Evolution in real
Evolutionen må være en øgning i kompleksitet og information – overordnet set. Et tab af information eller kompleksitet kan godt nok også øge fitness af en art, som jeg skrev tidligere, og det bærer også betegnelsen evolution. Men der er en forskel, for generelt må det være sådan at der tilføres kompleksitet igennem evolutionen. Det er der få der ikke er enige i. På den anden side hævder man at når en fisk går på land, udvikler finnerne sig til ben, og så er argumentet at der ikke er sket en øgning i kompleksiteten, men blot en ændring. Nuvel det er der da en pointe i, hvis vi altså ser netto på kompleksiteten. Men hvis fisken skal miste sin evne til at svømme og tilegne sig evnen til at gå på land, så involverer det et tab af svømmeevnen og en “opgradering” med nye ben – derfor er der brug for ny kompleksitet hos fisken (makroevolution). Fisken har funktioner og strukturer som landdyret ikke har og omvendt. Det samme gælder for evolutionen af nye strukturer hos alle andre dyr og planter. Kompleksitet kodes af generne, og derfor er der også brug for en tilførsel af information. John Bonner fra Princeton University bekræfter dette synspunkt og skriver at det er indlysende at der har været en løbende øgning i antallet af arter igennem tiden, og en forøgelse i størrelsen af kompleksitet hos organismer … evolution skrider normalt fremad ved en stigning i kompleksitet38 . Nu skal vi se på nogle eksempler på evolution og vurdere om de tilfører den information som er nødvendig for at øge kompleksiteten eller ej. Eksempler på information der går tabt og dermed giver anledning til fald i kompleksitet, er velkendte. Kiwifuglen har mistet evnen til at flyve, men det har vist sig at være en fordel for den fordi den løber nede i den tætte skovbund hvor flyvning er et handicap. Der er eksempler på fisk der lever i mørke huler, og som med tiden har mistet deres øjne – her har fordelen været at der ikke skal investeres energi i dannelsen af øjne. Der er flagermus der nøjes med at kravle på landjorden. Og et nyere eksempel er en retarderet tyrkisk familie der går på alle fire. Det sidste eksempel blev slået stort op i aviser og tv som et eksempel på evolution, og hvordan deres adfærd skulle være en afsløring af vores tætte slægtskab med aberne. Der var heldigvis evolutionister der offentligt gik i rette med den lovprisning, for der var tale om åbenlyst tab af kompleksitet og ikke evolution af nyt.
En dum kat Forskere fra University of Tennessee og kolleger fra Universidad Autónoma i Madrid havde undersøgt ændringer i
Europæisk vildkat, Felis silvestris silvestris, i en zoo i Tjekkiet. Stamfaderen til alle tamkatte?
kattens hjerne39 , og de kunne rapportere at der havde fundet en hurtig evolution sted. Det var muligt at sammenligne en stribet tamkat der tilhører arten Felis catus (Felis domesticus) med dens 3000 år gamle slægtning, den spanske vildkat der tilhører arten Felis silvestris. Tamkatten havde kun 2/3 så mange hjerneceller som vildkatten, og 2/3 af de optiske nerver. Tamkatten havde kun det halve antal synsceller og 40% af den maksimale antal tappe for farvesynet. En undersøgelse af embryoet viste at tamkatten dannede langt flere celler end der fandtes hos den voksne kat – de forsvandt bare under opvæksten. Det samme skete ikke hos vildkatten. Evolutionen har her ledt til et fald i kompleksitet – det benævnes også evolution, men det er ikke det vi leder efter. Forskerteamet slog da også fast at celledød som drev dette trin i evolutionen, ikke kan være typisk for de trin som skal drive den langsigtede evolutionære udvikling (makroevolution). Det skal lige bemærkes at det er uvist om ændringen skyldes en positiv mutation og efterfølgende naturlig selektion.
38 Bonner, J. T., (1988). The Evolution of Complexity by Means of Natural Selectin, Princeton: Princeton University Press. pp. 226 og 228. 39 Williams, R. W., C. Cavada. Amd F- Reompsp-Siárez. (1993). Rapid evolution of the visual system: A cellular essay of the retina and dorsal lateral geniculate nucleus of the Spanish wildcat and the domestic cat, Journal of Neuroscience, vol. 13, pp. 208-228. 40 Schnapf, J. L. and D. A. Baylor, (1987). How Photorector Cells Respond to Light, Scientific American, vol. 256, April.
22 Origo101.p65
ORIGO 101
22
28-08-2006, 13:43
