TRADITION, BALANCE OG HJEMMET I KUFFERTEN
Spillemand på en tagryg I aften åbner forestillingen med et af musical-historiens helt store numre – Tradition. Og når vores mælkemand Tevye synger og taler om tradition, handler det ikke blot om religiøse ritualer eller stædig konservatisme. Det handler om overlevelse. I den fiktive landsby Anatevka, placeret i det nuværende Ukraine omkring år 1905, er traditionen det eneste fundament under fødderne på et folk, der lever på zarens nåde – eller mangel på samme.
Af Jens Christian Lauenstein Led Fra jiddisch humor til global klassiker Fortællingen om Tevye og hans døtre har sin rod i den store jiddische forfatter Sholom Aleichems noveller, skrevet mellem 1894 og 1914. Aleichem, der ofte kaldes ”den jødiske Mark Twain”, fangede en helt særlig tone: en blanding af bidende selvironi og dyb melankoli. Hans historier opstod i en tid, hvor det jødiske liv i Østeuropa var under maksimalt pres fra både moderne forandringer og brutal forfølgelse. Da Joseph Stein, Jerry Bock og Sheldon Harnick i 1964 samlede novellerne og skrev dem om til musicalen Fiddler on the Roof, skabte de et værk, der overskred sin specifikke jødiske kontekst. Spillemanden på taget blev et universelt symbol på det menneskelige vilkår: Tevye repræsenterer os alle, når vi står og forsøger på at spille en smuk melodi, mens vi balancerer på hver vores usikre tagryg, hvor ethvert fejltrin kan betyde, at vi styrter i afgrunden. Pogromerne og den store vandring Baggrunden for Anatevkas undergang er historisk præcis og nådesløs. I begyndelsen af det 20. århundrede blev det russiske imperium ramt af bølger af pogromer – organiserede, voldelige overfald på jødiske samfund. Under zar Nikolaj den anden blev jøderne gjort til syndebukke for rigets sociale og politiske ustabilitet, hvilket førte til masseudvisninger og ødelæggelser. Forfølgelserne førte til en af historiens største folkevandringer. Mellem 1881 og 1920 flygtede over to millioner jøder fra det russiske rige. De drog mod Vesteuropa – og nogle få tusinde fandt vej til København. De mange jødiske indvandrere i Vesteuropa blev ikke længe derefter mål for en voksende antisemitisme, hvis følge vi stadig har svært ved at begribe, og stadig mærker konsekvenserne af. Så langt går fortællingen i Spillemand på en tagryg dog ikke – den slutter med opbruddet. Landsbyen tømmes, og indbyggerne spreder sig for alle vinde som blade i efteråret. Deres destination er ikke ét samlet sted, men derimod en usikker fremtid som immigranter i fremmede lande.
En fortælling om det herreløse menneske Spillemand på en tagryg insisterer på det enkelte menneskes kvaler inde i de store, politiske forandringer. Det er ikke en fortælling om territorielle krav, men en dybt humanistisk skildring af livet som et menneske, der er udsat i eksistensen. Anatevka er ikke et sted på et landkort, man kan vende tilbage til; det er en tilstand, der bæres med i kufferten. Når Tevye og hans familie i slutningen af forestillingen forlader deres hjem, markerer det ikke begyndelsen på en politisk bevægelse, men afslutningen på en livsform. Deres sorg er universel: Det er sorgen over at miste sit barndomshjem, se sine børn vælge andre veje og mærke historiens nådesløse hjul knuse det kendte. Vi møder mennesker, hvis eneste forsvar mod verdens uretfærdighed er deres humor, deres musik og deres indbyrdes sammenhold. Det er en hyldest til værdigheden og kampen for at bevare den gennem umenneskelige vilkår. Ved at zoome ind på mælkemandens samtaler med Gud og hans døtres kamp for kærlighed, minder forestillingen os om, at historien om det jødiske folk i 1905 først og fremmest er en historie om mennesker på flugt – dengang som nu. I midten af den fortælling står ikke noget storpolitisk spil, men en familie, der pakker deres liv sammen i en kærre og går mod en drøm om sikkerhed. Mens spillemanden minder os om, at hjemmet findes i melodien, når jorden under os forsvinder.