Dagligdagen på Dyrehave Mølle – interview med den sidste møllerfamilie
Af Mette Ladegaard Thøgersen og Realdania By & Byg
Den store have med frugttræer og buske har altid været en vigtig del af Dyrehave Mølle. Til venstre trappen op til gårdspladsen med et indmuret møllehjul.
“Det er jo en lidt pudsig industri – alting skal så højt op, og så skal det ned igen”. Så enkelt kan det formuleres, når hele møllemekanikken skal beskrives. Beskrivelsen kommer fra den 87-årige tidligere mølleejer Leo Jensen, og han véd om nogen, hvad en mølle består af. Igennem 82 år levede og arbejdede han på Dyrehave Mølle. I 45 år var han sammen med sin hustru ejer af møllen, og før ham drev både hans far og farfar den 25 meter høje mølle på toppen af bakken lige uden for Nyborg. Leo Jensen blev dog født på en anden mølle kun få kilometer derfra, nemlig på Slotsmøllen i Nyborg, som hans farfar og far overtog i 1930 samtidig med, at de også drev Dyrehave Mølle. Men efter et par år ville hans far ud af byen. – Min far kunne ikke lide at bo inde i byen; så skulle han klæde sig pænt på hver gang, han skulle ud ad døren. Men de havde jo også Dyrehave Mølle, og så flyttede de det hele derud, fortæller Leo Jensen. Skifteprotokollen afslører dog også en anden årsag, som måske var udslagsgivende for flytningen til
Dyrehave Mølle. I marts 1936 afgik Leos farfar, Niels Laurits Jensen, ved døden, og enken, Ane Margrethe Jensen, meddelte først, at hun ønskede at sidde i uskiftet bo, men det varede kun ganske kort, for allerede i 1937 afhændede hun Slotsmøllen. De nye ejere overtog Slotsmøllen den 1. september 1937, og Leos far, Holger Jensen, kunne nu koncentrere sig fuldt ud om Dyrehave Mølle. Mødtes på møllen Leo var altså to år, da han flyttede til Dyrehave Mølle, som blev hans hjem de næste 82 år, inden han i 2018 flyttede i rækkehus i Nyborg sammen med sin hustru Kirsten, der oprindeligt er fra København, men som fra barnsben tilbragte sommerferierne ved Nyborg og Dyrehave Mølle. – Jeg var på sommerferie på den anden side af Møllebakken i min farmors brors hus. Jeg kom der, fra jeg var ni år og en årrække frem. Så var der nogle år, hvor jeg ikke var der, men så kom jeg igen, og så blev jeg hængende, fortæller Kirsten Jensen, og suppleres af Leo, som husker, at han kiggede gennem hækken ind til den unge Kirsten: – Vi havde værelse overfor hinanden, og så lå vi på hvert vores værelse, og når I lå og hørte radio Luxemburg, så kunne jeg høre det ovre hos mig: 73
