2. BYMILJØPARADIGMET – BEVARING SOM DEL AF UDVIKLINGEN
Bymiljøparadigmet
Fra 1960’erne og frem rejses der en stigende kritik af den moderne byudvikling og arkitektur, som bliver set som historieløs og fremmedgørende.17 Kritikpunkterne er mange. Blandt andet handler det om, at ældre bydele bliver revet ned for at give plads til nyt byggeri, og at lokale kvaliteter dermed forsvinder.18 Ordet bymiljø19 bliver en vigtig del af arkitekturdiskussionen, og interessen for lokale byggeskikke og bystrukturer vokser. Men debatten er ikke kun blandt fageksperter. Lokale bevaringsforeninger etableredes i mange byer. I Venedigcharteret, som blev formuleret på baggrund af en internationale kongres for arkitekter i 1964 og senere blev retningsgivende for bevaringsorganisationen ICOMOS bevaringsarbejde, fastslog bevaringseksperter og arkitekter, at bevaring også er en sag for ’almindelige mennesker’.20 Charteret vidner om et nyt paradigme, i hvilket bevaring ikke længere blot handler om det unikke, men også om det ordinære. Disse værdier knytter sig ikke kun til enkelte bygninger, men til større landskabelige eller bymæssige sammenhænge og omgivelser omkring det enkelte monument.21 Der er kommet et voksende fokus på gader, stræder og torve i historiske byer som bevaringsværdige.
KØBENHAVNS UNIVERSITET 24
