10 minute read
Overleveringen af tegningerne
seer godt nok for at tegne i Almindelighed, saa er dette saa stort, at det kan jeg nok see til, og jeg længes ordentlig efter at tage fat derpaa”.15 Men spørgsmålet er, om det ikke alene var de gennemarbejdede, ”færdige” tegninger, som Thorvaldsen ikke mente, han så godt nok til at kunne udføre. ”En lille Contour” – og langt de fleste af de overleverede tegninger af Thorvaldsen er jo stregtegninger oftest gjort med få eller med mange konturer – mente han selv, at han godt kunne tegne, og det har vi jo mildest talt belæg for.
Overleveringen af tegningerne
Advertisement
I dag (efteråret 2021) omfatter samlingen af Thorvaldsens tegninger på Thorvaldsens Museum i alt 943 inventarnumre, dvs. 943 stykker papir, der er tegnet på. Men et stort antal inventarnumre rummer flere tegninger og tit ret forskellige motiver på samme stykke papir. Hvis der er plads på bagsiden, er det mere reglen end undtagelsen, at Thorvaldsen har tegnet på begge sider af papiret. I samlingen findes desuden tre intakte skitsebøger, som Thorvaldsen har brugt især i de tidlige år i Rom. Dertil kender vi knap 150 tegninger og 1 skitsebog af Thorvaldsen i andre museers og bibliotekers eje i og udenfor Danmark og ca. 110 af Thorvaldsens tegninger i privateje.
Thorvaldsens tegninger er blevet overleveret til eftertiden ad flere veje. De tegninger, han selv var i besiddelse af ved sin død, indgik i Thorvaldsens Museum sammen med alle hans øvrige samlinger som gave til byen København, jf. hans sidste testamente af 5. december 1838: ”Til min Fødeby Kiøbenhavn skienker jeg alle mig tilhørende Kunstgienstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der endnu er i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere indtil min Død maatte erholde, det Hele bestaaende af Statuer og Basrelieffer i Marmor og i Gips, antike Vaser, udskaarne Stene, Paster [= aftryk], Bronzer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtværker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haandtegninger, Bøger og hvilkesomhelst andre antike og moderne Gienstande, der henhøre til Videnskaberne og de skiønne Kunster”.16
Thorvaldsens skitsetegninger har altså ikke en fremtrædende plads i testamentet – om nogen overhovedet. Man vil se, at ”Haandtegninger” kommer langt nede i rækken, lige før bogsamlingen og øvrige antikke og moderne genstande, der ikke kan indeholdes i de øvrige samlinger. Desuden er det spørgsmålet, om der ikke med ”Haandtegninger” i testamentet menes den store samling af tegninger af andre kunstnere, som Thorvaldsen samlede gennem hele sit liv. Denne samling udgør over 1500 værker, og bortset fra tegningerne i nogle skitsebøger af andre kunstnere har så godt som alle værker i denne samling en
Hans Christian Andersen: Thorvaldsens hus i via Sistina, 1833, blyant og pen, 74 × 130 mm, Odense Bys Museer, inv.nr. XXIII-A-1/161.
helt anden karakter end flertallet af Thorvaldsens egne tegnede skitser. Langt de fleste af tegningerne af andre kunstnere end ham selv er bestemt ikke skitsetegninger, men snarere afsluttede tegninger, der fremstår som selvstændige kunstværker. Det var den slags tegninger, Thorvaldsen interesserede sig for og samlede på. Som man vil se af det følgende, regnede Thorvaldsen og vel heller ikke mange i samtiden hans tegnede skitser for fuldgyldige ”værker”. Men de var der ved hans død – både i Thorvaldsens atelier i København og i lejligheden i via Sistina i Rom – og de indgik derfor i samlingerne på museet for sidenhen og især fra slutningen af 1800-tallet at blive vurderet højt, jf. nedenfor.
Bo-opgørelsen over alt det, der stadig ved Thorvaldsens død i København den 24. marts 1844 befandt sig i Rom, blev foretaget over flere dage mellem den 24. maj og 4. juni 1844 17 og består dels af en gennemgang af Thorvaldsens store lejlighed på 1. sal i via Sistina 46 (se ovenfor), dels af hans største atelier ved siden af Palazzo Barberini og af mindre lokaler i gaden vicolo delle Colonette, hhv. nr. 28 og nr. 38, foran palæet. Derudover gør bo-opgørelsen også rede for, hvad der befandt sig i et lagerlokale i stueetagen i via Sistina 46. Det var dog kun i lejligheden, at man også fandt tegninger, f.eks. i det første rum i lejligheden: ”En Mappe med Tegninger udførte
Ernst Meyer: Portræt af Thorvaldsen, 1844. Blyant på papir, 163 × 76 mm, Thorvaldsens Museum, inv.nr. D1604.
af afdøde Thorvaldsen i alt 112 Stykker,” og i samme rum ”En Mappe med tre gamle Tegninger” og ”4 originale Haandtegninger af den Afdøde.” I det andet rum ”paa venstre Haand” fandt man ”en stor Mappe med Tegninger”. Det er altså ikke til at sige, hvor mange tegninger af Thorvaldsen, der i alt findes ved denne bo-opgørelse, og en del af de fundne tegninger, når det ikke udtrykkeligt nævnes, at de er af Thorvaldsen, må formodes at være tegninger udført af andre kunstnere. Straks efter, at bo-opgørelsen havde fundet sted, begyndte indpakningen af værker og samlinger, der skulle transporteres til København samtidig med, at der blev arbejdet på at få en udførselstilladelse fra Pavestaten, så alt kunne fragtes afsted uden hindringer.
Wilhelm Marstrand: Portræt af Just Mathias Thiele, olie på lærred, 87,3 × 70,5 cm, Thorvaldsens Museum, inv.nr. B421.
Mens indpakningen af de mange, mange genstande og kunstværker var i gang i Rom i sommeren 1844, var Just Mathias Thiele sendt derned af den danske konge, Christian 8., for at medvirke til at sikre, at alle Thorvaldsens efterladenskaber og samlinger blev sikret for Danmark og det museum, som var under opførelse i København. Thiele (se ovenfor) spillede en central rolle for kulturlivet i København som sekretær og bibliotekar ved Kunstakademiet, privatsekretær for kongen og dertil kendte han Thorvaldsen indgående både fra ophold i Rom fra 18231825 og fra hyppig omgang med ham i hans sidste seks år i København fra 1838-1844. Thiele boede – som Thorvaldsen – også på Kunstakademiet og fulgte billedhuggeren på nærmeste hold. Og desuden var Thieles første store firebindsbiografi og gennemgang af Thorvaldsens værker under udgivelse i perioden 1831-1850.18 Så Thiele var om nogen dybt fortrolig med Thorvaldsens person og kunst, og opholdet denne sommer i Rom skulle give ham anledning til at påbegynde endnu et monumentalt bogværk om Thorvaldsen. I Rom fandt Thiele nemlig et stort antal skriftlige arkivalier, der udvidede kendskabet til Thorvaldsens liv og værk ganske betydeligt og var af et sådant omfang, at de hverken kunne rummes i eller være appendiks til det første store firebindsværk.
Thieles egen beretning om fundet, der er fortalt i indledningen til hans nye store bogværk om Thorvaldsen, er en ret dramatisk fortælling.19 Nedpakningen af Thorvaldsens værker og samlinger var nu så langt på dette tidspunkt i juli 1844, at den store lejligheds mange rum var tømte, og Thiele gik lidt vemodigt rundt og mindedes tiden, da lejligheden var beboet, og Thorvaldsen var dens berømte beboer. Kun stumper af brædder, helt kassable møbler og rester af pakkematerialer var tilbage. Men der dukkede også papirstumper op, som viste sig at være fragmenter af breve og tegninger, og i et gammelt chatol fandt Thiele fint indpakkede breve fra Thorvaldsens forældre, der stammede helt tilbage fra Thorvaldsens tidligste år i Rom. Thiele erindrede sig, at Thorvaldsen havde den særhed, at han nødigt smed papir ud, og Thiele undrede sig over, hvor alt det papir i form af breve, kontrakter el.lign., som Thorvaldsen havde modtaget igennem årene eller selv
havde tegnet på, var blevet af. Og lige med ét huskede han en meget dyb kælder under lejligheden, som han havde været nede i, da han opholdt sig i Rom 20 år tidligere. Den komité, der forestod bo-behandlingen, kendte åbenbart ikke kælderens eksistens. Men her ” … i den raa mørke Kielder, som syntes at dølge Slanger og Skorpioner …”, fandt Thiele i to store tønder en mængde arkivalsk materiale – breve, skitsetegninger, udnævnelser, kontrakter, indbydelser m.m. – tynget ned i tønderne af lerklumper og murbrokker. Papirernes tilstand i den fugtige kælder var ringe, men Thiele fik dem tørret, glattet og bundtet, så det hele kunne sendes til København og afgive stof til den nye, monumentale biografi om Thorvaldsen, hvis første bind udkom i 1851 og blev afsluttet med bind 4 i 1856.20
Der er ingen grund til at betvivle, at Thiele faktisk fandt meget arkivalsk materiale i kælderens tønder, heriblandt mange skitsetegninger af Thorvaldsen. I et brev fra Rom hjem til en af de højst placerede embedsmænd i Danmark, formand for komitéen, der forestod bygningen af Thorvaldsens Museum, direktør for Det Kongelige Teater m.m., Jonas Collin, berettede Thiele ikke alene om fundet i tønderne, men også om, at Thorvaldsen tilsyneladende havde stoppet papir ind i hulrum rundtomkring i kælderen.21 Og overfor Collin ville Thiele næppe være upræcis i sin redegørelse. Men Thieles tekst giver dog også anledning til spørgsmål, fordi mange af tegningerne i den oprindelige bestand på godt 500 af Thorvaldsens tegninger i museet og langt den største del af brevmaterialet ikke synes at have været i så dårlig bevaringstilstand. Så sandheden er nok, at det arkivalske brevmateriale og tegningerne, vi har bevaret fra hjemsendelsen i 1844, både stammer fra ”skorpion-kælderen” og fra lejlighedens gemmer, hvor bo-opgørelsen fortæller om skuffer fyldte med papirer. Et andet spørgsmål er også, hvorfor Thorvaldsen havde stuvet de mange papirer af vejen. Et svar på det kunne være, at ”kælder-arkiveringen” især skete under Thorvaldsens sidste ophold i Rom fra 1841-1842, hvor vi ved, at han ordnede og sorterede papirer både alene og sammen med baronesse Stampe. Heri indgik også afbrænding af nogle papirer, desværre. Hun ville gerne have brændt mere, men ifølge hendes erindringer skulle Thorvaldsen have stoppet destrueringen og ønsket, at alt blev sendt til København for først dér at vælge det materiale ud, som kunne brændes.22
Vi kan ikke i dag blandt Thorvaldsens Museums samling af Thorvaldsens skitsetegninger nøje opdele, hvor mange og hvilke af tegningerne, Thiele fandt i materialet i Rom i kælderen, hvor mange og hvilke, han fandt i lejligheden i Rom, og hvilke tegninger, der allerede ved hans død befandt sig i København eller på herregården Nysø, hvor Thorvaldsen tilbragte meget tid i sine sidste fem leveår fra 1839-1844.
Selv siger Thiele blot, at han bortset fra brevene også gjorde et interessant fund i ”den Masse af Tegninger og henkastede Første-Ideer, som fandtes imellem, eller paa de omtalte Breve og Papirer”. De tegninger gav Thiele sig til at ordne og kunne med glæde erklære: ”Jeg har derfor ordnet dette Antal af henved 500 større og mindre Tegninger og cartonneret [klæbet op på pap] dem for Thorvaldsens Museum … ” 23 Det svarer til det antal tegninger, der optræder i Thieles håndskrevne registrant på museet, og udgør altså den oprindelige bestand af Thorvaldsens tegninger i museet. Blot skal vi huske på, at bestanden stammer fra flere kilder, både over og under gadeniveau i Rom og i København.
En del af samlingen af Thorvaldsens skitsetegninger på Thorvaldsens Museum har tidligere tilhørt baronesse Christine Stampe (se modsatte side), og hun havde uden tvivl fået dem af Thorvaldsen selv, både i København, på Nysø og ikke mindst i Rom, hvortil hun, hendes mand baron Henrik Stampe, tre af parrets børn samt en lærerinde og en kammerpige rejste med Thorvaldsen i familiens store engelske karet i maj 1841 (se nr. 144). Thorvaldsen gav uden videre tegningerne fra sig, når hun spurgte. For ham var de uden særlig værdi, men for fru Stampe, der samlede alt til sig med forbindelse til Thorvaldsen, herunder hans afklippede hår, havde de stor værdi. Samlingen omfattede til sidst over 200 tegninger, og i 1926 indgik 181 af dem i Thorvaldsens Museum i forbindelse med Lensafløsningsloven fra 1919. Ingen af de tegninger, der indgik i museet fra Stampe-samlingen, samt de af baronessens tegninger af Thorvaldsen, der stadig befinder sig i Thorvaldsen Samlingen på Nysø, bærer spor af at have været en tur i tønderne i kælderen. Det kan betyde, at kælderarkivet i Rom først blev etableret, efter at familien var rejst tilbage til Danmark den 6. juni 1842 uden Thorvaldsen, men inden han selv rejste fra Rom i starten af oktober samme år. Det kan også betyde, at baronesse Stampe fik lov til at udtage de tegninger, hun gerne ville have med tilbage til Danmark, inden resten blev stuvet af vejen i kælderen.
Selv om vi kender til tegninger fra alle afsnit af Thorvaldsens liv og karriere, er antallet af tegninger, der knytter sig til det enkelte skulpturelle værk, overleveret i meget varierende omfang. Med undtagelse af skitsetegningerne til pave Pius 7.s gravmonument i Peterskirken (se nr. 109-110) er der slet ikke proportionalitet mellem mængden af skitsetegninger og berømmelsen af Thorvaldsens enkelte værker. Til en af hans mest ikoniske enkeltskulpturer, Jason med det gyldne Skind, findes således kun en enkelt tegning, og den er formodentlig tegnet meget senere end den oprindelige skulptur (se nr. 29).
