Ældre Sagen AKTIV juni 2020

Page 30

”Det er vigtigt at være engageret i noget andet end sig selv”

S

undhed har mange facetter. Det handler ikke kun om at spise sundt og løbe en tur i ny og næ, men også om evnen til at håndtere både fysisk og psykisk modstand i livet. Og det er præcis, hvad de arbejder med hos Sundhedsstudiekredsen i Allerød. 20 kvinder i alderen 65 til 85 år mødes en gang om måneden for at styrke egne og hinandens værktøjer, så de bedre kan mestre hverdagens udfordringer. For i takt med at belastningerne melder sig med alderen, kan det være nødvendigt at forandre sin tilgang, forklarer Alis Moss, der er tovholder for gruppen: ”Når vi mødes, er målet at styrke vores ressourcer – det er faktisk omdrejningspunktet. At have venner og netværk styrker også modstandskraften. Og vi skal helst grine hver gang. Det er vigtigt, det der med at være engageret i noget andet end sig selv, og når man griner, flytter blikket sig,” forklarer hun. Alis arbejdede med sundhedsfremme, før hun gik på pension, og hun har stadig et passioneret forhold til de forskellige måder, vi kan holde os sunde på. Holdet, der fejrer 10-årsjubilæum i år, arbejder med det, Alis kalder ”Sundhedsbrøken R/B”. I brøken er B de belastninger, man møder i livet, både fysisk og mentalt, og R er de ressourcer, man har til at håndtere dem med. ”B skal være mindre end R. Vi kender alle nogle, der vælter, fordi de ikke har modstandskraft. Og så kender vi dem, der kan alverdens ting, fordi de har det her overskud. De kan være meget musikalske eller bruge meget tid i haven. Man skal glemme sig selv en gang imellem,” forklarer Alis. Det månedlige møde i Sundhedsstudiekredsen skydes i gang med en runde, hvor alle kan få luftet deres tanker. Herefter fokuserer gruppen på ét aspekt af sundhed med et oplæg eller en anden aktivitet. De kommer hele kroppen og sindet rundt, og det kan handle om alt fra kurser i hjertestartere eller et teater-

30

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

ALLERØD

stykke om demens. Der er sådan set ikke grænser for, hvilke sundhedsemner de kan tage op, og alle er med til at bestemme, hvad de skal behandle: ”Det er vigtigt at få involveret hele gruppen. Jeg prøver at få dem til at føle, at de selv har indflydelse. Alle har fra begyndelsen været nysgerrige på at lære nyt. Derudover er vi alle meget forskellige og heldigvis for det,” siger Alis, og understreger, at det er vigtigt at huske på, at sundhed er et fælles ansvar: ”Vores sundhed har vi alle sammen selv et ansvar for, men det har samfundet i høj grad også. Det er slet ikke kun en selv. Når vi er sunde, har vi noget at give – og noget at stå imod med,” slår Alis fast.

ALIS’ ØVELSER • Lær nyt, få oplevelser og vær engageret • Bliv bevidst om, hvad der giver glæde, og skriv gode oplevelser ned • Humor og et godt grin hjælper altid. Det er rart at kunne le af egne fejl • Giv plads til hvile, søvn og tid til fordybelse • Samvær og nærvær med familie, venner og nye bekendtskaber – gerne i alle aldersgrupper • Opsøg kulturelle oplevelser eller vær kreativ med håndarbejde og havearbejde • Bliv bevidst om, hvad der dræner for energi, og undgå disse ”energitappere” • Lær strategier til at håndtere livets vanskeligheder • Rør dig med dans og bevægelse i naturen

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Ældre Sagen AKTIV juni 2020 by Ældre Sagen - Issuu