Med historien som pejlemærke Tegnestuen LETH & GORI har fokus på at skabe arkitektur, som holder i mange år. Inspireret af historiske byggeteknikker, arbejder de med solide og autentiske materialer og byggetekniske løsninger med en lang levetid. Tekst af Anne-Sophie Rømer Thostrup
Arkitektur kan ikke løsrives fra de mennesker, som skal bruge den. Det er en vigtig pointe for arkitekterne Uffe Leth og Karsten Gori, som står bag den lille tegnestue LETH & GORI. De interesserer sig for det liv, der skal leves i bygningen, og så er de optaget af at bruge solide og autentiske materialer og byggetekniske løsninger med en lang levetid. At tegnestuen for mere end 10 år siden flyttede ind i et tidligere butikslokale på Vesterbro, var måske et tilfælde, men har siden vist sig som en god ramme for de to arkitekter, der ikke bare interesserer sig for at arbejde med arkitektur i praksis men i høj grad også for at formidle den. Derfor blev butikslokalet mod gaden hurtigt forvandlet til et galleri, hvor forskellige kunstnere, arkitekter, designere og kuratorer laver udstillinger, som på den ene eller andet måde relaterer sig til arkitektur. – Da vi flyttede ind i lokalerne på Vesterbro, kom vi fra et kontor i et øde industriområde på Amager. Vores nuværende lokale på Absalonsgade er oprindeligt en bagerbutik, og det gjorde det muligt for os at åbne tegnestuen mod gaden. Lokalet har desuden huset udstillingsstederne V1 og Wonderland Art Space, og det inspirerede os til at videreføre udstillingsfunktionen i butikslokalet, siger Uffe Leth. – Det handler også om at bryde grænser. Vi er dybt engagerede i arkitekturen og byen, og det er i virkeligheden drivkraften bag udstillingsstedet. Vi ville gerne åbne dørene til vores tegnestue, og give noget tilbage til gaden og nærmiljøet gennem udstillingsrummet - alternativt udstillingerne, siger Karsten Gori. I baglokalet, lidt tilbagetrukket fra gaden, finder man tegnestuen som er indrettet med et stort fælles arbejdsbord. Rundt om bordet sidder Uffe Leth og Karsten Gori sammen med de tre øvrige medarbejdere på tegnestuen. – Udstillingerne og det at tegnestuen åbner sig mod gaden er en fin måde, at komme i dialog med folk, enten om udstillingen eller om nogle af de projekter, vi selv er i gang med, siger Karsten Gori.
ET VEDLIGEHOLDELSESFRIT HUS
Spørger man hvilke projekter, de helst vil tale om, falder samtalen hurtigt på Brick House, som var en del af Realdanias udviklingsprojekt ”Mini-CO2 husene Byggeri + Arkitektur # 108
tilbage i 2013. Opgaven lød på at udvikle et hus med et lavt CO2-aftryk ved at finde inspiration i historiske bygninger og byggetekniske løsninger, og projektet har efterfølgende vist sig at være afgørende for de to arkitekters videre arbejde. – Der var rigtig meget læring i Brick House-projektet, som vi har taget med videre til efterfølgende projekter, så man kan godt sige, at det har været med til at forme den måde, vi arbejder på i dag, siger Uffe Leth. I projektet blev der bygget seks familiehuse med hver sin tilgang til bæredygtighed. – Vi fik til opgave at udvikle et hus, som var vedligeholdelsesfrit i 50 år og havde en minimumlevetid på 150 år. Ved at bygge et hus med en levetid på 2-3 gange mere end et normalt hus opnås et hus der er bæredygtigt på lang sigt, siger Uffe Leth. Inspirationen hentede de fra Bedre Byggeskik-perioden, som vandt frem i begyndelsen af 1900-tallet. Bedre Byggeskik satte fokus på solide materialer, smukke proportioner og godt håndværk – alle gode komponenter til et hus der holder i lang tid, hvis man spørger de to arkitekter. Derfor blev Brick House bygget i massive teglblokke, som på mange måder er en moderne pendent til Bedre Byggeskik-periodens fuldmurede huse. – Det er i princippet som at bygge med legoklodser – en meget simpel proces som forsimpler ydervægskonstruktionen, og dermed gør det muligt at undlade elementer som dampspærre og isolering. Det er en ekstremt enkel konstruktion med tegl fra inderst til yderst. Det er diffusionsåbent, så huset kan ånde, og det giver et sundt hus og et fantastisk indeklima, forklarer Karsten Gori.
AUTENTISKE MATERIALER
Indvendig er lofter og vægge beklædt med rå krydsfiner-plader, MDF og linoleum, og flere steder består væggene kun af de rødlige teglblokke. Materialerne er synlige og de mange forskellige overflader giver huset et ærligt og taktilt udtryk, hvor øjet får lyst til at gå på opdagelse. – De valg vi har taget, er som udgangspunkt ikke taget på baggrund af æstetik men snarere for at genopfinde det bæredygtige byggeri. Men vi synes også, at der er stor skønhed i de rå materialers autenticitet, siger Karsten Gori. >
27