Cinematekets program december 2021 - januar 2022

Page 4

Åndeløs

SIDE 4 / JEAN-PAUL BELMONDO

JEAN-PAUL BELMONDO FRANSK FILMS FLABEDE GAVTYV Charmør, stilikon og cooler than the coolest. Fransk films populære skuespiller JeanPaul Belmondo døde i september 2021 som 88-årig. Belmondo slog for alvor igennem internationalt som rastløs gangsterspire (med en Gauloise hængende i flaben) i Godards 'Åndeløs'. Han blev ikonet på den franske nybølge i 1960'erne, hvor han medvirkede i film af blandt andre Claude Chabrol, François Truffaut, Jean-Pierre Melville og Jean-Luc Godard. I 1964 erklærede Time Magazine sågar, at Belmondo var ansigtet på det moderne Frankrig. Den karismatiske skuespiller, der som helt ung imponerede

i bokseringen, valgte senere i sin karriere at spille med i mere mainstream-orienterede film, og han etablerede sig som en af fransk films største stjerner inden for action- og komediegenren. Belmondo havde en kølig attitude og et glimt i øjet og udførte ofte sine egne stunts. Han foretrak en vekslen mellem kunstneriske film og actionsucceser og producerede flere af filmene selv. Som han sagde: 'Det er som livet – den ene dag griner du, den anden græder du'. Selv om Hollywood hev i ham adskillige gange, foretrak skuespilleren at blive i hjemlandet. Han havde ikke lyst til at lære at tale engelsk og sætte sit image over styr.

Jean-Paul Belmondo blev tildelt en César – ofte kaldet en fransk Oscar-statuette – i 1989 for bedste mandlige hovedrolle i filmen 'Itinéraire d'un enfant gâté' – og blandt flere ærespriser modtog han én i Cannes i 2011. Ved hans død kaldte den franske præsident Emmanuel Macron ham en nationalhelt. Cinemateket hylder i samarbejde med Institut Francais skuespilleren med det kække smil – og hans betydning for fransk kultur - med syv veloplagte titler, der både indeholder nybølge, film noir, action og humanisme. LS


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.