An
m
d el
el
se
Tro på tvivl Andreas Vedel anmeldeler Jesper Hoffmeyers nyeste bog Tro på tvivl. Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft. »Det kan godt være, det er dybt menneskeligt at være troende. Men mennesket er helt sikkert det eneste dyr, der kan tvivle. Intet er nemmere end at blive i sin tro. At blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker.« Med ovenstående citat fra bogens sidste side anes Jesper Hoffmeyers (JH) hensigt med sin seneste bogudgivelse. Gennem mange år har JH været en hovedaktør i det særlige videnskabsfelt, kaldet biosemiotik, der ikke er en del af biologien, men snarere udgør en særlig teoretisk forståelsesramme for biologien. Biosemiotik (bios, græsk = liv; semion. græsk = mærke eller tegn) er studiet af den levende naturs processer og systemer ud fra et tegnteoretisk perspektiv. Videnskabsfeltet studerer produktion, virkning og tolkning af tegn i naturen for at danne et nyt syn på liv og mening som iboende egenskaber i den naturlige verden. Ifølge biosemiotikken må alle den levende naturs processer således forstås som tegnprocesser. Biosemiotisk set er talesproget et effektivt eksempel på det hjælpemiddel, der er blevet kaldt et “semiotisk stillads”. Nøjagtigt som dagligdagens stilladser muliggør opførelsen af alle mulige slags bygninger, tillader semiotiske stilladser helt generelt organismerne at begå sig kreativt i deres miljø. Desuden kan f.eks. samspillet mellem næringsstoffer i bakteriers miljø og receptorer på bakteriernes overflade samt bakteriernes indre system beskrives som en tegnkommunikationsproces. Selvom det naturligvis ikke er noget bakterien er bevidst om, så kan denne tegnkommunikationsproces opfattes som en fortolkning, fordi bakteriers overlevelse er afhængig af at kunne tyde og forstå tegn. Sådanne fortolkningsprocesser foregår hele tiden i cellens indre og i grænsefladen mellem cellen og det omgivende miljø. “Alt levende besidder evnen til at lære, og derved adskiller det sig fundamentalt fra det ikke-levende, den døde natur, fysikkens natur, hvor der ikke finder læreprocesser sted.” (s. 24) Et væsenligt aspekt ved biosemiotikken er at der opereres med betydning eller mening i naturen. Inspireret af C.S. Peirce opererer biosemiotikken med formålsårsager eller finale årsager. Peirce anså “naturens tendens til at få vaner” for det mest grundlæggende træk ved naturen, dvs. vanemæssigt at respondere hensigtsmæssigt på relevante tegn. JH’s nyeste bog “Tro på
26
tvivl” diskuterer med udgangspunkt i biosemiotikken spørgsmålet om mening i skillepunktet mellem religion og videnskab. Pointen er, ifølge JH, at biosemiotikken river gulvtæppet væk under generationers strid om dette skillepunkt. Videnskab behøver ikke overlade spørgsmålet om meningsfuldhed til religionen, for biosemiotikken åbner, ifølge JH, for en videnskabelig teori om mening. JH antyder på http://universitetsavisen.ku.dk/ sin egen erkendelsesrejse fra 19-årig biokemistuderende med et “naivt positivistisk udgangspunkt” til en position der, efter 40-50 års akademisk liv, kan beskrives som “natursemiotisk realisme”. (http://universitets avisen.ku.dk/dokument9/nyhedsarkiv/2009/dokument105/) Vanskeligheden ligger, ifølge JH, i at beskytte rationaliteten mod sig selv uden at undsige den. Når rationaliteten opfattes som den eneste retmæssige kilde til sand indsigt i alle tilværelsesområder, så sætter rationaliteten sig nemlig i den Guds sted, den ellers ikke vil vide af. JH påpeger i “Tro på tvivl” en lang række af ubesvarede videnskabelige spørgsmål. Her skal blot skitseres nogle eksempler: 1. Emergens Et naturligt systems udvikling mod en ordnet tilstand, der ikke lå implicit i systemets begyndelsestilstand, og som ikke på nogen måde kunne have været forudset fra begyndelsen. Er verden som sådan lovbestemt, eller er verdens lovmæssigheder omvendt selve det problem, som naturvidenskaben skal finde en forklaring på? 2. Livets oprindelse Hvordan opstår der et system, som kan omsætte tegn fra omgivelserne til meningsfuld aktivitet inde i cellen? JH flytter fokus fra det traditionelle informations- og DNA/RNA-perspektiv til diskussionen om hvordan cellers brugergrænseflade (overgangen mellem cellens indre og ydre, altså cellemembranen) kan opstå. JH ser spørgsmålet om livets oprindelse som identisk med miljøets oprindelse, fordi et levende væsen altid findes i et miljø. Pointen er at liv grundlæggende er et kommunikativt og derfor semiotisk fænomen. 3. Naturlig selektion Naturvidenskaben snyder, ifølge JH, på vægten, hvis den påstår, at teorien om naturlig selektion kan forklare livsformernes uafviselige teleologiske1 kaORIGO 114
