74 | Bygningskultur og Klima |
Delkonklusion Den afgrænsede LCA af de udvalgte renoveringstiltag indikerer, at flere tiltag med stor sandsynlighed kan reducere CO2-belastningen fra etageboligbebyggelser opført i 1930-1974. Resultatet afhænger dog af den konkrete situation og bygning, da det ikke er alle tiltag, der er CO2-mæssigt fornuftige. Samtidig er der tiltag, der er problematiske i forhold til bygningers bevaringsværdier. Følgende fokuserer på de overordnede konklusioner, der kan drages om CO2-belastning og bevaringsværdier:
Konvertering af varmeforsyning • Konvertering af varmeforsyningsform fra naturgas til fjernvarme kan bidrage til en betragtelig reduktion af CO2-belastningen. I praksis forudsætter det, at konverteringen er teknisk mulig, ligesom den økonomiske rentabilitet skal vurderes. • Renoveringstiltag, der reducerer energiforbruget i driftsfasen, vil have en større CO2-reduktion for bygninger forsynet med naturgas i forhold til fjernvarme pga. en højere CO2-emission pr. kWh for naturgas. Hvis bygningen derfor er forsynet med naturgas, vil de fleste renoveringstiltag, der reducerer energiforbruget, derfor give anledning til en CO2-besparelse.
Efterisolering af ydervægge • Ved gradvis tilførsel af efterisolering enten indvendigt eller udvendigt på en ydervæg er der et vendepunkt i balancen mellem den indlejrede CO2-belastning og driftsfasens CO2-belastning, som retfærdiggør en LCA-betragtning af tiltaget, inden der tages en beslutning. • Udvendig efterisolering af ydervægge giver den største absolutte reduktion i CO2-belastning af de undersøgte tiltag for ydervægge. Tiltaget vil dog kompromittere bygningens bevaringsværdier. • Den isoleringstykkelse, der giver den marginalt største reduktion af CO2-belastning (uden betragtning af usikkerheder) for udvendig efterisolering er større end den mængde isolering, som U-værdi-kravet i BR18 kræver. Desuden viser ingen af de undersøgte isoleringstykkelser for udvendig efterisolering, at usikkerhederne gør CO2-belastningen positiv, hvilket understreger robustheden af tiltaget.
• I ndvendig efterisolering med forsatsvæg og korrekt udført dampspærre giver den største absolutte reduktion i CO2belastning uanset opbygningen af den eksisterende væg sammenlignet med de øvrige to indvendige efterisoleringsløsninger: diffusionsåben isolering og aktivt ventileret hulrum mellem forsatsvæg og eksisterende ydervæg. De to sidstnævnte indvendige efterisoleringsløsninger har dog nogle fugtmæssige fordele. • For fuldmurede ydervægge (1930-1939) har alle de undersøgte tiltag et balancepunkt, hvor tiltaget med stor sandsynlighed vil reducere CO2-belastningen. For den diffusionsåbne indvendige efterisoleringsløsning kan der ved højere isoleringstykkelser observeres en positiv CO2-belastning, hvis usikkerhederne betragtes. Det betyder, at det ikke nødvendigvis kan anbefales at efterisolere mere end 0,2 m i dette tilfælde, hvilket er lavere end U-værdi-kravet i BR18 på grund af yderpunktet for usikkerheden. • For vægge med isoleret hulrum på mindst 50 mm (1950 og frem) er det tvivlsomt, om CO2-belastningen kan reduceres med diffusionsåben isolering grundet løsningens høje indlejrede CO2-belastning. Effekten af løsningen med aktivt ventileret hulrum mellem forsatsvæg og eksisterende ydervæg er også reduceret væsentligt, på grund af at CO2-driftsbesparelsen ikke i samme grad kan kompensere for den introducerede indlejrede CO2-belastning. Dette understreger igen behovet for at lave LCA-beregninger af den konkrete situation. • For de indvendige efterisoleringsløsninger med den laveste CO2-belastning gælder det, at isoleringstykkelsen for en forsatsvæg er højere, end hvad Bygningsreglementet kræver. For diffusionsåben isolering er tykkelsen lavere, end hvad Bygningsreglementet kræver, mens det for løsningen med aktivt ventileret hulrum gælder, at tykkelsen balancerer omkring Bygningsreglementets krav. • Isolering af eksisterende hulrum med EPS-isolering giver den marginalt laveste CO2-belastning (uden betragtning af usikkerheder) på trods af en højere indlejret CO2-belastning, da EPS har en antaget lavere varmeledningsevne end mineraluld og papiruld. Denne konklusion vil dog ændre sig for større hulrum og/eller ved anvendelse af andre kilder for indlejret CO2-belastning for isoleringsmaterialet, hvilket usikkerhederne også indikerer, hvorfor det kræver en mere konkret vurdering for at fastlægge den CO2-mæssigt bedste løsning.
