeborg. Desuden påpeges de gode muligheder for samfærdsel såvel med bus som med private trafikmidler. Endvidere de gode muligheder for børnefamilier med børnehave, skole, forretningsliv, idrætsliv med haller og svømmehal. Derudover er husene i en overkommelig pris og samtidig til at sælge igen. Erhverv Det udlagte område til erhverv blev i 2019 fuldt udbygget. Efter henvendelse fra borgere og erhverv i Frederiks, har Viborg Kommune i den netop vedtagne Lokale Udviklingsplan for Frederiks udpeget et nyt område til kommende erhvervsbyggeri. Når lokalplan for området bliver realiseret, vil der igen være mulighed for erhvervsmæssig udbygning i Frederiks.
Alhedehallerne og kulturhus Den første af Alhedehallerne blev opført af entusiastiske ildsjæle, som viede mange timer og masser af frivilligt arbejde til projektet. Hallen blev indviet i september 1969. Den blev en dundrende succes, og snart var hallen fyldt til bristepunktet, og der var hvert år frustrerende diskussioner om fordeling af haltimer til de forskellige brugere. Hallen var belagt op til tæt ved midnat på hverdage, og der var foreninger, der havde stort behov for mere træningstid. Snart blev hallen suppleret af andre bygninger: Svømmehallen i 1978 samt hal 2 og kulturhus i 1996. Alhedehallernes bestyrelse arbejder nu med fremskredne planer om en omfattende fornyelse og opdatering af hallerne ud- og indvendigt samt introduktion af nye faciliteter og aktiviteter. Kulturhuset er samlingspunkt for mange kulturelle arrangementer (op til 350 personer) og bruges i vidt omfang som byens forsamlingshus. Bespisning kan klares af Alhedehallernes cafeteria, og lokalerne udlejes til private arrangementer. Der er 4 grupperum med AV-udstyr og indkvarteringsmulighed for 24 personer i 6x4 personers værelser.
Frederiks Varmeværk I 2013 gik Frederiks Varmeværk over til at bruge den nyeste teknologi i varmeproduktion med etableringen af et stort solvarmeanlæg på marken for enden af Vestergade. Anlægget består af et solfangerfelt på 8.438 m2 fordelt på 675 solfangere samt en teknikbygning, hvor den opsamlede varme overføres fra det glykolholdige vand til fjernvarmevandet. På billedet ses også den 1.650 m³ store akkumuleringstank, hvorfra det varme vand pumpes ind til varmeværket. Det nye solvarmeanlæg, som blev indviet den 21. juni 2013, forventes at kunne levere omkring en fjerdedel af varmeforbruget i Frederiks. Det har kostet 19 millioner kroner at etablere det nye anlæg. Til gengæld er omkostningerne til den daglige drift meget lille, og man forventer, at det investerede beløb er indtjent på 10 år.
Alhedens Idrætsforening Er en af Viborg kommunes største idrætsforeninger med mange idrætsgrene på repertoiret, og hvor fodboldens førstehold i en periode formåede at gøre sig gældende i Jyllandsserien. De indendørs aktiviteter er centreret omkring de 2 sportshaller og svømmehallen. Omkring hallerne er der et stort areal med træningsbaner. Stadion med opvisningsbane og klubhus ligger ved siden af ”Anlægget”. I 2010 blev fodboldstadion renoveret og klubhuset totalt ombygget og udvidet, næsten udelukkende med brug af frivillig arbejdskraft, så byens fodboldhold i dag har et velfungerende og præsentabelt stadion.
I 2015 har foreningen med en stor indsamling i lokalsamfundet og med helt afgørende kommunal opbakning etableret en kunstgræsbane,
og i 2019 kunne man indvie et nyt klubhus som nabo til Alhedehallerne. Det er en tidligere børneinstitution, som AIF købte af Viborg Kommune og efterfølgende med stor hjælp af frivillig arbejdskraft har indrettet til et flot og velfungerende klubhus
AIF Foreningshåndbog AIF har i 2015 udarbejdet en fyldig foreningshåndbog, hvori man orienterer om, hvordan frivillige medhjælpere på forskellige måder kan hjælpe AIF. Hensigten er at give mulige frivillige hjælpere en tydelig information om de behov, foreningen har og især at fortælle om omfanget af opgaver og det engagement, som man forventer. Man håber derved at mulige frivillige vil være mere tilbøjelige til at tilbyde sig, når de klart kan erfare, at de måske ikke behøver at bruge al deres fritid på det, men at selv en mindre håndrækning er af stor betydning. Bogen er udsendt til samtlige husstande i området.
FDF Frederiks byder dig velkommen ..sådan står øverst på FDF Frederiks hjemmeside, og det har også været indstillingen siden 1938, hvor FDF ”Alhede kreds” i Frederiks blev oprettet. I disse år opleves en stor og dejlig tilgang af børn og unge. P.t. er der ialt 65 børn og unge, fordelt på 4 grupper – Tumlinge, Pilte, Væbner og Senior Væbner/Senior, og der er heldigvis en god opbakning af unge voksne FDF’ere og også nogle, som har været med i rigtig mange år, som er villige til at tage lederfunktioner og være aktive guider for de unge. Oftest mødes man i kredshuset "Knuden", som er en del af de tidligere lærerboliger ved Frederiks Skole, hvor der også er udearealer.
Frederiks Revy– og Sangteater (FROST96) Blev dannet i 1996 af fem gamle sceneheste, som sad til en fest og fik vemodige tårer i øjnene, fordi de savnede at spille amatørteater. Der er nu omkring 30 aktive i foreningen, som opsætter en årlig revy og iværksætter flere andre tiltag i løbet af året, bl.a. synger de hvert år julen ind ved et julearrangement i Kulturhuset.
Frederiks Skole og bibliotek Frederiks er heldig at have en stor og velfungerende skole med 2 spor fra 0. til 9. klasse. Det er af afgørende betydning for byens trivsel og betyder, at byen fortsat kan tiltrække nye beboere, der enten har eller forventer børn i den skolepligtige alder. Det offentlige bibliotek og skolebiblioteket blev for år tilbage sammenlagt i en nybygning i forbindelse med skolen. Biblioteket er blevet ”åbent bibliotek”, hvor brugere kan betjene sig selv hver dag fra 7-22, og der er fortsat 2 betjente åbningsdage. Med den nye ordning er brugen af biblioteket øget 3-4 gange i forhold til tidligere iflg. bibliotekets oplysning. Der er derfor begrundet håb om, at Frederiks også i fremtiden vil kunne nyde godt af et lokalt bibliotek.’
Kirkecenter og præstebolig Frederiks Menighedsråd kunne i januar 2011 forestå indvielsen af det nye Frederiks Kirkecenter og Præstebolig. Begge er placeret tæt på kirken kun adskilt af kirkeskoven. I kirkecentret bliver konfirmanderne undervist, der holdes der møder og arrangementer, og her har præsterne deres kontorer. Desuden er der skiftende udstillinger af lokale kunstnere.
Kapel og graverbygning Kapel og graverbygning levede heller ikke op til moderne standarder, og menighedsrådet besluttede efterfølgende at opføre en ny graverbygning med kapel, plads til kontor, frokoststue og redskaber samt et offentligt toilet, der også er toilet for kirkens brugere. Som en del af P-pladsen ved kapellet er der netop i 2016 blevet etableret en særlig afskærmet afskedsplads,hvor pårørende kan tage en sidste afsked i diskretion.
Den gamle præstegård Den gamle Præstegaard fra 1850 (den oprindelige blev opført samme sted i 1775) blev i 2008 solgt til private, som efterfølgende har gjort en stor indsats for at renovere og forskønne den gamle gård og haveanlægget - og med et smukt resultat, så gården med sin centrale beliggenhed overfor kirken og tæt ved vejkrydset, igen er blevet et aktiv for lokalområdet. Der afholdes f.eks. en månedlig sangaften
Frivillighed De mest iøjnefaldende projekter og aktiviteter under denne overskrift er gennemført af Alhedens Borgerforening og Alhedens Idrætsforening: Anlægget Alhedens Borgerforening har gennemført en omfattende opretning, renovering og udbygning af området ”Anlægget”. Dette område er ejet af Borgerforeningen, som har forpligtet sig til at passe og vedligeholde anlægget. I de senere år er der udført et stort og bekosteligt arbejde, næsten udelukkende med frivillig arbejdskraft, hvorunder der er: gennemført en gennemgribende oprydning og udtynding af gamle træer opført pavillonbygning med offentligt handicaptoilet og udendørs overdækket område med borde og bænke etableret bålplads og bygget 2 sheltere til gratis anvendelse som overnatning (fsva toilet og sheltere er der især tænkt på cykelturister langs Alhedestien og stedet er opført i bogen ”Overnatning i det fri”) stisystemet er grundlæggende udbedret med stabilt underlag og stenmel og er forbundet med stierne til ældreboligerne. der er opsat nye borde/bænkeder er etableret 2 petanquebaner der er etableret en legeplads med klatretårn og solide redskaber ”Anlægget” er et velbesøgt område, hvor byens borgere kan samles. Det er tillige meget brugt af børnehaverne, som bruger anlægget som mål for udflugter med børnene til andre legeredskaber og i andre omgivelser end hjemme i børnehaven.
Fra Anlægget
Det gamle pakhus Alhedens Borgerforening har af Viborg kommune købt den gamle pakhusbygning ved den tidligere Frederiks Station. Bygningen er, sammen med stationen, en af de allerførste bygninger i Frederiks, hvor der ikke er ret mange andre bygninger af bevaringsmæssig værdi. Pakhuset var forfaldent og senest brugt som oplagshus for kommunens redskaber. Det blev ved købet formentlig reddet fra nedbrydning. Efter købet af huset har Borgerforeningen med fondsmidler og frivillig arbejdskraft fuldstændig renoveret huset udvendigt og herunder tilbageført det til det oprindelige udseende fsva. vinduer og døre. Huset fremstår nu som et smukt minde om en svunden æra. Det er lykkedes gennem fonde at skaffe midler til at fortsætte med den indvendige renovering af pakhuset. Huset er nu et dejligt lokale, som benyttes af byens borgere til mange formål. Huset er også etableret med hensyn til forbipasserende turister (fortrinsvis på Alhedestien, som passerer umiddelbart forbi). Der er opholdslokale, tekøkken og offentligt toilet, som holdes åbent for publikum i dagtimerne om sommeren. Huset blev færdiggjort i 1917.
Flagalle Alhedens Borgerforening har gennem tilskud fra fonde m.v. skaffet midler til at etablere en meget flot 1500 m flagallé igennem byen. Der er lavet sokler i fortovet på begge sider, så de mange flagstænger forholdsvis nemt og hurtigt kan sættes op. I 2015 lykkedes det at skaffe midler til at forlænge flagalléen helt op til kirken. Der flages på festdage, f.eks. konfirmation og byfest, og borgere kan bestille flagning (f.eks. ved bryllupper). Der betales et beløb for opsætning af stænger og flag, og dette går dels til flagenes vedligeholdelse og dels til FDF, som står for at sætte og nedtage flagene.
Bålhus Alhedens Idrætsforenings (AIF) forældreforening har på det store idrætsanlæg, hvor der i forvejen ligger Alhedehallerne, bestående af 2 idrætshaller, en svømmehal samt kulturhus, i 2013 opført et bålhus og samlingssted til brug for trænere og spillere, når de har brug for at sætte sig sammen til en snak, og også til brug for forældre og børn, som kommer på idrætsanlægget.
Klubhus Også foreningens nye klubhus (som omtalt på side 9) er et flot resultat af en stor frivillig indsats med mange ulønnede arbejdstimer
Områdefornyelse I 2016 startede en gruppe borgere i Frederiks en proces for byfornyelse i Frederiks. Mange af byens foreninger og institutioner blev medvirkende i projektet med Borgerforeningen som den drivende kraft. Lokale kræfter blev etableret som tovholdere for projektet, og man indledte en møderække, hvor der blev etableret en styregruppe og en antal arbejdsgrupper, som dannede grundlag for det endelige oplæg. På et efterfølgende borgermøde blev byens borgere inddraget og mange blev deltagere i de nedsatte udvalg. I september 2017 indsendtes en omfattende ansøgning til Viborg Kommune, og den 19. december 2018 blev planen endelig godkendt af byrådet efter forudgående politisk forhandling. I november 2019 blev projektet godkendt af ministeriet og penge til områdefornyelsen blev budgetteret. Desværre blev budgetrammen reduceret fra de forventede og sædvanlige 6 mio. kr. til 4,5 mio. kr. , men følgegruppen er fast besluttet på, at disse penge skal udnyttes bedst mulig til fælles gavn og glæde for byen. Projektet vil blive gennemført i årene 2020-2022.
”Hjertesti” motionsstien Som en del af projekt Områdefornyelse bliver der etableret en motions– og oplevelsessti hele vejen rundt om Frederiks. For at strække det reducerede budget vil en stor del af arbejdet med stien blive udført af frivillige kræfter, og Følgegruppen/Borgerforeningen har søgt om særskilte puljemidler til etablering af den del af områdefornyelsen, der omfatter hjertestien omkring byen med 5 motionsstationer. Ansøgning er bevilget, og anlæggene er delvist etableret.
Renovering af Kilometersten Årenes slid og kommunens maskiner har gjort, at kilometerstenene langs den gamle Herning-Viborg jernbane var i en sørgelig forfatning. Et hold frivillige fra Borgerforeningen har i løbet af maj måned i år genoprettet, repareret og malet 30 sten syd for Frederiks og hele vejen til Skelhøje.
Blomsterkrukker igennem byen Frivillige fra Borgerforeningen har taget initiativ til, at der i slutningen af maj måned 2020 er blevet tilplantet og opsat 22 blomsterkrukker langs hovedgaden
Hjemmeside Alhedens Borgerforening har oprettet en hjemmeside www.alhedeborger.dk til brug såvel for lokalbefolkningen som for andre, der søger på nettet. Hjemmesiden er forsynet med en ”Egnens kalender”, hvor alle interessenter (Frederiks, Skelhøje, Grønhøj, Havredal) kan få registreret begivenheder. Hermed er der en mulighed for, at alle byens borgere kan checke, hvad der sker, og - ikke mindst - kan sikre, at en begivenhed, man planlægger, ikke kolliderer med en allerede planlagt. I slutningen af 2015 er hjemmesiden blevet ændret og udvidet, så den nu fungerer som en samlet portal til ”Frederiks på nettet”. Det er hensigten, at denne portal skal fungere som den primære og altomfattende indgang til alle informationer om Frederiks. Alle foreninger, serviceområder, unge og ældre områder, sundhed, kultur, sport og motion - og ikke mindst alle erhvervsdrivende i området er profileret på portalen, og der er mulighed for at linke videre til egne hjemmesider.
For erhvervsdrivende, der ikke har egen hjemmeside, er der mulighed for, at sådanne firmaer under Borgerforeningens portal kan få oprettet en side, hvor de kan profilere sig yderligere med tilbud og supplerende informationer.
Der er i menuen også mulighed for at se mere generelle informationer om Frederiks, bl.a. en side, der giver besøgende/turister en god information om seværdigheder og interessante steder i Frederiks og nærmeste omegn.
Facebook og lokalpressen Alhedens Borgerforening har oprettet en Facebook side alhedens borgerforening der flittigt bruges, både af foreningen til almindelig orientering og af dem, der følger på siden. Også lokalpressen (Karup Uge-avis) lægger løbende lokalnyheder op på siden. Gruppen nærmer sig de 1400 medlemmer! Foreningen søger aktivt at meddele sig via lokalpressen og derigennem både orientere om aktiviteter men også at rejse sager af almen interesse. Både Karup Uge-avis og Viborg Stifts Folkeblad følger af egen drift opslag på Facebook og hjemmeside og retter henvendelse.
TV info-skærm Begivenheder i byen, der registreres på ”Egnens kalender” på www.alhedeborger.dk, er desuden blevet vist i et animeret diasshow, som ses på et stort TV i Dagli’Brugsen. Skærmen bliver løbende opdateret med aktuelle begivenheder, når datoen for begivenheden nærmer sig. Disse shows vises også som videosekvenser på foreningens hjemmeside og i Facebook-gruppen.
På grund af ændringer i Dagli’Brugsen, er det ikke længere hensigtsmæssigt her, så nu har Borgerforeningen udarbejdet et projekt, hvor der opstilles en udendørs INFO-stander på et område uden for Dagli’Brugsen. Der søges i øjeblikket finansiering til projektet, bl.a. er det hensigten, at et eventuelt præmiebeløb vil blive anvendt til projektet.
Informationstavler Alhedens Borgerforening har bekostet udførelse og opsætning af informationstavler ved Alhedestien til gavn for folk, der færdes på Alhedestien (Viborg-Herning) gennem byen. Informationstavlen er forsynet med QR-kode, der ved scanning med mobiltelefon eller tablet viser til hjemmesiden www.alhedeborger.dk og flere informationer.
Jubilæumsbog Alhedens Borgerforening fejrede i 2014 sit 100 års jubilæum med forskellige festligheder. Til at markere dagen blev der udgivet en jubilæumsbog på 130 sider med beskrivelser af mange af de forhold, etablissementer, forretninger, anlæg m.v., der har været af betydning for byens udvikling, ledsaget af mange gamle billeder. Bogen blev udleveret gratis til samtlige husstande, og er straks blevet en skattet opslagsbog i mange familier. Bogen kan ses på nettet her: http://issuu.com/arnechris
Informationsfolder Alhedens Borgerforening har udarbejdet en 3-fløjet informationsfolder i A3 på kraftigt fototryk papir, hvormed vi ønsker at synliggøre vores by og område og gøre læserne interesserede i Frederiks og de muligheder, der tilbydes. Folderen uddeles ved passende arrangementer (f.eks. ved Viborg Snapsting) og den er deponeret ved et antal ejendomsmæglere, hvorved vi håber at kunne gøre mulige boligsøgende opmærksom på fordelene ved at bosætte sig i Frederiks. Folderen er ved at blive opdateret på grund af den stadige udvikling. Folderen kan ses her: https://issuu.com/arnechris1/docs/frederiks_infofolder_a3_1
Borgerforeningens medlemsblad ”BorgerNyt” udkommer kvartalsvis med 44-48 sider og leveres i postkassen til medlemmerne - dog 1 gang årligt fordeles bladet til samtlige husstande i Frederiks uanset medlemskab af foreningen. Der bringes nyheder og planer fra bestyrelsen og kommunen samt stort og småt fra byen, der kan have medlemmernes interesse, alt ledsaget af relevante billeder. Tillige er der artikler og interviews med lokal interesse. Bladene kan ses her: https://issuu.com/abchris/stacks
Ældrebladet ”P-Nyt” Med udgangspunkt i Frederiks Dagcenter fungerer en redaktion på 7 personer, som nu i 27 år uafbrudt har udgivet et ældreblad, ikke alene for Frederiks men dækkende hele den tidligere Karup kommune, postnummer 7470. Bladet fordeles gratis til samtlige ældre medborgere i området (> 60 år) samt efterlønnere og førtidspensionister. Det drejer sig om ikke mindre end 1500 blade (1900 læsere), som alle får bladet leveret direkte i postkassen 4 gange om året af et korps på 24 frivillige omdelere. Alt arbejde, både redaktion og omdeling, udføres på frivillig og ulønnet basis. Bladets primære funktion er at indsamle og offentliggøre alle de arrangementer og tiltag, som alle områdets ældreforeninger og pensionistforeninger har gang i, så alle ældre (også enligtboende på gårde og i huse udenfor bymæssig bebyggelse) får en fuldstændig oversigt, så de ikke skal hente oplysninger forskellige steder, og så de ikke behøver at være medlem af nogle af foreningerne eller holde aviser for at blive oplyst om aktiviteter. Desuden indeholder bladet en fuldstændig oversigt over de mange aktiviteter i Seniorhuset i Karup og på Frederiks Dagcenter. Bladet indeholder også læsestof med særlig interesse for målgruppen. Bladet er i sin funktion medvirkende til at inspirere og holde mange ældre aktive med deltagelse i fælles arrangementer og aktiviteter. Bladet udkommer med 44-48 sider i fuldfarve. Bladene kan ses her: http://issuu.com/abchris/stacks
Sundhed Frederiks Friplejehjem I april 2017 kunne byen indvie det nye friplejehjem. En støtteforening havde siden marts 2014 arbejdet med det formål at rejse et friplejehjem i særklasse med beboerne i centrum, hvor pårørende og den lokale befolkning er en del af dagligdagen, og hvor det er rart at arbejde. Det lykkedes at tilvejebringe de fornødne midler til at erhverve en byggegrund på 1,5 ha, og en indsamling i området skaffede de cirka 600.000 kr., som man havde sat som mål for egenbetaling. Efterfølgende blev finansieringen af det samlede beløb på 42 mio. kroner bragt på plads, og alle tilladelser tilvejebragt. Friplejehjemmet er indrettet med 24 boliger, og det har helt fra starten været fuldt belagt. Der er stor tilfredshed blandt beboerne med den funktion, pleje og omsorg, som er et kendetegnende for stedet.
Frederiks Dagcenter I 1910 skænkede trikotagefabrikant Winkler 500 kr. til en byggefond for et alderdomshjem. Det fik lange udsigter, men i 1982 opførte Karup kommune Frederiks Dagcenter, som skulle være et samlingssted og aktivitetssted for de ældre i området. Det har vist sig at være en af det daværende byråds virkelig gode og fremsynede beslutninger. Dagcentret blev udvidet i 2004 og er et fantastisk levende og pulserende sted, hvor ældre fra både by og opland har deres daglige gang til et utal af aktiviteter. De fleste er brugerstyrede med frivillige, der styrer aktiviteten, men der er også kommunalt personale, som varetager de plejefunktioner, der hører til centret, og også personalet står for et stort antal aktiviteter. Centerrådet har i marts 2016 udarbejdet en folder, hvor alle oplysninger om dagcentrets funktioner og brug oplyses til brugere. Der er tilknyttet i alt 24 ældreboliger. Desværre har Viborg Kommune solgt 18 af disse til et boligselskab, men der er givet garanti for, at personer over 50 vil have fortrinsret til boligerne
Daginstitutioner Frederiks er velforsynet med stor og god daginstitution og mange private dagplejere, som tilsammen giver byens borgere alle muligheder for at få deres børn passet og aktiveret i trygge omgivelser og på en pædagogisk og børnevenlig måde. De tidligere 2 daginstitutioner for mindre børn er nu samlet i ”Sol-omio” på Solvænget, som i 2019-20 er blevet udvidet med et stort nybyggeri.og større legearealer, så der nu er plads til 25 vuggestuebørn og 125 børnehavebørn. Desuden ligger det i Lyngsøparken, hvor Børneskoven er etableret, og hvor der sommer og vinter er mulighed for mange udendørs aktiviteter.
Børneskov I Lyngsøparken er der, i et samarbejde mellem Viborg Kommune og frivillige i området, etableret en børneskov. Som en særlig indretning i Frederiks blev der her etableret en 1 kilometer lang balancebane med mange forskellige elementer, hvor forældre og børn kan lade sig udfordre. Borgerforeningen har indgået en samarbejdsaftale med Viborg Kommune, hvorved et par af foreningens frivillige har påtaget sig at holde øje med Børnskoven og tage sig af mindre vedligeholdelsesmæssige opgaver, som der måtte opstå.
Hjertestartere Initiativer af hhv. Centerrådet ved Frederiks Dagcenter og Alhedens Borgerforening har udvirket, at byens beredskab vedrørende hjertestartere på kort tid i foråret 2016 har ændret sig dramatisk - fra at have 2 hjertestartere, som kun var tilgængelige i daglig forretningstid, og til nu at have 3 hjertestartere placeret udvendig i klimaskab på centrale steder og umiddelbart tilgængelige 24 timer i døgnet året rundt. Alle hjertestartere er tilmeldt ”Hjertestarter App” og kan let lokaliseret dermed.
Grønne områder Frederiks har 2 dejlige bynære parker, Anlægget, som er ejet af Borgerforeningen og som er et lystanlæg med grønne områder, pavillon, legeplads m.m. (se selvstændig beskrivelse af Anlægget). Desuden Lyngsøparken, som er en kommunalt ejet park med 2 store græsarealer omkranset af blandet løv– og nåleskov. Lyngsøparken er alene et naturområde, og de installationer, som er kommet med etablering af Børneskoven i parken er alle af naturmaterialer. Sådan supplerer Anlægget og Lyngsøparken hinanden, ligesom de ligger i hver sin ende af byen.
Lyngsøparken
Udnyttelse af nærtliggende grønne områder Udover de ovennævnte grønne områder i byen er Frederiks begunstiget med meget attraktive naturområder i kort afstand. Hald Sø og Dollerup bakker, som vel er Danmarks mest fantastiske istidslandskaber, kan nås i cykelafstand og få minutter i bil. Men endnu nærmere er ”Alhedens Kongeskov” med Ulvedal, Havredal og Stendal plantager. Disse områder bruges i stor udstrækning både til ture og udflugter, men måske især til sport. O-løbs poster. Den lokale Karup Orienteringsklub har udlagt faste poster i både Stendal og Ulvedal plantager, som er frit til brug for alle (www.findveji.dk). Mountainbike spor AIF, Alhedens idrætsforening, har en MTB afdeling, som træner og afvikler konkurrencer på udlagte spor i Stendal plantage. På initiativ fra Viborg MTB og med tilskud fra fonde og Viborg Kommune har foreningen og frivillige fra bl.a. Frederiks udbygget og anlagt 650 meter nye spor. Målet er, at der skal anlægges op til 25 km MTB-spor i hhv. Stendal og Havredal plantager.